Kan man lave en god film, selvom handlingen er ganske forudsigelig og personerne så stereotype, at ordet kliché bliver … en kliché?
Svaret er ja, når det angår Anders W. Berthelsens debut som instruktør med filmen ”Lykkelige omstændigheder”, der har premiere i dag. For filmen om de to søstre Katrine og Karoline er en lille henrivende fortælling fuld af sødme og nænsom komik.
Vi møder dem lige inden alting skal til at ske.
Katrine er – som den ekstremt ansvarsfulde storesøster – ude ved moderens gravsted med blomster, inden hun haster videre til plejehjemmet for at besøge den gnavne og demensramte far, som spilles eminent af Kristian Halken. Dén rolle kan han på rygraden.
Imens ligger lillesøster Karoline hjemme i sengen, og fortæller den arbejdsløse kæreste, at hun er gravid – igen.
Det er et problem. For parret har ingen penge, heller ikke til huslejen. Så de skal sættes på gaden til d. 1. Heldigvis mangler storesøsteren – som materielt har det hele og mere til – et barn, så en familieadoption aftales med advokat, mange penge og det hele.
Og så kan spillet begynde. Og som det begynder.
Intet mere skal røbes her, men det involverer blandt andet Søren Malling i rollen som glat advokat og Christiane Gjellerup Koch som en moderne oversygeplejerske, der har travlt med alt andet end omsorg. Samt ikke mindst Sofie Jo Kaufmanas i en lille, men mindeværdig rolle som kirkegårdsgraveren Britt, der kører rundt i de samme cirkler – og som virker så sært lykkelig.
For det er de store temaer, som filmen har fat i: Kærlighed, liv og død, men pakket ind i den danske hverdag hos både høj og lav anno 2022. En hverdag med kærlighed til analog lyd, korrekt levevis med mad og søvn, våddragt og havtaske – og drømmene om den gode liv, hvad det så end er.
For vi har alle et liv, som vi ønsker os – og som nogen tror, at man kan planlægge sig frem til, mens andre satser på nydelsen og glemmer forpligtelsen. Der er også dem, som græder, og skal have et skub for at turde.
Der er nemlig mange måder at være i lykkelige omstændigheder på undervejs til at få drømmene opfyldt. Og nok er intet bånd i verden stærkere end det mellem mor og barn, men kærligheden og omsorgen har mange ansigter, og drømmen kan lige så godt handle om indre fred og udadvendt mod, som den kan handle om børn.
I denne film ser vi det hele – og især ud fra de to søstres virkelighed.
Sofie Torp spiller overbevisende den kontrolfikserede storesøster Katrine, som det er svært at holde af, fordi hun som en anden ”Så-dør-baby-kvinde” fra showet ”Tak for i aften” har en ekstrem trang til planlægning og overblik. Men da hun kommer ned fra helikopteren, ser vi hendes menneskelighed, og så kan man pludselig rigtig godt lide hende. En proces, som Sofie Torp gestalter så tro mod rollen, at Katrine (hvis hun var virkelig) ville elske at se sig selv spillet så perfekt og koordineret.
Lillesøster Karoline er omvendt sådan en type, som går ind i alle med træsko på. Umiddelbar, empatisk og følsom. Men hun har også en længsel – nemlig at blive taget alvorlig. Scenen, hvor hun siger Du er den første, som har sagt hele mit navn og ikke bare Karo, er nem at overse, men vigtig. Hun spilles af Roberta Reichhardt, som er barnebarn af dén Poul Reichhardt – men som udmærket kan i egen ret. Hun funkler på et lærred.
Karolines kæreste Ronnie, spillet af Joachim Fjelstrup, kæmper med meget, men kan også meget, som han dog mangler at få omsat. Vi ser heller ikke det hele i filmen. For Fjelstrup er god til at tilføre figuren flere lag, hvad han også gjorde for nogle år siden på Grønnegårdsteatret.
Katrines mand – den succesrige Markus – spilles som forventet med bravour af en af sin generations bedste skuespillere Esben Smed, som giver karakteren al den målbevidsthed og flid, som man forventer af en mand med penge, indtil hans figur ligesom Katrine krakelerer til sidst og erkender, at man kan godt sidde stille og mærke sig selv. Man behøver ikke være i afvikling, bare fordi man tager en pause fra udviklingen.
Monika Mariotti er Daria – den polske aupair, som har 100% styr på sagerne. Mariotti spiller så fint, at både skuespilleren og rollen fylder meget lidt i starten for til sidst at have en stor og meget vigtig funktion overfor stort set alle involverede. Det er fantastisk at se Mariottis evne til at spille helt afdæmpet for til sidst at have hele det indre orkestrer i gang, så hun fylder lærredet.
Og endelig er der Markus´s bror Steen, der ligesom Karolines kæreste Ronnie er løbet sur i livet. Steen pga. en kone, der er skredet, så han skal finde selvværdet og livsmodet igen. Han spilles med stor følsomhed af Martin Høgsted, som mange kender som sjov mand – men han kan også være både sårbar og blød.
Filmen viser også, at dansk film ikke skal bekymre sig om fremtiden. Den nye generation af skuespillere er klar. Talentet sprudler.
Danmarksbloggen giver ”Lykkelige omstændigheder” fire ud af seks sutter, som den, der lægges på en gravsten i slutningen af filmen. For livet er alt det, som sker mellem fødsel og død – et svimlende, kort og vidunderligt sekund.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk