Hvor mange danskere sidder som gidsler i Syrien?

For nogle måneder siden kom journalisten Jeppe Nybroe ud af et fangenskab, efter han var blevet taget til fange på grænsen mellem Syrien og Libanon – og for få dage siden slap fotografen Daniel Rye Ottosen ud efter mere end et år som gidsel hos den berygtede muslimske terrorgruppe ISIS.

To danskere indenfor få måneder, der efter talløse forhandlinger og en ikke angivet løsesum, er blevet sluppet fri. Det kan ikke andet end at få Danmarksbloggen til at spørge: Hvor mange danskere sidder som gidsler i Syrien?

Danmarksbloggen håber ingen, men tænker, at det nok desværre er urealistisk at tro, at der ikke sidder flere danskere som gidsler i Syrien hos fundamentalistiske grupper som fx ISIS.

Det tætteste, som vi er på et tal, er fotograf Jan Grarup, som i går på DR2 snakkedde om 40 vestlige gidsler – men altså vestlige, og det dækker jo mange lande udover Danmark.

Omvendt er det også helt i orden, at vi først hører om det, når gidslet er fri igen. For vedkommendes liv og sikkerhed er det allervigtigste.

Danmarksbloggen tænker videre – og tænker derfor også på danskerne på den anden side af krigen i Syrien, nemlig de unge af mellemøstlig herkomst, som rejser ned for at deltage i kamphandlingerne.

Gad vide om en af dem har mødt – eller kommer til at møde – en dansk tilfangetaget person? Og i så fald: Giver det så mening at tale om, at en dansker måske således har øvet vold på en anden dansker? Endda tortur?! For vold og tortur er desværre en del af hverdagen for gidslerne.

Det vides heller ikke. Men det er til gengæld spørgsmål, som Danmarksbloggen godt kunne tænke sig besvaret – og offentliggjort. For i så fald, så skal vedkommende, der har øvet vold/tortur, stilles for en domstol, når/hvis vedkommende vender hjem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk