501 dage siden Løkke sidst var på talerstolen

I går kunne Løkke fejre et noget aparte jubilæum. For der var det nemlig 500 dage siden, at han sidst stod på Folketingets talerstol.

Lars Løkke Rasmussen er formand for Venstre og leder af oppositionen. Men tilsyneladende mener han ikke, at Demokratiets fornemste platform; Folketingets talerstol, er så vigtig, at han skal op på den og fortælle, hvad oppositionen vil med Danmark.

Det er forrykt!

Skal et demokrati fungere, skal der være debat og diskussion. Meninger skal brydes og prøves.

Men istedet er der larmende tavshed fra oppositionens leder. En tavshed, der bunder i en formentlig velbegrundet strategisk overvejelse omkring, at sålænge den siddende regering dummer sig (og det gør den jo tilsyneladende uafladeligt), så vinder man flest stemmer ved ingenting at foretage sig.

Og det gør Løkke – altså ingenting. Eller gør han? Nej, i virkeligheden har Løkke rigtig travlt med at ødelægge det levende folkestyre. Om det er bevidst eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre. Men Venstre har jo i andre sammenhænge gjort, hvad de kunne for at spænde ben for dem, som mente noget andet end dem selv.

Så man kan godt være bange for, at Løkkes manglende taler, spørgsmål og kommentarer fra Folketingets talerstol er et planlagt angreb på vores demokrati, på det gode i at være uenige og skulle diskutere sig frem til en fælles løsning, hvor alle får noget, og alle må opgive noget.

Men uanset om hans fravær er bevidst eller ej, er resultatet det samme: At demokratiet ødelægges, når oppositionens leder går i flyverskjul på dén måde. For et levende folkestyre bunder i aktiv deltagelse, meningsudvekslinger, og at man fortæller om sine visioner for Danmark. Hvad man vil gøre, arbejde med og for og så videre, når og hvis man selv kommer til magten igen.

Men måske Løkke ikke har andre visioner end igen at få nøglen til statsministeriet?!
Det kunne godt se sådan ud!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen

Lars Hedegaard … og vigtigheden af at kunne skelne

Et – sandsynligvis – politisk motiveret attentatforsøg på den islamkritiske debattør og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard har lige fundet sted på Frederiksberg.

Mens disse linier skrives, eftersøges gerningsmændene i Zoo, som er fuld af mennesker, fordi det nye isbjørne-anlæg åbner i dag.
Den del af affæren er en ren politi-sag … og formentlig senere en sag for retssystemet.

På samme måde er det indlysende, at en grundlovssikret rettighed som ytringsfriheden ikke er til diskussion. I det danske samfund skal vi kunne ytre os frit og sikkert. Punktum. Den pind skal der heller ikke koges mere suppe på.

Desværre vil netop spørgsmålet om ytringsfriheden nok blive (mis)brugt til den anden del. Til efterspillet, som der er grund til at bekymre sig om. For selvom motivet til attentatet stadig er ukendt, vil det nok ikke være forkert at gætte på, at det her har noget at gøre med Lars Hedegaards holdninger til islam.

Derfor vil alle dem, som hader islam, blot fordi det er islam, nu få nyt brændstof til holdninger som:

– Islam og demokrati er uforenelige størrelser
– Islam er en religion, der undertrykker og ensretter mennesker
– Islam opfordrer til brug af vold, om nødvendigt endda drab på dem, som ikke anerkender Islam og Allah´s overlegenhed

Og ja, der findes muslimer, som mener ovenstående: De kaldes fundamentalister!
Men nej, ikke alle muslimer er fundamentalister.

Faktisk er langt de fleste muslimer eksakt ligeså fredelige som alle andre. Ligeså  optaget af at leve et godt og virksomt liv med arbejde, familie og børn.

Derfor er det også vigtigt, at det her IKKE bliver et spørgsmål om islam – men et spørgsmål om accept og tolerance af hinanden.

For skal vi som samfund have en chance, skal vi kunne acceptere – ja, gerne beriges og glædes over – hinandens forskellighed.

Derfor skal vi også fordømme den eller dem, som udførte dette attentat. De anerkendte ikke Lars Hedegaards ret til at mene og ytre det, som han står for. For det er en ret, som han har – præcis ligesom alle mulige andre.

Men det er den eller de mennesker, som gjorde det her, som vi skal fordømme – ikke en hel religion!

Samtlige muslimer i Danmark kan ikke drages til ansvar for, hvad en formodet enkelt muslim eller få muslimer har gjort.

Derfor skal vi – både som individer og som samfund – kunne skelne imellem en forbryderisk handling som dette attentat og så en hel befolkningsgruppe, der deler en religiøs overbevisning.

For fordømmer vi islam på baggrund af hændelser som attentatet på Lars Hedegaard, er vi i holdningerne ikke bedre end den eller dem, som forsøgte at tage livet af Lars Hedegaard.

Så skærer vi også alle over én kam … og det du´r ikke.

Vi må og skal istedet holde mangfoldighedens og rummelighedens fane højt!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk