Tiggere og forbrydelser

I weekenden bragte Kristeligt Dagblad et meget spændende debatindlæg, som desværre druknede i nyhedsstrømmen, der fokuserede på bandekrig, fodbold og kongegrave.

Emnet var ellers noget mere relevant, da det handlede om, hvordan vi opfatter farlighed, og hvordan vi behandler de allersvageste iblandt os – som den ældre tiggerske på Nørreport, hvorom debatindlæggets forfatter, præst og tidligere leder af Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen skrev: Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, at hun er farligere end de etnisk velstående, lykkelige og livskvalitetsramte danskere, der arbejder sort og lader arbejde sort for sig for milliarder. Citat slut.

Præcis, for problemet findes hos alle dem, der bekymrer sig om at bage brød med den perfekte krumme, om deres venner nu har de rigtige jobs, om de selv har det rigtige tøj og de rigtige møbler etc, etc – bliv selv ved. Lige dér findes problemerne … så tæt på at det bliver rigtig ubehageligt, når man tænker nærmere over det.

For turen behøver ikke at gå til Christiansborg for at finde synderne eller til dem, der lader andre arbejde sort, eller som gemmer penge i Panama, selvom synderne også findes dér. Turen behøver i reglen ikke at gå meget længere end ud til spejlet for at finde én, der har en snert af denne grimme, umenneskelighedens rem …

Læs hele det stærke og tankevækkende indlæg her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/fattigdomsterror.-tanker-om-en-tiggers-forbrydelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være patriot, men ikke nationalist

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride anholdt i Tyrkiet

Vi er her, vi slås, vi kæmper, vi løber, vi græder, når vi får peber i øjnene. Ikke verdens bedste dag – men sådan er det.

Sådan lyder det fra Copenhagen Prides formand Lars Henriksen, der sammen med flere andre i øjeblikket prøver at gennemføre Istanbul Pride, og som for lidt siden lagde et klip op på Facebook. Det går ikke særligt godt. Hver gang demonstranterne prøver at samle sig, så kommer politiet med knipler og pebersprays, er meldingen.

Lars Henriksen fortæller også i klippet, at Annemette Vedel Augustesen fra Copenhagen Prides bestyrelse er blevet anholdt af tyrkisk politi og kørt væk i en civil politibil.

Danmarksbloggen er ikke overrasket, men oprørt. Tyrkiet er et NATO-land – og medlem af FN, men alligevel tilsidesættes basale menneskerettigheder groft i landet, når en lovlig anmeldt demonstration som Istanbul Pride ikke kan gennemføres.

At det så ikke er overraskende, at Erdogan og hans meget religiøst-fundamentalistiske styre ikke ønsker fokus på homoseksuelle er en anden sag, men Tyrkiet skal ikke have lov til at slippe afsted med det her.

Vi må insistere på, at vores politikere tager affære.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De lærdes tyranni”

Folkemødet er forbi, og den politiske sæson nærmer sig også afslutningen inden sommerferien, men måske afgøres Danmarks fremtid ikke hverken på Bornholm eller på Christiansborg. Ikke kun i hvert fald.

Der er nemlig et Danmark uden for de store byers attraktive postnumre, og der findes masser af danskere, som ikke tilhører den ellers så magtfulde kreative klasse. Og nu har de danskere – som altså er flertallet målt i hoveder – fået en stemme i medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Kaare Dybvad Bek, der har skrevet bogen ”De lærdes tyranni. Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.”

I bogen gøres der præcist og rammende rede for, hvordan den kreative klasse, som består af akademikere i centraladministrationen, i mediebranchen, på universiteterne og i konsulentbranchen, sidder tungt på ikke kun avisernes dagsordner, men også på hvad der sættes politisk fokus på – og gøres noget ved, fx indenfor uddannelse og fordelingspolitik. Til egen fordel selvfølgelig. At det så sker på bekostning af mere svage befolkningsgrupper og produktionserhvervene er den kreative klasse tilsyneladende ligeglad med, da den ser sig selv som mennesker, der kun gør det, som alle andre ville gøre, hvis de havde den samme viden (!).

Den kreative klasse skiller sig dermed ud fra den klassiske økonomiske overklasse ved ikke at anerkende sit ansvar – og sin store magt, og deri ligger nok et af de allerstørste problemer. For i et samfund, der er bygget på solidaritet, og på at de brede skuldre bærer de store læs, er en udvikling, hvor nogle få (læs: den kreative klasse) hele tiden får mere og mere, mens resten marginaliseres og udelukkende ses som nogen, der skal tjene denne kreative klasse, den gale vej at gå.

Den sociale blindhed er derfor et af den kreative klasses mest udtalte kendetegn, hvad Kaare Dybvad Bek også så glimrende gør opmærksom på, når han for eksempel nævner, at SRSF-regeringen gik med til dagpenge-besparelser for i stedet at afsætte flere penge til universiteter.

Mange af den kreative klasses mest ivrige repræsentanter har naturligvis forlængst været ude og kritisere Kaare Dybvad Bek og sagt, at uddannelse er godt for hele samfundet, og det er da rigtigt, men det rykker ikke ved, at manden har en pointe, når han taler om den magtfulde klasses svigt af den danske under- og middelklasse. Tværtimod bestyrker især de radikales og Alternativets indvendinger, at de kreative ikke er istand til at se kritisk på dem selv, deres egen fremkomst og magt.

Det er så en udvikling, der har lange historiske rødder, hvilket man også kan læse i bogen ”De lærdes tyranni”, hvor der gøres fint rede for forskellen på Georg Brandes moderne gennembrud og Jeppe Aakjærs folkelige gennembrud, og de linjer, som den kamp trækker op igennem 1900-tallet, inden det kulminerer med den kreative klasses fremkomst i slutningen af århundredet. En klasse, der dækker cirka 10% af befolkningen, men som har meget mere magt end dens størrelse berettiger til.

Der er dog en modreaktion i gang – selvfølgelig i provinsen, hvad man så mest tydeligt ved Folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti gik voldsomt frem i netop Vestsjælland og Sønderjylland, to landsdele hvor den kreative klasse stort set aldrig kommer, men hvor Kaare Dybvad Bek selv kommer fra – nærmere bestemt Vipperød ved Kalundborg.

I bogen rejser han derfor også til Vipperød, og man hører om flere konkrete skæbner fra dem, som Kaare gik i skole med, og om byens historie. For engang var Vipperød et sted, hvor der boede alle slags mennesker, måske ikke lige som naboer, men man kendte alligevel hinanden, og børnene gik i skole sammen, i byens folkeskole. Hvor ellers?!

Sådan er det ikke længere. I Danmark lever vi mere og mere opsplittet. Den kreative klasse inde i storbyerne, mens dem, der servicerer denne klasse, må pendle fra forstæderne eller endnu længere ude – hvis man er så heldig at have et arbejde.

Det er altså tydeligt, at det går den gale vej, hvis vi fortsat ønsker at leve i et samfund, hvor der er lighed og frihed.

Derpå fortsætter Kaare Dybvad Bek med at fortælle om sporten som demokratisk faktor, og hvorfor et sammenvævet og forpligtende lokalsamfund er bedre for den enkeltes muligheder end storbyens anonymitet og løse forbindelser.

Det er en interessant pointe, som dog savner at nævne den mangel på tolerance, frihed og originalitet, som der også findes ude i de små lokalsamfund, og som kan gøre det svært at udvikle sig og bare være sig selv, hvis man er anderledes end flertallet, hvad undertegnede var det i min opvækst i 70´erne og 80´erne en by meget a la Vipperød.

For lillebyen kan godt have meget og også for snævre rammer, mens storbyen kan noget med netop frihed og udfoldelse – og storbyen var også engang både samlende og forpligtende, hvad man fx så på Vesterbro under besættelsen, og stadig kan se indimellem i enkelte af den kreative klasses bastioner som fx Christianshavn, hvor undertegnede bor. Her er vi stadig en del, der tror på solidaritet og fællesskab, også ude i det danske land og mellem storbyen og de små byer. Men vi er i undertal, så ja, Kaare Dybvad Bek har en pointe og har helt ret, når han mener, at vi skal prioritere ligheden.

Lighed i undervisning, i sygepleje og i alt andet, men også satsning på erhvervsskoler, på sundhedsplejersker, på blandede boligområder (afskaf forældrekøb og indfør bopælspligt, lyder Danmarksbloggens anbefaling) og ikke mindst høje mindstelønninger vil være redskaber, der vil gøre en stor forskel og modvirke overakademiseringen, altfor velbetalte kreative og altfor underbetalte service-arbejdere – samt centraliseringen uden ende som er den kreative klasses tre hovedmål, som det så glimrende gøres rede for i bogen.

Det handler derfor om at gøre oprør mod de lærdes tyranni, og her er der ifølge Kaare Dybvad Bek tale om tre oprør. For det handler om kampen for det folkelige Danmark, som ikke nødvendigvis kun er en socialdemokratisk kamp, men som kan hente gods fra store dele af det politiske spektrum.

For det drejer sig om hele Danmark, om at alle skal have lige meget indflydelse, og om at der skal være respekt for alle professioner og håndværk, om at vi trods sociale skel skal kunne leve side om side, fordi forskellene så heller ikke er større. Men især på det sidste område går det stærkt den gale retning i disse år, hvor overklassens unge får lejligheder og biler, når de fylder 18 år, mens underklassen ikke har råd til den nødvendige medicin.

Første oprør er derfor: Drop uligheden i uddannelserne, hvilket konkret vil betyde, at en fjerdedel af universiteternes studiepladser skal nedlægges, mens der skal øges på erhvervsskolerne. Det offentlige tilskud til privatskolerne skal også igen ned på 71%.

Andet oprør er: Hellere industrijobs end skopudsere. Det siger næsten sig selv, at vi tjener flere penge på at producere noget, der kan sælges end på at nogle servicerer nogle andre, og helt slemt er det, når østarbejdere, flygtninge og andre gør det til en løn langt under en i forvejen altfor lav mindsteløn. Derfor anbefaler Kaare Dybvad Bek også, at der indføres kædeansvar, og at der ansættes 500 medarbejdere yderligere indenfor skattevæsen og arbejdstilsyn til at føre kontrol med illegal og udenlandsk arbejdskraft.

Tredje oprør er: Skær de udemokratiske fedtlag ud af det offentlige, som især er det ledelses- og kommunikationslag, der i en stigende centraliseret kommunal og regional sektor sidder med sugerøret godt ned i kassen, mens samfundsfunktionerne og de lokale politiske beslutninger afdemokratiseres. Løsningen er selvfølgelig blandt andet at udvide byrådene og give tilskud til opretholdelse af lokale enheder indenfor områder som uddannelse, politi og daginstitutioner.

Danmarksbloggen giver Kaare Dybvad Beks bog ”De lærdes tyranni” seks Dannebrogsflag ud af seks mulige. Det er et velskrevet og relevant indspark i debatten om, hvad der skal ske med Danmark i de kommende årtier – hvis altså vi vil bevare/genskabe det solidariske velfærdssamfund, som resten af verden kæmper for at få.

Det er People´s Press, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse med Dronningen og Kim Larsen

Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.

Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.

Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag”  – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.

For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.

Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.

Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.

Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.

Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag jødetesten – uanset om du var til Distortion eller Depeche Mode

At København er en delt by er en gammel sandhed. Der er bydele, hvor en lejlighed koster spidsen af en jetjager – og bydele, hvor flertallet er på kontanthjælp. Det ved vi alt sammen godt.

Men i går aften blev andre forskelle også mere end tydelige ….

På Nørrebro festede – primært de unge – i den årlige musik-larm-skrald-begivenhed kaldet Distortion, mens dem, der havde været unge tilbage i 80´erne, befandt sig i Parken, hvor det engelske band Depeche Mode spillede og for et par timer kunne få nutidens voksne til at glemme, at de er netop det: Voksne – og dermed også ansvarlige for dette samfund. Det var åbenbart en succes.

Nogle, der ikke glemte ansvaret, var politikerne. For samtidig var der afslutningsdebat i Folketinget, hvor især roma´erne var på dagsordenen, og hvor Enhedslistens Pelle Dragsted til sidst gik på talerstolen som privatist og advarede imod tonen i debatten, og bad alle om at tage jødetesten, inden man udtaler sig om romaerne.

Jødetesten består i al sin enkelhed af, at man prøver at sætte ordet jøder ind i de udsagn, som man siger om en bestemt befolkningsgruppe, som her roma´erne, der af mange omtales som tyvagtige og voldelige.

Men Danmarksbloggen kan nu også finde andre grupper, som man kunne bruge jødetesten på – fx arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre, som stadig hos mange af de blå omtales i forblommede vendinger som dovne m.m. – og som åbenbart ikke må være med til festen, selvom krisen (officielt i hvert fald) er aflyst.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset alder – til at tænke sig om, inden man siger noget generelt om en gruppe, uanset hvem den gruppe er. For det enkelte individ er altid mere end summen af fordomme og fakta.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blasfemi-paragraffen – et værn mod religiøs vold

På fredag skal folketinget stemme om, hvorvidt blasfemi-paragraffen skal afskaffes eller ej. Meget tyder på, at det bliver et ja.

Det er Danmarksbloggen ikke enig i. For nok er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig, og det skal vi holde fast i. Men det gøres faktisk bedst, hvis vi beholder blasfemi-paragraffen.

Og det gælder,selvom den kan opfattes som symbolpolitik, måske især når man ser på antallet af faldne domme på baggrund af den (to siden indførelsen i 1930).

Men ikke desto mindre er den en lov, der viser, at vi her i landet tager religiøse følelser alvorligt. Og det er vigtigt, at dette signal sendes til alle danskere. For der skal sørme være plads til både troende og ateister i Danmark – også uden at nogen af dem skal risikere at blive svinet til.

For hvis vi afskaffer blasfemi-paragraffen, lukker vi nemlig op for, at den indre svinehund for alvor kan komme ud.

Ikke sådan at forstå at det med en afskaffelse bliver tilladt at sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om fx jøder, muslimer eller kristne – for det er mennesker, så det må man stadig ikke.

Man må heller ikke i det offentlige rum afbrænde koraner eller bibler, da det forstyrrer den offentlige lov og orden.

Men man må med en afskaffelse af blasfemi-paragraffen godt sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om selve religionen, altså fx islam, kristendom eller jødedom.

Så er det ikke blot storm i et glas vand? Nej, det er en glidebane ned til de sorteste og laveste instinkter i mennesket.

For hvor mange vil være istand til at skelne mellem, om der tales om religiøse mennesker eller om religionen? Næppe mange, og formentlig endnu færre når vi taler de fundamentalistiske grupperinger indenfor religionerne. For dem er det to sider af samme livsvigtige sag, om der tales om religionen eller om religiøse.

Så en afskaffelse af blasfemi-paragraffen betyder frit løb mod bunden og umenneskeligheden. Ja, at et af de sidste og måske det største værn mod religiøs betinget vold i Danmark bliver fjernet.

Læs mere her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/er-et-farvel-til-blasfemiparagraffen-godt-eller-skidt-religioese-stemmer-er-uenige

http://www.dr.dk/nyheder/indland/lektor-der-kommer-hverken-flere-eller-faerre-sager-uden-blasfemi-paragraf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig”

Årligt skrives der et stort antal historiebøger om Danmark, og selvom mange laves på et fagligt velfunderet grundlag, så er der tit langt imellem snapsene, når det kommer til samme bøgers underholdningsværdi.

Men i Asser Amdisens nye bog ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig” går historisk viden og læsenydelse hånd i hånd i en grad, så undertegnede mange gange i løbet af de 256 sider måtte stoppe læsningen og klukke af grin – ja, sågar citere det nyligt læste højt for mand og barn, som i den seneste tid derfor har lagt ører til megen Danmarkshistorie.

For det er simpelthen herligt at læse om Danmarks fortid på en så levende måde, som Asser Amdisen beskriver den. Man kan i samtlige kapitler se de mennesker og de tider for sig, se dem folde sig ud i sorg og i glæde, i kampe og i fred, når det kneb, og når vi triumferede.

Hvem er det også, der siger, at faglig substans kun kan formidles tørt og alvorligt? Ja, Asser Amdisen mener faktisk, at det forholder sig lige modsat. At historiefaget blev ramt af den videnskabelige syge engang i oplysningstiden, og derfor siden har fravalgt at fortælle de gode historier, fordi historiefaget gerne vil være ligeså fakta-orienteret som de mere agtede naturvidenskaber. Men det er skade. For hvor det er nemt at bevise fx tyngdekraftens eksistens og påvirkning, så er det straks sværere at skrive om fortiden uden også at ty til de sagn, myter og historier, som er blevet fortalt fra slægtled til slægtled, og som også er en del af vor fælles arv, selvom de ikke kan bevises i et laboratorium.

Heldigvis fortæller Asser Amdisen masser af netop de overleveringer, og så tilføjer han historiske fakta som fx i legenden om Dannebrog, der jo efter sigende faldt ned i Estland i 1219 som en hjælp fra Gud, så vi kunne besejre de hedenske estere i det store slag ved Tallinn. Problemet var bare, at esterne allerede var blevet kristne få år før, da en ridderorden kom forbi. Men som Asser Amdisen skriver med klart blik for både magtspil, økonomisk gevinst til den danske konge og menneskelig psykologi ”En god gerning kan jo ikke gøres for tit, og Valdemar var ikke en mand, der lod sig slå ud af småting”.

Asser Amdisen lader sig heller ikke slå ud. Han er heller ikke bange for at have en holdning til både samfund og det at være dansk, hvilket også er forfriskende – især fordi han så melder klart ud, hvor han står.

For igen så lever vi i en tid, hvor objektivitet er finere end subjektivitet, så det er normalt, at fx forskere og medier skjuler deres dagsordner bag et ”objektivitets-tæppe”. Men medmindre vi taler om naturvidenskaberne, hvor det meste kan måles og vejes og bevises i, så er alt subjektivt og afhængigt af øjnene, der ser. Fra kunst over litteratur og religion – og til historie.

Og her taler Asser Amdisen klart sprog, som når han fx skriver om, hvordan nationalismen i 1800-tallet afløste religionen som den ramme, mennesker sætter om deres forståelse af sig selv og deres identitet. Undervejs underbygger han sine meninger med fakta om de historiske forhold, men han gør også til sidst i bogen opmærksom på, at læseren gerne må være uenig med ham, blive vred, gal, sur og alt muligt andet.

Bare ikke ligeglad, for så dør historierne og dermed det fællesskab, som vi alle lever af og på. Og det er rigtigt. Vi må ikke blive ligeglade og slet ikke med vores egne rødder og historie. Heldigvis er Asser Amdisen en god spindoktor for Danmarkshistorien.

Apropos spin, så holder Danmarksbloggen også meget af bogens fokus på spindoktorer i ordets mest udvidede betydning, som når det fx slås fast, at vikingerne manglede en spindoktor, og at de overfaldne klostre i de skrivekyndige munke netop havde de perfekte spindoktorer, fordi de skrev fortællingerne om de fæle vikinger og deres gerninger. For som bekendt så vinder den, der skriver historien.

Men Asser Amdisen formår også at gøre rede for komplicerede forhold som middelalderens konger og deres indbyrdes familie- og hævnforhold i kampen om magten samt at trække de overordnede linier og flette konkrete begivenheder og personer sammen med de forskellige tiders syn på samfund, religion, filosofi samt menneske- og verdenssyn.

Han hamrer også en pæl ned gennem myterne, og er ikke bleg for på den ene side at vise forståelse for, hvorfor vi danskere elsker Christian d. 4., der med sine mange fejl lige er til at spejle sig i, men som også var manden der, fordi han så gerne ville være en stor krigsmand, førte Danmark fra at være stormagt til mellemmagt. Endelig slås det også fast, at hvis Christian Firtal ikke havde dummet sig så gebommerligt nede på den tyske hede i 1625, så havde vi måske ikke mistet Skåne, Halland og Blekinge, som vi ret beset vandt tilbage i krig flere gange siden den ulyksalige Roskildefred, men aldrig fik fordi stormagterne ikke ønskede, at den samme nation sad på begge sider af Øresund.

For vi slipper ikke for at høre om de nationale traumer, heller ikke 1800-tallets jammervandring med statsbankerotten, tabet af Norge og de slesvigske krige, som gjorde os til en lille stat, en andedam, du puslingeland og alt det der, som stadig martrer os, og som også hænger sammen med dansk deltagelse i diverse krige i dag, hvor vi har et demokrati, som vi med Asser Amdisens ord tager for givet. Måske fordi vi nærmest fik det smidt i hovedet af Frederik d. 7. – fremfor som i mange andre lande at skulle kæmpe for det, hvilket han mener er skade og en direkte årsag til, at vi så villigt har ladet demokratiet undergrave siden 2001.

For det er en historisk bog med holdning og et skarpt blik for perspektiverne for både landet og den enkelte dansker før og nu. En bog, hvor forfatteren tør bekende kulør, som når han skriver, at danskerne altid har levet af handel – også med våben. For Danmark har 7000 km´s kystlinie, og dansken har sejlet og handlet fra før vikingetiden og til i dag, hvor de Mærsk-lyseblå skibe ikke vækker rædsel nogetsteds, men stadig sejler guld hjem til Danmark.

Et Danmark, hvor Amdisen også gør op med myten om danskerne som dette fredelige folkefærd, der nok en gang var vikinger, men nu er vi jo blevet voksne, demokratiske og tolerante – og ganske humane. Men nej, siger Amdisen, den holder ikke, og så argumenterer han ellers – og løfter en advarende pegefinger.

For det velfærdssamfund, som vi har i dag, og som bygger på to skelsættende begivenheder – nemlig Hovedaftalen fra 1899, der sikrer et stabilt og godt arbejdsmarked samt parlamentarismens indførelse i 1901 – kan nemlig sagtens ændre sig, og ikke nødvendigvis til det bedre. Måske snarere tværtimod, mens vi danskere smæsker os i national selvfedme bag ligusterhækken og lader en totalitær demokratisme styre os.

Asser Amdisen får fem store Dannebrogsflag ud af seks mulige for sin levende og velskrevne, humoristiske og substantielle ” En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen og til fornylig”. For det er en bog spækket med viden, hvor såvel den historiekyndige som novicen ud i Danmarkshistorien kan hente perspektiver til videre læsning og især overvejelser over, hvad det vil sige at være dansk – og hvordan vi ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. 

Bogen udgives af Haase Forlag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattens gerninger på Christiansborg

Nyhedsjournalist hos TV2 Knud Brix´ digtsamling ”Natfolden” har vakt megen opsigt med sin beskrivelse af livet på Christiansborg som et sted med magtmisbrug, moralsk fordærv, generel kynisme og menneskelig forråelse, der medfører et væld af nattens gerninger, der ikke tåler dagens lys.

Danmarksbloggen har IKKE læst digtsamlingen, så derfor kan undertegnede ikke udtale sig om den konkrete bog – udover at det vel ikke er noget nyt, at magten korrumperer. Læs for eksempel nedenstående artikel fra Berlingske som meget præcist handler om netop det – og har citater fra blandt andet Søren Pind (V) og Holger K. Nielsen (SF): https://www.b.dk/berlingske-mener/fordi-magten-korrumperer

Men når det er sagt, så er det alligevel interessant, at emnet tages op af en nyhedsjournalist på Christiansborg, som ellers må formode at holde sig til fakta, men her med Knud Brix´ egne ord blander fakta og fiktion sammen. Se mere her: http://politiken.dk/kultur/art5942197/%C2%BBChristiansborg-%C3%A6der-sj%C3%A6le-op%C2%AB

Spørgsmålet er så bare, om lige denne blanding af fakta og fiktion er smart i en tid, hvor fake news florerer? Omvendt kan man spørge, om der er nogen anden vej, hvis man vil have et dækkende billede, al den stund at man i sagens natur ikke kan forvente, at korrumperede og magtgale politikere frivilligt stiller op til offentlig beskuelse og slagtning.

Danmarksbloggen har heller ikke svaret på, hvordan man på den rigtige måde skal afdække, hvad det konkret har betydet for dansk politik og for det danske samfund, at få mennesker har så uendelig meget magt.

Men man kunne måske starte med at opløse den ret uheldige alliance, der er mellem de toneangivende medier og politikere, der dag ud og år ind går op og ned af hinanden på Christiansborgs gange og danner et minisamfund i samfundet. Et samfund med egne regler og egen logik – og en udbredt legitimering af egne handlinger, både nattens og dagens, udfra devisen ”Sådan er det jo” og ”Man må jo gøre, hvad der skal gøres”.

For som en politiker siger det i ovennævnte artikel fra Berlingske: Jeg tilhører dem, der mener, at magt korrumperer. Det eneste, der er spørgsmålet, og siger noget om den enkelte politikers karakter, er, hvor længe det varer, før man bliver det. Citat slut.

Vedkommende har nok desværre ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Vi mangler lighed

Storkonflikten kom ikke for en uges tid siden. Det kan undre, når vi har et samfund, hvor den ene gruppe bliver syge og dør af stress – og nu skal arbejde endnu mere, hvis det står til arbejdsgiverne, mens den anden gruppe holdes udenfor arbejdsmarkedet og det på ydelser, som det ikke er til hverken at leve eller dø på.

De eneste, der vinder på denne systematiske udnyttelse af mennesker, er dem, der ejer produktionsmidlerne.

Lyder det gammeldags og marxistisk – selv på en 1. maj? Ja, måske – men det er ikke desto mindre sandt. Så kan kedeldragten og det hårde slid i fabrikken for nok så mange være skiftet ud med et spændende job i vidensindustrien, men selve det grundlæggende har ikke ændret sig.

Det er stadig dem, der ejer produktionsmidlerne, der sætter dagsordenen – og når den sættes, så mennesker udnyttes og udbyttes i en grad, som der lægges op til med arbejdsgivernes nye forslag til overenskomst, ja, så burde ikke kun de direkte involverede, men også alle vi andre sætte hælene i og sige NEJ, nu stopper det, nu strejker vi.

For samfundet trænger til endnu en revolution, en stille revolution uden vold – men ikke desto mindre en revolution, hvor den overklasse, der har vokset sig frem og som belønner hinanden med gyldne håndtryk m.m., skal lære at dele ud af deres overflod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen