Filmen ”Fremmed – det første opgør”, som foregår i stenalderen for 6.000 år siden i Danmark, har en mission: Den vil vise, hvad der sker, når en ny befolkningsgruppe – uden at være inviteret – kommer til et område for at bo og leve dér. Det handler selvfølgelig om fordomme, frygt, modstand, konflikter og kampe på liv og død.

Filmen taler dermed ind i en moderne kontekst, hvor folkegrupper over hele verden i disse år bevæger sig væk fra deres fødested for at bo og leve i helt andre egne med en anden kultur og et helt andet sprog. Noget, som i vores tid skaber store problemer, hvad det har gjort flere gange i historien – men ikke lige i den danske stenalder.

For desværre skal konstateres, at filmens præmisser er forkerte på stort set samtlige områder. For hvordan var Situation Danmark for 6.000 år siden iflg. de historikere og geografer, som har faglig viden på området?

Landet var som i filmen dækket af tæt skov, og der boede få stammer, som primært levede af at jage. Men de stammer jagede og boede ved kysterne, ikke dybt inde i skoven som i filmen. Der var heller ikke dengang i Danmark floder med så stærk en strøm, at man kun kunne padle den ene vej – som det ses i filmen.

Historisk var det Ertebølletid, som er den sidste del af dansk jægerstenalder. En tid, hvor klimaet var mildere end i dag. Det betød, at de store byttedyr forsvandt – og at landbruget vandt frem, så vi gik over til bondestenalderens første periode Tragtbægerkulturen – navngivet efter de krukker, som er blevet fundet over hele Mellem- og Nordeuropa i tiden 3.900 – 2.800 f.Kr.

Den markante overgang til landbruget betød så ikke – som i filmen ”Fremmed – det første opgør” – kampe og konflikter. Overgangen kom primært fra de allerede herboende jægere, som i generationer havde handlet med stenalderbønderne fra Mellem- og Sydeuropa, og dér set hvad landbrug kan gøre i forhold til at brødføde en befolkning.

Så i modsætning til i filmen, så vidste man udmærket, hvad korn kan. Man foretrak bare at jage fremfor slæbet med at pløje, så og høste, så længe altså de store dyr stadig levede i Danmark. Men de forsvandt med klimaændringerne, og så omsatte de gamle jægerstammer – med hjælp fra nytilkomne bønder, som de formentlig selv har inviteret, fordi de nye havde de kompetancer, som de gamle manglede – den nye bondeviden til handling, så Danmark fra ca 4000 f.Kr og til langt op i 1900-tallet var et landbrugsland.  

Stammerne blev dermed også bofaste fremfor i jægertiden, hvor man levede som nomader ved kysterne – dog af og til med et sommerstop lang tid nok til at spise tilstrækkeligt med østers til at lave en køkkenmødding. Endnu en fatal fejl, som filmen laver, da den placerer jægerne i en bofast skovlandsby, og samtidig hævder, at jægerne ikke har forståelse for den cirkulære tænkning, som bondefolket havde.

Intet kunne være mere forkert. Dyreflokkene – og dermed også jægerne med deres telte – har bevæget sig rundt og rundt i landet efter årstid – og stjernebilleder. Så man har i dén grad haft styr på den cirkulære tid i jægerstenalderen, hvad man kan også se på nogle af de stendysser, som stadig findes rundt omkring, hvor solen rammer på en helt bestemt måde til midsommer á la Stonehenge, bare meget mindre.

Og det er da ærgerligt, at filmens raison d´etre om de vilde jægere, der tror på ånder i naturen, og render rundt med knogler på tøjet versus de kultiverede bønder, der tror på forfædre i himlen, og hele tiden tænker på deres familie, dermed forsvinder. Men det må påtales. For der er ingen fund, der tyder på nogen særlige forskelle eller kampe mellem de gamle og de nye stenalder-danskere. Tværtimod skete overgangen fra jæger- til bondestenalder måske så hurtigt som på 25 år – og uden ballade. Fordi man kendte hinanden i forvejen – og fordi kornet kunne brødføde så mange flere – og fordi der var så rigeligt jord at tage af.

Ikke at kampene om Danmark ikke kom. Det skete bare senere. I jernalderens folkevandringstid – cirka 4300 – 4600 år senere var der endog store kampe mellem herboende og nye grupper, som betød en total udskiftning af befolkningen i nogle egne. Men altså ikke i stenalderen, og det er vigtigt at påtale i en tid, hvor fakta i forvejen er trængt hårdt tilbage.

Det være hermed gjort. En god ting er der at sige om filmen. Den benytter sig af særdeles flotte billeder, når den fortæller historien om søskendeparret, der som de eneste overlever et overfald fra de oprindelige beboere, jægerfolket. Og så følger man ellers de to søskende i deres tid hos jægerne, hvor de på et godt års tid oplever at lære et helt nyt sprog, føde et barn, blive optaget som jæger i stammen, accepteret af nogen, men ikke af andre, selv tage de nye skikke til sig, selv ikke at tage de nye skikke til sig – og samtidig lige få kornet til at gro i en skyggefuld lysning i skoven. Det er meget – og også for meget.

Parallellen til vor tids indvandrere og dens problematikker er endvidere så tyk, at det i sig også er for meget, også fordi filmen går på kompromis med både fortællebue og sine egne påstande i bestræbelsen på at få tikket alle integration-er-svært-bokse af, inden det slutter, som det begynder med kampscener med ildflammer galore, skingrende skrig og vilde øjne i en film, hvor hovedpersonen – en ung kvinde – har en jeg-er-først-og-fremmest-mine-følelser-adfærd, der ikke er år 4.000 f.Kr., men år 2025.

Danmarksbloggen giver derfor ”Fremmed – det første opgør” 2 ud af 6 sten. For nok er billederne flotte og holdt i en farvepalette af brun, rød, gul og orange med nuancer af grøn, som mange forbinder med indfødte stammer, natur og de tidligste tider – og filmen skal også have en cadeau for at udvikle to sprog, som de to stammer taler. Men den usammenhængende historie, den manglende evne til at skabe en troværdig stenalder-vibe og de alvorlige faktuelle fejl trækker ned.

NOTE: Filmen har så haft historisk konsulent på … MEN som altid når det handler om film, er der en såkaldt kunstnerisk frihed, som altså her flytter jægerne fra de åbne kyster og dybt ind i skoven, gør jægerne til fastboende fremfor nomader, giver stenalderbønderne en religion som minder mere om kristendom end om den naturreligion, som helt op til vikingetiden var den naturligt forekomne i Danmark – og som helt overser det faktum, at de jægere og bønder i mange generationer har kendt hinanden – og at klimaforandringernes påvirkning og ikke konflikter mellem to folk er årsag til skiftet fra jægerstenalder til bondestenalder.
Informationer, som kan læses på Nationalmuseets og Odense Museums egne hjemmesider – foruden den klima-information, som jeg – som uddannet geograf fra Københavns Universitet – selv besidder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk