Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: ”Miraklet i Gullspång”

Udgivet den af
Svar

”Miraklet i Gullspång” er uden sammenligning en af de mærkeligste og mest særegne film, som jeg nogensinde har set.

Det er en blanding af en dokumentar og en kunstfilm – og har som det centrale punkt to formodede tvillingesøstre, som blev skilt ved fødslen i Norge i 1941, da man ikke ville risikere, at de blev en del af Hitlers brutale forsøg med mennesker.

Den ene af de to tvillinger er så død for mange år siden – i 1988. Men nu møder to af hendes søstre i forbindelse med et lejlighedskøb en kvinde, som de mener ligner deres døde søster på en prik. Og så ruller tvillinger-formodnings-bolden – med dna-tests, kram og tårer, men også med bristede forhåbninger og clash mellem forskellige måder at leve og tænke på.

For den døde søster og hendes søskende er vokset op i en stærk religiøs familie, som har en mani med at ville finde tegn fra Gud i alt, som sker – mens den formodede forsvundne tvilling har en helt anden baggrund fra en familie med både økonomisk og kulturel kapital. Hun er desuden en rigtig badass, der for en kvinde født i 1941 har en så særlig baggrund som løjtnant i den norske hær – og som hun siger det:

Jeg har lært at dræbe, og jeg havde slået de mennesker ihjel, hvis ikke jeg havde været så god til at kontrollere mig selv.

For den religiøse søskendeflok, som tæller hele fem mennesker – en bror og fire søstre – er voldsomt grænseoverskridende i den måde, som de udæsker den tidligere løjtnant og formodede søster på, da hun kommer op til Nordnorge for at møde dem.

Deres generelle viden, tankegang, evne til at tage data ind og reflektere er nemlig lige så dårlig som deres evne til at opføre sig civiliseret, selvom det retfærdigvis skal siges, at de prøver. Men det kniber med at rumme andre, når man lever efter, at ens egen tro er den eneste saliggørende. Den formodede forsvundne tvilling konkluderer derfor også: Det er ikke den genetiske arv, der betyder mest, men de mennesker og det sted, hvor man voksede op.

Men er de så tvillinger de to, den døde søster og løjtnanten? Det svar vil man gerne have, når man ser filmen. Men den ene test viste det ene – og den anden det andet. Så intet er givet med sikkerhed – eller er det?

Og som om den forvirring ikke var nok, så har historien om den døde søster altid været, at hun begik selvmord, hvilket har trukket et spor af synd og skam i den stærkt religiøse familie. Men qua netop den formodede forsvundne tvillings evne til at tænke, så finder man ud af, at den døde søster faktisk døde en naturlig død tilbage i 1988.

Eller var det mord? Det får vi heller ikke svaret på. Sporene er også for længst kolde. Men alligevel lever både ekskæresten og ham, der fandt den søde søster nede ved søen stadig – og begge er med i filmen. Så vi kunne måske have fået de svar, som vi mangler på, hvem de tre livsforsikringers begunstigede var – og hvorfor man accepterer, at en kvinde sidder to dage i en bil uden at man gør noget. Men det sker ikke.

Det er ærgerligt. For oplægget til filmen – at finde en måske forsvunden tvillingesøster ved et tilfælde/fordi Gud vil det – er fantastisk. Omvendt er slutningen – at lære at leve med, at man ikke kan få svar på alt her i livet – måske også det mest realistiske.

For har vi ikke alle den slags uafsluttede sager i vores liv, måske bare knap så dramatiske? Det tænker jeg. Jeg har i hvert fald en irriterende hændelse fra for 20 år siden, som jeg aldrig får svar på, hvorfor skete og hvem der satte i gang. Jeg har prøvet, men jeg er blevet nægtet en forklaring.

For nogle gange vil mennesker ikke fortælle sandheden. Andre gange husker mennesker ikke, hvordan det hele forholdt sig. Og mange gange digter mennesker en virkelighed, som de selv tror på – og kan leve med.

Og hvis man som den religiøse søskendeflok partout vil finde en dybere mening i alt, så er der yderligere et incitament til at lægge til, trække fra og digte en virkelighed, så den passer til den ønskede historie. For der er noget i fortællingen om hændelserne i Gullspång, som ikke stemmer, både løgne, fortielser og tillæg fra fantasiens verden.

Danmarksbloggen giver derfor ”Miraklet i Gullspång” fire ud af seks broderi-billeder, som det, der hang på væggen i lejligheden, og som startede hele balladen. Filmens skaber Maria Fredrikssons oplæg berettigede ellers til fem, men hullerne i den gribende og fascinerende fortælling er desværre for store.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The House of Uhygge”

Udgivet den af
Svar

I år kan Crazy Christmas Cabaret fejre sin svimlende 40´ende sæson.

Er den for længst fordanskede udgave af en kær, engelsk juletradition så 40, fed og færdig? På ingen måde. Årets udgave ”The House of Uhygge” er derimod 40, fed (på den fede måde) og forrygende.

For som de danser, synger, spiller, gakker – og er helt igennem vidunderlige her i jubilæums-sæsonen. Det minder på mange måder om The Rocky Horror Picture Show. For ”The House of Uhygge” er en comedy-horror-musical, præcis som det famøse teater og senere film er.

Fx er The Rocky Horror Picture Show ganske synligt i det måske mest fantastiske musiknummer i forestillingens anden akt, hvor den skotske politimand synger og danser i et kostume, der straks sender tankerne hen på en af de mest genkendelige karakterer fra The Rocky Horror Picture Show. Hvem skal ikke røbes her, for så misser man overraskelsens kanon-latter, der kommer fejende lige så hurtigt som tågen ude fra søen i det skotske højland.

For generelt er der i den inklusiv pause mere end 2½ time lange forestilling det sædvanlige høje tempo, de kvikke ordspil og de muntre jokes placeret lige, hvor de skal – under bæltestedet. Så det er alt sammen, som det plejer – næsten. For vi savner de politiske bid til en verdenssituation, der bliver mere og mere absurd, og derfor kræver at blive taget under behandling.

I årets version af Crazy Christmas fokuseres der i stedet på HNV – Horror, Natur og Videnskab – tilsat en portion populærkultur. Så man er klædt godt på, hvis man kan sin Barbie og Ken fra Greta Gerwigs sommerhit-film, foruden klassiske uhygge-figurer som Dracula, Frankenstein samt Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

De sidste fire kunne man også forvente at møde i en forestilling, der hedder ”The House of Uhygge”, og som udspiller sig lidt i Transsylvanien, men mest på et slot i Skotland tæt på Loch Ness, hvor helseprodukter, andre medikamenter og andet fra menneskehedens skøre laboratorium danner rammerne for all for fun and fun for all, som man sagde det engang hos Crazy Christmas – og som stadig gælder, når løjerne slippes løs under den store fuldmåne.

Men læs også lige op på Gwyneth Paltrow og hendes ”helse-brand”, den hæderkronede, gamle film ”Cabaret” (ja, dén med Liza Minelli) og nogle af de varité-forestillinger, der langt op i 1900-tallet var så mange af i England. For så er De godt rustet til at se ”The House of Uhygge”.

Det allermest uhyggelige er dog ikke det, som sker direkte på scenen. Det er, at scenen i Glassalen til næste jul ikke skal befolkes af de skønne mennesker – Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Katrine Falkenberg, Kevin Kiernan Molloy, Sebastian Harris, Claus de Lichtenberg – for slet ikke at tale om orkestret, som i år lyder navnet The Graveyard Gremlins from Greve.

For Tivoli har nemlig besluttet, at der skal være dansksprogede musicals i Glassalen næste jul. Det er en stor skam, og derfor er korset på scenen med årstallene født 1998 og død 2023 også på sin plads. For i dette 40´ende sæson-jubilæum kan Crazy Christmas nemlig også fejre, at det er 25´ende og sidste sæson i Tivoli.

Boooooooooooooo, kan man kun råbe til så stor en fejl-disposition.

For selvsagt råber vi i forestillingen boo til skurken, når han flagrer rundt i sin kappe, og hooray til helten og heltinden. Andre kendinge som Crazy Christmas-jomfruen (tænk at de stadig findes), aftenens publikummer, som i dén grad får sin sag for i år (men som klarede det med bravour til premieren), at læne sig frem, at rejse sig op, når Dronningen ringer til Dame Hyacinth Nutcracker, der som altid er forrygende i sine kjoler og sin mandejagt, og meget mere er selvfølgelig også med.

Ellers var det heller ikke Crazy Christmas.

Danmarksbloggen giver Crazy Christmas i den blodrige 2023-aftapning fem ud af seks af de små portioner af drikkelse, som flyder gennem hele showet. Danmarksbloggen kan så bare ikke beslutte, om det skal være den grønne, som gør én sød og venlig – eller om det giver mere mening at nappe den røde, som slipper det indre bæst og de undertrykte ønsker og begær løs, så man handler – og får ting til at ske.

Taget den verden vi lever i – og det at Crazy Christmas mangler et sted at være næste år, så skal det nok være den røde.

Og med det in mente, er der kun tilbage at insistere på: Dip, dip, dip, dob, dob, dob, grrrrrrrrrrrrrrrr, som Dracula og hans brud Necrophilia siger det, mens de gør deres hemmelige håndtegn, som de også er så venlige at lære os andre. Så vi også kan bruge dem.

Dét skal nok virke. For vi vil ikke undvære Crazy Christmas – heller ikke i 2024. Vi vil sige HEJ igen.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HVORFOR?

Udgivet den af
Svar

I dag er det en måned siden, at terrororganisationen Hamas angreb Israel, dræbte mere end 1.000 israelere og bortførte mere end 200 israelere.

Siden hen har Israel svaret igen. Voldsomt – og så der nu er mere end 10.000 dræbte i Gaza, som er hjemstedet for Hamas.

Det er alt sammen en tragedie.

For det er en tragedie hver gang et uskyldigt menneske forfølges eller dræbes – uanset om vedkommende er jøde, muslim eller noget helt tredje.

MEN: Alt det her foregår mange tusinde km fra Danmark – og det er bare IKKE i orden, når man tager andres landes krige og konflikter ind i Danmark.

Men det gør herboende palæstinensere og deres sympatisører, når de insisterer på retten til at rive fx israelske flag ned fra opslagshylderne på Syddansk Universitetscenter.

Men vi har både menings- og ytringsfrihed i Danmark – og derfor er det lige så meget ok at være enig med Israel som med alle andre.

I et frit og demokratisk land skal man kunne mene forskellige ting og drøfte dem i ro og mag – uden at være bange for konsekvenserne eller for sin personlige sikkerhed.

Men det kan jøder ikke i Danmark. Situationen i dag er, at herboende jøder ikke tør gå med kalot eller andre religiøse symboler, fordi de så chikaneres af netop herboende palæstinensere og deres meningsfæller.

Men dét skal vi stå helt fast på – og op for, at jøderne kan.

Men det gør vi ikke, hverken som myndigheder, regering, folk eller som individer gør vi noget for at stoppe volden mod herboende jøder. Og dét er et kæmpe-svigt af både jøderne – og af den medmenneskelighed og de frihedsrettigheder, som vi har bygget vores samfund på.

Og det duer bare ikke. Vi skal ikke finde os i dén bølle-adfærd, som udvises i stor stil af herboende palæstinensere og deres meningsbøller.

Vi ser jo heller ikke herboende ukrainere og russere råbe ad hinanden, blive korporlige og den slags, vel? Herboende jøder er heller ikke voldelige overfor andre. HVORFOR kan herboende palæstinensere så ikke opføre sig civiliseret? Hvorfor skal de – både fysisk og psykisk – chikanere herboende jøder?

Ja, det sker ikke kun i Danmark. Det er over hele Europa, at jøder udsættes for chikane, vold og sågar drab – ene og alene fordi de er jøder. Dét er bare ikke ok. Dét skal stoppes NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween – en dansk højtid

Udgivet den af
1

I dag d. 31. oktober fejrer vi Halloween – også i Danmark.

Højtiden, som har taget de yngste og unge generationer med storm. For hvem kan ikke lide orange græskar, der lyser op i efterårsmørket, masser af søde sager og alle de herlige udsmykninger af hekse, spøgelser, edderkopper, vampyrer og andet fra skræmmeafdelingen?

Ja, det er der en del biologiske og/eller i-sindet-ældre, som ikke kan. Det er noget amerikansk møg, som slet ikke hører hjemme i Danmark, fnyser de.

Dertil må Danmarksbloggen bare sige, at stort set ALLE vores traditioner er nogle, som vi har hentet i andre lande – typisk det land, som var toneangivende på det tidspunkt, hvor traditionen kom til Danmark.

Og dét var USA i tiden omkring år 2000, hvor Halloween begyndte at sprede sig i Danmark.

Tidligere var det Tyskland, som vi hentede traditionerne fra som fx adventskransen, juletræet og sågar Skt. Hans-bålet.

Andre traditioner går så endnu længere tilbage – fx påskens æg, der er et ældgammelt frugtbarhedssymbol, som allerede de gamle egyptere brugte.

At klæde sig ud til fastelavn har også mange århundreder på bagen. Det har som minimum eksisteret, lige siden de gamle romere klædte sig ud til saturnaliefesterne aka Romerrigets måde at holde nytår på. Saturnaliefesten mindede nemlig meget om den voksenfest med druk, fest i gaderne, udklædning og erotisk løssluppenhed, som fastelavnen i Danmark var langt op i 1800-tallet, inden det blev en uskyldig fest for børnene.

Så nej, der findes meget få DANSKE traditioner, som har deres udspring her i vores lille land. Faktisk kun julemærkerne, kravlenisserne og de varme hveder – og de sidste har en magtfuldkommen og historieløs SVM-regering så afskaffet.

For faktum er, at vi importerer traditioner – for så at gøre dem til danske.

Det gælder også Halloween, som i de sidste to årtier er blevet tilpasset danske forhold, så Danmarksbloggen nu uden videre vil udråbe Halloween til en herlig dansk tradition.

En skøn højtid her midt i det mørke efterår.

Gys eller guf. Slik eller ballade. GOD HALLOWEEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Hygge

Udgivet den af
Svar

Dagur Káris nye film hedder ”Hygge” – men man kunne uden problemer sætte et stort U foran. For filmen er præcis så uhyggelig, som hverdagen i Danmark anno 2023 er det.

Filmens evne til at portrættere vor tids mennesker, adfærd, værdier og tabuer er nemlig mere skræmmende end noget til den forestående Halloween-højtid er det. Også fordi det gøres med lige dele humor, god skuespilskunst og den ellers i årevis i danske film så oversete kammerspils-kulisse, hvor der ikke sker så meget – men hvor det hele ligger i det, som bliver sagt – eller fortiet.

Rammen er en såkaldt ”hyggelig” fødselsdagsmiddag for den bror, som ligger i koma på sygehuset, mens hans kone, hans to brødre med henholdsvis kæreste og kone samt konens bror og dennes mand fejrer dagen.

Scenen er med andre ord sat til noget af en middag – og den får lige et ekstra nøk med saltbøssen, da den ene brors nye kæreste foreslår en leg, hvor alle lægger deres mobiler på bordet, hvor de så skal ligge synlige for alle hele aftenen. Reglen er så, at når en sms tikker ind på ens telefon, så skal den læses højt – og ringes man op, skal telefonen på højttaler under hele samtalen.

Og der kommer opkald, sms´er og billeder ind i en lind strøm, som afslører både det ene og det andet – og især det, som hver især gerne vil holde skjult for de andre.

For livet er selvfølgelig ikke så let og succesrigt, som det helst skal fremstilles. Tværtimod slås alle med deres dæmoner, og skeletterne vælter ud af skabene. Hvilke skal ikke røbes her, men det er store kampe, som kræver tilsvarende stimulanser, der for de fleste vedkommende indtages i det skjulte, når det spisebord, der står som et billede på livets fællesskab, forlades.

For vi lever i fællesskab med hinanden, men også i kamp med og mod hinanden. En kamp, hvor vi på trods af bitre opgør og beske sandheder ofte ender med at ae hinanden på kinden og tro på, at det bliver bedre i morgen – selvom vi godt ved, at intet i virkeligheden ændrer sig nogensinde.

At livet er og bliver et kaos uden de forløsninger og happy ends, som vi tror på som børn. Det er lidt trist, hvis man er romantiker, men ganske opmuntrende, hvis man er realist. Under alle omstændigheder er det, hvad det er – og som de viser det skuespillerne i filmen, som spiller så eminent virkelighedstro, at alle skal fremhæves lige meget. Så må jeg præsentere stjernecastet:

Middagen holdes hos den ene bror Peter, som spilles af Joachim Fjelstrup. Peter er styrtende rig, da han har solgt et softwarefirma, og aldrig behøver at arbejde mere. Så nu bruger han tiden på at lave såkaldt god mad – og går i sin kedsomhed op i, at fx honningen er fra New Zealand.

Han er gift med Helene, som spilles af Sofie Torp – og som er en psykolog, der klarer sit arbejde til ug, men som går på tværs af al psykologisk viden i sit eget nære liv med mand og barn. Bagerens børn er også sultne, skrædderens børn har huller i tøjet – og psykologens datter får hverken sandhed eller en brugbar omsorg.

Helenes egocentrerede bror Hans-Fabian (Fab, hvis man er venner med ham), spillet af Thue Ersted Rasmussen, er adfærdsdesigner, og lever i et åbent ægteskab med den følsomme og trængte revisor Ib, som er markant mindre tilfreds med ordningen. Ib spilles af Nicolai Jørgensen.

Den anden bror fantasten Nikolaj spilles af Jesper Groth. Han har et blomstertel, hvor han tager sig af blomsterne, mens ejeren er på ferie. Hans nye kæreste Laura er en idealistisk og ny-gravid veganer, der er en del yngre end de andre. Hun spilles af Andrea Heick Gadeberg.

Endelig spiller Olivia Joof Lewerissa den vagtsomme galleriejer Erica, som mener, at hendes kommunikation med manden er blevet meget bedre efter, at han kom i koma.

Så er scenen også sat. Danmarksbloggen giver denne formidable og morsomme feel-bad-film ”Hygge” fem ud af seks vinflasker, som dem, der bliver drukket rigeligt af under middagen.

”Hygge” er en film, der glider ned så let som en creme brulé – umiddelbart. For de sure opstød kommer undervejs, som sandhederne kommer på bordet – og også bagefter, hvis man på vej hjem tør se sit eget liv efter i sømmene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Insekt-motorvejen kommer

Udgivet den af
Svar

En insekt-motorvej!!!

Hvad er det? Jeg hørte om det i sidste uge, og tænkte naivt: Er en insekt-motorvej noget med at fritlægge store områder landbrugsjord i Danmark, så insekter og andre dyr kan udfolde sig frit i en natur, der passer sig selv?

Dét ville være en fantastisk idé – og en gangbar vej til at nå målet om 30% vild natur i Danmark. Pt. har vi kun lidt over 2% vild natur – og her tæller golfbaner med(!)

Det lød næsten for godt til at være sandt med de nye, store områder vild og fri natur – og det var det også.

En insekt-motorvej er noget, som transportministeren Thomas Danielsen fra Venstre har fundet på. Det går ud på, at man skal lave vilde rabatter langs med nye motorveje. For så kan insekterne være dér.

Ideen er lige så tåbelig, som den lyder. For i hvilket univers vil insekter kunne trives side om side med biler, der suser forbi med minimum 110 km i timen?

Men det handler heller ikke om insekter og biodiversitet. Det handler om infrastrukturel greenwashning eller på dansk: At SE grøn ud, selvom man ER kulsort.

Det der med at lege noget, som man ikke er, er SVM-regeringens speciale.

SVM-regeringen vil også gerne virke socialt ansvarlige – men forholdene for de udsatte bliver værre, da kontanthjælpen nu forringes – og der kommer endnu flere fattige børn.

SVM-regeringen vil også gerne virke økonomisk ansvarlige – men den økonomiske ulighed øges, og det går stærkt.

SVM-regeringen vil også gerne virke miljø-rigtige – men er det modsatte med støtten til landbrug, industri og rigtig dårlige planer om kunstige øer, broer, byggerier på naturområder med mere.

Og nu denne insekt-motorvej, som er både latterlig og arrogant. Tror den danske regering virkelig, at vi er så dumme, at vi hopper på dén?

PS. Transportministeriet ved godt selv, at den er gal. Overskriften på pressemeddelelsen er: ”Flere insekter på forruden ved E45” – se selv: https://www.trm.dk/nyheder/2023/flere-insekter-paa-forruden-ved-e45

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afdansningsbal på slottet?

Udgivet den af
2

På søndag fylder Kronprinsparrets ældste barn Prins Christian 18 år. Han bliver altså myndig. En stor dag for alle 18-årige. Men da man må formode, at den unge mand en dag skal være Danmarks konge, har lige dén 18 års-dag en større interesse, især måske for medierne og de 200 helt almindelige, unge danskere, der som en anden Askepot m/k skal til bal på slottet.

Det bliver noget af en oplevelse. En slags Jeppe i Baronens seng, bare med åbne øjne og mobilerne inde for rækkevidde, når de 200 unge skal opholde sig i Dronningens del af Christiansborg. Det er delen med gobelinerne, guldet og al den anden pragt, som man som ung dansker ellers kun kender fra Instagram, film og barndommens eventyr om konger og dronninger, prinser og prinsesser.

Men nu skal 200 af de helt almindelig unge altså opleve det IRL.

Spørgsmålet er så, om kongehuset skyder sig selv i foden med dén manøvre. For meningen med det aldrig før sete folkelige-kongelige bal er selvfølgelig at gøre kongehuset relevant og vedkommende for de unge, så der fortsat er opbakning til institutionen.

Men hvad sker der, når de 200 unge på egen krop oplever den enorme forskel, der er på det kongelige liv og det liv, som den almindelige dansker lever?

På at en enkelt familie i Danmark har et halvt slot til bare at holde fest i, mens deres egen bedstemor måske sidder på et lille værelse på plejehjemmet, hvor hun må vente i flere timer på at få skiftet ble? På at nogen har diademer og skræddersyede festkjoler på skatteborgernes regning, mens de hjemløse nede på Torvet bliver glade for et par vanter og en varmt tæppe, når vinteren om lidt rammer?

Forskellene i Danmark er nemlig – trods en fortælling om det modsatte – enorme. Og ingen repræsenterer overklassens enorme luksus og overforbrug bedre end kongefamilien, og nu inviterer denne overklassens guldtop 200 af undersåtterne til gallafest i den gyldne ghetto.

Dét vil nok overvælde de fleste af de 18-årige Askepot´er m/k – i begyndelsen. For nogle af dem vil måske også undre sig og begynde at tænke, som aftenen skrider frem, og pragten udfolder sig.

Og tanker er altid det, som det starter med – også afskaffelsen af det danske monarki, som kan blive en realitet, hvis vi en dag for alvor mener, at alle i Danmark er lige. Reelt lige.

Så er prins Christians bal på slottet i virkeligheden et afdansningsbal for det danske monarki?

Ps – og ang. Askepot: Så skal der såmænd nok være en enkelt ung dame eller to, som drømmer om at tabe en sko og få en prins. Glem det. Få dig en uddannelse. Dét er der mere fremtid i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bastarden”

Udgivet den af
1

Jeg var rystet, da jeg gik ud af biografen, og jeg er stadig – mentalt – ude på den jyske hede for snart 300 år siden, hvor Danmarks bud på en Oscar for bedste udenlandske film 2024 foregår. For Nikolaj Arcels guldløve-nominerede ”Bastarden” bliver siddende i én. Måske fordi den er meget mere end blot en allerhelvedes god film, som taterpigen Anmai Mus ville sige det.

For filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen som kaptajn Ludvig Kahlen er noget så sjældent som et vaskeægte epos. Et storladent, vildt, grusomt og intenst epos, der er lige så blodigt og råt, som livet var dengang, især for dem som lå på samfundets bund. Det gjorde kaptajn Kahlen, der var det, som blev kaldt et uægte barn – en bastard – af en køkkenpige og en herremand.

Kahlen ved derfor noget om både de kartofler, der skulle vise sig at blive det gule guld på hedens sandede jorde, og hvad det vil sige at tilhøre forskellige samfundsklasser. Og han havde en plan om at stige i graderne ved at kolonisere den jyske hede, som på papiret var kongens jord, men som de lokale adelsmænd opfattede som deres.

Så som forventet møder Kahlen modstand – både fra en træg embedsstand i København, der trods enevælden er de reelle regenter i Danmark, men især fra den lokale herremand, godsejer de Schinkel, som er en ren djævel: Sindssyg, voldsparat, sadistisk – og dertil drukfældig og opblæst.

Han gestaltes på fornemste vis af et af dansk films stjerneskud, Simon Bennebjerg, som mestrer det svære i dialogscenerne at kunne spille op til en Mads Mikkelsen, der hele filmen igennem – alle 126 minutter – igen viser, hvorfor han er Danmarks bedste mandlige skuespiller – nogensinde.

Mads Mikkelsens skildring af den stædige kaptajn Kahlen, der turde drømme stort, satse alt – også det, som ikke kan lade sig gøre, er totalt kompromisløs, og brænder sig fast hos alle, der ser filmen. Replikkerne og stemmeføringen sidder dér. Det samme gør kropssproget fra bevægelse over mimik og til det bare med ét udtryk i øjnene at kunne formidle tusinde følelser.

Hans intense præstation sidder i én bagefter, som de dybe piskeslagsmærker den flygtede fæstebonde Erik har på sin ryg. Han plejes omsorgsfuldt af konen Ann Barbara, der spilles med både råstyrke og fin sarthed af Amanda Collin, så man forstår, at kvinderne – og især Ann Barbara – er dem, der både giver og tager liv.

I en anden gennemgåede rolle ser vi svenske Gustav Lindh, der med stor indføling spiller en empatisk, modig og næstekærlig præst, som er stolt over at være en Guds mand, men som heller ikke er bange for at få næverne i jorden. Dejligt at se at en repræsentant for det himmelske også kan repræsentere dyderne – og ikke kun synderne – i en dansk film.

Og endelig skal 9-årige Melina Hagberg nævnes. Hun spiller taterpigen Anmai Mus, som kaldes mørklingen pga. sin hudfarve, og går så meget ondt igennem. En hård skæbne at gestalte. Det gør den svenske barneskuespiller så indfølende og dygtigt, som var hun en voksen skuespiller. BRAVO.

Af andre store kræfter skal nævnes: Kristine Kujath Thorp, der er godsejerens sympatiske kusine, som trods at hun generelt sidder til pynt, har et moment i sit liv, hvor hun indtager en afgørende rolle. Jacob Lohmann som bylde-plaget amtmand og filmens eneste let komiske indslag. Morten Hee Andersen som den ulykkelige fæstebonde Erik. Thomas W. Gabrielsson som godsejerens højre hånd, der må sluge både kameler og rydde alt for meget op – samt mange flere.

Det er instruktøren Nikolaj Arcel, som sammen med Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet. Forlægget er Ida Jessens bestseller ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som baserer sig på en delvis autentisk historie.

Både Ann Barbara og Anmai Mus er så fiktive, men såvel Kahlen, godsejeren og amtmanden har levet. Og ja, Kahlen prøvede virkelig at kolonisere heden i 1700-tallet. Det gik så ikke, men vejen var banet for Dalgas, der lykkes med det 100 år senere. Så også derfor er ”Bastarden” en vigtig film om en tid og en historie i Danmark, som kun kendes af de færreste.  

Mange mener, at Mads Mikkelsen skulle have haft en Oscar for sin rolle i Druk – og hvorfor ikke? I ”Bastarden” kan man så gange hans indsats med 100. For Mikkelsen giver – som en anden Kahlen – stædigt og kompromisløst alt, han har. Så her er endnu flere lag, endnu mere dybde i skildringen af en mand, der kæmpede mod den tørre hedejord, en uduelig overklasse – og først med og siden mod sine egne drømme. En mand, som heldigvis ikke glemte sine færdigheder, da det gjaldt.

Danmarksbloggen giver ”Bastarden” 6 ud af 6 medaljer, som den Kahlen sidder og pudser i starten af filmen. For Arcels epos er helt oppe og spise kirsebær med de allerstørste film som ”Dr. Zivago”, altså den fra 1965 med Omar Sharif i hovedrollen.

”Bastarden” er bare mere moderne. Men det er samme historiske vingeslag. Samme evne til at gå dybt ind i den tid og de mennesker, som vi møder – og samtidig bryde grænserne og gå ud og blive en stor fortælling om det at være menneske, og hvad livet handler om.

Er livet, som godsejeren mener det, blod, lort og kaos – og skal vi mennesker acceptere det? Eller skal vi tro på Gud? På at krig er kaos – og at vi er sat på Jorden for at skabe orden, skabe civilisation? Vi får ikke noget klart svar.

Kahlen holder på civilisations-tanken, og det samme gør måske de små, gyldne lys, som vi mange gange i filmen ser på den store, mørke hede.  For hvor der er lys og ild, er der mennesker. Men omvendt: Mennesker er ikke altid lig med civilisation. Det ser vi på herregården, hvor døden stortrives trods den materielle overflod og de mange lamper. Lys og ild kan nemlig give varme og nærhed, men det kan også ødelægge og dræbe.

Alt kommer derfor an på det enkelte menneskes eget valg, og ”Bastarden” slutter også med et par livsændrende – og logiske – valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Udgivet den af
Svar

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Del og hersk

Udgivet den af
Svar

Fire grupper af offentlige ansatte skal iflg. regeringen have flere lønkroner. Nemlig SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale.

”Vi skal passe på dem, som passer på os”, hedder det i regeringens udspil – som statsminister Mette Frederiksen står som afsender af.

Men det er ren magtpolitik. Det er del og hersk – og dét virker.

Allerede de gamle romere kendte tricket. Ja, de manøvrerede nærmest per instinkt – både i Rom og ude i de erobrede provinser –  efter devisen divide et impera, som er den latinske måde at sige del og hersk på. Men uanset hvordan man siger det, har det gennem historien været en stensikker metode for magten at holde folket nede.

Metoden er enkel: Dem på toppen giver nogle få goder eller fordele – men ikke til alle, kun til udvalgte få, som endda skal kæmpe om det med de andre. Og så går kampen i gang. En kamp, der får al fokus, og handler om at få fat på de lunser, der bliver smidt ud. Og ingen tænker på, at alle kunne få meget mere, hvis man i samlet flok gik efter den diktatoriske hånd, der smider smulerne ud.

Og jo, det er smuler – også i Danmark i 2023. Vi har tæt på 40 mia mere i samfundskassen, end vi troede, at der var. Alligevel er der kun råd til max. 2.5000 mere om måneden til nogle – ikke alle, men NOGLE af de ansatte i de fire grupper. For ja, slagsmålet om flere lønkroner skal også kæmpes internt i grupperne.

Der er med andre ord kun én vinder af dén ballade: Regeringen med statsministeren i spidsen, som kan stive sig af med, at de så sandelig gør noget for velfærdens helte.Men de gør de ikke. Det er del og hersk af værste skuffe.

I Den Danske Ordbog kan man om begrebet del og hersk læse følgende: At splitte modstanderne eller de underordnede i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som råd til en person der ønsker magt.

Indsæt ”de offentlige lønmodtagere” i stedet for ”modstanderne eller de underordnede”, ”den førte politik” i stedet for ”råd” – og kald ”en person der ønsker magt” for ”Mette Frederiksen”.

Og så står der følgende definition af del-og-hersk-strategien: At splitte de offentlige lønmodtagere i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som den førte politik af Mette Fredriksen.

Og dét er, mine damer og herrer, en 100% korrekt beskrivelse af situationen i dansk politik lige nu.

De fire grupper, som får – dvs. SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale – er glade, og forklarer gerne i medierne, hvorfor det var rigtigt, at lige de fik. Samtidig spørger de grupper, som ikke fik – fx politiet, socialrådgiverne og lærerne om, hvorfor de ikke fik. De passer vel også på os alle sammen?

Selvfølgelig gør de det. Dem og mange flere, både offentlige og privat ansatte.

Alle grupper er nødvendige, hvis samfundet skal fungere. Hvor var vi fx uden skraldemændene, dem som kører mad og medicin ud og mange andre? Vores samfund er én stor organisme, og ingen kan undværes.

Vi er ét fællesskab, der skal arbejde for vores alles bedste. Helhedstanken, mine damer og herrer fremfor den barbariske gladiator-og-vilde-dyr-i-kamp-mod-hinanden-i-Colosseum, som regeringen baserer deres magtudøvelse på.

Danmarksbloggen kunne godt ønske, at alle offentlige grupper stillede sig solidarisk side om side – og truede med generalstrejke, hvis ikke ALLE offentlige grupper fik lønforhøjelse.

Dét ville give Frederiksens, Løkkes og Ellemanns Del og hersk rettidig modstand – og dét er tiltrængt. For lige nu opererer de – især Frederiksen og Løkke – alt for godt efter en anden kendt taktik fra de gamle romere: Giv folket brød og skuespil, så afholder de sig fra at beskæftige sig med politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk