Det sorte tårn i Basel styrer DIN økonomi

DR havde i går aftes i 21-nyhederne et interessant indslag om det såkaldte sorte tårn i Basel i Schweiz, der huser den såkaldte Basel-komite. En gruppe IKKE-DEMOKRATISK-VALGTE mennesker, der formelt ikke har nogen juridisk magt, men som reelt bestemmer vilkårene for store dele af verdens økonomi efter ikke nærmere definerede gentlemans-regler.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/magtfuld-og-lukket-bankklub-bestemmer-prisen-paa-dit-boliglaan

Og her: http://www.bis.org/bcbs/about.htm?m=3%7C14%7C573

I Danmark synes man så også – fra erhvervsministeren til Finansrådet – at det er et problem med det demokratiske underskud. Så langt, så godt. MEN ingen – heller ikke indslaget og artiklerne fra DR – besvarer spørgsmålet: HVORFOR skal vi i det hele taget gøre, som en flok mennesker i et sort tårn i Basel vil have det?

Basel-komiteen har ingen juridisk magt, så de danske banker kan vel bare sige nej – eller hvad?

Det giver ihvertfald på ingen måde mening blot at nikke og neje, bukke og skrabe, mens vi deponerer vores lands udvikling i lommen på en flok udenlandske mænd og kvinder, der sidder i et sort tårn i Basel – uden at være underlagt nogen form for demokratisk kontrol.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kæmp for alt, hvad du har kært

Idag er det 71 år siden, at Danmark blev befriet – hverken 70 år eller 75 år. Men 71 år siden. Fejringen i år bliver derfor også mindre og mere “almindelig” end sidste år og om fire år, og netop derfor skal man tage i Mindelunden i år.

For det er bedst, når det ikke vrimler med toppolitikere, kameraer og alt andet fra det moderne medie-magt-cirkus. Når minderne og højtideligheden kan få lov til at stå for sig selv. Når der er plads til den stilhed og den højtidelighed, som altid kendetegner en 4. maj i Mindelunden.

Undertegnede kommer der tit 4. maj – og hver gang gribes jeg dybt. For her hviler mennesker af det helt store format. Mennesker som ikke blot sang “Kæmp for alt, hvad du har kært – dø om så det gælder” – men som reelt gjorde det. Dem og deres kammerater.

Jeg bliver så ydmyg – og så taknemmelig. For ude i Mindelunden mødes vi af mennesket, når det er størst og bedst.

Af mennesker med et format, som i dén grad er en mangelvare i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En time er ikke altid en time

Det er god tradition i Danmark, at en time er en time, når vi taler om genoptjeningsretten til dagpenge. MEN sådan vil det ikke fortsætte.

Fremover skal det handle om kroner og ører.

I 2016 er indkomstgrænsen for at kunne optjene retten til dagpenge 218.616 kroner. Men til næste år træder dagpengereformen i kraft, og så bliver dén grænse fremskrevet til et beløb svarende til mindstelønnen i 2017. Hvad det beløb præcist bliver, vides ikke. Men det bliver højere end de 218.616 kroner, som er mindstelønnen i år.

Arbejder man således på mindstelønnen i 2016, skal man derfor arbejde mere end et år for at optjene dagpengeret i 2017. Hvis beløbet fx stiger med fire procent fra 2016 til 2017, skal man arbejde hele fjorten dage mere.

Læs mere her: http://www.avisen.dk/nye-forringelser-paa-vej-lavtloennede-bliver-snydt-f_384361.aspx

Det er ikke fair. En time er en time – og især lavtlønnede har bug for at kunne modtage dagpenge, da lavtlønnede sjældent har mulighed for at kunne spare noget op, mens de er i arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Epoxy og arbejdskampen

Liberal Alliance, Venstre og ligesindede med grådigheden som kendemærke så gerne, at dem med pengene og produktionsmidlerne kunne bestemme alt. De er derfor mere end ivrige efter at erklære klasse- og arbejdskampen for slut, samtidig med at de ivrigt skaber og bakker op om stadigt dårligere forhold for arbejdstagerne, både økonomisk og arbejdsmiljømæssigt.

Men gårsdagens afsløring af Siemens skandaløse produktionsforhold, hvor farlige stoffer som epoxy og isocyanater bliver brugt i vindmølle-produktionen på en måde, så mange medarbejdere er blevet kronisk syge, viser, at der endnu er lang vej at gå.

Tilstedeværelsen af Über er et andet eksempel. Et tredje er, at greencard-ordningen stort set kun er blevet brugt til at skaffe billig arbejdskraft til jobs, som ligeså godt kunne have været besat af herboende arbejdsløse.

Så nej, arbejdskampen er langtfra slut – heller ikke selvom vi idag skriver mandag 2. maj. Faktisk er den først lige begyndt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk