Behovet for et nyt europæisk forår

Foråret er i gang overalt i Europa … og dermed folder kontrasterne og det absurde sig ud i fuldt flor.

For mens bådene med flygtninge igen lander i stor stil på den græske ø Lesbos, så står den på glitter, glimmer og mere eller mindre dårlig popmusik i Portugals hovedstad Lissabon, der er vært for det årlige MGP.

Vi kan nemlig tilsyneladende sagtens bekymre os om skrig og skrål på en scene, men samtidig vende det blinde øje til menneskelig lidelse.

I dag – d. 9. maj – er det så Europa-dagen, hvad de fleste danskere nok ikke tænker ret meget over. Men kig på busserne – de flager skam med både Dannebrog og Europa-flaget i dag.

Og EU selv har sandelig ikke glemt dagen, for i dag åbner EU-Kommissionen for en online-høring, hvor europæerne kan fortælle, hvad vi mener om det europæiske samarbejde. De emner, som der kan tales om, er dog i forvejen blevet udvalgt af 80 (!) europæere, som var i Bruxelles i den forrige weekend – og som var udvalgt af EU-Kommissionen.

Det er Danmarksbloggens påstand, at danskerne vil være 100% ligeglade med dén høring – og kun opfatte den som endnu et bevis på, hvor langt der er fra Danmark til Bruxelles – og på det manglende demokrati i EU.

Danskerne er i stedet bekymrede over ulve i skoven, indbrud i privaten og indvandrerproblematikken som handler om alt fra flygtninge over integration og til islam og islams rolle i samfundet.

Det kan man så ignorere, hvad eliten i storbyerne er rigtig gode til. Men det du´r ikke. For der er en verden derude, hvor busserne kun sjældent eller aldrig kører – en verden med levende danskerne, der arbejder, betaler skat og bidrager ligeså meget til samfundet som storbyens kreative klasse og politikerne.

Så alles bekymringer skal tages helt alvorligt, hvis ikke samfundet skal sprække yderligere, og politikerleden nå de højder, så demokratiet kommer i fare. Så vi har brug for et nyt europæisk forår – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens “Nattergalen” 175 år

H. C. Andersen skrev mange eventyr, men et af de bedste og mest berømte er det om den lille fugl, der synger så smukt, at en kejser får tårer i øjnene.

Det er selvfølgelig ”Nattergalen”, der er tale om.

Dette fantastiske eventyr om det ægte versus det kunstige, om det poetiske versus det snobbede, om det naturlige versus det skabagtige … om alt det, som vi alle lever i og med, også selvom vi ikke er hverken køkkenpiger, kavalerer, kejsere – eller nattergale.

I år fylder eventyret om nattergalen 175 år – og det vil Danmarksbloggen gerne markere på denne smukke dag i maj, hvor man måske kan være heldig at høre nattergalen i de allertidligste morgentimer eller de allerseneste aftentimer.

For nattergalen begynder at synge her i maj – og den synger mest, mens mørket falder på – og lige inden lyset bryder frem. Og har man én gang hørt den lille fugls sang, ja så glemmer man det aldrig. Dé triller bliver som juveler i ens erindring ligeså skønne som de juveler, nattergalen selv så i de tårer, der kom i øjnene hos kejseren, mens den sang.

Læs eventyret her: https://www.duda.dk/eventyr/nattergalen/nattergalen.html

Det bliver kun bedre og bedre for hver gang man læser det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsker Venstre at tabe næste valg?

Venstre – eller rettere Løkke har genindført Eva Kjer, valgt en udefra som forsknings- og uddannelsesminister (Tommy Ahlers), og nu er en ret ny parlamentarisk person udpeget som politisk ordfører, nemlig Britt Bager.

Britt Bager – hvem er hun? Ja, hun har arbejdet som stewardesse i mange år, men blev også cand.jur, inden hun i 2009 begyndte at arbejde som politisk konsulent for Venstre på Christiansborg, og fra 2013 i Skatteministeriet. Hun blev så valgt ind på folketinget for Venstre ved det sidste valg i 2015, og har altså siddet i folketinget i næsten tre år – og nu skal hun så tegne regeringspartiet op til næste folketingsvalg, der skal finde sted senest i sommeren 2019.

Det er absurd at tro, at hun kan gå i Jacob Elleman Jensens fodspor som politisk ordfører. Så det, som springer i øjnene som meget mærkeligt, er, at Venstres hold er markant svagere i dag end i går.

For nok er Lunde Larsen væk, men det er stemmeslugerne Søren Pind og Søren Gade også – og til gengæld har man fået tre nye siddende ænder, som slet ikke har samme appel, hverken i befolkningen eller på Christiansborg:

Kjer, som de konservative ikke kan lide – og som var tæt på at være årsagen til, at regeringen blev væltet. Ahlers, som er ligeså uvant med livet i et ministerium som Thyra Frank, om end han er noget dygtigere sådan generelt. Og så nu Britt Bager, som forventes at vide alt om regeringen og dens politik, og hele tiden være klar til at forsvare den. Men som – hvis man ser gamle klip med hende – slet ikke har samme retoriske evner som hendes forgænger. Tværtimod har hun det med at blive personlig fornærmet, hvis nogen taler hende imod – en dårlig evne som politiker.

Så ønsker Løkke at tabe? Det siges, at det var ham, der trumfede valget af Bager igennem – og det var i hvert fald ham som statsminister, der suverænt valgte de tre nye ministre. Danmarksbloggen er mystificeret. For Løkke har livet igennem været kendt som manden med superlimen, uanset hvor han sad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tre nye venstre-ministre

Venstreløver er et begreb, som får ny betydning nu.

For meget overraskende er en af iværksætterne fra DR-programmet ”Løvens hule” Tommy Ahlers blevet forsknings- og uddannelsesminister efter Søren Pind, der forlader dansk politik.

De andre nye er: Jacob Elleman Jensen, der bliver minister for miljø og fødevarer, mens Eva Kjer Hansen bliver minister for fiskeri, ligestilling, nordisk samarbejde.

De afløser henholdsvis Esben Lunde Larsen og Karen Ellemann Jensen.

Den første ryger nok ned til de meniges række, mens Karen Elleman Jensen spås at blive ny gruppeformand, da Søren Gade også går nu – eller ny politisk ordfører efter sin bror Jacob Ellemann Jensen, der jo skal være minister.

Tja, hvor meget løvebrøl er der så over det her?

Der er i hvert fald en ny han i flokken – en han, der ingen erfaring har med politik, men masser med iværksætteri. Men der er stor forskel på de to verdner, og som Danmarksbloggen ser det, så vil en Tommy Ahlers hurtigt kede sig og finde den politiske proces både alt for langsom og alt for omstændig. Men sådan er demokrati – det tager tid og er kompromisernes kunst – og har ikke det fokus på bundlinien, som en Ahlers er vant til. Og ja, han har siddet i et råd (Disruptionrådet) nedsat af Løkke – om netop iværksætteri – men at give gode råd er ikke det samme som at være med i den demokratiske proces.

De to andre? Tja, Eva Kjer Hansen har været minister i flere omgange, og er kendt som en fortaler for alt det konventionelle, så det er gammel vin på nye flasker. En vin som de konservative ikke havde tillid til – gad vide, om de har fået det nu? Jacob Elleman Jensen har været en skarp politisk ordfører, men nu kommer han hen på det, der kan blive øretævernes holdeplads … men som også kan blive en afsæt til en større post i partiet, for så har han trods alt været minister.

Det kan altså konkluderes, at der stadig er godt gang i positionskampen i Venstre, også fordi der skal findes ny gruppeformand og ny politisk ordfører.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1. maj: Største overskud siden vikingetiden – alle skal med

I Danmark bliver der ikke revolution, når det regner. Men det bliver dog 1. maj, selvom det blæser. Dog vil der nok kommer lidt færre i Fælledparken i år, selvom der er mange, der er utilfredse med OK18, og folk udenfor Forligsinstitutionen lovede hinanden at mødes netop dér igen i dag 1. maj.

Men som sagt – vejret er dårligt, så mange vælger nok at blive hjemme, lyder Danmarksbloggens forudsigelse.

Danmarksbloggen kan selvfølgelig tage fejl. Der er også stadig meget at kæmpe for – både i den private og den offentlige sektor, hvor det såkaldte nødberedskab er blevet hverdag.

Men ordentlige rammer til dem, der er i arbejde, er ikke det eneste, der er værd at gå på barrikaderne for.

For vi skal også huske dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Vi har pt. et betalingsbalanceoverskud, der ikke har været større siden vikingetiden, men alligevel lever store grupper i det danske samfund i fattigdom.

Og ja, fjernelsen af fattigdommen er også en sag for arbejdsmarkedets parter, dog måske især arbejdsgiverne, da det er dem, der ejer produktionsmidlerne og har retten til at lede og fordele arbejdet.

Men den ret følger nemlig også en pligt til at hjælpe – en pligt til at skaffe danske jobs – og dét er mere end rigeligt at holde 1. maj på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk