Vidste De, at Dronning Margrethe engang som lille pige lige efter befrielsen bød en modstandsmand et bolsje, mens han holdt vagt ved Amalienborg? Og at ingen troede på hende, når hun senere fortalte historien – ikke før de to igen mødtes i Argentina mange år senere, og han kunne bekræfte det skete.

Dén erindring og mange andre kan man læse om i bogen ”Barn af Besættelsen”, som i dag udkommer hos Gyldendal, og hvor en perlerække af kendte danskere fortæller om, hvordan de oplevede besættelsen fra deres barndomshjem, som for nogles vedkommende var små lejligheder og mangel inde i byen, mens det var for andres var overflod og store huse ude i grønne områder med udsigt over sø eller hav.

For de er der alle sammen: Udover Dronningen af Danmark også dronningen af dansk teater Ghita Nørby, tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær Ritt Bjerregård, tidligere biskop og kgl. konfessionarius  Erik Norman Svendsen, præst Johannes Møllehave, skuespiller Preben Harris, hvis far var modstandsmand, radiomanden Jørn Hjorting, kunstneren Leif Sylvester, overrabbiner Bent Melchior, der flygtede til Sverige og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, men også den nyligt afdøde Morten Grunwald som med en tysk far, der blev taget af modstandsbevægelsen uden at have gjort noget, oplevede tiden på en noget anderledes måde.

Men også mange, mange andre, som vi kender. Alle med forældre som spiller en markant rolle. For små børn husker via deres forældrene, forældrenes holdninger og adfærd.

Som fx den tidligere minister Lone Dybkjær, der af forældrene lærte, at der var et andet Tyskland end nazisternes – og at ikke alle tyskere var nazister. En vigtig lære også i vor tid, hvor det handler om igen at tale imod forfølgelse af anderledes tænkende, som man også mente det hjemme hos Preben Harris. For enhver er ansvarlig for sine egne valg, som man sagde det i generalløjtnant Kjeld Hillingsøs barndomshjem.

En af bogens styrker er også, at de interviewede personer forholder sig med et langt livs erfaring til den besættelsestid, som blev så afgørende for mange af dem og deres holdninger til Europa, fred, krig og internationalt samarbejde, hvad man fx ser hos den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen, avismanden Herbert Pundik og erhvervsmanden Asger Aamund.

Og det gælder, selvom skuespiller Malene Schwartz jo har ganske ret, når hun sammenligner besættelsestiden med hændelsesforløbet i Matador, hvor hun som bekendt selv spillede Maude Varnæs, og siger: ”Hr. Stein og Lauritz måtte flygte, men hvad skete der for de andre personer? Ingenting. De havde de samme intriger, diskussioner og følelser … de gik ud af krigen uden de store traumer. Ligesom i den virkelige verden blev de (og Danmark, red.) skånet i forhold til andre lande.”

Bogen er letlæst og godt skrevet, og man fornemmer, at forfatter Michael Müller har mødt hver eneste interviewede på vedkommendes egen hjemmebane – vist nok også fysisk, men i hvert fald mentalt, sådan så i stedet for at få personerne passet ind i en skabelon, som er lavet på forhånd, så har han ladet bogen forme sig efter menneskene og deres historier.

Det gør ikke kun bogen ægte, men også til et reelt tidsbillede af en epoke, der om føje tid er et hundred år gammel, men som stadig spiller en rolle. Bogen er derfor også noget, som vi kan spejle os selv og vores egen slægt i – også selvom vores forældre eller bedsteforældre ikke er kendte.

Min mor, der var 7 år, da krigen sluttede, fortæller fx, hvordan hun kan huske, at min mormor på selve befrielsesdagen d. 5. maj 1945 rev samtlige blomster af hendes elskede potteplanter, som hun ellers aldrig tillod nogen at røre ved og altid passede med største omhu. Men nu skulle min mor og hendes to søstre have de hvide og røde blomster i håret, når de skulle gå med i glædesoptoget gennem landsbyen og føre Dannebrog fra forsamlingshuset og hen til den lokale skole, som havde været taget af tyskerne, men som nu blev danskernes igen.

Nu er hverken min mor eller min mormor som sagt blandt de kendte, men historien om dem og blomsterne er i fin tråd med bogens fælles danske historie, som det haster med at få fortalt, hvis vi stadig vil have øjenvidneskildringerne, både fra kendte – og ukendte.

Så udover at læse bogen, så spørg de ældste i familien, hvad de husker fra de fem forbandede år og befrielsen – og skriv det ned. For så langt var der ikke dengang mellem danskerne, når en lille prinsesse på Amalienborg kunne byde et bolsje, mens en lille landsbypige fik potteplante-blomster i håret.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Besættelsen” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk