At give til de rige …

At give til de rige vil have en effekt i hele samfundet – velstanden vil så at sige brede sig. hævder økonomisk-liberale som begrundelse for at give skattelettelser og afgiftslettelser på fx dyre biler.

MEN det holder ikke. Tværtimod så øges uligheden – og dermed også sammenhængskraften – og købekraften. En mand eller kvinde kan populært sagt kun spise et bestemt antal sandwichs og gå i et bestemt antal cowboybukser. Det giver derfor meget mere vækst – og mening – at deles om goderne.

Men det går pt. den gale vej – og det stærkt – og ganske usolidarisk.

En ny undersøgelse viser, at de rige i verden er blevet dobbelt så rige siden 2010.

At 62 enkeltpersoner (!) ejer mere end halvdelen af verdens formuer.

At verdens rigeste procent ejer mere end de andre 99% TILSAMMEN. (For at tilhøre den ene procent skal man have formue og aktiver til en værdi af cirka 5,2 millioner kroner).

At svimlende 7,6 billioner dollars er i skattely.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/62-personer-ejer-det-samme-som-halvdelen-af-alle-i-verden

Verdens ledere ved godt, at uligheden findes og vokser – men de gør intet ved det. Ejheller i Danmark, hvor vi ovenikøbet har en kulsort regering, der istedet gør alt, hvad de kan, for at øge uligheden.

Dét er fanme uhyggeligt, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dkuligheden

Kaos – eller kaos

Vi husker alle sammen den ikoniske valgplakat med ”Stauning eller Kaos”. Dér er vi ikke i vores århundrede. Her hedder det KAOS – ELLER KAOS

Og Danmarksbloggen er bekymret. Det danske samfund – som alle andre samfund i Europa – sprækker i disse år i fraktioner og grupper, der ingen forståelse har overfor hinanden.

De tre største er:

Dem, der har jobs og økonomiske midler – og dem, der er arbejdsløse, hjemløse eller/og syge.

De såkaldt politisk-korrekte, som holder humanismens fane højt – og dem, der er bange for og ikke kan lide indvandrere og flygtninge.

Dem, der mener, at religion er en privatsag – og dem, der mener, at religionen skal definere samfundet (og det er ikke kun muslimer, som mener det – tag fx et land som Polen).

Det er farligt – og hvis ikke vi passer på, så ender det her ikke blot med kaos, men med etniske udrensninger og borgerkrigslignende tilstande … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En uge siden – og hvor er EU-debatten?

Syv korte og mørke decemberdage er gået, siden vi stemte nej til at ændre på retsforbeholdet – og siden politikerne lovede en ny og mere befolkningstro EU-politik med tilhørende debat.

Men hvad er der egentlig sket? Ingenting. Istedet har politikerne puttet sig og ladet sig opsluge af den sædvanlige hjemlige debat, som alt andet lige også er meget vigtig, især fordi V-regeringen godt støttet af DF fortsætter med at tage fra de fattige og give til de rige.

Dét misforhold rokker dog ikke ved, at det er grundlæggende forkert, at EU fylder så lidt i den hjemlige debat. For nok sagde vi nej til yderligere suverænitetsafgivelse for en uge siden, men vi har allerede i tidligere folkeafstemninger afgivet en del suverænitet til EU.

Så er det faktisk vigtigt, hvad der sker nede i Bruxelles – og både politikere og medier svigter den danske befolkning, når de bruger så lidt krudt på EU, at EU-debatten som sædvanlig glimrer ved sit fravær.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Støjberg udover kanten

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mener selv, at hun er på kanten, når hun i den nye flygtningepakke anbefaler, at der skal gå tre år, før flygtninge kan blive familiesammenført.

I nedenstående artikel siger hun: “Vi er endt på tre år, fordi jeg vurderer, at vi der er tæt på kanten af konventionerne – men jeg er også villig til at løbe risikoen, fordi det er afgørende vigtigt, at vi får strammet op.”

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/inger-stoejberg-om-asylstramninger-vi-er-paa-kanten-af-hvad-konventionerne-tillader

Danmarksbloggen kender ikke international lovgivning og konventioner nok til at kunne vurdere, hvad side af kanten – den lovlige eller den ulovlige side – som Inger Støjberg havner på. Juridisk set.

For menneskeligt set er hun gået langt udover kanten. MEGET LANGT. Det er så desværre ikke noget særsyn hos den sorte V-regering. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark fra mangoer til frikadeller

Formand for FN´s Generalforsamling Mogens Lykketoft har været ude og kritisere den danske regering for at efterlade en farligere verden til de kommende generationer. Danmark er ved at blive kendt for smålighed og mangel på perspektiv, skriver han i nedenstående artikel:

http://politiken.dk/udland/ECE2962895/lykketoft-danmark-er-ved-at-vaere-kendt-for-smaalighed-og-mangel-paa-perspektiv/

Det har fået Virginia Høhling, der er født i Polen, men som har boet i Danmark siden hun var 3 år gammel til tasterne:

Jeg har selv tænkt mange gange, at det er rystende, hvordan udviklingen har været indenfor de sidste mange år. Da jeg og min mor kom til Danmark med Dansk Flygtningehjælp i 1972, var det et lille, lukket land, hvor der kun var danskere og frikadeller – og hvor caféer og alt lukkede efter kl. 18. Hvis man åbnede munden på et andet sprog end dansk, kiggede folk underligt på en og antydede, at man skulle se at få lært noget dansk i en fart. En tur op af Strøget viste, at danskerne var ved at gå i baglås, hvis en afrikaner kom gående. For han var godt nok sort.

Så begyndte danskere at rejse ud og opdage verden udenfor, og at man kunne spise avokadoer, mangoer, chili, tzatziki, sushi og kebab. Horisonten udvidede sig til mere end sild og kartoffel-madder i kolonihaven. Men så blev Fremskridtspartiet sprængt, og Dansk Folkeparti blev dannet – og den store verden blev farlig og for stor. Og nu er vi på vej tilbage til kolonihaverne.

For der er ikke noget som synet af krige og flygtninge, som kan ødelægge vores appetit og humør midt i flæskestegen. Og ingen skal bestemme over os. Man er på vej tilbage til et Danmark, som har nok i sig selv – og som ikke interesserer sig for alt det grimme ude i verden.

Hvad rager det os? Det må de sgu selv løse derude. Ikke mit problem. Jeg vil have min kaffe i fred. Det sagde man også under 2. Verdenskrig. Mens verden forblødte, sad vi i trygge, lille Danmark og samarbejdede med tyskerne, mens man brokkede sig over ikke at kunne få rigtig kaffe, og 1, 2 modstandsmand forsøgte at få det til at se ud som om Danmark var imod Tyskland. Det lykkedes. Vi rørte stort set ikke en finger under krigen, men fik del i Marshall-hjælpen alligevel.

Smart. Vi gider ikke fællesskabet, men viser lidt flaget på strategiske tidspunkter. Nok til at få en bid af kagen. Man får lyst til at emigrere.

Skrevet af: Virginia Høhling, født i Polen, men bosat i Danmark siden hun var 3 år 

Stem NEJ

Så er det idag, at det afgøres: EU-afstemningen om retsforbeholdet.

Danmarksbloggen vil opfordre alle til at stemme nej.

Nej for demokratiets, Danmarks og danskernes skyld – men også nej af hensyn til resten af verden.

For vi kan intet gøre, hverken for os selv eller for andre, ved at blive underlagt kolossen på lerfødder, også kaldet EU. Det er derimod vejen til Europas Forende Stater, hvor vi bliver en lille udkants-plet, hvis vi stemmer ja.

Så stem NEJ, hvis du ønsker at bevare friheden og selvbestemmelsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Demokratiet på spil

Når vi sætter vores kryds i morgen, er det reelt demokratiet, der er på spil.

For bliver det et ja, så vil kommende folketingssamlinger ikke kunne omgøre beslutninger og trække rets-kompetancer én gang givet til EU tilbage til Danmark igen. Så har vi for evigt givet magten fra os – også på andre områder end de 22 akter.

For nok stemmer vi i morgen “kun” om 22 akter. Men det er 22 akter nøje valgt ud, således at det virker appetitligt for danskerne. Men danskerne bider tilsyneladende ikke på maddingen.

Danskerne har nemlig gennemskuet, at vi med et ja sælger vores selvstændighed – og reelt afskaffer demokratiet. For faktum er, at siger vi ja til de 22 akter, så har vi også sagt ja til de titusindvis af andre akter, der kommer i de kommende år.

Akter, som ikke skal til folkeafstemning, og som langsomt, men sikkert vil gøre Danmark til en udkants-stat i Europas forenede Stater.

Danmarksbloggen siger nej, tak – og anbefaler alle at stemme NEJ i morgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Hvor er meningsmålingerne?

Så er nedtællingen for alvor i gang.

Og nej, her tænkes ikke på den til juleaften, selvom julen nok fylder noget mere for især de mindste i Danmark – nej, her tænkes på en af de vigtigste afstemninger nogensinde i Danmark:

Afstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet, som finder sted om kun 3 dage. Tre korte og mørke decemberdage.

Danmarksbloggen har i de seneste uger holdt skarpt øje med medierne for at aflæse de meningsmålinger, som der normalt altid er så mange af før et valg i Danmark.

Men ikke denne gang. Denne gang er der langt imellem snapsene, når vi taler om meningsmålinger – ihvertfald dem, som offentliggøres.

Tanken ligger ligefor. Den konspiratoriske tanke om at der er lavet masser af meningsmålinger – men at de viser et resultat (nemlig et tordnende nej), som det officielle Danmark ikke ønsker – og derfor så offentliggøres de ikke.

Men det er jo slet ikke sikkert, at det er sådan. Det kan man ikke vide. Men hvad man kan vide – og gøre er at sætte sit kryds ved NEJ på torsdag.

For meningsmålinger eller ej – så vil krydserne på torsdag tale – og tale højt.

Tilføjelse kl. 13.37: Nu er de så kommet – og flere af dem viser et flertal for nej. Så kan man kun krydse fingre og håbe, at det også ender sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Fra afskaffelse til omdannelse

Danamrksbloggen har fået lov til at bringe denne skarpe iagttagelse. Tak for det:

It’s all about the words …

På hokus-pokus-vis er afskaffelsen af EU-retsforbeholdet pludselig blevet til ‘omdannelse af retsforbeholdet’.

På mit fine valgkort står der således heller ikke nævnt med ét eneste ord, at dette er en EU-afstemning, for de glade ja-partier ved udmærket godt, at cirka halvdelen af befolkningen per automatik får åndedrætsbesvær og tics, når de står i stemmeboksen og sætter kryds ud for enhver suverænitetsafgivelse til EU – stor som lille.

Nu er det hele ikke så farligt.
Vi afskaffer sørme ikke noget.
Vi hygge-omdanner bare lidt for en femmer. Som når du flytter lænestolen i stuen.
Så tag en småkage og en lykkepille, nej snup bare to af hver, og kom godt hjem – og tænk nu ikke for meget over det hele.

Her er ikke tale om en embedsmand, som har været lidt træt eller uopmærksom, og fik skrevet forkert og mangelfuldt.
Her er tænkt over tingene.
Ren Hjallerup Marked og Låsby-Svendsen.

Og er det by the way overhovedet lovligt at undlade at skrive EU på valgkortet – især da vi nu faktisk stemmer om at ændre på grundloven?

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg stemmer næste torsdag, men jeg ved, at jeg er dødtræt af manipulation og skjult, plat propaganda, som ville klæde et nordkoreansk regime, og efterhånden tror jeg hverken på Christiansborg eller Bruxelles – eller på bomber, religioner, løfter, hurtige løsninger, prædikanter eller fancy, folkeforførende fakkelbærere for dén sags skyld.

Men jeg tror på kærligheden, på nuet, på mavefornemmelsen, på tilgivelsen, på troskaben, på barmhjertigheden, på taknemmeligheden, på ydmygheden – og på dig og mig.

Her sætter jeg mine 10 krydser.

Skrevet af: Bo Østlund

Nej d. 3. december

Om præcis en uge skal vi stemme om retsforbeholdet – dvs. om Danmark skal tilslutte sig 22 fælleseuropæiske akter om politi-, straffe- og civilret, der vil gøre beslutningerne til overstatslige – dvs. at beslutningerne ved et ja fremover tages på EU-niveau. Samt at et nyt folketing ikke kan ændre noget, som et tidligere folketing har sagt ja til.

Et flertal af partier siger ja – som regel med henvisning til at Danmark ellers risikerer at ryge ud af Europol-samarbejdet.

Mens et mindretal af partier siger nej – som regel med henvisning til at Danmark mister suverænitet.

Danmarksbloggen siger også nej.

For ja, vi mister suverænitet på det måske allervigtigste område for et land, nemlig dets retspolitik. Og det er ikke begrænset til de 22 akter – på den lange bane.

For bliver det et ja, så kan forligspartierne (dvs. Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF) senere tilslutte Danmark de resterende 10 akter – deriblandt det om flygtninge og indvandrere – UDEN EN NY FOLKEAFSTEMNING.

Det danske demokrati sættes nemlig på det helt centrale retsområde helt ud af drift, hvis vi stemmer ja. Derfor: Stem NEJ – behold og bevar vores danske demokrati. Det er for værdifuldt til at blive spist af kolossen på lerfødder, også kaldet EU.

Og ang. Europol, så er der noget, som hedder parallelaftaler – det kan selv Norge, som ikke er medlem af EU, få.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk