DR2 Morgen savnes

Danmarksbloggen savner DR2 Morgen. Det var morgenprogrammet, hvor man ikke kun fik nyheder, men også fordybning og perspektiv i stedet for TV2 News uendelige rulle af gentagen overfladiskhed

Men DR2 Morgen stoppede lige før jul. Der var ikke penge til at lave programmet mere, hævdede DR, som samtidig fortsat sender dyre ligegyldigheder som X-Factor og MGP.

Skrotningen af DR2 Morgen er en overset skandale. For ligegyldig underholdning burde ikke kunne vinde over information og oplysning hos den eneste spiller i medieverdenen, der er 100% licensfinansieret, og som har en public service-forpligtelse.

Men at det er sket, øger blot den fordummelse, som de andre tv-kanaler ellers er så flittige til at fodre. Man kan derfor også kun frygte, hvad der sker fremover. Skal DR2 Dagen kl. 17 til 18.30 også skrottes? Eller nogle af de andre programmer, der går i dybden?

Det håber Danmarksbloggen ikke. Danskerne har ikke brug for mere reality eller flere kendisser eller såkaldte talentshows, men derimod for viden og perspektiv. I sidste instans er det demokratiet, der er på spil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk