Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”Skønheden og Udyret – The Musical”

Udgivet den af
Svar

Der findes næppe den dansker, som ikke kender Disneys version af historien om den smukke og kloge Belle, der for at redde sin far siger ja til at bo hos Udyret på dennes fortryllede slot – og som må gå så grueligt meget igennem, inden hun i sin fine, gule kjole igen kan danse med det nu forvandlede Udyr.

For naturligvis vinder kærligheden. Sådan er det hos Disney. Her vil romantikken per definition overkomme enhver modgang og enhver skurk – og det endda til den skønneste musik, hvor såvel Gaston-sangen, hyldesten til festen og livet ”Vær vor gæst” og titelsangen ”Beauty and The Beast” er nogle, som alle nynnede med på.

For ja, vi var mange, som smådansede og smågræd i de fine plyssæder, da vi oplevede denne klassiker på Gl. Scene på Kgs. Nytorv, hvor ”Skønheden og Udyret – The Musical” spiller indtil 9. august, hvorefter forestillingen skal på turné. Det sker i en opsætning med overdådige kostumer og fantasifulde kulisser.

Det er Johanne Milland, som spiller en både sød og stærk Belle, mens Kenneth M. Christensen er et overbevisende Udyr. De to roller er så ikoniske, at ordet ikonisk nærmest bliver en kliché. Men heldigvis kan Milland og Christensen give deres figurer intenst liv – og gøre dem troværdige, så det bliver direkte gribende som i scenerne med Belles far Maurice, som gestaltes med autoritet af Kristian Boland – og så selvfølgelig også til allersidst, hvor Belles kærlighed redder både hende, Udyret og kærligheden.

Skurken Gaston spilles af Cristopher Rørmose, og han kan i dén grad sit kram. Og lur mig, om ikke alle de søde børn, som levende fulgte med fra start til slut, syntes, at han var ganske dum og ond. En større ros får en skuespiller i en skurkerolle ikke. Ja, som voksen fandt man også Gaston seriøs skræmmende i 2. akt, da han lød alt for meget som nutidens despoter i både øst og vest. Så var Mikkel Moltke Hvilsom, som med finesse spiller Gastons hjælper LeFou, noget mere fredelig.

Men som så ofte før hos Disney stjæler bi-figurerne showet. Carsten Svendsen folder sig ud som den herligt gakkede og lystne lysestage Lumiere, Joachim Knop er med sans for detaljen det mavesure og hjertevarme stueur Cogsworth – og den moderlige og håbefulde tekande Mrs. Potts gestaltes med sikkerhed af Sofie Lassen-Kahlke, som i de seneste år har været savnet både på scenen og på skærmen.

Læg dertil Mrs. Potts lille søn Chip, de andre beboere på slottet og landsbybeboerne. De leverer alle maksimalt, og så man er seriøst godt underholdt i denne version af ”Skønheden og Udyret – The Musical”, hvor der danses, synges og spilles til den store guldmedalje. At det foregår på selveste Gl. Scene til levende musik kaster endnu mere eventyrstøv over det hele.

Danmarksbloggen giver derfor ”Skønheden og Udyret – The Musical” seks ud af seks roser. Det er en fejende, flot forestilling. En forestilling, som trækker tårer og minder, en forestilling, der er en hyldest til det klassiske Hollywood i guldalderen tilsat bunker af god dansk humor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910”

Udgivet den af
Svar

Hvad er vel mere dansk sommer end en dag på stranden?

Det har man åbenbart også tænkt på Den Hirschsprungske Samling i København, hvor udstillingen ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910” løber fra d. 20. juni 2025 til d. 11. januar 2026 – og den kan i dén grad anbefales.

Dels ser man nogle af Danmarks bedste malere fra perioden, og dels viser udstillingen sommeren i Danmark, som den er, når den lyse årstid er bedst. Altsammen tilsat strandlyde som bølgebrus og måger, så vi får fornemmelsen af den sommer, som vi drømmer om – og som vi mindes – også selvom Danmark i dag er et meget anderledes land, end det var i perioden 1830-1910.

Men den åbne strand, solen, saltvandet, de blomstrende hybenroser, tangen og alt det andet har vi stadig, som vi også synger om det i H. C. Andersens nationalhymne ”I Danmark er jeg født”: Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her ned til den åbne strand?

Så gak endelig til Øster Anlæg i København, og fordyb Dem. Det er lidt ligesom at bade i havet. Én dukkert er aldrig nok.

Danmarksbloggens favoritter blandt de mange malerier er:

Michael Anchers imponerende billede “Brænding” fra 1899 af det frådende hav, som man føler bruser lige imod én, når man står og betragter det – også fordi lyden af havet, der slår ind mod kysten, danner lydbilledet i det ene ud af tre rum, som med “sten” og “sand” danner rammerne om det hav af strandbilleder, man kan se.

For stranden kan godt være farlig, hvad vi også ser i Carl Blochs maleri fra 1858, hvor fiskerfamilier bekymret afventer deres mænds hjemkomst ved et frembrydende uvejr på Jyllands Vestkyst. En bekymring, som var og er reel – for ikke alle kommer hjem fra havet.

Og mennesket kan udvikle naturskræk, som det ses i J. F. Willumsens for samtiden nyskabende og vilde “Naturskræk. Efter stormen nr. 2”, der med sine klare og vilde farver lige så vel kunne været malet i vor tid. Men billedet er fra 1916.

Men stranden er også idyllisk og smuk som vist på et billede af Thorvald Niss fra 1889, der forestiller de berømte Skagens-kunstnerne på vej til Skagen, mens himlen er gylden og rosa – og især den rosa farve spejler sig i det aftenblå hav med de hvide skumtoppe. Et billede, som tilhører Skagens Museum, og som det er dejligt at se hentet frem fra depotet.

Eller hvad med Carl Lochers stærke pastel-maleri af en solnedgang. De turkise, lyseblå, rosa, gule og hvide nuancer er som poesi på et lærred.

Og så er der selvfølgelig mesteren over dem alle P.S. Krøyer, som udover de klassiske billeder fra Skagens Sønderstrand i den blå time samt billeder af badende børn og portrætterne har malet et billede af havet i primært lilla og blågrønne nuancer. Et usædvanligt farvevalg for mesteren – men ligeså eminent udført som alle hans andre billeder, hvor en del – fortjent – har fundet vej til udstillingen om en dag på stranden.

Skal der endelig være en anke på udstillingen, er det manglen på kvindelige malere. Kun ét af udstillingens mange billeder er lavet af en kvinde, nemlig Bertha Wegmann, som har malet Hornbæk Strand.

Danmarksbloggen giver alligevel ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910” fem ud af seks pensler. Det er ren sommer- og lykkefølelse at gå rundt i de gamle sale, og på vejen hjem kan man ikke lade være med at nynne ”Du danske sommer”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Den Indbildt Syge”

Udgivet den af
Svar

En af sommerens bedste traditioner er Grønnegårds Teatrets forestilling i Odd Fellow Palæets Have, hvor det i år er Molières komedie “Den Indbildt Syge”, der er på plakaten – og den er for at sige det ligeud skidesjov.

For det handler først, sidst og indimellem om lort dér i de hospitalshvide og mintgrønne kulisser med trapper, døre og lemme, som alt og alle kommer op og ud af – også det foregøglede møg, som mennesker i deres selvoptagethed tror på, og alt det skidt, som mennesker siger til hinanden, og som ofte pakkes ind i tom smiger eller ligefrem direkte løgn.

Men allermest handler det om lort som den brune masse, der kommer ud af os alle sammen, men som de fleste ikke taler om. Det gælder så ikke den indbildt syge monsieur Argan, der bruger al sin tid og alle sine penge på sit helbred. Han taler derimod meget gerne om sin afføring, ja viser den frem – og tilmed tjekker den på de mest ulækre måder, så vi i publikum mange gange siger adr i ren afsky – og samtidig ler …

For sådan er livet for Argan, der holder så nøje regnskab med lavementer, miksturer, toiletbesøg, medicin og regninger, at han hverken kan nå at skifte tøj eller opdage, at alle omkring ham lyver og bedrager.

Argan spilles med ildhu og stor autencitet af Olaf Johannessen, der er portrættets mester. Olaf Johannessen bliver som altid den person, han gestalter, og han får det til at se så legende let ud, uanset om Argan er fuld af selvmedlidenhed og sikker på, at han skal dø lige om lidt – eller om han hundser rundt med datter og tjenestepige, som spilles af Andrea Øst Birkkjær og Ann Eleonora Jørgensen, der er som to naturkræfter på scenen.

Det er female power for fuld skrue, hvad enten de siger hypokonderen og despoten Argan imod, eller de kæmper for deres egen dagsorden. Ja, selv lillesøsteren – som også spilles af Andrea Øst Birkkjær – er en female power in waiting – bare med røde kinder, flæser og sløjfer.

For det var ikke nemt at være kvinde på Molières tid, og Argans utro hustru må også sno sig. Hun spilles med overbevisning og frivolitet af Camilla Lau, og hun vil ikke blive tilsmudset, ikke offentligt i hvert fald.

Men som de fleste omkring Argan er hun indstillet på at få lort på sig – også helt bogstaveligt – for at få del i hans penge. Lyder det ulækkert? Ja, meget, men er det ikke sådan, det er? Er mange, måske de fleste, ikke klar til at gøre en hel del for at få det, som de ønsker sig, også selvom det er grænseoverskridende?

Danmarksbloggen vil sige ja, baseret på såvel almen psykologisk viden som på de latterbrøl, som mange af scenerne førte med sig. For det var jo os selv, som vi så deroppe på senen, så vi skreg af grin – igen og igen og igen.

I dobbeltrollen som Steen Stig Lommers med overbevisning spillede patriarkalske lægefaders fantasiløse marionetsøn ses Nicolai Jørgensen. Han optrådte sidst på Grønnegårdsteatret i titelrollen som Jean de France. Men her topper han sin performance med uovertruffen mimik og monologer, der er helt Anders Matthesenske. Nicolai Jørgensen brænder igennem i først kiksethed – og siden i den moralsk set diametralt modsatte rolle som den rige slagter-doktor, der ingen skrupler har, når det handler om at skære helt ind til benet og tjene kassen i blodpenge.

For der er det med dobbeltrollerne, at de repræsenterer begge sider af et moralsk kompas. Det ses også hos den griske apoteker, der har et moderne afhængighedsforhold til medicinens og pengenes velsignelser versus den poetiske guitarspiller, der naivt tror på og vil kæmpe for kærligheden. Begge spilles med ømhed og finesse af Tryggvi Sæberg Björnsson.

Og det gentager sig hos den slibrige og liderlige notar versus Argans kloge og uselviske bror, som endda – på moderne meta-vis foreslår broderen at gå i teatret, og som spilles så overlegent og driftssikkert af Mikkel Arndt, at man godt kunne drømme om en større rolle til ham en anden sommer.

Og endelig skal ikke glemmes, at Ann Eleonora Jørgensen også har en slags dobbeltrolle, da hun sidst i stykket kommer ind som en såkaldt vandrelæge, der smælder vanvittige diagnoser og kure over Argan, så det står ud som skidt af en spædekalv, som man sagde det i gamle dage.

For der sker hele tiden en hel masse, og det er en fornøjelse at overvære den tempofulde forestilling, der sprudler og gnistrer, så både dem på scenen og os på rækkerne har en kæmpefest over alle de krumspring, som de – og vi alle – laver i den lystige farce, der hedder livet, og hvor den indbildt syge måske er den mest forstandige?

For er Argan ikke den eneste, som tør være ved sin eksistentielle angst, selvom mestringen af den ikke går helt godt? Den eneste, der har erkendt, at livet ender i lort og kontroltab? Den eneste, som ikke leger med på ideen om, at vi selv har noget at skulle have sagt om os selv, verden og andre? At man så måske kan vælge rødvinen og oksekødet fremfor at lægge sig med enden i vejret og tage imod, hvad der sprøjtes ind, er en anden sag. Det ændrer ikke på den endelige udgang.

”Den Indbildt Syge” er derfor også i sit manuskript morsomt og eksistentielt – og skrevet et kvart årtusind før, at Sartre og Beckett lavede deres store stykker, og i Grønnegårdsteatrets forestilling når det nye højder.

”Den Indbildt Syge” i Bredgade er simpelthen den slags, der kaldes stor kunst, og som man er vant til at finde på Grønnegårds Teatret. Men i år er det, som om Steen Stig Lommer & Co. har overgået sig selv i en grad, så hvis doping var en ting i teaterverden, så skulle hele bundtet testes efter endt forestilling.

Danmarksbloggen giver ”Den Indbildt Syge” seks ud af seks recepter. For Grønnegårds Teatret har recepten på en sommeraften, hvor stor morskab, dybdepsykologiske portrætter og gakkede påfund afspejler os og vores dårskaber, som ikke har ændret sig en tøddel, siden Molière skrev komedien – og døde efter kun at have spillet hovedrollen fire gange. Dét giver stykket en ekstra dimension.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag – og hvad så?

Udgivet den af
Svar

15. juni – og hvad så? Det er da ikke nogen særlig dag, tænker du måske. Men det er det.

Dagen i dag – d. 15. juni – er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen.

Historien er dramatisk:

Valdemar Sejr ville ligesom så mange andre konger i højmiddelalderen på kristnet korstog. Men der er meget langt til Jerusalem, hvor de store kampe foregik. Han kom så i tanke om, at der var om ikke muslimer, så dog hedninge ovre i Estland, som ligger meget tættere på.

Så han skrev til paven, som sagde go – og så afsted med Valdemar Sejr og en del andre danske riddere, som alligevel gik og kedede sig herhjemme – plus nogle få erfarne korstogsriddere. For nu skulle esterne – hvad enten de ville det eller ej – være kristne.

Lad våbnene tale, som man (også) sagde det dengang.

Men esterne bed fra sig, og så kom det til det store slag ved Lyndanisse, som fandt sted netop d. 15. juni 1219. Krigslykken var først med danskerne, men så vendte den – og det så sort ud for Valdemar Sejr og hans mænd.

Men så var det, at biskop Sunesen begyndte at bede, og så længe han holdt hænderne højt hævet mod himlen og Gud, så gik det godt for danskerne. Men selv en biskop bliver træt i armene, og måtte trods at flere mænd hjalp ham med at holde dem oppe, lade dem falde ned. Så hvad skulle danskerne nu gøre? Ingen vidste det.

Men så netop som det så sortest ud, så flagrede Dannebrog ned fra Himlen – og en røst lød i skyen: Under denne fane skal I sejre. Og det gjorde de danske korstogsriddere så, idet esterne fik lammetæv, og Estland blev kristnet.

Det er i hvert fald, hvad legenden fortæller. Men man skal som bekendt passe på med at stole på legender. For de fortæller kun den gode historie, ikke irriterende fakta som at:

1) Dannebrog på mange måder minder om Savoyens flag – som oprindelig er den tyske kejsers krigsfane, og som var et af de flag, der var med i korstogene til Det Hellige Land, og som let kunne have sneget sig med i sadeltasken hos en af de erfarne korstogsriddere, der var med i Estland. Det skal dog siges, at korsene – i den nuværende form – ser anderledes ud i de to flag.
2) Der var allerede inden Valdemar Sejrs korstog gang i en kristen mission – blot med ord og ikke med sværd – i Estland.
3) Korstoget til Estland har ligeså meget – hvis ikke mere – handlet om magten i Østersø-regionen.

Den kamp foregår som bekendt stadigvæk. Ja, i de senere år er den blusset så voldsomt op, at en ny krig truer i Europa. For så længe der har været mennesker til, har disse kæmpet om magten over jord, hav og andre mennesker.

Så når vi i dag – på Valdemarsdag – hylder Dannebrog, så hylder vi også tanken om Danmark som et land, der kan sætte en dagsorden. Og sålænge den dagsorden er kampen for Den Frie Verden, så er Danmarksbloggen enig.

For Valdemars Sejrs felttog har mindet ret meget om Putins skamløse invasion af Ukraine, som heldigvis både i Danmark og Estland mødes af massiv støtte til Ukraine og alle andre, som er på vores side i kampen for Den Frie Verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HamletScenen aflyser Shakespeare …

Udgivet den af
Svar

HamletScenen på Kronborg overlever, men aflyser årets Shakespeare-festival, som ellers til august skulle have spillet ”Twelfth Night” med de navnkundige “The Lord Chamberleins Men”, som også lagde vejen forbi sidste år til en forrygende version af “Hamlet”.

Se Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=12872

I stedet vælger man at køre en egenproduktion til efteråret.

Det er – kunstnerisk set – totalt forkert. Men måske økonomisk set eneste mulighed. Så lad gå for denne gang.

Men på den lange bane duer det ikke. For skal HamletScenen på Kronborg have en raison d´etre, så er det at spille Shakespeare – og gøre det om sommeren. Han er mesteren, og alt andet er mere eller i reglen mindre vellykkede opkog af rester fra Bardens bord.

Så det er Danmarksbloggens inderlige håb, at HamletScenen fremover vil prioritere Shakespeares egne stykker allerhøjest – og allerhelst på engelsk.

For ligesom at bøger er bedst på originalsproget, så er teater det også – og allermest når det handler om den til alle tiders bedste dramatiker, nemlig Shakespeare.

Og hvis ikke der spilles Shakespeare på HamletScenen – som i original Shakespeare: Hvad skal vi så med HamletScenen? Så må nogle andre tage over og føre den stolte arv videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”

Udgivet den af
Svar

Jeg har desværre ikke set den første film ”Testamentet” om de to jyske brødre Henrik og Christian, som det endte så grueligt galt for, dengang deres rige morfar døde – og arven skulle deles. Dvs. pengene gik til en helt tredje, og de fik ikke andet end uvenskab ud af det.

Men de er venner igen her 14 år efter, hvor vi møder dem i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”, der har premiere i dag. De er stadig sikre på to ting: 1) Testamentet er forfalsket, og 2) Deres liv havde været markant anderledes, hvis de havde fået i omegnen af de 10-11 millioner kroner hver, som de stod til at arve.

Det havde livet sikkert. Men det spørgsmål, som man sidder tilbage med, er: Havde det så i stedet blot været en nedtur på 1. klasse i stedet for som nu med hashplanter i et hjemmelavet drivhus, dåsebajere, masser af smøger i overfyldte askebægre i boliger, som skriger på en kærlig hånd – og andre markører, som signalerer dansk underklasse anno 2025?

For nok arvede Henrik og Christian ingen penge dengang, så i stedet for luksus startede en rejse, der indebar fængsel, hjemløshed og misbrug. Men den sociale arv fik de – som alle gør det.

Og deres opvækst – som man ser i tilbageblik – var fuld af druk, mistrivsel og bare en generel mangel på medmenneskelig respekt, måske med undtagelse af moderen, som døde, mens de endnu var drenge. Hende savner de hver eneste dag, og kalder den smukkeste engel ved himlens port.

Den tunge sociale arv findes så ikke kun i de små byer udenfor Viborg, hvor Henrik og Christian bor, og som, selvom mange ville opfatte dem som ressourcesvage, udmærket er klar over, at deres liv fra starten af har været fucked up, og at der skal noget til at bryde dén tunge arv.

Der er heller intet, de hellere vil – og de prøver trods en ukonstruktiv kombination af selvforagt og en urealistisk forventning både at etablere kontakt til deres far, som har slået hånden af dem, og få et nært og godt forhold til deres egne sønner.

Hvordan det så spænder af, skal man unde sig selv at gå ind og se. Drama-dokumentaren er skruet sådan sammen, at vi alle kan spejle os i deres tanker og følelser og i de fortællinger og løgne, som vi alle siger – både til os selv og hinanden. For kun sådan kan vi være i livet. Ønsket om at blive set og anerkendt, at høre til og være elsket er universelt.

Det er kun måden, som vi udtrykker det på, som er forskellig – og det er hos brødrene ligetil og bramfrit. Ikke noget med ”jeg-hører-hvad-du-siger” og lignende fra den kreative klasse, som tror, at den har definitions- og pege-fingre-ad-retten. Men de samme psykologiske lig i lasten findes også her.  

”Faderen, Sønnerne og Helligånden” er derfor en totalt hudløs dokumentarfilm om håb og tro – og størst af alt er kærligheden. For der er kærlighed imellem de to brødre og til deres familier. Der er så også svigt – og tilgivelse, og hos især Henrik hele tiden et håb om, at det nok skal blive bedre, hvor styrken til dette overskud end kommer fra.

Men begge brødre er kristne – og ikke bange for at vise det. Scenen, hvor de beder Fadervor, er meget stærk – og mere afslørende, end nogen nøgen-og-pornoscene nogensinde har været. For her ser vi direkte ind i de to brødres sjæle.

Det er nærhed. Blod og sved og krop modsat de smukke naturbilleder, som filmen også byder på – som regel med masser af blæst i. Det giver mening, når man tænker på filmens titel.

For Helligånden kommer som en susning, en blæst – eller ligefrem en storm, og bringer med sig forvandling – og dét både i ild og vand.

Her i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fører Helligånden den ene bror til fest og glæde, da sønnen bliver student, og der skal drikkes champagne af huen, mens den anden bror konverterer til den ortodokse kirke i Serbien via en militær undergrundsgruppe, som opfatter sig selv som en slags kristne krigere, der seriøst mener, at Europa er på vej mod en racekrig.

At sige er den ene bror vælger den sekulære vej og den anden den fundamentalist-religiøse er for letkøbt. For begge brødre er først og fremmest forankret i hinanden og deres familier – og i følelsen af at være Guds børn.

Danmarksbloggen giver ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fem ud af de seks kors, som alle kristne har tilfælles, uanset om man er ortodoks, og kysser et ikon i en ortodoks kirke i Serbien, eller man er evangelisk-luthersk, og skal konfirmeres i Viborg Domkirke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lidt til teologi-nørderne: Jeg undrede mig meget over dåbsscenen i Serbien, hvor Christian bliver døbt i søen. For som kristen bliver man kun døbt én gang – også selvom man skifter kristen kirke. Medmindre altså at den kirke, som man konverterer til, ikke anerkender Folkekirkens dåb.
Det russisk-ortodokse kirke og nogle pinsekirker anerkender fx ikke Folkekirkens dåb. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad den serbisk-ortodokse kirke anerkender. Men umiddelbart kunne man formode, at den ligesom den russisk-ortodokse, som den deler meget tankegods med, ikke anerkender en evangelisk-luthersk dåb som Folkekirkens. Det har noget med sakramenterne og traditionen i ortodoks forståelse at gøre, kan jeg fortælle til dem, som har lyst til at google mere på egen hånd.

Anmeldelse: ”Under stjernerne på himlen”

Udgivet den af
1

Det er en time siden, at jeg gik ud af biografen efter pressevisningen på den nye film om Tommy Seebach, der naturligvis hedder det samme som hans i sin tid så udskældte, men i dag så elskede sang ”Under stjernerne på himlen” – og jeg har lige siden sunget den inde i mig selv.

For den ER Tommy Seebachs bedste. Måske fordi den er skrevet med det samme hjerte, som han opfordrede sønnen Rasmus til at synge ud fra, hvad vi ser et klip med i slutningen af filmen, hvor Rasmus og en hel festival synger ”Under stjernerne på himlen”, så det kan høres helt op til den himmel, hvor Tommy bare MÅ være.

Dér græd jeg helt åbenlyst. Det var jeg vist ikke den eneste, der gjorde, og det er heller ikke den eneste gang i filmen, hvor man græder. Slet ikke. Nu skal intet røbes, selvom alle ved, at Tommy Seebachs skæbne gik fra at være Danmarks feterede Mr. Grand Prix til at blive opfattet som noget gammeldags, der endte sin karriere og sit liv som klaverbokser i Ølgod på Bakken.

En nedtur, som er filmens hovedhandling, og som skildres nøgternt og uden hverken det store drama eller den klæbende sentimentalitet, men bare så håbløst sørgeligt, som det er, når livet kæntrer på grund af for meget alkohol og for mange bristede drømme i en verden, hvor der sjældent er plads til mennesker af Tommy Seebachs format og ægthed.

For Tommy Seebach var sin helt egen blanding af sart, sårbar, skrøbelig og så samtidig ukuelig og stædig med et kolossalt gåpåmod og en enorm gavmildhed – og især kærlighed. Han ville give hele verden sig selv – og sin elskede familie alt det bedste fra et legetøjstog i naturlig størrelse til blomster, der fyldte hele stuen.

Tommy Seebach havde så også den konstante længsel efter anerkendelse og mere anerkendelse, fordi kun sådan kunne han selv – måske – tro på, at han var god nok. Den slags slider mennesker op – også genier som Tommy Seebach, der i filmen spilles med en enorm lydhørhed og musikalitet af Anders Matthesen, som man ellers kender som en meget morsom mand. Men her viser Matthesen, at han også mestrer tragedien og det alvorlige. Smerten kommer helt ud af lærredet, og rammer et sted dybt i brystet.

Man rammes også af Neel Rønholt, som lige så hudløs som virkeligheden selv gestalter Karen Seebach, når hun portrætterer, hvordan Seebachs kone heroisk i mange år stod for alt andet end musikken, inden hun – udmattet – måtte kaste håndklædet i ringen og gå, fordi hun og børnene simpelthen ikke magtede mere. Men det var ikke et kærlighedens forlis, for Karen og Tommy elskede stadig hinanden. Det var et samlivets forlis, og Rønholts fremstilling deraf gibber, så enhver kan se, at det er på høje tid, at man begynder at caste hende i de dramatiske og krævende roller.

Caspar Phillipson er Keld Heick, som fremstilles som en mand, der på den ene side er Tommys gode ven og støtte, men på den anden også forstår at følge tidens krav og holde sig selv flydende, hvad det end må kræve. Det gør Phillipson driftssikkert. Han kan sit kram.

I andre roller ser vi Vicki Berlin som en husmoderlig Hilda Heick, en Anders Juul som en trofast Ivan Pedersen, og så Jacob Lohmann som en meget usympatisk DR-underholdningschef. Den nailer Lohmann overbevisende.

Men hele castet spiller, så det synger i en film, der foregår over mere end to årtier, og hvor man er dygtig til at få tidsånden med fra 80´ernes smøger og brune værtshuse over 90´ernes smarte drinks og til 00´ernes mobiler. Fra mere bramfri, men også brutal tale til større politisk korrekthed.

For tiderne ændrer sig, og de fleste ændrer sig med dem. Men ikke Tommy Seebach. Han var en original og tro mod det, som var inde i ham selv. Det er også det, som gør, at denne film bliver en af årets mest sete.

For Tommy Seebach er i dag anerkendt og elsket. Janteloven og småligheden tabte på den lange bane til manden, for hvem familien og musikken var det dejligste – i dén rækkefølge, selvom det måske ikke altid virkede sådan.

Danmarksbloggen giver ”Under stjernerne på himlen” seks ud af seks stjerner. Eller skulle man sige douze points om denne gribende film om et af Danmarks mest miskendte musikalske genier. Gid Tommy Seebach fra sin sky kan se filmen, der er én lang kærlighedserklæring til ham. Den er tindrende god, som de stjerner der stadig lyser på himlen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Menneskekryb”

Udgivet den af
Svar

Når et væsen venter på at fødes, bærer det i sig håbet spundet ind i en puppe af forventninger. Derinde i den bløde og varme før-natale tilstand drømmer væsnet om en verden i farver, hvor det skal ud og gøre store, dejlige ting til gavn og glæde for fællesskabet.

Det holder selvfølgelig ikke. For verdenen er sort og hvid, delt af grænser og skel, og absolut ikke befolket af væsner, som møder andre med smil og åbne arme.

Tværtimod er konflikt og vold, overgreb og smerte faste ingredienser i hverdagens kamp for overlevelse. Så langsomt, men sikkert slukkes visionerne og troen på alverdens godhed, så man til sidst råber stop, inden man enten æder eller bliver ædt, dræber eller bliver dræbt.

Dét er den barske sandhed, der møder Menneskekryb aka den gule puppe på Nørrebro Teater i stykket af samme navn. En kær Puppe med store følehorn, som man forelsker sig i fra første eksistentielle monolog og indtil sidste bitre erkendelse, der leder tankerne hen på Shakespeares visdomsord fra Det Skotske Stykke (og ja, jeg er teater-overtroisk, og skriver ikke navnet), hvor titelpersonen siger: Life’s but a walking shadow, a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more. It is a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

Dét citat går som en rød tråd gennem ”Menneskekryb”. Det er også teaterverdenens smukkeste ord ever written – for nu at blive i det engelske, som den poetiske og lidende sommerfugl ofte gør det i første akt, hvor Puppen betaget sidder på sin gynge, og ser sommerfuglenes på overfladen så yndige leg, der i virkeligheden er en dødsensalvorlig affære om parringsdansen. Og som inden vi når klimaks, afføder det ene grin efter det andet, når de bevingede væsner vimser rundt i deres pastelfarvede dragter i lige dele længsel og liderlighed. Verden har trods alt endnu en uskyld i sig.

Det har den stadig, dog mindre, i næste tableau, som er holdt i så skrigende farver, at tilbudskatalogerne sad i salen og tog noter. Vi er også i supermarkedet, der hvor man køber ind, så man kan få sig noget næring og samle sig noget lort. For den, som har meget, er meget sikret, lyder devisen, og vender det blinde øje til, at har man meget, så er der også meget, der kan mistes. For en hel hær af insekter lever efter mottoet ingen-er-for-fine-til-at-gøre-hvad-der-kræves – uanset om man bruger rå magt som en dræberhveps eller smiger og løgn som en parasit.

Puppen med de store idealer bliver naturligvis moralsk indigneret, men det har de sultne insekter ingen forståelse for. Erkendelsens rutschebanetur er sat i gang – og Puppen kan intet gøre, men må fødes i en lang og smertelig proces i det tredje tableau, som naturligvis er holdt i brune jordfarver. For nu rammer virkeligheden i en ordløs, men fysisk krævende og sigende fremstilling.

AV, tænker Puppen, og finder sig selv – nyfødt i uskyldens hvide farve – med store øjne i en sort-hvid verden, som er delt i dem og os, i den der styrer, og dem, der bliver styrede, selvom alle henholder sig til en fortælling, som lyder 1:1 som noget, vi kender fra vores tid, og hvis ord mere skal tilskrives forfatter og instruktør Niels Erling end det tjekkiske broderpar Karel og Josef Čapek, der få år efter 1. Verdenskrig skrev stykket ”Insektliv”, som er forlægget for ”Menneskekryb”.

Men situationen er den samme: Myredronningen øverst på sit podie hersker over de arbejdende, og de sorte myrer vader frem og tilbage – hurtigere og hurtigere. For der er meget, der skal nås, inden de grønne myrer angriber. Produktionen skal op. Freden kræver krigen, er meldingen.

Men det var jo slet ikke sådan, at det skulle være, siger en desillusioneret Puppe, som nu er blevet en døgnflue, et menneskekryb, som trækkes mod egen undergang. For det ender med krig. Igen vist i et ordløst tableau, hvor det sort-hvide farves rødt – rødt af blod, mens de samme bevægelser, de samme scener gentages igen og igen og igen, mens bassen brager og dundrer.

Det er ikke til at holde ud. Krig er så også netop gru og død, og ikke til at holde ud, hverken for lidt over 100 år siden eller nu, hvor det totalitære vanvid igen raser både i øst og vest, og truer med at sprede sig – hvis ikke vi i Den Frie Verden byder despoter og tyranner trods.

Og deri er stykkets kerne. For på den ene side er vi hver især så små, så uendelig ligegyldige som et enkelt insekt formodes at være det. Men på den anden side så kan – og skal – vi hver især komme ud af vores puppe og tage ansvar, også selvom ingen af os, uanset om vi er flue, menneske eller kæmpe, kan bære hverken hele freden – eller hele krigen – på vores skuldre.

Vi må insistere på og kæmpe for demokrati og fællesskab – også personligt, er Puppens erkendelse, da den for anden gang kommer ud af en skal, nu den mentale, og bryder med sin pacifistiske indstilling. Dermed cementeres Myredronningens ord om, at volden har ingen respekt for andet end volden, og det sker på en måde, der for Puppen er både et sammenbrud og en frisættelse.

For ”Menneskekryb” handler ikke kun om samfundet, men også om den eksistentielle rejse, som vi alle kender, og på Nørrebro foretager sammen med Puppen, der spilles af Stanley Bakar, der gør det så brændende og fascinerende, at man som tilskuer føler, at man ER Puppen. Også selvom alle os, der sidder i stolene, ikke har Puppens naivitet, men fra start af ved, hvordan det slutter.

Nemlig med at Puppen, som alle os andre, må erkende, at vi er døgnfluer, der æder, knepper og slår ihjel, inden alt ender med stilheden. Eller som Barden fra England sagde det: The rest is silence.

Men inden da viser ”Menneskekryb” vores virkelighed i et insektperspektiv, hvor stor skuespilkunst og intelligent anvendelse af farver, ord og musik går op i en forrygende enhed, som giver overblik og overskud til at være i den situation, som vi og verden er i nu. Dét har vi også stærkt brug for.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Menneskekryb” seks ud af seks skygger, som dem, der er en del af den evige nat, vi altid har lige i hælene. For det er teater til tiden, og de stående ovationer til premieren til Stanley Bakar, Alexander Clement, Carla Eleonora Feigenberg, Tilde Maja Fredriksen, Morten Kjær, Amalie Lindegård og Mads Reuther var mere end fortjente.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Fremmed – det første opgør”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Fremmed – det første opgør”, som foregår i stenalderen for 6.000 år siden i Danmark, har en mission: Den vil vise, hvad der sker, når en ny befolkningsgruppe – uden at være inviteret – kommer til et område for at bo og leve dér. Det handler selvfølgelig om fordomme, frygt, modstand, konflikter og kampe på liv og død.

Filmen taler dermed ind i en moderne kontekst, hvor folkegrupper over hele verden i disse år bevæger sig væk fra deres fødested for at bo og leve i helt andre egne med en anden kultur og et helt andet sprog. Noget, som i vores tid skaber store problemer, hvad det har gjort flere gange i historien – men ikke lige i den danske stenalder.

For desværre skal konstateres, at filmens præmisser er forkerte på stort set samtlige områder. For hvordan var Situation Danmark for 6.000 år siden iflg. de historikere og geografer, som har faglig viden på området?

Landet var som i filmen dækket af tæt skov, og der boede få stammer, som primært levede af at jage. Men de stammer jagede og boede ved kysterne, ikke dybt inde i skoven som i filmen. Der var heller ikke dengang i Danmark floder med så stærk en strøm, at man kun kunne padle den ene vej – som det ses i filmen.

Historisk var det Ertebølletid, som er den sidste del af dansk jægerstenalder. En tid, hvor klimaet var mildere end i dag. Det betød, at de store byttedyr forsvandt – og at landbruget vandt frem, så vi gik over til bondestenalderens første periode Tragtbægerkulturen – navngivet efter de krukker, som er blevet fundet over hele Mellem- og Nordeuropa i tiden 3.900 – 2.800 f.Kr.

Den markante overgang til landbruget betød så ikke – som i filmen ”Fremmed – det første opgør” – kampe og konflikter. Overgangen kom primært fra de allerede herboende jægere, som i generationer havde handlet med stenalderbønderne fra Mellem- og Sydeuropa, og dér set hvad landbrug kan gøre i forhold til at brødføde en befolkning.

Så i modsætning til i filmen, så vidste man udmærket, hvad korn kan. Man foretrak bare at jage fremfor slæbet med at pløje, så og høste, så længe altså de store dyr stadig levede i Danmark. Men de forsvandt med klimaændringerne, og så omsatte de gamle jægerstammer – med hjælp fra nytilkomne bønder, som de formentlig selv har inviteret, fordi de nye havde de kompetancer, som de gamle manglede – den nye bondeviden til handling, så Danmark fra ca 4000 f.Kr og til langt op i 1900-tallet var et landbrugsland.  

Stammerne blev dermed også bofaste fremfor i jægertiden, hvor man levede som nomader ved kysterne – dog af og til med et sommerstop lang tid nok til at spise tilstrækkeligt med østers til at lave en køkkenmødding. Endnu en fatal fejl, som filmen laver, da den placerer jægerne i en bofast skovlandsby, og samtidig hævder, at jægerne ikke har forståelse for den cirkulære tænkning, som bondefolket havde.

Intet kunne være mere forkert. Dyreflokkene – og dermed også jægerne med deres telte – har bevæget sig rundt og rundt i landet efter årstid – og stjernebilleder. Så man har i dén grad haft styr på den cirkulære tid i jægerstenalderen, hvad man kan også se på nogle af de stendysser, som stadig findes rundt omkring, hvor solen rammer på en helt bestemt måde til midsommer á la Stonehenge, bare meget mindre.

Og det er da ærgerligt, at filmens raison d´etre om de vilde jægere, der tror på ånder i naturen, og render rundt med knogler på tøjet versus de kultiverede bønder, der tror på forfædre i himlen, og hele tiden tænker på deres familie, dermed forsvinder. Men det må påtales. For der er ingen fund, der tyder på nogen særlige forskelle eller kampe mellem de gamle og de nye stenalder-danskere. Tværtimod skete overgangen fra jæger- til bondestenalder måske så hurtigt som på 25 år – og uden ballade. Fordi man kendte hinanden i forvejen – og fordi kornet kunne brødføde så mange flere – og fordi der var så rigeligt jord at tage af.

Ikke at kampene om Danmark ikke kom. Det skete bare senere. I jernalderens folkevandringstid – cirka 4300 – 4600 år senere var der endog store kampe mellem herboende og nye grupper, som betød en total udskiftning af befolkningen i nogle egne. Men altså ikke i stenalderen, og det er vigtigt at påtale i en tid, hvor fakta i forvejen er trængt hårdt tilbage.

Det være hermed gjort. En god ting er der at sige om filmen. Den benytter sig af særdeles flotte billeder, når den fortæller historien om søskendeparret, der som de eneste overlever et overfald fra de oprindelige beboere, jægerfolket. Og så følger man ellers de to søskende i deres tid hos jægerne, hvor de på et godt års tid oplever at lære et helt nyt sprog, føde et barn, blive optaget som jæger i stammen, accepteret af nogen, men ikke af andre, selv tage de nye skikke til sig, selv ikke at tage de nye skikke til sig – og samtidig lige få kornet til at gro i en skyggefuld lysning i skoven. Det er meget – og også for meget.

Parallellen til vor tids indvandrere og dens problematikker er endvidere så tyk, at det i sig også er for meget, også fordi filmen går på kompromis med både fortællebue og sine egne påstande i bestræbelsen på at få tikket alle integration-er-svært-bokse af, inden det slutter, som det begynder med kampscener med ildflammer galore, skingrende skrig og vilde øjne i en film, hvor hovedpersonen – en ung kvinde – har en jeg-er-først-og-fremmest-mine-følelser-adfærd, der ikke er år 4.000 f.Kr., men år 2025.

Danmarksbloggen giver derfor ”Fremmed – det første opgør” 2 ud af 6 sten. For nok er billederne flotte og holdt i en farvepalette af brun, rød, gul og orange med nuancer af grøn, som mange forbinder med indfødte stammer, natur og de tidligste tider – og filmen skal også have en cadeau for at udvikle to sprog, som de to stammer taler. Men den usammenhængende historie, den manglende evne til at skabe en troværdig stenalder-vibe og de alvorlige faktuelle fejl trækker ned.

NOTE: Filmen har så haft historisk konsulent på … MEN som altid når det handler om film, er der en såkaldt kunstnerisk frihed, som altså her flytter jægerne fra de åbne kyster og dybt ind i skoven, gør jægerne til fastboende fremfor nomader, giver stenalderbønderne en religion som minder mere om kristendom end om den naturreligion, som helt op til vikingetiden var den naturligt forekomne i Danmark – og som helt overser det faktum, at de jægere og bønder i mange generationer har kendt hinanden – og at klimaforandringernes påvirkning og ikke konflikter mellem to folk er årsag til skiftet fra jægerstenalder til bondestenalder.
Informationer, som kan læses på Nationalmuseets og Odense Museums egne hjemmesider – foruden den klima-information, som jeg – som uddannet geograf fra Københavns Universitet – selv besidder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min Evige Sommer”

Udgivet den af
Svar

Ventesorg hedder det, når man er tæt på én, som skal dø – og det skal Fannys mor i filmen ”Min Evige Sommer”, som har premiere i dag, og som udspiller sig den sidste sommer, som Fanny, hendes mor og hendes far har sammen i det sommerhus, som livet igennem har været rammen om deres grønne somre. 

Filmen er den rene poesi. En stille og sanselig fortælling om det eneste, som vi kan være sikre på: Nemlig at det ender med døden for os selv – og for alle dem, som vi kender.

Det har vi bare så svært ved at acceptere, forholde os til og tale om. Så er det meget nemmere som veninderne til Fannys mor, der til hendes sidste fødselsdag snakker højlydt om, hvor god en veninde hun er, om herlige rejser til Kreta – og om at ”jeg tror stadig på mirakler”, som den ene veninde totalt fortrængende overfor den terminale kræftsygdom siger det.

Intet af det gavner Fannys mor, der spilles af Maria Rossing med en inderlighed og en følsomhed, så alle mødre kan spejle sig i hendes omsorg for datteren, der gestaltes med lige dele rå livskraft og uendelig sårbarhed af Kaya Toft Loholt.

De to er filmens akse, som de har været det alle datterens 15 leveår. Et tæt mor-datter-forhold, hvor datteren på en enkelt sommer skal nå at frigøre sig fra moderen – og komme tilbage til hende igen for at sige farvel.

En proces, som normalt tager flere år, men hvor Fanny altså kun har tiden fra moderen er rask nok til at kunne spille på klaver og tage en kort tur til stranden – og til hun få uger senere ånder ud i hospitalssengen i en dødsscene, som er lige præcis så rolig og afdramatiseret, som virkeligheden ofte er det. Og ja, moderen er totalt smertelindret. Den medmenneskelige respekt er – trods rygtet om det modsatte – stor i det danske sundhedsvæsen, hvad vi også ser, da den døde kvinde gøres klar til at kunne komme i kiste.

Men inden skal mor og datter sige farvel til hinanden, mens de stadig er i livet – og der er især to scener, som har brændt sig ind – eller rettere sendt kaskader af tårer ned ad mine kinder. Da moderen ligger med den sovende Fanny i sin favn – og senere, da moderen er ved at nå den sidste tid, og de sidder og græder, men så fra fjernsynet hører Rolf og Ritter juble over, at Jonas Vingegaard har vundet både etapen og den gule trøje i Touren.

SÅ bryder de sammen af grin – og uden at faderen, som er noget af træmand, der gerne vil, men ikke rigtig kan åbne op og være følsom, forstår dem. Anders Mossling nailer filmen igennem præcis den stille accept af egen uformåenhed, som mange mænd føler, når familiens samlingspunkt – moderen – forsvinder.

Hans ventesorg er nemlig ikke mindre end datterens, selvom den pakkes ind i praktiske gøremål og servicering af ikke kun hans dødssyge kone og ditto lidende datter, men også af datterens kæreste og veninder, som med de bedste intentioner kommer på besøg i sommerhuset, men som ligesom mange andre i nutidens Danmark lider under, at vi ikke har et socialt kodeks for at dø.

Men vi skal lære at tale om at dø, er filmens morale. Lære at stille hinanden de svære spørgsmål: Hvordan har du det med at skulle dø? Hvordan har du det med, at din mor skal dø? Og så ellers give tid til samtalen – uden at være bange for hverken ord eller tårer.

For som det siges i en anden – cirka 30 år gammel film om en anden kvinde, der døde tidligt – nemlig Richard Attenboroughs ”Shadowlands”: We can’t have the happiness of yesterday without the pain of today. That’s the deal.

I den film, som er baseret på virkelige begivenheder, står forfatteren C. S. Lewis sammen med hans kone Joy Greshams meget unge søn ligesom Fanny og hendes far med valget mellem at lukke sorgen ude – eller at turde være i den ubærlige smerte. C. S. Lewis og adoptivsønnen valgte det sidste.

Jeg er ikke sikker på, hvad Fanny og hendes far vælger. Men jeg ved, at Danmarksbloggen giver ”Min Evige Sommer” seks ud af seks lys, som dem, man tænder, når ét menneske er dødt – og man har åbnet vinduet, så sjælen kan slippe ud.

Det er Sylvia Le Fanu, som har lavet denne lille perle, der i øvrigt er filmet og klippet, så skønhed og dansk hverdag anno 2020´erne går op i en højere enhed – samtidig med at filmen giver en knugen i hjertet, der gør ondt – på den gode måde. For her er noget vigtigt og for alle mennesker genkendeligt på spil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk