Det halve nazikort skal trækkes

Stram Kurs sammenlignes med nazister. Men er de nazister – eller fascister? For nazisme er som bekendt en afart af fascisme. Vi må lige have definitionerne på plads her, inden vi trækker nazi-kortet.

Fascisme handler om at opbygge en stærk stat, hvor individets og klassernes interesser er underordnet statens. Nationen opfattes som én samlet organisme, der konkurrerer med andre nationer – både fredeligt og i krig. I sådan en fælles organisme handler det selvsagt om lydighed, disciplin og troskab mod staten – og de værdier, som staten og lederen står for. For en stærk leder er nødvendig, og der stilles ikke spørgsmålstegn ved lederens beslutning.

Nazisme ligner så på mange måder fascisme, men har også en teori om over- og underracer. Som bekendt var det jøderne, som Hitler og de andre nazister i Tyskland gjorde til syndebukke og ansvarlige for alt dårligt.

Hvordan står Stram Kurs?

Ja, partiet har i deres politik to søjler. I øvrigt pudsigt at netop det parti taler om to søjler, når man tænker på partiets forhold til Islam, som jo er baseret på fem søjler. Nå, men:

Den ene søjle handler om individets frihed og rettigheder. Her skal statens størrelse og indgriben over for borgerens udfoldelse af sin individuelle frihed begrænses mest muligt. Denne søjle kaldes for den libertære søjle, og ER IKKE forenelig med klassisk fascisme og nazisme, som netop sætter kollektivet over individet.

Den anden søjle handler om det, som partiet kalder den etnonationalistiske sammenhængskraft. Den sammenhængskraft forudsætter, at hovedparten af befolkningen har de samme etniske, kulturelle, religiøse, sproglige og normative værdier. Denne søjle kaldes den identitære søjle, og ER forenelig med fascismen og nazismens ideer om en fælles organisme bestående af mennesker med samme etniske, kulturelle, religiøse og sproglige baggrund, hvis et land skal være en stærk, samlet nation.

Se mere her: https://stramkurs.dk/vores-politik/politisk-grundlag/

Danmarksbloggen kan altså konkludere, at der skal trækkes et halvt nazi-kort, når det kommer til Stram Kurs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdskampen, der forsvandt

Vi hører ikke meget om den, arbejdskampen.

Men det er dén kamp, der drejer sig om at skabe gode arbejdspladser til dem, der har et job.

Den er også dén kamp, der handler om at skabe arbejde til dem, som mangler et job.

Men ja, vi hører så lidt om den, at man kan blive fristet til at spørge sig selv, om dén kamp overhovedet stadig findes?!

Det gør den så. Fagbevægelsen kæmper den kamp – i hvert fald for deres egne medlemmer, og det bliver så fejret i dag d. 1. maj.

Men hvad med de andre? Dem, som er udenfor arbejdsmarkedet? Dem på kontanthjælp? Eller vor tids daglejere – freelancerne? Og såmænd også mange små enkeltmandsvirksomheder, som elsker det, de laver, men som ikke hvert år kan tage en ordentlig løn hjem?

Der er tale om ret mange mennesker, og der bliver flere og flere af dem.

Hvem kæmper for dem? Det er der faktisk ikke rigtig nogen, der gør. Jo, de gør selv hver især. Men som bekendt er man let at knække, når man står alene. ”Ene, men stærk” gælder ikke i arbejdskampen.

Så måske – bare måske – skulle 1. maj ikke handle om den fagbevægelse, der for længst har sejret ad helvede til – men om alle dem, som på forskellige måder lever ude på samfundets kant.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi redder ikke klimaet pga. en pige med fletninger

Sveriges moderne Pippi Langstrømpe hedder Greta Thunberg, og har ligesom hendes fiktive sjælesøster fletninger og et stort gåpåmod, men så hører ligheden også op.

For Pippi Langstrømpe opfører sig trods alt som et barn, der bruger det meste af tiden på at ride på sin hest og lege med Tommy og Annika – og så gør hun også indimellem godt i den lille by, hvor hun bor.

Men Greta Thunberg rejser som en anden voksen politiker Europa tyndt – med tog naturligvis – og siger stort set ikke andet end det, som alle ved i forvejen. Nemlig at vi er helt ude og skide, når det handler om at redde klimaet, og at hvis ikke vi gør noget, så går det galt. Rigtig galt.

Det er ikke atomvidenskab. Vi har vidst det i årevis. Så hvorfor er denne svenske pige med fletningerne blevet så stort et klima-idol? Hun har ingen geniale løsninger, hverken teknisk eller politisk.

Danmarksbloggen tror, at det skyldes, at Greta Thunberg repræsenter en umiddelbar og barnlig tilgang til tingene, og derfor taler direkte ind i vores tid, som på mange måder er en barnlig, nærmest umoden tid, hvor ingen vil tage ansvar, ingen vil være voksne og alvorlige.

Livet skal jo være sjovt og spændende, ikke sandt?

Så vi hylder ungdommen generelt og en skolepige med fletninger specifikt (og ingen tænker på, om det er særligt sundt for en 16-årig at leve det liv, som Greta Thunberg gør).

Og som alle umodne teenagere gider vi voksne heller ikke lytte til erfaringen og visdommen, der adviserer helt konkrete tiltag for, hvordan vi skal leve, hvis det skal batte noget. Den slags substantiel tale er nemlig for kedelig, for dyr eller for besværlig.

Ja, det kræver måske endda, at vi laver vores vaner og vores liv om. Så det gider vi ikke. Det er for meget. Så hellere falde i svime over Greta Thunberg med fletningerne og de overskuelige budskaber, som ingen kan være uenige i.

Men det er ynkeligt og patetisk. Og vi har ikke en chance for at redde noget som helst, så længe vi fokuserer på en pige med fletninger i stedet for at lytte til de – måske endda gråhårede og rynkede mænd og kvinder – som rent faktisk ved noget om klimaet, og som kan gøre os klogere på, hvad vi kan gøre og hvordan.

Vores hang og trang til ungdom og det infantile kommer til at koste vores art livet. Det er trist – for os. For Jorden skal nok skal klare sig – i det lange løb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rasmus Paludan – på vej i Folketinget

Danmarksbloggen havde ellers valgt at forbigå Rasmus Paludan i tavshed. Dybeste tavshed.

For nok har Paludan ytringsfrihed ligesom alle andre i dette land. Og det skal vi holde helt fast på, også selvom det koster en bondegård. For problemet omkring Paludan handler ikke kun om det, han siger – men også dem som imødegår hans ytringer med sten og ild. Det er nemlig aldrig nogensinde i orden at kaste med sten eller tænde bål i gaderne, heller ikke selvom ens følelser og religion bliver krænket og forhånet.

I et demokratisk samfund bør vi altid kun bruge pennen og aldrig sværdet mod hinanden.

Men når det er sagt, så får Paludan så rigelig taletid i samtlige medier til at komme med alle hans udgydelser, der er en blanding af fordomme, had og anklager. Så Danmarksbloggen ville som sagt ignorere manden.

For nok har han ytringsfrihed, men vi andre har ikke ytringspligt til at skrive eller tale om ham.

MEN nu hvor Paludans parti “Stram Kurs” står på nippet til at blive opstillingsparat til Folketinget, er det en anden sag. For nok er Dansk Folkeparti langt ude på højrefløjen – og endnu længere ude står Pernille Vermund og Nye Borgerlige, som ifølge meningsmålingerne brager ind. Men endnu længere ude igen – helt ude hvor det tilter for alvor – står Stram Kurs og Rasmus Paludan.

Og det er Danmarksbloggens vurdering, at Paludan og Stram Kurs kan komme i Folketinget, hvis de når at samle underskrifterne, inden Løkke kan tage sig sammen og trykke på valgknappen. Dermed er Rasmus Paludan ikke bare en mand, der render rundt og brænder koraner og kommer med horrible udsagn. Nu er han også – helt reelt – en farlig mand, som trækker mange utilfredse danskere til sig.

Danskere, som ikke synes, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil nok. Danskere, der er bange for fremtiden for dem selv og for deres børns muligheder i et samfund, hvor uligheden stiger.

Angsten er berettiget, men måske skytset skal peges i en anden retning end den, som Rasmus Paludan råber op om?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Notre Dame, fattigdom og de gode viljer

Alt er muligt for den, der har viljen i hjertet. Nogenlunde sådan sagde man i et gammelt tv-show, der hed ”Fangerne på fortet”, hvor kendte kæmpede for at vinde penge til en god sag ved at kravle igennem små gange, svinge sig i tove, kaste sig i havet fra stor højde og mange andre ting, inden de blev lukket ind til tigerne og guldmønterne.

Dét show var vældig populært engang, men er ret glemt nu. Dog kommer den gamle frase op til overfladen i denne tid, hvor man ser, hvordan det i løbet af ganske få dage er lykkedes at samle milliarder ind til restaureringen af Notre Dame i Paris.

Mange er nemlig – med rette – forargede over, at det er så let at få penge til en bygning, mens det er mange gange sværere at få de superrige til lommerne, når det handler om fattigdom, social ulighed og miljø.

Danmarksbloggen forstår godt vreden. Også selvom Danmarksbloggen er enig i, at Notre Dame i Paris repræsenterer mere end Frankrig. For den store katedral på Ile de la Cité er en del af hele Europa, af vores kultur, vores civilisation – ja, vores sjæl.

Men forskellen i lysten til at give væk af sit absurde overskud og enorme formue er slående – og det er ganske tydeligt, at vores civilisations største problem måske skal søges i manglen på gode viljer hos de superrige …

At vores største problem måske ikke er indvandringen, medierne, populismen – eller Rusland og Kina. Men derimod ”vores egne” superrige, som ikke vil dele deres grotesk store formuer med det samfund, som de lever af og på. At dér ligger den største fare for at vores demokrati bryder sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Penge stadig vigtigere end fisk

Landets største sushikæde Letz Sushi holder lukket i dag for at gøre opmærksom på, at vi risikerer, at der ikke vil være nogen fisk tilbage i verdenshavene i 2048, hvis ikke vi gør noget NU. I kædens 19 restauranter vil man derfor fremover også kun kunne få fisk fra de danske farvande. Bæredygtigt og CO2-venligt.

Fantastisk initiativ, tænkte Danmarksbloggen derfor også, indtil altså det gik op for undertegnede, at det først er om SEKS år – i 2025, at alle udenlandske fiskearter er fjernet fra menukortet til fordel for danske fisk som sild, makrel og andre af vores mange gode fiskearter.

For som kædens direktør Anders Barsøe sagde det til Ekstrabladet: ”Der er ikke ret mange danskere, der på nuværende tidspunkt er parat til at konvertere deres tun til makrel, så hvis vi skiftede med det samme, ville vi fjerne vores eksistensgrundlag. Vi er nødt til at gøre det her gradvist. Derfor åbner vi også i en ny udgave i morgen, hvor vi har flere danske fisk på kortet.” Citat slut.

Hm, så går glansen alligevel ret meget af de glinsende fiskeskind …

For hvis man virkelig mente det med at redde fiskene og miljøet, så brugte man ikke seks år, men måske mere i omegnen af seks måneder til omstillingen.

Så konklusionen er, at penge stadig er vigtigere end fisk og miljø – også hos landets største sushi-kæde. Desværre.

For nej, man kan ikke spise penge, men man kan godt spise fisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Panda´erne kommer i aften

De kinesiske pandaer lander i aften i Kastrup …  og nok er de supernuttede, men i virkeligheden handler det om magt, politik og business, om iskold kinesisk beregning – som de andre gange, hvor det store land har sendt panda´er ud i verden.

Det kaldes panda-diplomati, og man kan læse mere om det her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik-og-pandaer-6-historier-om-panda-diplomati

Her kan man blandt andet læse, at det koster en million dollars om året at leje panda´erne, for der er nemlig slet ikke tale om et lån, men om at man indgår en lejeaftale med kineserne.

Men altså en lejeaftale, som såvel regering, kongehus og toppen af erhvervslivet har kastet alle kræfter ind på kunne blive en realitet.

Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os.

Er Det Store Land så vigtige at holde sig på god fod med? Det vurderer man åbenbart, at det er.

Danmarksbloggen er ikke sikker. Ikke når man tænker på, hvor meget kineserne forurener deres land i jagten på mammon. For de risikerer at producere sig selv tilbage til stenalderen flere år før vi andre når dertil, selvom vi er slået ind på samme destruktive kurs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli bliver til ”Disneyresort Tivoli”

Allerede sidste år samarbejdede Tivoli med Disney-koncernen om Paraden gennem Den Gamle Have i anledning af Tivolis 175 årsjubilæum.

Hvad mange imidlertid ikke ved er, at man ved samme lejlighed indledte drøftelser om et opkøb af Tivoli.

Tivoli er som bekendt en privat virksomhed, som man kan købe aktier i. Det handler derfor om, at Tivoli skal give overskud. Og det gør Tivoli.

Så da amerikanske kapitalinteresser som fx ejendomsfirmaet Blackstone i forvejen havde og har øjnene stift rettet mod København, var det oplagt også at se på et opkøb af Tivoli.

Det blev så ikke Blackstone, som købte Tivoli, selvom de også rygtedes interesserede, men derimod Disney-koncernen. Walt Disney fik i øvrigt ideen til Disneyland efter et besøg i Tivoli.

Så nu skal Rasmus Klump deles om pladsen med Mickey Mouse og Anders And – og man må derfor forvente, at kulturnedslagtningen af Tivoli vil blive ved, men nu under amerikanernes ledelse.

De skal dog bare fortsætte, hvor danske Liebst og Bendixen slap. D´herrer fik nemlig i deres tid gjort kål på unikke institutioner som Promenadeorkesteret, Big Bandet og Valmueteatret. De nåede dog ikke at smadre det hele.

Der var også en fredning af Pantomimen at slås med, men alting kan jo affredes igen, som vi har set det ske med Amager Fælled. Så mon ikke de driftige amerikanere får skovlen under Pantomime-teatret, Pjerrot, Harlekin og Columbine? Det kunne man sagtens forestille sig.

Så altså: Næste år – onsdag d. 1. april 2020 – ændrer Tivoli navn til ”Disneyresort Tivoli”. Det er ganske vist og trist …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kim Larsen ”Sange Fra Første Sal”

Posen var lukket. Der ville ikke komme mere. Aldrig skulle man høre – og synge med på – en ny Kim Larsen-sang. Dét var den hårde sandhed, som vi lærte at leve med sidste efterår, da Danmarks store søn døde og efterlod et helt land i sorg.

Men nu – midt i det gryende forår – er hr. Larsens sidste 12 sange udkommet alligevel. De er indspillet hjemme i lejligheden i Odense sidste forår sammen med impresarioen Jørn ”Ørn” Jeppesen og sønnen Hjalmar.

Albummet hedder ”Sange Fra Første Sal” og henviser til, at lejligheden ligger på 1. sal.

Danmarksbloggen har hørt de 12 sange og er begejstret, og ville også have været det, hvis de havde været lavet af en hel anden, selvom både musik, ord – og især stemmen umiskendelig er Kim Larsen.

For der er kun én Kim Larsen.

Manden er Danmarks største spillemand nogensinde. Ja, mere end det. Han kunne som ingen anden sætte ord på os, vores følelser og tanker her på denne lille plet, der kaldes Danmark. Der vil derfor også blive sunget Kim Larsen, så længe der bliver talt dansk på denne jord.

Og nu har vi så 12 nye og sidste sange …

Og nej, de er ikke alle sammen mesterværker. Men de har en nerve og en ægthed, som er klassisk Larsen´sk, som når han i en af de bedste ”Koppen med den skårede hank”, synger Ræk mig lige koppen med den skårede hank, Og Politiken fra i går, Nok er den ikke særlig aktuel, Men det er jeg heller ikke selv

Eller når han om den anden ende af livet ”Den store dag” synger Farvel lille mand til barndommens land, Du kommer aldrig mere tilbage, Uskyldig og fri med det er det forbi, Det er din store dag i dag

Det er så også disse sange, som vi ikke kommer til at høre ham selv synge live. For spillemanden kunne stadig synge – også selvom døden ventede på den anden side af den sommer, som kom samtidig med, at disse sidste 12 sange blev indspillet for næsten et år siden.

Men så må vi synge dem selv. Samtidig med at vi istemmer hele den glansparade af sange og viser, som hr. Larsen lavede, mens han var her, og som sammen med Grundtvigs salmer og H. C. Andersens eventyr er de største skatte i vores kultur.

Danmarksbloggen giver ”Sange Fra Første Sal” seks ud af seks dråber, som de dråber der trillede ned af kinderne sidste efterår, da vi hørte, at han var død.

De dråber som Kim Larsen selv sang om sammen med Gasolin, da det hele startede i en anden lejlighed på Christianshavn i 1970´erne. De dråber der også var hans sidste sang til hans sidste koncert.

Som et strejf af en dråbe – vi fik sandelig lov til at håbe …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk