Løkke kaster med (skatte)sten, selvom han selv bor i et glashus

Venstres statsministerkandidat Lars Løkke udtalte i går, at den nye skatteminister Benny Engelbrecht ikke egnede sig som skatteminister.

“Nu kommer der så endnu en ny minister. Så må vi håbe, at han hanker op. Indtil videre har han ikke markeret sig her på Christiansborg som en, der er nævneværdigt interesseret i skattepolitik endsige retssikkerhed, men jeg håber da, jeg bliver overrasket til den gode side,” sagde Venstres formand til TV2, mens glasruderne klirrede ned omkring ham.

For prøv at udskifte det, som Løkke sagde omkring skattepolitik og retssikkerhed med at være interesseret i folkestyret, deltage aktivt i det – og i det hele taget markere sig som oppositionsleder. Så er det nemlig ikke Engelbrecht, men Løkke selv, som Løkkes eget citat kunne handle om.

Den del er selvfølgelig ikke tilsigtet fra Løkkes side, men det er ikke desto mindre sådan det er. Løkke kaster nemlig i dén grad med (skatte)sten, selvom han selv bor i et glashus – samtidig med at han lurerpasser og ligger lavt – og siger ingenting.

For Løkke har opdaget, at i forhold til stemmer, så er tale sølv, men tavshed er guld, som Danmarksbloggen skrev om det for et par uger siden. Læs her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5296

Men det er ikke i orden.

Løkke er leder af Venstre og statsministerkandidat – og man burde kunne forvente, at han ville deltage aktivt i folkestyret, være på folketingets talerstol i tide og utide, skrive læserbreve, mødes med potentielle vælgere, komme med politiske udmeldinger og holdninger – og ikke blot personlige angreb.

Men det magter Løkke altså ikke.

Danmarksbloggen vil derfor vove den påstand, at Løkke er ganske uegnet til at være statsminister. Hans evne til at forstå, hvad folkestyret og det at være statsminister reelt indebærer af pligter, er meget lille. Han ser kun gevinsterne (måske især de økonomiske) derved.

Løkke er alt det, som han beskylder den nye skatteminister for at være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad du´r Løkke egentlig til?

Venstres formand Lars Løkke, som idag fylder 50 år, er igen-igen-igen ude i et stormvejr. Denne gang pga indkøb af beklædningsgenstande til mere end 150.000 kroner.

Tidligere har det drejet sig om bilag og GGGI-sagen og en del andre ting, hvoraf nogle stammer allerede tilbage fra dengang, hvor Løkke var amtsborgmester i det nu hedengangne Frederiksborg Amt.

Hver gang har Løkke beklaget og undskyldt og sagt, at nu er alt også lagt frem. Og hver gang er der kommet noget nyt væltende frem, når endnu en sten i Løkkes verden er blevet vendt.

Så nej, når det drejer sig om Løkkes moral og forhold til at forvalte andres penge, så står barometeret idag som altid på fuld storm.

Politisk har der derimod været meget stille om manden, siden han for 2½ år siden i forbindelse med regeringsskiftet sagde til Thorning, at nøglerne til statsministeriet kun var til låns.

Oppositionens erklærede leder var nemlig ikke på folketingets talerstol – demokratiets fornemmeste platform – i månedsvis, og han er stadig en sjælden gæst. Derudover var det – og er det stadig – også sædvane, at andre fra Venstre stod og står for udtalelser til pressen, forhandlinger og andet politisk arbejde.

Alt sammen tegner det et billede af en mand, der gerne vil være statsminister med de privilegier, som der følger med landets højeste embede, men som omvendt ikke gider gøre en indsats.

Hvor man – hvis man var et jobansættelses-udvalg – ville spørge både sig selv og manden:

HVAD DU´R DU, LARS LØKKE, EGENTLIG TIL?

Når det drejer sig om Lars Løkke, bliver Danmarksbloggen også sine læsere svaret skyldigt. Vi kan simpelthen ikke finde på noget, end ikke på mandens runde fødselsdag. Beklager.

Men skriv endelig med ideer til hvad du mener, at Lars Løkke du´r til.
De vil blive læst med stor interesse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke version 2 bliver uden løftebrud

Den nuværende regering kritiseres til tider skarpt for sine såkaldte løftebrud, senest i sagen med den manglende barsel til mænd.

Dét kommer ikke til at ske for Lars Løkke, når han som det pt. ser ud i meningsmålingerne, sætter sig i stolen i Statsministeriet efter næste valg.

For Løkke lover nemlig ingenting, Løkke siger ingenting, han er nærmest usynlig.

Men hvad er i grunden værst?

En politiker med visioner og drømme, der så ikke bliver til noget – hver gang. For iflg. denne artikel fra Ugebladet Mandag Morgen er den nuværende regerings løftebrud et myte: https://www.mm.dk/%E2%80%9Dl%C3%B8ftebruds-regeringen%E2%80%9D-er-en-myte

Eller er det værste en levebrødspolitiker, der ikke lover en snus og som tilsyneladende heller ikke har andet på programmet end selv at få magten og give skattelettelser til dem, der har meget i forvejen.

Politikerne er dem, der skaber rammerne om vores samfund. Derfor giver det også kun mening, hvis en politiker har visioner og drømme, som han eller hun er klar til at slå på tromme for og være klar til at kæmpe for. Også selvom det ikke altid går som forventet.

For det er i selve kampen for værdierne, visionerne og drømmene, at vores demokrati foldes ud og netop viser, at det her drejer sig om mennesker, meninger og evnen til at tage ansvar og kæmpe for sin sag – og indimellem gå på kompromis. For sådan er livet. Ingen kan få alt, hvad de kunne tænke sig hver gang.

Derfor er ethvert løftebrud også altid langt bedre end det at sidde og lurepasse, som Lars Løkke gør i øjeblikket. Det er demokratiet, han på den måde sætter ud af spil. Og dét er bekymrende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk