Nattergalen i Tivoli – happy end søges

Nattergalen i Tivoli – en forestilling, som stadig mangler en (happy) end

Medvirkende:
Lars Liebst som Kejseren
Pantomimen (med både dansere, skuespillere og det ret hedengange Promenadeorkester) som Nattergalen
Publikum som byens indbyggere og den lille pige

Prolog:
Der var engang. Og sådan starter mange gode eventyr …
Men om dette ender godt, er helt op til Kejseren, byens indbyggere og den lille pige.

Handling:
Men altså: Der var engang, hvor man inde i Tivoli kunne høre den skønneste musik fra Nattergalen. Alle i hele byen – og også den lille pige – var vilde med at høre og se Nattergalen.

For hvad enten det var en tusmørkeblå forårsaften, en varm sommereftermiddag eller en småblæsende sensommerdag, så klang de skønneste toner et par gange om dagen samtidig med at der blev danset så smukt og mimet, så det var en lyst.

Jo, det er ganske vist. Det var altid en fornøjelse at se og høre Nattergalen i Tivoli – dengang.

For så en dag besluttede Kejseren, at siden alle var så vilde med Nattergalen, så skulle alle da sandelig også have endnu mere af den, så de ville blive endnu mere glade.

Så han lod bygge en maskimekanisk Nattergal, så den naturlige og levende Nattergal ikke længere selv skulle synge. Nu havde man nemlig optaget dens skønne sang, så man kunne høre det igen og igen.

Men ak, den lille pige blev ked af det og savnede den ægte Nattergal.

For den nye maskimekaniske Nattergal i Tivoli mangler både halvdelen af sin tidligere charme og den timing, som tidligere var mellem det, som den lille pige kunne høre og se hos den ægte Nattergal.

Men Kejseren var glad. Han syntes, at det hele skulle blive endnu bedre, så han købte en masse nye forlystelser. Jo, godt nok skulle han først fjerne nogle af de ting, som de mindste børn var glade for.

Men at fjerne ting er han god til og vant til. For blot nogle få år siden tog han børneteatret Valmuen væk fra Tivoli uden at sætte noget i stedet, og det har de fleste i byen allerede glemt.

Så at fjerne det lille pariserhjul er ikke sværere end at stjæle slik fra et barn.

Epilog:
Se, her stopper vores eventyr for nu. For vi ved ikke, hvordan eventyret her ender.

Vil det lykkes den lille pige at råbe Kejseren op, så vi kan få den rigtige, levende Nattergal tilbage igen, den med både skuespillere, dansere og Promenadeorkester?

Eller ender det hele med, at Kejseren beslutter at sætte en storskærm op, så han også kan blive fri for skuespillerne og danserne samt vise pantomime mange gange om dagen?

Se, dette er op til den lille pige og alle andre i byen …

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

Tivoli åbner idag.

Ja, TIVOLI. Bare navnet giver mentale billeder af glade børn, balloner, den gamle karrusel, masser af blomster, pantomine, is, sommer og musik fra alle havens hjørner. Billeder, som man bliver varm og glad af at se for sit indre blik.

Det er så også det eneste sted, som man kan se de billeder. For Tivoli anno 2013 har ikke det fjerneste at gøre med hverken kultur, glæde, skønhed og plads til både store og små.

Tivoli anno 2013 er et spørgsmål om brands, restauranter og halsbrækkende forlystelser. Tivoli anno 2013 er en kopi af alle andre forlystelsesparker, bare på meget mindre plads.

HVORFOR? For Tivoli kan ikke vinde på nogen af de parametere, som de slår sig op på.

De store, vilde forlystelser kan man få bedre i landets andre forlystelsesparker – eller i Sverige. Göteborg med Liselund er således lige i nærheden. København er fyldt med gode restauranter, hvoraf endda adskillige har en eller flere Michelin-stjerner. Og brands udfoldet i Tivoli som Rasmus Klump-legepladsen og TV2´s fjernsynsstudier, der spærrer for Koncertsalen, er sande øjenbæer for nu at kalde en skovl for en skovl.

Det, som Tivoli kan – eller rettere kunne – var kultur, oplevelser, musik og kvalitet. Men det har Tivolis administrerende direktør Lars Liebst med god hjælp fra underdirektør Stine Lolk og balletmester Peter Bo Bendixen eftertrykkeligt fået ødelagt.

Det startede for nogle år siden, hvor Valmue-teatret blev nedlagt. Det lille teater der spillede H.C. Andersen-eventyr med en charme og en finhed, så også alle de udenlandske gæster, der dog ikke forstår dansk, alligevel blev stående og så på.

Derpå fulgte nedlæggelsen af mange af de forlystelser, der var henvendt til havens små gæster som for eksempel de små biler, der rullede rundt. Legepladsen blev også ændret fra et hyggeligt samlingssted til den Rasmus Klump-rædsel, som den er idag.

Og så sidste år kom den store massakre. Man praktisk talt nedlagde både jazz-orkestret og pantomine-orkestret. Ikke mere daglig musik fra de to pavilloner – og ikke mere levende musik til danserne på pantomine-teatret.

Dét var – og er – en skandale. Og i år har man så været igang henne i hjørnet ved Hovedbanegården, hvor endnu en halsbrækkende forlystelse har mast sig ind.

Tjener Tivoli penge på det her? Måske. Men i så fald er det kun på den korte bane. For på den lange bane ødelægger alle de her monstrummer sammen med manglen på kultur Tivoli og den specielle Tivoli-ånd, som er noget ligeså luftigt og eventyrligt som kærlighedens gudinde på pantominescenen.

Noget må gøres. Tivoli må reddes. Ikke kun for Tivoli´s skyld, men for hele Danmarks. Tivoli er et af vores mest værdifulde nationalklenodier – og det misrøgtes så frygteligt i øjeblikket. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi danskere må komme Tivoli til undsætning!!! Og det haster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk