Forfatterarkiv: admin

Kulturlighed versus naturlighed

Udgivet den af
Svar

Undertegnede hørte i sidste uge ordet kulturlighed for første gang.

Det er et fantastisk ord, der handler om kulturel identitet, foranderlighed og anerkendelse. Alt sammen størrelser, som vi ikke kan leve foruden – eller undgå.
For livet og verden ændrer sig hele tiden, deraf foranderligheden. Og som mennesker har vi alle sammen brug for såvel identitet som anerkendelse.

Men jeg kan ikke lade være med også at sætte ordet i forhold til naturlighed.

Naturlighed i betydningen instinktet, det som kommer af sig selv – hvis altså ikke vi lærer noget andet.

Og så bliver kulturlighed lige pludselig noget andet og noget mere. Det bliver noget tillært, noget tilvalgt, som vi så også kan vælge fra.

Og så bliver det lige pludselig interessant – også i en samfundssammenhæng.
For vi lever i en tid, hvor man hylder det såkaldte naturlige, det instinktive, det som ”kommer indefra”.

At noget af det – måske endda meget – så er tillærte sociale koder, som vi har med fra vores barndom eller vores nuværende liv, tænker de færreste måske på. Men det kan være svært at skelne mellem ”det oprindelige” i mennesket og ”det tillærte”.

Det er måske heller ikke særlig interessant. Det er derimod langt mere vigtigt, at vi holder fast i vores kulturlighed – i betydningen af kulturligheden som noget, der danner os, og sikrer, at vi behandler hinanden med respekt og værdighed.

For skræmmebilledet af ”naturligheden” er mennesket som et væsen, der kun tænker på sig selv, på at berige sig selv og sine egne og være ligeglad med alle andre.

Det er så samtidig den ”naturlighed”, som vi ser folde sig ud hos mange både magt- og pengemennesker i disse år, og som skaber en tilsvarende rå modreaktion hos andre befolkningsgrupper.

Så vi er nødt til at holde fast i ”kulturligheden” – i at vi skal kunne tale sammen, rumme hinanden og opføre os ordentligt overfor hinanden.

Og kulturlighed skal læres – fra barnsben af.

Og nok handler det om respekt og demokrati og deltagelse, men det faciliteres af tid – og rum. Af at forældrene er sammen med deres små børn (og uden at kigge på en skærm hele tiden), ved at der er gode nomineringer i børnehaver, færre elever i klasserne og dygtige lærere, et uddannelsessystem med plads til at ombestemme sig og til at tage flere uddannelser, et arbejdsliv med plads til at være menneske og et ældreliv med værdighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Holmene” er en ualmindelig dårlig idé

Udgivet den af
Svar

”Det er allerede et stort problem med trafikken i dag,” sagde Hvidovres borgmester Helle Adelborg til gårsdagens præsentationen af ”Holmene”, som er et stort anlagt projekt, hvor der skal bygges ni holme ud i Øresund – ud for netop blandt andet Hvidovre kommune – altså hendes egen kommune.

Ni holme, hvor der skal bankes vidensbaseret erhverv op. Ni holme, der ligger tæt ved Danmarks mest befærdede motorvej, som nu skal give plads for bilister til de 12.000 arbejdspladser, som det vurderes, at der bliver plads til på de kunstige øer, men hvortil der ikke er planlagt offentlig transport. Så det store trafikproblem vil altså bare blive større.

Danmarksbloggen synes, at det er fantastisk med vidensbaseret erhverv. Den slags virksomheder skaber vækst og fremgang.

Men hvorfor bygge nyt land, når vi har eksisterende land, som mangler et løft? For det er en skrøne, at vidensbaserede virksomheder kun vil lægge få km fra en lufthavn. Tag fx Lund, som ligger en halv times kørsel fra Kastrup. Tag mange af Stockholms vidensbaserede virksomheder, som ligger en time eller mere fra Arlanda. Det går fint med at placere sig dér.

Så ja, drop de ni dyre holme og løft blikket.

Man kunne for eksempel sagtens bruge området omkring Roskilde eller i trekanten mellem Roskilde, Køge og København – eller steder i Nordsjælland. Alt sammen til ligeså stor gavn og glæde for både Danmark og virksomhederne – og det endda uden at risikere at ødelægge havmiljøet og skabe problemer for infrastruktur.

Så kunne man også i stedet bruge de mange sparede milliarder (som der slet ikke er finansiering for heller) på mere uddannelse og mere forskning, så der også var nogle danskere, som kunne arbejde i alle de nye, spændende vidensvirksomheder.

For status idag er: Etableringen af Holmene er ikke finansieret. Holmene vil skabe trafikale problemer af ganske anselig størrelse. Holmene vil kunne skade havmiljøet. Det kommer til at koste kassen at klimasikre Holmene. Der er masser af tilgængelig jord andre steder – lige i nærheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Broccoli fører ikke til sharia-lovgivning

Udgivet den af
Svar

Et femårigt barn som ikke må få lidt broccoli og kartoffelmos!!!

Ja, det er virkeligheden på Udrejsecenter Sjælsmark for de afviste asylansøgeres familiers børn – hvis de er over et år gamle.

Flere medier skrev om sagen for nogle dage siden, blandt andet DR:

www.dr.dk/nyheder/indland/politisk-forargelse-5-aarig-naegtet-kartofler-og-broccoli-paa-udrejsecenter

Her kan man læse, at Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet efterlyser noget medmenneskelighed og anstændighed, og at Carolina Magdalena Maier fra Alternativet mener, at den nuværende praksis skriger til Himlen.

Danmarksbloggen er enig.

For hvad er det, der foregår? Ja, familierne er afviste asylansøgere, og ja, de skal rejse hjem. MEN indtil da skal vi sørme behandle dem – og især børnene – ordentligt, og det gør man ikke, når en femårig nægtes kartofler og broccoli med den begrundelse, at han er for gammel til de sunde sager.

Føjletons chefredaktør og vært på Radio 24syv Lars Trier Mogensen kalder det også for rendyrket ondskab og mener, at danskerne nu vil skifte holdning til de forfulgte:

https://www.24syv.dk/programmer/det-roede-felt/38656763/ondskabens-banalitet-2?start=741&fbclid=IwAR16QGC4rDnR1aluS9QnklW0lIqhkPdsD9y-lMI6o7zQMjuNyebeIn3YbYM

Man kunne håbe det. Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod. For mange danskere har for længst stirret sig blinde på udlændingene som roden til alt ondt – også til det mørke og den ondskab, som kommer indefra danskerne selv.

Men mørket må ikke vinde. Hold fast i de varme bankende hjerter. Og er du så langt inde i mørket allerede, at du mærker den lille djævel sige, at det nok er okay med den forfærdelige madordning på Udrejsecenter Sjælsmark, så skynd dig at skriv under på nedenstående fra Børns Vilkår, og så kan du mærke medmenneskeligheden igen:

https://bornsvilkar.dk/skriv-under-for-sjaelsmark/?fbclid=IwAR2YARLTklBLvUsn-j3jMV3rTebA_kyFvTKjHNFiXaaCFTz4rNeCVUnXA1c

For hvad er det i grunden, at danskerne er så bange for? At sharialoven bliver indført i Danmark, fordi en femårig får noget broccoli? Det sker jo ikke. Men accepterer vi, at mennesker behandles sådan, som det sker nu, så er vi ikke ret meget – om noget – bedre end dem, der er tilhængere af sharia-lovgivningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor kom der ikke et oprør mod nutidens umoral og dårlige etik?

Udgivet den af
Svar

Moralen har trange kår i vor tid – og selv en opsang fra Hendes Majestæt Dronningen har ikke en effekt, der holder længere end til de sociale mediers opdateringer nytårsaften og nytårsdag, hvor alle – kendte som ukendte – faldt i svime over det rigtige i, at Margrethe d. 2 ramte totalt plet, da hun i nytårstalen sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

For burde denne italesættelse som det hedder på nudansk ikke have ført til et større oprør mod de politikere, de erhvervsfolk, de organisationer og de virksomheder, som handler uetisk og umoralsk?

Burde medierne ikke havde ført an i en kæmpe-kampagne FOR etik og moral og IMOD personlig vinding på grund af visse personers misbrug af deres betroede poster og særlige privilegier?

Det kunne man mene. Men der skete ikke noget – der var derimod total tavshed fra d. 2. januar.

Hvorfor? Er medierne selv syltet ind i magten og privilegierne? Nogle er i hvert fald – og andre vil måske gerne være det, og så gælder det om ikke at være dem, som råber op om det forkerte i, at nogle rager til sig på bekostning af fællesskabet.

Men det er forkert, at der ikke snakkes mere om det – og især at der ikke gøres noget, også fordi noget af det, som sker, er direkte ulovligt.

Det manglende oprør mod de umoralske magtmennesker og pengemennesker betyder også, at den danske befolkning som helhed mister tilliden til systemet … og så er der frit slag for populistiske ledere med lette løsninger på svære problematikker – og det er en vej, som vi ikke skal gå ned af.

Sidst vi gjorde det i Europa – over en bred kam – var i 1930´erne, for i enkelte lande har man også gjort det i nyere tid. Og nok kan vi ikke direkte sammenligne 1930´erne med nutiden, men der er mindelser i et omfang og en dybde, så der er grund nok til at være bange.

Det vælger magtens og pengenes mennesker så at være ligeglade med, nok fordi de – ganske fejlagtigt – ikke regner med, at populismens uheldige konsekvenser kan nå dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt Fabrik Fælde

Udgivet den af
Svar

Boganmeldelser er normalt noget, der laves af én person, som læser én bog og så skriver en anmeldelse.

Men nu vil Danmarksbloggen forsøge sig med en ny slags anmeldelse, nemlig en dobbelt anmeldelse, hvor vi er to, der diskuterer bogen og stiller hinanden spørgsmål. Denne gang undertegnede, som er 49 år – og så Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, som er 17 år, så altså to generationer.

Og vi starter med Steen Langstrups nyeste værk ”Frygt Fabrik Fælde”, som meget apropos det med at være to også udkommer i to bind – og beskæftiger sig med minimum to verdner, to tider og mange andre dobbeltheder.

Bogen handler – helt kort – om en gruppe mennesker fra nutiden, der fotografer steder i byen, hvor man normalt ikke kan få adgang. De plejer ikke at efterlade andet end fodspor i støvet, men her i den mærkværdigt graffiti-løse fabrik med de intakte glasruder gemmer der sig noget ondt i skyggerne.

Vi læsere ved det, og de mærker det også, så uhyggen stiger i takt med at mørket falder over byen, og vi kommer længere og længere ind i rædslerne og i de begivenheder, der startede det hele for over 100 år siden.

Dengang da fabrikken var en god forretning for direktøren, der i virkeligheden interesserede sig mindre for virksomhedens drift og mere for at rejse verden rundt efter okkulte genstande – om end han måske aldrig havde behøvet at rejse så langt. Men nu skal der ikke røbes mere, for ja, det er en bog af Steen Langstrup, Danmarks svar på Stephen King, så vi er udover et møde med det overnaturlige også garanteret gys, blod og smerte – og anden menneskelig ondskab.

Læseoplevelsen
Dorte: Nu har jeg læst meget af Steen Langstrup, og jeg lægger altid mærke til, hvor flydende han skriver, og hvor let jeg rives med af fortællingen. Siderne vender ligesom sig selv, og det er forbavsende nemt at følge med – også i de ofte ret abrupte tidsspring, som der er i disse to bøger.

Anna: Jeg oplever det meget på samme måde. Bogen er superspændende, og man bliver helt opslugt af handlingen – og ikke mindst af personernes relation til hinanden, hvor der er ret mange usagte ting, der ligger som en skygge – ligesom de skygger, der er på fabrikken.

Virkemidler
Anna: Det er meget opfindsomt og innovativt, at bogen er opdelt i længere episoder, som igen er opdelt i kapitler, hvor overskriften er en tidsangivelse. Det skaber lidt en tv-serie-agtig følelse, så man ligesom man kan se en episode af en tv-serie, så kan man læse en episode. Og som man kan binge-watche en tv-serie, så kan man også binge-læse en bog, i hvert fald de her to bøger.

Dorte: Enig, for mig handler virkemidlerne så også om de ting, som sker i episoderne, hvor det indimellem gibber gevaldigt i én, når ondskaben får frit spil. Ikke at man ikke forventer den, for det gør man, man har også en idé om, hvordan og hvornår den viser – og indimellem har man ret, men oftere så overraskes man. Steen Langstrup er så djævelsk god til at twiste handlingen.

Det historiske aspekt
Dorte: Man behøver ikke at kunne alt om 1900-tallets historie for at læse ”Frygt Fabrik Fælde”, men en vis viden om de to verdenskrige, arbejdsmarkedet og de sociale klasseskel er en stor fordel. Jeg kan også mærke, at jeg – godt nok født i 1969 – på mange måder i min opvækst oplevede forhold og normer, der kan minde om de dele af bøgerne, der foregår i årtierne lige efter 2. verdenskrig – således så jeg føler, at jeg er tættere på bogens fortid end dig, Anna.

Anna: Jeg føler mig meget hjemme i bogens nutid, for jeg kan spejle mig i personerne, især i de yngre kvinder, som er med. Hvorimod det kan være sværere at sætte mig ind i de dele, der foregår i 1900-tallet, også selvom der er nogle almen-menneskelige ting, som gælder i alle tidsaldre, og som jeg også kan genkende – og som også gør, at bøgerne forbliver spændende – også for os yngre læsere som er født i dette årtusind.

Samlet
Steen Langstrup er som sagt kendt som gysets mester, men han vil i reglen også altid noget andet og mere end den rene gru. Han vil åbne vores øjne for det mørke, som er i os alle sammen – og som lever i vores samfunds skygger.

Så kan man i virkeligheden på et eller andet meta-plan tolke fabrikken derhen, at der er tale om Danmark?

Et Danmark, hvor de få bestemmer over de mange. Et Danmark, som er bygget på en gammel kultur af blod og ofringer, og som i øjeblikket lukker sig inde bag jernlågerne, mens mørket trækker sig sammen. Et Danmark i frygt og som en fælde for alt menneskeligt.

Danmarksbloggen ville slet ikke være overrasket, hvis det var meningen – og det er blændende godt lavet og pakket ind i den horror, som Langstrup mestrer så formidabelt.

Danmarksbloggen giver ”Frygt Fabrik Fælde” fem ud af seks okkulte genstande, som dem direktøren samlede så lidenskabeligt på.

Skrevet af: Anna Margrethe Thorsen Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Et par dage inden nytår skrev Lars Løkke ud på Twitter i en sen nattetime og spurgte danskerne om, hvad han skulle tale om i sin nytårstale. Her blev han af det store flertal anbefalet at komme ind på den stigende ulighed, miljøet samt behovet for bæredygtighed – også i landbruget.

Han fulgte – som forventet – så ikke danskernes råd. Ikke rigtig, selvom han da nævnte miljøet – lidt sådan i forbifarten – og uden at tale om landbruget eller andre konkrete ting. Meget sporadisk kom han også ind på sygehusene, men uden at påpege hans egen regerings krav til regionerne om at spare, som kostede alt for mange ansatte på sygehusene deres job her i efteråret. Han nævnte heller ikke manglen på praktiserende læger.

Men det er også svært at tale om grøn omstilling og ulighed, når man igennem hele sin regeringstid har fulgt en så massiv blåsort kurs, som Løkke og co. har gjort det. En kurs hvor naturen, velfærden og de svageste i samfundet konsekvent har været de tabere, som har betalt prisen for de skattelettelser, der især er kommet de rigeste til gode.

Løkke var til gengæld rigtig god til at lave skræmmebilleder. Først på den store klinge, hvor han talte om situationen i verden, hvor han – korrekt – vurderede, at oprustningen i Rusland, USA´s isolering og Kinas dispositioner kun kan vække bekymring, men at det er vigtigt med internationalt samarbejde.

Derpå den hjemlige scene, hvor han talte om, at det var et problem, når fællesskabet slår revner, fordi for mange føler sig udenfor – eller holder sig udenfor, hvorefter han hurtigt gik videre til at nævne, at antallet af ikke-vestlige mennesker i Danmark på én generation er vokset fra 50.000 til 500.000.

Danmarksbloggen ved ikke, om disse tal holder. Men der er et folketingsvalg på vej, og når nu man som Løkke har smadret naturen og velfærden, så er det altid en løsning at lave skræmmebilleder og fjendebilleder, som uanset hvor rigtige de end måtte være,  virker som afledning fra egne politiske resultater.

Danmarksbloggen håber derfor inderligt, at det er sidste gang, at Løkke holder statsministerens nytårstale – og giver ham for høflighedens skyld en enkelt ministerbil ud af seks mulige for denne 2018-19-version. For ja, Løkke havde ret, da han talte om, at timeglasset rinder ud. Der kommer senest d. 17. juni et folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
1

Dronningens nytårstale var i år ventet med mere end almindelig spænding, for året i kongehuset har på ingen måde været et normalt år. Prins Henrik døde som bekendt i februar, og på sand dansk manér så hyldede danskerne prinsen i høje toner i dagene mellem dødsfaldet og bisættelsen.

Man kunne – som Danmarksbloggen skrev det dengang – godt havde ønsket, at den farverige prins havde fået lov til at mærke dén sympati og varme, mens han var i livet. Det havde han fortjent:

Fra fransk greve til dansk prins: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Men alt det sagde Dronningen nu ikke noget om. Der er som bekendt stil over damen. Men selvfølgelig nævnte hun sin afdøde mand, og hans skulptur, La Main du Createur, (Skaberens hånd, red.) stod også på bordet under talen, som var en af hendes allerbedste – og mest skarpe.

Hun stillede fx spørgsmålet om økonomisk fremgang altid er det samme som fremskridt, om vi forvalter væksten i samfundet på en måde, så livet bliver rigere.

Hun kom også ind på tidens stress og jag – og ønske om at få det hele på én gang.

Om den eftertanke og omtanke som alt for tit klemmes og glemmes i en tid, hvor vi er online hele tiden, men ikke tænker på, at der i den anden ende findes levende mennesker, som kan såres – og at det handler om at mødes menneske til menneske.

At det – og her henvendte hun sig til børnene – ikke drejer sig om, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået, men hvordan du er overfor dine venner.

For ja, moral og etik fyldte i Dronningens nytårstale – og allerstærkest blev det, da hun talte om ansvaret for fællesskabet, og sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Nu må Dronningen jo ikke være politisk, men det der var direkte møntet på de politikere og de bank- og erhvervsfolk, som ikke forstår, at de er ansat til at tjene samfundet – og ikke omvendt. Og hun har jo ret. Helt ret.

Danmarksbloggen giver derfor også HM Dronning Margrethe d. 2. seks ud af seks mulige dronningekroner for nytårstalen 2018..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Juletræet – en stadig dyrere fornøjelse

Udgivet den af
Svar

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi slutter i dag med juletræet, som ingen kan forestille sig at undvære, men som bliver dyrere og dyrere år for år – og som det derfor kan blive sværere og sværere at få råd til for de danskere, der er på overførselsindkomst.

Sådan var det også dengang, inden velfærdssamfundet bragede frem. Kim Larsen synger faktisk om det i sangen ”Dengang da jeg var lille”, hvor han taler om grangrene på et kosteskaft. Altså at man binder grangrene op på et kosteskaft, så det ligner et grantræ. Der skal nok være en kreativ sjæl eller to, som finder det vildt trendy. Men dengang var det – som det vil være, hvis udviklingen fortsætter – et billede på, at der ikke var penge til, at familien kunne købe et juletræ.

Samtidig i den anden ende af samfundet har vi familier, som har ikke kun ét, men flere juletræer – både ude og inde, og vi har de mange, der år efter år køber den dyre designjulepynt, som der naturligvis kommer nye modeller af hver jul – i ægte guld, sølv og palladium selvfølgelig.

Det virker grotesk, og så har vi ikke engang talt om den eventuelle klima-faktor ved at fælde så mange grantræer hvert år (!)

Så ja, det samlede billede er mørkt og dystert. Men for et par dage siden var det solhverv, så lyset er på retur derude i naturen – og må vi håbe også i samfundet. Vi kan i hvert fald hver især gøre vores for at tænde lys og sprede glæde hos andre. Ja, vi bør gøre det. Det er vores medmenneskelige pligt at hjælpe hinanden og dele verdens goder.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En af Kim Larsens sidste sange var – faktisk – en salme

Udgivet den af
Svar

Det er i årevis blevet diskuteret, om hvorvidt Kim Larsens ”Om lidt bli´r her stille” er egnet til kirkebrug eller ej. For Larsen selv var den en cirkussang.

Men en af de sidste sange, som Kim Larsen lavede, er udenfor enhver tvivl egnet til kirkebrug. Den hedder ”Den lige vej” og er ganske kristen – og teologisk så meget i orden, at det faktisk er en salme.

Først slår Kim Larsen fast, at han er en synder – men at han ikke vil synde mere.

Derpå beder han om nåde og barmhjertighed, og fortæller samtidig at der indimellem var momenter af kærlighed, at han indimellem kan slippe mismodet og gå den lige vej op til Gud i Himlen, men at det for det meste går den anden vej.

Det kan vi sikkert alle genkende. For vi vil jo så gerne, men det kniber tit – også selvom der indimellem er momenter af kærlighed, også hos os.

Det er så enkelt beskrevet hos Larsen, at visse teologer nok vil mene for enkelt.

Men sangen er faktisk kristendommen taget lige på kornet og formidlet ikke kun smukkere og mere ligetil, men også mere kompromisløst end samtlige moderne salmedigtere er i stand til.

For i vor tid har man et problem med tale og digte om synden, men det havde Kim Larsen ikke, da han i 2017 lod sangen være en del af sin sidste cd ”Øst for Vesterled”. For her i ”Den lige vej” er synden netop et menneskeligt grundvilkår, som han tager på sig uden videre. Men det samme er bønnen om og adgangen til nåden – præcis som det loves i Nyt Testamente.

Hør selv Kim Larsen i det, som Danmarksbloggen vil kalde den bedste salme i moderne tid: https://www.youtube.com/watch?v=kQ8uPOejbXU

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så syng da, Danmark

Udgivet den af
Svar

”Den danske sang er en ung, blond pige” er ikke en julesalme, alligevel fylder sangen meget her op mod jul. Sagen er nemlig, at en kvindelig brun forsker på CBS følte sig krænket og ikke-inkluderet, da den blev sunget sidste år – og nu skal man derfor så ikke synge sangen længere på CBS.

Læs mere her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hoejskolesang-foerte-til-kraenkelsessag-paa-handelshoejskolen-i-koebenhavn

Danmarksbloggen er i denne sag helt på linie med det massive flertal af danskere, som mener, at det er for meget, når man kan føle sig krænket over en enkelt linie i en enkel sang – og at det så tilmed er nok til, at man ikke synger sangen mere.

Hvad bliver det næste? At vi ikke kan synge H. C. Andersens smukke ”I Danmark er jeg født”, fordi det krænker dem, som ikke er født i Danmark – men som alligevel bor her. Det er det rene pjat.

Ja, Danmarksbloggen mener, at der er tale om hysteri og knæfald for tilfældige individers luner, hvis man lader en følelse af at være krænket bestemme, om man må synge en sang. Eller for den sags skyld tegne en tegning, male et maleri, skabe en skulptur eller hvad det nu kan handle om.

Ordet, sangen, musikken og den kunstneriske udfoldelse skal kunne løbe frit, hvis vi vil bevare et åbent samfund, hvor vi kan leve i tillid til hinanden, uanset vores hudfarve eller hårfarve eller køn eller …

For det her handler om åndsfrihed – om ikke at lade sig kue af krænkelsestyranniet.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale – thi hjertesproget er vers og sang, som vi synger det i den smukke ”Den danske sang”.

Danmarksbloggen har allerede afsunget sangen fire gange i dag – og har tænkt sig at nappe et par stykker mere – og undertegnede er endda mørkhåret og ikke ung mere.

Her er teksten, hvis du også vil synge ”Den danske sang”: https://festklaveret.dk/tekst/18/den+danske+sang+er+en+ung+blond+pige.html

Og læs historien bag sangen her i Danmarksbloggens serie fra 2015: http://danmarksbloggen.dk/?p=7191

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk