Månedsarkiv: november 2017

Hvem er de 140 danskere med Paradise Papers?

Udgivet den af
Svar

Ifølge flere medier – både udenlandske og danske – er der 140 navngivne danskere, som er nævnt i de såkaldte ”Paradise Papers” – altså skattely for milliarder og atter milliarder af kroner.

Penge, som det danske samfund og dermed velfærden, snydes for.

I Danmark er det så kun Politiken og DR, som har adgang til informationerne – og som har haft det minimum siden i weekenden. Alligevel har de to medier ikke i de dage, der er gået siden, navngivet en eneste dansker – kun sagt at der er tale om adelige, rigmænd, advokater og store firmaer.

Det synes Danmarksbloggen er for dårligt. For vi har krav på at vide, hvem der i det danske samfund har unddraget samfundet for så store summer, at det kan gøre en afgørende forskel for vores velfærd. Vi har krav på at vide, hvem der har taget vores penge og gemt dem i Bountyland.

DR og Politiken skal simpelthen bare offentliggøre de 140 navne NU, så de kan stå til ansvar for deres gerninger.

Gerninger, som har kunnet ladet sig gøre, fordi der er tale om et massivt svigt fra EU´s side, hvor skatteområdet har været henlagt i mørke i mange år – og hvor der årligt tabes 450 milliarder euro, som altså går Europas velfærd forbi.

Læs her det socialdemokratiske parlamentsmedlems Jeppe Kofods skriv om sagen fra Altinget: http://www.altinget.dk/artikel/kofod-himmelraabende-liberal-politik-har-muliggjort-paradise-papers

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demo: Danmark for velfærd

Udgivet den af
Svar

I fredags ventede undertegnede på bussen ved Thorvaldsens Museum i København, da en Movia-bil kom kørende. Ud steg en Movia-mand med en seddel, som han hængte op ved køreplanerne. På den stod, at mange busser vil blive omlagt tirsdag d. 7. november, da man forventer mange mennesker til demonstration.

Det er yderst sjældent, at Movia hænger den slags sedler op.

Men der er også noget vigtigt at demonstrere for idag, nemlig VELFÆRDEN OG FÆLLESSKABET. 

For vi vil ikke længere besparelser og klapjagt på de svageste i samfundet og på de offentligt ansatte, der nu i årevis har løbet stadig hurtigere for stadig færre penge. Og til fordel for hvad? Billigere luksusbiler og flere penge i skattelyet til en lille, men særdeles grådig overklasse.

Men vi vil mere fællesskab – og et stærkere samfund for alle. Så galskaben og egoismen må slutte nu!!! Så kom til demonstration i dag.

Se det nærmeste sted for dig her: https://lokale-aktiviteter.danmarkforvelfaerd.dk/

Du kan også skrive under her: https://www.danmarkforvelfaerd.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Familien Löwander

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skriver om Danmark, og anmelder derfor også i sagens natur dansk kunst og kultur – men ingen regler uden undtagelser.

For et decideret stykke tv-kunst ramte skærmen i lørdags – og blev genudsendt i går søndag, men kan heldigvis også ses på DR´s hjemmeside. Det handler om det svenske tv-drama, der på dansk hedder “Familien Löwander”, men som på svensk hedder “Vår tid är nu”.

Egentlig også en bedre titel, for det handler ikke kun om familien Löwander, selvom meget af handlingen udspiller sig i deres fine ejendom på en af Stockholms bedste adresser, hvor de har den dyre restaurant “Djurgårdskällaren” i kælderen og stuen, mens de selv bor ovenpå.

Serien starter ved 2. verdenskrigs afslutning, hvor datteren Nina møder køkkendrengen Calle midt i det jublende menneskehav på Kungsgatan i den svenske hovedstad uden at vide, at han er på vej til første arbejdsdag i hendes families restaurant. De to unge kysser hinanden – og ja, der kommer selvsagt en kærlighed-på-tværs-af-de-sociale-skel-historie ud af dét møde.

En historie, der skildres fint og følsomt, men som heldigvis ikke står alene, for så ville det være banalt. Men det er serien ikke. Den er åndeløs spændende og oplysende – og nej, man behøver ikke at kende til hverken Stockholm eller svensk historie for at følge med.

Man får det hele serveret på den mest underholdende måde, og bare i de to første afsnit kommer der udover oplagte emner som kampe og konflikter mellem generationerne og klasserne også temaer som svenskernes forhold til tyskerne under krigen, sortbørshandel, kz-lejre, anbragte børn, ensomhed, omsorg, arbejdsmarked, fattigdom og meget andet. Alt sammen skildret realistisk og med en nerve, der tør at gå dybt.

RIGTIG dybt som når den ene søns franske veninde, der har siddet i kz-lejr, beskriver, hvordan hun og de andre fanger vidste, hvem der snart skulle dø. For så lignede de en hare i ansigtet – tænderne stak ud – og de lugtede af benzin. 

Det er Matador og Downton Abbey. Matador fordi personerne skildres skarpt og præcist – og med få virkemidler, og Downton Abbey fordi der er tænkt over alt med tøj, møbler og stil, så det holder ned i detaljen.

Men serien er også helt sin egen – og sine steder bedre end de to andre – fordi den netop tør at gå så dybt, at man kan mærke det fysisk.

“Familien Löwander” er produceret i 20 afsnit, hvor 10 vises i år – og 10 næste år – altså i Sverige. I Danmark får vi to afsnit af gangen, således så det er to timers fjernsyn hver gang, hvor man kan følge skæbnerne gennem de årtier, hvor de sociale skel blev udvisket i Sverige, og folkhemmet blev bygget.

Det er en udvikling, som vi også til dels havde i Danmark, hvor mange af kampene og konflikterne var de samme, så også derfor giver det mening for en blog om Danmarksbloggen at anmelde dette fantastiske stykke svensk tv-drama.

Danmarksbloggen glæder sig allerede til på lørdag – og giver “Vår tid är nu”/”Familien Löwander” seks store svenske flag ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Pigen ingen vidste var”

Udgivet den af
Svar

Hvis man ønsker sig en bog, som man kan kravle ned under tæppet på sofaen med, mens efterårsmørket står rugende udenfor ruderne – og man vel og mærke kan lide lange forviklingsromaner fuld af spænding, der også udfordrer ens tro på menneskene og menneskeheden – så er ”Pigen ingen vidste var” et godt bud.

Bogen er på næsten 400 sider, og er fuld af såvel forviklinger, bedrag, følelser, drømme, bristede illusioner – og hvad livet og samfundet ellers handler om.

Nu skal handlingen ikke afsløres her, men der trækkes pænt på mange temaer fra nutidens film og tv-serier, hvor spænding og psykologiske spil sammen med magtens kringlede veje tegner billedet.

En serie som Netflix´s “Stranger Things” er det fx på mange måder oplagt at sammenligne denne bog med.

Og som mange kulturelle produkter i vor tid – også “Stranger Things” foregår bogen i USA – dog ikke i vor tid, men for næsten 50 år siden i hippietiden, altså også tidligere end Netflix´s hitserie.

Der er dog ikke meget flower-power over hverken personer eller handling – ej heller fri kærlighed, men til gengæld rigeligt med eksperimenter, om end de er af en lidt anden slags end dem, som skete på universiteternes græsplænerne, når de unge mødtes over lidt sjov tobak til såkaldte love-ins.

For pigen Ana – som er hovedpersonen i et hemmeligt adfærdseksperiment, og som ingen rigtig kender (man kommer igen til at tænke på “Stranger Things” og pigen Eleven) – forsvinder, og professor Noah Hobbs er ikke glad. Hans livsprojekt er nemlig dermed truet – af ingen ringere end hans søn Bradley. For der er ikke kun den unge generation, som det handler om – eller jo, det er det måske, men det er i hvert fald ikke dem, som trækker i trådene, og så siger undertegnede ikke mere.

Læs selv handlingen – og når du gør det, så forstår du, hvorfor bogen må foregå i USA, selvom det egentlig også er lidt synd. For personerne og interaktionerne mellem dem er så klart mere danske end de er amerikanske, og det er helt naturligt.

For det er mere end svært at sætte ind i andre nationaliteters tankegange og måder at opfatte verden på, selvom de to forfattere gør et bravt forsøg. Men der bliver simpelthen bare lagret noget på harddisken, som er så umiskendeligt dansk, når man bor og vokser op her i det lille land mod nord – præcis som der gør det alle andre steder i verden. Vi rundes af den virkelighed, som vi vokser op i – på godt og ondt.

Det mærkes også tydeligt i bogen, at den ene forfatter Lars Wissing er filmklipper, men det er så en fordel i en visuel tid. For bogen er stærk i sine billedmæssige beskrivelser, der netop er meget filmiske.

Den anden forfatter Mikkel Winther arbejder med forretningsudvikling, og det afspejles måske ikke ligeså direkte i bogen, men alligevel fornemmer man det, når steder, roller og interaktioner beskrives.

Næsten 400 sider er dog mange, og bogen vil også meget – og kan meget. Men nogle gange er less more, hvad de to forfattere uden tvivl også ved, når man kigger på deres tidligere meriter som henholdsvis klipper af nogle af tidens bedste tv-serier og film – og som marketingschef hos delebilstjenesten Go More.

Danmarksbloggen giver tre ud af seks sommerfugle, men havde gladeligt givet fire, hvis slutningen havde stået mere klar.

For nok er åbne slutninger populære, men når en bog rummer så mange lag og så mange muligheder som ”Pigen ingen vidste var”, så vil man som læser gerne have en bastant afslutning, så man ikke er det mindste i tvivl om noget eller om nogens skæbne.

Det hænger måske også sammen med verden af i dag, som er mere åben og uafklaret end den har været i mange år, så når vi læser, vil vi vide, hvad der sker – og modsat en tv-serie, så behøver vi ikke en cliffhanger.

Vi vil have det afklaret – og det er en fordel, især når bogen handler om perspektiver og eksperimenter med mennesker, som måske også kunne foregå i vores tid og i vores land. For når den tanke sætter sig fast, så bliver bogens fine spænding mere end bare en behagelig krillen i maven i efterårsmørket.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk