Venstre siger nej til økonomiske gevinster

Man skulle tro, at det var løgn. Men den er god nok. Pengeglade Venstre siger nej til endog store økonomiske gevinster, hvis partiet vælger at gennemføre de bebudede besparelser på forskningen i grøn energi.

Alle tal viser nemlig, at én krone investeret i grøn energi giver mindst 2,5 krone igen – for slet ikke at tale om arbejdspladser og skattekroner og afledt viden til nye produkter og virksomheder.

Læs mere her i klima-, miljø- og naturordfører for Alternativet Christan Poll´s indlæg i Information: http://www.information.dk/549786

Grøn energi er nemlig en guldgrube, og der er  – såvel økonomisk som miljømæssigt – alle mulige grunde til at satse på forskning i grøn energi. Noget, som alle, pånær Venstre – og Dansk Folkeparti – kan se.

Det er skræmmende, at man kan være så magtbegærlig – som Venstre må være det, når partiet ikke vil fortsætte forskningen i grøn energi. På den anden side er partiet jo et gammelt bondeparti, der stadig tror på, at det kan betale sig at give svinene antibiotika og markerne masser af kunstgødning. Men nej, det gamle system har spillet fallit, og det må Venstre lære at sande.

Ligesom at Dansk Folkeparti må til at se i øjnene, at vi ikke lever i en Morten Korch-virkelighed, hvor Karl Stegger og Arthur Jensen kommer kørende med deres benzin-bil gennem blomstrende kornmarker – men at der skal stå vindmøller på de marker.

Skal verden og kommende generationer have en chance for at klare sig, er grøn energi den eneste mulighed. Og Danmark kan tilmed beholde sin velfærd, hvis vi forsker i den grønne energi – og får skabt de virksomheder og arbejdspladser, som vi kan udfra netop de forskningsresultater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vækstpakken koster Danmark dyrt

I går blev regeringen og Venstre enige om en ny vækstpakke, der består af ikke mindre end 90 initiativer.

Meningen med vækstpakken er at skabe vækst – og jobs – i Danmark. En på alle måder positiv målsætning, som man kun kan bakke op om.

MEN målet helliger ikke altid midlet – og slet ikke, når det er miljøet, der betaler prisen.

Vækstpakken giver nemlig de producenter, der sviner mest, lov til at slippe for at betale den såkaldte PSO-afgift, der er en grøn el-afgift, hvor pengene fra afgiften støtter udbygningen af vindmøller, biomasse og biogas.

Men den afgift slipper virksomhederne altså for nu. Det sparer de over 13,2 milliarder kroner på.

For at få besparelsen finansieret, har man udskudt bygningen af den store havvindmølleparken Kriegers Flak i minimum 2 år. Parken er planlagt til at skal ligge i Østersøen mellem Møn, Sydsverige og Nordtyskland. Læs mere om den her: http://www.energinet.dk/Flash/Kriegers-Flak/index.html

Men den store havvindmøllepark er altså nu udskudt – og det er galimatias på så mange planer.

Dels er der – for vores egen overlevelses skyld – ingen grund til at svine mere end absolut højst nødvendigt.

Dels ville det give mere end god mening, at Danmark blev selvforsynende med energi. Tag situationen i Irak, som vi er olie-afhængige af, situationen i Rusland, som vi er gasafhængige af – og så er det nemt at regne ud, hvorfor vi skal være energi-uafhængige.

Og endelig er der kun grund – også økonomisk – på at satse på grøn og vedvarende energi, da hele verden med tiden alligevel skal omstille sig til disse energi-typer, og derfor vil de lande, der er længst fremme på området, kunne tjene flest penge på det.

Grøn energi kunne blive en guldgrube for Danmark, hvis vi turde gå efter dét.

Dét gjorde regeringen og Venstre ikke, da de aftalte vækstpakken. Tværtimod kommer vækstpakken til at koste Danmark dyrt, både miljømæssigt og økonomisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk