Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: Labans jul

Udgivet den af
Svar

DR2´s voksenjulekalender 2017 ”Labans jul” pakker ikke noget ind. Det er alt sammen skåret ud i tommetykke bidder, så vi ikke er tvivl:

Den gamle og ærlige nisse, der spiser klejner, elsker teatret, børn – og som tror på magien og forvandlingen fra menneske til nisse – og som kalder arbejdspladsen, som han holder meget af, ved dets rigtige navn: Rødovre Centrum.

Og så den nye og noget mere vidtløftige nisse, der elsker sig selv, at føre sig frem og som lever mest på overfladen og på de sociale medier og Youtube – og som kalder arbejdspladsen, som han ringeagter, Rødovre Centret.

Dertil en flok omgivelser, der fra chefen til pigen i informationen elsker den nye nisse og hans smartness, som de falder pladask for – og slet ikke kan gennemskue.

Det kunne næsten være for meget, hvis ikke det var fordi, at det er så tæt på virkeligheden mange steder, at det gør ondt i maven at se DR2´s voksenjulekalender. For ja, de fleste mennesker er til fals for tomme komplimenter og dumsmarte ord og begreber, især når de kommer fra en, som allerede er kendt fra fjernsynet eller andre medier.

Set fra meta-planet handler det om et af tidens modeord og modebegreber: Disruption og det deraf følgende fokus på kvantitet fremfor kvalitet og substans. Om at vi lever i en tid, der hylder glimmeret og overfladen – og ikke lader tilbage for i denne serie at udsætte selv den hæderkronede ”Højt fra træets grønne top” for moderne rytmer, så den bliver totalt mishandlet.

Men det er ikke kun nisserne, juleglæden og julesangene, som vi udsætter for overgreb og disruption. Det er samfundet, fællesskabet, solidariteten og kvaliteten, der må lide under den konstante trang til nyt-på-grund-af-at-det-er-nyt. Og desværre sker det på en måde, så det rent faktisk at kunne noget og være dygtig uden betænkninger smides væk i jagten på likes og følgere på de sociale medier.

Så  DR2 har ret, når de kalder årets julekalender for en juletragedie …

Danmarksbloggen giver fem ud af seks nissehuer og håber, at vi bliver bedre til at gennemskue den virkelige verdens nye nisser, for de findes derude i stort tal – både indenfor medier, politik og mange andre brancher.

Det er Peter Frödin, der spiller den gamle nisse Laban, mens Martin Høgsted er den nye nisse. Nikolaj Steen har instrueret. Julekalenderen vises kl. 21 på DR2 om søndagen, men kan også streames via DR´s hjemmeside.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

1. søndag i advent: Det handler om økumeni

Udgivet den af
Svar

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi starter i dag 1. søndag i advent med at gøre opmærksom på den store økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke også i dag kl. 14 i anledning af reformationen, hvor både Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon vil stå for gudstjenesten. Men de er ikke alene. Repræsentanter fra andre kristne trossamfund vil også både prædike og stå for bønner.

Læs mere her: http://www.interchurch.dk/aktuelt/kalender/oekumenisk-seminar-og-jubilaeumsgudstjeneste-i-reformationens-tegn

Men hvad er en økumenisk gudstjeneste? Ja, kodeordet er økumeni, og det har intet med økonomi at gøre, hvis man troede det. Ordet økumeni kommer af det græske ord oikoumene, der betyder “den hele beboede verden”

Økumeni er derfor simpelthen samtale, dialog og samarbejde mellem de kristne kirker med det mål – eller den drøm – at vi en dag kan samles igen i én fælles kirke, forenet i troen på Gud, Søn og Helligånd.

Men da de kristne kirker ikke er enige om væsentlige ting, som om hvorvidt nadveren er reel eller symbolsk, om hvorvidt Helligånden kommer fra både Gud og Sønnen – eller kun fra Gud, om vi skal praktisere barnedåb eller voksendåb – og mange flere endnu, så har det lange udsigter. Men de kristne kirkesamfund giver ikke op, men forsætter med at prøve – og med at tale og være sammen. Og dét er vejen frem.

Danmark er også et af de lande, hvor økumenien står stærkest, og hvor stort set alle kristne kirker er gode til at respektere og samarbejde med hinanden.

Så ja, det kan være, at mange danskere har svært ved at tale om tro. Men mange af dem, der kan tale om tro, og som også åbent tør stå ved deres kristendom, er åbne og inkluderende i en grad, så resten af samfundet kunne lære noget omkring netop accept af forskelligheder, også de mest grundlæggende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: LIVA

Udgivet den af
Svar

Det haster med det kys, den kommer før du tror, den drømmeløse søvn, synger Ellen Hillingsø, der gestalter Liva Weel i Folketeatrets forestilling ”Liva”.

En forestilling, der starter dramatisk med Liva Weels død – og så spoler tilbage i et rørende, morsomt, dramatisk, levende og intenst forløb, hvor vi får hele fru Weels liv vist – præcis så godt, skidt, triumferende og nedslående, som det var med alt – også misbruget – inkluderet.

For inden det blev politisk alvor under besættelsen, var der mange år med fest, farver, musik, erotik – og et moderskab, som Liva nok ville have, men ikke bruge mere tid på end mændene gjorde på faderskabet.

Fru Weel ville nemlig først og mest sit arbejde – for deroppe på scenen dér levede og åndede hun. Og det samme gør Ellen Hillingsø med både stemme, mimik og vidt spredte ben i et set-up, der emmer af mellemkrigstiden – også på grund af det virtuose klaverspil fra Jens Krøyer, der fra sin plads som klaverbokser forestillingen igennem er vores allesammens trofaste følgesvend.

Det var musikken også for hele Danmarks Liva, som hun vitterligen var, når hun sang viser som ”Tag og kys det hele fra mig”, ”Jeg gi´r mit humør en gang lak”, ”Et lille kys eller to” og alle de andre sange om kærligheden og livet. Men som alle superstjerner oplevede Liva også tomheden, når lysene blev slukket, og hun var alt for god til at skubbe dem, der elskede hende, fra sig i en evig jagt på anerkendelsen, kærligheden – og den frihed, som hun så gerne ville eje, men måske aldrig forstod er såre flygtig.

For frihed og frigørelse er ikke en konstant bevægelse, der kun går opad. Det er måske mere en stille strøm, som den varme og medlevenhed, der også løb gennem hele forestillingen, og som fik sit smukkeste udtryk, da Birgitte Raaberg, som blandt andet spiller Ella Heiberg, men også andre roller, sang ”Sig de ord, du ved”.

Dér trillede de største tårer hos mig, og de ord tog ikke kun mig, men også min ledsager, en 16-årig gymnasieelev, om hjertet.

Et ungt menneske, som kun sporadisk kendte til PH og Liva Weel i forvejen, men som alligevel konkluderede efter tæppefald – og med et alvorligt udtryk i ansigtet: De viser dér, de er gode – dem mangler vi i vor tid og i min generation.

På vejen hjem var hun også meget stille – og hun fiskede endda ikke engang mobilen frem. Der er vist sået et frø, som passer godt sammen med hendes drøm om at blive dramaturg eller/og manuskriptforfatter.

Vi andre glemmer heller ikke forestillingen, hvor vi selvfølgelig også fik ”Glemmer du” – sunget af Karsten Jansfort, der også spillede flere roller, blandt andet den som Livas anden mand, der som en anden svinedreng kommer ind med en rød rose og kærligheden. Men som sendes væk igen af en revydronning, der forstod sig mere på skyggespil end på hengivenhed, men som også så skarpt, som da hun til sin første mand siger: Vi giver ikke hinanden plads, vi tager al den plads, som vi kan.

Selv gav Liva Weel aldrig op, men forblev livet igennem tro mod sin følsomme natur og stærke drømme, hvad Ellen Hillingsø også så fint formidler. For man kan hos en af dansk teaters nuværende femme fataler mærke Liva Weels væsenskerne og behov for et menneske, som hun kunne spille bold med.

Ham fandt fru Weel i PH, som hun føler en vis attraktion mod i forestillingen. Om det holder historisk er ret usikkert, men det er sagen underordnet. Samarbejdet mellem de to – og mellem en som altid blændende god Henrik Koefoed (han kan det hele på en scene, både teknisk, dramatisk, musikalsk og humoristisk) og den tidligere roste Ellen Hillingsø – er det essentielle.

Det, der gjorde, at Liva Weels første mand tog fejl, da han sagde, at han ville blive husket langt længere end hende. Men hvem kender Arne Weel i dag?

Det er Liva Weel, vi kender og elsker – og så PH, der skrev den ikoniske vise ”Man binder os på mund og hånd”, og sagde til Liva: Gå ud og giv dem den lige i smasken. Og det gjorde hun – og den blev sunget under stor bevægelse, både dengang – og nu på scenen. Det er så også her, at vi finder forestillingens eneste deciderede fejl, for nej, hverken den oprindelige eller den reviderede version blev skrevet i fællesskab. Visen er alene PH´s værk, men det var Liva Weel, der sang den.

Men det er en lille ting, som ikke betyder noget for en forestilling, der er meget gribende, og ikke kun på grund af de smukke viser, der som perler stråler igennem hele forestillingen, fremført på fire meget forskellige måder af fire meget forskellige skuespillere, men som alle ligger lige dér i krydsfeltet mellem det stærke og det sarte, og mellem fortid – og nutid.

For der er et sted, hvor Henrik Koefoed låner krop og stemme til PH´s kloge ord om retssikkerheden som det første skred i vejen mod diktatur og krig, om demokrati, nationalisme, angst, navlebeskuenhed – og hvorfor man ser sit land og dets særpræg bedst, når man ser det udefra. Lige dér gik der en engel gennem teaterrummet – for de ord kunne ligeså godt være skrevet i 2017. Og det vidste vi alle sammen, som sad dér på de røde stole på Hippodromen.

Så der var vi oppe i vores nutid – inden vi igen gled tilbage til fru Weels liv og en afslutning, der var fuld af både smerte, desillusion og ensomhed. Vi får også to af de største viser tilsidst. Viser som måske mere end nogen andre handler om, hvad livet drejer sig om, nemlig ”Nå” og ”I dit korte liv”.

For PH´s ord om livet, dette korte liv, gælder stadigvæk: Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve. Dét gjorde Liva i sin tid – og det gjorde alle fem i Folketeatrets forestilling ”Liva”. Der bliver levet og spillet og sunget og elsket – stærkt og intenst og med en nerve, så selv fru Weel ville have hævet glasset og sagt: Godt gået. Skal vi ikke nappe en lille én mere?

Danmarksbloggen giver seks store, røde kys ud af seks mulige til en forestilling, der er et lille mesterværk.

Den spiller på Folketeatret i Nørregade indtil 22. december – og drager så på turné til foråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En alternativ og genial julekalender

Udgivet den af
Svar

Det er i dag d. 1. december. 24 dage til jul. Tid til julekalendere, hvoraf mange er fulde af luksus-chokolade, dyr lakrids, make-up, parfume og mange andre ting, der handler om at forbruge – og om at få.

Danmarksbloggen vil i stedet henlede opmærksomheden på denne geniale julekalender – skabt af den svenske kirke i Umeå: https://www.svenskakyrkan.se/umea/julkalender

Den handler ikke om konsum og om at rage til sig, men om at give og om de rigtige værdier …

Dén julekalender er Danmarksbloggens julekalender i år – i håbet om at de enkeltes dages gaver bliver til gode vaner – også efter jul og nytår.

For der er nemlig større glæde i at give end i at få … året rundt …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Og ja, julekalenderen tager afsæt i Sverige og svenske juletraditioner. Så har man ikke en svensk pepparkaka d. 9. december, så kan man byde på en brunkage. Og man kan lade sig inspirere af store, danske videnskabsfolk som Niels Bohr og Inge Lehmann http://danmarksbloggen.dk/?p=6814 , hvis man ikke på Nobeldagen d. 10. december vil læse om Nobelpristagernes bedrifter.

Nej, tak til Touren og Formel 1

Udgivet den af
Svar

Cykler og biler er en dårlig aftale.

Prisen for en Tour de France-start i Danmark i 2021 er høj. Pt. vurderes den til 87 milioner kroner – men derudover kommer både sikkerhed, forplejning m.m., så regningen ender let på noget, der er pænt over 100 millioner kroner for tre dages cykling.

Prisen bliver så endnu højere for et Formel 1-løb i 2020, da det dels varer syv dage, altså mere end dobbelt så lang tid – og også vil kræve langt mere sikkerhed og logistik m.m. Så her er prisen pænt på den anden side af 250 millioner kroner.

Og tænk nu, hvis vi skal have begge to? Det gad Danmarksbloggen godt se et regnestykke på. For med alt inklusiv, så kommer vi snildt op på noget, der nærmer sig en halv milliard … for tre dages cykling og syv dage med hurtige biler.

Men er de to sportsbegivenheder en halv milliard værd?

Tænk på, hvad vi kunne få af velfærd for de penge? Der er mange varme hænder – og meget uddannelse og forskning i en halv milliard. For den der med at vi tjener penge på “store begivenheder”, den holder ikke.

Cykelløbet Giro d´Italia var i Danmark for nogle år siden, men det har ikke betydet en snus for turismen eller noget andet. Det er den generelle og almindelige reklame for Danmark, der gør forskellen – og så måske især, hvis vi igen begyndte at behandle de svageste ordentligt.

Lad os bruge en halv milliard på det i stedet. For cykler og biler er en dårlig aftale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Stormkragen

Udgivet den af
Svar

Hvis man er til lange historiske romaner, hvor der er fyret godt op for både familiehistorien, de mellemmenneskelige relationer, konflikterne og ikke mindst actionen i ordets bedste betydning, så skal man læse den 477 siders lange bog ”Stormkragen”, som er skrevet af John Toft.

For her får man det hele i stride strømme – og mere til. Den historiske roman er velskreven, billedsproget er levende, og det er let at forestille sig Hagen – både som lille hittebarn og som gammel mand med rigdom, ære og styrke – og på færden derimellem, som fører ham og hans fosterbror til Danmark for at tage kampen om Danmarks trone op med tronraneren.

En trone, som Haralds far Gorm ser som hans klare ret – og som han derfor er klar til at kæmpe for – hele vejen.

Men inden kommer vi på en lang og begivenhedsrig rejse rundt i et Nordeuropa, der på dét tidspunkt i historien befinder sig i en brydningstid, hvor en ny religion – kristendommen – går sin sejrsgang, mens den gamle asatro er på vej ud. Det her er dog ikke en roman om religion, selvom en munk spiller en afgørende rolle for Hagen og hans liv – og på mere end én måde.

For Hagen er ved at dø på kamppladsen, og kun en urtekyndig munk er årsag til, at han kan ”nøjes” med at miste den ene arm. Dette ”lille kødsår”, som Monty Python nok ville sige det, er heller ikke nok til at slå vikingekrigeren Hagen ud. Han fortsætter kampen om ære og rigdomme – heldigvis for både hans egen og bogens skyld.

For det her er en spændende historie om magt og kongerige, om dengang hvor styrke var lig både fysisk kraft, mentalt overskud og økonomisk rigdom.

En historie, som forfatteren skriver, er baseret på historiske fakta.

Forfatteren John Toft hævder nemlig, at bogen bygger på en tredjedel af nogle historiske optegnelser af den tyske biskop Thietmar af Merseburg, som skal have mødt Hagen, da denne er blevet gammel, men stadig har sin fulde styrke i behold – og gavmildt overrækker klosteret, hvor han og hans følge skal bo, en tyk guldring som betaling.

Disse optegnelser skal således befinde sig i privateje i en af de gamle byer i Østeuropa hos en unavngiven ven af forfatteren, som efter eget udsagn kun har fået lov til at læse netop en tredjedel – indtil videre. Der er derfor også lagt i kakkelovnen til to bøger mere, hvis man skal følge logikken.

Danmarksbloggen kan ikke helt gennemskue, om det med det gamle manuskript bare er en del af historien – eller om forfatteren mener det alvorligt. Men skal noget valideres historisk, så må man have fagfolk til at se på manuskriptet. For papir er taknemmeligt – og det samme er rygter.

Men sikkert er i hvert fald, at historien er god – uanset hvad. Så læs den endelig.

Danmarksbloggen giver ”Stormkragen” fire sværd ud af seks mulige som dem den tids mennesker kunne svinge, som var det en fiskestang.

Det er Valeta, der udgiver.

Som bonusinfo kan Danmarksbloggen så også oplyse, at Thietmar af Merseburg vitterlig har eksisteret. Han var en tysk biskop og historieskriver, der i sine sidste leveår skrev en krønike om 900-tallets saksiske fyrster, hvori han blandt andet omtaler den tyske kristne mission blandt de asatro danere.

Det er således Thietmar, der har skrevet om vikingeblótet i Lejre, hvor man hvert niende år i januar ofrede 99 mennesker og ligeså mange heste samt hunde, haner og høge for at beskytte sig mod underverdenens magter og sone sine forbrydelser. Selvom historien om blótet i Lejre kun er genfortalt af den tyske biskop, er der store paralleller til de oplysninger, som en anden krønikeskriver Adam af Bremen giver om vikingeblótet i Uppsala i Sverige.

Men bare fordi den del med blótet holder, så kan man ikke slutte noget om Hagens eksistens eller andre begivenheder, der ikke er nævnt i andre kilder end denne hemmelige. Man kan derfor med sikkerhed kun slå fast, at Thietmar – som kristen biskop – havde en absolut interesse i at udbrede kristendommen og dermed også den kristne kirkes magt til Danmark.

En kristendom som Harald Blåtand har fået æren for at indføre i Danmark, selvom alt tyder på, at den har været her – i hvert fald delvis og sporadisk – siden engang i 700-tallet. Det skal man så ikke lægge så meget i, for de asatroende vikinger havde ikke problemer med andre religioner. Der var altid plads til en gud mere, både rundt om langbordet og når man blótede, og det gjaldt også Hvide Krist.

Vikinger kunne således sagtens bære både Thorshammer og det kristne kors på samme tid – ligesom at der også stod Allah på svenske vikingers tøj. Formentlig fordi de har syntes, at det så godt ud. Også jødiske skikke blev mødt med stor åbenhed.

Så rummelig var kristendommen ikke – og den danske kongeslægt blev kristen med Harald Blåtand, der lod sine ellers for længst døde og vikingebegravede forældre genbegrave i den kristne kirke, som han fik opført i Jelling.

For herfra skulle det iflg. Harald handle om Gud, Søn og Helligånd, hvad også biskop Thietmar har ment.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maskerade” på Det Kgl. Teater

Udgivet den af
1

Det enkle, rå design og de skarpe spotlys i det stadig relativt nye Skuespilhus står i stærk kontrast til plyssæderne, prismelysekronerne og malerierne på Gl. Scene på Kongens Nytorv. Det gør Det Kgl. Teaters nye opsætning af Holberg også på nærmest alle områder til en klassisk – eller bare en semi-klassisk version af komedien.

Men hvad så, kan man spørge? Skal Holberg ikke fornyes? Bestemt – men fornyelse kan ske på så mange måder. Danmarksbloggen kom i hvert fald til at tænke på viel geschrei und wenig wolle, som man siger i en anden Holberg-komedie ”Den stundesløse”, der handler om indbildt travlhed og vigtighed.

I denne nye version af “Maskerade” har de også travlt – med at løbe rundt og rundt – og dreje rundt på en scene, der minder om en blanding af legoklodser og en udstilling på Louisiana. Der er heller ikke ret meget uld i forestillingen. Ja, påklædningsmæssigt slet ingen, da samtlige skuespillere er klædt i farvestrålende plastic, der kunne få dronningens regnfrakke til at blegne af misundelse. For her er der knald på både farver og glimmer og glitter.

Udover farverne er der også skruet godt op for lydeffekter og råben – og for mimik og bevægelser til musik fra Olivier Antunes, der spiller eminent, og som også har lavet den til tider stumfilmsagtige musik, der passede til de abrupte bevægelser og den overdrevne mimik.

Alle grimasserne, bevægelserne, billederne og musikken kan i øvrigt heller ikke undre, når man ved, at det er den prisvindende tysker Herbert Fritsch, der har iscenesat og instrueret.

Samme hr. Fritsch er nemlig kendt for ikke at læse stykket eller interessere sig for handlingen. Fair nok, kan man mene, selvom bedsteborgeren i klassisk Holberg-stil måske ville påpege, at så er man ikke forberedt til opgaven.

Danmarksbloggen vil indskrænke sig til at sige, at hr. Fritsch – hvor prisvindende han end er – så måske ikke burde have opført Holberg, hvor ikke kun handlingen og stykket, men også moralen er essentiel. Og for at få dét med, så er en gennemlæsning af komedien nødvendig.

Det eneste, der ikke er pillet ved i denne opsætning, er således også sproget, som er Holbergs eget – og som virker sært gammeldags – og også mere end ellers i denne total-teater-version, hvor alt andet larmer og fylder.

Man sidder som publikum og drømmer sig tilbage til de gamle dage på Holbergs tid – dengang hvor det var comme il faut, at publikum råbte op til skuespillerne på scenen. For havde vi måttet det, ja så kunne en forestilling som den her – hvis altså også de talte mere nutidigt – have været en fornøjelse. Ja, tilmed en ægte nyskabelse.

Men desværre turde man ikke gå hele det skridt. Måske er publikum heller ikke klar til det. Nutidens teatergængere er jo godt opdraget og tyssede således højlydt på hinanden, når tæppet gik.

Skuespillerne derimod var sublime – og især Peter Plougborg, som var den allestedsnærværende Henrik og Jens Jørn Spottag, der spillede Jeronimus, ragede ligeså meget op, som hr. Plougborg er høj.

De kan både spille drama og komik – de har timingen, og talentet lyser igennem plasticparykker, sminke og hvad der ellers var påført, så det eneste, der stod nøgent tilbage netop var sproget – ordene selv.

Det er måske også meget passende i et reformationsår – selvom ”Maskerade” har meget lidt med religion at gøre, men tradition ja, for de årlige maskerader var en af de få sociale ventiler i en tid med stor statiskhed. Men i nogle få dage hver vinter kunne greven og bonden dele bord – og seng. Altså indtil Christian d. 6. forbød det i pietismens ånd. Senere blev det dog tilladt igen.

Så maskeraderne kom igen – og dermed tiden hvor modsætninger kunne mødes – som de også gør det her, hvor teatret gøres til både en stumfilm og en tegnefilm. Det kan også minde om den hedengangne popgruppe ”Cartoons”, allermest dér hvor Jeronimus næsten istemmer de berømte linier fra Carl Nielsens musik til netop ”Maskerade”.

Men allermest ses modsætningen mellem alt det farvestråemde og larmende – og så den tavshed, der er omkring det talte, så man ikke rigtig kan høre Holberg, og det er synd.

For Holberg har meget at sige os dag. Mennesket har ikke ændret sig. Kampen for anseelse og for kærlighed – og konflikterne mellem generationer – og mellem ægtefolk, hvor den ene vil danse, mens den anden hellere vil tidligt i seng, findes stadigvæk. Men det forsvandt i al vrimlen på scenen.

Holberg fik slet ikke lov til at træde fem – og han kan ellers sagtens endnu, både når der tales gammeldansk og nydansk. Han er nemlig meget mere end blot et ekko, som de ekkoer de to fædre så fint lavede på scenen.

Ret skal også være ret – og æres den, som æres bør. Skyggespillet i slutningen af første akt var eminent fint lavet – og det samme var det lille teaterstykke i tre akter, som Henrik opførte til Leanders oplysning – og sit eget forsøg på at undgå ballade og straf.

Danmarksbloggen giver derfor ”Maskerade” på Det Kgl. Teater fire ud af seks hårpiske, som den Henrik tabte fra tid til anden. For skuespillerne på den danske nationalscene kan deres kram, og dét skal de belønnes for.

“Maskerade” spiller på Det Kgl. Teater indtil 28. februar 2018 – heraf en del af tiden på turné.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Under bjælken”

Udgivet den af
Svar

Biografier er populære – og især af royale, og for nylig kom så Jens Andersens bog ”Under bjælken”, som er et portræt af kronprins Frederik, hvor der også er bidrag fra resten af den kongelige familie, venner med flere. Og lad det være sagt med det samme: Det bedste findes til sidst i bogen. 

Bogen er allerede meget omtalt, formentlig fordi den handler om Danmarks kommende konge. En opgave, som kronprinsen aldrig har lagt skjul på, at han ikke fandt ligetil, men som han nu efter snart at have levet i et halvt århundrede har vænnet sig til bliver hans en dag.

Det kan man også læse i bogen, der i de første kapitler beskæftiger sig med det, som hele Danmark ved i forvejen. Forholdet til forældrene, kærligheden til mormor, dronning Ingrid, glæden ved sport og fysiske strabadser, skolen og militæret med mere.

Men det, som gør bogen interessant er, at man føler, at man kommer helt tæt på kronprinsen og en skæbne, der bestemt ikke er let. Hans far skrev engang en biografi, der hed ”Skæbne forpligter” – og det gælder også Danmarks kommende konge, der som ung misundeligt måtte undvære at sidde med gymnasie-kammeraterne på kantstenen og spise pizza i weekenden efter en festlig aften i byen og mange andre ting, som var normalt for et ungdomsliv i 1980´erne.

Kronprinsen er derfor også meget opmærksom på, at hans egne børn i modsætning til ham selv og hans bror får lov til at leve et almindeligt børneliv med skole, legeaftaler og så videre – selvom især prins Christian har en anderledes fremtid. Kronprinsen er derfor også meget bevidst om, at ”vor Christian på sin atten års dag på ingen måde skal udsættes for syngepiger og en overfrisk radioreporter ude foran Frederik d. 8´s Palæ”, som man kan læse det på side 69.

For Frederik selv startede livet, da han fyldte 18, siger han i bogen. Et liv der i ungdommen betød udenlandsophold, kritik fra pressen og dele af befolkningen, kærester og biler – men også en akademisk uddannelse, et fristed i Aarhus og de første skridt på vejen mod at blive en voksen mand.

Alt det ved vi også – og vi kender også i forvejen til hans berømte tale fra regentparrets sølvbryllup i 1992 (den med at den, man elsker, tugter man), forvandlingen til frømanden Pingo og turen over Grønlands indlandsis med Siriuspatruljen. Så igen kommer der ikke meget nyt, men kronprinsen bekræfter med sine ret markante udtalelser, hvad vi  vidste i forvejen om en kommende konge, der har haft det svært – både i familien og i forhold til offentligheden og hans egen rolle.

Og nok har han sin bror samt gode venner og støtter, men helt i havn kommer han først, da han møder en vis Mary Donaldson og med hende skaber dén familie, som nu er hans faste grundlag. Kærligheden mellem kronprinsen og kronprinsessen lyser ud af bogens sider. Her er virkelig to mennesker, der elsker hinanden – og er gode for hinanden og for deres fire børn, som de vil være tæt på og så meget sammen med som muligt.

Der er også en del nyt om deres tidlige kærlighedshistorie og om tiden op til brylluppet, som sladderbladene ville have elsket at kunne skrive dengang. Men det lykkedes altså kronprinsen i de år at lægge jernring om Mary i flere omgange, så forholdet kunne udvikle sig i relativ fred og ro.

Dronning Ingrid, som kronprinsen kalder en læremester i zen-forstand, der altid vil være i hans liv som et varmt minde, en vejleder og inspirator, fylder også. Familielivet med Mary og børnene minder i øvrigt meget om Frederik d. 9´s og dronning Ingrids familieliv – med nærvær og samvær, og glæden ved det og ved mormor står ud af bogen. Igen ikke overraskende, og igen kronprinsens markering med egne ord af det, som vi vidste i forvejen.

Noget af det mest spændende – og nye – i bogen er derfor også at læse om Frederiks forventninger til at blive konge en dag, men også om ventetiden dertil, som han beskriver som noget positivt for et søgende menneske, som han er det.

Af hans kollegaer og venner, kronprinsesse Victoria fra Sverige og kronprins Haakon fra Norge, beskrives han også som et menneske, der er god til at tale med andre. At han er et menneske, der ser andre mennesker.

Et ægte menneske, der beskriver sig selv som nysgerrig – og som samler på kunst, nutidig kunst. Men også et menneske, som ikke altid har det let med medierne og den offentlige fremtræden.

Bogen om Danmarks kommende konge er derfor også en reminder om, at medier ikke er alt, ikke viser hele billedet – og det er måske bogens vigtigste bidrag. For Frederik rummer mange flere lag – og nuancer – end der vises i tv-udsendelser og måske også i denne bog, hvor Danmarksbloggen godt tænke sig, at der havde været mere om hans holdninger til samfundet og tidens emner.

Man hører lidt om OL, tolerance og om tro, men ikke meget. Mere – også om andre emner – og mindre af den personlige historie, som vi kender i forvejen, havde været godt. Det havde også klædt bogen at komme ind på, hvilke visioner Frederik har om den konge-gerning, som han nu endelig har accepteret bliver hans.

Fremtiden vil så vise, hvad der sker, når kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10. Måske han som sin mor, dronning Margrethe, vil føle, at NU gælder det og blive revet med af en bølge.

Han er i hvert fald klar, kronprins Frederik.

Danmarksbloggen giver den velskrevne bog fire ud af seks kongekroner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem, stem, stem ….

Udgivet den af
Svar

Det er dagens største kliché – banal og basal – men det gælder nu alligevel: GÅ HEN OG STEM. BRUG DIN DEMOKRATISKE RET.

Rundt om i verden dør folk for demokratiet. Rundt om i verden er demokratiet truet og trådt under fode.

Men hos os findes det som en naturlig selvfølge. Men det er demokratiet ikke. Demokratiet er noget, som fortidige generationer kæmpede for – og som vi stadig skal værdsætte og kæmpe for at bevare og udvikles.

Fx ved at gå hen og stemme – men også ved at deltage i samfundsdebatten og måske selv gå ind i politik.

For det passer ikke, at min stemme er ligegyldig. Eller din. Eller nogen andres. ALLE stemmer tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mit blod er fællesblod

Udgivet den af
Svar

Nu er jeg jo blevet en gammel stodder. Og jeg er ikke helt med på selfie-bølgen, og bryder mig ikke om at sætte mig selv op på et piedestal, hvor alle skal se, hvor god jeg er (om jeg så er det eller ej).

Derfor var den SMS, som jeg fik for et par uger siden fra Blodbanken også ret grænseoverskridende for mig. I SMS’en stod der: Tak Ole! Den portion blod, som du gav d.18-09.17, har netop hjulpet en patient. Mvh Blodbanken – GivBlod.

Men når jeg giver blod, så er det for at hjælpe fællesskabet.

Jeg stoler på, at lægerne kan finde ud af at bruge det blod, som de modtager fra alle os donorer på en fornuftig måde. Jeg er også (i bloddonorernes ånd) 100% ligeglad med, om blodet bruges til en ung, gammel, sort, hvid, gul, rød, hetero-, bi- eller homoseksuel, ateist, kristen, muslim, hindu (etc), mand eller kvinde. Ja, selv patienternes politiske overbevisning kan ikke afgøre, om jeg synes, at mit blod må bruges på dem eller ej.

Selvfølgelig må det det! Og de må give det til ubåds-kaptajn og raketforsker Peter Madsen, hvis han har brug for det. Jeg har givet mit blod til det danske samfund – således at lægerne kan gøre brug af det. Punktum.

Jeg kontaktede derfor Blodbanken for at høre, hvordan jeg kunne ændre i ”mine indstillinger” på portalen, således at jeg kan slippe for denne ”service” i fremtiden.

For nylig fik jeg svar. Heldigvis er blodbanken lydhør, så nu kommer jeg ikke til at høre mere om, hvornår mit blod bliver brugt. Så er du i samme situation som mig, så skriv til dem.

Skrevet af Ole Frederiksen, it-udvikler