H. C. Andersens “Nattergalen” 175 år

H. C. Andersen skrev mange eventyr, men et af de bedste og mest berømte er det om den lille fugl, der synger så smukt, at en kejser får tårer i øjnene.

Det er selvfølgelig ”Nattergalen”, der er tale om.

Dette fantastiske eventyr om det ægte versus det kunstige, om det poetiske versus det snobbede, om det naturlige versus det skabagtige … om alt det, som vi alle lever i og med, også selvom vi ikke er hverken køkkenpiger, kavalerer, kejsere – eller nattergale.

I år fylder eventyret om nattergalen 175 år – og det vil Danmarksbloggen gerne markere på denne smukke dag i maj, hvor man måske kan være heldig at høre nattergalen i de allertidligste morgentimer eller de allerseneste aftentimer.

For nattergalen begynder at synge her i maj – og den synger mest, mens mørket falder på – og lige inden lyset bryder frem. Og har man én gang hørt den lille fugls sang, ja så glemmer man det aldrig. Dé triller bliver som juveler i ens erindring ligeså skønne som de juveler, nattergalen selv så i de tårer, der kom i øjnene hos kejseren, mens den sang.

Læs eventyret her: https://www.duda.dk/eventyr/nattergalen/nattergalen.html

Det bliver kun bedre og bedre for hver gang man læser det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Håbet er lysegrønt”

Af alle ting i hele verden er det frygten i os selv, som vi skal frygte mest – frygten og så os selv og det mørke, som bor dybt inde i os.

Det står i hvert fald helt klart, når man forlader Mammutteatrets gæstespil på Betty Nansen Teatrets afdeling Edison-siloen på Frederiksberg efter at have set ”Håbet er lysegrønt”. For ja, det er håbet vel. Og især i denne forårstid kan håbet, livet og verden virke lysegrønne – og lyserøde, som de kirsebærtræer, vi som de flokdyr, de lemminger vi er, bare MÅ ud og fotografere på Bispebjerg Kirkegård eller/og på Langelinie.

For mennesket er et flokdyr – og tilmed af den grusomme slags. Et flokdyr, som både kan kradse øjne ud, dræbe og gøre alt muligt andet ellers utænkeligt og primitivt, hvis der er en leder at følge – og det skal der nok være. Der er altid en, der gerne vil beundres og føre, og er der ikke nogen, så finder vi ofte selv en kandidat til piedestalen. Gerne en der råber højt og taler i absolutter og lette løsninger på komplicerede sammenhænge, ja selv løgne æder vi glad og gerne, som det så fornemt vises i forestillingen.

For det sværeste er at åbenbart at tænke selv og være kritisk og reflekteret. Så i det store samfundsspil vil natur altid slå civilisation. Drift altid vinde over etik. Det er i hvert fald den følelse, som man sidder med, når man ser dramaet og uhyrlighederne oprulle sig på scenen, der snart er en skov, snart et kontor, snart hele samfundet.

Sceneskiftene sker let, og som tilskuer lever man sig nemt ind i det, for hele castet – der udelukkende består af kvinder, også i manderoller – spiller mere end formidabelt, og det til trods for at forestillingen har været ramt af både uheld og sygdom.

I centrum står Tina Gylling Mortensen, der er skræmmende god i hovedrollen som digteren Bolettelund – ja ud i et, det er ikke en stavefejl. Hendes øjne og mimik brænder sig ud i rummet til os, der sidder på stolene – og da scenen er lille, sidder alle helt tæt på, og vi får alle detaljer med.

Man kan høre vandet blive drukket af ulvens vandskål, man kan næsten lugte leverpostejmaden, som bliver spist, og man ser hver en detalje i det menneskelige forfald og de få, men forgæves forsøg på at nå hinanden, som menneskene indimellem prøver sig med. Det ender selvfølgelig med nederlag og vold.

Sådan er det, når forfatteren hedder Kaspar Colling Nielsen. Han var også manden bag ”Den danske borgerkrig 2018-24”, og han er ikke blevet mere optimistisk siden sidst. Tværtimod. For hvor der i ”Den danske borgerkrig 2018-24” var spor af kærlighed mellem mennesker, er der i denne forestilling, som er iscenesat med sans for de skarpe pointer, også visuelt, af Claus Flygare og Henrik Grimbäck, kun mørke, angst og vold.

Der er altså ikke meget at have det lysegrønne håb i. Heller ikke i den religion, som der af og til kredses om i teksten og som med sit budskab om tilgivelse til alle, selv dem der har indført nem-id og ødelagt miljøet, kan forstås som endnu et tåbeligt forsøg fra civilisationens side på at rydde mørket ud. Eller er det i virkeligheden vores eneste redning ud af det junglesamfund, som vi har kreeret, og hvor ulvene hersker? Altså de farlige menneskelige af slagsen og ikke de i dén sammenligning ret uskadelige ulve ovre på de jyske heder, som ellers løber med overskrifterne.

Men der er så også den anden religion – den som med globaliseringens fart har spredt sig over jordkloden: Markedet og dets kræfter og ubønhørlige krav om konstant konkurrence og profitoptimering. Det er en religion, som ingen – heller ikke politikerne – åbenbart kan gøre noget ved, men hvis ”love og regler” vi alle blot må adlyde.

Lyder det dystert? Ja, men det er det også – og kun virkeligheden er mere mørk end forestillingen. Til gengæld er der maser af humor også, og det er godt, for vi forstår bedre, når vi griner. Også selvom der ikke er noget at grine af i samfundet og verden i øjeblikket …

Danmarkshistorien giver fem ud af seks ulve og tænker med på gåsehud på både ulvehylene og de ulve-eventyr, som vi også hører i forestillingen – endda læst op af en rigtig ulv. På Frederiksberg vel at mærke – og ikke i Jylland. Det er nok værd at tænke over.

”Håbet er lysegrønt” spiller til og med 5. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: For enden af regnbuen

Normalt når man går i teatret og ser et stykke, så følger handlingen et kendt dramaturgisk forløb, og som gammel teatergænger ved man derfor, hvad man skal kigge efter – og man fanger mere eller mindre hurtigt pointer og moraler.

Sådan plejer det at være, men heldigvis findes der stykker, der bryder med den norm, og et af dem er ”For enden af regnbuen”, der spiller på Nørrebro teater, og har Tobias Trier som eneste medvirkende. Han har også selv stået for både manuskript og musik i forestillingen, der handler om sangeren Kaj Bino, der vil opbygge et nyt fællesskab for enden af regnbuen.

Nu skal der ikke røbes for meget her, for der er selvfølgelig en handling, og undervejs spindes vi tilhørere langsomt, men sikkert ind i et net, som vi tror, at vi gennemskuer. Og det gør vi også, når det kommer til de åbenbare sammenligninger med sekter og andre mærkværdige grupperinger, som mennesker søger, fordi de ønsker et fællesskab.

Men der er alligevel noget, som man ikke fanger, og som sniger sig ind under radaren og bliver siddende i én, når man forlader teatret. Danmarksbloggen var på besøg i går på årets første sommerdag, og gik bagefter i den gyldne aftensol på Nørrebrogade med en følelse af at have misset en vigtig pointe. Og det var først, da undertegnede fortalte andre om stykket senere på aftenen, at det gik op for mig, at der netop ikke var nogen endelig morale, nogen pointe bøjet i neon.

Så nej, jeg havde ikke misset noget. For stykket – ligesom livet – handler om, hvad vi selv lægger i det, og guldet findes lige for næsen af os i den brune, frugtbare muld, som vi står og går på. Mor Gaia simpelthen eller Gaya, som det hedder i forestillingen.

Så måske vi skal droppe at hige efter krukken for enden af regnbuen. For lige nu og lige her har vi alt det, som vi skal bruge, så vi kan være ægte og autentiske … med os selv og med hinanden, og med de blomster, som vi plukker og den musik, vi spiller.

Hvad Tobias Trier så selv lægger i det hele på det personlige og private plan, afslører forestillingen selvfølgelig ikke, men den afslører en kunstner, der tør være tæt på sit publikum, helt tæt i både de dialoger, de sange og de dilemmaer, som danner rammen om forestillingen.

Og det er en Tobias Trier, der kan sit håndværk, og som er levende og intenst tilstede, også når publikum prøver at få ham på glatis, retter på ham eller i det hele taget opfører sig ligeså uberegneligt som selve livet gør det. Alt det tager han åbent og professionelt ind, og det, mine damer og herrer, kræver på mange planer langt mere end at spille en stor karakterrolle.

For han aner jo ikke, hvem vi er – os der sidder på de sorte stole på Nørrebro Teater – men alligevel møder han os helt tæt og med stor intensitet. Det er godt lavet.

Danmarksbloggen giver seks pruttepuder ud af seks mulige – som den undertegnede fik æren af at modtage, da jeg helt uforvarende og ved at række en finger i vejret kom til at stå for den første af de seks livsdyder, som spiller en central rolle i forestillingen.

Det skal til gengæld ikke røbes, hvad det er for seks livsdyder, men ja, vi er på religionens vej, og ja, vi er pænt langt fra de syv dyder, som kristne stillede op i middelalderen – ja, man kunne uden at ryste på hånden hævde, at vi på mange måder kommer noget tættere på de syv dødssynder.

Men gå nu selv ind og se forestillingen – eller rettere se, lyt, mærk, tal, syng og lev med. Ja, du får slet ikke lov til at lade være, det sørger entertainer Kaj Bino i Tobias Triers skikkelse for, og ham glemmer man sent i hans grønne jakkesæt med den lyserøde skjorte. For det er Rødovre Centrum, der møder en blanding af en vækkelses-prædikant og en fra de berygtede pyramidespil.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater til og med 5. maj, og det er Johan Sarouw, der har instrueret. Statens Kunstfond har støttet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli og Harlekin Skelet

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sigfred Pedersen 115 år – men jeg er digter, og jeg må drømme

I morgen lørdag d. 10. marts er det 115 år siden, at en af Danmarks største visedigtere blev født, nemlig Sigfred Pedersen.

I dag er der mange, der ikke genkender navnet, selvom vi stadig synger Sigfred Pedersens viser.

Hvem kender fx ikke ”Nu går våren gennem Nyhavn” (som ret beset hedder ”Søren Bramfris Lærkesang”), ”Katinka, Katinka”, ”Tørresnoren” – og ”Sølvstænk i dit gyldne hår”, som Kim Larsen gjorde til folkeeje igen for nogle år siden, og hvis melodi ofte bruges til lejlighedssange, både i virkelighedens og i kunstens verden som fx til Varnæs-parrets sølvbryllup i ”Matador”.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med den svenske visedigter Evert Taube, og det holder, når man ser på de muntre melodier, og fordi meget af hans digtning handler om hverdagens små begivenheder – og om at se det store i det små.

Men indimellem kan Sigfred Pedersen måle sig med mesteren selv, visekunstens fader svenskeren Carl Michael Bellman, der som ingen andre har skrevet usentimentalt og alligevel så rørende om de store ting, om livet, døden, kærligheden og beruselsen. Og ikke nødvendigvis i dén rækkefølge – men ofte med et godt blik for samtidig at skildre de klasseskel og den dobbeltmoral og det hykleri, som ikke kun er et problem i vor tid, men som også var udbredt på Bellmans tid i 1700-tallet.

Bellmans hovedfigur var urmageren Fredman, hvis store kærlighed Ulla Wiinblad ernærede sig som en glædespige, der indimellem blev idømt ophold på Långholmen (et kvindefængsel i Stockholm) af de samme dommere, der også besøgte hende og hendes veninder i Gamla Stans små lejligheder, som i dag koster spidsen af en jetjager, men som dengang var boliger for samfundets bund.

Sådan en figur som Fredman har Sigfred Pedersen så ikke, men hos hans skærslipper, som man møder i ”Den gamle skærslippers forårssang”, ser man en livsfilosofi, som kan måle sig med Bellmans Fredman og dennes fokus på favntaget og beruselsen, som med Sigfred Pedersens ord beskrives således i den smukke vise om skærslipperen – her i et tilbageblik på ungdommen: Jeg sov hos landsbyens bedste tøs. Med hende var det en fryd at bakse, thi vårens duft var i hendes skød.

Og senere lyder det med en klar adresse til samfundet og hykleriet – og til digtekunsten: Den, der har pligter, kan sagtens dømme en pjalt, som ikke betaler skat. Men jeg er digter og jeg må drømme, thi jeg er eet med den lyse nat.

Men i jantelovens fædreland bliver skærslipperen ikke udnævnt til en helgen som Bellman gjorde Sankte Fredman, for verset fortsætter: De digtere er så mange slagse, og selv blandt dem er jeg kun en fant, der sliber knive og sliber sakse, og takker rørt for en kobberslant.

Og så er det alligevel hos den gamle skærslipper, denne ædle landevejens ridder, at alt det der i virkeligheden betyder noget skal findes, for som Sigfred Pedersen flere steder i visen lader skærslipperen synge: Jeg sliber knive, jeg sliber sakse. Jeg sliber solskin og dagligt brød.

For solskin og dagligt brød er alt, hvad vi behøver. Det vidste og skrev Sigfred Pedersen, Evert Taube og Bellman om på måder, så det stadig skal synges, så det gjalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. En fant er en sølle, fattig fyr.

Anmeldelse: ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen”

Bøger om vores rødder og vores historie er meget populære i denne tid, hvor verden virker mere usikker end i mange årtier. Det ved diverse forlag, så derfor skrives der i disse år meget om, hvem vi var, hvordan vi var det – og hvorfor.

Det hører dog til sjældenhederne ligefrem at udgive en hel bog om danskernes sexliv, men det er ikke desto mindre, hvad Haase gjorde i går, da de sendte Thomas Oldrups ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” på gaden.

Det er en spændende bog – og ikke kun på grund af emnet, selvom erotik som bekendt altid vækker en vis naturlig interesse.

Men fordi man på bogens lidt mere end 300 sider får gennemgået alt om og omkring danskernes sexliv i en periode, hvor det ellers er let at tro, at alle kun tænkte på og talte om rationeringsmærker og erstatningskaffe. For vi ved jo godt, at selve modstandskampen og hjælpen til de danske jøder var bedrifter, som kun kan tilskrives ganske få danskere, selvom vi godt kan lide billedet af os selv som dem, der bød Hitler trods.

Men det var vi ikke. Vi var Hitlers lille kanariefugl, som man lidt hånende, men rigtigt sagde det ude i et Europa, hvor byer var bombet sønder og sammen, børn skilt fra forældrene – hvis de var overhovedet var i live og andre unævnelige rædsler, som stort set gik Danmark forbi.

Men hvad var det så, at vi lavede i dette smørhul, mens verden brændte om os? Ja, det store antal børnefødsler i krigens år – og i tiden lige efter – tyder på, at danskerne gik til den under dynerne – eller måske hvis man var ung ude i det fri. Ikke nødvendigvis kun af lyst, men også fordi det ikke var velset, at unge mennesker ”sov sammen”, når de ikke var gift.

Så man klarede sig, som man nu kunne – og ikke kun i missionærstillingen – også de mere avancerede sexformer blomstrede, som man ellers mente først blev almindelige flere årtier senere, var flittigt brugte og endnu mere efterspurgte.

Blandt andet hos den unge ingeniør Henrik, der boede hjemme hos forældrene i Bredgade i København, og hvis dagbog Thomas Oldrup ved et heldigt tilfælde fik fat på via et antikvariat, og som tegner billedet af en mand i 20´erne, som ikke gik særlig meget op i hverken besættelse eller storpolitik. Derimod fyldte det erotiske meget, og man følger Henrik fra han møder Else, der er katolik og forlovet med en anden, og indtil de to bliver gift. Undervejs er der tanker om seksualiteten i forhold til hendes katolske tro, som fylder meget hos hende, og som gør, at de laver alt muligt andet end lige vaginalt samleje. I øvrigt en klassisk taktik hos katolikker stadigvæk, hvis graviditet inden ægteskabet skal undgås.

Derfra går Thomas Oldrup i dybden på en videnskabelig, men dog letlæselig facon og med masser af billeder med emner som sex-oplysning eller måske rettere mangel på samme, for uvidenheden var enorm og blev kun overgået af en mærkelig forestilling om manden som konstant liderlig, mens kvinden var langt mere lyrisk orienteret.

Ikke overraskende mente datidens voksne også, at ungdommen var afsporet og umoralske, præcis som på Holbergs tid og som i dag, så heller ikke på det område, var tiden anderledes, men det er godt at få det bevist. Og det får vi, for Thomas Oldrup er sober og veldokumenteret gennem hele bogen, hvor der også er kapitler om kvinder på arbejdspladsen, ægteskab og skilsmisser, homoseksualitet, abort, prostitution – og tyskerpigerne, så vi kommer hele vejen rundt i den meget grundige bog.

Men i fokus står seksualiteten, også kvindens, som ifølge tidens moral helst skulle afbalanceret, altså placeret på en meget snæver plads mellem nymfomanen og den frigide. Det var med andre ord mere end almindeligt svært at være kvinde dengang, men er det så meget anderledes i dag, hvor kvinder med en sund sex-appetit let bliver til ludere, mens dem uden den store lyst er hæmmede?

Så igen er vi ikke kommet længere siden besættelsen – eller jo, på et punkt er vi. For i dag ser man ikke kvindens orgasme som noget, der falder sammen med manden, hvis altså hun er normal!!!

Onani er derimod stadig – også i vores dage – for mange tabubelagt, men selvtilfredsstillelsen har alle dage været udbredt – også under besættelsen. For bogen går helt tæt på kroppen, som også beskæftiger sig med emner som hygiejne og prævention. Men også både såkaldt frække blade og bøger behandles. De blev i øvrigt flittigt læst, så det var ikke illegale blade om modstandskampen det hele.

Thomas Oldrup har med bogen en helt tydelig mission, der går ud på, at emner som frisind og seksuelle eksperimenter ikke er en moderne foreteelse, men noget som også hører andre tider til.

En pointe i bogen er så også, hvordan man lever, når man føler sig truet, for så bliver vi åbenbart mere frie og grebet af en stemning af vi-kan-alle-dø-i-morgen-så-giv-los-og-gå-til-den. Eller sagt mere bramfrit: Man knepper bedre og mere vildt i krigstid end i fredstid, hvor alt er lidt pænt og meget kedeligt.

Det kan vi så lade stå i en tid som vores, som hverken er det ene eller andet. For krig har vi ikke, men rigtig fred har vi heller ikke haft siden d. 10. september 2001.

Danmarksbloggen giver ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” fem strømpebånd ud af seks mulige – og tænker, at en kortere version på måske en 15-20 sider med de vigtigste pointer ville egne sig som fast pensum i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne.

For nok handler bogen om danskernes sexliv under besættelsen, men på mange områder er den meget aktuel, og så er det som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid, og det gælder også seksuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Revisoren”

Er du klar til en revision af dit liv og dit embede? Måske især én der stiller spørgsmålstegn ved dine motiver og ambitioner? Det er de toneangivende borgere i den lille by, der senere beskrives som en bums på røven, i stykket ”Revisoren” på Nørrebro Teater ikke. Slet ikke.

Tværtimod så gribes de toneangivende fra borgmesteren over dommeren og hospitalsdirektøren og til postmesteren, skoleinspektøren og de to godsejere af rendyrket panik og ægte angst ved tanken om at få udstillet deres inkompetence, magtmisbrug og hang til korruption, da rygtet om en rigsrevisors snarlige ankomst når den meget lille by, der naturligvis som alle andre steder på denne jord er overbevist om egen vigtighed.

Panik og angst, som vises i den ene gakkede scene efter den anden med fuld mimik, gode replikker og et akavet kropssprog, der også udstiller disse notabiliteters på overfladen så gode venskab og sammenhold. For som i alle andre magtcirkler – også dem i udkantsområdernes små byer – så netværker man og holder gode miner til slet spil – og et par dolke eller tre i ryggen.

Forfængeligheden og hykleriet skal nemlig som bekendt plejes – og nok nævner de toneangivende kristendommen et par gange, når det altså er passende for dem at bruge begreber som næstekærlighed og andre som reference i egen dagsorden, men i virkeligheden er det dødssynder som netop forfængeligheden, overmodet, grådigheden og hævnen, som er deres drivkraft og motiv til deres per definition egocentrerede handlinger.

Lyder det bekendt? Ja, det er et spil og en menneskelig adfærd ligeså gammel som den såkaldte civilisation selv, og der er i hvert fald ikke sket en snus forbedring på området i de næsten 200 år, der er gået siden Nikolaj Gogol skrev stykket i 1836.

Verden vil stadig bedrages – og verden kan stadig bedrages af folk med talegaverne i orden og moralen i bund som en storspillende Thure Lindhardt, der har titelrollen som den påståede revisor, som forfører ikke kun en hel by – men også både en mor og en datter, endda gentagne gange – og et helt publikum. For indimellem så sidder man og synes egentlig rigtig godt om den unge embedsmand, der er så langt væk fra sit elskede Petersborg og lysene og menneskene og kulturen – men som i bund og grund jo ikke er andet end et blålys og en plattenslager.

Man siger, at teatrets rolle er at gøre opmærksom på den tid, som vi lever i – og på de farer og problemer, som optræder i samfundet. Og det er en opgave, som Nørrebro Teater har taget mere end seriøst i denne sæson, hvor de også har opført en forrygende version af ”Diktatoren”, som heldigvis spiller ekstra forestillinger sidst på foråret.

Gå ind og se den – eller se den igen. Men gå indtil da ind og se ”Revisoren”, som foregår i et samfund lige inden, at det for alvor går galt. For despoter og tyranner, som dem vi møder i ”Diktatoren” og ude i verden for den sags skyld, de rejser sig ikke af ingenting. De kommer, når samfundets underklasse og middelklasse mister tilliden til dem, der skulle varetage samfundets opgaver – som det netop sker her i ”Revisoren”, hvor både dem nedefra og dem fra siden INTET har tilovers for de toneangivende andet end kritik og ønsket om retfærdighed.

Så tag en tur ud på Nørrebro. Danmarksbloggen lover, at du kommer til at grine mange gange – men også at der midt i al komikken vokser en dyster alvorsfuldhed frem. For det er også vores samfund og verden, som beskrives. Danmark anno 2018 med de mange blålys og plattenslagere, som lover guld og grønne skove – og mange embedsfolk, som ikke føler ansvar for andre end sig selv og egne manglende evner.

En hverdag OGSÅ i Danmark med korruption og bestikkelse – og magtens mennesker, som lukker sig om sig selv i små interne cirkler. Så det er den store, løftede pegefinger, vi møder på Nørrebro Teater – og heldigvis for det. Tiden behøver det.

Læg dertil at der er tale om formidabel, ja excellent skuespilskunst fra samtlige medvirkende, som er: Thure Lindhardt, Ole Lemmeke, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen

Danmarksbloggen giver fem store pengesedler ud af seks mulige – á la de pengesedler, som der tilfalder revisoren i en lind strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gintberg reder verden

Der er tre ting her i livet, som man ikke kan slippe af med ifølge Jan Gintberg – og det er herpes, rynker og den jyske del af familien. Danmarksbloggen er enig – og vil for egen regning tilføje: Mennesket og manden Jan Gintberg, som nok er bosat i Søborg, men er født jyde, så han hører vel også ret godt ind i hans egen ligning – eller?.

Manden har i hvert fald i mange år været – og er stadig – et fejende og højlydt fyrtårn indenfor dansk stand-up. Et fænomen, som er i stand til at have et fast manuskript, men alligevel – som man også kender det fra hans tv-programmer ”Gintberg på kanten” – inddrage både det sted, hvor han optræder – og nogle af de mennesker, som er til stede i salen.

I fredags var det så Bellevue Teatret, der som bekendt ligger i en af Danmarks mest kendte ghetto´er, nemlig rigmandsenklaven Klampenborg, hvor man ikke ved, hvad Aldi og Lidl er, men gerne sender aupair-pigen til det velkendte land Filippinien, hvis der bliver brug for det.

Og der blev lagt stærkt fra start i showet, der hedder ”Gintberg reder verden”, ikke redder, men reder, og det er der en god pointe i. For i de to timer, som showet varer – inkl. en pause, så friserer Gintberg verden, os der er i den – og ikke mindst alle vores fordomme, så vi vrider os af latter.

Klukker, fniser og griner højlydt, fordi vi hele tiden kan genkende os selv og det besynderlige misk-mask, som vi kalder virkeligheden.

Gintberg lægger heller ikke skjul på, at han nok kommer til at støde nogen, ja måske endda krænke indtil flere. Og ja, selvoptagede og selvhøjtidelige mennesker m/k skal nok holde sig væk – eller nej, måske skal netop de (for det er jo aldrig en selv, vel?)  besøge Gintbergs humoristiske Noahs ark, der ikke kun kaster en lille forløsende latter af sig – men hele kaskader og vandfald af øredøvende latter.

For Gintberg rammer plet gang på gang, som fx når han taler om danskhedens fem søjler: Velfærd, andelsbevægelse, angst, bacon og hygge. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge dog, for grisen har aldrig været vigtigere end nu, hvor der også bor muslimer i Danmark.

Vi lever nemlig ifølge Gintberg i et samfund, hvor mængden af danskhed er ligefrem proportional med mængden af svinekød, som vi indtager – og ve det menneske, der ikke vil sutte på dellen.

Som rettroende danskere skal vi også, som Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti sagde det, fejre danske højtider for at være dansk. Det indebærer så ifølge Gintberg især at nedsvælge x antal meget stærke øl – brygget alene med højtiden for øje. For der skal åbenbart drikkes igennem for at klare disse “højdepunkter” på året, hvad enhver, der har været til jule- eller påskefrokost med familien, også kan bevidne er ganske vist.

Gintberg er simpelthen virkelighedsgørelsen af Piet Heins´s berømte ord om, at ”Den, der kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

Gintberg slår også fast, at han som komiker gerne må være sær og mærkelig, men at udviklingen i dansk politik gør det svært for ham og alle andre komikere. Den pointé er hørt før, men holder stadig. For virkeligheden anno 2018 er mere absurd end hvad en komiker kan finde på – og nutidens politikere er at sammenligne med børn i en skolekomedie. Man nikker og smiler, men sidder i virkeligheden kun og venter på, at de professionelle skuespillere kommer på scenen.

En af dem er Gintberg, og han gør det eminent, når han tager vores selvoptagede og petitesse-orienterede tid på kornet.

En tid, hvor tingene aldrig har været nemmere, hvor vi aldrig har kedet os mere, tænkt færre selvstændige tanker, hvor -ismerne er døde, men hvor Gintberg – med et kæmpeglimt i øjnene – så gerne vil være idealist, fordi det ser så pænt ud på Facebook, og fordi han så kan vælge at forholde sig til hvilke fakta, som han vil acceptere.

Gintberg er så – efter Danmarksbloggens mening – mere end realistisk, når han konkluderer, at kloden nok er ret ligeglad med, om vi er ved at avle os selv ud, både som race og som art.

Danmarksbloggen kan i den forbindelse også oplyse hr. Gintberg og andre om, at geologerne – der gerne regner i et par millioner år fra eller til – i mange år har haft følgende tese: ”Mennesket overlever ikke jorden, men jorden skal nok overleve mennesket.”

Danmarksbloggen anbefaler ”Gintberg reder verden” på det varmeste – og giver forestillingen seks ud af seks jordkloder. Der er også brug for dem, sådan som vi formerer os – og forbruger af ting og sager fra især Jysk Sengetøjslager, som spiller en ganske særlig rolle gennem hele forestillingen.

”Gintberg reder verden” havde premiere sidst i januar på Bellevue Teatret i Klampenborg, men spiller over hele landet det meste af året. Se forestillingen, inden jorden går under, der bliver udsolgt af svinekød – eller (og det ville nok være det værste) din smartphone løber tør for strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3. søndag i advent: De ni læsninger

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 3. søndag i advent med de ni læsninger, som oprindelig stammer fra England og den anglikanske kirke, men som i de sidste 25 år er blevet en fast del af adventstiden også i mange danske kirker.

De ni læsninger kan beskrives som en speciel gudstjeneste, hvor såvel præst som medlemmer af menigheden læser udvalgte tekster fra Biblen op. Indimellem er der salmesang, korsang og orgelmusik.

Gudstjenesteformen med de ni læsninger blev skabt i julen 1880 i England, og særlig kendt er versionen i King´s College Chapel i Cambridge, hvor den er blevet afholdt hver juleaften med deltagelse af det berømte kor King´s College Choir. Radiotransmitteret er de ni læsninger også blevet derfra til store dele af verden siden 1928, altså i snart 100 år!!!

Følgende tekster benyttes ofte til de ni læsninger:

1. læsning:
Første Mosebog 1,1-8, 1,26-28 og 1,31-2,4

2. læsning:
Første Mosebog 3,8-15

3. læsning:
Salme 88,2-8

4. læsning:
Esajas’ Bog 9,1-6

5. læsning:
Esajas’ Bog 11,1-10

6. læsning:
Lukasevangeliet 1,26-38

7. læsning:
Lukasevangeliet 2,1-7

8. læsning:
Lukasevangeliet 2,8-14

9. læsning:
Johannesevangeliet 1,1-14

Så kan man jo slå op og læse dem selv her 3. søndag i advent, hvis nu man ikke lige kan finde en kirke i nærheden, der har de ni læsninger på programmet (selvom det har mange kirker). Eller man måske bare vil læse dem i fred og ro – måske med kalenderlyset tændt og selv nynnende en julesang – eller ni.

For nu er der kun fire dage til vintersolhverv – og syv dage til jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk