Lige siden den lille, nuttede ninja – som IKKE er en bamse – stod i sit nysyede, ternede, sort-grå silke-outfit ude på den thailandske ø for fire år siden, har vi glædet os til at få afslutningen på historien om drengen Aske og den ternede ninja, der nok ser kær ud, men i virkeligheden er en dybt martret og PTSD-ramt 400 år gammel japansk ninja, der opgav sin udødelige sjæl for at hævne sig på enhver, der gjorde et barn fortræd.

Og i dag – d. 21. august – får trilogiens sidste del ”Ternet Ninja 3” så premiere. Det er endelig blevet tid til sidste omgang.

Hvad er det så for en film? Ja, den er – som forventet – fuld af både action og de morsomme oneliners, som er Matthesens særlige signatur som det, der spidder tidsånden og dens mennesker klart, koncist – og kærligt. Dem kan man roligt glæde sig til …

Men ”Ternet Ninja 3” kan mere end bare være fuld af fart og sjov. Filmen skriver sig også ind i den klassiske historiefortælling, som her hvor vi kommer hjem, hvor tingene forløses, hvor enderne bindes – så man forlader biografen med både en tåre i øjet, en klump i maven og et stort smil på læben.

For naturligvis må historien om den ild-forskrækkede, koldskåls-elskende, missions-søgende, Aske-elskende og rap-i-replikken ternede ninja kaldet T.N. ende, som den gør.

Ikke et ord skal røbes. Jeg vil blot tilføje, at der – også fra uventede sider – kommer et par gedigne overraskelser eller tre, fire – okay så fem – i løbet af filmen, som er delt i to dele.

Først Askes nye hverdag som en teenager, der i grunden ikke gider rende rundt og være ninja mere, og derpå spændingsdelen, der sine steder minder mere om en gyserfilm end om så meget andet, og som nok kan give sarte sjæle mareridt.

Men som onkel Stewart, der her i ”Ternet Ninja 3” overgår sig selv i disciplinen syng-en-måske-ikke-passende-men-alligevel-rigtig-passende-i hvert fald-ærlig-sang, altid siger det: I kan ta´ det.

Og det kan vi. Vi kan heller ikke lade være – og det er Danmarksbloggens overbevisning, at danskerne kommer til at elske denne sidste historie om ninjaen.

Rent filmteknisk er det så måske den svageste af de tre film, da det først er, som sætter filmen rigtigt af cirka halvvejs. Eller også kunne første del måske være fortalt noget kortere?

Eller er det, fordi historien ligesom kører i tre hovedspor? Et spor, som afsluttes undervejs, og så et andet som først starter halvvejs, og så det sidste – og vigtigste, som handler om Aske og Ternet Ninja, og deres relation, hvor hvedebrødsdagene på den thailandske tropeø for længst er forbi – og ninjaen er overladt til sig selv, koldskålen og endeløse timer med at vente og game.

For ingenting i verden stopper. Livet – og døden også åbenbart – går altid videre, uanset om man er en dreng, der har fået en dyb stemme, eller en 400-årig ninja, der nok kan vende ryggen til, men i længden ikke flygte fra hverken sig selv, sit traume eller sin skæbne.

En sandhed, som er lige så gammel som universet. En sandhed, som bærer hele historien om Aske og T.N. En sandhed, som gør, at man aldrig kommer til at se 1´eren og 2´eren på samme måde igen.

Danmarksbloggen giver ”Ternet Ninja 3” fem ud af seks af de prinsesse-agtige lyserøde sværd, som ninjaen fik i 2´eren, og stadig bærer i 3´eren. Det er en rørende, dyb, morsom og overraskende film – og ja alle ender bliver bundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk