Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”CORNELIS”

Udgivet den af
Svar

Man er tre i et ægteskab, sagde Dronning Margrethe d. 2 engang. Dig, mig og os.

Det gælder også i det musikalske og kunstneriske ægteskab, som d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard har haft kørende gennem flere årtier, og som nys har resulteret i cabaret-portrættet ”Cornelis” om troubadouren Cornelis Vresswijk og hans brogede liv i først Holland, men siden også i Sverige og i Danmark.

Premieren på ”Cornelis” var i går aftes, hvor vi var en fuld Metronomen på Frederiksberg, som begejstret hørte og så Høier og Thorsgaard folde sig ud, som man kun kan det, når man er så sammenspillede, at man kan genkende hver en nuance i den andens ansigt, stemme og tone. Så man hele tiden er i sync med hinanden. Sammenspillede, ja, men ikke sammenspiste.

For opmærksomheden og dialogen er hele tiden rettet ud mod os i publikum, men også længere endnu, mod den kulturpersonlighed, der gestaltes – altid med lige dele respekt og frihed til at være den særegne blanding af fortælling i ord, toner og humor, som er Teatret OPtimis´s dna. 

Her er det så historien om en visesanger, der tro mod både sine idealer og tilværelsen skrev om kærligheden, erotikken, de udsatte, de skæve eksistenser og det sansende liv – især flasken og de andre muligheder for nydelse og flugt, som stimulanser kan give et følsomt og genert menneske.

En mand, der ville så meget, men som ikke altid kom i mål med det. Det gør til gengæld Høier og Thorsgaard med imponerende sikkerhed. Ja, de bliver endda som en anden flaske vin med alderen stadig bedre i deres måde at bruge ikke kun ord og musik, men også bevægelser, lyde – og stilhed på.

Der synges også – som altid når landet hinsidan er involveret – på både svensk og dansk, og i ”Cornelis” endda på en ny måde i Vreeswijks gribende vise om de 18 svaner, hvis musik er skrevet af ABBA-legenderne Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Der startes på svensk, så kommer et mellemspil, en fortælling, og så slutter det igen med sang, nu på dansk. Det er eminent godt fundet på – og det fik mig til at indse, hvor meget vi i vores tid mangler den slags originale, kulturelle perler.

For vi lever i en rå og hård tid, og vi behøver kunsten mere end nogensinde. Behøver ordene og musikken og de billeder, som de danner. For det er balsam i et konflikt- og krigstræt sind.

Men ja, det kan virke paradoksalt, når historien om Cornelis Vreeswijk handler om vold, druk, narko og andre mørke sider af det ellers så besungne boheme-liv, som er en tilværelse, der er andet end kunstnerisk skabertrang, smuk poesi og sange, som kom ud af guitaren af sig selv, som en ung Cornelis skal have sagt det.

Alligevel er enhver fortid altid lettere at leve med end nutiden og fremtiden, og vi har i vor tid brug for at erfare, at det civiliserede stadig findes i verden. Så giv Dem selv lov til at opleve skønsang og skønspil i selskab med d´herrer Høier og Thorsgaard.

De får dermed også et par timer i selskab med manden, der ville være mere svensk end de svenske. Manden, som endte med at gå i to af de største svenskeres fodspor, nemlig visemageren Evert Taube, og så visefaderen selv Carl Michael Bellman, der har digtet om flaskens velsignelser som ingen andre.

I ”Cornelis” får vi således også en lille bid af Bellmans Fredmans Epistel no. 81: ”Märk hur vår skugga”: Torstig var hon och uttorstig är jag. Vi är torstiga alla. En passende gravskrift over Vreeswijk, men ikke over forestillingen ”Cornelis”.

For man er ikke tørstig efter små to timer i selskab med historien om denne kontrastfulde mand og hans sange som ”Felicia adjø”, ”Veronica”, ”Deirdres Samba”, ”Nogle går rundt i udtrådte sko” og ”Jeg havde engang en båd”. Man er opladet.

Det er musik, skuespil og fortællekunst, der går op i den højere enhed kaldet dannelse og kultur.

Danmarksbloggen giver Teatret Optimis ”Cornelis” seks ud seks af de guitarer, som var den hollandsk-svenske troubadours faste følgesvend, inden han som kun 50-årig døde, og blev begravet på Katarina Kyrkogård på Södermalm i det Stockholm, som i store dele af hans liv var hans hjem.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, og Liselotte Justesen, der er scenografisk konsulent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efterårseventyr aka inspiration til alverdens prinsesser m/k

Udgivet den af
Svar

Efterårstid er læsetid, drømmetid, eventyrtid.

Danmarksbloggen iler derfor her i efterårsferiens uge 42 med inspiration til de af alverdens prinsesser m/k, som er trætte af eventyrernes undertrykkende stereotyper.

Askepot: Lykkelige slutninger handler i virkelighedens verden om at sige farvel til såvel offerrolle som flinkeskole. Så: Kære Askepot, du skal stadig sige ja og smile sødt, når ham dansemusen aka prinsen sidder på knæ foran dig. Ham, som åbenbart kun kan kende dig, når han ser din fod med glasskoen på. Verdens største fod-fetichist ever, som du så lige må holde ud længe nok til at få en god ægteskabsaftale. Men efter brylluppet kan du skride med pengene. Efterlad evt et par af dine sko som et statement. Ps. Du skal nok ikke gå hjem til din stedmor og dine stedsøstre. Glem også dem – og gå den anden vej.

Snehvide: Hvorfor blive hos dværgene og gøre rent og lave mad? Kære Snehvide, tag noget af deres guld og diamanter og gå ud i verden og start for dig selv, så slipper du også for at møde en rigtig nekrofil klammert – og ja, også din stedmor, som åbenbart ikke giver op, når hun har et mål. Hende kunne du så lære noget af om bare at blive ved og ved og ved.

Tornerose: Nysgerrighed er en dyd. Det er sikkert og vist. Blot ærgerligt at skulle sove i 100 år, fordi man ville pille lidt ved en lille tap, øh ten. Men: Kære Tornerose, så er du omvendt frisk, når du vågner – og behøver ikke at nøjes med den første, som kysser dig – endda uden samtykke. Sig fuck til ham og dine nederen forældre og forlang et seriøst forskud på din arv, fx de 12 guldtallerkner der var skyld i balladen i første omgang, og så afsted med dig – ud i den virkelige verden. Der er så meget, som er sjovere end en ten, et tårn og en såkaldt prins, som kysser sovende kvinder. Det kan være, du render ind i den 13. fe – hun kan lære dig noget om ikke at finde sig i bullshit, men at stå ved sig selv.

Jasmin: En prins, som ikke engang er en prins, men en tyveknægt som elsker at gnide på sin p.., undskyld lampe! Han er skrald, kære Yasmin, og du er kongedatter – og skal give ham sådant et lods i røven, lige ud i basarens mørkeste hjørne med ham. Tag så tæppet og flyv verden rundt og se, hvor du vil bo og hvad du vil lave, så du ikke er afhængig af din rige, mellemøstlige familie.

Belle: Hvad vil en klog, intelligent, sjov og sød kvinde med en opfarende hidsigprop af en narcissist, ja med nogen narcissist. De er alle et monster det ene øjeblik og en charmerende prins det næste. Kære Belle, det er tid til at droppe normerne og forlade landsbyen – og tage din bogsamling og intellektuelle evner til storbyen og universitetet og få dig en god uddannelse. Så kan du leve tro mod dig selv til dine dages ende – og det er lykke.

Ariel: Igen møder vi en sjatpisser-prins, en mande-baby, som ikke kan klare sig uden en kvinde, der ofrer alt for ham. Kære Ariel, det er du alt for god til. Din stemme skal heller ikke gøres tavs og deponeres, men høres over hele verden. Så giv såvel prinsen som havheksen, som alle kongeriger både til lands og til vands en oprakt langemand, mens du svømmer afsted ud til ære og berømmelse. For du kan synge, så alle lytter. Så tag trygt på turné i alle de verdner, som venter dig og Tumble. For i den lille fisk har du en sand ven – og venner er det rigtige guld.

Rapunzel: Der er ingen grund til at blive hængende i et tårn. Så: Kære Rapunzel, klip roligt det hår af og kravl ned. Der er heller ingen grund til at vente på en forfængelig hårfetichist, som kommer til at give dig seriøst ondt i hovedet. Så ned på jorden med dig og ud i livet. Du kommer til at tjene formuer på dit hår, som kan noget, som intet andet hår i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den sidste viking”

Udgivet den af
3

Når man siger Anders Thomas Jensen, siger man film med mening i, film med humor i – og film med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Det gælder også dagens premierefilm ”Den sidste viking” om brødreparret Anker og Manfred/John, som på overfladen er meget forskellige, men som i virkeligheden har mere til fælles end alle – også dem selv – er bevidste om.

Den ene – Anker spillet af Nikolaj Lie Kaas – er umiddelbart en hårdkogt forbrydertype, der vender hjem efter 15 år i fængsel for at finde de 21 millioner, som han stjal, og overlod det til broderen – Manfred spillet af Mads Mikkelsen – at gemme.

Der er så bare den finte, at Manfred er det, som mange vil kalde ”ikke helt rigtig i hovedet”, og af en grund, som nok skal åbenbare sig i filmen, men ikke her, vil kaldes for John – samt at han som dreng troede, at han var en viking.

At Kaas og Mikkelsen spiller fuldkommen mesterligt, siger vel nærmest sig selv. Eller er det alligevel som om de – igen – overgår sig selv? Det er i hvert fald sjældent, at man ser Mads Mikkelsen i en rolle, hvor hans karakters svaghed er samme karakters styrke. Så er det mere almindeligt at se Nikolaj Lie Kaas som den hårde banan, der er mere end god nok indeni.

Men som sagt: De spiller fantastisk. Og det samme gør den perlerække af andre – ofte også velkendte skuespillere i en Anders Thomas Jensen film, som er med:

Bodil Jørgensen, der er brødreparrets søster, og som livet igennem har støttet dem begge, selvom hun ikke er med i brødreskabet – og som må så grueligt meget igennem. Sofie Gråbøl, der er en slags eksmodel og ny ejer af deres barndomshjem oppe i de svenske skove, og som endelig får givet en lige højre tilbage, selvom ingen lygter blinker, og Søren Pilmark ikke er med.

Det er til gengæld Nicolas Bro, som spiller den høflige og voldelige stjernepsykopat Flinke Flemming – og Søren Malling, som er Sofie Gråbøls vansirede mand med hang til rødvin, design og berømmelse. Lars Ranthe er også med. Men hvem han spiller, skal man se filmen for at finde ud af – ellers gives noget af plottet væk.

Vi møder også Lars Brygmann, der præsenterer sig som overlæge på Psykiatrisk – og så de to psykiatriske patienter, hvor den første er døv, så han siger ikke noget, men slår bare på trommer. Den anden derimod, som spilles af svenskeren Kardo Razzazi ikke kun siger en hel masse, men synger også – både ABBA og Beatles. For der er sandelig også musik med i filmen.

Lyder det forvirret, når filmen hedder ”Den sidste viking”, og handler om to brødre? Måske, men det giver alt sammen mening, når man ser filmen, der nok er sjov – især i starten og i glimt. Men hurtigt bliver fortællingen helt anderledes dyster og dyb, og fører os ned i et på alle måder blodigt og stadig tættere mørke, der trækker et spor af vold helt tilbage til den barndom og de traumer, som brødrene som alle os andre er rundet af – og som afgører vores liv meget mere, end vi kan lide at tænke på.

Det fortælles, så det fysisk knuger at se på, og lige når man tænker, at nu kan det ikke blive værre, mere fuld af afstumpethed og ondskab, ja, så bliver det alligevel mere mørkt, så vi til sidst er et sted så sort, så voldeligt, så nu-ender-verden, at man for længst har droppet troen på en forløsning, en happy end.

Om den så alligevel kommer, må man selv se filmen og finde ud af.

Danmarksbloggen anbefaler ”Den sidste viking”, og giver den seks ud af seks runer, som dem Manfred sætter – og som også spiller en stor rolle undervejs i filmen. Det er Anders Thomas Jensens mest eksistentielle film til dato – og det siger meget, når man ser på hans cv.

Men her bliver det skåret ud i runer og billeder – og sågar i et eventyr om en vikingehøvding og hans stamme, at nok er mennesker i bund og grund ens, selvom alle drømmer om at være unikke som et andet produkt-nr. i IKEA. Men at det også er ok. For vi er, som vi er – med hver vores virkelighedsopfattelse.

Det problematiske er, når vi med tvang vil gøre alle ens, så alle kan være lige smukke, lige raske, lige kloge. Men vi er også grimme, syge og dumme – og det er også ok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”CHESS”

Udgivet den af
Svar

Det kan virke som teater til tiden, når Det Ny Teater sætter ABBA-legenderne Benny Anderssons og Björn Ulveaus´s ”CHESS” op. For nok blev musicalen skabt i Den Kolde Krigs sidste årti – 1980´erne, men her i 2025 står vi igen i en farlig, konfliktfuld situation mellem Øst og Vest.

Så det føltes umiddelbart aktuelt at bænke sig i de røde plyssæder i går aftes til premieren på det, der viste sig at blive en strålende forestilling med stående ovationer, så snart Xenia Lach-Nielsen, der med stor gennemslagskraft spiller den oprindeligt ungarske Florence Vassy, til sidst havde sunget sin smertefulde, men også jublende sang til livet – den om at der ingen grænser er omkring hendes hjerte.

For nok er alt et spil, som Walter de Courcey, der fornemt gestaltes af Jon Lange, konkluderer. Men var der i grunden nogen vindere i lige dette spil? Næppe. Nogen tabte en kærlighed, andre et fremtidshåb eller en identitet. Ja, sågar livet måske, når først jerntæppet igen havde lukket sig bag Thomas Høj Falkenberg, der skuespilsmæssigt fint formidler sin karakters Anatoly Sergievskys sårbarhed og søgen efter ære – uanset prisen. Stemmemæssigt savnede jeg dog Stig Rossens råkraft, som løftede ”Anthem” op til netop en hymne.

Men alle spillede et spil – og alle havde en historie, også den attitude-irriterende Frederick Trumper, der især i 1. akt kunne minde om sin nutidige navnefælle. Men her skal man huske, at ”CHESS” blev skrevet længe før, at nogen havde fundet på MAGA-bevægelsen. Så navneligheden mellem den fiktive, amerikanske skakspiller og den nuværende præsident i USA er blot et af skæbnens tilfælde.

Skæbnen er til gengæld ikke i tjeneste, når det handler om den russiske sekundant med forbindelserne til KGB Alexander Molokov, der gestaltes af Søren Bech-Madsen med enorm overbevisning og en stemme så dyb, som kom den fra de sibiriske stepper. Scenen, hvor han og hans håndlangere synger og danser, så det lyder så ganske russisk, havde i en tid uden droner over Danmark og anden hybridkrig ført til, at publikum havde klappet i takt.

Det gjorde vi til gengæld, da Anders Gjesing, som synger Frederick Trumper, indleder 2. akt med musicalens flotteste scene og det fængende superhit ”One night in Bangkok”, som vi fik på engelsk – og tak for det.

Det havde heller ikke gjort noget at synge mange af de andre sange på engelsk. En musical er ligesom en bog bare bedst på originalsproget. ”Anthem” havde fx været oplagt, og ”I know him so well”, som blev fremført så smukt af musicalens superstjerne Xenia Lach-Nielsen og af Frederikke Vedel, der med sand inderlighed og god stemme sang Anatolys russiske kone Svetlana.

Det sidste er i øvrigt musicalens mest ABBA-inspirerede nummer, og man kunne – i ånden – nærmest høre de to ABBA-kvinder Anni Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog synge den, hvad de så aldrig har gjort. Men det ville have været en drøm.

For drømme gør vi alle sammen, og vi spiller games alle sammen – og indimellem er der også en dommer, som synges af Simon Nøiers, der er FN i menneskeskikkelse. For CHESS er som bekendt en metafor på magtkampen mellem Øst og Vest dengang i 1980´erne – en tid, hvor FN aka Dommeren prøvede at styre og kontrollere begivenhederne.  

Det gik dog ikke særligt godt, og slet ikke som dengang verdens måske bedste diplomat nogensinde den svenske nationalhelt Dag Hammarskjöld var FN´s generalsekretær. Det var i samme årti – 1950´erne, at den russiske invasion af Ungarn fandt sted i 1956, som også spiller en nøglerolle i musicalen, og som i de sidste 3½ år igen har været virkelighed i Europa – nu bare i Ukraine.

Og så er vi tilbage i nutiden – uden at denne dog kommenteres – i en opsætning, som er præget af grå, sorte og lilla farver, og som med sine klaustrofobiske skaktern minder om ikke kun spillet skak, men også om scenen på Refshaleøen i 2014, hvor Eurovision-finalen blev vundet af en østriger i en guldkjole – værdig en ABBA-optræden.

Musikken i CHESS er selvsagt niveauer bedre end stort set alt Eurovision (med en historisk sang om Waterloo som en markant undtagelse). CHESS har også den mest varierende musik i nogen musical. Her er rock, pop, sakral sang, viser, etnisk-inspirerede sange, store ballader og meget mere.

Det er tydeligt, at ABBA-mændene er opvokset i en tid og på et sted, hvor man kun havde et par svenske radiokanaler at lytte til, og man derfor måtte tage det hele med.

Det har Benny Andersson så flere gange omtalt som noget positivt, og det er det også. Det er godt – også i tonernes univers – at kende til alle farver på paletten, så verden ikke bliver sort og hvid, som den ellers ofte er det i såvel et skakspil som et magtspil.

Danmarksbloggen giver “CHESS” på Det Ny Teater fem ud af seks skakbrikker. Der synges, spilles og gebærdes til den store guldmedalje hos både hovedroller, biroller, ensemblet og børnene, som man ikke ser meget til – men som alligevel enkelt og stærkt fortæller, hvem der altid betaler den største pris, når spillet er i gang. En pris, som betales livet ud – når alle døre lukkes, og man er tilbage i mørket, som Florence Vassy er det.

Det er en fejende, flot forestilling om en tid, der var engang – og som nu er tilbage igen. Bare på en måde, hvor der i vores anarkistiske tid flyves med droner og manipuleres på sociale medier og med spindoktorer fremfor at spille efter reglerne med konger, dronninger, løbere, springere, tårne og bønder, mens der opstilles atomvåben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min mægtige mor”

Udgivet den af
Svar

Kan et teaterstykke være en til alle steder gældende situation mere end det er en fremadskridende handling? En situation som er et spejl af alle bedstemødre, alle mødre, alle døtre gennem alle tider? Ja, High Noon Teaterproduktions ”Min mægtige mor”, som i øjeblikket spiller på Teatret ved Sorte Hest, er netop det – og endda på en vældig overbevisende måde.

Undertegnede, som er barnebarn til en for længst afdød mormor, datter til en mor og selv mor til en datter, men endnu ikke mormor, kunne i hvert fald spejle sig i mangt og meget. Og det samme kunne en propfuld teatersal at dømme efter mængden af latterbrøl, når noget var sjovt – og af den der stilhed, der bliver fysisk, når det sansede gjorde nas helt ind i sjælen.

For hvorfor skal det gøre så helvedes ondt at elske, som moderen – altså hende som har både en mor og en datter, siger, da hun igen-igen forgæves forsøger at trænge igennem til datteren, der har barrikaderet sig bag en af de mange røde døre, som danner kulisserne i forestillingen – som de gør det i livet.

For i vores tilværelse banker vi også på røde døre i håbet om at blive lukket ind, set, hørt, elsket og krammet – og ingen gør det mere stædigt og mere indtrængende end en mor, der vil nå sin datter, men ikke kan, når datteren afviser moderen igen og igen og igen – i selvbeskyttelse.

For nok elsker en datter sin mor, men ofte er en datter også så vred, så vred på sin mor over de ting, som denne gjorde forkert, eller over de ting, som denne ikke gjorde – og hvorfor gjorde denne ikke det? Dét spørgsmål kan nage en voksen datter hele livet, så hun nok køber en grøn badekåbe til moderen, altså mormoren, når der er gået år nok. Det er ømhed, men det er også desperation. For morgenkåben leveres som regel sammen med en for datteren sandhed eller fem.

Men findes den objektive sandhed om nogen og noget, når følelser er på spil? Det er i hvert fald mere end nemt at fare vild i livet – og i relationen med dem, som står tættest på. Og når det sker, så er alle døre røde som i fuldt stop, selvom tøjet er grønt og håbefuldt, som vi ser det stykket igennem. Godt nok i forskellige nuancer, men grønne farver ses på alle generationer.

Håbet er en sej størrelse. For vi vil så gerne nå hinanden, men det ender så ofte i kontraster og modsætninger, og indimellem hopper forståelsen en generation over, så broer dannes mellem mormor og barnebarn – og med en mor, som står frustreret i midten med alle de gode intentioner, men også en vild trang til kontrol.

Men det handler om at give slip, måske især på drømmen om at være den perfekte datter, mor og mormor, hvis vi skal have en ærlig chance til at bygge en for alle parter god version af en af verdenens stærkeste relationer op – nemlig den mellem mor og datter. Den relation, der mere end nogen andre sørger for, at slægten og livet går videre, uanset om vejen er belagt med uudtalte forventninger og skuffelser, eller accept og kærlighed, også når man ikke forstår hverken sin datters eller sin mors valg.

For ingen af os kan klare os uden vores mor, og vi græder alle sammen jeg vil ha min mor, og fortryder – hvis vi valgte den friserede det-skal-se-pænt-ud-version, når hun ikke er her mere, er budskabet fra Rikke Wölck, som har skrevet manus, og som også spiller den frisindede bedstemor, der ofrede mere for sin datter, end denne nogensinde får at vide.

Datteren, en succesfuld advokat, nu pensioneret med masser af penge på kistebunden og alle de friserede bedsteborgerlige holdninger i håndtasken, spilles af Karen-Lise Mynster, der gestalter ensomheden og alle de gode intentioners håbløse kamp, så det gør ondt længe efter, at man har forladt teatret.  

For nej, hun kan ikke nå ind til den depressive journalistdatter med de mange ord og den store smerte, som prøver at bære hele verdens smerte på sine skuldre. En umulig opgave, og smerten er tydelig både at se og høre hos Laura Bro, der er datteren.

For det med ansvaret har de tre kvinder nemlig tilfælles. De vil så gerne fixe andres smerte, men de ser ikke, at de selv går til i forsøget – og at de mister kontakten til det, som de elsker allermest og prøver at fixe. Det er et forlis så stort som livet selv, og det gør forestillingen til en af de allermest hjerteskærende i mange år.

”Min mægtige mor” er derfor et formidabelt stykke teater, som gør ondt, som ellers kun livet kan det. Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de røde døre, som vi nok kan notere fine, poetiske ord på, men som uanset hvad kridtet skriver, alligevel holder os ude af hinandens liv, hvis ikke vi elsker og åbner op.

For lykke er ikke et valg, der nogle gange kræver en indsats, som kvinden i midten, hende der både er mor og datter, ellers siger det. Det er et spørgsmål om kærlighed – også på andre præmisser end ens egne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejseholdet – Det første mord”

Udgivet den af
Svar

Rejseholdet og deres sager har altid interesseret danskerne. Tag fx rebooten af tv-serien ”Rejseholdet”, som havde premiere i år 2000, og som blev en kæmpe succes, der endda modtag verdens fornemmeste tv-pris Emmy´en.

Så det var forventeligt, at filmens verden også ville kaste sig over Rejseholdet – og det sker så i dag, hvor der er premiere på hr. Boes film ”Rejseholdet – Det første mord”. Filmen er lavet udfra den første bog i Jacob Jonias serie om Rejseholdet. Men i modsætning til DR´s tv-serie, som var baseret på rigtige sager, så er mordgåden her fiktion.

Rejseholdets leder i filmen er dog skabt udfra virkelighedens første leder af Rejseholdet, nemlig Otto Himmelstrup, der IKKE havde den traumatiske baggrund, han forsynes med i filmen. Himmelstrup var til gengæld lige så grundig og lige så dygtig i virkeligheden, som han gøres til i hr. Boes film, der indledes med en homage til DR´s tv-series I. P., når Himmelstrup siger: Og jeg laver resten …

Det er Alex Høgh Andersen, der gestalter den unge Himmelstrup, som i virkeligheden var en moden mand på næsten 50 år, da han blev leder af Rejseholdet. Men Alex Høgh Andersen løfter opgaven som den legendariske opdager, der havde en opklaringsprocent som få andre – og som tilmed opklarede mordet på Kaj Munk – til ug med kryds og slange. Ja, det er, som har Alex Høgh Andersen aldrig spillet andet end hovedroller, der skal brænde for såvel sag som retfærdighed.

Hans to kollegaer præsterer også på den store klinge: Det tekniske geni P.R., der spilles overbevisende af Nicolaj Kopernikus – og dejligt, at han for en gangs skyld får lov til at være alvorlig. Samt sekretæren med lige dele mod og evner udi politiarbejdet Camilla, der gestaltes, så det tindrer og gnistrer af Mathilde Arcel F., der gør den fiktive Camilla så meget en kvinde i egen ret, at hun fremstår som et moderne kvinde-ideal.

Kriminal-intrigen snor og slynger sig ud og ind med twists, som afvikles både logisk, smidigt og dramatisk, så man er rigtig godt underholdt på dén del.

Men det ville ikke være hr. Boe uden også at lægge et andet – mere kunstnerisk lag – ind i filmen. Her et som handler om moral og adfærd, om religion versus videnskab, om dekadence og nydelse versus nytte og fornuft. Alt sammen vægtige – og vigtige – spørgsmål, som undervejs kastes op i korte glimt, men ikke bruges direkte i filmen. Nogle vil mene, at disse af musik ledsagede filosofiske krummers tilstedeværelse giver filmen dybde, andre at det blot er forstyrrende elementer.

Danmarksbloggen synes, at filmens 125 minutter bliver lange i det spyt, som sammen med andre kropsvæsker og andet sanseligt er så rigeligt til stede, at filmen havde stået skarpere, om man havde droppet det kunstneriske lag og fokuseret på kriminalgåden.

Samt måske gjort mere ud af lokationen, som er Esbjerg i de brølende 1920´ere. Dengang fiskerbåde, et hårdt og slidsomt liv og Indre Mission stadig var normalen, selvom byen voksede eksplosivt og trak nye mennesker til. For såvel champagnefester som en begyndende klasse- og kvindebevidsthed tog sin begyndelse i de år – også i de egne af landet, hvor man læser ”Vestkysten”.

Alligevel – og fordi Danmarksbloggen håber på en fortsættelse af fortællingen om Danmarks svar på FBI, nu blot udelukkende med kriminalgåden, tak – skal ”Rejseholdet – Det første mord” have fire ud af seks teposer, som dem Camilla siger, at en kvinde er, når hun dyppes i vand – aka får lov til at lege med, når det er sjovt.

I andre roller ser vi Mille Lehfeldt som målbevidst reporter, Katrine Greis-Rosenthal som byens rige dame, Ask Berntsen som hendes søn, Lars Ranthe som uduelig politimand og Flemming Enevold som diktatorisk, men lydhør politimester i København. Det gør de alle forrygende.

Et morsomt trivia er, at Flemming Enevold har indlæst den serie af bøger, hvis første roman danner forlæg for filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “The Roses”

Udgivet den af
Svar

I 1989 var filmen ”The War of the Roses” med Kathleen Turner og Michael Douglas i hovedrollerne en stor succes, måske især pga. de spektakulære påhit til brug i ægtefællernes indbyrdes krig.  

Så der skal mod til en genindspilning. Det har manuskriptforfatter Tony McNamara og instruktør Jay Roach, som står bag dagens premierefilm, der i 2025-versionen blot hedder ”The Roses”, og har de to verdensstjerner Olivia Colman og Benedict Cumberbatch i hovedrollerne som det succesrige par, mesterkokken Ivy og den feterede arkitekt Theo, der har det hele – indtil de ikke har det mere, og går i krabbekødet på hinanden – godt hjulpet på vej af moderne teknologi. 

Man gør derfor ret i at forvente action, morskab, nederdrægtighed – og sublimt skuespil. Men man får meget mere i tragedien, der kun i starten orker at forklæde sig som en komedie – og tak for det.

For nok gnistrer det mellem Colman og Cumberbatch, når de verbalt krydser klinger med hinanden og med deres omverden, som fx terapeuten, der beviser udsagnet om, at intet forener to modstandere som en fælles fjende, man hader endnu mere.

Men i denne version af den ægteskabelige Rose-krig får tragedien plads til at fylde og folde sig ud på et dybere og mere psykologisk plan – og hvor dét klæder historien. Det gør den også mere realistisk, mere dyster – og det, så det rimer på Shakespeare, der som ingen andre har lavet manuskripter om det almenmenneskelige til alle tider.

For gode intentioner og ønsket om altid at ville den anden det bedste har næsten alle, der går ind i et forhold. Men så sker livet, og så må alle sande realiteten i Bardens ord fra ”Når enden er god”: Get thee a good husband, and use him as he uses thee.

Det gør Ivy og Theo Rose, så det batter i filmen, som er fuld af Shakespeare-hints som den store storm (”The Tempest”), der er første seriøse vendepunkt i Rosernes liv. Eller som den daggert (”The Scottish Play”), der er indlagt i bordet fra det spanske kloster, og som selvom den i sig rummer samme forbandelse, som den, der ramte den skotske than og konge, hvis navn man altid fortier, så har selv sådan en daggert det svært mod en amerikansk revolver.

Eller som turen til New York, der bliver en omvendt ”Taming of The Shrew” – eller på dansk ”Trold kan tæmmes”. For ingen bliver tæmmet i Rosernes krig. Tværtimod bliver vanviddet for alvor sluppet løs, da Roserne i lufthavnen vender ryggen til hverandre, og mister kontakten med hinanden, så man må spørge: Hvordan ville livet se ud for Shakespeares Romeo og Julie, hvis de var født 500 år senere i England – og siden udvandret til USA – efter de havde mødt hinanden som voksne – uden en slægt at skulle tage hensyn til?

Et bud er, at de ville være præcis som Ivy og Theo Rose, hvis tiltrækning filmen og livet igennem er så umiddelbar og stærk, at det er svært at skelne mellem den kærlighed, som alle elskende – i hvert fald i starten – overøser hinanden med, og så det had, som indimellem kan overvælde enhver, og som filmen hævder er en naturlig del af ægteskabet.

For filmen handler om ægteskabet, dets veje og måske især vildveje. Men hvor advokaten var en vigtig person i 1989-udgaven og en kilde til både håb og trøst, så er vi her overladt til det nøgne opgør mellem Roserne. For alle andre medvirkende – som ellers spiller strålende hver og én, især børnene – er statister i opgøret mellem Colman og Cumberbatch.

De to får i denne tragedie med dens indlagte grin lov til at folde sig helt derud, hvor man får fysisk ondt, når man ser deres smerte og desperation, hvor man føler, at man ikke kun forstår, men også billiger deres handlinger, selv når disse er langt på den anden side af enhver rimelighed.

Hvor man fatter, at det største forlis i et ægteskab ikke er følelsen af det glødende had, for det er trods alt beslægtet med den brændende kærlighed. Men at det rigtig farlige og destruktive er den krystalklare beslutning om IKKE at ville dele en oplevelse, en følelse, en tanke med den anden, fordi det vil ødelægge oplevelsen, følelsen, tanken.

Colman og Cumberbatch holder i ”The Roses” opvisning i den svære kunst, som kaldes skuespil i verdensklasse, både med timing og vid, mens latteren runger – og når den forstummer, og smerten kommer – og dér åbnes ind til de følelser, den sårbarhed, den længsel, som alle mennesker til alle tider har om at blive set, holdt om og elsket.

Danmarksbloggen giver ”The Roses” seks ud af seks af de gamle komfurer, som spiller en afgørende rolle i filmen, og tænker, at Shakespeare ville have nydt filmen – samt måske citeret følgende sætning fra hans egen ”Romeo og Julie”: One fire burns out another’s burning. One pain is lessen’d by another’s anguish.

Også selvom det ikke passer. For smerten hos Ivy bliver ikke mindre, når Theo lider – og omvendt. Jo, måske på overfladen, men ikke indeni. Smerten bliver i dem – og i os, som ser filmen. Sådan går det i reglen, når Barden og uovertrufne værker tages med i en kunstnerisk proces.

Inspirationen fra de historiske Rosekrige i renæssancens England – og de forbundne Shakespeare-skuespil som fx ”Richard d. 3” og trilogien om Henrik d. 6 løber som en generel rød tråd gennem filmen. Ja, sågar Rose-parrets to børn sender mindelser om den tids historiske personer – nemlig de to små prinser, som forsvandt fra hoffet – dog med en mere ond skæbne i vente end en eliteskole i Miami.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse. “Ternet Ninja 3”

Udgivet den af
Svar

Lige siden den lille, nuttede ninja – som IKKE er en bamse – stod i sit nysyede, ternede, sort-grå silke-outfit ude på den thailandske ø for fire år siden, har vi glædet os til at få afslutningen på historien om drengen Aske og den ternede ninja, der nok ser kær ud, men i virkeligheden er en dybt martret og PTSD-ramt 400 år gammel japansk ninja, der opgav sin udødelige sjæl for at hævne sig på enhver, der gjorde et barn fortræd.

Og i dag – d. 21. august – får trilogiens sidste del ”Ternet Ninja 3” så premiere. Det er endelig blevet tid til sidste omgang.

Hvad er det så for en film? Ja, den er – som forventet – fuld af både action og de morsomme oneliners, som er Matthesens særlige signatur som det, der spidder tidsånden og dens mennesker klart, koncist – og kærligt. Dem kan man roligt glæde sig til …

Men ”Ternet Ninja 3” kan mere end bare være fuld af fart og sjov. Filmen skriver sig også ind i den klassiske historiefortælling, som her hvor vi kommer hjem, hvor tingene forløses, hvor enderne bindes – så man forlader biografen med både en tåre i øjet, en klump i maven og et stort smil på læben.

For naturligvis må historien om den ild-forskrækkede, koldskåls-elskende, missions-søgende, Aske-elskende og rap-i-replikken ternede ninja kaldet T.N. ende, som den gør.

Ikke et ord skal røbes. Jeg vil blot tilføje, at der – også fra uventede sider – kommer et par gedigne overraskelser eller tre, fire – okay så fem – i løbet af filmen, som er delt i to dele.

Først Askes nye hverdag som en teenager, der i grunden ikke gider rende rundt og være ninja mere, og derpå spændingsdelen, der sine steder minder mere om en gyserfilm end om så meget andet, og som nok kan give sarte sjæle mareridt.

Men som onkel Stewart, der her i ”Ternet Ninja 3” overgår sig selv i disciplinen syng-en-måske-ikke-passende-men-alligevel-rigtig-passende-i hvert fald-ærlig-sang, altid siger det: I kan ta´ det.

Og det kan vi. Vi kan heller ikke lade være – og det er Danmarksbloggens overbevisning, at danskerne kommer til at elske denne sidste historie om ninjaen.

Rent filmteknisk er det så måske den svageste af de tre film, da det først er, som sætter filmen rigtigt af cirka halvvejs. Eller også kunne første del måske være fortalt noget kortere?

Eller er det, fordi historien ligesom kører i tre hovedspor? Et spor, som afsluttes undervejs, og så et andet som først starter halvvejs, og så det sidste – og vigtigste, som handler om Aske og Ternet Ninja, og deres relation, hvor hvedebrødsdagene på den thailandske tropeø for længst er forbi – og ninjaen er overladt til sig selv, koldskålen og endeløse timer med at vente og game.

For ingenting i verden stopper. Livet – og døden også åbenbart – går altid videre, uanset om man er en dreng, der har fået en dyb stemme, eller en 400-årig ninja, der nok kan vende ryggen til, men i længden ikke flygte fra hverken sig selv, sit traume eller sin skæbne.

En sandhed, som er lige så gammel som universet. En sandhed, som bærer hele historien om Aske og T.N. En sandhed, som gør, at man aldrig kommer til at se 1´eren og 2´eren på samme måde igen.

Danmarksbloggen giver ”Ternet Ninja 3” fem ud af seks af de prinsesse-agtige lyserøde sværd, som ninjaen fik i 2´eren, og stadig bærer i 3´eren. Det er en rørende, dyb, morsom og overraskende film – og ja alle ender bliver bundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens død markeres med kirkeklokker i en halv time

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen fejres – med rette – i det helt store format i dag.

I dag mandag d. 4. august kl. 11.04 er det nemlig præcis 150 år siden, at verdens største eventyrdigter gik ud af tiden.

Og det markeres på dagen, på tidspunktet – og ikke kun i Danmark, men over hele Norden. For alle Nordens kirkeklokker vil kime, og alle Nordens klokkespil vil spille hans melodier i en halv time med start på dødstidspunktet kl. 11.04.

For præcis på det klokkeslæt forlod den største dansker gennem alle tider denne verden. Det skete ude i Villa Rolighed ved det nuværende Svanemøllen. Villa Rolighed var ejet af familien Melchior, der var nogle af H. C. Andersens nære venner, som også tog sig af ham i de sidste dage af hans liv.

Danmarksbloggen vil også på dagen hylde dette helt særlige menneske, som skrev eventyr som ingen andre hverken før eller siden har gjort det. Denne grimme ælling med de kluntede ben, som aldrig blev balletdanser, men som i stedet blev den smukkeste svane på fortællingernes store sø.

Den halve times kimen og spillen med klokker er derfor mere end blot en flot markering. Den er en naturlig hyldning af verdens bedste eventyrdigter. Og mon ikke H. C. Andersen ville have syntes om, at sange som “I Danmark er jeg født”, “Hist, hvor vejen slår en bugt” og flere andre klinger i dag over hele Norden? Dét tænker jeg.

Ja, som i ethvert eventyr sidder han sikkert oppe i sin himmel i dag og glæder sig – og nu uden den tandpine, som pinte ham, da han blev æresborger i Odense, og hele byen hyldede ham med fakler i vinternatten.

Men nu er det sommer, den varme, velsignede sommer, fuglene synger og roserne dufter – og H. C. Andersen kan fryde sig i sin himmel.

Så: Kære H. C. Andersen. TAK for Deres enestående eventyr. De læses stadig af en hel klode …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eddington”

Udgivet den af
Svar

Ari Asters film ”Eddington”, som har premiere i dag d. 31. juli, er en lang film, en mærkelig film, en kunstfilm, som vil det hele – og måske også for meget.

Omvendt er verdenen, som vi lever i, også for meget, vældig mærkelig og så kunstig, at det halve kunne være nok. Så måske er ”Eddington” et præcist og skarpt portræt af ikke kun USA, men et vestligt samfund og en tid i så dybe, indre konflikter med sig selv, at opløsningen og undergangen er eneste mulighed for Det Globale Endgame, som vi befinder os i her i 2025.

Filmen foregår så for fem år siden – i den første Corona-tid i New Mexico, hvor en sherif spillet på en og samme tid så fladt og så dybt af Joaquin Phoenix, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om figuren overhovedet er en person.

Eller om figuren skal ses som et samlet billede på i hvert fald den hvide mand, og måske endda hele det hvide overherredømme, som på mange måder trues (eller føler sig truet!) i denne tid – men som slår fra sig som alle magthavere gør det, så blodet sprøjter.

For ”Eddington” er – som jeg ser det – ikke kun historien om en lille by i den amerikanske udkant. Det er historien om hele den vestlige civilisation, der uden samvittighedskvaler har smadret andre kulturer på sin vej, som imperier har det for vane – uanset hvor de opstår.

For det er en misforståelse at tro, at imperialismen kun er hvid. Den er også både gul, brun og sort. Mennesket er nemlig ens overalt til alle tider, men lige her handler det om den hvide version.

Heldigvis havde jeg også en ung anmelder med, som så filmen på en anderledes måde, hvilket også siger noget om dens kvaliteter. Jeg vil hermed give ordet til den unge anmelder:

Ari Asters nyeste skud på stammen tager de klassiske mørke horror-elementer, som produktionsfirmaet A24 er så kendt for, og blander dem med en så stor mængde absurd socialrealisme, at ”Eddington” bliver et forvirrende virvar af genrer, der udspiller sig på smukkeste cinematiske vis.

Asters repertoire læner sig ofte over i det dunkle og absurde, som hans film ”Midsommar” og ”Herediraty”, der er nyklassiske horror-thrillers. ”Eddington” tager så de bedste elementer med fra disse storfilm. Men kombinationen af disse med karikerede spaghetti-western stand-offs gør ”Eddington” til sin helt egen. På godt og ondt.

Den næsten 2,5 timer lange film kunne have haft godt af en budget-omrokering, hvor nogle af pengene til krudt, kugler og eksplosioner burde været gået til manuskriptet. Den røde tråd er svær at holde fast i, men måske er netop det hele pointen.

For ”Eddington” afspejler den polariserede politiske verden i USA under Corona-pandemien, hvor konspirationsteorierne fløj rundt på internettet, og spredte forvirring, panik og ”white savior”-komplekser i dele af befolkningen. Det element fremhæver Ari Aster til det yderste.

”Eddington” er en virkelig absurd socialrealistisk film med blodige horror-elementer og en altid tilstedeværende western-tone, der leder tankerne hen på ”No Country for Old Men” og hit-serien ”Breaking Bad”. Om Aster kommer i mål med sin nytænkende og genreoverskridende film, er svært at vurdere. Men hvis man vil se en absurd og mørk kunstfilm, og er villig til at lade mange usagte ting stå hen i det uvisse, så kan ”Eddington” noget helt særligt.

Hvor mange stjerner – endda sherif-stjerner i anledning af hovedpersonens erhverv – skal filmen så have? Well, heller ikke her var vi enige. Den unge anmelder giver tre – og den gamle anmelder fire ud af seks sherifstjerner. Der er så meget ufortalt, ikke-vist og uforløst i filmen trods, at næsten hele Eddingtons omegn sprænges i luften til sidst i filmen – og alligevel så griber ”Eddington” publikum på en særlig måde.

Skrevet af: Anna Frederiksen – og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk