Dronning Margretherne er alene i døden

Det vakte opsigt, da det kom frem i går, at prins Henrik IKKE ønsker at blive begravet sammen med Dronning Margrethe d. 2 i Roskilde Domkirke, hvor det ellers hele tiden har været planen, at de skulle hvile sammen i Skt. Birgittas Kapel under en sarkofag udført af Bjørn Nørgaard.

Men nu kommer Dronning Margrethe d. 2. altså til at ligge der alene – ligesom sin navnesøster fra middelalderen Margrethe d. 1, der også ligger alene – hun på den fornemste plads bag alteret.

Historien om hvorfor middelalder-Margrethe ligger alene er imidlertid noget anderledes – og blottet for dramatik, da hun var gift med den norske konge Håkon, som hun overlevede med adskillige årtier. Han blev selvfølgelig begravet i Norge og lå dér, mens hende som de fleste kender som Margrethe d.1. samlede Norden og skabte Kalmar-unionen, så det gav aldrig mening at forene det tidligere norske kongepar i døden.

Nordens store datter skulle selvfølgelig have sit eget gravmæle, og det fik hun – og det med format. Læs mere om Margrethe d. 1 – også om hvorfor hun egentlig ikke er d. 1. – i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Og læs endnu mere om hende her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om danske kvinder: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

For det er som bekendt seks århundreder, der skiller de to Margrether. Seks århundreder, hvor kongemagten er gået fra at have reel magt til kun at have formel magt – i hvert fald på papiret, for der er en alliance i Danmark som i andre monarkier mellem pengemagt og kongehus, som ikke skal undervurderes.

Men nu får det danske monarki et hak i tuden og det indefra – givet af en franskmand, der nok er født som greve, men også er landsmand med det folk, der henrettede en konge og en dronning under guillotinen i den franske revolution.

Så slemt kommer det ikke til at gå her, men faktum er, at Danmarks eneste to regerende kvindelige monarker kommer til at hvile alene – som i helt alene – i døden. Heldigvis er/var de begge særdeles stærke kvinder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i EM-semifinale

Danmarksbloggen havde ellers planlagt at holde sommerferie til på mandag.

MEN når der sker noget som det danske fodboldlandshold i en EM-semifinale, så må sommerferien afbrydes for en kort bemærkning.

For det er intet mindre end fantastisk, at dansk fodbold klarer sig så godt i international sammenhæng – og ovenikøbet i kvartfinalen slår de mange gange regerende mestre fra Tyskland.

Danmarksbloggen forventer derfor også, at landsholdet – hvis de går hele vejen – vil blive mødt med folkefest, rådhuspandekager og alt det andet, som skete dengang, hvor det var mændene, der kunne spille fodbold.

Det kan de så ikke længere. Men heldigvis har vi gæve fodbold-kvinder, der kan – og i øvrigt: De kvindelige fodboldspillere hverken klynker eller beklager sig, end ikke da deres kamp blev udsat i lørdags. De maser bare på … mændene kunne lære meget af dem både på og udenfor banen.

RESPEKT til de danske fodboldkvinder – og god vind i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk