Udflytninger og overenskomster handler om at blive genvalgt

At regeringspartiet Venstre ikke står særligt godt i meningsmålingerne ved alle. Chancen for at kunne fortsætte på magten efter næste folketingsvalg, som senest skal finde sted i sommeren 2019, er derfor ret lille for Venstre.

MEN alt kan som bekendt ske i dansk politik – og Danmarksbloggen vil mene, at Venstre allerede er i fuld gang med valgkampen – bare camoufleret som politik og forhandlinger. Det drejer sig om:

UDFLYTNINGERNE

OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE

Venstres historiske rødder ligger på landet hos den danske bonde, men nu er der ikke ret mange landmænd tilbage, så Venstre er i stigende grad blevet et by-parti. Problemet her er så, at dels er der procentmæssigt færre blå i byerne, og dem, som findes, stemmer ligeså gerne – eller hellere – på Liberal Alliance.

Så hvad gør man som Venstre? Jo, man flytter statslige arbejdspladser ud til sine gamle kernevælgere på landet, som i øvrigt for manges vedkommende har vendt Venstre ryggen og i stedet stemt på Dansk Folkeparti. Gamle kernevælgere, som har det svært nu, hvor videnssamfundet tager over. Men som Venstre vurderer vejrer morgenluft nu hvor ”københavneriet” skal afskaffes – og diverse styrelser og råd flyttes ud med et enorm videnstab til følge, men det bekymrer åbenbart ikke Venstre.

Men de gamle kernevælgere er ikke nok, hvis Venstre vil beholde magten, der skal også nye stemmer ind i folden – og her gælder det om at skabe uro i andedammen, og her er overenskomstforhandlingerne perfekte, især når man har en som venstre-ministeren Sophie Løhde siddende som forhandler.

For der er lykkedes hende at presse forhandlingerne derud, at der er varslet konflikter indenfor stort set alle centrale samfundsopgaver.

Så selvom hun ikke sidder i chefstolen for forhandlingerne med fx lærerne, men at det er borgmester Michael Ziegler, så vil Venstre kunne bruge sådan en konflikt, som den der måske kommer, til at slå på, at de ”røde fagforeninger” er ligeglade med, at samfundet kører og kun tænker på at rage til sig. Det er derfor et sikkert valg at stemme på stabiliteten, hvis man stemmer Venstre næste gang, vil budskabet fra Løhde og resten af Venstre være.

Virkeligheden er selvfølgelig meget mere kompleks og handler også om, at de offentlige lønmodtagere har holdt igen ved de tre seneste overenskomster, og at det derfor er deres tur til at få noget i lønposen. Så kunne man jo droppe skattelettelserne til de rigeste i stedet. Men sådan vil Venstre ikke fremlægge det – de vil bruge de andre taktikker til at se, om de kan genvinde magten ved det næste folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har vi brug for en storkonflikt?

Det er lidt med overenskomstforhandlingerne, som det er med isen på de københavnske søer …

Alle ved, at det ikke kan bære, som det ser ud nu, men alligevel er der nogen, der begiver sig ud på den tynde is – og tror på, at det kan lykkes med de ting, som der er på bordet nu.

Men der skal en helt anden forståelse til, hvis det danske samfund ikke skal ende i storkonflikt – og det skulle vi jo helst undgå, ikke?

Det mener i hvert fald de kommende studenter og konfirmander, for slet ikke at tale om dem, som skal til undersøgelse eller have lavet ikke-livstruende operationer, forældrene til skolebørnene og mange andre.

Danmarksbloggen er imidlertid ikke så sikker på, at vi ikke har brug for en storkonflikt.

For en storkonflikt – og en lockout – vil gøre det 100% synligt for alle i dette land, at de offentligt ansatte er ligeså nødvendige som de privatansatte.

At ja, det kan da godt være, at de private firmaer tjener pengene hjem til Danmark.

Men hvis ikke der var nogen til at tage sig af de gamle, passe børnene, gøre de syge raske, uddanne børn og unge og så videre, så var der ikke noget grundlag at tjene pengene på.

Så det hele hænger sammen … og skal isen i Danmark være rigtig tyk, sådan så alle er sikret penge til en værdig tilværelse, ja så skal vi også have andre ting ind i ligningen.

Det kunne fx være en pligt til at arbejdsgiverne tilbyder ledige job til danskere først – og til lønninger, der følger overenskomsten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen”

Bøger om vores rødder og vores historie er meget populære i denne tid, hvor verden virker mere usikker end i mange årtier. Det ved diverse forlag, så derfor skrives der i disse år meget om, hvem vi var, hvordan vi var det – og hvorfor.

Det hører dog til sjældenhederne ligefrem at udgive en hel bog om danskernes sexliv, men det er ikke desto mindre, hvad Haase gjorde i går, da de sendte Thomas Oldrups ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” på gaden.

Det er en spændende bog – og ikke kun på grund af emnet, selvom erotik som bekendt altid vækker en vis naturlig interesse.

Men fordi man på bogens lidt mere end 300 sider får gennemgået alt om og omkring danskernes sexliv i en periode, hvor det ellers er let at tro, at alle kun tænkte på og talte om rationeringsmærker og erstatningskaffe. For vi ved jo godt, at selve modstandskampen og hjælpen til de danske jøder var bedrifter, som kun kan tilskrives ganske få danskere, selvom vi godt kan lide billedet af os selv som dem, der bød Hitler trods.

Men det var vi ikke. Vi var Hitlers lille kanariefugl, som man lidt hånende, men rigtigt sagde det ude i et Europa, hvor byer var bombet sønder og sammen, børn skilt fra forældrene – hvis de var overhovedet var i live og andre unævnelige rædsler, som stort set gik Danmark forbi.

Men hvad var det så, at vi lavede i dette smørhul, mens verden brændte om os? Ja, det store antal børnefødsler i krigens år – og i tiden lige efter – tyder på, at danskerne gik til den under dynerne – eller måske hvis man var ung ude i det fri. Ikke nødvendigvis kun af lyst, men også fordi det ikke var velset, at unge mennesker ”sov sammen”, når de ikke var gift.

Så man klarede sig, som man nu kunne – og ikke kun i missionærstillingen – også de mere avancerede sexformer blomstrede, som man ellers mente først blev almindelige flere årtier senere, var flittigt brugte og endnu mere efterspurgte.

Blandt andet hos den unge ingeniør Henrik, der boede hjemme hos forældrene i Bredgade i København, og hvis dagbog Thomas Oldrup ved et heldigt tilfælde fik fat på via et antikvariat, og som tegner billedet af en mand i 20´erne, som ikke gik særlig meget op i hverken besættelse eller storpolitik. Derimod fyldte det erotiske meget, og man følger Henrik fra han møder Else, der er katolik og forlovet med en anden, og indtil de to bliver gift. Undervejs er der tanker om seksualiteten i forhold til hendes katolske tro, som fylder meget hos hende, og som gør, at de laver alt muligt andet end lige vaginalt samleje. I øvrigt en klassisk taktik hos katolikker stadigvæk, hvis graviditet inden ægteskabet skal undgås.

Derfra går Thomas Oldrup i dybden på en videnskabelig, men dog letlæselig facon og med masser af billeder med emner som sex-oplysning eller måske rettere mangel på samme, for uvidenheden var enorm og blev kun overgået af en mærkelig forestilling om manden som konstant liderlig, mens kvinden var langt mere lyrisk orienteret.

Ikke overraskende mente datidens voksne også, at ungdommen var afsporet og umoralske, præcis som på Holbergs tid og som i dag, så heller ikke på det område, var tiden anderledes, men det er godt at få det bevist. Og det får vi, for Thomas Oldrup er sober og veldokumenteret gennem hele bogen, hvor der også er kapitler om kvinder på arbejdspladsen, ægteskab og skilsmisser, homoseksualitet, abort, prostitution – og tyskerpigerne, så vi kommer hele vejen rundt i den meget grundige bog.

Men i fokus står seksualiteten, også kvindens, som ifølge tidens moral helst skulle afbalanceret, altså placeret på en meget snæver plads mellem nymfomanen og den frigide. Det var med andre ord mere end almindeligt svært at være kvinde dengang, men er det så meget anderledes i dag, hvor kvinder med en sund sex-appetit let bliver til ludere, mens dem uden den store lyst er hæmmede?

Så igen er vi ikke kommet længere siden besættelsen – eller jo, på et punkt er vi. For i dag ser man ikke kvindens orgasme som noget, der falder sammen med manden, hvis altså hun er normal!!!

Onani er derimod stadig – også i vores dage – for mange tabubelagt, men selvtilfredsstillelsen har alle dage været udbredt – også under besættelsen. For bogen går helt tæt på kroppen, som også beskæftiger sig med emner som hygiejne og prævention. Men også både såkaldt frække blade og bøger behandles. De blev i øvrigt flittigt læst, så det var ikke illegale blade om modstandskampen det hele.

Thomas Oldrup har med bogen en helt tydelig mission, der går ud på, at emner som frisind og seksuelle eksperimenter ikke er en moderne foreteelse, men noget som også hører andre tider til.

En pointe i bogen er så også, hvordan man lever, når man føler sig truet, for så bliver vi åbenbart mere frie og grebet af en stemning af vi-kan-alle-dø-i-morgen-så-giv-los-og-gå-til-den. Eller sagt mere bramfrit: Man knepper bedre og mere vildt i krigstid end i fredstid, hvor alt er lidt pænt og meget kedeligt.

Det kan vi så lade stå i en tid som vores, som hverken er det ene eller andet. For krig har vi ikke, men rigtig fred har vi heller ikke haft siden d. 10. september 2001.

Danmarksbloggen giver ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” fem strømpebånd ud af seks mulige – og tænker, at en kortere version på måske en 15-20 sider med de vigtigste pointer ville egne sig som fast pensum i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne.

For nok handler bogen om danskernes sexliv under besættelsen, men på mange områder er den meget aktuel, og så er det som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid, og det gælder også seksuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk