Palmesøndag og den stille uge

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk faste – og et par hullede sko

Vi er midt i fastetiden …

Ikke at det har den store effekt i de flestes liv. Nogle få faster, som man gjorde det førhen, hvor fasten betød, at man ikke spiste kød, æg og den slags, men derimod efter datidens mening mere simpel mad som fisk og grød. Andre – og det er heller ikke ret mange – praktiserer en mere moderne måde at faste på ved at holde sig væk fra nutidens “hverdagsluksus” som for eksempel computer og tv.

Under alle omstændigheder handler faste om at forsage, at afstå fra denne verdens goder for derigennem at blive renset både i sind, sjæl og legeme, så man bedre kan modtage påskens vidunder.

Eller som det måske snarere er i dag: At blive renset ud i kroppen, så man kan føle sig bedre tilpas, føle at man har skabt en god balance mellem det fysiske og det åndelige. I en tid hvor de etablerede religioner er på tilbagetog er kroppen jo netop blevet manges private, lille tempel, der skal passes med nærmest religiøs omhu.

Men om det er den opstandne Jesus på korset eller en bedre samvittighed i forhold til ens egen krop, der venter efter fastetiden betyder kun noget for den enkelte, som faster. Samfundet i sin helhed er totalt upåvirket af fasten.

Men måske det kune være anderledes. For man kunne jo også indføre en faste, hvor man i hele fastetiden undlod at forfølge dem, der allerede ligger ned – men hvor det i stedet var acceptabelt – ja måske endda ønskværdigt – at rette skytset opad.

Opad mod alle med bugnende overskud, som tiltrods for diverse erklæringer om at være samfundsbevidste og socialt interessrede IKKE tager del i arbejdet med at gøre det danske samfund til et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

Det kunne for eksempel være de virksomheder, som ikke bruger deres store overskud til at gen-investere i det danske samfund ved at skabe arbejdspladser i Danmark. Det kunne være bankerne, som hellere vil give deres aktionærer flere penge end låne penge ud til de iværksættere, der kan skabe vækst i Danmark.

Og listen over folk, som har mulighed for at gøre en forskel, men ikke gør det, er længere endnu. Ja, den er altfor lang.

For grådigheden trives så altfor godt i Danmark i disse år. Denne grimme grådighed, hvor det blot drejer sig om at rage til sig, få så meget som muligt til sig selv, så man  rigtig kan mæske sig i sin overflod.

Men denne grådighed, denne ragen til sig så man tilsidst for forstoppelse og kvæles, har ikke noget med fasten og forsagelsen at gøre. I stedet er grådigheden på alle måder fastens modstykke.

For faste er også ydmyghed og glæde over det enkle, over at dele og at kunne nøjes.

I katolsk tid var hver fredag året rundt en fastedag. HVER fredag skulle man altså være ydmyg, dele og nøjes med de enkle ting. Man skulle HVER fredag forsage alle de jordiske glæder: Visse typer af mad, alkohol og erotik.

Tænk hvis det kunne genindføres – eller rettere opdateres til vor tid efter devisen: HVER fredag hele året rundt må man udelukkende sparke dem, der er stærkere end en selv …

Så ville de høje stiletter og de pæne snøresko på direktionsgangene og på Christiansborg være nødt til at forholde sig ganske stille og rolige hver evig eneste fredag – og måske ville de så endelig se alle de andre sko, der er overalt i samfundet:

De fodformede andefødder, der passer på børn, syge og ældre, de hårde træsko med jord under, de udtrådte sneakers, der render rundt på gader eller universiteter, det gammeldags par pæne sorte sko med snører og en lille hæl som damen i bussen har på – samt den hjemløses sko, der engang var sorte, men hvor farven nu er slidt af, og der er kommet et par huller, og hælen er trådt skæv.

Så måske stilletterne og de pæne snøresko ville se for alvor – og forstå. Og så ville skoenes mennesker, vores politikere, måske få modet til at sætte barren højt og kæmpe for det fælleskabs-orienterede samfund, hvor ikke kun en del, men alle landets borgere kan leve og trives, fordi vi deles om de goder, som der er i samfundet.

Så vi slet ikke behøvede en ugentlig faste-sparke-fredag – men så vi i stedet alle sammen kunne sige hver eneste evige fredag: T.G.I. F.

Thanks God, it´s Friday

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk