Tag-arkiv: eventyr

Eventyret om Mølle-Per

Udgivet den af
1

Det er vinterferie og tid til hygge, varm kakao og fastelavns-boller.

Danmarksbloggen vil derfor også give sit bidrag til ferie-hyggen, nemlig med et eventyr skrevet af Anna M.F.T., der også tegnede illustrationen til Danmarksbloggens 1-års-dag.

Så læn jer tilbage og nyd:

EVENTYRET OM MØLLE-PER

Der var engang en gammel møller. Han havde tre sønner.
Den ældste bror var den klogeste. Han kunne læse, skrive og forstå filosofi.
Den næstældste bror var næsten lige så klog som sin ældre bror. Han kunne læse og regne og kunne forstå sig på lægevidenskab.

Men den yngste bror kunne ikke forstå filosofi, kunne ikke regne særlig godt – og kunne i det hele taget ikke andet end at male korn til mel ligesom sin fader. Derfor blev han også kaldt Mølle-Per. For han hed rigtigt Per, men han forstod sig kun på arbejdet i møllen.

En dag sagde Mølle-Pers ældste bror:
– Fader, giv mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg drage ud i verden for det vil jeg så gerne!
– Jaaa, det kunne jo være meget godt for dig sådan at komme ud blandt ligesindede, svarede faderen.
Den ældste bror fik noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, og så drog han af sted ud i verden på sin hvide hest.

Næste dag sagde Mølle-Pers næstældste bror:
– Fader, giv også mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg også drage ud i verden!
– Jooo, det kunne jo nok også være meget sundt for dig at komme ud blandt dine ligesindede, var svaret.
Den næstældste bror fik også mad, guldmønter og et tæppe, og drog så ud i verden på sin brune hest.

Nu følte Mølle-Per et sådan savn efter selv at komme ud i verden og se sig om, så han sagde til sin fader:
– Fader, mine brødre er begge draget ud i verden for at se sig om. Jeg ved godt, at jeg ikke kan læse filosofi, eller blive læge, men jeg føler et sådan savn efter at se mig om i verden.
– Aaahh, jeg er jo ikke så glad for at slippe dig. Du er jo den eneste af mine børn, der kunne overtage møllen, når jeg ikke er mere, protesterede faderen.
– Men jeg vil så gerne. Jeg er sikker på, at jeg kan blive til noget stort, hvis du bare lader mig prøve, forklarede Per.
– Så lad gå. Men lov mig, at du rider så hurtigt, at du kan indhente dine brødre og ride sammen med dem. Husk at du altid skal dele med dem, der ikke har så meget, så skal det nok gå dig godt, sagde faderen.
Det lovede Mølle-Per, og så red han ud efter sine brødre på sit lille, grå æsel.

Mølle-Per red ud og fandt efter tre dages ridt sine to ældre brødre.
– Hvad i alverden laver du her, Mølle-Per? spurgte den ældste bror.
– Det samme som jer. Jeg ser mig om i verden.
– Men du kan da ikke ride sammen med os. Du rider der i dine laser på et lille æsel, mens vi rider her på vores fine heste i vores fine tøj, sagde den næstældste bror.
– Men vores fader sagde, at jeg skulle ride sammen med jer, svarede Mølle-Per, og det kunne hans brødre jo ikke sige imod.

Om aftenen da de tre brødre havde slået lejr for natten, kom der en gammel, tudegrim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?, spurgte hun den ældste bror.
– Nej, jeg kan knap nok selv holde varmen, svarede den ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?
– Næææhhh… jeg kan heller ikke holde varmen særlig godt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Jo, det kan jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og rykkede lidt, så den gamle kone kunne være der.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, sagde konen og faldt i søvn.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var dog den grimmeste kælling jeg nogensinde har set!, sagde den ældste bror.
– Ja, hun var godt nok grim, svarede den næstældste bror, men Mølle-Per svarede:
– Ja, vist var hun grim, men jeg fik også så ondt af hende.
Det grinte Mølle-Pers brødre meget af.
Så red de videre.

Da dagen var ved at være omme, slog de igen lejr for natten, tændte et bål og begyndte at lave mad.
Da de skulle til at spise, kom der en gammel, grim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Nej, jeg kan knap nok selv blive mæt, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Næææ, jeg har også selv svært ved at blive ordentlig mæt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Ja det skal vi jo nok kunne finde ud af, svarede Mølle-Per.
Mølle-Per tog sit brød, og brækkede halvdelen af og gav den ene halvdel til den gamle kone.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone og spiste brødet.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var da en spøjs gammel kone, sagde Mølle-Pers ældste bror.
– Ja hun sagde det samme som hende den anden kone, sagde den næstældste bror, men Mølle-Per sagde bare;
– Jeg tror nu, at det var den samme kone vi så.
– Men den første kone var jo meget grimmere!, svarede Mølle-Pers brødre i kor, men Mølle-Per holdt på sit.
Så red de videre.

Om aftenen da de igen skulle slå lejr, kom der en gammel kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Nej, jeg er så tørstig at min tunge klæber til ganen, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone? spurgte konen den næstældste bror.
– Nææ, jeg har ikke så meget vand tilbage, og det jeg har skal jeg selv have!, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Ja det skulle jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og gav den gamle kone sin vandflaske, så hun kunne drikke sig sat. (Sat = at drikke til man ikke kan drikke mere).
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone efter at hun havde drukket.

Næste morgen da Mølle-Per vågnede, så han en dejlig prinsesse sidde og rede sit lange, gyldne hår.
– Hvem er du? spurgte Mølle-Per.
– Jeg er den prinsesse, som du reddede fra at være en hæslig, gammel kone resten af mine dage, svarede hun.

– Jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad De mener? sagde Mølle-Per.
– Jo, altså nu skal du høre …

Det var for næsten et år siden, at det hele begyndte…
Jeg var hjemme på min faders store slot, da det pludselig bankede på den store dør. Jeg gik ned for at lukke op, for jeg var nemlig forfærdeligt nysgerrig.
Da jeg åbnede døren, stod der en grim, gammel kone. Hun spurgte, om hun måtte komme ind og varme sig ved pejsens dejlige ild, da hun frøs.
Det svarede jeg nej til, men til det sagde hun: ”Har din fader og moder ikke lært dig, at give til dem der ikke har?” og så gik hun.

– Men hvem var hun? spurgte Mølle-Per.
– Hør nu bare resten af historien, så får du svar, svarede prinsessen.

– Så, næste dag kom den gamle heks igen. Denne gang spurgte hun, om hun måtte få lidt mad, for hun var så sulten. Men jeg svarede bare, at vi ikke kunne undvære så meget som en krumme, men det var en løgn.
”Har din fader og moder ikke lært dig, ikke at lyve?” spurgte hun igen og gik.

Dagen efter kom heksen tilbage for tredje gang og bankede på døren. Hun spurgte, om hun måtte få en lille slurk vand, men også denne gang sagde jeg nej. Til det sagde heksen: ”Du er så forkælet, at du ikke har oplevet de fattiges liv, du kender os ikke, du forstår os ikke, og du ved ikke, hvor svært vi har det! Jeg synes, at det er på tide, at du lærer vores liv at kende!” Og med de ord tryllede heksen mig om til den gamle kone, som du var så sød at dele med.

– Men hvordan blev du så dig selv igen? spurgte Mølle-Per.
– Heksen stillede de krav, at jeg inden året var omme, skulle finde en, der ville dele med en gammel, grim og fattig kone, ellers skulle jeg blive i den skikkelse resten af mit liv.

Da Mølle-Per havde fået hele prinsessens historie, blev han så forelsket i hende, at han spurgte om hendes hånd, og hun svarede, at der ikke var noget i hele verden hun hellere ville.

I det samme vågnede Mølle-Pers brødre, men da de så Mølle-Per og prinsessen sidde tæt sammenslyngede, blev den ældste bror så sur, at han bare red ud i verden, og de så ham aldrig mere.
Den næstældste bror lykønskede Mølle-Per og prinsessen, og sagde, at han ville ride hjem til sin fader og blive møller efter ham.

Så red Mølle-Per og prinsessen tilbage til slottet, blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende.

Skrevet af: Anna M.T.F.

Poesi og digitale billeder i Tivolis koncertsal

Udgivet den af
1

Anmeldelse af “H. C. Andersen – en magisk eventyrforestilling for hele familien”.

Seks kendte H.C. Andersen-eventyr, akrobatik og musik danner de farverige rammer om familieforestillingen ”H.C. Andersen”, der havde verdenspremiere i går d. 3. september i Tivolis koncertsal.

Showet er en ny måde at fortolke H. C. Andersens udødelige eventyr på – og som min 12-årige ledsager sagde det: Så kan de optrædende rigtig meget på en scene, der i sig selv er et kunstværk, der hele tiden skifter farve, form og billede.

Størst bifald fik parret fra ”Klods Hans” – antihelten og hans is-prinsesse, der selvfølgelig smelter og sammen med den gigantstore guldring model mega-hula-hop-ring laver et danse-akrobatik-nummer, hvor musikken smyger sig om dem både når Klods Hans danser, og når den skønne prinsesse-ballerina nærmest ophæver tyngdekraften og hænger indeni og udenpå den store guldring. For slet ikke at tale om skønheden til allersidst, da parret sætter sig tæt sammenslyngede, mens gigant-guldringen roligt snurrer og falder ned omkring dem. Dét er ren poesi og romantik, som det Tivoli, der ligger lige udenfor.

Enkelte steder er der også noget i forestillingen, der ligner hilsner til netop Tivoli, både af den søde slags, som ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der i tøj, billeder og udtryk minder meget om hende, der står så alene i forlystelsen ”Den flyvende Kuffert,” der er Tivolis permanente rejse i H. C. Andersens eventyr. Men også af den mere beske slags som den kunstige guld-nattergal, der ligner en forsvunden tvilling til påfuglen nede fra Pantomimen, hvor den levende musik jo netop for nylig blev afløst af båndmusik.

Og nu vi er ved det sure, så kan vi ligeså godt nævne dét, som enhver H.C. Andersen-kyndig med det samme vil bide mærke i under forestillingen. Nemlig at vi kun sjældent får slutningen af eventyret med, og det er en skam. For så går vi glip af mange pointer og indimellem endda hele eventyrets morale.

Som fx den med at nattergalen i eventyret af samme navn til sidst lover kejseren at fortælle ham alt, hvad der sker i hans rige, men som holdes skjult for ham. Kejseren må love aldrig at sige til nogen, at han har en lille fugl, som fortæller ham alt. For så vil det hele gå endnu bedre, forsikrer nattergalen. Tænk hvis nutidens ledere havde små nattergale, der fortalte dem, hvad der virkelig sker i deres land, så ville meget måske se anderledes – og bedre ud. Dén pointe ville sammen med et par andre udeladte have givet et flot show en dimension mere.

En pointe, der imidlertid står knivskarpt, er fortæller Nikolaj Lie Kaas udvikling fra i starten at være den fortravlede voksen, der opslugt af arbejde har glemt at drømme og forfølge sit eget livs eventyr. Men som i løbet af aftenen smider jakken og knapper skjorten op, mens han rejser ind i eventyrets verden – for til sidst at være klar til at springe ud i herlighederne, som var han atter et barn, endda et barn, der er i stand til – igen – at klippe papirsklip.

For barnet og det barnlige er det centrale i forestillingen. Dette at vi kun kan opleve eventyret ved at blive som et barn igen i betydningen umiddelbar, åben og med lige dele appetit og tro på livets muligheder. Det er en smuk tanke, som understøttes af forestillingens leg med masker, størrelser og roller – og de allestedsnærværende tinsoldater, der dansende leder os igennem aftenen.

Hvornår har man fx sidst set en på hoppestylter højt hoppende konge? Men sådan en møder man i ”Prinsessen på Ærten”, der også begejstrede den 12-årige med måden, som ærten kom ind under madrasserne på. Samspillet mellem den digitale og den fysiske verden er en sikker vinder hos de digitalt indfødte.

Et andet hit hos den 12-årige var kejseren fra ”Kejserens nye klæder”, der i sit nøgenkostume klatrer i røde stoffer, så det er en skrækblandet fryd at se ham sno sig rundt og ned og op. For hvad hvis nu han falder ned? Endda med hovedet forrest måske? Det virker jo nærmest naturstridigt, at to stykker stof, der hænger ned fra loftet, kan holde en mand.

Endelig skal forestillingens sidste eventyr ”Den grimme ælling” nævnes, hvor man selvfølgelig har valgt at lade en sort mand være ællingen, der bliver til en hvid svane. Det er der et godt budskab i generelt og især i 50-året for Martin Luther Kings ”I have a dream-tale”. Og så kan ællingen danse alle fjerene af en hvilken som helst andegård uanset hvor den andegård ligger. For her er ingen jantelov, kun ren glæde over at ællingen overvinder alle vanskeligheder og bliver til den smukke svane med både venner og kæreste.

Historien, der handler om H. C. Andersen selv og hans drøm, bliver derfor et værdigt punktum på en farve-, lyd- og billed-mangfoldig hyldest til dét at drømme, til dét at tro på at eventyret kan udfolde sig hver dag, også på den anden side af de 30 eller sågar ældre endnu. En hyldest til troen på, at vi kan leve lykkeligt til vores dages ende – også og måske især når vi laver vanvittige stunts, snurrer på hovedet eller moonwalker skæve dansetrin, som alle medvirkende gør det så mesterligt i Tivolis Koncertsal dette efterår.

Det er Steen Koerner, der har instrueret. Han er kendt af Tivoli-fans for hans nyskabelser på Pantomimen som for eksempel den meget roste ”Vampyr Pjerrot”, der spillede i flere sæsoner. I “H. C. Andersen” arbejder han sammen med kunstnergruppen Big City Brains, den virtuelle fortæller Nikolaj Lie Kaas og 15 cirkusartister, ballerinaer og urbane dansere. Jokum Rohde har bearbejdet eventyrerne. Kristian Leth står for sangteksterne, mens Jesper Meclenburg har skabt musikken. Søren Huss og Coco fra Quadron har indspillet tre af numrene. Det er Din Mor, der har stået for videoscenografien og Astrid Lynge Ottesen, der har kreeret kostumerne.

Forestillingen ”H. C. Andersen” produceres af Nordisk Film Live og spiller til og med 27. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk