Forfatterarkiv: admin

Kongens valgsprog

Udgivet den af
Svar

Det er 52 år siden, at der sidst blev udråbt en ny regent i Danmark. Så selvfølgelig er det en kæmpe begivenhed i vores kongerige med karetkørsler, festfyrværkeri, faneoverbæring, kanonskud fra Holmen og meget mere udover det rent statslige, når Dronning Margrethe d. 2 underskriver sin abdikation, og når statsministeren udråber Kong Frederik d. 10 – og han kommer med sit valgsprog.  

Det sidste er så også det eneste, som indeholder en overraskelse – lidt a la den, som når man venter på at se, hvilken kjole bruden har på. Så som alle andre har Danmarksbloggen også et gæt på, hvad den nye konges valgsprog kunne være – nemlig:

Med Folket for Danmark – hvis Frederik d. 10 går med den ikke-religiøse version eller:
Med Gud og Folket for Danmark – hvis den nye konge, som iflg. Grundloven er folkekirkens overhoved, går med den religiøse version.

Se her tidligere regenters valgsprog – med den note, at Christian d. 8 var den første, som lavede sit valgsprog på dansk. De forrige konger skrev deres valgsprog på latin.

Retfærdigvis skal dog siges, at valgsprogene i reglen ikke har været væsentlige indtil moderne tid, hvor regentens vigtigste rolle er at være en samlende figur for landet – fremfor at være den reelle politiske magt, som de danske konger var i 1000 år indtil Grundloven.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Christian d. 8 var den første, der lavede sit valgsprog på dansk. For nok var han enevældskonge, men han vidste, at demokratiet var på vej – og at monarkiet skulle ændre sig, hvis det skulle overleve.

Det blev så ikke ham selv, men sønnen Frederik d. 7, som underskrev Grundloven året efter faderens død. For som en anden Dronning Margrethe d. 2 havde Christian d. 8 dygtigt lagt tingene til rette for sin efterfølger, den folkekære Frederik d. 7, der kunne lide en god fest med hvad dertil hører.

Her kommer alle valgsprogene. De første 14 i oversættelse til dansk:

Christian 1. – Dyden viser Vejen.
Hans – For Lov og Folk.
Christian 2. – Således var det af Skæbnen bestemt.
Frederik 1. – Intet uden Gud.
Christian 3. – Ske Herrens Vilje.
Frederik 2. – Mit Håb er Gud alene.
Christian 4. – Fromhed styrker Rigerne.
Frederik 3. – Herren vil være mit Forsyn.
Christian 5. – Med Fromhed og Retfærdighed.
Frederik 4. – Herren vil være min Hjælper.
Christian 6. – For Gud og Folket.
Frederik 5. – Med Klogskab og Standhaftighed.
Christian 7. – Fædrelandets Kærlighed er min Berømmelse.
Frederik 6. – Gud og den retfærdige Sag.
Christian 8. – Gud og Fædrelandet.
Frederik 7. – Folkets Kærlighed, min Styrke.
Christian 9. – Med Gud for Ære og Ret.
Frederik 8. – Herren er min Hjælper.
Christian 10. – Min Gud, mit Land, min Ære.
Frederik 9. – Med Gud for Danmark.
Margrethe 2. – Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke.

Og så altså Danmarksbloggens bud på den kommende konges valgsprog:

Frederik 10. – Med Folket for Danmark/Med Gud og Folket for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordens royale førertrøje er på vej til Sverige

Udgivet den af
Svar

Om mindre end en uge hedder Danmarks regent Frederik d. 10.

Hvordan Frederik d. 10 bliver som konge, er der ingen, der ved. Det må komme an på en prøve, som man siger – og dén prøve starter, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot på søndag d. 14. januar og udråbes.

Danmarksbloggen kan så ikke lade være med at tænke på de to andre nordiske lande, som man også kan forvente står foran snarlige tronskifter.

To lande, som har henholdsvis en kronprins – Haakon i Norge – og en kronprinsesse – Victoria i Sverige.

Samme fremtidige konstellation i Norden som nu altså – med to regerende konger og én regerende dronning, hvor den sidste også i næste generation bliver den bedste.

For al respekt til de nuværende konger – Harald i Norge og Carl Gustaf i Sverige, men ingen af dem når Margrethe d. 2 til sokkeholderne, når det kommer til at være regent. Hun er elsket og respekteret i én grad, som måske især den svenske konge med hans spøjse udtalelser, besvær med ord og utroskabs-rygter kun kan drømme om.

Svenskekongens datter derimod – kronprinsesse Victoria – har alle muligheder for at blive sin royale generations “Dronning Margrethe”.

Sverige vil med andre ord overtage den kongelige førertrøje i næste generation, fordi den kommende Dronning Victoria af Sverige bliver en lige så god dronning som den lidt endnu Dronning Margrethe af Danmark.

For ikke noget dårligt om danske Frederik og norske Haakon – men svenske Victoria kan det hele – og dét med stil: Holde en tale, være folkelig og samlende, vise empati og alligevel sige sin klare mening på samme kloge måde som Margrethe d. 2. Kronprinsesse Victoria er også allerede dybt elsket og beundret for sin varme, sin humor og sine store kommunikative evner, både i Sverige og i udlandet.

Hvordan det så bliver i næste generation igen med norske Ingrid, svenske Estelle og danske Christian, er for tidligt at sige. Den ene er kun et barn endnu, og de to andre ganske unge mennesker, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er – udover altså tronarvinger. Det eneste, der kan konkluderes, er, at der bliver to regerende dronninger og én regerende konge i Norden i dén generation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tanker om traditioner

Udgivet den af
Svar

Rør blot ikke ved min gamle jul, synger vi ivrigt med på i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Glade og sikre på, at julen er, som den altid har været, og som den skal blive ved med at være.

For julen er traditionernes fest, hvor vi et øjeblik stopper op i årets travle gang – og med genkendelsens glæde sanser alt, hvad julen har at byde på fra mad og drikke over juletræ, gaver, kirkegang og til samværet med familien.

Eller … sådan tror vi, at det er. Men det passer ikke. Julen ændrer sig – hele tiden, og intet viser det bedre end Peter Fabers julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som er en beskrivelse af borgerskabets jul i 1848.

For altså præcis 175 år siden i år.

Dengang, hvor en velbjærget københavnerfamilie til jul spiste gåsesteg, som man sendte til bageren for at få stegt, da ovne endnu var noget, som kun meget få udover bagere, adelige og kongelige havde.

Dengang, hvor man ikke gik i kirke juleaften, men 1. juledag – og her tidligt om morgenen i håbet om en dårlig prædiken, for allerhelst når prædiken ikke du´r – thi så får man sig en lille lur.

Dengang, hvor gaverne hang uindpakkede på juletræet, som vi hører om det i ”Højt fra træets grønne top”, der også er skrevet af Peter Faber.

Men ikke dengang, hvor man havde julekalender, adventskrans, julekort og julemærker. For det kommer først senere. Ja, selv ideen om Julemanden som gaveudbringer var ikke kommet til Danmark i 1848.

Ja, det eneste, som borgerjulen anno 1848 har tilfælles med den danske jul anno 2023, er dansen omkring juletræet og ønsket om uforanderligheden i den søde juletid, som det synges med fynd og klem i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”: Rør blot ikke ved min gamle jul.

At det så i 1848 kun var 40 år siden, at det første juletræ stod i Danmark (på godset Holsteinsborg), og at juletræerne bestemt ikke var sædvane i Danmark i 1848, så Peter Faber bort fra. For juletræerne var det store hit, og havde man et, så viste man, at man var med på trenden fra det toneangivende kulturland, som dengang var Tyskland.

I dag er det USA, som vi henter inspiration fra som fx for et par årtier siden, hvor vi adopterede Halloween-traditionen med græskar, slik og gys. Og som med juletræet dengang er det også i storbyerne og blandt borgerskabet, der i dag hedder den øvre middelklasse, at det går nemmest og hurtigst med at tage de nye skikke til sig.

Sådan var det også i 1800-tallet. Bonden på landet ønskede ikke den slags nymodens pjat med grantræer og fjerkræ til jul. Halmen på gulvet, som man sov i julenat, så de afdøde familiemedlemmer kunne sove i sengene, var sammen med de hvide julelys, varslerne om høsten og døden, julegrøden, grønkålen, pølserne, sylten og den gode hvedekage den rigtige måde at fejre jul på.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Men det gjorde bondens børn og børnebørn alligevel. Mange af dem flyttede også ind til byerne i takt med industrialiseringen, hvor de lærte så meget nyt at kende, at de glemte alt om at lege jul og holde julestue.  

Og selv blandt dem, som blev boende i landsbyerne, blev pølserne og sylten lavet om til flæskestegen juleaften. Mange overtog også borgerskabets menu med gåsesteg og ristede kastanjer. Man omskabte den så til en billigere og lettere opnåelig version med andesteg og små kartofler, som via et karamellag kom til at ligne kastanjer.

Og vi spiser det endnu: And eller flæskesteg – med forklædte kastanjer – og så risalamande, som trods det fransk-klingende navn er en dansk opfindelse, skabt fordi borgerskabet gerne ville have noget endnu finere end den risengrød, som engang var en fin og dyr grød, men som var blevet en billig allemands-spise.

Og juletræet? Ja, det bredte sig over hele Danmark op gennem 1900-tallets første halvdel – og havde man ikke råd til et helt træ, så købte man nogle grangrene, og bandt på et kosteskaft, som selveste Kim Larsen synger om det i den delvis selvbiografiske sang ”Dengang da jeg var lille”.

Og hvad vil der ske fremover? Mindre kød og mere grønt på julebordet måske? Færre gaver? Et juletræ, som kan genplantes? Måske. Ingen ved det.

Men vi ved, at tiderne ændrer sig – og vi med dem, og dermed også vores traditioner.

Sikkert er det dog, at så længe der findes kirker, så vil man ved juletid kunne høre fortællingen om barnet, der blev lagt i en krybbe i Betlehem dén nat, hvor en stor stjerne stod på himlen, og lyset fødtes på jorden – og at det er derfor, at vi ønsker hinanden glædelig jul.

Så på dén måde rører vi ikke spor ved den gamle jul.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”

Udgivet den af
Svar

Gamle synder kaster lange skygger – og det gør vold og fortræd også. Sæt det sammen med at fædrenes synder nedarves i syv led, som det siges i Biblen – og så har man forlægget til Ole Bornedals ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”, som har premiere i dag d. 14. december.

Da filmen starter, er der gået 30 år siden de forfærdelige begivenheder på Retsmedicinsk Institut i København, hvor nattevagten Martin og hans kæreste Kalinka var få sekunder fra at blive myrdet af den sindssyge massemorder og kriminalkommissær Wörmer – men hvor de blev reddet af vennen Jens, der var nødt til at skære sin ene tommelfinger af for at kunne komme til undsætning.

Filmen fra 1994 sluttede med et dobbeltbryllup: Martin og Kalinka – og Jens og Lotte. Happy end – eller? Helt bestemt eller. For hvor samfundet for længst har glemt, hvad der skete, så er rædslerne fra dengang stadig voldsomt definerende for alle involverede.

Og det gælder også dem, som er født efter det skete, som tilfældet er for Emma, der er Martins og Kalinkas datter. Hun er medicinstuderende – og i jagten på sandheden om, hvad der skete dengang (en sandhed, som delvist er blevet holdt skjult for hende), tager hun det selvsamme job som nattevagt, som faderen engang havde.

Forholdene på Retsmedicinsk Institut har selvfølgelig ikke ændret sig. Det er den samme overlæge, de samme skumle, slidte gange og rum – og den samme råddenskab og stank af lig og død. Ja, der er faktisk endnu mere råddenskab, end Emma og hendes tre gode venner (som endda kommer og holder drukfest) forestiller sig.

Noget ondt ligger nemlig og lurer i skyggerne – også andre steder, end man først tror. For gamle synder har det med ikke kun at kaste skygger – de kalder også på hævn. Iskold og blodig hævn.

Det er Emma, som er filmens hovedpersonen, og hun spilles med nerve og overbevisning af Fanny Leander Bornedal. Heldigvis møder vi også Martin og Jens – Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia, og hvor er det rart at få svar på, hvad der blev af dem – og af Kalinka og Lotte. D´herrers samspil er i øvrigt – her efter tre succesrige årtier som skuespillere – stadig lige stærkt og fast. Som et venskab er det efter mere end 30 år.

Og ja, vi møder selvfølgelig også Ulf Pilgaard som Wörmer, og selvom han kun er med i få scener, er det nogle af de mest skræmmende. Han er ætsende god, både i samspillet med Fanny Leander Bornedal og med Nikolaj Coster-Waldau.

I andre markante roller ses Paprika Steen som kriminalkommissær Kramer og Sonja Richter som psykologen Gunver – samt Sonny Lindberg, der spiller Sofus, som også er beboer på anstalten Skt. Hans, hvor Wörmer sidder. Dertil kommer de andre unge, som blandt andet tæller Nina Rask i en vigtig rolle. Men det er et generelt stærkt og velvalgt cast til filmen om de forhold og begivenheder, der fører til det endelige opgør.

Tankerne bag ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” om menneskets psykologiske og bibelske behov for hævn og retfærdighed er også spot-on, og filmen er sine steder særdeles ubehagelig på den gode måde. Men andre steder er den særdeles ulogisk. Et forhold, der ikke kan tydeliggøres uden at røbe handlingen. Men der er noget med både tider, steder og muligheden for at få information, som ikke stemmer.

Men dét er en spændende film – og derfor og af veneration for mesterværket fra 1994 – skal ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” have 4 ud af 6 stjerner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lang vej endnu

Udgivet den af
Svar

År 2023 bliver det varmeste år målt på Jorden!!!

Dét slog FN´s generalsekretær António Guterres fast på FN´s klima-konference COP 28 i Dubai, som startede i sidste uge. I ved: Den årlige maskerade, hvor alverdens ledere tager privatflyene til forskellige locations på kloden for i nogle dage at spise og drikke godt, mens de bliver enige om den ene hensigtserklæring efter den anden om klimaet – men hvor der ikke sker noget, som gør en reel forskel.

De fleste mennesker er også ligeglade. Eller også er det bare ikke til at overskue – i modsætning til fx et juletræ.

Sidste år valgte Lokaludvalget på Christianshavn – som står for bydelens juletræ – ikke at sætte lys på årets juletræ. Der skulle spares på strømmen – både af klimatiske hensyn, og pga. krigen i Ukraine. Dét affødte en voldsom debat på Christianshavn. For folk ville have lys på bydelens juletræ. Ellers blev det ikke rigtig jul, mente mange.

Så det vakte selvsagt stor glæde, da juletræet på Christianshavns Torv i år blev tændt i lørdags – og ikke en eneste klima-bekymret har i den anledning (turdet) ytre noget.

Dét er i grunden grotesk. For det eneste, som har ændret sig siden december 2022, er, at klimaet har fået det endnu værre. Så i år skulle man ikke kun være fortsat med at droppe lyset. Man skulle have droppet hele juletræet – og dét ikke kun på Christianshavn, men i hele Danmark – ja, i hele verden.

Men vores jul skal ikke røres, synes de fleste. Og det kunne måske også gå an, hvis det kun handlede om juletræer. Men dét gør det ikke. Det er hele året, hvor vi ikke vil lave om på vores vaner – heller ikke med at vinkle data, så de passer til vores holdninger.

En ny TV2-undersøgelse blev fx i TV2 fortalt således: 40% af alle danskere bruger mindre strøm, 30% spiser mindre kød, og 25% køber mindre tøj. Og dét lyder jo positivt. Men prøv og se fakta fra den anden side:

Ud af 20 danskere, bruger 12 lige så meget strøm som førhen.
Ud af 20 danskere, spiser 14 lige så meget kød som førhen.
Ud af 20 danskere, køber 15 lige så meget tøj som førhen.

Så ryger armene ned igen. For der er lang vej endnu – og dét kan intet juletræ lave om på. Spørgsmålet er, om vi overhovedet når i mål, inden vi – og en del andre arter – er udryddet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Synkefri”

Udgivet den af
Svar

Rammen om filmen ”Synkefri” er tragisk Danmarkshistorie: Natten til d. 1. december 1981 sank den såkaldt usynkelige redningsbåd RF2 ud for Hirtshals Havn, mens den prøvede at komme en nødstedt kutter til undsætning. Det lykkedes ikke. Hele 9 mænd (samtlige 3 fra kutteren og samtlige 6 fra redningsbåden) døde i bølgerne dén nat. Det var en katastrofe, der blev talt om i hele landet – og som sågar fik en hilsen med fra Dronningen i årets nytårstale.

Så der skulle være materiale nok til en film, der udspiller sig for så lang tid siden, at den på den ene side ikke er nutidig, men på den anden er det heller ikke længere tid siden end, at mange af os, som er i live i dag, også var det dengang i 1981.

Ja, undertegnede var endda på alder med den unge teenagesøn og hans lillesøster, som er børn af styrmanden på RF2 – og som altså mister deres far dén nat. Aldersfællesskabet gør det nemt at spejle sig i deres tanker og i meget af det, som foregår – også selvom man ikke er fra Vestkysten, men som undertegnede med en opvækst på Køge-egnen nærmest ikke kan komme længere væk – geografisk.

For ellers er der ikke rigtig forskel. Større er Danmark nemlig ikke. Uanset hvor man boede, var starten af 80´erne en tid, som var meget anderledes end i dag.

Så jeg kan genkende Hirtshals-borgernes vægring ved at tale om katastrofen og de døde, ved den stædige insisteren på at arbejde videre og kæmpe videre, fraværet af psykologer og anden professionel hjælp – selv i tiden lige efter at verden for altid er forandret.

For sådan var tidsånden omkring 1980. Man bed simpelthen tingene i sig og fortsatte, selvom man var ved at gå i stykker indeni. Således også i Hirtshals, som vi ser det med styrmandens kone og nu enke, der står i butikken og ekspederer to dage efter. Tag dig sammen og kom videre, blev der sagt til dem, som vovede at råbe op om hjælp.

Vi møder også hende, der mister sin søn, og som få år før havde mistet sin mand til havet. Om hende bliver dér sagt, at opvasken er levende, men at hun ikke skal være alene juleaften. For midt i hårdheden er der også en omsorg og et hensyn til hinanden, som nok kan betyde både blå øjne, skrammer og skæld-ud, men som også indebærer, at man tilgives meget, og lukkes ind i fællesskabet igen. Ikke at ordene undskyld og det er tilgivet siges. Det er mere noget med et par øl og så skide være med det.

Det vil mange i nutiden måske grine af, undres over eller forarges over. Men det er ægte, og måske bedre end nutidens flotte ord, der kan virke mere som floskler og plejning af eget image end om reel omsorg – mere promovering af sig selv som fx journalisten, der udnytter styrmandens søn for at pleje egen karriere.

Hun står så også – sammen med de statslige myndigheder – som repræsentant for København, for magten. For det falske og egoistiske kontra de ægte og hårdføre vestjyder, der i filmen så også fremstilles som værende ikke særlig kloge, men derimod nogen, som hverken kan regne med brøker eller forstå, at det er vigtigt at få placeret ansvaret for ulykken, men i stedet tænker mere på at sikre deres levebrød.

Og det er så dér, at filmen kæntrer (undskyld udtrykket). For klicheerne står desværre i kø, og det er synd. Ikke alle vestjyder i 80´erne var fx vilde med flæskesteg med sprød svær eller drak øl af flasken, mens de hørte C.V. Jørgensen – nogle har også spist råkost, som man kaldte vegetarisk mad dengang, og drukket hvidvin af glas, mens de har hørt klassisk musik.

Ja, der fandtes også mennesker med empati i hovedstaden – og sågar også københavnere, der selv i 2023 elsker flæskesteg med sprød svær.

Qua stereotyperne bliver handlingen derfor – hvor spændende og frygtelig den end er – ganske forudsigelig om filmens helt, hvis man kan kalde ham det, styrmandssønnen med det gode hoved, der opdager, at det ikke var en menneskelig fejl, og handler på det – og derfor clasher med kulturen i byen. Og så ruller handlingen som Vesterhavets store bølger, der både er byens levebrød og store frygt.

Skuespils-præstationerne i ”Synkefri” er til kryds og slange. Hver og én spiller røven ud af bukserne i deres portræt af mennesker, der kæmper og kerer sig om hinanden – og man fornemmer, at der er flere lag i hver eneste, selvom manuskriptet forsyner dialogerne med en masse klichéer.

Så: BRAVO til hver og en af castet, der i de bærende roller tæller: Sylvester Byder, Johanne Louise Schmidt, Sofie Torp, Lars Topp Thomsen, Anders Brink Madsen, Henrik Birch og Esben Dalgaard.

Men også en stor tanke til instruktøren Christian Andersen, som er søn af en kvinde, hvis mand døde på havet dén nat – og som har to ældre halvbrødre, hvis far altså var blandt de omkomne. Hans behov for at lave en film om det traume, som var en del af hans familie og opvækst i Hirtshals, giver sig selv.

Men det er også et voveligt foretagende qua det armslængdeprincip, som man kender fra journalistikken. Og nok gælder andre regler indenfor film og litteratur – men skal man lave noget fra egen rede, så skal tungen holdes meget lige i munden, hvis man vil undgå klicheer og ensidighed. Det lykkes ikke helt, selvom intentionen er den bedste i verden.

Danmarksbloggen ender derfor på fire store fisk ud af seks mulige til ”Synkefri” – og en tak for at lave en film om en af de hændelser, hvor myndighederne prøvede at skjule, at det var deres fejl, at det endte sådan. Dét er desværre stadig aktuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Callas – Paris, 1958”

Udgivet den af
Svar

Der er mange glæder ved at anmelde. Men nogle gange er fornøjelsen så stor, at det føles som at få en gave. Sådan havde jeg det, da jeg skulle anmelde ”Callas – Paris, 1958”, som er en koncertfilm lavet over Maria Callas´s første og myte-omspundne optræden i Paris i 1958.

For intet kan for en opera-fan med hang til Puccini og især ”Tosca” slå kombinationen af Maria Callas, som er alle tiders største sopran, og så en operafilm, hvis hovedingrediens er en fuld 2. akt af Puccinis dramatiske og melodiøse ”Tosca”. Det er nemlig min absolutte yndlingsopera, og jeg kender og elsker hver en tone, der spilles og synges – selvom jeg ikke taler italiensk. Men opera forstås af sjælen – og så er der også engelske undertekster, hvis nu man ikke kender ”Tosca”.

Så er jeg overhovedet den rette til at bedømme en film om legenden Maria Callas, hvor hun udover 2. akt af Puccinis ”Tosca” synger udvalgte uddrag og arier af Verdi (”Il Trovatore”), Rossini (”Barberen i Sevilla”) og Bellini (”Norma”)? Svaret er ja.

For som inkarneret operafan ved jeg også, hvad opera kræver, og hvad opera gør ved et menneske. Opera er nemlig en voldsom affære, både på scenen og i de følelser, som kommer. Opera er en kunstart, der kræver noget af sin tilhører. Ikke nødvendigvis musikteknisk, men at man tør være i kontakt med sig selv, tør føle smerte og lykke, huske sejre og nederlag, drømme og håb, sorger og triumfer. Og ingen komponist kan få følelser, erindringer og drømme mere frem end Puccini – og allermest i ”Tosca”.

Så jeg stornyder denne film, hvor vi som sagt ser og hører hele 2. akt af Tosca. Det er akten, hvor den feterede diva Floria Tosca har sit opgør med tyrannen, Roms frygtede politichef, Scarpia, hvor hun prøver at redde sin elskede kunstmaler Cavaradossis liv – og hvor hun synger den smukke arie ”Vissi d´arte”. Det er den, hvor hun blandt andet erklærer: Jeg har levet for kunsten, jeg har levet for kærligheden.

Det gjorde Maria Callas også – og der er generelt mange ligheder mellem virkelighedens operastjerne Maria Callas og Puccinis hoved- og titelperson i ”Tosca”, som også er baseret på en række historiske begivenheder og personer. Men lad det ligge.

Filmen her handler om Divaen over dem alle, The Divine Maria Callas – fra hun ankommer med toget til Paris over til hun står iført glitrende juveler og rød kjole på Den Gamle Opera i Paris med kongelige, præsidenter og andre notabiliteter som publikum, og på den mest grandiose måde modtager stående ovationer, der helt fortjent bare bliver ved og ved – og indtil hun dagen efter rejser, og fra lufthavnen udtaler: ”Der var store forventninger til mig. Og jeg ville give dem (publikum i Paris, red.) mere end alt”.

Og dét gjorde Maria Callas, som blev født for 100 år siden i år. Og i filmen får vi også en god bid. Så det er bare at slå ørerne ud og blive rusket af noget af det bedste, som menneskeheden har frembragt: Opera-genren, der er musikkens version af kaviar og champagne – og i Callas-aftapningen de fineste årgange.

Filmen er farvelagt, og det er gjort fint. Men alligevel blegnede de flotte billeder ved siden af sangen og musikken, der som altid trak mange tårer, og gjorde, at jeg ikke er sikker på, om jeg overhovedet trak vejret i de tre kvarter, som 2. akt af ”Tosca” varer, selvom jeg mange gange mærkede hjertet hamre hårdt, og jeg konstant kunne føle kuldegysningernes rislen i kroppen.

For præcis sådan virker opera – god opera – på mennesker. Men nu er jeg også opera-fan i forvejen. Men jeg tror og håber, at farverne vil betyde noget for at få nye proselytter til opera-genren. For opera kan så meget, især når det handler om at formidle de store følelser. Og dét mangler i en verden, som for længst er blevet alt for beige og middelmådig – også kulturelt. Så vi har brug for, at nogen og noget er ”over the top”, som opera er det, som Maria Callas var det – både som sopran, som skuespiller og som menneske.

Vi har brug for dramatikken fra operaens verden, der er intens og gribende, som opgøret er det mellem Tosca og Scarpia, der blev mesterligt sunget af ingen ringere end den måske bedste Scarpia nogensinde, nemlig Tito Gobbi. Jeg sad derfor også og ønskede, at de sidste minutter af 1. akt af ”Tosca” var med, så vi kunne have hørt Scarpias store arie ”Va, Tosca” (også kendt som TeDeum-arien).

Men dén fik vi ikke. Men vi fik så meget andet, store gaver – skænket af en legendarisk verdensstjerne, der i modsætning til mange af nutidens såkaldte reality-stjerner, kunne noget, ja mere end noget. Maria Callas kunne det hele – og mere til.

Så Danmarksbloggen giver selvfølgelig seks store stjerner ud af seks mulige til ”Callas – Paris, 1958”, som spiller i udvalgte biografer landet over d. 25. november og d. 26. november.

Ps. Vær obs på at det føles helt forkert, ja naturstridigt ikke at klappe efter Maria Callas´ titaniske præstationer i Paris. For dén slags gør man jo desværre ikke i biografmørket. Men så kan man (som jeg gjorde det) diskret slå sig selv lidt rytmisk på låret. For som opera-elsker må man simpelthen reagere fysisk, når så stor kunst udfolder sig for øjnene og ørerne af én – også selvom det ”kun” sker digitalt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Inden vi dør synger vi en sang”

Udgivet den af
1

Et klaver, der kan spilles på, nogle stole, som man sidde på eller gå rundt om og en metronom, der slår takten – måske også dén i livet.

Mere behøves ikke, når d´damer Maria Stenz og Camilla Bendix og d’herre Peter Oliver Hansen på Teatret ved Sorte Hest i en god times tid spejler deres eget liv i hinanden og i tidens evige kaskade af erindringer, tanker og følelser, der sammen med et væld af alskens melodier fra viser over popsange, salmer og mere fra primært den danske sangskat – spillet mesterligt af Olivier Antunes – slynger sig ud og ind mellem hinanden.

For hvad enten det handler om at være 7 år og skulle synge, plukke blommer eller sidde på stenen og savne sin mor – eller om de møder med modgang, sygdom og sorg, som ingen er foruden, så kan vi alle spejle os i hinanden, både dem på scenen og os på tilskuerrækkerne.

For vi er skabt af det samme stjerne- og drømmestøv, og lever i den samme ubrydelige cirle of life. I den korte vandring fra vugge til grav, hvor vi også skal nå at gå turen gennem overgangsalderens vulkanudbrud, tage den sidste dans og sluge erkendelsen af, at alle skuffer over tid – men at det er okay.

Det er, hvad det er, som Knagsted siger i Gustav Wieds ”Livsens ondskab”, og vi ved det også selv, alle os, der har levet længe nok til at have været nogle gange rundt om blokken – og det har dem på scenen og langt de fleste af os i publikum.

Vi ved, at vi hver morgen tager vores sokker på, selvom øvelsen kræver at få placeret foden strategisk. For derpå at gå ud i gaderne og glemme sit eget spejlbillede, men i stedet kigge op i himlen og med hver en celle i den værkende krop mærke, at man stadig er i live.

I kabareten ”Inden vi dør synger vi en sang” på Teatret ved Sorte Hest fortælles den livsens sandhed så med mere mod, mere poesi og mere musikalsk, end jeg nogensinde har oplevet det før.

Det er essentielt teater, der vil noget, der kan noget – også fordi det gøres så perlende, legende let og alligevel med sans for de store dybder. Det er eminent. Ja, om de så havde taget al deres tøj af TO gange og hoppet op og ned i en halv time, havde ensemblet ikke kunnet være mere nøgne, mere ægte.

Stenz, Bendix og Hansen formidler visheden om livet – og døden, også deres egen, med en accept og et håb, som skal findes et sted mellem erkendelsen af det magiske ved i morgen og beslutningen om at tage det én dag ad gangen. For i morgen er der atter en dag – og dem, som vi har mistet, findes stadig i alt, der lever og gror, i vores minder.

Der er dér en stor trøst i – uanset om man har mistet for nylig eller for noget siden. Savnet og sorgen bliver med tiden også livskammerater – og hvis alle vores livsvidner en dag er gået ud af tiden, så måske endda den tætteste ven, som vi har.

Men inden vi kommer dertil, så skal vi lytte til opfordringen fra PH-visen ”I dit korte liv”: Det haster med det kys, den kommer, før du tror, den drømmeløse søvn.

Det haster også med sangene, med at få sunget – og budskabet fa scenen er, at dine sange bliver mine sange og vores sange. At vi i dén grad skal synge og spille – også selvom vi ikke kan gøre det lige så virtuost som Olivier Antunes, der kan veksle mellem mange melodier og musikgenrer på en og samme tid – og endda køre forskellige versioner af den samme melodi, som han gør det hele forestillingen igennem – men allermest cirka midt i, hvor han får lov til i nogle minutter at fylde det hele. BRAVO.

Hele vejen hjem nynnede jeg også Maria Stenz´ klassiske ”Hvor er alle drømmene, du drømte”, som i år fylder 50 år, og som vi måske får et svar på i forestillingen. Nemlig at mine, dine og alle vores drømme er som sangene.

De lever i alt, der gror – også når adressen er Ensomhedens Gade no. 9. – og alt, vi vil, er at danse som hende, TV2 synger om. For livet er, hvad det er. Og vi møder alle den grå dame derude i krattet, som Maria Stenz gjorde det i sin drøm – og vi skal alle gå igennem det store spejl.

Men med os på vandringen – både i livet og i forestillingen – har vi den mest gribende og inderlige version af netop ”Hvor er alle drømmene”, som Maria Stenz synger i starten af ”Inden vi dør synger vi en sang”, der skal have seks store månestråler ud af seks mulige. Fordi kabareten er teater fra øverste hylde, fordi vi alle fra tid til anden finder os selv stående alene dér i natten i lyset af en månestråle.

Kabareten spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 16. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk