Et kongeligt glansbillede krakelerer

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse med Dronningen og Kim Larsen

Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.

Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.

Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag”  – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.

For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.

Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.

Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.

Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.

Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

London Bridge og ramadanen

I skrivende stund er det ikke bekræftet fra myndighedernes side, at der var tale om et terrorangreb på London Bridge, som er nabo-broen til Tower Bridge.

Men når en varebil med en fart, der bliver anslået til cirka 80 km i timen med vilje kører ind i en menneskemængde på en bro i en europæisk hovedstad, så er det nærliggende at tro, at der er tale om terror … også fordi der pt. sker og er sket andre “hændelser”, som det kaldes, i den engelske hovedstad, som involverer både skud og lange knive.

Den gamle børnesang om “London Bridge is falling down” er derfor blevet aktuel på en mere end uhyggelig måde – og er dermed endnu en reminder om de tider, som vi lever i.

Ikke at vi behøver en sådan reminder om tidens tegn af vold, had og drab  .. slet ikke.

Hvad vi behøver er derimod remindere om, at vi alle er mennesker, og at mangfoldighed er et plus – og at nysgerrighed er godt.

Som fx idag, hvor jeg i svømmehallen talte med den arabiske livredder, der er muslim og derfor pt. holder ramadan, og som kunne fortælle om, hvordan især hans duftsans bliver skærpet i disse uger, men også hvordan det at faste gør, at han i store dele af resten af året har megen fokus på, hvad han spiser – og om han spiser det rigtige for at holde sig sund.

Altså en helt anden vinkel på ramadanen end den religiøse. For det er samtale, der ikke kun gør klogere – det også nuancerer. For virkeligheden er ikke kun uhyrlighederne som den på London Bridge og de andre steder i London i aften/nat. Den er også og især de mennesker, som vi hver især møder – og ikke mindst hvordan vi møder dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag jødetesten – uanset om du var til Distortion eller Depeche Mode

At København er en delt by er en gammel sandhed. Der er bydele, hvor en lejlighed koster spidsen af en jetjager – og bydele, hvor flertallet er på kontanthjælp. Det ved vi alt sammen godt.

Men i går aften blev andre forskelle også mere end tydelige ….

På Nørrebro festede – primært de unge – i den årlige musik-larm-skrald-begivenhed kaldet Distortion, mens dem, der havde været unge tilbage i 80´erne, befandt sig i Parken, hvor det engelske band Depeche Mode spillede og for et par timer kunne få nutidens voksne til at glemme, at de er netop det: Voksne – og dermed også ansvarlige for dette samfund. Det var åbenbart en succes.

Nogle, der ikke glemte ansvaret, var politikerne. For samtidig var der afslutningsdebat i Folketinget, hvor især roma´erne var på dagsordenen, og hvor Enhedslistens Pelle Dragsted til sidst gik på talerstolen som privatist og advarede imod tonen i debatten, og bad alle om at tage jødetesten, inden man udtaler sig om romaerne.

Jødetesten består i al sin enkelhed af, at man prøver at sætte ordet jøder ind i de udsagn, som man siger om en bestemt befolkningsgruppe, som her roma´erne, der af mange omtales som tyvagtige og voldelige.

Men Danmarksbloggen kan nu også finde andre grupper, som man kunne bruge jødetesten på – fx arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre, som stadig hos mange af de blå omtales i forblommede vendinger som dovne m.m. – og som åbenbart ikke må være med til festen, selvom krisen (officielt i hvert fald) er aflyst.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset alder – til at tænke sig om, inden man siger noget generelt om en gruppe, uanset hvem den gruppe er. For det enkelte individ er altid mere end summen af fordomme og fakta.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk