Løkke – mere umenneskelig end antaget

Lars Løkke stod uden sammenligning for gårsdagens mest markante bemærkning, da han i Folketingets nye opfindelse spørgetimen sagde: “2000 kroner. Det kommer an på, hvem man er. Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.”

Lars Løkke mener altså, at man kun visse steder kan finde sko til 2000 kroner. Gad vide, hvad manden tror, at en liter mælk, en spegepølse og en pakke rugbrød koster? 400 kroner måske?!

Men hvis det var prisniveauet i Danmark: Hvordan kan Løkke så forsvare at ville sætte de offentlige ydelser endnu mere ned? For det er jo reelt det, som manden planlægger, hvis han en dag bliver statsminister igen.

I forvejen – med det prisniveau som vi har i Danmark, og hvor sko på tilbud ret beset kan fås for under 100 kroner – er de nuværende ydelser ikke af en størrelse, så vores medmennesker på overførselsindkomst kan leve et anstændigt liv.

Ergo: Var priserne, som Løkke åbenbart tror, at de er, så ville mange danskere ikke kunne overleve bogstaveligt talt. Dét er så åbenbart ikke noget, der ryster Løkke. Tværtimod gør det ham kun endnu ivrigere for at gøre ydelserne endnu mindre end de er i dag …

Danmarksbloggen spørger derfor: Hvor meget ønsker Løkke og hans meningsfæller at sparke til dem, der allerede ligger ned? Hvor langt ned i skidtet skal de mennesker? Åbenbart meget langt. Der er ihvertfald ingen grænser for umenneskeligheden hos Løkke og Venstre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Det enkle spørgsmål har USA´s tidligere ambassadør Laurie S. Fulton stillet flere gange – men uden at få svar. Så nu har hun skevet en kronik i den amerikanske netavis “Huffington Post”, hvor hun sammenligner somaliske indvandrere i Danmark og i tvillinge-storbyen Minneapolis-Sct. Paul i lyset af, at nogle af de danske somaliere formentlig er taget til Somalien for at træne hos terrror-organisationen al-Shabaab:

http://www.huffingtonpost.com/laurie-s-fulton/what-it-means-to-be-one-o_b_4038756.html

I kronikken konkluderer Laurie S. Fulton blandt andet: De fleste danskere lever efter de samme kulturelle normer og regler og har en nærmest medfødt fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk. De fleste danskere altså, undtagen de “indvandrere og deres efterkommere,” som er den betegnelse, som Danmarks Statistik bruger til at beskrive dem, der populært kaldes første-, anden-eller tredje-generations-indvandrere. Men ingen kunne besvare mit naive spørgsmål om, hvornår indvandrere kan blive danskere.

I Minneapolis-Sct.Paul derimod ser man ifølge Laurie S. Fulton ikke de nyankomne somaliere som et udfordring mod det amerikanske, men derimod som en berigelse og en styrkelse af byen, hvilket også gør, at de somaliske indvandrere bliver inkluderet, føler sig velkomne og gør en stor indsats:

De er stolte nye Minnesota-borgere og loyale nye amerikanere. For vi kan netop kun undgå radikalisering ved at byde velkomne og få nyankomne til at føle sig som en af os. For det er, når du ikke er en af os, at det kan blive for nemt at blive en af dem, skriver den tidligere ambassadør i Danmark.

Når du ikke er en af os, kan det blive for nemt at blive en af dem!!!

Det er kloge ord, som vi her i den lille, danske andedam med fordel kan tage ved lære af.

Vejen frem ligger nemlig ikke at isolere sig sammen med andre leverpostejfarvede i kolonihavehuset med frikadellerne på bordet og Dannebrog vejrende i vinden – men derimod i at åbne dørene og byde velkommen. Se “de fremmede” som en ressource, en bestyrkelse af det danske samfund.

Se indvandrerne som ikke de fremmede, men som de nye danskere, der er rigtige danskere – også selvom de aldrig sætter tænderne i en flæskesteg, aldrig drikker en øl, ikke synes julen er alletiders mest geniale opfindelse eller nogen af de andre ting, som traditionelt betegnes som værende ærkedanske.

For det mest ærkedanske er og bliver frisindet, tolerancen og fællesskabet – også selvom netop de værdier trues i disse år af både ny- og gammeldanskere, der ikke har forstået, at vi allesammen skal være her – og at man er helt okay, selvom man ikke er ens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Metal, Venstre og Danmarks underklasse

På Venstres landsmøde i weekenden så man for første gang et nyt makkerpar på den danske politiske scene: Venstre og Dansk Metal, gestaltet af henholdsvis Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og Dansk Metals formand Claus Jensen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/10/05/144537.htm

Det kan umiddelbart virke absurd: Det gamle bondeparti og en af arbejderbevægelsens mest centrale fagforeninger i tæt parløb. Og set historisk har de to heller ikke meget tilfælles.

Men ét er historie, noget andet er nutid.

For i nutiden har de to meget tilfælles: Venstre, der idag henvender sig langt mere til lønmodtagere med liberale holdninger end til bønder (der er heller ikke ret mange bønder tilbage i Danmark). Og Dansk Metal, hvis medlemmer ikke længere er udslidte stakler, der slider sig halvt ihjel, men velbjærgede middelklasseborgere med parcelhus, webergrill og en årlig charterferie eller to.

Ja, ofte er der tale om de samme personer, der både er medlemmer af Dansk Metal, og som også stemmer på Venstre. Og nej, Løkke taler ikke socialdemokratisk:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2081

For det er længe siden, at fagforeningsmedlemmer pr. automatik stemte på enten Socialdemokratiet eller partier til venstre for midten. Det har man også opdaget i regeringskontorerne – og derfor appellerer de to partier nu også til denne velbjærgede middelklasse og ikke til den underklasse, som især Socialdemokratiet kæmpede for (og blev store af) op igennem 1900-tallet.

En underklasse, der dengang bestod af netop arbejderne, både de fag- og de ufaglærte, af de mange, der sled og slæbte mange timer hver dag under stærkt kritisable forhold på arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøloven ikke var opfundet endnu.

Men det var dengang. I dag er der ikke mange klassiske arbejdere tilbage, endsige arbejdspladser der slider mennesker ned før tid. Det har den generelle samfunds- og erhvervsudvikling sørget for – og hurra for det. Desværre har samme udvikling ikke afskaffet underklassen. Det er bare nogle andre, som idag er underklasse end de landarbejdere og fabriksarbejdere, som var det før i tiden.

I dag er det indvandrere, flygtninge, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, langvarigt syge, mange gamle og andre, som ikke magter eller ikke har fået lov til at være med i samfundet på samme måde, som dem, der har et job. Alle de nævnte og flere endnu er allesammen Danmarks nye underklasse.

Men hvem er talerør for dem? Hvem kæmper deres sag? For de har ikke ressourcerne til at gøre det selv.

På den politiske scene er der kun et parti, som taler og kæmper deres sag, og det er ikke et af regeringspartierne. Og nej, det er slet ikke Dansk Metals nye gode ven, Venstre, som alle dage har været mere optaget af at sikre, at dem der har meget, de skal have endnu mere. For de fortjener det, de arbejder nemlig, lyder Venstres argument.

Og jo, jo, selvfølgelig skal arbejde belønnes, og det bliver det også.

Men: 1) Er arbejde den eneste målestok, som vi skal måle mennesker med? I så fald bliver samfundet først for alvor middelmådigt og fattigt så.

Og: 2) Hvad med dem, der gerne vil arbejde, men ikke kan få et job? For der er stadig langt flere arbejdsløse, end der er jobs at få – også selvom en enkelt arbejdsgiver indimellem kan have svært ved at få ansatte. Dét kan der så være mange grunde til – måske er manden umulig at arbejde for fx. Det skyldes nemlig langtfra hver gang, at der ikke findes nogen, der vil tage jobbet.

Gad vide, hvor meget de tænker over det hos Dansk Metal og Venstre? Gad vide, hvor meget – om overhovedet – at nogen af dem føler det sociale ansvar, som vi allesammen i Danmark har overfor hinanden – af den simple grund at vi lever i samme land?!

Danmarksbloggen frygter, at der er meget lidt plads hos både Venstre og Dansk Metal til solidaritet med andre end deres egne medlemmer

Men når først de velbjærgede begynder at kæmpe udelukkende for sig selv og være ligeglade med alle andre, ja, så lider de svageste, som underklassen gør det i Danmark i disse år – og så er det hele samfundet, der står på spil.

For et land skal kendes på den måde, som det behandler sine svageste medborgere – og her er den danske drømmeidyl med højt til loftet, frisind og fælleskab i den grad på vej til at blive et jungle-samfunds-mareridt, hvor kun de stærkeste overlever i et helvede af fremmedhad, egoisme og laveste fællesnævner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Drop de kryptiske FB-beskeder og tal åbent om kræft …

Jeg skal åbenbart til Paris i 31 dage … Ser man det!!!

Alternativt kunne vi også tage os en snak om brystkræft, helt åbent og uden at det skal ‘gemmes’ bag mystiske beskeder på Facebook – og åbenbart kun være for kvinder …

Jeg har haft brystkræft, ikke bare 1, men 2 gange. Det har fandeme ikke været sjovt. Det har været hårdt. Det har været ødelæggende, både fysisk, psykisk, socialt og økonomisk. Og ikke kun for mig – men også for mine øgler, for min nuværende X-mand og mine forældre.

Lige pludselig står man der, hvor der er vendt op og ned på hele ens liv, lige pludselig og det er ikke nogens skyld. Det er bare ens krop, der har forrådt en – og hvad gør man så lige ved det?

Man følger med og kæmper for livet, med alt hvad man har i sig!!!!!

Og selv når dét er overstået, så er det jo ikke overstået af den grund. Nej, der er stadig et liv, hvor hver dag, man er ekstra træt, eller hver hoste og symptom, der varer mere end et par dage, bliver overanalyseret og fylder én med frygt. Er kræften vendt tilbage?

Det fylder mig med harme, når man starter en kampagne for at skabe opmærksomhed på brystkræft, at man skal gemme det bag kryptiske beskeder om gerne at ville på ferie i lang tid.

Den metode fremmer ikke andet end frustrationer hos mig. Hvorfor ikke diskutere og tale åbent om brystkræft og dens følger i stedet for at feje det ind under gulvtæppet og gemmes?!

Det hverken smitter eller er ubehageligt for os at tale om. Og hvorfor må mændene ikke være med? Det er mændene, der er de pårørende, når deres koner eller kærester får brystkræft. Det er dem, der mister, hvis vi dør …

Gør mig en tjeneste. I stedet for at dele de falske rejseønsker, så lad os da tage en debat om brystkræft og for den sags skyld KRÆFT og få aflivet det tabu, der ligger gemt …

For kvinderne, for mændene og for børnene, der for altid har fået ændret deres liv …

Skrevet af Bethina Linn Larsen

Hvor meget må man ødelægge andres liv for at sælge flere blade?

I disse uger har vi nok alle hørt, at forfatter og tidligere model Renée Toft Simonsen og sanger og sangskriver Thomas Helmig er gået fra hinanden. Og eftersom de har været sammen i mange år, tror jeg, at vi alle kan forstå, at det er et brud, der må gøre ondt på begge parter.

Men naturligvis står ingen af dem frem i medierne og græder offentligt. Et sådan brud er en privat sag. Og netop fordi det er så privat – og må man formode smertefuld – en sag, bør medierne heller ikke snage mere i det end lige nævne på fem linjer, at bruddet er en realitet.

Men sådan har det langt fra været. Diverse medier har svælget langt udover kvalmegrænsen i, hvor lykkelige parret var engang – og hvorfor og hvordan de gik fra hinanden. Og det er fortsat til nu også at inddrage, hvad parret så laver nu – og især med hvem de er sammen.

Så hvordan har Renée Toft Simonsen ikke følt det, da Se&Hør ringer til hende for at fortælle hende, at hendes eksmand er rejst på ferie med en ny kvinde – og at bladet samtidig har fotos, der indikerer, at de måske er mere end venner. Og kan man yderligere forstå af artiklen, at det er åbenbart, at Renée Toft Simonsen ikke tidligere har hørt om eksmandens formodede nye kvinde.

Selv på afstand og uden at kende dem, ja blot som almindelig læser følte jeg en flig af den smerte, som Renée Toft Simonsen må have følt, da Se&Hørs journalist ringer for at prikke, stikke og snage i hendes privatliv.

At hun vælger at sige “ingen kommentarer og hav en god dag” tyder på en enorm selvbeherskelse! Utroligt flot af hende!

For at Thomas Helmig er rejst på ferie med en ny kvinde, er en 100% privat sag for ham og kvinden, som han har med – uanset hvad forhold de har til hinanden. Og at han ikke har sagt noget til eksfruen om rejsekammeraten kan skyldes taktfuldhed.

For han har sikkert vidst, hvor smertefuldt det trods alt må føles for eksfruen, hvis han tre uger efter bruddet med hende er klar til at rejse af sted med en ny kvinde, også selvom de to bare er venner.

Jeg føler mig ihvertfald overbevist om, at hvis ikke Se&Hør havde kontaktet Renée Toft Simonsen, ville Thomas Helmig på et passende tidspunkt, stille og roligt have fortalt eksfruen om rejsekammeraten – uanset om hun er en god ven eller en ny kæreste. For det er nemlig noget, der ikke kommer os andre ved.

Men alle hensyn og omtanker fik Se&Hør så lige ødelagt totalt. Og man kan som tilskuer kun gisne om, hvad det må betyde følelsesmæssigt for Danmarks tidligere powerpar nr. 1. Men at vi ikke er i den rare og behagelige ende af følelsesregistreret er et rigtigt godt bud.

Til Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig: Undskyld at jeg overhovedet læste artiklen, der blev refereret i en netavis. Undskyld at jeg på den måde er med til at give endnu et “hit” til artiklerne om, at den slags artikler er yderst populære. Jeg skammer mig over, at jeg ønskede at snage i jeres privatliv.

Jeg håber, at jeg kan holde mit løfte, når jeg siger, at den slags artikler vil jeg fremover ikke læse. Således at medierne kan lære, at det ikke er i orden at snage i andre menneskers liv. Heller ikke selv om I er populære!

At det faktisk er sådan, at det er okay for medierne at være med til brylluppet, men ikke til skilsmissen og tiden lige bagefter!!!

Det handler om respekt og menneskelighed – og ikke om at sælge blade for enhver pris.

Skrevet af Ole Frederiksen, it-udvikler

Fællesskabet mangler i Thornings balance

Landets statsminister omtalte i weekenden til Socialdemokratiets kongres socialdemokraterne som dem, der har mere lod i det danske samfund end alle andre politiske kræfter.

Og det har Helle Thorning ret i – historisk set. Socialdemokratiet var dem, der mere end nogen anden byggede det danske velfærdssamfund i 1900-tallet under paroler som fx “Når få har for meget og færre for lidt” og “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.”

Men hvad er der siden blevet af solidariteten med de små i samfundet? Af fællesskabet og bevidstheden om det gode i at bidrage til samfundet?

Det forsvandt i takt med, at arbejderne blev uddannede, fik hus og bil og begyndte at stemme på nogle partier, hvor det ikke handler om solidaritet og fællesskab, men om at rage så meget som muligt til sig. “Fagbevægelsen har sejret ad helvede til,” som den gamle LO-formand Thomas Nielsen også sagde det i 70´erne, inden alt blev til individuelle lønforhandlinger til fordel for meget få lønmodtagere.

I går i åbningstalen til Folketinget kom Helle Thorning også ind på, at vi ikke skal drives af udviklingen, men istedet selv drive den politiske udvikling – og at denne udvikling skal være baseret på balance. En balance mellem at skabe gode vilkår for virksomhederne og leve op til det sociale ansvar.

Det er så dér, at det for alvor går galt. For ja, Socialdemokratiet byggede velfærdsstaten og ja, mange af partiets klassiske vælgere er gået til partier som Venstre og Dansk Folkeparti og har vendt såvel Socialdemokrati som fagbevægelse ryggen. Men nej, løsningen på det problem er ikke at lefle for middelklassen og vende ryggen til de svageste, sådan som regeringen gør i øjeblikket.

Mange kender sikkert den her: Hvis du gør, som du plejer at gøre, sker der sikkert det, som der plejer at ske. Men hvis du gør noget andet, kan det være at der sker noget andet.

Måske var det noget, som både regering og Socialdemokrati kunne tage til sig? For de siger selv, at de er socialt ansvarlige, men alligevel agerer de et langt stykke hen af vejen, som var de skabsblå – og det kan man selvfølgelig læse i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet står til under 20 procent af stemmerne.

Men man kan også se det i det danske samfund, hvor stadig flere marginaliseres, fordi de ikke magter at følge med i ræset – eller simpelthen ikke har fået en chance for at være med.

Måske ville det gå bedre for både regering, Socialdemokrati og samfund, hvis Socialdemokratiet netop blev sig sin historie bevidst og igen begyndte at agere som dem, der kæmper for fællesskab og solidaritet? Dem, som taler de udsattes sag. Dem, som gør noget for de udsatte. For de gamle, de unge, de arbejdsløse, de syge og alle de andre, der ikke passer ind i den altfor smalle normalitetsform, som alle danskere i disse år helst skal presses ned i.

Danmarksbloggen håber dét. For nok er det godt, at Enhedslisten vokser og får flere og flere stemmer. Men uden et menneskeligt Socialdemokrati får vi aldrig igen et medmenneskeligt samfund i Danmark med solidaritet og fællesskab.

Og pt. mangler netop solidariteten og fællesskabet i Thornings balance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk