Hvor mange danskere sidder som gidsler i Syrien?

For nogle måneder siden kom journalisten Jeppe Nybroe ud af et fangenskab, efter han var blevet taget til fange på grænsen mellem Syrien og Libanon – og for få dage siden slap fotografen Daniel Rye Ottosen ud efter mere end et år som gidsel hos den berygtede muslimske terrorgruppe ISIS.

To danskere indenfor få måneder, der efter talløse forhandlinger og en ikke angivet løsesum, er blevet sluppet fri. Det kan ikke andet end at få Danmarksbloggen til at spørge: Hvor mange danskere sidder som gidsler i Syrien?

Danmarksbloggen håber ingen, men tænker, at det nok desværre er urealistisk at tro, at der ikke sidder flere danskere som gidsler i Syrien hos fundamentalistiske grupper som fx ISIS.

Det tætteste, som vi er på et tal, er fotograf Jan Grarup, som i går på DR2 snakkedde om 40 vestlige gidsler – men altså vestlige, og det dækker jo mange lande udover Danmark.

Omvendt er det også helt i orden, at vi først hører om det, når gidslet er fri igen. For vedkommendes liv og sikkerhed er det allervigtigste.

Danmarksbloggen tænker videre – og tænker derfor også på danskerne på den anden side af krigen i Syrien, nemlig de unge af mellemøstlig herkomst, som rejser ned for at deltage i kamphandlingerne.

Gad vide om en af dem har mødt – eller kommer til at møde – en dansk tilfangetaget person? Og i så fald: Giver det så mening at tale om, at en dansker måske således har øvet vold på en anden dansker? Endda tortur?! For vold og tortur er desværre en del af hverdagen for gidslerne.

Det vides heller ikke. Men det er til gengæld spørgsmål, som Danmarksbloggen godt kunne tænke sig besvaret – og offentliggjort. For i så fald, så skal vedkommende, der har øvet vold/tortur, stilles for en domstol, når/hvis vedkommende vender hjem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænk på børnene – og ikke på de voksne

Sagen fra Fyn om det psykiske overgreb på et barn, der blev filmet af et andet barn, fortsætter på anden uge i medierne.

Men hvor det i starten handlede om børnene og det indlysende forkerte i at behandle børn på den måde, som plejemoderen gør det, når hun overfalder det barn, som hun er ansat til at tage sig godt af. Så er vinklen nu flyttet over på moderen og det tilsyneladende uretfærdige i, at hun ikke må have nogen af sine ialt syv børn boende hjemme.

Og ja, hvis der er sket noget, som der ikke burde ske, er det forfærdeligt – især fordi børnene måske kunne have det bedre hos deres biologiske forældre, end de har det hos plejeforældrene, hvor plejefaderen tidligere er dømt for vold og plejemoderens adfærd må stille spørgsmålstegn ved hendes evne til at have med plejebørn at gøre.

Men uanset om fjernelsen af børnene fra den biologiske mor i sin tid var rigtig eller ej, så skal fokus stadig være alene på børnene og deres vilkår. Det er dem, der betaler prisen for en opvækst, der ikke indeholder den tryghed og den kærlighed, som skulle være en naturlighed for alle børn, men som desværre langtfra altid er det, såvel i pleje- som i biologiske familier – men som kunne være det, hvis vi turde træde mere i karakter.

I Danmark er vi nemlig nærmest hysterisk berøringsangste overfor at sige noget til hinanden, når det drejer sig om vores børn. Men hvorfor i grunden?

Børn er – uden sammenligning – de mest sårbare mennesker i vores samfund. De første mange år af deres liv kan de intet selv gøre for at lave om på deres vilkår, men er 100% afhængige af deres omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. De skal nærme sig teenage-alderen som drengen fra Fyn, før de kan begynde at gøre noget – måske, og selv dér kun med hjælp fra de voksne, der er omkring dem.

Det er også derfor, at vi skal råbe op og sige noget til hinanden – og til myndighederne – når vi oplever et barn, som lever i en familie, hvor der er mistrivsel. Og her tænker jeg ikke kun på de åbenlyse tilfælde, hvor det drejer sig om alkohol, vold – både psykisk og fysisk – og andre former for overgreb.

Men også om at sige noget til de forældre, der “blot er hårde” ved deres børn. Gøre dem opmærksom på, at de er godt igang med at knuse en lille barnesjæl – uden måske selv at vide det.

Et samfund er nemlig ikke bedre end dets måde at behandle dets svageste på – og her er der (for nu at sige det positivt) i dén grad plads til forbedring i Danmark, fra både myndighedernes og alle os andres side, når det kommer til det dyrebareste i hele samfundet: Børnene.

Men ikke vores børn. For ingen forældre ejer deres børn. Dét er en udbredt misforståelse, som måske er årsagen til at mange tror, at de kan behandle deres børn efter forgodtbefindende.

Men det hverken kan eller skal vi. Når man får et barn, får man den eksklusive ret til at tage sig af det barn i de næste cirka 18 år. Og det er en ret, mine damer og herrer, som fordrer store mængder af kærlighed og rummelighed, men som også giver de største glæder og den dybeste lykke i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk