Anmeldelse: ”Min mægtige mor”

Kan et teaterstykke være en til alle steder gældende situation mere end det er en fremadskridende handling? En situation som er et spejl af alle bedstemødre, alle mødre, alle døtre gennem alle tider? Ja, High Noon Teaterproduktions ”Min mægtige mor”, som i øjeblikket spiller på Teatret ved Sorte Hest, er netop det – og endda på en vældig overbevisende måde.

Undertegnede, som er barnebarn til en for længst afdød mormor, datter til en mor og selv mor til en datter, men endnu ikke mormor, kunne i hvert fald spejle sig i mangt og meget. Og det samme kunne en propfuld teatersal at dømme efter mængden af latterbrøl, når noget var sjovt – og af den der stilhed, der bliver fysisk, når det sansede gjorde nas helt ind i sjælen.

For hvorfor skal det gøre så helvedes ondt at elske, som moderen – altså hende som har både en mor og en datter, siger, da hun igen-igen forgæves forsøger at trænge igennem til datteren, der har barrikaderet sig bag en af de mange røde døre, som danner kulisserne i forestillingen – som de gør det i livet.

For i vores tilværelse banker vi også på røde døre i håbet om at blive lukket ind, set, hørt, elsket og krammet – og ingen gør det mere stædigt og mere indtrængende end en mor, der vil nå sin datter, men ikke kan, når datteren afviser moderen igen og igen og igen – i selvbeskyttelse.

For nok elsker en datter sin mor, men ofte er en datter også så vred, så vred på sin mor over de ting, som denne gjorde forkert, eller over de ting, som denne ikke gjorde – og hvorfor gjorde denne ikke det? Dét spørgsmål kan nage en voksen datter hele livet, så hun nok køber en grøn badekåbe til moderen, altså mormoren, når der er gået år nok. Det er ømhed, men det er også desperation. For morgenkåben leveres som regel sammen med en for datteren sandhed eller fem.

Men findes den objektive sandhed om nogen og noget, når følelser er på spil? Det er i hvert fald mere end nemt at fare vild i livet – og i relationen med dem, som står tættest på. Og når det sker, så er alle døre røde som i fuldt stop, selvom tøjet er grønt og håbefuldt, som vi ser det stykket igennem. Godt nok i forskellige nuancer, men grønne farver ses på alle generationer.

Håbet er en sej størrelse. For vi vil så gerne nå hinanden, men det ender så ofte i kontraster og modsætninger, og indimellem hopper forståelsen en generation over, så broer dannes mellem mormor og barnebarn – og med en mor, som står frustreret i midten med alle de gode intentioner, men også en vild trang til kontrol.

Men det handler om at give slip, måske især på drømmen om at være den perfekte datter, mor og mormor, hvis vi skal have en ærlig chance til at bygge en for alle parter god version af en af verdenens stærkeste relationer op – nemlig den mellem mor og datter. Den relation, der mere end nogen andre sørger for, at slægten og livet går videre, uanset om vejen er belagt med uudtalte forventninger og skuffelser, eller accept og kærlighed, også når man ikke forstår hverken sin datters eller sin mors valg.

For ingen af os kan klare os uden vores mor, og vi græder alle sammen jeg vil ha min mor, og fortryder – hvis vi valgte den friserede det-skal-se-pænt-ud-version, når hun ikke er her mere, er budskabet fra Rikke Wölck, som har skrevet manus, og som også spiller den frisindede bedstemor, der ofrede mere for sin datter, end denne nogensinde får at vide.

Datteren, en succesfuld advokat, nu pensioneret med masser af penge på kistebunden og alle de friserede bedsteborgerlige holdninger i håndtasken, spilles af Karen-Lise Mynster, der gestalter ensomheden og alle de gode intentioners håbløse kamp, så det gør ondt længe efter, at man har forladt teatret.  

For nej, hun kan ikke nå ind til den depressive journalistdatter med de mange ord og den store smerte, som prøver at bære hele verdens smerte på sine skuldre. En umulig opgave, og smerten er tydelig både at se og høre hos Laura Bro, der er datteren.

For det med ansvaret har de tre kvinder nemlig tilfælles. De vil så gerne fixe andres smerte, men de ser ikke, at de selv går til i forsøget – og at de mister kontakten til det, som de elsker allermest og prøver at fixe. Det er et forlis så stort som livet selv, og det gør forestillingen til en af de allermest hjerteskærende i mange år.

”Min mægtige mor” er derfor et formidabelt stykke teater, som gør ondt, som ellers kun livet kan det. Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de røde døre, som vi nok kan notere fine, poetiske ord på, men som uanset hvad kridtet skriver, alligevel holder os ude af hinandens liv, hvis ikke vi elsker og åbner op.

For lykke er ikke et valg, der nogle gange kræver en indsats, som kvinden i midten, hende der både er mor og datter, ellers siger det. Det er et spørgsmål om kærlighed – også på andre præmisser end ens egne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejseholdet – Det første mord”

Rejseholdet og deres sager har altid interesseret danskerne. Tag fx rebooten af tv-serien ”Rejseholdet”, som havde premiere i år 2000, og som blev en kæmpe succes, der endda modtag verdens fornemmeste tv-pris Emmy´en.

Så det var forventeligt, at filmens verden også ville kaste sig over Rejseholdet – og det sker så i dag, hvor der er premiere på hr. Boes film ”Rejseholdet – Det første mord”. Filmen er lavet udfra den første bog i Jacob Jonias serie om Rejseholdet. Men i modsætning til DR´s tv-serie, som var baseret på rigtige sager, så er mordgåden her fiktion.

Rejseholdets leder i filmen er dog skabt udfra virkelighedens første leder af Rejseholdet, nemlig Otto Himmelstrup, der IKKE havde den traumatiske baggrund, han forsynes med i filmen. Himmelstrup var til gengæld lige så grundig og lige så dygtig i virkeligheden, som han gøres til i hr. Boes film, der indledes med en homage til DR´s tv-series I. P., når Himmelstrup siger: Og jeg laver resten

Det er Alex Høgh Andersen, der gestalter den unge Himmelstrup, som i virkeligheden var en moden mand på næsten 50 år, da han blev leder af Rejseholdet. Men Alex Høgh Andersen løfter opgaven som den legendariske opdager, der havde en opklaringsprocent som få andre – og som tilmed opklarede mordet på Kaj Munk – til ug med kryds og slange. Ja, det er, som har Alex Høgh Andersen aldrig spillet andet end hovedroller, der skal brænde for såvel sag som retfærdighed.

Hans to kollegaer præsterer også på den store klinge: Det tekniske geni P.R., der spilles overbevisende af Nicolaj Kopernikus – og dejligt, at han for en gangs skyld får lov til at være alvorlig. Samt sekretæren med lige dele mod og evner udi politiarbejdet Camilla, der gestaltes, så det tindrer og gnistrer af Mathilde Arcel F., der gør den fiktive Camilla så meget en kvinde i egen ret, at hun fremstår som et moderne kvinde-ideal.

Kriminal-intrigen snor og slynger sig ud og ind med twists, som afvikles både logisk, smidigt og dramatisk, så man er rigtig godt underholdt på dén del.

Men det ville ikke være hr. Boe uden også at lægge et andet – mere kunstnerisk lag – ind i filmen. Her et som handler om moral og adfærd, om religion versus videnskab, om dekadence og nydelse versus nytte og fornuft. Alt sammen vægtige – og vigtige – spørgsmål, som undervejs kastes op i korte glimt, men ikke bruges direkte i filmen. Nogle vil mene, at disse af musik ledsagede filosofiske krummers tilstedeværelse giver filmen dybde, andre at det blot er forstyrrende elementer.

Danmarksbloggen synes, at filmens 125 minutter bliver lange i det spyt, som sammen med andre kropsvæsker og andet sanseligt er så rigeligt til stede, at filmen havde stået skarpere, om man havde droppet det kunstneriske lag og fokuseret på kriminalgåden.

Samt måske gjort mere ud af lokationen, som er Esbjerg i de brølende 1920´ere. Dengang fiskerbåde, et hårdt og slidsomt liv og Indre Mission stadig var normalen, selvom byen voksede eksplosivt og trak nye mennesker til. For såvel champagnefester som en begyndende klasse- og kvindebevidsthed tog sin begyndelse i de år – også i de egne af landet, hvor man læser ”Vestkysten”.

Alligevel – og fordi Danmarksbloggen håber på en fortsættelse af fortællingen om Danmarks svar på FBI, nu blot udelukkende med kriminalgåden, tak – skal ”Rejseholdet – Det første mord” have fire ud af seks teposer, som dem Camilla siger, at en kvinde er, når hun dyppes i vand – aka får lov til at lege med, når det er sjovt.

I andre roller ser vi Mille Lehfeldt som målbevidst reporter, Katrine Greis-Rosenthal som byens rige dame, Ask Berntsen som hendes søn, Lars Ranthe som uduelig politimand og Flemming Enevold som diktatorisk, men lydhør politimester i København. Det gør de alle forrygende.

Et morsomt trivia er, at Flemming Enevold har indlæst den serie af bøger, hvis første roman danner forlæg for filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi skal stå imod bøllen i øst

Sikkerhedstruslen øges mod Danmark med etableringen af en ukrainsk våbenproduktion i Danmark, siger de urolige i dag, hvor også Ukraines præsident Zelenskyj er på besøg i Danmark.

Dertil kan man kun svare: Ja, måske – på kort sigt. Men på langt sigt bliver sikkerhedstruslen endnu større, hvis ikke vi fortsat stiller os på den side, som kæmper for Ukraine og resten af Den Frie Verden. Vi er også allerede i krig – vi har sendt både artilleri og F16-fly til Ukraine.

For faktum er ganske enkelt, at Rusland – lige siden de overfaldt Ukraine i februar 2022 – har vist, at de kun vil en vej: Krigens vej.

Og det efterlader så os med valget:

Bøjer vi nakken, lader Ukraine i stikken, og finder os i sådan en bølleadfærd – uanset hvad det koster både Ukraine og os? Eller kæmper vi imod ved at hjælpe Ukraine og også os selv ved at opruste, så vi kan stå imod bøllen i øst?

Danmark har heldigvis valgt det sidste … og dét skal vi blive ved med. Ja, i dag er der kommet en grund mere. For Ruslands ambassadør i Danmark udtalte for kort tid siden, at med ukrainsk våbenproduktion i Danmark, så er Danmark at betragte nærmest som direkte aktør i Ukraine.

Ja, men det er da en anerkendelse af vores indsats i Ukraine.

Ruslands præsident Putin er så i øjeblikket i Kina sammen med andre statsoverhoveder fra diktatoriske stater. Den slags samfund, som de ønsker, er totalitære systemer uden de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi står for.

Hvad de konkret plotter i Kina – det ved vi ikke. Men Kinas leder Xi Jinping har lige sagt, at verden står ved en skillevej aka truer med krig – og han lover, at Kina vil hjælpe deres ”brødre” i Rusland.

Og nok har Kina store økonomiske interesser i USA, men ikke lige så meget i Europa. Så med Trump i Det Hvide Hus, er der nemmere spil for det, som tegner til at være et ”dem”, som måske alligevel kun tæller Rusland, når det kommer til stykket, overfor Vesten, som er ”os”.

Uanset hvad så ved vi, at den gamle sandhed gælder til alle tider: Hvis man vil fred, så må man forberede sig på krig.

Så det gør vi så i Danmark, i hele den vestlige verden – minus måske USA, som er rimeligt utilregnelige i øjeblikket.

Så vi må steppe op her i Danmark, her i Europa. Vi kan heller ikke andet. Det er en no-brainer, det her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “The Roses”

I 1989 var filmen ”The War of the Roses” med Kathleen Turner og Michael Douglas i hovedrollerne en stor succes, måske især pga. de spektakulære påhit til brug i ægtefællernes indbyrdes krig.  

Så der skal mod til en genindspilning. Det har manuskriptforfatter Tony McNamara og instruktør Jay Roach, som står bag dagens premierefilm, der i 2025-versionen blot hedder ”The Roses”, og har de to verdensstjerner Olivia Colman og Benedict Cumberbatch i hovedrollerne som det succesrige par, mesterkokken Ivy og den feterede arkitekt Theo, der har det hele – indtil de ikke har det mere, og går i krabbekødet på hinanden – godt hjulpet på vej af moderne teknologi. 

Man gør derfor ret i at forvente action, morskab, nederdrægtighed – og sublimt skuespil. Men man får meget mere i tragedien, der kun i starten orker at forklæde sig som en komedie – og tak for det.

For nok gnistrer det mellem Colman og Cumberbatch, når de verbalt krydser klinger med hinanden og med deres omverden, som fx terapeuten, der beviser udsagnet om, at intet forener to modstandere som en fælles fjende, man hader endnu mere.

Men i denne version af den ægteskabelige Rose-krig får tragedien plads til at fylde og folde sig ud på et dybere og mere psykologisk plan – og hvor dét klæder historien. Det gør den også mere realistisk, mere dyster – og det, så det rimer på Shakespeare, der som ingen andre har lavet manuskripter om det almenmenneskelige til alle tider.

For gode intentioner og ønsket om altid at ville den anden det bedste har næsten alle, der går ind i et forhold. Men så sker livet, og så må alle sande realiteten i Bardens ord fra ”Når enden er god”: Get thee a good husband, and use him as he uses thee.

Det gør Ivy og Theo Rose, så det batter i filmen, som er fuld af Shakespeare-hints som den store storm (”The Tempest”), der er første seriøse vendepunkt i Rosernes liv. Eller som den daggert (”The Scottish Play”), der er indlagt i bordet fra det spanske kloster, og som selvom den i sig rummer samme forbandelse, som den, der ramte den skotske than og konge, hvis navn man altid fortier, så har selv sådan en daggert det svært mod en amerikansk revolver.

Eller som turen til New York, der bliver en omvendt ”Taming of The Shrew” – eller på dansk ”Trold kan tæmmes”. For ingen bliver tæmmet i Rosernes krig. Tværtimod bliver vanviddet for alvor sluppet løs, da Roserne i lufthavnen vender ryggen til hverandre, og mister kontakten med hinanden, så man må spørge: Hvordan ville livet se ud for Shakespeares Romeo og Julie, hvis de var født 500 år senere i England – og siden udvandret til USA – efter de havde mødt hinanden som voksne – uden en slægt at skulle tage hensyn til?

Et bud er, at de ville være præcis som Ivy og Theo Rose, hvis tiltrækning filmen og livet igennem er så umiddelbar og stærk, at det er svært at skelne mellem den kærlighed, som alle elskende – i hvert fald i starten – overøser hinanden med, og så det had, som indimellem kan overvælde enhver, og som filmen hævder er en naturlig del af ægteskabet.

For filmen handler om ægteskabet, dets veje og måske især vildveje. Men hvor advokaten var en vigtig person i 1989-udgaven og en kilde til både håb og trøst, så er vi her overladt til det nøgne opgør mellem Roserne. For alle andre medvirkende – som ellers spiller strålende hver og én, især børnene – er statister i opgøret mellem Colman og Cumberbatch.

De to får i denne tragedie med dens indlagte grin lov til at folde sig helt derud, hvor man får fysisk ondt, når man ser deres smerte og desperation, hvor man føler, at man ikke kun forstår, men også billiger deres handlinger, selv når disse er langt på den anden side af enhver rimelighed.

Hvor man fatter, at det største forlis i et ægteskab ikke er følelsen af det glødende had, for det er trods alt beslægtet med den brændende kærlighed. Men at det rigtig farlige og destruktive er den krystalklare beslutning om IKKE at ville dele en oplevelse, en følelse, en tanke med den anden, fordi det vil ødelægge oplevelsen, følelsen, tanken.

Colman og Cumberbatch holder i ”The Roses” opvisning i den svære kunst, som kaldes skuespil i verdensklasse, både med timing og vid, mens latteren runger – og når den forstummer, og smerten kommer – og dér åbnes ind til de følelser, den sårbarhed, den længsel, som alle mennesker til alle tider har om at blive set, holdt om og elsket.

Danmarksbloggen giver ”The Roses” seks ud af seks af de gamle komfurer, som spiller en afgørende rolle i filmen, og tænker, at Shakespeare ville have nydt filmen – samt måske citeret følgende sætning fra hans egen ”Romeo og Julie”: One fire burns out another’s burning. One pain is lessen’d by another’s anguish.

Også selvom det ikke passer. For smerten hos Ivy bliver ikke mindre, når Theo lider – og omvendt. Jo, måske på overfladen, men ikke indeni. Smerten bliver i dem – og i os, som ser filmen. Sådan går det i reglen, når Barden og uovertrufne værker tages med i en kunstnerisk proces.

Inspirationen fra de historiske Rosekrige i renæssancens England – og de forbundne Shakespeare-skuespil som fx ”Richard d. 3” og trilogien om Henrik d. 6 løber som en generel rød tråd gennem filmen. Ja, sågar Rose-parrets to børn sender mindelser om den tids historiske personer – nemlig de to små prinser, som forsvandt fra hoffet – dog med en mere ond skæbne i vente end en eliteskole i Miami.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse. “Ternet Ninja 3”

Lige siden den lille, nuttede ninja – som IKKE er en bamse – stod i sit nysyede, ternede, sort-grå silke-outfit ude på den thailandske ø for fire år siden, har vi glædet os til at få afslutningen på historien om drengen Aske og den ternede ninja, der nok ser kær ud, men i virkeligheden er en dybt martret og PTSD-ramt 400 år gammel japansk ninja, der opgav sin udødelige sjæl for at hævne sig på enhver, der gjorde et barn fortræd.

Og i dag – d. 21. august – får trilogiens sidste del ”Ternet Ninja 3” så premiere. Det er endelig blevet tid til sidste omgang.

Hvad er det så for en film? Ja, den er – som forventet – fuld af både action og de morsomme oneliners, som er Matthesens særlige signatur som det, der spidder tidsånden og dens mennesker klart, koncist – og kærligt. Dem kan man roligt glæde sig til …

Men ”Ternet Ninja 3” kan mere end bare være fuld af fart og sjov. Filmen skriver sig også ind i den klassiske historiefortælling, som her hvor vi kommer hjem, hvor tingene forløses, hvor enderne bindes – så man forlader biografen med både en tåre i øjet, en klump i maven og et stort smil på læben.

For naturligvis må historien om den ild-forskrækkede, koldskåls-elskende, missions-søgende, Aske-elskende og rap-i-replikken ternede ninja kaldet T.N. ende, som den gør.

Ikke et ord skal røbes. Jeg vil blot tilføje, at der – også fra uventede sider – kommer et par gedigne overraskelser eller tre, fire – okay så fem – i løbet af filmen, som er delt i to dele.

Først Askes nye hverdag som en teenager, der i grunden ikke gider rende rundt og være ninja mere, og derpå spændingsdelen, der sine steder minder mere om en gyserfilm end om så meget andet, og som nok kan give sarte sjæle mareridt.

Men som onkel Stewart, der her i ”Ternet Ninja 3” overgår sig selv i disciplinen syng-en-måske-ikke-passende-men-alligevel-rigtig-passende-i hvert fald-ærlig-sang, altid siger det: I kan ta´ det.

Og det kan vi. Vi kan heller ikke lade være – og det er Danmarksbloggens overbevisning, at danskerne kommer til at elske denne sidste historie om ninjaen.

Rent filmteknisk er det så måske den svageste af de tre film, da det først er, som sætter filmen rigtigt af cirka halvvejs. Eller også kunne første del måske være fortalt noget kortere?

Eller er det, fordi historien ligesom kører i tre hovedspor? Et spor, som afsluttes undervejs, og så et andet som først starter halvvejs, og så det sidste – og vigtigste, som handler om Aske og Ternet Ninja, og deres relation, hvor hvedebrødsdagene på den thailandske tropeø for længst er forbi – og ninjaen er overladt til sig selv, koldskålen og endeløse timer med at vente og game.

For ingenting i verden stopper. Livet – og døden også åbenbart – går altid videre, uanset om man er en dreng, der har fået en dyb stemme, eller en 400-årig ninja, der nok kan vende ryggen til, men i længden ikke flygte fra hverken sig selv, sit traume eller sin skæbne.

En sandhed, som er lige så gammel som universet. En sandhed, som bærer hele historien om Aske og T.N. En sandhed, som gør, at man aldrig kommer til at se 1´eren og 2´eren på samme måde igen.

Danmarksbloggen giver ”Ternet Ninja 3” fem ud af seks af de prinsesse-agtige lyserøde sværd, som ninjaen fik i 2´eren, og stadig bærer i 3´eren. Det er en rørende, dyb, morsom og overraskende film – og ja alle ender bliver bundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordlys-sæsonen er i gang

Så er de mørke nætter kommet igen – og dermed også sæsonen for nordlys.

Det har mange glædet sig til. For især i sidste nordlys-sæson 2024-2025 gik danskerne amok i jagten på det fortryllende dansende lys, som næsten kun kan observeres med et kamera på vores breddegrader, hvis man ser bort fra de svage grå og hvide skygger og i sjældne tilfælde farveskær, som kan ses in natura i Danmark.

For man skal i reglen godt op i Sverige eller Norge for at se det fascinerende bølgende grønne, røde og lilla lys med sine egne øjne.

En undtagelse var så en vidunderlig oktobernat sidste år, hvor nordlyset var synligt med det blotte øje – selv i København, hvor nordlys ellers per definition er umuligt at se pga. byens kunstige lys.

Men får vi sådan en nordlys-nat igen i år? Næppe. Risikoen for nej, det gør vi ikke er mange gange større end chancen for ja, det gør vi.

For nordlyset er betinget af solens aktivitet, som går i cyklusser. Og pt. er vi i sidste del af det solmaksimum, der giver de bedste betingelser for nordlys. Solen gennemgår nemlig en cyklus, som er på cirka 11 år – og pt. er vi altså dér, hvor vi går mod en del år med færre chancer for nordlys end de sidste par år.

Det kan virke trist. Men heldigvis kan nordlyset stadig, også når solen er på allermest minimum, ses i de nordlige dele af Sverige og Norge.

Og så er der noget godt og sundt ved at erkende, at også vi mennesker er underlagt naturens vilkår – og ikke omvendt.

Det gælder nordlys – som det gælder klima. Mennesket er ikke skabelsens Herre, selvom vi ofte opfører os sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens død markeres med kirkeklokker i en halv time

H. C. Andersen fejres – med rette – i det helt store format i dag.

I dag mandag d. 4. august kl. 11.04 er det nemlig præcis 150 år siden, at verdens største eventyrdigter gik ud af tiden.

Og det markeres på dagen, på tidspunktet – og ikke kun i Danmark, men over hele Norden. For alle Nordens kirkeklokker vil kime, og alle Nordens klokkespil vil spille hans melodier i en halv time med start på dødstidspunktet kl. 11.04.

For præcis på det klokkeslæt forlod den største dansker gennem alle tider denne verden. Det skete ude i Villa Rolighed ved det nuværende Svanemøllen. Villa Rolighed var ejet af familien Melchior, der var nogle af H. C. Andersens nære venner, som også tog sig af ham i de sidste dage af hans liv.

Danmarksbloggen vil også på dagen hylde dette helt særlige menneske, som skrev eventyr som ingen andre hverken før eller siden har gjort det. Denne grimme ælling med de kluntede ben, som aldrig blev balletdanser, men som i stedet blev den smukkeste svane på fortællingernes store sø.

Den halve times kimen og spillen med klokker er derfor mere end blot en flot markering. Den er en naturlig hyldning af verdens bedste eventyrdigter. Og mon ikke H. C. Andersen ville have syntes om, at sange som “I Danmark er jeg født”, “Hist, hvor vejen slår en bugt” og flere andre klinger i dag over hele Norden? Dét tænker jeg.

Ja, som i ethvert eventyr sidder han sikkert oppe i sin himmel i dag og glæder sig – og nu uden den tandpine, som pinte ham, da han blev æresborger i Odense, og hele byen hyldede ham med fakler i vinternatten.

Men nu er det sommer, den varme, velsignede sommer, fuglene synger og roserne dufter – og H. C. Andersen kan fryde sig i sin himmel.

Så: Kære H. C. Andersen. TAK for Deres enestående eventyr. De læses stadig af en hel klode …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eddington”

Ari Asters film ”Eddington”, som har premiere i dag d. 31. juli, er en lang film, en mærkelig film, en kunstfilm, som vil det hele – og måske også for meget.

Omvendt er verdenen, som vi lever i, også for meget, vældig mærkelig og så kunstig, at det halve kunne være nok. Så måske er ”Eddington” et præcist og skarpt portræt af ikke kun USA, men et vestligt samfund og en tid i så dybe, indre konflikter med sig selv, at opløsningen og undergangen er eneste mulighed for Det Globale Endgame, som vi befinder os i her i 2025.

Filmen foregår så for fem år siden – i den første Corona-tid i New Mexico, hvor en sherif spillet på en og samme tid så fladt og så dybt af Joaquin Phoenix, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om figuren overhovedet er en person.

Eller om figuren skal ses som et samlet billede på i hvert fald den hvide mand, og måske endda hele det hvide overherredømme, som på mange måder trues (eller føler sig truet!) i denne tid – men som slår fra sig som alle magthavere gør det, så blodet sprøjter.

For ”Eddington” er – som jeg ser det – ikke kun historien om en lille by i den amerikanske udkant. Det er historien om hele den vestlige civilisation, der uden samvittighedskvaler har smadret andre kulturer på sin vej, som imperier har det for vane – uanset hvor de opstår.

For det er en misforståelse at tro, at imperialismen kun er hvid. Den er også både gul, brun og sort. Mennesket er nemlig ens overalt til alle tider, men lige her handler det om den hvide version.

Heldigvis havde jeg også en ung anmelder med, som så filmen på en anderledes måde, hvilket også siger noget om dens kvaliteter. Jeg vil hermed give ordet til den unge anmelder:

Ari Asters nyeste skud på stammen tager de klassiske mørke horror-elementer, som produktionsfirmaet A24 er så kendt for, og blander dem med en så stor mængde absurd socialrealisme, at ”Eddington” bliver et forvirrende virvar af genrer, der udspiller sig på smukkeste cinematiske vis.

Asters repertoire læner sig ofte over i det dunkle og absurde, som hans film ”Midsommar” og ”Herediraty”, der er nyklassiske horror-thrillers. ”Eddington” tager så de bedste elementer med fra disse storfilm. Men kombinationen af disse med karikerede spaghetti-western stand-offs gør ”Eddington” til sin helt egen. På godt og ondt.

Den næsten 2,5 timer lange film kunne have haft godt af en budget-omrokering, hvor nogle af pengene til krudt, kugler og eksplosioner burde været gået til manuskriptet. Den røde tråd er svær at holde fast i, men måske er netop det hele pointen.

For ”Eddington” afspejler den polariserede politiske verden i USA under Corona-pandemien, hvor konspirationsteorierne fløj rundt på internettet, og spredte forvirring, panik og ”white savior”-komplekser i dele af befolkningen. Det element fremhæver Ari Aster til det yderste.

”Eddington” er en virkelig absurd socialrealistisk film med blodige horror-elementer og en altid tilstedeværende western-tone, der leder tankerne hen på ”No Country for Old Men” og hit-serien ”Breaking Bad”. Om Aster kommer i mål med sin nytænkende og genreoverskridende film, er svært at vurdere. Men hvis man vil se en absurd og mørk kunstfilm, og er villig til at lade mange usagte ting stå hen i det uvisse, så kan ”Eddington” noget helt særligt.

Hvor mange stjerner – endda sherif-stjerner i anledning af hovedpersonens erhverv – skal filmen så have? Well, heller ikke her var vi enige. Den unge anmelder giver tre – og den gamle anmelder fire ud af seks sherifstjerner. Der er så meget ufortalt, ikke-vist og uforløst i filmen trods, at næsten hele Eddingtons omegn sprænges i luften til sidst i filmen – og alligevel så griber ”Eddington” publikum på en særlig måde.

Skrevet af: Anna Frederiksen – og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattig-turismen ødelægger Danmark

Det vrimler med turister i Danmark – og det efterhånden året rundt, selvom det er værst her om sommeren, og måske allerværst i København, hvor lyden af rullekufferterne høres døgnet rundt på gader og stræder – ja, sågar i Tivoli findes det nu.

MEN er det med turisme nu så godt for samfundet og for økonomien?

Danmarksbloggen mener det ikke.

For hvad er det, som sker, når der kommer flere turister, hvoraf mange bor i private lejligheder, og bruger løs af byen og dens ressourcer?

  1. Priserne på lejligheder stiger, så ingen almindelige borgere længere har råd til at bo dér. Det betyder faldende skatteindtægter for kommunen og mere uro.
  2. Det stigende antal turister slider på byen og dens infrastruktur, men de betaler ikke skat.
  3. Flere turister betyder også stigende forurening.
  4. Dagligt udsætter masser af turister sig selv og andre for livsfare, når de begiver sig slingrende ud på cykelstierne uden måske at have siddet på en cykel før.
  5. En lille gruppe danskere – nemlig dem, som ejer lejligheder eller butikker – skummer fløden på de mange turister. Men for det store og skattebetalende flertal af danskere er det en dårlig forretning – og en dårlig oplevelse, når horderne af turister hærger i gaderne, fylder alle steder fra bageren til apoteket – og er 100% ligeglade med, hvor meget de larmer og sviner.
  6. Og det er en fejl at tro, at de ligger mange penge. Det gør de færreste turister. De kommer hertil på en billig flybillet (forurening), bor i en billig airbnb (ingen skat til stat og kommune), slider på metro, busser og by – uden at betale en krone for det – og så ja, køber de selvfølgelig mad og drikke. Men det batter ikke meget i det store samfundsregnskab, at de køber en pizza der, en bolle med ost her og måske en is nede i Nyhavn. Det koster derimod at rydde op efter dem.

Så nej, masseturisme, billig-turisme, fattig-turisme er en svøbe, der ødelægger vores land, vores byer – og efterlader os danskere som tabere.

Se til Mallorca, Barcelona og Rom – og se, hvor galt det kan gå. Vi er der ikke endnu, men vi har nået forbi mætnings-punktet, og kursen er sat mod opkastnings-punktet.

Så vi skal stoppe det nu. For vi er allerede der, hvor de eneste vindere er nogle få danskere med Euro-tegn i øjnene – og så alle fattig-turisterne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk