Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Det er helt skævt fordelt …

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien er slut, og skolerne starter igen.

Undertegnede var i feriens sidste dage en tur ned af mindernes kringlede allé, og jeg kom til at tænke på en sang, som vi skrålede med på næsten hver fredag til fællessang på min meget røde folkeskole i 1970´erne.
En sang, som jeg allerede dengang kunne lide – og som gik direkte ind i mit barnesind og formede mit menneske- og verdenssyn.

Kan hænde den er lidt naiv, men jeg synes nu alligevel, at budskabet holder max – og at den gerne måtte forme sindet på både børn og voksne i dag.

Den lyder nogenlunde sådan her:

Nogle fødes til penge nok, andre til kulde og krig
Nogles liv varer længe nok, andres er hurtigt forbi
Det er helt skævt fordelt
Man bestemmer det ikke selv
Det er et spørgsmål om held

Hvem skal leve og hvem skal dø
Hvem skal sulte ihjel
Hvem skal sejle sin egen sø
Hvem skal klare sig selv
Det er helt skævt fordelt
Man bestemmer det ikke selv
Det er et spørgsmål om held

Vi kan gøre en del i flok, ikke bare i år
Der er penge og rigdom nok på den jord, hvor vi går
Tyranni, sult og krig
kan vi sammen bekæmpe helt
Så bliver alting bedre fordelt

Det er efter hukommelsen, så der kan sagtens være både fejl og mangler – og jeg kan heller ikke huske, hvem der lavede teksten eller melodien. Men den holder i sin opfordring til at gøre noget og en påmindelse om, at vi skal gøre det sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattige børn holder ikke efterårsferie

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien starter for alvor i dag – og som altid er der mange af de privilegeredes børn, der skal ud og rejse.

Måske ned til noget sol og varme, måske ud til en af Europas storbyer, måske i sommerhus. Men der er også mange, der skal ingenting – og som ikke selv har valgt det. For dem handler det nemlig ikke om, at de hellere vil blive hjemme og gå og hygge sig med nattøj hele dagen, varm kakao og nybagte boller, mens de laver ingenting.

Nej, for dem er der simpelthen ikke noget valg, for det er pengene bare ikke til. Ja, manglen på penge er så slem, at de familier dårligt nok kan tillade sig at købe ind til en kop varm kakao – og de rækker slet ikke til hverken en tur i biffen eller i svømmehallen.

Der er desværre også blevet flere af de børn, som kun har ingenting som feriemulighed – og det er dér, fordi vi siden Fogh-regeringen har haft regeringer, der pånær S-R-SF-regeringen, har skåret i alle de sociale ydelser.

Den nuværende VLAK-regering har så også droppet at måle antallet af fattige, men ikke på nogen måde har afskaffet fattigdommen. Tværtimod er fattigdommen i Danmark kun øget – og øges stadig.

Der findes i dag omkring 45.000 fattige danskere, vurderes det. Det er mere end en fordobling siden 2002.

Danmarksbloggen vil ikke give nogen af de privilegerede dårlig samvittighed her nu, mens ferien skal til at gå i gang, og kufferten skal pakkes.

Nyd turen ned i solen, på cafeerne ude i Europas metropoler eller i sommerhuset. Men husk også samtidig på at ikke alle er ligeså heldige, som du og dine er det – og tænk på, hvad DU kan gøre, når I kommer hjem igen.

For det er kun sjældent folks egen skyld, og der er heller ingen naturlov, der dikterer, at goderne skal være så ulige fordelt. Det er en politisk beslutning, som kan laves om. Og som skal laves om, for det er simpelthen moralsk forkert, at der findes børn og voksne, som er fattige i et så rigt land som Danmark.

Og vi kan alle være med til at gøre en forskel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sundt med uniformer i gaderne

Udgivet den af
Svar

Europa forbereder sig på krig … mod folk både udefra og indefra.

Derfor er det også sundt for danskerne, at vi nu – ligesom mange andre steder i Europa – kan se militærfolk i kampuniform, der bevogter nogle af de steder, hvor terror-risikoen er høj.

Det kan virke voldsomt med soldater med våben i vores gader, ja, det kan ligefrem ruske i én, når de fx kommer gående mod én i Krystalgade i København. Det gibbede ihvertfald gevaldigt i mig forleden dag, og de svært bevæbnede mænd vakte også generelt opsigt, selvom de nu har stået der i to uger.

Men så kan danskerne se, hvad det drejer sig om. Og måske kan vi så – i modsætning til sidste gang verden stod i flammer – forstå, at Danmark er ikke en ø, men at det, som sker i Europa og i verden, OGSÅ er vores sag.

Vi kan nemlig ikke bare lukke vores grænser om os selv for så at putte os i vuggen, mens verden brænder udenom. Vi må vokse ud af den der puslingelands-tankegang og forstå, at vi er en del af hele verden, og at alt det væmmelige, ubehagelige og forfærdelige OGSÅ kan ske lige her i vores hyggelige andedam.

Det er ikke rart, og så kalder det også på ansvar … og det kan danskerne ikke lide. Slet ikke når man skal rejse sig fra sofaen og gøre noget SELV.

For det er en udbredt holdning i Danmark, at det er bedre at hygge sig og gå op i kager, dans og andre ligegyldigheder på fjernsynet, Men virkeligheden, mine damer og herrer, kalder på alvor – og det er altså pt. uniformer i de danske gader – og stigende konflikter mellem befolkningsgrupper.

Velkommen til vor tid.

PS. Hvad det så betyder for forsvarsudgifterne er en anden sag. Men det står Danmarksbloggen helt klart, at der ikke er råd til skattelettelser i Danmark. Der er nemlig nok at bruge pengene på: Børn, gamle, hjemløse, arbejdsløse, skoler, videreuddannelse, forskning, sygehuse, læger – og så også lidt mere til krudt og kugler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Udgivet den af
Svar

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

… hov se, en burka

Udgivet den af
Svar

Vi har en regering, der:

Skaber armod i stedet for velstand.
Skaber hjemløshed i stedet for boliger.
Skaber sygdom i stedet for sundhed.
Skaber krig og ufred i stedet for fred og ro.
Skaber splittelse i stedet for samhørighed.
Skaber had i stedet for kærlighed.
Skaber mareridt i stedet for drømme.
Skaber utryghed i stedet for tryghed.
Skaber dumhed i stedet for (ud)dannelse.

Vi har en regering, der mangler mod, visioner og dannelse.

En regering, der pisser i vores grundvand, skider i vores mad, sviner vores natur, ødelægger og lader hånt om mennesker.

Og vi stemmer på den, hvorfor?

… hov se, en burka

Skrevet af: Koncept- og udviklingschef samt lærerstuderende Christian Hansen

Niqab, elefanthue og klovnemaske

Udgivet den af
1

Debatten handler igen om niqab og burka, men for Danmarksbloggen er sagen helt klar:

Vi har allerede maskeforbud i Danmark, når det handler om at samles til demonstrationer, offentlige møder m.m. – jvf. straffelovens § 134 b.

Så det vil være oplagt, at vi også skal kunne se ansigterne på dem, som vi møder på gaden, i bussen og i supermarkedet. Ergo skal det ikke være lovligt at gå med hverken  niqab, elefanthue eller klovnemaske for den sags skyld …

Alle tre maskeringer kan også – helt ærligt – være ret skræmmende, fordi man netop ikke kan se mennesket bag.

Vi læser nemlig så meget af de ansigter, som vi møder. Så hvis alt vi ser er et sort stykke stof med en lille revne ved øjnene – eller et massiv strikket hue – eller en stor forvrænget mund i et grotesk og malet maske-ansigt, så går det lige i krybdyrshjernen, og vi reagerer med angrib-eller-flugt-tankegangen, også selvom vi måske ikke er os det bevidst.

Så masker – uanset typer og om de sidder på en muslimsk kvinde, en bankrøver eller et ungt menneske med glæde for at skræmme andre – er bare no-go.

De du´r simpelthen ikke i et åbent samfund, hvor vi skal have tillid til hinanden. Så enkelt er det, og det er det, som det handler om – og ikke om integration eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De Fattige åbner Folketinget

Udgivet den af
Svar

Første tirsdag i oktober: Folketinget åbner med det sædvanlige leben af politikere, der har ”første skoledag” efter sommerferien, og kongelige der spadserer på den røde løber – og en statsminister, der holder en åbningstale, som senere skal granskes i en mange timer lang åbningsdebat.

Sådan kender vi Folketingets åbning.

Men i år sker der også noget andet. For det danske samfund er i frit fald. Uligheden stiger, og fattigdommen øges i et tempo, så det burde være løgn. Men med en regering som den nuværende og et støtteparti som Dansk Folkeparti, så kan det åbenbart gå mere end stærkt med at ødelægge alt, der minder om velfærd.

Derfor finder den åbning, der betyder noget, heller ikke sted på Christiansborg, men lige ved siden af på Thorvaldsens Plads, hvor ”De Fattige åbner Folketinget”. Det starter kl. 9.30, og det slutter kl. 12.30 – og der er mange gode talere, blandt andet Pernille Skipper fra Enhedslisten, Torsten Gejl fra Alternativet, skuespiller Flemming Jensen og mange flere.

Danmarksbloggen vil opfordre ALLE til at komme – og nej, man behøver ikke at være fattig for at deltage. Et ønske om solidaritet og en drøm om et samfund, hvor vi deles om goderne, kan også bruges.

Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/262304460939551/?active_tab=discussion&__xt__=33.%7B%22logging_data%22%3A%7B%22profile_id%22%3A262304460939551%2C%22event_type%22%3A%22clicked_view_event_posts%22%2C%22impression_info%22%3A%22eyJmIjp7Iml0ZW1fY291bnQiOiIwIn19%22%2C%22surface%22%3A%22www_events_permalink%22%2C%22interacted_story_type%22%3A%22236412393365972%22%2C%22session_id%22%3A%2295dad9d03a7bc4d698b1ddc23ef500fa%22%7D%7D

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Til (ingen verdens) nytte”

Udgivet den af
1

Du kender dem sikkert godt, de der feel-good-film, som man ser siddende i sofaen, pakket ind i et tæppe og med et varmt krus te i hånden. De film ender altid godt, og er – uanset konflikten – i reglen ret ligegyldige og derfor også glemte to minutter efter.

I modsætning til dem står så et teaterstykke som ”Til (ingen verdens) nytte”, der spiller på Folketeatret i København, og er hvad Danmarksbloggen vil kalde feel-bad-teater.

For her ender det skidt, og konflikterne står opstillet på rad og række, mens modgangen og nedturen bare fortsætter og fortsætter for vores hovedperson, den arbejdsløse Berit. Og der foregår ikke på noget tidspunkt noget, som ikke betyder noget for både stykket – og for os, der kigger på – ja, for hele samfundet.

”Til (ingen verdens) nytte” er et af de sjældne teaterstykker, der bliver siddende i sindet i lang tid, og ikke kun pga. skuespillet, selvom det er eminent ned til mindste betoning og mindste bevægelse i et samspil, der emmer af gode dialoger og malende billeder.

Men også fordi der hos publikum var en reaktion, som Danmarksbloggen ellers kun har oplevet i børneteatrene, når det, der sker på scenen, er så spændende, at de små BARE MÅ SIGE NOGET.

Sådan var det også her, hvor mange blandt publikum og især de ældre hviskede mere end ofte til hinanden i løbet af forestillingens to akter. I pausen kunne man også høre, hvordan det fløj med parallelle historier fra publikums liv, som matchede det, der skete på scenen – både når det kom til nedskæringer, grimme måder af få effektive virksomheder til at virke forældede på, møder med en umenneskelig a-kasse, ligegyldige aktiveringskurser, voksne børn der ikke gider deres forældre, men heller ikke under de gamle lidt lækkerier til at forsøde livets aften.

Men det, som især satte sig hos mig, skete, da stykket var slut, og de fleste havde pakket sammen og var gået. Jeg var også på vej, da jeg opdagede to kvinder, som stadig sad på deres stole, mens tårerne løb ned af deres kinder, og de blev ved med at sige til hinanden: ”Det er lige sådan, det er”.

Jeg måtte synke en stor klump, og det var med våde øjne og en knugen i maven, at jeg gik hjem, mens jeg tænkte på H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”, hvor den lille fugl siger, at den har set tårer i øjnene på en kejser, og at det er den slags juveler, der gør et sangerhjerte godt.

Hvis det også gælder skuespillere, så vil Danmarksbloggen gerne oplyse d´damer Pia Rosenbaum og Lisbeth Wulff samt d´herrer Finn Nielsen og Jacob Lohmann om, at det flød med ædelstene i søndags på Hippodromen – også efter tæppefald.

For ”Til (ingen verdens) nytte”er det måske mest relevante teaterstykke på den danske teaterscene i sæsonen 2017-18.

Det viser, ja det udstiller uden nåde vor tid og vor samfunds umenneskelighed og fokus på præstation. En uskik der betyder, at stress er en sygdom, og at mennesker begår selvmord, fordi de føler sig uduelige, og ikke får lov til at gøre nytte og være med i et samfund, hvor der kun er plads til de stærke og de hurtige og de omstillingsparate – dem der kan altid på papirets syv sekunder, men ingenting når det kommer til stykket.

Og netop fordi det er virkeligheden og dens grimme væsen i en tid, hvor mennesket er reduceret til et produktions- og forbrugsdyr, der bare skal tage sig sammen, som det hedder, så behøver skuespillerne heller ikke hverken drejescener, larmende musik eller andet stort og dyrt.

Alt der kræves for at fortælle denne tragedie fra hverdagen er skuespillernes evne til at spille (og den er enorm), små effekter som fx en buket blomster, en kaffekande og en støvsuger – og så den bedste medspiller af dem alle sammen: Virkeligheden, der er så tæt på i denne forestilling, at man må spørge sig selv, om det er en dokumentar, der har forklædt sig som et teaterstykke. Eller et teaterstykke, der kunne – og burde –  bruges som en dokumentar, som alle med magt til at gøre noget anderledes ved de grundlæggende samfundsforhold skulle se.

For ”Til (ingen verdens) nytte” er en perle og et lille mesterværk, som er skrevet af den Reumert-vindende Thomas Markmann, der har brugt sin egen historie som forlæg – og han skåner ikke sig selv.

For han kaster et forklarende og forsonende slør over den frustrerede HR-chef Karina, der et eller andet sted gerne vil hjælpe Berit, der uden selv at kunne gøre hverken fra eller til kastes ud i tragedien. Og han beskriver med stor ømhed pensionisten Svend, der er modelleret over hans far, mens ham selv – som i stykket er sønnen og karrieremanden Lars – beskrives med stor hårdhed og først til sidst ser man en sprække ind i den stressede og fortravlede mand, der viser, at også sønnen rummer smerte og menneskelighed.

Det er så modigt skrevet – og så fint formidlet med både ord og kropssprog af de fire skuespillere, hvor det kun giver mening at fremhæve dem alle fire lige meget: Pia Rosenbaum, Lisbeth Wulff, Finn Nielsen og Jacob Lohmann.

For ligesom at Berit kan køreplanen udenad, så kan det nævnte firkløver også spille teater til ug og kryds og slange – eller skulle man sige at ”den på scenen stående biomasse udlever deres spidskompetancer med rettidig omhu for optimeringen af både et nutidigt afkast og et fremtidig sikring af videreudvikling af deres potentialer ” eller noget i den stil, som det på bullshit-manér måske kunne beskrives på moderne New Public Management-sprog og ideologi, hvor man fornægter, at nogen har magt – og andre ikke har, og prøver at bilde folk ind, at man kan opnå alt, bare man brænder for det, brænder igennem …

Men sådan er det ikke – vi kan kun noget i fællesskab, når vi tør – og vi får lov til at være med og gøre nytte. Hvad der sker, når vi ikke tør række hånden frem og give hinanden tillid og plads, bliver man smertelig bevidst om ved at se ”Til (ingen verdens) nytte”.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at gå ind og se ”Til (ingen verdens) nytte”, som skal have seks ud af seks stjerner. For her skal der gives klassiske stjerner. Det er nemlig teaterkunst i dens reneste og mest ophøjede form, som indtil d. 21. oktober vises på Hippodromen på Folketeatret i København, hvorefter forestillingen drager på turné indtil 5. december.

Der må også meget gerne være en Reumert i det her – eller flere. Det vil være så fortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Herrens veje”

Udgivet den af
2

DR´s nye søndags-dramaserie ”Herrens veje” er spændende, fordi den tager livtag med den tro, som det kan være svært at tale om i Danmark. Mange danskere vil nemlig hellere fortælle om deres økonomi og sexliv end røbe noget om deres religion, hvad serien også indleder med at slå fast.

Serien er så ikke kun tro, men også utro mod vores tid.

Tro fordi den viser, hvordan følelser og selv-realisering er vigtigere end alt andet i vores egocentrerede tilværelse, og endda så meget, at det spænder ben for, at provsten, der spilles fænomenalt af Lars Mikkelsen, bliver biskop.

For ja, provster og præster og biskopper er også mennesker, der kan fejle og være i tvivl – men det vidste danskerne nu godt i forvejen.

Serien er så også ikke-tro mod tiden, fordi den tør insistere på at fortælle om netop religion og forkyndelse. For nok er der en stigende accept af, at mennesker erkender og vedkender sig deres tro. Men endnu er der i mange kredse – både på land og i by – en mistillid til alle, der åbent siger, at de tror på Gud.

”Herrens veje” åbner også op for mystik – og for en anden version af kristendommen end den evangelisk-lutherske, som den danske folkekirke hviler på, og som har sine store rødder hos Grundtvig, som i serien engang har boet hos provstens tip-tip-oldefar.

Det med mystikken viser sig for eksempel med den lille fugl rødhalsen, der ellers er død, men i slutningen af første del mirakuløst kommer levende op af jorden igen – og med kordegnen og kirketjeneren Svend, der minder om visse mænd fra de russisk-ortodokse kirker med en fortid, der i reglen intet har med tro at gøre, men som nu lever et liv med et øje for både troen i det nære og for det guddommelige mysterium i hverdagen. Det bliver meget spændende at se om – og hvordan – det tema foldes ud.

For deri ligger en enfoldig tilgang til det guddommelige, som er i strid modsætning til den naturvidenskabelige og kritiske holdning, som mange danskere – i hvert fald officielt – er tilhængere af.

Præcis som at det er interessant, om provsten bliver ved med at få flere oplevelser á la tilsynekomsten af det nyligt afdøde sognebarn. For netop begivenheder, der ikke er af denne verden, taler det folkekirkelige Danmark sjældent om og slet ikke på et konkret plan, men her tvinges provsten til at tage stilling.

Han kan ikke blot nøjes med at møde sognebørnene med bøn, salmer og forkyndelse, altså det som han har lært som teolog og på præsteseminariet – og derhjemme i den 250 år gamle præste-slægt.

Der er i “Herrens veje” så også de sædvanlige konflikter mellem mennesker, mellem køn og mellem generationer – men det er i grænselandet mellem tro og ikke-tro, at serien kan blive interessant. Her er der noget på spil – især når man i ligningen inddrager de andre religioner, der er kommet til Danmark i de seneste årtier. Samt hvordan vi, der er kristne, skal opfatte, leve og ikke mindst forkynde kristendommen, både til troende og ikke-troende.

Danmarksbloggen har i hvert fald ikke tænkt sig at gå glip af de kommende afsnit. For der er i første del lagt i kakkelovnen til noget, der kan give stof til både eftertanke og samtale. Men temaerne de næste søndage kan også udvikle sig til en omgang ligegyldig afliring af de argumenter og holdninger, som man finder i aviserne, hver gang troen og folkekirken er på tale – og i så fald bliver serien ligegyldig.

Dertil kommer, at Danmarksbloggen vurderer, at ”Herrens veje” simpelthen kræver for meget viden om tro og folkekirke til, at de fleste danskere kan få fuldt udbytte af den.

Tag fx scenen med det døende sognebarn, hvor de ord, som provsten og sognebarnet synger sammen, er: Og kan hans magt bevise … fra salmen ”Op af al den ting”. For med de ord bekræfter det døende sognebarn sin tro på den opstandne frelser, og når to sammen synger/siger at de tror, så er Jesus også tilstede og konfirmerer det skete. For som der står i Matthæus, kap 18, vers 20: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Men hvor mange danskere er SÅ bibelstærke i 2017, at de kan knække dén nød? Næppe flertallet.

Scenen, hvor Lars Mikkelsen kravler op på trappestigen og kysser Kristusfiguren, minder også – bare med andre fortegn dog – om scener fra Netflix-serien ”House of Cards”, hvor Francis Underwood igen og igen krydser alle moralske grænser. Men hvor det giver mening, at et magtmenneske som Underwood ikke har nogen hæmninger, så vil Johannes Krogh, som provsten hedder, aldrig foretage sig den slags. Han kan drikke og være utro og sikkert en hel masse mere, men at kysse en Kristus-figur er der næppe en præst i Danmarks rige, der kunne finde på – i hvert fald ikke én i den af ordet bærende folkekirke.

Det er unødvendigt drama-gøgl, som seriens hovedforfatter Adam Price ikke har kunnet dy sig for at få med. Desværre, for der er rigeligt med kød på i forvejen i en serie, hvor ord selvsagt fylder meget, som de gør det i folkekirken, hvor prædikenen er det centrale i gudstjenesten. Det der med religiøse kys møder man derimod ikke i folkekirken, men ovre hos de ortodokse kristne og hos katolikkerne.

Danmarksbloggen giver derfor ”Herrens veje” fire ud af seks præstekraver, selvom Lars Mikkelsen leverer en præstation til seks præstegaver, og de andre i castet er oppe på fem præstekraver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Diktatoren”

Udgivet den af
Svar

Den, der sår vind, høster storm …

Årets orkansæson er en af værste nogensinde. Den ene ødelæggende orkan efter den anden drager ind over de caribiske øer, Cuba og det amerikanske fastland.

Men også politisk er hele verden i øjeblikket truet af storm, ja af altødelæggende atom-orkaner skabt af de magtmennesker kloden rundt, der for at få opfyldt deres egne ambitioner lyver og snyder, når de lover deres borgere alt muligt, som disse skruppelløse ledere aldrig har haft intentioner om at holde. Løfter som mennesker over hele jorden – og også i Danmark, for vores lokale andedams ledere er ikke bedre – alligevel vælger at tro på, måske i angst for det fremmede, måske i grådighedens navn om at få mere og i hvert fald beholde det, man allerede har.

Og midt i al denne verdens elendighed og dunkelhed, som ikke er set mere dyster siden 1930´erne, sætter Nørrebro Teater så Charles Chaplins ”Diktatoren” op, og det gøres absolut mesterligt i et tempofyldt og forrygende mix af klassisk teaterkunst, komedie på topniveau, fysiske udfoldelser der times perfekt – og så selvfølgelig stumfilmen og al dens væsen omsat til levende mennesker – og levende musik som for eksempel den gribende ”Smile” (fra Charles Chaplin-filmen ”Moderne tider”), der ligesom alle lydene fremføres fantastisk af Olivier Antunes, som ellers til daglig sidder bag klaveret i Elias Kirken på Vesterbro.

Apropos det kirkelige, så kommer forestillingens mest gribende ord – Den, der sår vind, høster storm – også fra Biblen, fra Hoseas bog i Det Gamle Testamente. Hoseas er ikke særligt kendt, men han er en af de såkaldte 12 små gammeltestamentlige profeter og den, der talte om, at det var hor at have andre guder end Gud – men bemærk: Hoseas ville forsoningens og ikke fordømmelsens vej.

Det vil Diktatorens Hynkel ikke – han vil magt, og han vil det nu – og han vil have det hele, og han spilles overbevisende af Olaf Johannessen, der dels er tro mod Charles Chaplins ikoniske film og figur fra 1940, og dels er tro mod vor tid og vores udfordringer som globaliseringen versus nationalismen.

For eliten og folket er altid blevet sat i spil som modsætninger, og mistænkeliggørelsen af ”de fremmede” og deres skikke er den samme i vor tid som i 1930´erne, men ”de fremmede” er ikke længere jøder med synagoger og kosher-mad, som bor i små butikker som barberen og Hannah og de andre i forestillingen, der griber salen om hjertet med deres musik og deres åh så hverdagsagtige og menneskelige liv – lige til at genkende, uanset om man er jøde, kristen, muslim, ateist – eller rødhåret som Julie Agnete Vang, der lyser op på scenen, og med smæld og følelse spiller den livskraftige Hannah, som man godt kan forstå, at barberen forelsker sig i.

For der sker noget, når hun er på scenen. Det gør der også, da Søren Pilmark kommer ind som Napolini i en rød kappe passende for en romersk kejser. Hans figur er også en blanding af en kejser, Il Duce og en pæn portion fordomme om Spaghetti-folket, men hans tilsynekomst sætter simpelthen forestillingen et gear op, allerede fra før han træder ned på den røde løber, selvom alle på scenen spiller forrygende – og alle pånær hr. Pilmark i mere end én rolle. En Asbjørn Krogh Nissen står også stærkt som den med tiden moralske nazist, der undervejs gennemskuer, at man er ved at smide civilisationen ud med badevandet i sin jagt på den rene ariske verden, også selvom det slås fast i forestillingens dialog, at Hitlerkortet jo ikke skal trækkes.

Lige præcist Hitler-kortet trækkes så hele tiden på scenen i rablende vanvittige og morsomme scener, hvor publikum vånder sig af grin og genkender ikke kun de historiske fakta fra dengang i 1930´erne, men også nogle af de ting, som der sker i dag, og som midt i komikken løfter en advarende finger i vejret, præcis som den drejelige scene både sænker og hæver sig – og ofte i ganske skarpe vinkler, mens skuespillerne hopper, løber og tumler rundt på de på alle måder skrå brædder.

For der fortælles med både ord, mimik og krop i ”Diktatoren”. Og det er mere end stærkt, da barberen til sidst i forestillingen, mens alle nazistiske symboler og andet gøgl forsvinder, henvender sig til OS i publikum og gør OS opmærksom på vores ansvar for hinanden og for denne Jord, som han har i hænderne som en stor badebold – lige til at kaste ud – og det gør han.

Så ja, vi leger med kloden til sidst, spiller den imellem skuespillerne og publikum som den store badebold, den er, og det gøres med glæde og med smil – og med nænsomhed. For vi ved, at det er den eneste Jord, som vi har – og at vi er nødt til at passe på dén og på hinanden.

For dybest set er mennesket godt, og vi vil blot leve i frihed og hjælpe hinanden, lyder det i den gribende appel til ikke kun publikum – men hele verden. En appel, der til premieren i går aftes blev mødt med stående bifald og mange fremkaldelser efter tæppefald. Det var helt fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Diktatoren” seks ud af seks skønne jordkloder – selvom vi egentlig kun har én, og vi heldigvis endnu har en chance inden tæppefald, selvom det trækker op til storm.

For nok gælder at Den, der sår vind, høster storm. Men heldigvis kan vi også vælge at plante forståelsen, så vi kan høste glæden og friheden.

Det er op til hver og en af os – hver eneste dag.

Livet handler nemlig om moral – og om valg, om at kere sig for andre, så man som barberen i ”Diktatoren” giver sin nyfundne og sidste mønt til spillemanden, så man smiler sig gennem hele livet, som Nat King Cole engang i en helt anden verden sang det så uforglemmeligt.

Diktatoren spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret, og det samlede cast er: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk