Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Hvilken dag skal være Danmarks nationaldag?

Udgivet den af
Svar

Skal Danmark have en officiel nationaldag – og i så fald: Hvornår skal den dag være?

Der er – som Danmarksbloggen ser det – to muligheder:

  1. Grundlovsdag d. 5. juni, fordi det er dagen, hvor demokratiet og det moderne Danmark blev født i 1849.
  2. Valdemarsdag d. 15. juni, fordi det er dagen, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra Himlen ovre i Estland i 1219 i forbindelse med Valdemar Sejrs korstog mod de dengang hedenske estere.

Argumenter for Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at alle danskere allerede kender den dag, selvom det næppe er alle, som kan historien om, hvordan en folkedelegation gik op til den daværende konge Frederik d. 7., og krævede en fri forfatning. Kongen kunne så meddele dem, at han allerede havde afskediget den gamle – og sidste – enevældige administration. Så nu var vejen banet til en fri og demokratisk forfatning – og det arbejde førte til Grundloven, som blev underskrevet d. 5. juni 1849.

Argumenter imod Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at dagen altid har handlet om politik og demokrati, om debat og Grundlovsmøder – og at sådan skal det fortsætte fremfor national selvglæde og selvforherligelse.

Argumenter for Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er, at det er den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog kom dalende ned fra Himlen, da vi ellers var ved at tabe slaget mod de dengang estiske hedninge. Bispen, som var med ved fronten, havde ellers holdt hænderne i vejret og bedt om krigslykke, og det havde virket (!). Men nu var han blevet træt, og kunne – selv med hjælp – ikke holde hænderne oppe mere. Men så skete miraklet: Dannebrog dalede ned – og så vandt de danske korstogsriddere.
Historien er næppe sand, men god. Og vigtigst er, at Dannebrog lige siden – og faktisk mere og mere, som tiden er gået – har været noget helt centralt for alle danskere.
Dannebrog er simpelthen synonymt med at være dansk. Dannebrog er det, som alle danskere samles om, hele tiden og både til hverdag, til fest, i glæde, i sorg og når der er sport.
Det røde flag med det hvide kors er den måde, som vi trækker vores nationale vejr på …

Argumenter imod Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er faktisk ikke-eksisterende, idet man relativt nemt kan fortælle de danskere, som ikke lige har styr på, at Valdemarsdag er den dag, hvor vi fik det flag, som vi elsker, og som vi bruger konstant og hele tiden og til alt – og som er et billede på os som folk.

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at Valdemarsdag d. 15. juni bør blive Danmarks nationaldag. Der skal kippes med Dannebrog, skal der.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jonas Vingegaard er Danmarks største sportsnavn

Udgivet den af
Svar

Hvad er størst: Et tordenskrald eller Rundetårn? Det kan man ikke afgøre. Så at skulle kåre Danmarks største sportsnavn gennem tiderne er måske en umulig opgave.

Men cykelrytteren Jonas Vingegaard, som i går skrev dansk idrætshistorie ved kun at være den ottende nogensinde til at vinde samtlige tre Grand Tours er et rigtigt godt bud. For nu har Vingegaard alle trøjer i hus: Den gule fra Tour de France, som han indtil videre har vundet to gange, den røde fra Vuelta a España og den lyserøde fra Giro d´Italia.

Det kræver meget at komme dertil. Og held er helt udelukket, når man skal være på toppen i de tre uger, som en Grand Tour varer. Det handler derimod om træning, dedikation og stamina, som også bør være kriterierne for at kunne blive Danmarks største sportsnavn.

Men ja, sejleren Paul Elvstrøm kunne også være et bud, da han vandt fire olympiske guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber.

Og et andet bud er dressurryttersken Lis Hartel, som vandt en OL-sølvmedalje i 1952. Er sølv nok i denne sammenhæng, kan man spørge. Svaret er ja – og endda i høj grad. For Lis Hartel var lam fra livet og ned, men hun konkurrerede på lige fod med mænd og kvinder, som kunne stå, gå og løbe – og bruge benene til at vejlede hesten.

Så er Danmarks største sportsnavn en ung mand fra det vestjyske, som kan køre hurtigt på en cykel op af de stejleste bjerge, en mand, der kunne sejle de andre i sænk – eller en kvinde, der selvom hun ikke kunne bruge sine ben, alligevel kunne ride bedre end en enkelt tysker?

Det må enhver selv afgøre.

Andre navne kan selvfølgelig også komme i spil som måske en Viktor Axelsen i badminton, der vandt to OL-guld, verdensmester- og All England-titler. Men ikke fodboldspilleren Michael Laudrup, som ellers ved en afstemning i 2021 blev kåret som det største danske sportsnavn.

Men hvordan kunne Michael Laudrup blive det? Han var fx ikke med, da han ikke ville spille på landsholdet, dengang Danmark i 1992 vandt EM i herrefodbold – og der findes flere andre navne indenfor holdsportene fodbold og håndbold, som også har været på internationalt topniveau.

Danmarksbloggen vælger derfor uden at tøve – og kipper samtidig med flaget for – Jonas Vingegaard som Danmarks største sportsnavn.

Jonas Vingegaard har skrevet sig ind på den store klinge som blot nr. 8 i verden til at vinde samtlige tre Grand Tours. De syv andre er: Jacques Anquetil (Frankrig), Felice Gimondi (Italien), Eddy Merckx (Belgien), Bernard Hinault (Frankrig), Alberto Contador (Spanien), Vincenzo Nibali (Italien) og Chris Froome (Storbritannien).

Alle syv er legender – og det er Jonas Vingegaard også.

Ps. Hvis man undrer sig over, hvorfor verdens bedste cykelrytter gennem alle tider Tadej Pogačar ikke er med på listen, er svaret enkelt. Pogačar har simpelthen ikke kørt Vueltaen (endnu), men han har både kørt og vundet Giroen og Touren – den sidste hele fire gange.

For hvor Vingegaard gerne vil sætte hak ved alle store etapeløb, så vil Pogačar sætte hak ved alle store cykelløb fra endagsklassikerne over VM og OL til etapeløb. Og sloveneren mangler blot OL, Vueltaen og så et ud af fem monumenter: Paris-Roubaix.

Det vil være enestående, hvis det lykkes sloveneren at få de sidste i sækken … men det tager intet fra Vingegaards store triumf. Det skal vi også huske. De er indtil videre kun otte i verden, som har vundet samtlige tre Grand Tours – og det har lange udsigter, før de bliver mere end max ni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde i Ribe: Skt. Ansgar kom til byen for 1.200 år siden

Udgivet den af
Svar

I år er det 1.200 år siden, at benediktinermunken og missionæren – og den senere ærkebiskop – Ansgar kom til Norden for at udbrede kristendommen. Det gik ikke helt godt, men heller ikke helt skidt.

For nok måtte Ansgar i første omgang rejse hjem til Tyskland igen, men et frø var alligevel blevet sået – og i byer som Ribe og Hedeby var der snart små kristne menigheder, som vikingerne i de kommende år rummeligt lod have deres – i vikingernes øjne – mærkelige tro i fred.

Senere fik Ansgar også et samarbejde i stand med den danske konge, så der blev lagt godt i kassen til en fremtid, der på nogle punkter ikke var så langt væk. Cirka år 965 bekendtgjorde Harald Blåtand på Jellingestenen, at han havde gjort danerne kristne.

I realiteten tog det dog nok noget længere tid at skille sig af med de nordiske guder. Men vi skal ikke længere end cirka 100 år frem til midten af 1000-tallet, så er det store kirkebyggeri i gang over hele Danmark. Så det er rigtigt at kalde Skt. Ansgar for Nordens Apostel.

Skt. Ansgar blev selvfølgelig også helgenkåret. Og i den katolske domkirke i Danmark, som ligger i København, og bærer hans navn, opbevarer man stadig et par knoglerelikvier fra ham, som vises frem på Skt. Ansgars helgen- og dødsdag d. 3. februar.

Der var også i vinters en stor fest for Skt. Ansgar og de 1200 år, hvor selveste pavens højrehånd var til stede, både i Københavns Domkirke, som holdt en økumenisk fejring i anledning af 1200-året, og senere til en privat frokost med Kong Frederik d. 10.

Men i pinsen bliver der mulighed for mange flere at kunne fejre og lære mere om Nordens Apostel. Der er nemlig ”Folkemøde i Ribe” fra d. 21. til d. 24. maj for at markere, at Ansgar kom til Ribe d. 24. maj 826. Dvs. enkelte arrangementer starter inden – også allerede her op mod Kristi Himmelfart.

Se hele programmet her: https://www.folkemodeiribe.dk/program

Det er dog på ingen måde et politisk folkemøde, mere sådan en slags ”Kirkernes Folkemøde”, altså det som engang hed ”Himmelske Dage”, møder et kombineret vikinge-og-middelalder-marked med en slags ”Historiske Dage” som det tredje ben i Ribe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bakkens Hvile 2026-show

Udgivet den af
Svar

Det lyder som et eventyr, men det er ganske vist: Ude i den grønne skov på Dyrehavsbakken i Klampenborg findes en lille pavillon, som har ligget der i svimlende 149 år, og hvor der hver eneste sommer i al den tid har været syngepiger, der med swung og saft har begejstret publikummerne, der sidder ved de små, runde borde nedenfor den lille scene.

Det er Bakkens Hvile, hvor der i går aftes var forpremiere på årets show, og hvilken aften det blev fra de søde serveringspiger havde været rundt første gang med drikkevarer og til det røde tæppe for sidste gang gik ned efter de fire bakkesangerinder og pianisten fik velfortjente stående ovationer.

For sikke en forestilling. I to afdelinger på hver cirka 12 sange bliver der sunget, fortalt og lavet spas – damerne i deres overdådige, glitrende og fjerprydede kreationer indbyrdes, med én velspillende pianist, som trofast tager imod det hele, med os i publikum som skiftevis griner og synger med, og med bartenderen, som endda var direkte involveret i den ene sang, der nemt kunne være årets højdepunkt i en hvilken som helst revy – hvis altså bartenderen var den samme.

For bartenderen er ingen ringere end Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som beredvilligt stiller op til løjerne, og som i øvrigt er gift med chefen for det hele Dot Wessman, som også er en af de fire syngepiger, og som tilmed i år kan notere sit 50-årsjubilæum i Bakkens Hvile.

Den flotte milepæl bliver også behørigt fejret i en forestilling, hvor numrene veksler mellem gamle viser, af og til med aktuelle tekster, nyere sange og så de store klassikere: ”Jeg er en af Bakkens sangerinder” og ”Køb blomster, køb blomster” – og ja, man kan købe langstilkede røde roser – og ja, der kan betales med mobilepay. Men det kan anbefales at have nok af 20´ere med, som man kan smide op på scenen, så det klinger – som traditionen byder.

Følg i det hele taget skikkene i Bakkens Hvile, tag en drink mere og giv evt en runde til pigerne på scenen – de kvitterer med en sang. Lad Dem i det hele taget rive med. Et show på Bakkens Hvile er nemlig noget ganske enestående. Det er varieté som for 149 år siden. Men er det så ikke gammeldags? Ikke et hak. Tværtimod.

Bakkens Hvile er en verden af i går, som vi nyder i dag, og som vi også behøver i morgen. Her er rødder og historie – og historier – fortalt med højt humør og i sang og musik. En verden, hvor de fire damer – Tina Grunwald, Sus Mathiasen, Ann Farholt og naturligvis Dot Wessman – synger og underholder, så det er en lyst om netop lyster og sex – også når den kan erhverves for klingende mønt. Her er ingen politisk korrekthed, ingen bonerthed. Her er livsglæde, lummerhed og liflighed iklædt ægte musik og ægte sang – og vi gynger med og synger med – både om at gå med i Lunden, titte til hinanden, kys hinanden og jeg har elsket dig så længe, jeg mindes.

De ord gælder også Bakkens Hvile, som jeg aldrig havde besøgt før i går, men som jeg på stedet forelskede mig i fra første tone, nej, allerede fra jeg trådte ind i den lille træpavillon, som engang var så almindelig.

For engang var der hele 43 sådanne syngepavilloner fra København til Klampenborg, fortalte Dot Wessman. Nu er der kun én, Bakkens Hvile, tilbage, og den skal blive. Den er levende kulturhistorie, men ikke et museum. Bakkens Hvile er stedet til dem, som stadig tør møde sig selv og andre mennesker analogt uden filter. Det må ikke forsvinde – eller laves om. Så Dot Wessman har ret, når hun siger: og her kan forandring faktisk skade.

Danmarksbloggen håber derfor, at hun også får ret i, at der altid vil være en Bakkens Hvile med syngepiger, som også i de kommende år vil fortsætte med at være så gavmilde med sig selv og deres sange, som de synger direkte ud til os i publikum.

For der sker noget godt, når man sidder tæt sammen – også med folk man ikke kender, men som man alligevel snakker med, skåler, smiler og griner med. Synger og gynger med. Så begejstres man, og så gælder ordene fra Bakkevalsen Kom og tænd min sol…

For solen tændes et sted indeni, når man sidder dér i halvmørket på Bakkens Hvile sådan en festlig og forrygende aften i selskab med d´damer Bakkesangerinderne og alle de andre. En aften, hvor stemning og sang går op i en højere enhed, hvor folkekultur, historie og danskhed smelter sammen til noget, som vi alle kan føle os hjemme i – sådan på dybet.

Så skal vi skåle? Gu´ ska vi så. Bakkens Hvile i 2026 er livseliksir for livsglæden, for fællesskabet og for det danske frisind, og som der er stærkt brug for – også i fremtiden. Danmarksbloggen giver derfor Bakkens Hvile – dette musikalske danske eventyr fortalt, spillet og sunget for voksne – seks ud af seks langstilkede røde roser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Devil wears Prada 2”

Udgivet den af
Svar

Man børster stadig tænder i New York om morgenen – også i 2026, hvor ”The Devil wears Prada 2” ligesom sin forgænger, den ikoniske ”The Devil wears Prada”, begynder med, at vi ser Andy i gang med at gøre sig klar til endnu en hård dag i den myldrende storby.

Og så skal ikke røbes eller fortælles mere konkret fra filmen. For som i alle gode historier, så skal man selv se den, og overraskes, overrumples, overvældes.

Og det bliver man i ”The Devil wears Prada 2”, hvor en ny tids muligheder nemt bliver til trusler, løfter bliver til udfordringer – og måske også omvendt i en verden, hvor AI, sociale medier og den nye digitale virkelighed truer det hæderkronede og på papir skabte modemagasin ”Runway”.

Begivenhederne afløser i hurtigt tempo og lækre billeder hinanden i filmen, hvor stjernecastet Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci er tilbage i en handling, der hvirvler os rundt fra Manhattans højhuse over Hamptons grønne idyl og til Italien, hvor vi både besøger Milanos historiske bykerne, og er ude ved den blå Como-sø.

Og som” The Fab Four” performer: Meryl Streeps Miranda er stadig skarp i både replikker og beslutninger, Stanley Tuccis Nigel er som altid omsorgsfuld og kærlig, Emily Blunts Emily kæmper stadig for at få opfyldt sine drømme – og Anne Hathaways Andy har beholdt troen på solidaritet, moral og etik.

Men der er også sket en udvikling, og alle fire hovedroller i ”The Devil wears Prada 2” viser mere af sig selv end i den første film – også til hinanden i takt med, at handlingen intensiveres. Det klæder filmen, at man mærker, at der er noget for alvor på spil hos disse modemennesker, hvis liv på overfladen ellers nemt ligner den rene glamour.

Så derfor, men ikke kun derfor, overgår den ellers så notorisk svære toer den første The Devil wears Prada-film, selvom den definerede flere generationer. De to film hænger sammen, så Danmarksbloggen opfordrer til et gensyn med den første, inden man ser ”The Devil wears Prada 2”.

For som i alle modemagasiner – ja, alle blade og tidsskrifter, har man en skabelon. Man ved, hvad der skal på forsiden, på side 17 – og på side 54, og sådan er det også i de to The Devil wears Prada-film.

Mange mønstre, mange settings gentager sig i både filmens store linier og i de små detaljer, men i 2026-versionen sker det med replikker og punchlines, som ikke blot afleveres med større præcision, men som også i endnu højere grad taler ind i både historien – og i den tid, som vi lever i alle sammen.

Læg dertil en god portion humor og en historie, som er endnu mere sammenhængende og dramatisk, fordi den inkluderer en både indre og ydre udvikling hos alle fire hovedroller, og fordi den tør trække på en meget kendt historie fra Biblen om svigt og menneskelighed.

Dertil kommer et blændende cast af stjerneskuespillere i birollerne som Lucy Liu som den rige Sasha Barnes, Kenneth Branagh som Mirandas nye mand, Justin Theroux som Emilys nye kæreste og Simone Ashley som en af de nye ansatte på Runway samt mange andre.

Ja, og så skal man ikke glemme den lange-lange liste af verdensberømte kendisser, designere og andre fra øverste hylde, som medvirker som sig selv. Der er flere af dem end en flok groupies til en popkoncert. Ingen skal nævnes, fordi det også vil røbe noget om filmens handling, som skal ses, ikke fortælles.

Det er alt sammen, hele filmen som en MET-galla, mere med mere på – og stadigvæk nyt i sigte. Den rene overdådighed. Man overvældes – på den gode måde.

Danmarksbloggen giver ”The Devil wears Prada 2” seks ud af seks af Andys berømte Ceruleanblå sweater. Det er en film, som er større end sin egen myte. Dybere i sin menneskeskildring, mere overbevisende i sin dramaturgi, morsommere i sine replikker og flottere i både kostumer og kulisser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Læs også Danmarksbloggens kulturartikel om fænomenet The Devil wears Prada

The Devil wears Prada – men Anne Hathaway er en Engel

Kort inden premieren på “The Devil wears Prada 2” var Anne Hathaway gæst hos Stephen Colbert i hans talkshow, hvor hun fortalte, at hun, mens de for 20 år siden lavede den første ”The Devil wears Prada”, havde på fornemmelsen, at filmen ville blive en stor succes.

Men aldrig havde jeg forventet, at filmen skulle blive til et forhold – a relationship – med hele verden. Men sådan er det blevet, sagde Anne Hathaway.

Hun er spot-on. En hel verden er i et så fast forhold med TDWP (The Devil wears Prada-universet), at filmen ses igen og igen – også selvom moden siden den første film har ændret sig tusind gange, mobilerne er blevet nogle andre, de sociale medier er kommet til – og også de mere alvorlige dagsordner fylder markant mere.

Men relationen til TDWP er så still going strong, at selv Anna Wintour, som kraftigt inspirerede til Meryl Streeps Miranda-karakter, har overgivet sig – og medvirket i flere trailers sammen med netop Meryl Streep op til premieren på “The Devil wears Prada 2”, hvor Vogues Grande Dame udviser både selvironi og skuespils-talent. Ja, de to damer kan tilmed dele en elevator!!!

Det holder en hel verden af. Præcis som vi er begejstrede over at se det originale cast – The Fab Four: Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci – genforenet som et andet superband. For det er de – bare på film – her i anden omgang, som faktisk er endnu bedre end den første runde.

Men hvad er det ved TDWP, som gør universet så enestående? Ja,at det tilmed tiltrækker dem, som enten ikke var født, eller som var små piger mere optaget af Hannah Montana end af Miranda, Andy, Emily og Nigel, dengang den første film kom i 2006?

Måske det er fordi, at filmene griber ned i noget arketypisk omkring det at være kvinde. Noget, som engang handlede om at være et passivt objekt, men hvor kvinder nu også kan være et aktivt subjekt, der handler – som det netop sker i ”The Devil wears Prada 2”.

For i centrum er – trods alt – stadig de forskellige skønhedsidealer, som de har været det gennem hele historien. Fra Venus i antikken med hendes topmave til barokkens store kvinder, som var fede, fordi det var et tegn på rigdom. Fra bleghedsidealet i oplysningstid og 1800-tal, som betød, at man ikke behøvede at arbejde i marken, til den brune hud i 1900-tallet, som signalerede overskud, sundhed og fritid. Fra heroin-chic-lookets selvdisciplin i 1990’erne over kropspositivismen, som qua Wegowy led en krank skæbne, så tyndheden er back in fashion.

Alligevel er noget forandret. Siden den første film har vi haft Metoo og diversiteten – og det er blevet ikke kun legalt, men også prisværdigt, når kvinder tager styringen – og det adresseres også i ”The Devil Wears Prada 2”, hvor kvinder i alle farver er med, hvor der er flere størrelser end tynd – selvom det lave BMI dominerer, men ikke så meget, som det kunne have gjort.

Anne Hathaway fik nemlig stoppet, at man brugte så syletynde modeller, som hun og Meryl Streep så på runwayen til Milano Fashion Week, mens de filmede 2´eren. Anne Hathaway er nemlig ikke kun på lærredet, men også i virkeligheden en moderne kvindekæmper – som tør tage bladet fra munden, og sige de ting, som alle kvinder har brug for at høre.

Sådan en søster, mor, datter, veninde eller kollega, som man gerne vil have – eller være. Det er igen den med, at vi kan relatere til filmen. Anne Hathaway bruger også gerne sig selv som eksempel, som da hun kort inden verdenspremieren på ”The Devil wears Prada 2” i New York kommenterede på, at Peoples Magazine lige havde kåret hende til verdens smukkeste kvinde.

Anne Hathaway sagde (forståelsescitat): Skønhed hænger sammen med at være ægte, være sit autentiske jeg. Selv brugte jeg mange år på hele tiden at kritisere mig selv og presse mig selv. Jeg troede, at det – hvis jeg gjorde det godt nok – ville ende med, at jeg blev perfekt. Men nu slapper jeg mere af. Jeg ved, at jeg ikke er og aldrig bliver perfekt, og at det er helt ok. Og når man indser det, så kommer alt både nemmere, med et bedre resultat og et større perspektiv.

Værsgo – mine damer. Her er noget at spejle sig i og tænke over, mens man læser historiker Anna Frederiksens gennemgang af Kvindeidealet gennem historien.

Et kvindeideal, der altid har handlet om at stræbe efter perfektion. At man er en bedre kvinde, fordi man ser ud på en bestemt måde, og som i vores forbrugsorienterede tidsalder også inkluderer udvalgte mærker tøj, sko, tasker, parfumer, bælter, tørklæder og smykker for at opnå en bestemt identitet.

Kvindeidealet gennem historien

Antikke græske og romerske kvindefigurer er lavet ud fra datidens kvindeideal. De har runde former og symmetriske træk, og er en afspejling af ideen om sjælens skønhed, hvor det indre og det ydre blev opfattet som sammenhængende. At være smuk var altså at være god. Men også blegere hud var populært, da det signalerede, at man ikke skulle slide i marken.

Renæssancens syn på kvindekroppen var stort set det samme, hvilket giver mening, da antikken som periode var det store hit i renæssancen. Som en reaktion blev en stor krop populær i barokken, da den store, ja fede krop signalerede overskud og velstand.

I slutningen af 1800-tallet skulle den mindre, men stadig runde kvindekrop så have en meget smal talje, så kvinder blev snøret ind i stramme korsetter, som ødelagde kroppen – præcis som nutidens skyhøje stiletter også smadrer såvel fødder som krop.

Da mangel på mad stort set ikke længere var en risiko i Europa, kom tynde kroppe på mode. Det var omkring 1. verdenskrig, da kvinderne for alvor rykkede ud på andre arbejdspladser end dem på marken og på fabrikken. For dem har kvinderne nederst i hierarkiet altid haft. De talte bare ikke hos det borgerskab, som dikterer moden.

De brølende 20’ere og flapper-moden med de androgyne træk fortsatte med at gøre den slanke/tynde krop “in”, inden 30´ernes krise og 40´ernes 2. verdenskrig ramte. Her hvor bare det at få nyt tøj var stort, ja bare at få mad – og at overleve var, hvad det handlede om i et sønderbombet Europa, mens de amerikanske kvinder gik amok i nye opfindelser som nylonstrømper, og vi i Danmark lavede sko af rødspætteskind.

Resten af 1900-tallet var præget af skiftende moder og dermed forskellige kropsidealer. Tænk Marilyn Monroe og 50’ernes timeglas-figur på både kjoler og krop, versus 60’ernes kortere og firkantede kjoler, som ikke skulle vise former – men var en fornyet 20’erne flapper-stil.

70´erne var deres egen brun-orange-fløjl-og-ingen-bh-periode, inden en fit krop iklædt stærke farver, brede skulderpuder, stort hår og kraftig make-up kom på mode i 80´erne anført af den fiktive karakter Alexis Carrington fra Dollars/Dynasty, som var en kvinde af et format, så selv Miranda Priestley havde måttet vige for hende, hvis de to nogensinde havde mødtes.

Med 90’ernes modeller som især Kate Moss blev “heroin chic” in. Kvinden skulle have kontrol over sin krop – og en størrelse 34 blev en størrelse 32, som det også siges i den første The Devil wears Prada-film. Tynd og bleg var det nye sort, som også var farven til alt.

Efter årtusindskiftet kommer farverne på både hud og tøj – og formerne, især de fyldige bagdele, så tilbage. Body-positivity-bevægelsen bliver stor i 2010’erne. Ja, kvinder med noget på sidebenene bliver ligefrem supermodeller.

Men idealerne flytter sig konstant – og senest med vægttabsmedicin som Wegovy/Ozempic, hvor kvinder – også normalvægtige – taber sig voldsomt på kort tid. Det kaldes derfor “ozempic pandemic”, når kendte skuespillere, sangere m.fl. viser sig på den røde løber, og man kan se, at de har smidt en betydelig mængde kilo på ingen tid.

Det nye er så, at nu rammer kravene om et bestemt udseende også mænd. Det er – stort set – første gang siden antikken. For dengang var der seriøs fokus på mænds kroppe, hvad enhver kan forvisse sig om, når man ser på gamle græske og romerske statuer.

Så måske er en form for ligestilling på vej? I hvert fald i kravene til udseende. For når det kommer til den reelle magt, så er det stadig dem, der har pengene, produktionsmidlerne og den politiske kapital, som styrer showet – også i 2026, og her er kvinderne som køn stadig underlagt mændene.

Det har Metoo, den store ligestillingsdebat – og det lige så store fokus på diversitet ikke ændret afgørende på. Så vi har altså brug for håbet, som Anne Hathaway som en anden engel har været budbringer af i forbindelsen med lanceringen af ”The Devil wears Prada 2”. Om filmen så bakker op om det håb, kan man gå i biffen og finde ud af.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Anmeldelse: ”Affektionsværdi”

Udgivet den af
Svar

Man kunne fristes til at sige, at hovedpersonen i dagens premierefilm Joachim Triers ”Affektionsværdi”, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film tidligere i år, er det hus i et af Oslos bedre kvarterer, hvor størstedelen af filmen udspiller sig.

For det store, smukke træhus med alle finurlighederne er både kulisse, hovedperson og det, som har affektionsværdien – og dermed historien i sig, idet huset gennem 100 år og mange generationer har dannet ramme om den samme families fødsler, livsforløb og død.

Huset har så også – lige siden det blev bygget – haft en sætningsskade, der ved filmens start i nutiden har spredt sig hele vejen fra kælder til kvist. Billedet på, hvad social arv gør ved mennesker, kunne ikke være tydeligere. For de mentale sætningsskader fortsætter selvfølgelig hos dem, som i nutiden om ikke bebor, så dog er stærkt tilknyttet til og færdes i huset.

Først de to søstre: Nora, som er skuespiller, single og storesøster – og Agnes, som er historiker, lillesøster og har mand og barn.

Dernæst deres far – den berømte filminstruktør og manuskriptforfatter Gustav Borg, som forsvandt ud af huset og søstrenes liv, da de var purunge teenagere, men som nu efter psykologmoderens død kommer tilbage fuld af planer om en ny film, som skal indspilles i huset, og som lillesøsteren laver research til – og hvor han vil have, at storesøsteren skal spille hovedrollen.

En rolle, som faderen insisterer på, ikke er hans mor, som begik selvmord i huset, da faderen var en lille dreng. Hvordan faderens film – som minder meget om hans mors skæbne – så ender, skal ikke røbes her.

Men man er godt på vej, hvis man er bevidst om, at:

  1. ”Affektionsværdi” er en film med meget meta – og
  2. Det er vigtigt for mennesker at se – og at blive set.

Jeg ser dig, som lillesøsterens 9-årige søn også siger det i et af filmens vendepunkter. Det matcher også faderens filmunivers, som alle har ansigter og øjne som et centralt tema, præcis som disse sjælelige spejle er det i Joachim Triers ”Affektionsværdi”.

At se kræver både lys og mørke, og ifølge faderen er skyggerne det smukkeste i verden. De er også uundgåelige, og ofte dem, som gør mest ondt, og fylder mest – og huset vrimler med dem. Alligevel kan hverken faderen eller de to søstre lade være med at være i huset. Når det kommer til stykket, vil alle også bare gerne have et hjem – fremfor at stå og flagre på en scene.

Og det gælder, hvad enten scenen er et filmset med internationale stjerner som hos faderen. Eller det er Norges nationalscene, hvor storesøsteren er primadonnaen, der stråler i store roller, som fx i Anton Tjekhovs ikoniske skuespil ”Mågen”, der kredser om de samme temaer om kunstnerisk virke, drømme og anerkendelse, som ”Affektionsværdi” gør det.

Det er Stellan Skarsgård, som spiller faderen – og det gør han med en enorm overlegenhed, ja nærmest en legende naturlighed – og så ved man, at der er tale om ren filmkunst.

De to søstre og deres indbyrdes had- og kærlighedsforhold, bare uden had, men med omsorg selv i konflikterne vises både stærkt og sart. Det er Renate Reinsve, som spiller storesøsteren, og det gør hun så nøgent og åbent, at det er en fornøjelse. Lillesøsteren gestaltes med den største finesse af Inga Ibsdotter Lilleaas, som er så dygtig til at vise de sprækker i lillesøsterens venlige og kompetente væsen, der alligevel lader os ane, at det opgør med sig selv, tiden og huset, som faderen og storesøsteren tager, har hun endnu til gode.

I rollen som den unge amerikanske stjerneskuespillerinde Rachel Kemp, som har både hjerte, hjerne og mod (hvor skønt at se en ung, amerikansk kvinde fremstillet sådan) ses Elle Fanning, som nærmest personificerer den rolle. Det er igen det med, at denne film går meta på sig selv.

Læg dertil en perlerække af især norske skuespillere, men også danske Jesper Christensen som faderens livslange samarbejdspartner. Jesper Christensen øger altid kvaliteten i en film, også selvom hans rolle her er meget lille.

Danmarksbloggen giver ”Affektionsværdi” fem ud af seks huse. Filmen er en forrygende – om end forudsigelig og meget norsk i betydningen underspillede følelser – beretning om den mest afgørende arv, vi får i livet. Nemlig den menneskelige arv fra slægten og evt. slægtsgården, her slægtshuset. En arv, som gør os til enten spejlbilleder af dem, som gik forud – eller som sender os i den modsatte retning.

Samtidig er der mange små historier i den store historie. Fortællinger om alt fra utroskab over venskab, mod og præstation og til at blive gammel. De tilføjer filmen noget. Men bedst – udover at ”Affektionsværdi” hele tiden går meta på sig selv og filmbranchen – er det forfriskende element, at det er en film om en far og hans døtre fremfor det fortærskede emne en mand og hans sønner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sakura – og menneskelivet

Udgivet den af
2

Sakura er et navn, som flere og flere danskere forbinder med de japanske kirsebærtræer, som lige nu blomstrer i deres lyserøde og hvide pragt i det meste af kongeriget.

Men hvad betyder navnet Sakura? Ja, det er simpelthen det japanske ord for de kirsebærblomster, som alle flokkes under og tager fotos af i Danmark og i resten af verdenen, men allermest selvfølgelig i Japan selv.

For i Japan er Sakuras blomstringstid en decideret højtid, hvor japanerne valfarter til kirsebærtræerne for at få så meget som muligt af de strålende lyserøde og hvide blomster, hvis blomstringstid er så kort.

Og netop det flygtige ved Sakura er et højdepunkt i den japanske fejring, fordi den minder om, at livet er kort, så vi skal huske at påskønne og nyde det, mens tid er. I Japan siger man også, at kirsebærtræerne er allersmukkest, når træets lysegrønne blade kommer frem, og de lyserøde og hvide blomsterblade begynder at hvirvle og falde til jorden.

Sammenligningen til menneskelivet er endnu smukkere – og noget, som vi kunne lære af her i Vesten, hvor vi er så optagede af ungdommen og blomster i knop og fremtidens muligheder, at mange ikke har tid til at nyde nutiden, en blomst, når den står i fuldt flor – og endnu færre kan se skønheden i forfaldet – og lærdommen deri.

Men vi misser noget i samfundet, hvis vi tror, at det kun er knopper og ungdom, som kan noget. Voksentid og fuld blomstring – og alderdom og livs-visdom er de nødvendige kilder, når vi skal skabe et rigt samfund med plads til og respekt for alle.

Dét mindes vi om hvert forår, når de lyserøde og hvide japanske kirsebærtræer blomstrer – og det igen er Sakura.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mindernes Ø”

Udgivet den af
Svar

DR har en hæderkronet tradition med at producere tv-serier til påskeferien, som er ment til de større børn, men som i virkeligheden er seværdige for hele familien. Og det nyeste skud på stammen ”Mindernes Ø”, som har premiere i dag, lever fuldt op til forgængerne ”Det Forsvundne Ravkammer” fra 2022 og ”Mysteriet på Bornholm” fra 2024.

Ja, efter Danmarksbloggens mening er ”Mindernes Ø” den bedste af dem alle tre, fordi den både vil være – og også er – meget mere end en ellers superb blanding af en moderne De 5-historie og en fortælling om at være på grænsen mellem barn og voksen.  

Centralt i ”Mindernes Ø” står den gamle, nu demente smuglerkonge Svend, som spilles fuldkommen overvældende og mesterligt af Bjarne Henriksen. Han bor i sit gamle hus, hvor alt roder. Men han er glad og tilfreds med at se John Dillermand i fjernsynet og nusse rundt – og plejehjem skal han eddermame ikke på.

Hans fortid har så altid været skjult for familien, som tæller to døtre, en svigersøn og fire børnebørn. Men nu finder i hvert fald tre – og måske også fire – børnebørn ud af den skumle fortid, mens de sætter alt ind på at finde skatten, Den Gyldne Last, via diverse ledetråde, som er gemt overalt på øen.

I centrum står Molly, der er en frisk pige med et ukueligt mod og en lige så stor stædighed, som var hun selveste Georg(ina) i De 5. Hun spilles overbevisende af debutanten Ida Thomesen, og får fint modspil af de to fætre, hvor den ældste Christian spillet af Maximillian Florio Barimani er fornuftens stemme. Mens Benjamin Moalem spiller Lucas, klassikeren i dansk børne-tv, nemlig den lille søskende, som ikke må være med, men hvis input, her i form af interesse for hekse, ikke kan undværes, når gåden skal løses.

I ”Mindernes Ø” møder vi så også ungdomslivet med dets fokus på venskaber, forelskelser – og dumheder, når Mollys droneglade storesøster Esther via hendes forbindelse med Oliver (Julian Horta) forvilder sig ind i en masse skidt – for nu at sige det mildt. Det er Lea Lund Clemens, som er den forvirrede teenager med rod i kompasset.

Men også voksenlivet er med – vist ved smuglerkongens to døtre – den på Ærø-boende og livs- og chiliglade Lotte (Gertrud Hjelm), der gerne danser rundt med sin venlige mand Juan (Pavel Herrera Duquesne) til stor irritation for søsteren Rikke, den praktiske singlemor til Molly og Esther, som nu er hjemme på Ærø i tre korte uger med en fuld agenda om at få ryddet op, solgt huset og få faderen på plejehjem. Det er Sofie Torp, som spiller Rikke – en rolle som hun kan til ug kryds slange.

Endelig møder vi Jonas Schmidt som Rolf i blå sømandsbluse med rød snøre. Han er her og der og allevegne, og som oftest i gang med at spænde ben for Mollys og de to fætres planer. Hele Jonas Schmidts væsen og stemme er også som skabt til den slags roller – og her får han endda lov til at give den en ekstra nuance til sidst.

Et væld af livlige bipersoner er med som Eva Jin, der stråler i rollen som efter sin karakters eget udsagn en total slayer-præst. Caspar Phillipson ryster sin slimede ejendomsmægler, der finder sig i bogstaveligt talt hvad som helst for at måtte sælge huset, ud af ærmet. Og Pia Rosenbaum har haft en fest med at være dement fisker-smugler-enke med flirt i ascendanten.

For der er fart på i DR´s tv-serie ”Mindernes Ø” – og man griner, gribes og gyser, mens handlingen tager det ene sving efter den andet i en intrige, som er både intens og ganske uventet mange gange. Det er spænding fra start til slut med mange rørende og sjove øjeblikke.

Det er også – og tak for det – en serie, som tør tale om etik og moral, og tør gå dybt om de bånd, som binder for livet, uanset hvad der huskes eller glemmes. Og den slags kan børn sagtens se … og deres voksne med. For allermest er serien et spejl for alle, høj som lav, som kender til den forbandede demens, der rammer overalt i samfundet – og som hver gang involverer hele familien med mange konflikter og følelser i klemme som konsekvens.

Titlen ”Mindernes Ø” er derfor velvalgt. For ja, historien foregår på en ø. Men en dement hopper også fra ø til ø, fra et moment af hukommelse til det næste i et hav af glemsel. Desværre bliver øerne kontinuerligt mindre og færre, som sygdommen skrider frem – og til sidst er der kun den tåge tilbage, som smuglerkongen og hans for længst afdøde bedste ven Orla plejede at forsvinde i, når de som søløverne var på flugt fra fluerne.

Det er billedskønne Ærø, som har lagt ø til tv-serien, og selvom øen allerede i årevis har været en turistmagnet, vil dens popularitet i tv-seriens kølvand blive endnu større.

For hvem vil ikke gerne gå i de smalle, brostensbelagte gader med de idylliske huse, besøge den hvide kirke med de blå bænke og – hvis man er heldig og kender de rigtige, så klæde om i et af de små, farverige badehuse og alt det andet, som i tilsyneladende evigt solskin ligger dér omgivet af de bølgende kornmarker og det store hav.

Danmarksbloggen skynder sig inden afrejse at give ”Mindernes Ø” fem ud af seks af de ravklumper, som i Bjarne Henriksens hånd bliver magiske – hvis man spørger Molly.

For nok spiller hans karakter, den gamle smuglerkonge, en mand på vej ind i demensens tåger. Men en klump rav gør åbenbart noget ved den gamle smuglerkonge, når han er sammen med sine børnebørn.

Bjarne Henriksen er i hvert fald spot-on, da han i begyndelsen siger, at på Ærø bliver minderne hængende – og det samme gør oplevelserne med familien. Det gør ”Mindernes Ø” også. Det er Anna van Deurs og Johannes Pico Haynes, som har instrueret, mens manuskriptforfatterne er Anna Krarup og Carla Mia Cano-Hede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HYDRA – Venter på krisen”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors.

På en strand sidder to venner. Krisen rammer om lidt, og på stranden er mængden af mad og drikkevand knap, og det er svært at få nyheder over nødradioen. Det eneste, der fylder, er samtalerne om hverdagen, hvis man da kan kalde dagene på stranden det.

For hverdagen er så afgørende forandret for de to unge mennesker, så man må stille spørgsmålet: Kan man i disse tider holde fast i sine jubeloptimistiske drømme om et hus med havudsigt og croissanter i Sydfrankrig, eller bør man tage doomsday-prepper-tilgangen og hamstre konserves og toiletpapir, mens man sætter sine drømme om uddannelse og familie på pause?

Det er ikke kun handlingen i Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors. Det er også realiteten for alle os unge, der i øjeblikket kigger på en verden i krise.

Klimakrise og krige i Mellemøsten og Europa sætter alt for mange drømme på pause, eller knuser dem helt for den generation, der skal føre samfundet videre og være med til at opbygge en ny verdensorden – måske.

Det lægger klart op til en pessimistisk tvivl eller en virkelighedsflugt, hvor man bare drømmer om et liv, hvor man ikke skal blot overleve, men leve. Alligevel og på trods viser ”HYDRA – Venter på krisen” os et lys for enden af tunnelen.

For verdenen har måske altid været i stykker. Det er ikke noget nyt, at der er krig. Det er ikke noget nyt, at verdensordenen er truet. Og det er ikke noget nyt, at unge kræver handling efter snak. Vi bliver nødt til at løfte i flok og holde sammen for at finde løsningerne. For selvom vi kræver handling, så starter løsningerne med snak. Og netop snak leder ”HYDRA – Venter på krisen”op til.

Forestillingen er designet til at tage rundt i Danmark efter den første uges spilletid i Røde Kors’ københavnske hovedkontor, og på turnéen skal forestillingen blandt andet ud på diverse gymnasier.

De unge kommer til at spejle sig selv i den angst, der fylder på scenen, når Katja Kvistgaard og Alfred Kann hører de sparsomme beredskabsmeldinger fra nødradioen. Men forhåbentligt vil de unge publikummer også få en kampgejst og et håb.

For efter den sidste krig kom freden, som Alfred Kann så smukt pointerer det håb, vi bliver nødt til at klamre os til i en usikker tid. En tid, hvor vi nemt kan miste os selv og glemme at holde fast i alt det, der gør os til mennesker; netop vores håb og vores drømme for fremtiden.

”HYDRA – Venter på krisen” er en yderst samfundsrelevant forestilling, der giver en klump i halsen, men også en æstetisk interessant forestilling. Scenografien og multimedie-elementerne spiller sammen, så man bliver suget med ind i dagene på stranden, hvor alt flyder sammen.

De fire nykomponerede sange af Jeppe Emborg udføres smukt af Alfred Kann og Katja Kvistgaard, men i højsædet er deres skuespil. Man tror fuldt ud på deres årelange venskab, ligesom man levende forstår først den enes optimistiske verdenssyn, snart den andens pessimistiske realitetssans.

Danmarksbloggen giver ”HYDRA – Venter på krisen”5 ud af 6 dåser hakkede tomater, som dem vennerne har hamstret, og kommer med en opfordring til at sætte 60 minutter af til at se Teatergrads og Røde Kors’ stærke og eminente samarbejde.

For i en usikker tid som nu kan vi dog holde fast i hinanden og blive ved med at snakke om alt det svære. Og ”HYDRA – Venter på krisen” lægger på fantastisk vis op til debat og refleksion om både ens holdninger og handlinger under en krise.

Anmeldt af Stine Buhl Hansen og Anna M. T. Frederiksen

Anmeldelse: ”De forbandede år 3”

Udgivet den af
Svar

Så er det tid til afslutningen på Anders Refns trilogi ”De forbandede år”, hvor vi følger den velhavende fabrikantfamilie Skov og de mennesker, som er omkring dem.

De første to film foregik under besættelsen, og bragte adskillige dramaer og tab med sig, hvor især de tre døde sønner fyldte: Husholderskens eneste søn, som var inkarneret frihedskæmper, Skov-parrets mellemste søn, som var frihedskæmper blot en eneste fatal aften – og så hr. Skovs søn fra første ægteskab, en dekoreret helt fra Vinterkrigen, som blev Frikorps Danmark-mand.

De tre unge mænds død ligger selvsagt som en skygge over alle i denne tredje film, som udfolder sig lige efter krigen i en tid, som vises som markant mere mørk og truende end den eufori, som ellers ofte ses i film om befrielsestiden.

Det er heller ikke en god tid for familien Skov, hvis overhoved – spillet fuldstændigt mesterligt af Jesper Christensen – anklages for værnemageri, fordi hans fabrik Elektrona producerede dimser til tyskerne, indtil frihedskæmperne – anført af den ældste Skov-søn – sprængte den i luften.

Forholdet mellem de to – far og søn – er også trilogiens røde tråd. Et forhold, som gennem hele besættelsen har været præget af konflikt, fordi den ene ville oprør og kamp mod tyskerne, mens den anden troede på at følge reglerne og gøre, som myndighederne sagde.

Her i ”De forbandede år 3” finder de to så langsomt ud af, at de to dybest set har mere, der samler dem end skiller dem. For mennesker kan vælge forskelligt i livet, men stadig være så psykologisk ens. Stadig have samme idealisme til det, som de har svoret troskab til, samme tiltro til løfter, til systemer, til at andre er lige så fair og redelige som dem selv.

Det er mange og samfundet så ofte ikke. Og det rulles op i filmen, som skildrer tiden efter befrielsen som en tid, hvor enhver hyttede sig selv og sit eget, hvor private opgør blev lavet, hvor der blev raget til sig, hvor det gjaldt om at holde sig selv og sin ryg fri af alle anklager, alle pegefingre – uanset hvad man havde lavet, og hvilken side man var på.

Som fx Jesper Lohmanns politimand, der under besættelsen jagtede modstandsfolk lige så nidkært, som han nu jagter alle, der beskyldes for at have samarbejdet med tyskerne – om de så har gjort det eller ej.

Både det såkaldte retsopgør og hvad der ellers skete, var nemlig ofte en uskøn forestilling, som det også fremstilles i filmen. Det er så samtidigt meget menneskeligt, selvom hr. Skovs svenske svoger prøver at gøre tidernes uvæsen til noget særligt dansk ved, da talen falder på genindførsel af dødsstraffen, at sige: I danskere er også så brutale.

Men der er åbenbart noget almenmenneskeligt i at hævne, i at beskytte sig, i at prøve at få magten og i alt det andet, som slet ikke rimer på den forestilling om at være humane og civiliserede, som vi godt kan lide at tro, at vi er.  Men det er vi ikke – og det er, hvad det er.

Mennesker er nemlig, hvad de er – og har trods lidelser og krig altid trangen til at leve videre og vende tilbage til sang og dans, som i den nye jazzklub, der udgør et fixpunkt i filmen, hvor mennesker mødes – og både sød musik og bitre toner opstår.

Det er især her, at Skov-datteren og den yngste Skov-søn slår deres folder sammen med enken til den mellemste Skov-søn, som blev frihedskæmper en enkelt aften, og som nu er enlig mor til det eneste Skov-barnebarn. Hvad der bliver af dem – og af alle andre, også Skovs jødiske sekretær – bliver der sat knude på undervejs, og ved filmens slutning har meget forandret sig.

Intet skal røbes her, men alle spiller fuldstændig forrygende, og virker troværdige i deres nye liv og i vejen dertil. Og nok fremstår kvinderne som stærke kvinder, der både vil og kan selv. Men ”De forbandede år 3” er alligevel mest en film om mændene – og især om far-søn-forholdet, både når det ender med livet og med døden.

For både livet og døden er fredens pris, og filmens to mest intense øjeblikke sker mellem en far og en søn. Selvklart mellem Jesper Christensen, som gestalter hr. Skov og Mads Reuther, som er den ældste Skov-søn Aksel.

Men også mellem torturbødlen og dennes præstefar. Det er Jesper Zuschlag og Kristian Halken, som spiller dem – og det gør de med så stor nerve, at Fadervor aldrig er blevet bedt så brændende, været så meget som en dialog på et filmlærred før.

I de to far-søn-scener, som begge ligger i slutningen af filmen, er der nemlig for alvor noget på spil, som er større end livet og døden – og så er det lige meget, om man tror på Gud, eller om man er eksistentiel og læser Sartre. For når det kommer til stykket, er alle ismer nemlig væk. Så er der bare tale om en far og en søn – og intet andet. Det er stærkt. Meget stærkt.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 3” fem ud af seks bøger, som den hr. Skov får i gave – nemlig Hemingways ”Farvel til våbnene”. Filmen er en forrygende afslutning på en fantastisk trilogi, hvis eneste minus er, at den vil fortælle det hele – og det kan ingen film leve op til. Heller ikke tre film, som hver varer på den gode side af to timer.

Men ug for forsøget – og det er Danmarksbloggens bud, at trilogien efterfølgende kommer til at stå som et mægtigt epos over de forbandede år – også fordi den tør vise flere sider, flere nuancer end de klassiske skurke- og helte-fortællinger. Tør sætte fokus på menneskene …  

En vigtig lære også i vor tid, hvor krigen truer mere end nogensinde siden dengang i 1940´erne. En lære om at holde hovedet koldt og hjertet varmt, så vi med hr. Skov tør løfte glasset og skåle for håbet – samtidig med at vi hvisker Kæmp for alt, hvad du har kært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk