Revolutionen er aflyst – igen

Den 1. maj kom og gik – og var pånær nogle buh-råb mod regeringen som sædvanlig en dag, hvor der var mere hygge end kamp, mere snak end kampråb.

Det er ganske dansk. Som den snart 200-årige Søren Kierkegaard sagde det, da Christian d. 8 i 1847 bekymret spurgte filosoffen om, hvad han mente om kommunismen: “Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark blot til uartighed.”

Kierkegaard var ikke tilhænger af demokratiet. Han mente, at pøblen var uden rygrad, uden karakter, dum og let at forføre. Nej, skulle man nå nogle vegne, skulle man tale til den enkelte. For kun hiin Enkelte kunne opnå at blive sand og ansvarlig – og træde i eksistens. Være tro mod sig selv, sine valg og ikke frygte den ansvarlighed, som der ligger i at leve et etisk liv istedet for konstant at jage moden, det overfladiske, det pjat og de forlystelser, som langt de fleste bruger deres tid på.

Kierkegaard havde fat i noget omkring, hvordan samspillet er mellem aktuelle hændelser og gruppers måde at agere på. Det så man tydeligt i den netop afsluttede lærerkonflikt. For bølgerne gik højt, mens det stod på. Der blev demonstreret og erklæret og talt og lavet flashmobs og lovet og … ja, der var ingen ende på hensigtserklæringer i alle retninger.

Men nu blot en uge efter at regeringsindgrebet fandt sted, er alt næsten som før. Ingen taler om skole mere. Livet går sin vante gang i andedammen. For det blev aldrig rigtig til så meget efterfølgende, vel? Ikke andet end nogle buhråb d. 1. maj og lidt surmuleri i krogene, inden man igen gik igang med dagens dont.

Måske er det godt. Måske er netop denne andedams-mentalitet den danske model. Den virkelighed, hvor vi nok kan rappe højt og bide efter hinanden den ene dag, for så dagen efter som sædvanlig at svømme rundt mellem hinanden og spise af den samme mad.

Og måske er det netop denne adfærd der gør, at det danske samfund trods talrige politiske bestræbelser på det modsatte stadig hænger sammen, ihvertfald til en vis grad.

For måske er det netop her, at en del af sammenhængskraften i det danske samfund ligger gemt? At vi er nødt til at glemme og tilgive så hurtigt, fordi vi er så små – og få? For det er jo netop en andedam, som vi bor i – og ikke det store hav eller en brusende flod.

Så måske er det godt, at det kun er de få, der er så konsekvente i deres liv, så radikale i deres måde at leve efter deres valg på, som Kierkegaard ønskede, at vi skulle være det. For havde vi været det, så havde skolekonflikten kørt endnu … og det sammen med en lægekonflikt, som også var startet nu. En konflikt som Danmarksbloggen skrev om allerede i marts måned:

http://danmarksbloggen.dk/?p=481

Og i så fald havde det ikke kun været Kierkegaardske uartigheder, som vi havde set i den lille andedam. Det havde været voldsomheder, ja revolution. Men både revolutionen og uartighederne er – som altid – aflyst i Danmark. Ja, endda også på en dag som i dag, hvor det ikke regner, men hvor forårssolen skinner så varmt og velsignet, som Kierkegaards samtidige, men bestemt ikke perleven, H. C. Andersen ville have beskrevet dagens vejr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den 1. maj: Valborgsdag og Arbejderdag

Den 1. maj er i vor tid kendt som Arbejdernes Internationale Kampdag.
Dagen, hvor de røde faner luftes i optog og til møder overalt i landet, mens fagforeningsfolk og politikere holder mere eller mindre retorisk vellykkede taler.

Og det vil nok også altsammen ske i år, selvom luften er ladet med utilfredshed og et oprør mod Thorning ulmer i baglandet. For der er mange, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har Danmarksbloggen allerede skrevet om her:
http://danmarksbloggen.dk/?p=425

Set i det store historiske perspektiv har den 1. maj dog handlet om andet end arbejdere og kamp. I middelalderen var den 1. maj nemlig kendt som Valborgsdag – en fridag, hvor man med store fester fejrede Sankt Valborg. Hun var en helgeninde, der blev født i 700-tallet som engelsk kongedatter, men valgte alverdens pomp og pragt fra til fordel for et enkelt liv som kristen nonne.

Det siges, at Valborg beskytter mod hekse og trolddom. Og mod mørkets magter kan man som bekendt altid bruge ild. Derfor var aftenen inden Valborgsdag, altså den 30. april, i flere århundreder den store bålaften i Norden, hvor man med store bål, flammende taler og glade vår-sange fejrede Valborg og forårets komme.

Det gør man stadig i Sverige den 30. april, mens man i Danmark for cirka 150 år siden flyttede både bålet og heksene til Sankt Hans.

Ja, der skal selvfølgelig nok være et vittigt hoved eller to, som mener, at heksene og troldmændene stadig huserer i det danske land ved Valborgstide – nu blot under de røde faner og på talerstolene den 1. maj 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk