Hvorfor må børn slå andre børn?

I disse dage kan vi i de fleste aviser læse om Marius, en blind 10-årig dreng fra Taastrup, der dagligt bliver slået i skolen af klasse-“kammerater”. Og når man borer lidt mere i historien, finder man ud af, at sådan er det desværre for mange blinde børn, der går på skoler, hvor der også er udadreagerende børn, som det hedder, når børn med vanskeligheder reagerer ved at være voldelige overfor andre børn.

Men hvordan kan det være, at vi stiltiende bare lader den slags ske? Hvis en af mine kolleger stak mig en knytnæve i ansigtet (noget som Marius har været udsat for flere gange), ville vedkommende med stor sandsynlighed blive bortvist fra arbejdspladsen og politianmeldt. Hvis en af mine kolleger efterfølgende ligefrem klippede mit tøj i stykker, ville der også komme et erstatningsansvar oven i.

Men børn er jo børn… og så er det nok ikke så slemt, når de slår hinanden! Sådan virker det i hvert fald som om holdningen er blandt os voksne!

Men er det i virkeligheden ikke lige omvendt?

Jeg har aldrig været udsat for vold – og skulle jeg få en på kæben en dag, kunne jeg formentlig rationelt tænke mig frem til en årsag. Jeg ville være rystet og chokeret. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg også ville kunne analysere mig frem til, hvorfor jeg blev slået: Var jeg provokerende? (ikke at det skal kunne udløse tæsk i princippet, men det sker). Var det røveri? Eller et uprovokeret overfald?

Børn ser umiddelbart ud til at kunne tage tæsk i hverdagen bedre end voksne. Men det er kun facade. Indeni bliver de formet efter de tæsk, som de får. Det ændrer deres væremåde for resten af deres liv. De mister tilliden til andre, bliver ensomme og får ofte psykiske problemer.

Jeg siger ikke, at vi skal putte de børn, der overfalder andre børn, i fængsel. Det er ikke den rette måde. Men noget skal der ske. Det kan ikke være rigtigt, at nogle børn bare kan slå andre børn uden at det får konsekvenser!

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler