Månedsarkiv: marts 2017

Andeby har – heldigvis – mange nasty kvinder

Udgivet den af
Svar

Et af tidens mode-ord er bashing. På dansk kan man kalde det mobberi – og nu er turen kommet til Andeby, og angrebet kommer fra en af Anders And & Co´s potentielle kernelæsere, nemlig en 11-årig pige som i en kronik i Politiken i går gav udtryk for, at det er for dårligt, at kvinderne i Andeby udelukkende fremstilles som enten sure eller som nogen, der bager kager og går op i smykker, mens mændene har de fede jobs.

Men er det nu så enkelt? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Andeby er heldigvis et meget nuanceret univers, hvor der er plads til mange roller – også til kvinderne.

Den lilla Madam Mim er fx både glad og indehaver af eget trolddomsværksted. Det samme er hendes kollega Hexia de Trick, som også er en evig trussel mod Andebys rigeste and Joachim von And, der nok har så mange penge, at han kan svømme i dem. Men det har hans evigt uheldige nevø Anders And ikke – tværtimod så hutler den arme og koleriske and sig igennem tilværelsen og er meget langt fra de fede direktør-jobs. Det samme gælder Fedtmule (som pånær når han er Supermule) fjumrer rundt uden at noget rigtig lykkedes. Og hvor var Georg Gearløs uden Lille Hjælper – forløberen for Google?

En anden kvindelig rollemodel er Bedstemor And, som nok bager og gør rent – i sin fritid. For resten af tiden driver hun et middelstort landbrug – helt uden hjælp fra nogen og især uden støtte fra Fætter Guf, som ellers er ansat på gården, men som er så utrolig doven.

Andersine bruger heller ikke hele tiden på perlekæder og på at være sur på Anders. Hun er aktiv i mange foreninger og ikke bleg for at presse penge af onkel Joachim. Men udover en benhård fundraiser kan hun skrive både detektiv, superhelt og hemmelig agent m.m. på cv´et. Og det er noget mere end fx Fætter Højben, som ellers også kurtiserer hende. Men han får jo bare alting forærende, fordi han er så heldig.

Ja, og Disney´s store helt – den irriterende perfekte Mickey Mouses kæreste Minnie Mouse er også med på superhelte-dillen. Endda så meget at man kan købe en plysversion af Minnie Mouse i fuldt superhelte-kostume og med en knyttet næve som hendes signatur.

Så nej, det du´r ikke at mobbe Andeby og hævde, at der er et gammeldags kvindesyn dér. Der er plads til alle i Andeby – også kvinder, der vil noget – og piger. Andersines niecer Kylle, Pylle og Rylle lader i hvert fald ikke Anders And´s nevøer Rip, Rap og Rup noget efter, når det kommer til opfindsomhed og midler for at få deres ønsker opfyldt.

Så Danmarksbloggen vil på denne kvindernes kampdag ivrigt opfordre alle til at læse om livet i Andeby. Dér er altså meget at hente, også for piger og kvinder …  og d´damer i Andeby kan være mindst ligeså nasty som alle os andre. Heldigvis.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

100 dage … og dumpet

Udgivet den af
Svar

Det bliver et nej herfra …
Sådan har det lydt i diverse mangel-på-talent-programmer op gennem 00´erne og 10´erne.

Og nu mener mere end halvdelen af den danske befolkning det også, når de iflg. TV2 skal vurdere VLAK-regeringen og dens første 100 dage. De dumper simpelthen regeringen.

Danmarksbloggen er enig – og klukker så samtidig også over den konservative Søren Papes bortforklaring på TV2 News: Ja, men det har jo også været jul og så´n. 

Nå, ja – havde julen ikke været dér, så havde alt jo været anderledes. Så havde både miljøet, arbejdsløsheden osv været fikset.

Gad vide, hvad mandens undskyldning bliver til sommer? At det har været både påske og pinse i mellemtiden? Man skal heller ikke komme og beskylde en konservativ for ikke at have styr på højtiderne … så det gør Danmarksbloggen ikke … klukker blot lidt over den formentlige ufrivillige komik, som Søren Pape udviser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Liberalismens ulige ligning

Udgivet den af
Svar

Liberalisme er ikke godt for samfundet, det er lidt sådan her:

1. Liberalisme skaber ulighed.
2. Ulighed skaber mere fattigdom.
3. Mere fattigdom skaber mere kriminalitet.
4. Mere kriminalitet skaber større mangel på politi.
5. Større mangel på politi skaber mere uopklaret kriminalitet.
6. Mere uopklaret kriminalitet koster samfundet flere penge.
7. Samfundets mangel på penge giver mere fattigdom.
8. Gå til nummer 3 …

Skrevet af: Gry Kia Overgaard, medlem af BMO

Note: Danmarksbloggen er helt enig – og finder det himmelråbende tåbeligt, at egoismen og grådigheden hos dem, der har deres på det tørre, åbenbart er så store, at de mennesker ikke kan se det – eller ikke vil se det!!!

Anmeldelse: Livsens Ondskab

Udgivet den af
Svar

Som Knagsted siger det: Det er, hvad det er – og det er forestillingen ”Livsens Ondskab” også på Nørrebro Teater.

En forestilling i et forrygende tempo – og for en stærkt spillende Thummelumsen (Peter Zandersen) også især i første akt et meget fysisk krævende stykke, der med lige dele dramatik, komedie og tragedie spidder vores tid og dens mennesker ligeså meget som stykket gjorde det, dengang Gustav Wied skrev ”Livsens Ondskab” tilbage i 1896.

For mennesker sladrer stadig, snobber stadig, kæmper stadig for at se godt ud i andres øjne og alt det andet, som vi kan vælge enten at le hånligt af, kæmpe imod – eller måske som Knagsted acceptere med de vise ord: Det er, hvad det er.

For nok er Knagsted, hvad man kan kalde et upassende menneske, der altid siger det, som der ellers er konsensus omkring, at ingen taler om, da det ellers vil berøve mennesket illusionen om sig selv. Men han er ligeså ubønhørlig, som han er djævelsk i detaljen, når han igen og igen sætter fingeren på det ømme punkt – eller på ringeklokken, som han selv siger det. Og på Nørrebro Teater gøres det i Tom Jensens både fysiske og skuespils-tekniske store højde. For han rager unægtelig op, så man – idealist eller realist – fascineres af denne Knagsted.

I Knagsteds adfærd er så også en accept af verdens kaos og af mennesket og menneskets fejl, mangler og evindelige svigt, som kan være ganske befriende. Især sammenlignet med Clausens insisteren på orden og tro på det gode. En Clausen, der spilles hændervridende godt at Ole Lemmeke.

For nok lyder det jo dejligt med en, der tror på blomster og kærlighed, på nytten i og af livet. Men livet består også af lort – endda så meget at man kan dø af for meget, især hvis er medlem af ædedolkenes klub og ser nydelse som meningen med livet. Og hvem – også i 2017 – er ikke medlem af dén klub? Det er næsten alle, selvom nydelse nu mere måles i antal timer i fitness-centret og likes på Facebook end i antal kilo på badevægten.

Og midt i det hele står så (som alle vi andre) Thummelumsen og hans mor – der spilles forrygende og med en fantastisk mimik af Ditte Gråbøl – og kæmper for at få deres ønsker opfyldt, som om det skulle give lykken. Det gør det selvfølgelig ikke (heller ikke selvom Thummelumsen får mere end han drømmer om), hvad Knagsted også konstaterer i stykkets slutning, da den gamle tolder skal rejse fra byen.

For nu er Knagsteds gamle ven/fjende Mørch (Peder Holm Johansen) død og ligger nede hos de orme, som Knagsted har underholdt ham med gennem den døende mands sidste måneder – til Mørchs store fortrydelse, om end han har måttet finde sig i både vandreture, samtaler om forrådnelse, fugtig jord og en fejende rigor mortis-vals.

For det er, hvad det er. En lære, som undertegnede havde opponeret voldsomt imod som purung, men som nu hvor jeg er midt i livet, finder ganske befriende. For er der i grunden noget værre end moralske mennesker? De sætter med deres fordringer og regler andre mennesker i bås i modsætning til en Knagsted, der banker en hund, fordi han trænger til at røre sig. Det er så lige stærkt nok – trods alt. Så livsfornægtende og blasert er undertegnede dog ikke blevet endnu, at jeg synes at det er i orden. Lidt Clausen, lidt moral må der åbenbart (gerne) være tilbage.

Men det er, hvad det er – og på Nørrebro Teater formår Wieds gamle stykke at bevare sit satiriske bid og vid, selvom jeg nu godt kunne have tænkt mig at høre en hund gø til sidst i stykket. For som der står i Wieds mesterværk:

Skumringen blev dybere og dybere. Stjernerne glimtede frem, og hist og her ude over de dunkle Marker tændtes et enligt Lys bag en Rude. Natten sank stor og stille ned over Jorden …. Og i det fjerne gøede den traditionelle Hund.

For selvfølgelig må forfatteren som en anden Knagsted ruske i det romantiske billede, selv i sin egen bog, der på Nørrebro Teater i en moderne og minimalistisk opsætning stadig formår at ruske i os og alle vores dårskaber, hykleri og forstillelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kommaer, som dem Knagsted samler på – og endda tæller to gange.

Eller måske er det seks gange kykkeliky – for sådan udtrykker man sin glæde iflg. Mor Karen – og Thummelumsens vistnok lykkelige kone. Men hun var også fra starten så enfoldig og så ingenting i modsætning til Knagsted, der ser alt og skåner ingen – heller ikke sig selv.

”Livsens Ondskab” spiller på Nørrebro Teater indtil 12. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk