Det er meget få kunstnere og kunstnergrupper forundt at have deres helt egen scene-DNA.

London Toast Theatre er så ”one of those creatures”, som man vil sige det på det engelsk, som de spiller på – også i forestillingen ”Animal Farm” på Teatret ved Sorte Hest, hvor de endnu engang excellerer i deres unikke samspil med publikum.

Det i denne tid så vigtige stykke bliver også i deres ferme hænder, undskyld klove til en i starten morsom fortælling om nogle dyr, som anført af den gamle, kloge gris drømmer om en verden og et liv med lighed, varme i stalden, mad nok og måske endda at afkommet ikke forsvinder, som det ellers har for vane.

På det tidspunkt er vi i publikum for længst blevet dyr, inddelt i forskellige grupper som grise, køer, får og høns med dertil hørende lyde. Det er sjovt, og vi leger gerne med – også selvom smilene stivner, efterhånden som tingene udvikler sig på Farmen, der nu hedder Animal Farm.

For dyrene har gjort oprør, og menneskeejeren er jaget på porten. Så nu sættes dagsordenen – i en ellers alle-dyr-er-lige-verden – af grisene, som i begyndelsen ledes af makkerparret den idealistiske Snowball og så Napoleon, der viser sig at være noget af en despot in the making – og med despot menes tyran. En diktator, der ikke viger tilbage for hverken løgn, mord, krig eller andre ”politiske nødvendigheder” for at tilrane sig den totale magt.

Glidebanen fra et liv på farmen, hvor dyrene holdt søndagsmøder med fællessang, debat og afstemninger om livets gang til en tilværelse fuld af hårdt arbejde, næsten ingen mad og endnu færre rettigheder, bliver derfor motoren i ”Animal Farm”.

Stykket blev skrevet af George Orwell i 1945, og havde Rusland, den russiske revolution og det kommunistiske styre som direkte inspirationskilde.

Hos Orwell var menneskeejeren Mr. Jones Zar Nikolaj d. 2, som blev henrettet af oprørerne. Den gamle gris Old Major var Marx og Lenin. Grisen Napoleon var tyrannen Stalin. Grisen Snowball var magtkampens taber og senere syndebuk Trotskij. Hestene Boxer og Clover var den russiske arbejderklasse, som knoklede sig ihjel, uanset hvem der sad og åd og drak inde i stuehuset. Grisen Squealer var det russiske propaganda-apparat – og KGB. Hesten Mollie med de røde pyntebånd var den dekadente og nydelsessyge overklasse, som flygtede. Og endelig var æslet Benjamin de russiske intellektuelle, som så den anden vej, selvom de hurtigt gennemskuede, hvad der skete.

MEN i Teatret ved Sorte Hest ser vi en opdateret udgave. For det er nemlig det geniale ved Orwells tekst, at den viser, hvad der sker til alle tider og alle steder, når grådighed og magtliderlighed går klov i klov.

Det er så stadig de samme almindelige mennesker med de samme drømme om et liv i fred, harmoni og tryghed, som må tage slæbet – også i vor tid som fx de såkaldte working poor i USA, der har tre lavbetalte jobs, men stadig ikke råd til deres eget hjem. Der findes også i vores tid mennesker, hvis verden består af røde pyntebånd – de hedder influencers, og de er stadig til salg for en sugardaddy eller sugarmama. De intellektuelle og dem med it-kompetencerne vælger også stadig at holde kæft og følge magtvinden fra hvem den end blæser i Det Hvide Hus. Og man skal ikke læse nyhederne mange dage for at forstå, at det er længe siden, at der fandtes hædersmænd og hæderskvinder, som ikke først og fremmest tænker på at mele egen kage.

Magt korrumperer som bekendt også og fjerner ethvert gran af moral, så man til sidst uden blusel tilføjer et ord her og et andet ord der, så reglerne bliver mere tidssvarende – læs: Mere i eget kram.

Det kender vi også fra Europa, hvor man taler om, at konventionerne lavet på baggrund af 2. Verdenskrigs rædsler og krigsherrers skalten og valten med mennesker skal laves om. De regler passer ikke til virkeligheden mere, siger de mange grise, der i bedste grisestil stiller op til valg overalt i Europa i disse år – og som høster mange stemmer på deres evne til at udslynge paroler, udpege syndebukke og komme med nemme løsninger på komplekse problemstillinger.

Two legs bad, four legs good – som det hedder på Animal Farm til stor bekymring for hønsene, som jo også kun har to ben, men som får at vide, at fjer er lige så godt. I hvert fald så længe hønsene kan de lægge de æg, som grisene kan sælge. Selvom det i grunden var forbudt i tiden lige efter revolutionen at profitere på andres arbejde. Men ingen siger noget. For førergrisen Napoleon har også fire bidske hunde.

Det er rovdyrenes tid på Animal Farm, og det vrimler med håndlangere, som er klar til at gøre det beskidte arbejde for fx en stor, orange gris, der, som det sker i stykket, river The East Wing ned af gårdshuset for at bygge en ny gildesal. Som indgår handler med dyrenes fjende no. 1 – mennesket, og hvad den store, orange gris ellers har lyst til for at rage til sig. For at få mere og mere, men også for at markere sig og sole sig i massernes beundring med erklæringer som big, beautiful deal, make Animal Farm great again, mens de små hænder lader tommel-og pegefingre mødes.

Vi skriger af grin, også selvom stykket bliver mere og mere uhyggeligt i takt med, at årerne går, og vanviddet sænker sig mere og mere over farmen, som endelig til sidst får den vindmølle, der engang blev opfattet som svaret på drømmen om lys og varme til alle dyrene. Som et symbol på den animalisme, der var både mål og mening med tilværelsen. Men de drømme blev selvfølgelig aldrig til noget.

For som altid så lover de store de små alverden, sålænge de store har brug for de små – men bagefter sker der ingenting. Det er livets lektie, som æslet Benjamin trist konkluderer det, inden vi til sidst direkte konfronteres med vores egen indre gris.

For nok vil de fleste så gerne være en VIP – very important person, og det er vi også – bare i betydningen very impotent pig, når det handler om at stå op for fællesskabet og mod vores egen indre grådighed.

Så det er med en både sund, eftertænksom og meget ubehagelig følelse i sind og krop, at man forlader Teatret ved Sorte Hest.

For ”Animal Farm” er nok morsom med sine hip til vores tid – som fx at være tilfreds med livet, sålænge man blot kan sidde og stirre ned på sin hov, som sjovt nok lignede 1:1 at glo ned på sin mobil og glemme alt andet end sig selv.  

Men ”Animal Farm” er så meget mere. Den er drønaktuel. Den er skræmmende som ind i det helvede, som førergrisen lader bryde løs. Og den er så superfantastisk godt spillet af stjernecastet Vivienne McKee, Andrew Jeffers og Kevin Kiernan-Molloy, som uden problemer er snart det ene, snart det andet dyr.

Vi har en fest med at se og høre på dem, og de har en fest på scenen. Samtidig med at det, de laver, er én stor velanbragt advarsel til en verden på randen af et kaos, som ikke er set, siden Orwell skrev stykket i 1945.

Danmarksbloggen giver ”Animal Farm” seks ud af seks af de vindmøller, som spiller en stor rolle i stykket, men som det siden Don Quixote ikke har givet mening at kæmpe imod.

Må man i stedet anbefale en ABC og andre uddannelsesbøger – som sammen med London Toast Theatres spiddende morsomheder – er det bedste værn mod at hoppe med på magtgrisenes populistiske sludder.

”Animal Farm” er en forrygende forestilling fuld af nerve. Vedkommende, voldsom og vittig. Lige til tiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk