Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”Nye Tider”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Folketeatrets ”Nye Tider”.

Livets hamsterhjul. Et ægteskab, hvor begge parter i 50 år har gemt sig bag hverdagens gøremål og de forventninger, som de tror, at alle andre og samfundet har til dem. Sådan er virkeligheden for Bill og Nancy, der i livets sene efterår beslutter, at de skal skilles.

Havde deres børn ikke blandet sig, kunne det hele have været klaret på fem minutter. 4 minutter og 50 sekunders stilhed, mens middagsbordet dækkes for 20.000´ende gang – og derpå 10 sekunders samtale efter modellen:

Nancy: Jeg tror, jeg vil skilles.
Bill: OK.

Nemt og enkelt altså. Men nej. For nu iler børnene hjem. For de ønsker ikke ændringer, heller ikke selvom de for længst er voksne med egne liv, som måske er mere i behov for hjælp end forældrenes ægteskab. Men andres problemer er som bekendt altid nemmere at løse. Så nu skal der krisehjælp til. Styringen tages hurtigt af svigerdatteren, der er gravid og psykolog, og derfor i egen forståelse velegnet til at facilitere den svære samtale med Bill og Nancy.

Men hun, hendes mand og hendes svoger er som sagt totalt blinde for, at det er deres behov og ikke omsorgen for de ældre, som dikterer, at de begiver sig ud i stadig mere absurde problemstillinger, hvor grænse efter grænse brydes ned, når gamle minder og følelser kommer frem. Hvor livets uendelige gentagelser igen og igen tegnes op som den eksem, der spreder sig på den ældste søns hænder. Ham, som elsker kontrol, og som derfor føler sig tryg ved at ordne de praktiske og økonomiske ting, som han gerne vil begrænse livets spørgsmål til.

Men der skal også snakkes om følelser – og om samlivet. Det sidste er svært. For hvem ønsker at høre om sine forældres sex-liv? Meget få. Men her kommer det. Nancy fortæller fx i en rørende scene den yngste søn i detaljer om, dengang hun fik et fantastisk blowjob af sin store kærlighed. En stor mundfuld for den yngste søn, der nok underviser i drama, men savner evnen til intimitet, og bestemt ikke har lyst til at høre om moderens største erotiske oplevelse.

For ja, Nancy har også elsket en anden, ønsket sig noget mere end det, som hun fik i samlivet med Bill, der på sin side har elsket hende i alle årene – og stadig gør det, selvom han nu i en sen alder har fundet sig en ny kæreste. For sådan er virkeligheden: Ikke sort-hvid, enten-eller. Den er både-og, og de har begge endnu en stor ømhed overfor hinanden – og måske også stadig en dyb kærlighed, som de måske/måske ikke kan finde ind til igen? Dét skal ikke røbes her.

Men undervejs i forestillingen er der flere overraskelser, også nogle ret kontante med både lys og lyd, der giver et gib i hele salen. Det er forløsende. Også fordi vi trænger til at blive rusket ud af hamsterhjulet, af den virkelighedens skildring, som sker på scenen – og som måske kan spejles i vores egne liv.

For ja, livet er til tider knugende og smertefuldt, og vi kan enten acceptere det, som Waage Sandø gør det med en inderlighed, som rører dybt, som når han siger: Jeg tror bare, jeg nød at se dig være lykkelig. Eller vi kan kæmpe imod tilværelsens uundgåelige forlis, som Ulla Henningsen gør det med så stort et mod, at man føler, at der kan være mening i at turde gribe efter lykken – også selvom man som hun måske har svært ved at se sig selv i spejlet og sætte sin egen bog på hylden.

Man siger, at teatret er til for at underholde, give tanker og refleksioner – og måske spejling i ens eget liv. I ”Nye Tider” får vi det hele. Først grinene, så efterhånden tankerne og til sidst (hvis man tør) spejlingen, selvom de fleste af os nok vil vægre os ved at indrømme det.

MEN vi lever allesammen mere eller mindre i en hverdag (og måske et ægteskab) sat på automatisk. Så måske vi skulle tage et tjek af os selv og hinanden i dag – og ikke vente til alderdomshjemmet?

Det haster med det kys, som Poul Henningsen skrev. Med at være sprælske og uartige og slippe de der forventninger, som den yngste søns flirt og faderens nye kæreste står som repræsentanter for med deres fokus på at leve livet, være i sine sansers vold, lege med fantasien og gå i en lilla kjole.

For farver er liv, og derfor danner scenens sort-hvide kulisser og store tomme rum en fin symbolik på et liv uden farver og grøde. Ja, når selv blomsterne er af plastic, så er man i knibe.

”Nye Tider” bliver på mange måder en skildring af vores del af verden i vor tid, men den er også en historie om menneskets evige længsel efter at blive set og elsket, blive anerkendt. Om hvordan vi let og hurtigt går fejl af hinanden, når vi ikke lytter, men i stedet papegøje-taler, eller såret lukker os inde i os selv og vores egne ideer om, hvorfor verden er, som den er.

Det er som sagt Ulla Henningsen og Waage Sandø, der spiller hovedrollerne, og det gør de, så det gnistrer på scenen – både hver for sig og mellem sig. Det er to af Danmarks helt store skuespillere, som folder sig ud. Man tror på dem som parret, der har levet sammen i fem årtier med udholdenheden og fortrængningen som pejlemærker, selvom længslen og drømmen ikke lader sig holde nede. Men også de andre kan deres metier.

De andre er: Sonja Oppenhagen som livsglad kvinde, Kasper Leisner som søn med hang til kontrol, bare ikke over de følelser, som han helst gemmer væk, Marie Sandø Jondal som insisterende kvinde, der ikke vil ende som et serviceorgan, Kim Hammelsvang som sønnen der dyrker dramatikken, men er uden evne til at rumme følelser i virkeligheden – og endelig Adam Schmidt som ung mand i kontakt med både sine følelser, fantasier og grænser.

For hvem har brug for et langt ægteskabs kompromisser og overbærenhed? Ja, det har ingen måske. Men vi har alle brug for kærlighed, også selvom vi både svigter, glemmer og manipulerer hinanden. Lyver og snyder – også os selv – på livets lange vej. Alligevel er kærlige smil, bløde kys og varme kram aldrig bullshit. De er altid ønskede, også selvom vi som mennesker er dømte til at begå hinandens fejl. For fejlene går i arv til næste generation, som vi også ser det på scenen.

”Nye Tider” er derfor teater, når det er bedst: Vedkommende, ærligt og vibrerende i skildringen af kærlighedens vilkår i en verden, hvor social arv, uskrevne normer og hjemmelavede forventninger i reglen overtrumfer sindets lyst og kroppens begær. Fortalt som en komedie, hvor livets udbredte hverdagstragedie dækkes af latterkaskader. Det er gribende.

Danmarksbloggen giver ”Nye Tider” fem ud af seks poser med tøj, som dem Nancy skal sørge for kommer til mennesker med behov. For vores liv handler om alt, vi kan give hinanden – og det må gerne være i friske farver, som dét tørklæde faderens nye kæreste ligger ned i posen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Birthday Girl”

Udgivet den af
Svar

Michael Noers ”Birthday Girl” er måske den uhyggeligste film, som jeg nogensinde har set.

Ikke fordi der er monstre eller andet pjat, langtrukne natlige scener med listende fodtrin og blinkende el-pærer, men fordi den lovløshed og mangel på ansvar, som filmen handler om, sker i virkeligheden – og også meget mere end cruiseship-industrien vil være ved det.

Kort fortalt handler filmen om Cille, som fylder 18, og som derfor sammen med sin bedste veninde Lea er inviteret på krydstogt fra Miami til Bahamas af sin mor. Moderen spilles af Trine Dyrholm, der leverer en titanisk og monumental præstation som moderen, der som den eneste kæmper datterens kamp, da denne bliver voldtaget ombord på den flydende by, der omtaler sig selv som en paradis-drøm, men er et larmende og lovløst mareridt midt ude på havet.

For et krydstogtsskib er som en egen by, bare en by uden politi og andre love end dem, som kaptajnen laver. En kaptajn, som moderen trods gentagne forsøg ikke kan få lov til at tale med, og som vi slet ikke ser – selvom han som en anden Gud styrer skibet, og også kaldes Master af de ansatte. Men i stedet for lov, ret og psykolog-hjælp, så spises den kæmpende mor, den voldtagne unge pige og hendes veninde af med en opgradering af kahytten, der i øvrigt kommer sammen med en konstant overvågning og victim-blaming.

Man tror måske, at det her er fiktion. Men den er dårlig nok. Når man er i internationalt farvand, så gælder ingen love andre end kaptajnens – og så kan en voldtægtsmand nemt gå frit fra borde, med mindre altså krydstogts-virksomheden tager ansvar. Dét sker forbavsende sjældent, selvom der sker mange voldtægter, overfald og røverier ombord på krydstogtskibene. Ja, der forsvinder tilmed et betragteligt antal mennesker årligt ombord på de store skibe. Men det snakker krydstogtsindustrien ikke om.

For forsvunde passagerer, overgreb og voldtægter er dårlig reklame for milliard-forretningen – og det handler om at vride hver en mønt ud af de cirka 6.000 passagerer, der er på skibet, hvor Dyrholm og de to unge piger prøver at klare den frem til skibet anløber havn. Security er der dog, men primært for at passe på selskabets renommé. For det handler om bundlinien – og det skal man gøre sig helt klart, inden man indløser billet til disse flydende lovløsheder. At se denne film er så en ret effekt vaccine mod at stige ombord, som cirka 100.000 danskere ellers gør det på en årlig basis.

Det interessante ved filmen er også, at man fra starten af nogenlunde regner ud, hvad der kommer til at ske – men alligevel sidder man med tilbageholdt åndedrag, og følger med i den intense skildring af moderens kamp for datteren. En kamp, som hun kæmper med og mod alt og alle, men ikke sig selv. For hun har været nede i maskinrummet på skibet – og lært noget om reglerne. Så moderen kan tage den kamp, som ingen tog for hende.

Det er noget i hele set-uppet, der minder om græske tragedier og heltinder: Stormen, udholdenheden, modet, stoltheden, styrken, hævnen i egne hænder på mere end én måde – og måske allermest den gamle idé om hybris og nemesis.

Det er som sagt Trine Dyrholm, der spiller moderen. En kvinde midt i livet, som elsker sin datter overalt på jorden, og som altid har prøvet at gøre det bedste. Men det er ikke nemt, når datteren bor hos faderen, og bebrejder moderen skilsmissen. Hvad der er op og ned i dén konflikt, ved vi ikke, men vi kan mærke smerten og savnet efter den anden hos dem begge.

Det er Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der spiller den unge datter, og det gør hun med stor nerve og nærvær, måske især i scenerne der viser hendes og moderens sårbare og skrøbelige relation. Datterens veninde, der er vældig forstående, men også bare en ung, usikker 18-årig spiles fornemt af Maja Ida Thiele. Hun er filmens nødvendige sidekick, som er med til at binde enderne og skubbe handlingen frem fra fest og farver til ulykke, overgreb, katastrofe og forløsning. Fra sædvanlig skandinavisk drukinspireret munterhed til en mere global forståelse af at livet primært handler om overlevelse, og at vi på vores vej kun kan stole på meget få mennesker.

”Birthday Girl” er en stærk og uafrystelig film, som fortjener 6 ud af 6 halskæder, som den Cille har fået af sin kontrollerende kæreste og som hun er panisk omkring at skulle have om halsen, selvom den også er en lænke, som hun måske/måske ikke får slidt sig fri af. Dét må man se filmen for at finde ud af.

Men filmen er en græsk odyssé om at finde sin egen styrke – og tanken falder på græske sagn- og tragediefigurer: Demeter som moderen, en blanding af Persefone og Kassandra som hende, der bliver voldtaget og Ismene som veninden. Slå dem selv op, men vent til du har set filmen. For ellers så afslører det måske noget af handlingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang”

Udgivet den af
Svar

Dagens premierefilm ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” starter stort set dér, hvor 1´eren sluttede.

Eva (Mille Dinesen) er stadig kæreste med hospitalsklovnen Jan (Lars Ranthe), som er både sød og hjælpsom. Det kniber dog for Eva at tage imod hjælpen, selvom hun har brug for den. Hun er også blevet arbejdsløs – og har svært ved at få et nyt job, og så er livet ikke nemt, når man som Eva har sin stolthed, og gerne vil være tjekket og cool.

For at gøre ondt værre, så går det (på overfladen) strygende for de to veninder: Marlene (Lærke Winther), der er blevet skilt og forfremmet, og Bella (Stephania Potalivo), som skal giftes med Evas eksmand, og derfor skal have en polterabend, som Eva skal arrangere.

Faktisk skulle Marlene have været med til det. Men Marlene får blindtarmsbetændelse – og så hænger alt på Eva, som prøver at vende situationen til egen fordel. Evas plan er nemlig at bruge polterabenden til at overbevise den på alle måder politisk korrekte og meget irriterende Jakob Martin (Martin Greis-Rosenthal) om, at han skal ansætte hende i hans firma Øko-Wear.

Eller kan og kan. Nu er det jo en komedie med Mille Dinesen i en Nynne-inspireret rolle, og så ved man godt, at alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt – og at resten også ender i skoven. Endda helt bogstaveligt, da paintball, partybus og stripper skiftes ud med shelter, sovepose og pølser over bål.

Nu skal ingen af de skøre påhit på den økologiske polterabend i skoven afsløres. Men der indgår både en fakkel og en flåt, et gammelt eventyr og en skovarbejder i nøgen overkrop samt sankede svampe, som ret beset først kommer til anvendelse senere. Men dér rammer de også plet.

For naturligvis møder kvindernes polterabend mændenes, og så sker der ting og sager med oppustelige penisser, brugte kondomer, buer og pile – og mere endnu, som kun overgås af, hvad der sker til selve vielsen. Og så skal intet siges mere.

Men der er nogle plot-twists undervejs, som dog er rimeligt lette at forudse og regne ud. Men det gør ingenting. For der er fart og tempo, højt humør og gode grin i filmen, der sprutter og gnistrer som undslupne gløder.

”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” er underholdende og charmerende, også fordi skuespillerne kan deres kram. Det er Nynne på steroider – og hvem vil ikke gerne have et skud Nynne aka Eva aka Mille Dinesen?

Danmarksbloggen giver ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” fire ud af seks af de båthorn, som det Eva og Jan har rytmisk sex på i filmens begyndelse.

Egentlig er historien for tynd til fire båthorn, men især d´damer Dinesen, Winther og Potalivo spiller med så meget liv og lyst, at det skal belønnes – også fordi man godt kunne drømme om en 3´er, som ikke handler om, at de ønsker sig mænd, eller køber præmissen om verden på mandens vilkår.

Men en 3´er, hvor det på mange måder umage trekløver tager deres skæbne i egne hænder uden skam og uden blusel – og får deres drømme ført ud i livet. Måske sammen med de tre nye kvinder, som vi møder, og som jeg godt gad se mere til:

Livsliniens alvorlige Dorte (Olivia Franciska Fevel Borgels), som har noget af en historie med en far, der vistnok skød sig i Bon-bon-land. Præsten Karen (Julie Agnete Vang), der ved filmens slut måske er på vej ind i en skæbne værre end døden, men som endnu kan reddes – måske endda fra hendes egen moral. Og så hende den direkte fra jobcenteret (spillet af Josephine Nørring), som ser skarpt, og som er så vidunderligt upassende.

Dét kunne simpelthen blive et brag af en film med de i alt seks kvinder i gang med at erobre verden, både hver for sig og sammen. Det er også den slags film, som vi kvinder elsker og behøver – men som desværre ofte ikke får tildelt penge fra de stadig-i-2024-af-mænd-styrede-filmpuljer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Askepot – The Musical”

Udgivet den af
Svar

Barbie gjorde det i sommers. Elsa fra ”Frozen” gjorde det inden pandemien. Og nu gør Askepot det også i ”Askepot – The Musical”: Slår sig fri af eventyrets snærende bånd om at gifte sig med prinsen for i stedet at gå sin egen vej, finde sin egen sang, vælge sin egen fortælling.

Dét er stærkt. Det er også tidens trend. Og jeg håber, at de små piger i de fine prinsessekjoler, som i går aftes var med til premieren, så og hørte godt efter. Ja, måske også spejlede sig i den lille pige på scenen, som spillede Askepot som lille – og som klarede det superflot. BRAVO til hende.

For det er stærkt at turde være sig selv – og alle piger/kvinder skal gå efter deres egen drøm fremfor at tro, at de skal reddes af andre.

Ja, små drenge kan også være med – hvis de kan finde ud af, hvem de vil være: En gammeldags macho-prins, der synes, at prinsesser skal se ud på en bestemt måde og løftes over vandpytter – eller en moderne kammertjener, som uanset om Askepot er i fin lyseblå kjole eller laser og pjalter, kan genkende hende – og forelske sig i hende.

Det er Cristopher Rørmose, som er prinsen – og det gør han godt. Og det er youtuberen Rasmus Brohave, som er kammertjener – og det klarer han med så meget timing, at jeg kunne se ham i et Holberg-stykke.

Men i centrum spiller og synger Johanne Milland, så det smælder, en sød, charmerende – men også stærk og sej Ella/Askepot. Hun er godt sekunderet af Caroline Henderson, der synger som en drøm, og udstråler et intenst nærvær, selvom hun aldrig bliver rigtig farlig som den onde stedmoder. De to bærer også musicalen sammen med Pelle Emil Hebsgaard, der spiller rollen som Den Gode Fe.  

Her er så en af de få knaster. For nok er Hebsgaard et gudsbenådet talent, der er her og der og allevegne, og han spreder tempo, humor og guld over forestillingen – det sidste også bogstaveligt. Men hvorfor lave en af de få kvinderoller, der er på scenen til kvinder over 45 år – endda en helterolle – om til en mand?

Det er ikke i tidens ånd. Heller ikke selvom synet af Hebsgaard i den lange sorte nederdel og den lange grønne frakke har æstet sig ind. Også fordi det er tidens hotteste designer, Soeren Le Schmidt, der har lavet forestillingens flotte kostumer.

En anden knast er, at Askepot – The Musical” er Stig Rossens sidste musical. Så man havde forventet, at han skulle synge alle i smadder – og det gjorde han også, når han var på scenen, hvilket han var alt for kort. For Rossen er og bliver kongen af dansk musical. Så gid han havde fået mere tid at synge i. For sikke en stemmepragt.

Stedsøstrene er der selvsagt også – i forskellige rød-lilla nuancer, hvor de spiller og synger, så de minder om de to siamesiske katte i ”Lady og Vagabonden” – hvilket er en stor ros. For det kræver en del af være så meget i takt og samtidig i konstant indbyrdes kamp. De gestaltes af Kirstine Moses og Maja Glenber.

Og så er der musikken, som er skrevet af Rasmus Seebach, der som de fleste andre nutidsdanskere har lyttet til en del Disney. For både ”Frozen”, ”The Little Mermaid” og ”Lion King” har tydeligvis inspireret til flere af melodierne. Men der er også sange med den specielle Seebach-lyd.

Her skal sangen med det korte navn ”Ella” fremhæves. Der er følelse og hjerte i dén sang. Seebach sagde også i et interview kort inden premieren, at han følte, han kom hjem, mens han sammen med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer skabte denne hans første musical. Så Seebach vil formentlig gerne lave en musical mere. Det giver mening.

Indtil da har vi ”Askepot – The Musical”, som spænder over hele repertoiret fra de hårdtslående rytmer, da vi starter i et moderne mode-univers over de mere bløde, mere jungletrommede og mange andre musik-toner, som vi møder i den 2½ timer lange forestilling, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave.

For der er lidt tå og lidt hæl, som stritter. Men ellers er meget vellykket i denne moderne to-verdner-version af klassikeren om glasskoen, som i eventyret er adgangsbilletten til lykke – men som i 2024-virkeligheden er en hæmsko, indtil Askepot kan fake-it-till-you-make-it.

For i 2024 kan og skal vi – uanset køn og alder – vælge vores egen historie. Den pointé nynnede og klappede en fuld sal med på, og den velfortjente stående applaus efter forestillingen viste, at ”Askepot – The Musical” bliver et pumpkin-smashing hit hos danskerne.  

Det er Line Knutzon, som har skrevet manuskript – og Thomas Agerholm, som har instrueret. Og det er Lion Musicals, som præsenterer i samarbejde med Live Nation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hamlets stjerne”

Udgivet den af
Svar

Kronborg og Hamlet hører sammen som salt og peber – og nu har makkerparret fået en ny aftapning, nemlig ”Hamlets stjerne”, som havde premiere i går aftes, og som er både nyskabende og særdeles spændende.

Ja, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste anden nyskreven forestilling, hvor jeg gerne ville have læst manuskriptet, inden ”tæppet gik” på den meget stemningsfulde scene. For der er så mange finurligheder og lag, som kan være svære at nå at fange, mens handlingen folder sig ud mellem stjerner og støv, spejle, lys og de daglige opkald til Patricias telefonsvarer i Beijing, Kina.

Patricia er kæreste til thriller-monologens skuespiller, der er i gang med at forberede sig til den store titelrolle som Hamlet. Men som i læsningen af denne teatrets største klassiker ikke kun opdager skjulte beskeder i historien, men også finder sig selv i en anden virkelighed, hvor personer, begivenheder og tidsaldre mødes, og skaber nye erkendelser – som udvikler sig til et reelt mordmysterium.

Det er, som barden, altså Shakespeare, lader Hamlet sige: Der er mere mellem Himmel og Jord end Eders filosoffer drømmer om. Noget, som vi også ser på scenen, der er som en kopi af universet med lys og mørke, stjerner og jord – og så mennesket i drømme, valg og bevægelse derimellem.

Stjernerne er vigtige. Måske især Stella Nova, som Tycho Brahe, der er i stykket udnævnes til verdens vigtigste videnskabsmand, opdagede i 1572. Stella Nova, som i mange år var en lykkestjerne for den berømte astronom, astrolog og alkymist, indtil han blev landsforvist, og endte i Prag, som var et tolerancens fristed dengang. Her blev Tycho Brahe tilsyneladende så myrdet. Men af hvem – og hvorfor?

For ”Hamlets stjerne” handler også – ja, måske især om Tycho Brahe. Nærmere hvorfor og hvordan – og hvori sammenhængen med Hamlet består – skal ikke røbes. Blot vil jeg gøre opmærksom på, at kosmos og kaos åbenbart er som yin og yang, og at man gør klogt i at lytte til den seismografiske nar, der som ofte den eneste kan gennemskue verdens åndløse gøglerspil.

For rigdom og ære forgår, men kunst og videnskab består, som det siges i ”Hamlets stjerne”, hvor Ken Vedsegaard er eneste mand på scenen i halvanden time. En sand tour-de-force, som han klarer med bravour.

Ken Vedsegaard, som er en af dansk teaters mest spændende skuespillere i øjeblikket. Fordi han teknisk er rasende dygtig. Fordi han på scenen udstråler et intenst nærvær, uanset om han gestalter et genfærd, en videnskabsmand, en konge, en nar – eller en stakkels skuespiller, der som i en skyggevandring (model Macbeth plus søvnen) går på scenen. Men også og især fordi han sammen med stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel tør gå sine egne veje. Være original og skabe en forestilling som ”Hamlets stjerne”.

For dén er kunst med en særlig nerve. Og kunst af dét format har altid været efterspurgt og nødvendig. Det gælder så endnu mere i en tid som vores, hvor alt for mange forestillinger er gammel vin fra tv og film hældt på nye teater-flasker.

Den slags kopier slukker sjældent tørsten efter det, som gør os klogere, dybere, mere reflekterede. Så søger man originalitet og næring, vil man gerne udfordres, overraskes og overvældes, så skal man drage til Kronborg – eller rettere Thalia-salen via-a-vis det gamle slot. For dér folder kunsten med stort K og skuespillet med stort S sig ud.

Danmarksbloggen giver ”Hamlets stjerne” seks ud af seks kranier. Dét er trods alt Hamlets ånd, som er i spil her, som lyset er det i forestillingen, både direkte og indirekte, både via ord og i prismer, der lyser som diamanter.

For vi er vores eget mørkekammer, og vi vælger selv, hvilket menneske vi vil være, som stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel lader Ken Vedsegaard runde af med.

Vi kvitterede selvsagt med stående applaus.

Det er HamletScenen, som producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Udgivet den af
Svar

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”ROM”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”ROM”, som har premiere i dag, er en romantisk film om kærligheden mellem de mennesker, der kan huske hele 40 levede voksenår tilbage. Det er en livs-tilstand, som gør nogen fulde af brok og far-vittigheder, mens andre bevarer nysgerrigheden og livslysten.

For stik mod hvad yngre måske tror, så findes drømmen om frihed og kærlighed stadig, selvom håret er blevet gråt, rynkerne er kommet, og der er røget nogle ekstra kilo på.

Ja, længslen efter igen at være fuld af alt det, som giver verden spænding og farver, er ofte endnu større hos dem, der som ægteparret Gerda og Kristoffer fra Hvidovre – spillet med stor nerve af Bodil Jørgensen og Kristian Halken – har oplevet årtierne flyve forbi uden at der er sket andet end den hverdag, som pga. fravalg og ofringer blev deres trummerum.

Og nu sidder det aldrende ægtepar – qua en gave fra datteren – i Rom på deres 40 års-bryllupsdag, hvor de render ind i Gerdas gamle flamme, den svenske kunstmaler og kunstlærer Johannes – spillet for fuld skrue af Rolf Lassgård – der stadig lever det frie kunstnerliv, som også Gerda gjorde for netop 40 år siden.  

Det er et møde, der sætter gang i handlingen, og åbner op for de forskellige livshemmeligheder, som alle tre har båret på. Måske især Gerda, der også stadig har mange uafsluttede ting i Rom, både personligt og kunstnerisk, som hun skal have ordnet.

Om det lykkes hende – og hvad der sker undervejs med de to mænd – skal ikke røbes her. Men Roms gamle fæstning Castel Sant´Angelo – og måske især broen derover spiller en stor rolle, både i et gammelt maleri og som et nutidigt spejl, hvor Gerda ser sig selv i en ung, dansende, rødhåret pige. For slet ikke at tale om musikken fra Puccinis opera ”Tosca”, hvor 3. akt netop foregår på Castel Sant´Angelo.

Ikke at vi i filmen hører, at musikken er fra ”Tosca”. Men er man kulturel (som Gerda og Johannes, men ikke Kristoffer) – og kan man sin ”Tosca”, så ved man, at musikken er, fra da Toscas elsker Mario skal skydes – og at både han og Tosca tror, at det blot er en fake-henrettelse med løst krudt. Det er det så ikke. Og det at der skydes med skarpt både i operaen og i filmen er dér en pointe i, som først senere i filmen går op for én.

Men nu skal intet røbes om en film, der er instrueret af Niclas Bendixen, der som altid leverer et gedigent håndværk. Dertil kommer, at vi møder tre af Nordens bedste skuespillere, som har et helt livs erfaring i at spille netop de roller: En tro-mod-sig-selv-også-i-svære-tider-kvinde, en brokkende-men-med-et-hjerte-af-guld-mand og den-store-livskunster-og-bohéme-med-glasset-i-hånden-og-tåren-i-øjenkrogen.

Læg dertil et væld af gode biroller som gladiatoren, receptionisten, postmanden og flere andre, der alle spilles af italienere – og tak for dét. Det gør filmen autentisk.

Desværre er det så også en film, som ikke rigtig kan bestemme sig. For nok er ”ROM” dramatisk hele vejen igennem. Men i første halvdel handler om det almengyldige tab, som alle skal igennem ved at erkende, at man ældes – og ikke får alle livsønsker opfyldt.

Men så i anden halvdel flyttes fokus til kærlighedshistorien på en måde, så det almengyldige forsvinder, og der tilsættes en portion falden-på-halen-komik, som virker spøjst, selvom det også er morsomt. Det sker især via en politikommissær, som minder om en blanding af Peter Sellers og politichefen i Paris i den gamle danske film fra 1961 ”Peters baby”, som også handler om en kvindelig maler og danskeres gøren og laden i udlandet.

Dertil kommer, at ”ROM” har sin helt egen version af den ikoniske bade-scene i Trevi-fontænen fra filmen ”La Dolce Vita” fra 1960, hvor en ung, smuk svensk kvinde ved navn Anita Ekberg står midt i det uerstattelige springvand. I ”ROM” er det så en aldrende mand, der i sit alt-andet-end-søde-liv skider i Trevi-fontænen. For når man skal, så skal man.

Ikke at vi ser ham forrette sin nødtørft i det verdensberømte springvand. Det havde nok også kostet kassen at få lov til at filme en sådan scene, hvis tilladelsen overhovedet kunne fås. Men tanken om lort i Trevi-fontænen er i hvert fald anderledes.

For ellers er filmen forudsigelig, også selvom den har ikke én, men hele to oplagte slutninger, når nu man nægter at følge et ellers fantastisk oplæg til dørs.

Et oplæg om at livet koster livet, hvad enten det handler om børn, kærlighed eller ens virke – og som udfoldet kunne havde skabt en stor film med dybde og kant. Når det er sagt, er ”ROM” en sød film – med mange bittersøde toner undervejs – heldigvis. Så den kommer i mål med sit budskab om, at selvom dåbsattesten er gulnet, så er livet endnu ikke slut.

Danmarksbloggen giver – også på grund af det eminente skuespil – ”ROM” fire ud af seks af de glas rødvin, som man med stor fornøjelse drikker i dét Rom, der filmen igennem fascinerer og forfører os. For ja, filmen er optaget on location flere steder i Rom – også i det nabolag, hvor jeg som regel bor, når jeg er i Rom. Så hvis ikke jeg allerede var forelsket i Den Evige Stad, så var jeg blevet det ved at se filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lægen

Udgivet den af
Svar

Kan en læge nøjes med at være læge? Det mener Ruth, som Iben Hjejle gestalter, så det runger, i Folketeatrets forestilling ”Lægen” om Ruth, den kompromisløse og insisterende grundlægger og leder af en klinik, der har sigtet godt sat mod et stort nyt bygningskompleks støttet af sundhedsministeriet, en kur mod demens og en Nobel-pris.

Det bliver så ikke lige med det første, at det sker. For en ung 14-årig pige bliver bragt ind på klinikken. Pigen har prøvet at lave en abort på sig selv, og det går så grueligt galt, at hun dør af det. Det er dog ikke det meningsløse dødsfald, som er stykkets kardinalpunkt, selvom man måske nok kunne mene, at det vigtigste samtaleemne efter sådan en tragedie ville være, hvad der driver en 14-årig katolsk pige til at forsøge en illegal abort.

Nej, det, som påvirker først hele klinikken, siden hele byen og hele landet, er det faktum, at læge Ruth ikke vil lade en katolsk præst komme ind på stuen og give pigen den sidste olie – og at Ruth rører/skubber til præstens skulder, da han prøver at mase sig forbi Ruth og ind gennem døren til pigen, der ligger på sit dødsleje.

Men Ruth står fast. Lægevidenskaben har i hendes optik ikke vigepligt for religionen – og hun vil heller ikke på vilkår sige undskyld, da pigen er død, og en nysgerrig offentlighed begynder at interessere sig mere og mere for sagen.

Det er så et synspunkt og en adfærd, som Ruth kommer til at stå mere og mere alene med – også fordi hun med sin stædighed/integritet er en glimrende syndebuk og målskive for alle de andre, som ikke har noget problem med at gruppere sig – og markere sig – efter køn, hudfarve, klasse, religion og hvad der ellers findes af identitetsmarkører, som kan bruges til at dele mennesker op i dem og os.

Og det er her, at Folketeatret laver en lille geni-steg. For kvinder spiller mænd, hvide spiller sorte og så fremdeles. Alt det, som vi plejer at orientere os – og dømme – efter, er opløst på scenen, så vi i publikum får en chance for at se mennesket. Ikke hudfarven, kønnet, socialklassen eller religionen – men mennesket, som skuespillerne gestalter. Dét er godt lavet.

Det er det også, når vi i 2. akt er tilskuere til ”Ta´ debatten”, hvor en veloplagt Christopher Læssø som studievært sætter gang i den offentlige retssag – undskyld tv-debat om, hvad Ruth egentlig tror på, og hvem hun er. Glemt er for længst den 14-årige nu døde pige. Nu handler det om at pege fingre i et tv-program, der mere er som en skueproces med fem dommere, der på forhånd har vedtaget, at Ruth er skyldig med de fatale konsekvenser, som det får.

Det er rystende i sig selv – og så forstærkes det af, at vi ser Iben Hjejle på en stor skærm bagerst på scenen, da hun sidder med ryggen til os i publikum.

Men forestillingen rummer mange stærke øjeblikke – også da Caspar Phillipson kommer ind som faderen til den afdøde pige. Et menneske af kød og blod og den diametrale modsætning til læge-holdets lange opgør om magt og ære, der udkæmpes med ligegyldige tirader af buzz-words – ført an af en sprudlende Sarah Boberg. 

Han er også præsten – med både nerve og autencitet, i den sidste og dybt rørende del af stykket – hvor vi ser Iben Hjejle spille sig så meget ud, at hun stadig var mærkbart påvirket af det, da vi efter tæppefald rejste os, og gav ”Lægen” en velfortjent stående applaus.

Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic spiller også med i dette tankevækkende, nutidige og modige stykke om at gå fra succes til shitstorm pga. integritet/stædighed. For det er to ord for det samme. Det ene er bare mere positivt ladet end det andet.

Danmarksbloggen giver ”Lægen” fem ud af seks lægeløfter. For hvem er du og jeg? Tør vi møde vores medmennesker som mennesker? Eller grupperer vi dem efter en hjemmestrikket bias skabt i en tid, som på mange måder er dement, fordi dens mennesker er ude af stand til at se ud over sig selv – og rumme dem, som har et anderledes forhold til liv, tro og død?

På Folketeatret er der heldigvis ikke hverken demens eller brug for den sidste olie. Tværtimod så sprudler ”Lægen” og hele castet af talent, fortælleglæde og mod, så denne vigtige forestilling kommer helt ud til os i de røde plyssæder – ja, trækker os ind til sig, så vi bliver en fjerde væg i ”Ta´ Debatten”.

Det er vel også det, vi skal: Tage debatten – eller måske snarere samtalen – om, hvordan vi skal løse vores medmenneskelige ansvar overfor hinanden. For det haster med at få dén samtale i gang. Ellers ender vi med – for alvor – at dele folk op i bunker. Som stykkets forfatter Robert Icke skriver det:

Man kan ikke bare sortere folk i bunker. Og ikke for noget, men der er faktisk ingen, ikke et eneste menneske her på jorden, der ikke trodser den slags overforenklet bullshit med deres multikulørte, tusindfoldige kompleksitet. Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske hvor den vej førte hen – med tatoveringer på folks håndled.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Hvis man er religionsnørd, så kommer lige lidt bonusinfo: ”Den Sidste Olie” er det sakramente i den katolske kirke, som i dag hedder ”De Syges Salvelse” – og som intet har med syndernes forladelse at gøre. Syndsforladelsen fås udelukkende via skriftemålet eller ”Forsoningens Sakramente”, som det hedder nu.
Begge sakramenter er dog helbredende sakramenter, hvor ”De Syges Salvelse” skal styrke et menneske under sygdom, mens ”Forsoningens Sakramente” handler om at få Jesu tilgivelse og blive forsonet med Gud og mennesker.
Skulle man imidlertid dø uden at være forsonet med Gud og mennesker (ved en ulykke fx), kommer der en chance mere i Himlen ifølge min kilde til denne info, som er Den Katolske Kirke i Danmark.
Godt at Icke ikke vidste det, for så havde hans gode skuespil manglet noget bid.

Anmeldelse: ”Ridder Lykke”

Udgivet den af
Svar

Det er sent at komme med en anmeldelse af en film, som er fra 2022.

Men når filmen er dansk og Oscar-nomineret i kategorien bedste kortfilm, skal den alligevel have en anmeldelse fra Danmarksbloggen.

Filmen ”Ridder Lykke” er en kortfilm: 24 minutter i et Wes Anderson-inspireret univers (dog blå-grønt fremfor gult), som bruges formidabelt på at fortælle historien om svenske Karl spillet med nænsomhed af Leif Andrée, der har mistet sin kone, og som i kapellet møder en anden sorgramt mand, nemlig Torben, spillet med stor autencitet af Jens Jørn Spottag.

Undervejs møder vi også en tredje efterladt mand, som i modsætning til Karl og Torben, der er så rystende alene og ensomme i deres liv og sorg, har en hel kreds af familie og venner med, når afskeden med hustruen skal tages. Han er heldig. For det er godt, når vi tør mødes i tårer og tilgivelse.

For så kan vi gå – både til kisten og bagefter ud i livet.

Det budskab er der særligt brug for i vores tid, hvor mange undgår døden så meget som muligt. Men døden og livet er som lys og mørke. De vandrer sammen fra babyens første skrig, og til vi ligger stivnet i kapellet, og en læge siger som filmens Jesper Lohmanns: Hendes mund godt kan hænge lidt, og hendes hud godt kan være lidt gul.

For sådan er det, når vi er døde. Vi ser anderledes ud. Et afsjælet legeme er så ikke et begreb, som Jesper Lohmanns fra-virkelighedens-verden-meget-genkendelige-læge bruger. Men sådan er det – og det skal man ikke være bange for. Man skal derimod sørge for at få sagt farvel, selvom man hellere vil lade være med at åbne låget på kisten til det sidste face-to-face-møde.

Filmen viser nemlig på en både overraskende og smuk måde, hvorfor det er nødvendigt med en ordentlig afsked – og at det er et lykketræf, at Karl og Torben mødes over en håndfuld toiletpapir, inden begivenhederne tager fart.

Filmen ”Ridder Lykke” er noget så poetisk som en fortættet og naturalistisk skildring om menneskelig ensomhed, om længsel og fortrydelse, om lys – og måske især om det mørke, som vi er skabt af, og vender tilbage til – og undervejs endda også er fanget i, så vi ikke kan nås med ord – men måske med Rozacinos ikoniske 80´er-sang ”Ridder Lykke”, der vistnok handler om en ung kvindes længsel efter at møde kærligheden.

Men hvorfor ikke lave en film om en ældre mand, der har mistet kærligheden – og dyrke dét som et kærlighedstema, er det nemt at forestille sig, at forfatteren og instruktøren Lasse Noer har tænkt. Og ja, hvorfor ikke, når det gøres så gribende og elegant som i denne lille perle, der bliver siddende i én lang tid bagefter.

Danmarksbloggen giver “Ridder Lykke” seks ud af seks lyseblå æsker, som den Karl får den afdøde hustrus ejendele i. For det er en god film, en vedkommende film – og gid den vinder en Oscar.

Filmen ”Ridder Lykke” kan i øjeblikket ses på TV2 Play.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stockholm Bloodbath”

Udgivet den af
Svar

Kan en film være rød, sort og hvid? Ja, ”Stockholm Bloodbath” kan i sin ensidige historiefortælling om Stockholms blodbad i 1520 lavet med så meget blod, så mange afhuggede hoveder og andre grumme detaljer og voldsomheder, at splatter-genren sidder på første række og tager noter. Det er det røde.

Det sorte og det hvide ses i instruktørens – svenske Mikael Håfström – univers. Her er svenskerne pr. definition de gode og ædle, mens danskerne er både dumme og onde, primitive og i det hele taget så uduelige, at man kan undre sig over, at den danske konge Christian d. 2 og hans folk overhovedet kunne samle en hær – hvis altså billedet passede. Dét gør det så heller ikke. Virkeligheden er altid nuanceret, og der var grusomhed og godhed på begge sider.

Men en ting er, at filmen ikke holder historisk. Det kan måske undskyldes, især hvis der er tale om små afvigelser. Men dels er der tale om store afvigelser fra virkeligheden, og dels så fortælles historien om blodbadet i den svenske hovedstad ud fra to fiktive superheltinder: De to blodsøstre Freja og Anne, som overlever mere end selv en James Bond i topform ville være i stand til – samtidig med at de med papir og pen holder regnskab med de onde mænd, som slagtede deres familie.

Her i 2024 kan kvinder – heldigvis – en hel masse på lige fod med mænd. Men det kunne de ikke i 1500-tallet. Så skal man putte heltinder ind i en historie fra 1500-tallet, skal det gøres med meget mere finesse end at lave noget, der minder om Hunger Games.

For det gør filmen med sit budskab om de to kvinder som mesterskytter med bue og pil som det centrale våben, hvilket Robin Hood-værktøjet ellers ikke havde været det siden den tidlige middelalder cirka 300 år før. Så det virker spøjst, at filmens heltinder render rundt med bue og pil ude i nogle skove, som i øvrigt slet ikke ser svenske ud. Dertil kommer, at Freja og Anne åbenbart kan mestre alt, der kan bruges som våben, sågar en istap der selv i nærheden af en stor ildebrand ikke smelter så meget som én dråbe vand.

Der skal nok være dem, som falder for de malende volds-scener, der ledsages af tung rock-musik. Men det bliver kedeligt og påtaget, når man således prøver at putte moderne problemstillinger ind i en 1500-tals ramme. Og det bliver kun værre af, at alle kvinder fremstilles som snarrådige, kloge og modige, mens mændene er svage og forfængelige, også de svenske mænd som rigsforstander Sten Sture og biskop Gustav Trolle.

Men ingen er dog så forfærdelige som danskerne med en lapset og selvoptaget Christian d. 2 og en sadistisk og blodtørstig Didrik Slagheck i spidsen. Sidstnævnte var så i virkeligheden fra Westfalen, som var et fyrstedømme i det nuværende Tyskland – og faktisk ærkebiskop med en fortid hos paven i Rom, selvom han i filmen blot er kongens våben- og blodgale håndlanger.

Det lykkes så Claes Bang og Mikkel Boe Følsgaard at give kongen og Didrik noget dybde, så man aner en samvittighed og en tvivl hos kongen, og en sårbarhed hos Didrik. Det er flot lavet, når man betænker det manuskript, de havde at gøre godt med. Jakob Oftebro som biskop Trolle prøver også – og det samme gælder Ulrich Thomsen som den svenske spion Hemming Gadh. Og her kan filmen noget i dialogerne mellem de fire mænd og deres indædte kamp om magten – og sandheden.

Desværre mangler et tilsvarende samspil på kvindesiden, hvor Alba August spiller den fiktive og stumme Freja, der med sin store evne til at slås ikke indtager den klassiske kvinderolle som passiv, stille og smuk. Men at være stum og handlende er stadig at være en kvinde uden stemme, og dem har vi haft alt for mange af i filmhistorien. Så der er kun to kvinder, som får lov til at sige noget i filmen:

Den fiktive Anne – spillet af Sophie Cookson – som stiller sig kritisk til spørgsmålet om Guds eksistens, når altså ikke hun er optaget af hævn. Et spørgsmål, som hører hjemme i vor tid, men slet ikke i tiden omkring 1520. Tværtimod havde munken Martin Luther få år før slået sine teser op på kirkedøren i Wittenberg som en protest mod den katolske kirke. Så nej, man diskuterede hverken Guds eksistens eller om kristendommen var den rette tro. Debatten gik kun på, hvem der havde ret, når læren om den genopstandne Kristus skulle forkyndes: Paven i Rom (den katolske kirke) eller den oprørske tyske munk (det, som blev til de protestantiske kirker som fx Folkekirken).

Filmens Anne kan så være bygget over den historiske adelsdame Anna Bielke, der var gift med virkelighedens Johan Natt och Dag, som var en mand på 50 år, da hun var 20 år, og sad på Kalmar Slott, som hun med dygtighed forsvarede mod den danske flåde i netop 1520. Så afstanden til filmens frit-løbende-i-skoven-og-i-Stockholm-Anne, der elsker en jævnaldrende Johan Natt och Dag kan ikke være større.

Den eneste historisk-korrekt-placerede kvinde i filmen er Kristina Gyllenstierna – spillet af Emily Beecham, der overtager ledelsen af Stockholm og Sverige ved mandens Sten Stures død. Men ærgerligt nok bliver hun i filmen reduceret til en kvinde, der går mest op i strengeinstrumenter og manerer. For virkelighedens Kristina har været en politisk og militaristisk begavelse, der ikke holdt ”pige-dage” med wellnes-bade, snak om hår og nye kjoler, som hun gør det i filmen.

For nok var det en mændenes verden i 1500-tallet, men der fandtes stærke kvinder. Også Moder Sigbritt, som i årevis var Christian d. 2´s tætteste rådgiver – selv efter hendes datter, som var hans kæreste Dyveke, var død. For Moder Sigbritt blev hos kongen – og var med i Stockholm. Men i filmen er hun totalt fraværende – måske fordi man så kan undgå at vise Christian d. 2 som det kloge renæssance-menneske, han også var. Især når han lyttede til Moder Sigbritt.

En anden, der mangler, er ham, der afløste Christian d. 2 som konge af Sverige, nemlig svenske Gustav Vasa. Ikke at have Gustav Vasa med i en film om det stockholmske blodbad er helligbrøde. Især i Sverige, hvor man hvert år afholder Vasa-løbet (verdens mest berømte skiløb, som trækker mere end 15.000 deltagere) til minde om den tur, Gustav Vasa foretog gennem sne og kulde i mange uger for efter blodbadet at overbevise svenskerne om, at det kunne nytte at kæmpe mod danskerne. Noget Gustav Vasa gjorde så godt, at han tre år efter blodbadet kunne ride ind i Stockholm som svensk konge og dermed grundlægge Sveriges tid som europæisk stormagt.

Men måske man ikke har nævnt Gustav Vasa, fordi han uden sammenligning var den største bølle på Sveriges trone historisk set – også værre end Christian d. 2, selvom det var danskerkongen, svenskerne stadig kalder Kristian Tyran – og som stod bag Stockholms blodbad.

Når man ser filmen ”Stockholm Bloodbath” får man let forestillingen om, at der var flere hundrede svenskere, som mistede livet på Stortorget i Stockholm i de novemberdage i 1520. Men det var ifølge den svenske historiker Herman Lindqvist 82, og ja, det er mange. Men svenskerne selv dræbte langt flere danskere, da de lidt over 100 år senere foretog etniske og ganske brutale udrensninger i de gamle danske områder Skåne, Halland og Blekinge, som ifbm. Roskildefreden blev svenske.

For ”Stockholm Bloodbath” har ret i én ting: Den, der fortæller historien, definerer historien. Og det er også filmens mission: At skabe en fortælling om Stockholms blodbad, som er så sort og hvid i sin populisme, at selv Trump i version 2.0 ikke kan følge med, når det handler om at gøre sig selv (Sverige) til en helgen og de andre (Danmark) til djævle.

Og nok lever vi i en på mange måder historieløs tid. Men det må ikke lykkes hr. Håfström at få folk til at tro på danskerne som de sorte og stygge, og svenskerne som de hvide og ædle – som vi ser det ved et bryllup først i filmen, som på alle måder er som et moderne bryllup med hvidt tøj, individualitet, følelser og nu-må-du-kysse-bruden fremfor et renæssance-bryllup, som handlede om religionen, slægten og at vise sin rigdom frem.  

Filmen ”Stockholm Bloodbath” er derfor – trods kanongode skuespillere – et makværk, som på den ene side prøver at være en slags historisk superhelte-film, mens den på den anden gerne vil tages alvorligt som skildrer af historien, en ensidig og forkert skildring. Det går også grumme galt, og Danmarksbloggen kan kun give to ud af seks økser.

Der skal så lyde en anbefaling om at få fat på den historiske beretning om blodbadet i Stockholm. For den har det hele, og man behøver ikke at ændre et komma for at gøre den spændende for 2024-publikummet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk