Anmeldelse: ”Den sidste viking”

Udgivet den af
3

Når man siger Anders Thomas Jensen, siger man film med mening i, film med humor i – og film med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Det gælder også dagens premierefilm ”Den sidste viking” om brødreparret Anker og Manfred/John, som på overfladen er meget forskellige, men som i virkeligheden har mere til fælles end alle – også dem selv – er bevidste om.

Den ene – Anker spillet af Nikolaj Lie Kaas – er umiddelbart en hårdkogt forbrydertype, der vender hjem efter 15 år i fængsel for at finde de 21 millioner, som han stjal, og overlod det til broderen – Manfred spillet af Mads Mikkelsen – at gemme.

Der er så bare den finte, at Manfred er det, som mange vil kalde ”ikke helt rigtig i hovedet”, og af en grund, som nok skal åbenbare sig i filmen, men ikke her, vil kaldes for John – samt at han som dreng troede, at han var en viking.

At Kaas og Mikkelsen spiller fuldkommen mesterligt, siger vel nærmest sig selv. Eller er det alligevel som om de – igen – overgår sig selv? Det er i hvert fald sjældent, at man ser Mads Mikkelsen i en rolle, hvor hans karakters svaghed er samme karakters styrke. Så er det mere almindeligt at se Nikolaj Lie Kaas som den hårde banan, der er mere end god nok indeni.

Men som sagt: De spiller fantastisk. Og det samme gør den perlerække af andre – ofte også velkendte skuespillere i en Anders Thomas Jensen film, som er med:

Bodil Jørgensen, der er brødreparrets søster, og som livet igennem har støttet dem begge, selvom hun ikke er med i brødreskabet – og som må så grueligt meget igennem. Sofie Gråbøl, der er en slags eksmodel og ny ejer af deres barndomshjem oppe i de svenske skove, og som endelig får givet en lige højre tilbage, selvom ingen lygter blinker, og Søren Pilmark ikke er med.

Det er til gengæld Nicolas Bro, som spiller den høflige og voldelige stjernepsykopat Flinke Flemming – og Søren Malling, som er Sofie Gråbøls vansirede mand med hang til rødvin, design og berømmelse. Lars Ranthe er også med. Men hvem han spiller, skal man se filmen for at finde ud af – ellers gives noget af plottet væk.

Vi møder også Lars Brygmann, der præsenterer sig som overlæge på Psykiatrisk – og så de to psykiatriske patienter, hvor den første er døv, så han siger ikke noget, men slår bare på trommer. Den anden derimod, som spilles af svenskeren Kardo Razzazi ikke kun siger en hel masse, men synger også – både ABBA og Beatles. For der er sandelig også musik med i filmen.

Lyder det forvirret, når filmen hedder ”Den sidste viking”, og handler om to brødre? Måske, men det giver alt sammen mening, når man ser filmen, der nok er sjov – især i starten og i glimt. Men hurtigt bliver fortællingen helt anderledes dyster og dyb, og fører os ned i et på alle måder blodigt og stadig tættere mørke, der trækker et spor af vold helt tilbage til den barndom og de traumer, som brødrene som alle os andre er rundet af – og som afgører vores liv meget mere, end vi kan lide at tænke på.

Det fortælles, så det fysisk knuger at se på, og lige når man tænker, at nu kan det ikke blive værre, mere fuld af afstumpethed og ondskab, ja, så bliver det alligevel mere mørkt, så vi til sidst er et sted så sort, så voldeligt, så nu-ender-verden, at man for længst har droppet troen på en forløsning, en happy end.

Om den så alligevel kommer, må man selv se filmen og finde ud af.

Danmarksbloggen anbefaler ”Den sidste viking”, og giver den seks ud af seks runer, som dem Manfred sætter – og som også spiller en stor rolle undervejs i filmen. Det er Anders Thomas Jensens mest eksistentielle film til dato – og det siger meget, når man ser på hans cv.

Men her bliver det skåret ud i runer og billeder – og sågar i et eventyr om en vikingehøvding og hans stamme, at nok er mennesker i bund og grund ens, selvom alle drømmer om at være unikke som et andet produkt-nr. i IKEA. Men at det også er ok. For vi er, som vi er – med hver vores virkelighedsopfattelse.

Det problematiske er, når vi med tvang vil gøre alle ens, så alle kan være lige smukke, lige raske, lige kloge. Men vi er også grimme, syge og dumme – og det er også ok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Angst er en naturlig del af livet – også i en hybridkrig

Udgivet den af
Svar

Jeg vil ikke lade angsten styre mig, sagde en granvoksen politisk kommentator på nationalt tv i sidste uge, mens han brugte sit udsagn som argument for IKKE at købe ind, så han kan klare sig selv i tre dage. Det, som myndighederne ellers kraftigt opfordrer alle danskere til.

Jeg vil ikke gøre mine børn bange, så hellere fortælle dem, at der ingenting kan ske her i Danmark, siger mange forældre, og glemmer, at de godt kan slukke for nyhederne derhjemme, mens børnene er vågne. Men så hører børnene bare om droneangrebene og hvad der ellers sker et andet sted.

STOP, siger Danmarksbloggen derfor, og spørger:

HVORFOR MÅ VI IKKE VÆRE BANGE?

For vi er et sted, hvor der reelt sker hybride krigshandlinger i Danmark. Og det kan godt gøre både børn og voksne bange. Men det er ikke angsten, som er fjenden. Angst er derimod en naturlig – og uundgåelig – del af livet.

Og nej, det er ikke rart at være bange. Det er ubehageligt. Men livet har aldrig handlet om at skulle undgå at være bange.

Tværtimod så handler livet om at lære at være i den ubehagelige angst, og bruge angstfølelsen konstruktivt.  

Angsten må nemlig ikke handlingslamme os. Men det gør den, hvis man tror, at verden skal være et nuttet og plysset lyserødt sted, hvor vi kan hoppe frit rundt som en anden flok enhjørninger uden tanke for andet end os selv – og hvad vi lige har lyst til nu.

Men verden er ikke sådan. Jo, altså – verden KAN indimellem være god, varm og kærlig, og når den er det, så skal vi nyde det i fulde drag. Men vi skal også være bevidste om, at verden er fuld af skarpe kanter, huller vi kan falde ned i, og væsner, som ikke vil os det godt – og at det skal vi lære at håndtere.

Det hedder rettidig omhu, og midt i en hybridkrig – som den Danmark er i ligenu – handler det om to ting:

  1. At være ærlig – både overfor sig selv og sine børn – om der kan ske ubehagelige ting, men at vi kan gøre en hel masse.
  2. At udvise rettidig omhu – og sørge for, at man kan klare sig selv med mad, vand og medicin i minimum tre dage. For når man kan det, så lægger man ikke samfundet til last i de kritiske dage, hvor der er slukket for vand, varme og strøm – og hvor ressourcerne skal bruges til at sørge for dem, som IKKE kan klare sig selv.

Så få nu købt det knækbrød, de dåsemakreller, de flasker vand osv – og keep calm and carry on. Det er altså IKKE sværere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”CHESS”

Udgivet den af
Svar

Det kan virke som teater til tiden, når Det Ny Teater sætter ABBA-legenderne Benny Anderssons og Björn Ulveaus´s ”CHESS” op. For nok blev musicalen skabt i Den Kolde Krigs sidste årti – 1980´erne, men her i 2025 står vi igen i en farlig, konfliktfuld situation mellem Øst og Vest.

Så det føltes umiddelbart aktuelt at bænke sig i de røde plyssæder i går aftes til premieren på det, der viste sig at blive en strålende forestilling med stående ovationer, så snart Xenia Lach-Nielsen, der med stor gennemslagskraft spiller den oprindeligt ungarske Florence Vassy, til sidst havde sunget sin smertefulde, men også jublende sang til livet – den om at der ingen grænser er omkring hendes hjerte.

For nok er alt et spil, som Walter de Courcey, der fornemt gestaltes af Jon Lange, konkluderer. Men var der i grunden nogen vindere i lige dette spil? Næppe. Nogen tabte en kærlighed, andre et fremtidshåb eller en identitet. Ja, sågar livet måske, når først jerntæppet igen havde lukket sig bag Thomas Høj Falkenberg, der skuespilsmæssigt fint formidler sin karakters Anatoly Sergievskys sårbarhed og søgen efter ære – uanset prisen. Stemmemæssigt savnede jeg dog Stig Rossens råkraft, som løftede ”Anthem” op til netop en hymne.

Men alle spillede et spil – og alle havde en historie, også den attitude-irriterende Frederick Trumper, der især i 1. akt kunne minde om sin nutidige navnefælle. Men her skal man huske, at ”CHESS” blev skrevet længe før, at nogen havde fundet på MAGA-bevægelsen. Så navneligheden mellem den fiktive, amerikanske skakspiller og den nuværende præsident i USA er blot et af skæbnens tilfælde.

Skæbnen er til gengæld ikke i tjeneste, når det handler om den russiske sekundant med forbindelserne til KGB Alexander Molokov, der gestaltes af Søren Bech-Madsen med enorm overbevisning og en stemme så dyb, som kom den fra de sibiriske stepper. Scenen, hvor han og hans håndlangere synger og danser, så det lyder så ganske russisk, havde i en tid uden droner over Danmark og anden hybridkrig ført til, at publikum havde klappet i takt.

Det gjorde vi til gengæld, da Anders Gjesing, som synger Frederick Trumper, indleder 2. akt med musicalens flotteste scene og det fængende superhit ”One night in Bangkok”, som vi fik på engelsk – og tak for det.

Det havde heller ikke gjort noget at synge mange af de andre sange på engelsk. En musical er ligesom en bog bare bedst på originalsproget. ”Anthem” havde fx været oplagt, og ”I know him so well”, som blev fremført så smukt af musicalens superstjerne Xenia Lach-Nielsen og af Frederikke Vedel, der med sand inderlighed og god stemme sang Anatolys russiske kone Svetlana.

Det sidste er i øvrigt musicalens mest ABBA-inspirerede nummer, og man kunne – i ånden – nærmest høre de to ABBA-kvinder Anni Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog synge den, hvad de så aldrig har gjort. Men det ville have været en drøm.

For drømme gør vi alle sammen, og vi spiller games alle sammen – og indimellem er der også en dommer, som synges af Simon Nøiers, der er FN i menneskeskikkelse. For CHESS er som bekendt en metafor på magtkampen mellem Øst og Vest dengang i 1980´erne – en tid, hvor FN aka Dommeren prøvede at styre og kontrollere begivenhederne.  

Det gik dog ikke særligt godt, og slet ikke som dengang verdens måske bedste diplomat nogensinde den svenske nationalhelt Dag Hammarskjöld var FN´s generalsekretær. Det var i samme årti – 1950´erne, at den russiske invasion af Ungarn fandt sted i 1956, som også spiller en nøglerolle i musicalen, og som i de sidste 3½ år igen har været virkelighed i Europa – nu bare i Ukraine.

Og så er vi tilbage i nutiden – uden at denne dog kommenteres – i en opsætning, som er præget af grå, sorte og lilla farver, og som med sine klaustrofobiske skaktern minder om ikke kun spillet skak, men også om scenen på Refshaleøen i 2014, hvor Eurovision-finalen blev vundet af en østriger i en guldkjole – værdig en ABBA-optræden.

Musikken i CHESS er selvsagt niveauer bedre end stort set alt Eurovision (med en historisk sang om Waterloo som en markant undtagelse). CHESS har også den mest varierende musik i nogen musical. Her er rock, pop, sakral sang, viser, etnisk-inspirerede sange, store ballader og meget mere.

Det er tydeligt, at ABBA-mændene er opvokset i en tid og på et sted, hvor man kun havde et par svenske radiokanaler at lytte til, og man derfor måtte tage det hele med.

Det har Benny Andersson så flere gange omtalt som noget positivt, og det er det også. Det er godt – også i tonernes univers – at kende til alle farver på paletten, så verden ikke bliver sort og hvid, som den ellers ofte er det i såvel et skakspil som et magtspil.

Danmarksbloggen giver “CHESS” på Det Ny Teater fem ud af seks skakbrikker. Der synges, spilles og gebærdes til den store guldmedalje hos både hovedroller, biroller, ensemblet og børnene, som man ikke ser meget til – men som alligevel enkelt og stærkt fortæller, hvem der altid betaler den største pris, når spillet er i gang. En pris, som betales livet ud – når alle døre lukkes, og man er tilbage i mørket, som Florence Vassy er det.

Det er en fejende, flot forestilling om en tid, der var engang – og som nu er tilbage igen. Bare på en måde, hvor der i vores anarkistiske tid flyves med droner og manipuleres på sociale medier og med spindoktorer fremfor at spille efter reglerne med konger, dronninger, løbere, springere, tårne og bønder, mens der opstilles atomvåben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Droneangreb er en test – af os

Udgivet den af
Svar

Vi må ikke ryste – hverken på hånden eller i ånden.

Det er en ”kapabel aktør”, som står bag nattens droneangreb over Kastrup Lufthavn, siger politiet.

Hvem ved politiet ikke, men de samarbejder med andre landes myndigheder om at finde aktøren. Men det er altså en aktør, som har droner af en vis størrelse og kapacitet – og som havde et ønske om at forstyrre luftfarten – og samtidig vise sig frem.

For dronerne tændte og slukkede lyset, mens de udførte angrebet, som er et anslag mod vores kritiske infrastruktur. Dronerne kom fra forskellige retninger, og opførte sig i det hele taget på en måde, så det var tydeligt, at de ville ses.

Det er derfor oplagt at være enig med Ukraines præsident Zelenskyj, når han siger, at det var Rusland, som stod bag.

Russerne har nemlig i de senere dage krænket det ene luftrum efter det andet i de NATO-nabolande, der grænser op mod Rusland – og det med fly eller/og droner: Estland, Polen, Norge – og nu også Danmark.

Efter Danmarksbloggens mening handler det derfor om at stresse os og gøre os bekymrende. Teste os og vores politiske standhaftighed – samt øve sig i angreb på os.

Men vi må ikke ryste på hverken hånden eller i ånden – eller i støtten til Ukraine.

Tværtimod skal vi stå endnu mere fast i kampen for Den Frie Verden. Det er en no-brainer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min mægtige mor”

Udgivet den af
Svar

Kan et teaterstykke være en til alle steder gældende situation mere end det er en fremadskridende handling? En situation som er et spejl af alle bedstemødre, alle mødre, alle døtre gennem alle tider? Ja, High Noon Teaterproduktions ”Min mægtige mor”, som i øjeblikket spiller på Teatret ved Sorte Hest, er netop det – og endda på en vældig overbevisende måde.

Undertegnede, som er barnebarn til en for længst afdød mormor, datter til en mor og selv mor til en datter, men endnu ikke mormor, kunne i hvert fald spejle sig i mangt og meget. Og det samme kunne en propfuld teatersal at dømme efter mængden af latterbrøl, når noget var sjovt – og af den der stilhed, der bliver fysisk, når det sansede gjorde nas helt ind i sjælen.

For hvorfor skal det gøre så helvedes ondt at elske, som moderen – altså hende som har både en mor og en datter, siger, da hun igen-igen forgæves forsøger at trænge igennem til datteren, der har barrikaderet sig bag en af de mange røde døre, som danner kulisserne i forestillingen – som de gør det i livet.

For i vores tilværelse banker vi også på røde døre i håbet om at blive lukket ind, set, hørt, elsket og krammet – og ingen gør det mere stædigt og mere indtrængende end en mor, der vil nå sin datter, men ikke kan, når datteren afviser moderen igen og igen og igen – i selvbeskyttelse.

For nok elsker en datter sin mor, men ofte er en datter også så vred, så vred på sin mor over de ting, som denne gjorde forkert, eller over de ting, som denne ikke gjorde – og hvorfor gjorde denne ikke det? Dét spørgsmål kan nage en voksen datter hele livet, så hun nok køber en grøn badekåbe til moderen, altså mormoren, når der er gået år nok. Det er ømhed, men det er også desperation. For morgenkåben leveres som regel sammen med en for datteren sandhed eller fem.

Men findes den objektive sandhed om nogen og noget, når følelser er på spil? Det er i hvert fald mere end nemt at fare vild i livet – og i relationen med dem, som står tættest på. Og når det sker, så er alle døre røde som i fuldt stop, selvom tøjet er grønt og håbefuldt, som vi ser det stykket igennem. Godt nok i forskellige nuancer, men grønne farver ses på alle generationer.

Håbet er en sej størrelse. For vi vil så gerne nå hinanden, men det ender så ofte i kontraster og modsætninger, og indimellem hopper forståelsen en generation over, så broer dannes mellem mormor og barnebarn – og med en mor, som står frustreret i midten med alle de gode intentioner, men også en vild trang til kontrol.

Men det handler om at give slip, måske især på drømmen om at være den perfekte datter, mor og mormor, hvis vi skal have en ærlig chance til at bygge en for alle parter god version af en af verdenens stærkeste relationer op – nemlig den mellem mor og datter. Den relation, der mere end nogen andre sørger for, at slægten og livet går videre, uanset om vejen er belagt med uudtalte forventninger og skuffelser, eller accept og kærlighed, også når man ikke forstår hverken sin datters eller sin mors valg.

For ingen af os kan klare os uden vores mor, og vi græder alle sammen jeg vil ha min mor, og fortryder – hvis vi valgte den friserede det-skal-se-pænt-ud-version, når hun ikke er her mere, er budskabet fra Rikke Wölck, som har skrevet manus, og som også spiller den frisindede bedstemor, der ofrede mere for sin datter, end denne nogensinde får at vide.

Datteren, en succesfuld advokat, nu pensioneret med masser af penge på kistebunden og alle de friserede bedsteborgerlige holdninger i håndtasken, spilles af Karen-Lise Mynster, der gestalter ensomheden og alle de gode intentioners håbløse kamp, så det gør ondt længe efter, at man har forladt teatret.  

For nej, hun kan ikke nå ind til den depressive journalistdatter med de mange ord og den store smerte, som prøver at bære hele verdens smerte på sine skuldre. En umulig opgave, og smerten er tydelig både at se og høre hos Laura Bro, der er datteren.

For det med ansvaret har de tre kvinder nemlig tilfælles. De vil så gerne fixe andres smerte, men de ser ikke, at de selv går til i forsøget – og at de mister kontakten til det, som de elsker allermest og prøver at fixe. Det er et forlis så stort som livet selv, og det gør forestillingen til en af de allermest hjerteskærende i mange år.

”Min mægtige mor” er derfor et formidabelt stykke teater, som gør ondt, som ellers kun livet kan det. Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de røde døre, som vi nok kan notere fine, poetiske ord på, men som uanset hvad kridtet skriver, alligevel holder os ude af hinandens liv, hvis ikke vi elsker og åbner op.

For lykke er ikke et valg, der nogle gange kræver en indsats, som kvinden i midten, hende der både er mor og datter, ellers siger det. Det er et spørgsmål om kærlighed – også på andre præmisser end ens egne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

Udgivet den af
Svar

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejseholdet – Det første mord”

Udgivet den af
Svar

Rejseholdet og deres sager har altid interesseret danskerne. Tag fx rebooten af tv-serien ”Rejseholdet”, som havde premiere i år 2000, og som blev en kæmpe succes, der endda modtag verdens fornemmeste tv-pris Emmy´en.

Så det var forventeligt, at filmens verden også ville kaste sig over Rejseholdet – og det sker så i dag, hvor der er premiere på hr. Boes film ”Rejseholdet – Det første mord”. Filmen er lavet udfra den første bog i Jacob Jonias serie om Rejseholdet. Men i modsætning til DR´s tv-serie, som var baseret på rigtige sager, så er mordgåden her fiktion.

Rejseholdets leder i filmen er dog skabt udfra virkelighedens første leder af Rejseholdet, nemlig Otto Himmelstrup, der IKKE havde den traumatiske baggrund, han forsynes med i filmen. Himmelstrup var til gengæld lige så grundig og lige så dygtig i virkeligheden, som han gøres til i hr. Boes film, der indledes med en homage til DR´s tv-series I. P., når Himmelstrup siger: Og jeg laver resten …

Det er Alex Høgh Andersen, der gestalter den unge Himmelstrup, som i virkeligheden var en moden mand på næsten 50 år, da han blev leder af Rejseholdet. Men Alex Høgh Andersen løfter opgaven som den legendariske opdager, der havde en opklaringsprocent som få andre – og som tilmed opklarede mordet på Kaj Munk – til ug med kryds og slange. Ja, det er, som har Alex Høgh Andersen aldrig spillet andet end hovedroller, der skal brænde for såvel sag som retfærdighed.

Hans to kollegaer præsterer også på den store klinge: Det tekniske geni P.R., der spilles overbevisende af Nicolaj Kopernikus – og dejligt, at han for en gangs skyld får lov til at være alvorlig. Samt sekretæren med lige dele mod og evner udi politiarbejdet Camilla, der gestaltes, så det tindrer og gnistrer af Mathilde Arcel F., der gør den fiktive Camilla så meget en kvinde i egen ret, at hun fremstår som et moderne kvinde-ideal.

Kriminal-intrigen snor og slynger sig ud og ind med twists, som afvikles både logisk, smidigt og dramatisk, så man er rigtig godt underholdt på dén del.

Men det ville ikke være hr. Boe uden også at lægge et andet – mere kunstnerisk lag – ind i filmen. Her et som handler om moral og adfærd, om religion versus videnskab, om dekadence og nydelse versus nytte og fornuft. Alt sammen vægtige – og vigtige – spørgsmål, som undervejs kastes op i korte glimt, men ikke bruges direkte i filmen. Nogle vil mene, at disse af musik ledsagede filosofiske krummers tilstedeværelse giver filmen dybde, andre at det blot er forstyrrende elementer.

Danmarksbloggen synes, at filmens 125 minutter bliver lange i det spyt, som sammen med andre kropsvæsker og andet sanseligt er så rigeligt til stede, at filmen havde stået skarpere, om man havde droppet det kunstneriske lag og fokuseret på kriminalgåden.

Samt måske gjort mere ud af lokationen, som er Esbjerg i de brølende 1920´ere. Dengang fiskerbåde, et hårdt og slidsomt liv og Indre Mission stadig var normalen, selvom byen voksede eksplosivt og trak nye mennesker til. For såvel champagnefester som en begyndende klasse- og kvindebevidsthed tog sin begyndelse i de år – også i de egne af landet, hvor man læser ”Vestkysten”.

Alligevel – og fordi Danmarksbloggen håber på en fortsættelse af fortællingen om Danmarks svar på FBI, nu blot udelukkende med kriminalgåden, tak – skal ”Rejseholdet – Det første mord” have fire ud af seks teposer, som dem Camilla siger, at en kvinde er, når hun dyppes i vand – aka får lov til at lege med, når det er sjovt.

I andre roller ser vi Mille Lehfeldt som målbevidst reporter, Katrine Greis-Rosenthal som byens rige dame, Ask Berntsen som hendes søn, Lars Ranthe som uduelig politimand og Flemming Enevold som diktatorisk, men lydhør politimester i København. Det gør de alle forrygende.

Et morsomt trivia er, at Flemming Enevold har indlæst den serie af bøger, hvis første roman danner forlæg for filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi skal stå imod bøllen i øst

Udgivet den af
Svar

Sikkerhedstruslen øges mod Danmark med etableringen af en ukrainsk våbenproduktion i Danmark, siger de urolige i dag, hvor også Ukraines præsident Zelenskyj er på besøg i Danmark.

Dertil kan man kun svare: Ja, måske – på kort sigt. Men på langt sigt bliver sikkerhedstruslen endnu større, hvis ikke vi fortsat stiller os på den side, som kæmper for Ukraine og resten af Den Frie Verden. Vi er også allerede i krig – vi har sendt både artilleri og F16-fly til Ukraine.

For faktum er ganske enkelt, at Rusland – lige siden de overfaldt Ukraine i februar 2022 – har vist, at de kun vil en vej: Krigens vej.

Og det efterlader så os med valget:

Bøjer vi nakken, lader Ukraine i stikken, og finder os i sådan en bølleadfærd – uanset hvad det koster både Ukraine og os? Eller kæmper vi imod ved at hjælpe Ukraine og også os selv ved at opruste, så vi kan stå imod bøllen i øst?

Danmark har heldigvis valgt det sidste … og dét skal vi blive ved med. Ja, i dag er der kommet en grund mere. For Ruslands ambassadør i Danmark udtalte for kort tid siden, at med ukrainsk våbenproduktion i Danmark, så er Danmark at betragte nærmest som direkte aktør i Ukraine.

Ja, men det er da en anerkendelse af vores indsats i Ukraine.

Ruslands præsident Putin er så i øjeblikket i Kina sammen med andre statsoverhoveder fra diktatoriske stater. Den slags samfund, som de ønsker, er totalitære systemer uden de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi står for.

Hvad de konkret plotter i Kina – det ved vi ikke. Men Kinas leder Xi Jinping har lige sagt, at verden står ved en skillevej aka truer med krig – og han lover, at Kina vil hjælpe deres ”brødre” i Rusland.

Og nok har Kina store økonomiske interesser i USA, men ikke lige så meget i Europa. Så med Trump i Det Hvide Hus, er der nemmere spil for det, som tegner til at være et ”dem”, som måske alligevel kun tæller Rusland, når det kommer til stykket, overfor Vesten, som er ”os”.

Uanset hvad så ved vi, at den gamle sandhed gælder til alle tider: Hvis man vil fred, så må man forberede sig på krig.

Så det gør vi så i Danmark, i hele den vestlige verden – minus måske USA, som er rimeligt utilregnelige i øjeblikket.

Så vi må steppe op her i Danmark, her i Europa. Vi kan heller ikke andet. Det er en no-brainer, det her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “The Roses”

Udgivet den af
Svar

I 1989 var filmen ”The War of the Roses” med Kathleen Turner og Michael Douglas i hovedrollerne en stor succes, måske især pga. de spektakulære påhit til brug i ægtefællernes indbyrdes krig.  

Så der skal mod til en genindspilning. Det har manuskriptforfatter Tony McNamara og instruktør Jay Roach, som står bag dagens premierefilm, der i 2025-versionen blot hedder ”The Roses”, og har de to verdensstjerner Olivia Colman og Benedict Cumberbatch i hovedrollerne som det succesrige par, mesterkokken Ivy og den feterede arkitekt Theo, der har det hele – indtil de ikke har det mere, og går i krabbekødet på hinanden – godt hjulpet på vej af moderne teknologi. 

Man gør derfor ret i at forvente action, morskab, nederdrægtighed – og sublimt skuespil. Men man får meget mere i tragedien, der kun i starten orker at forklæde sig som en komedie – og tak for det.

For nok gnistrer det mellem Colman og Cumberbatch, når de verbalt krydser klinger med hinanden og med deres omverden, som fx terapeuten, der beviser udsagnet om, at intet forener to modstandere som en fælles fjende, man hader endnu mere.

Men i denne version af den ægteskabelige Rose-krig får tragedien plads til at fylde og folde sig ud på et dybere og mere psykologisk plan – og hvor dét klæder historien. Det gør den også mere realistisk, mere dyster – og det, så det rimer på Shakespeare, der som ingen andre har lavet manuskripter om det almenmenneskelige til alle tider.

For gode intentioner og ønsket om altid at ville den anden det bedste har næsten alle, der går ind i et forhold. Men så sker livet, og så må alle sande realiteten i Bardens ord fra ”Når enden er god”: Get thee a good husband, and use him as he uses thee.

Det gør Ivy og Theo Rose, så det batter i filmen, som er fuld af Shakespeare-hints som den store storm (”The Tempest”), der er første seriøse vendepunkt i Rosernes liv. Eller som den daggert (”The Scottish Play”), der er indlagt i bordet fra det spanske kloster, og som selvom den i sig rummer samme forbandelse, som den, der ramte den skotske than og konge, hvis navn man altid fortier, så har selv sådan en daggert det svært mod en amerikansk revolver.

Eller som turen til New York, der bliver en omvendt ”Taming of The Shrew” – eller på dansk ”Trold kan tæmmes”. For ingen bliver tæmmet i Rosernes krig. Tværtimod bliver vanviddet for alvor sluppet løs, da Roserne i lufthavnen vender ryggen til hverandre, og mister kontakten med hinanden, så man må spørge: Hvordan ville livet se ud for Shakespeares Romeo og Julie, hvis de var født 500 år senere i England – og siden udvandret til USA – efter de havde mødt hinanden som voksne – uden en slægt at skulle tage hensyn til?

Et bud er, at de ville være præcis som Ivy og Theo Rose, hvis tiltrækning filmen og livet igennem er så umiddelbar og stærk, at det er svært at skelne mellem den kærlighed, som alle elskende – i hvert fald i starten – overøser hinanden med, og så det had, som indimellem kan overvælde enhver, og som filmen hævder er en naturlig del af ægteskabet.

For filmen handler om ægteskabet, dets veje og måske især vildveje. Men hvor advokaten var en vigtig person i 1989-udgaven og en kilde til både håb og trøst, så er vi her overladt til det nøgne opgør mellem Roserne. For alle andre medvirkende – som ellers spiller strålende hver og én, især børnene – er statister i opgøret mellem Colman og Cumberbatch.

De to får i denne tragedie med dens indlagte grin lov til at folde sig helt derud, hvor man får fysisk ondt, når man ser deres smerte og desperation, hvor man føler, at man ikke kun forstår, men også billiger deres handlinger, selv når disse er langt på den anden side af enhver rimelighed.

Hvor man fatter, at det største forlis i et ægteskab ikke er følelsen af det glødende had, for det er trods alt beslægtet med den brændende kærlighed. Men at det rigtig farlige og destruktive er den krystalklare beslutning om IKKE at ville dele en oplevelse, en følelse, en tanke med den anden, fordi det vil ødelægge oplevelsen, følelsen, tanken.

Colman og Cumberbatch holder i ”The Roses” opvisning i den svære kunst, som kaldes skuespil i verdensklasse, både med timing og vid, mens latteren runger – og når den forstummer, og smerten kommer – og dér åbnes ind til de følelser, den sårbarhed, den længsel, som alle mennesker til alle tider har om at blive set, holdt om og elsket.

Danmarksbloggen giver ”The Roses” seks ud af seks af de gamle komfurer, som spiller en afgørende rolle i filmen, og tænker, at Shakespeare ville have nydt filmen – samt måske citeret følgende sætning fra hans egen ”Romeo og Julie”: One fire burns out another’s burning. One pain is lessen’d by another’s anguish.

Også selvom det ikke passer. For smerten hos Ivy bliver ikke mindre, når Theo lider – og omvendt. Jo, måske på overfladen, men ikke indeni. Smerten bliver i dem – og i os, som ser filmen. Sådan går det i reglen, når Barden og uovertrufne værker tages med i en kunstnerisk proces.

Inspirationen fra de historiske Rosekrige i renæssancens England – og de forbundne Shakespeare-skuespil som fx ”Richard d. 3” og trilogien om Henrik d. 6 løber som en generel rød tråd gennem filmen. Ja, sågar Rose-parrets to børn sender mindelser om den tids historiske personer – nemlig de to små prinser, som forsvandt fra hoffet – dog med en mere ond skæbne i vente end en eliteskole i Miami.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse. “Ternet Ninja 3”

Udgivet den af
Svar

Lige siden den lille, nuttede ninja – som IKKE er en bamse – stod i sit nysyede, ternede, sort-grå silke-outfit ude på den thailandske ø for fire år siden, har vi glædet os til at få afslutningen på historien om drengen Aske og den ternede ninja, der nok ser kær ud, men i virkeligheden er en dybt martret og PTSD-ramt 400 år gammel japansk ninja, der opgav sin udødelige sjæl for at hævne sig på enhver, der gjorde et barn fortræd.

Og i dag – d. 21. august – får trilogiens sidste del ”Ternet Ninja 3” så premiere. Det er endelig blevet tid til sidste omgang.

Hvad er det så for en film? Ja, den er – som forventet – fuld af både action og de morsomme oneliners, som er Matthesens særlige signatur som det, der spidder tidsånden og dens mennesker klart, koncist – og kærligt. Dem kan man roligt glæde sig til …

Men ”Ternet Ninja 3” kan mere end bare være fuld af fart og sjov. Filmen skriver sig også ind i den klassiske historiefortælling, som her hvor vi kommer hjem, hvor tingene forløses, hvor enderne bindes – så man forlader biografen med både en tåre i øjet, en klump i maven og et stort smil på læben.

For naturligvis må historien om den ild-forskrækkede, koldskåls-elskende, missions-søgende, Aske-elskende og rap-i-replikken ternede ninja kaldet T.N. ende, som den gør.

Ikke et ord skal røbes. Jeg vil blot tilføje, at der – også fra uventede sider – kommer et par gedigne overraskelser eller tre, fire – okay så fem – i løbet af filmen, som er delt i to dele.

Først Askes nye hverdag som en teenager, der i grunden ikke gider rende rundt og være ninja mere, og derpå spændingsdelen, der sine steder minder mere om en gyserfilm end om så meget andet, og som nok kan give sarte sjæle mareridt.

Men som onkel Stewart, der her i ”Ternet Ninja 3” overgår sig selv i disciplinen syng-en-måske-ikke-passende-men-alligevel-rigtig-passende-i hvert fald-ærlig-sang, altid siger det: I kan ta´ det.

Og det kan vi. Vi kan heller ikke lade være – og det er Danmarksbloggens overbevisning, at danskerne kommer til at elske denne sidste historie om ninjaen.

Rent filmteknisk er det så måske den svageste af de tre film, da det først er, som sætter filmen rigtigt af cirka halvvejs. Eller også kunne første del måske være fortalt noget kortere?

Eller er det, fordi historien ligesom kører i tre hovedspor? Et spor, som afsluttes undervejs, og så et andet som først starter halvvejs, og så det sidste – og vigtigste, som handler om Aske og Ternet Ninja, og deres relation, hvor hvedebrødsdagene på den thailandske tropeø for længst er forbi – og ninjaen er overladt til sig selv, koldskålen og endeløse timer med at vente og game.

For ingenting i verden stopper. Livet – og døden også åbenbart – går altid videre, uanset om man er en dreng, der har fået en dyb stemme, eller en 400-årig ninja, der nok kan vende ryggen til, men i længden ikke flygte fra hverken sig selv, sit traume eller sin skæbne.

En sandhed, som er lige så gammel som universet. En sandhed, som bærer hele historien om Aske og T.N. En sandhed, som gør, at man aldrig kommer til at se 1´eren og 2´eren på samme måde igen.

Danmarksbloggen giver ”Ternet Ninja 3” fem ud af seks af de prinsesse-agtige lyserøde sværd, som ninjaen fik i 2´eren, og stadig bærer i 3´eren. Det er en rørende, dyb, morsom og overraskende film – og ja alle ender bliver bundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk