Vinter på vej …

Efteråret er her – ifølge kalenderen ihvertfald. Der er altså vinter på vej. Desværre endda i to betydninger.

Den første, den naturskabte vinter med de lange mørke aftner og nætter, kulden og måske endda sneen, er til at klare med varme vanter, kakao, d-vitaminer og måske lidt lysterapi, hvis man er særlig hårdt ramt. Her har man også en nogenlunde slut-dato på, hvornår lyset og varmen for alvor begynder at vinde frem igen.

Så nemt forholder det sig desværre ikke med den anden vinter, den menneskeskabte vinter, som startede for mange år siden, og som mange troede var ovre for snart to år siden. Det var så en fejl at antage dette, viste det sig. Vinteren blev måske lidt mindre hård, lidt mindre kold – men forår og sommer med menneskevarme og en mere ligelig fordeling af pladserne i solen har ikke været på tale i det danske samfund fra politisk side i mange år.

Som sagerne står i øjeblikket, bliver det heller ikke bedre næste gang, der skal vælges. Den snart tredobbelte Fimbul-vinter har forlængst suget de medmenneskelige d-vitaminer ud af sindet, så de fleste danskere i dag kun er istand til at tænke på sig selv og sig selv og sig selv. Og de fakta og forklaringer, der normalt oplyser et menneske og få det til at handle rationelt, virker som et altfor skarpt lys for den vinter-udmattede dansker, der kun orker at se på det flimrende lys fra “reality-vind-og-se-mig”-programmerne på tv-skærmen. Og der er ikke mange tilbage, som orker at strikke vanter – eller lave varm kakao til andre, og dermed sprede varme og glæde.

Landet stander med andre ord i våde. Den menneskeskabte vinter holder os stadig i sit iskolde jerngreb, hvor der ikke er plads til varme, medmenneskelighed, frihed og fællesskab. Men vi må ikke lade de mørke og kolde kræfter få overhånd. Vi må kæmpe imod.

For den menneskeskabte vinter kan kun blive afløst af et varmt og rummeligt og givende forår, når vi beslutter os til at ville dét forår. Den gode nyhed er så, at det kan vi heldigvis også bestemme os til, hvad dag det skal være. Kalenderen betyder ikke noget. Det kan sagtens blive forår i september …

Danmarksbloggen siger derfor FORÅR NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænk på børnene – og ikke på de voksne

Sagen fra Fyn om det psykiske overgreb på et barn, der blev filmet af et andet barn, fortsætter på anden uge i medierne.

Men hvor det i starten handlede om børnene og det indlysende forkerte i at behandle børn på den måde, som plejemoderen gør det, når hun overfalder det barn, som hun er ansat til at tage sig godt af. Så er vinklen nu flyttet over på moderen og det tilsyneladende uretfærdige i, at hun ikke må have nogen af sine ialt syv børn boende hjemme.

Og ja, hvis der er sket noget, som der ikke burde ske, er det forfærdeligt – især fordi børnene måske kunne have det bedre hos deres biologiske forældre, end de har det hos plejeforældrene, hvor plejefaderen tidligere er dømt for vold og plejemoderens adfærd må stille spørgsmålstegn ved hendes evne til at have med plejebørn at gøre.

Men uanset om fjernelsen af børnene fra den biologiske mor i sin tid var rigtig eller ej, så skal fokus stadig være alene på børnene og deres vilkår. Det er dem, der betaler prisen for en opvækst, der ikke indeholder den tryghed og den kærlighed, som skulle være en naturlighed for alle børn, men som desværre langtfra altid er det, såvel i pleje- som i biologiske familier – men som kunne være det, hvis vi turde træde mere i karakter.

I Danmark er vi nemlig nærmest hysterisk berøringsangste overfor at sige noget til hinanden, når det drejer sig om vores børn. Men hvorfor i grunden?

Børn er – uden sammenligning – de mest sårbare mennesker i vores samfund. De første mange år af deres liv kan de intet selv gøre for at lave om på deres vilkår, men er 100% afhængige af deres omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. De skal nærme sig teenage-alderen som drengen fra Fyn, før de kan begynde at gøre noget – måske, og selv dér kun med hjælp fra de voksne, der er omkring dem.

Det er også derfor, at vi skal råbe op og sige noget til hinanden – og til myndighederne – når vi oplever et barn, som lever i en familie, hvor der er mistrivsel. Og her tænker jeg ikke kun på de åbenlyse tilfælde, hvor det drejer sig om alkohol, vold – både psykisk og fysisk – og andre former for overgreb.

Men også om at sige noget til de forældre, der “blot er hårde” ved deres børn. Gøre dem opmærksom på, at de er godt igang med at knuse en lille barnesjæl – uden måske selv at vide det.

Et samfund er nemlig ikke bedre end dets måde at behandle dets svageste på – og her er der (for nu at sige det positivt) i dén grad plads til forbedring i Danmark, fra både myndighedernes og alle os andres side, når det kommer til det dyrebareste i hele samfundet: Børnene.

Men ikke vores børn. For ingen forældre ejer deres børn. Dét er en udbredt misforståelse, som måske er årsagen til at mange tror, at de kan behandle deres børn efter forgodtbefindende.

Men det hverken kan eller skal vi. Når man får et barn, får man den eksklusive ret til at tage sig af det barn i de næste cirka 18 år. Og det er en ret, mine damer og herrer, som fordrer store mængder af kærlighed og rummelighed, men som også giver de største glæder og den dybeste lykke i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Midsommer eller ej …

Midsommer … årets mest lyse og længste dag er ligenu, idag. Fra i morgen bliver dagen lidt kortere, og sådan vil det gå hver eneste dag, i starten dog kun så lidt, at man ikke mærker noget.

Dagene vil stadig være lange og gode – og fulde af sol og varme. Vinterens kulde og mørke vil stadig synes langt væk. Det vil i et par måneder endnu stadig være den lyse, skønne sommer – selvom der altså ryger et par minutters sol og lys hver dag.

Situationen minder lidt om den danske samfundsudvikling de sidste små 15 år. Fra dengang i 2001 da Anders Fogh kom til magten og blæste til den såkaldte værdikamp og deraf følgende massakre på velfærdsstaten.

Dengang begyndte den daværende regering nemlig langsomt og i små nøk at at skære  i den danske velfærd og den danske tolerance. Ikke store lunser, kun små bidder, som ingen lagde mærke til – og som næsten alle i starten fandt var helt i orden. Det var jo så effektivt, og så sparede samfundet også penge.

Men som årene gik, fortsatte det. Der blev skåret mere og mere, og til sidst helt ind til benet, så hjerteblodet flød. Det danske velfærdssamfund og den danske tolerance blødte for alvor, og det var tid til at vende udviklingen. At tilføre og øge midler i stedet for at at skære.

Men andre ord: Det var blevet midvinter, så nu skulle vi igen gå mod midsommer og lysere dage. Det var for små to år siden, da der var valg. Så glæden var stor, da den anden side af Folketinget vandt. For så ville det igen gå mod lysere tider, troede vi.

Men nej. Det skete ikke. Der skæres stadig, der nappes stadig lidt kød hist og her. Det er tilsyneladende ikke blevet midvinter endnu.

Hver gang jeg tror, at NU kan det ikke blive værre, mere umenneskeligt, mere  livsfjendsk, så må jeg konkludere, at jo det kan det godt!!!

Vi skærer lige et par minutter mere …

Men der er ikke meget lys tilbage. Vintersolhvervet i det samfund er forlængst passeret, men den danske samfundsdag aftager stadig, selvom der ikke er meget lys tilbage. Ikke meget rummelighed og tolerance.

Solen går ned næsten før den er stået op. Det er dermed ikke længere et spørgmål om solhverv for Danmark og det danske samfund. Vi befinder os derimod lige midt i Fimbulvinteren, godt på vej mod Ragnarok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk