Når Dansk Folkeparti bliver for slappe overfor udlændinge

Der er basis for at få nattesøvnen ødelagt af mareridt i hobetal. Mere end hver tiende dansker – helt præcist 13 % – savner nemlig et parti til HØJRE for Dansk Folkeparti.

Dét skriver DR: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/01/21/0121055651.htm

Disse 13 % synes, at Dansk Folkeparti er for slappe overfor udlændinge. Ja, faktisk synes denne gruppe, at vi skal have totalt stop for indvandring til Danmark – i hvert fald fra Mellemøsten.

I Dansk Folkeparti har man ikke nogen kommentarer til det – og hverken SIAD eller den danske afdeling af Pegida er blevet spurgt. Men man må formode, at de jubler.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for nu at sige det mildt. Danmarksbloggen er så heller ikke overrasket.

Ekstremismen og fundamentalismen har så godt fat i mange mennesker i Europa i øjeblikket, hvor fronterne trækkes op – og der skabes grænser og skel på tværs af mennesker, der engang levede fredeligt og konstruktivt sammen.

Situationen er med andre ord mere farlig, end den har været det i mange årtier – og det er lige før, at man savner de gode, gamle dage, hvor Dansk Folkeparti var de mest rabiate.

For nej, Dansk Folkeparti har ikke rykket sig en tomme holdningsmæssigt, siden Nyrup berettiget sagde, at Dansk Folkeparti ikke var og aldrig blev stuerene.

Problemet er blot, at der er kommet nogle grupperinger i samfundet, som er endnu værre, som hylder volden, og som ikke skyr nogen midler for at nå deres mål.

Disse grupper findes især på den ydre højrefløj og blandt fundamentalistiske muslimer – og de hader hinanden som pesten, selvom de er rimeligt ens i deres ensporede tilgang til verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Radikale i udlændinge-catch 22

Agurketid er tid for alle mulige – mere eller mindre – besynderlige udmeldinger.

Dagens agurke-udmelding er, at de radikale generelt bakker op om en fortsat relativ stram udlændingepolitik, således også 24-års-reglen, som partiet ellers er imod. Læs artikel her fra Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/nu-gaar-de-radikale-ind-for-en-stram-udlaendingepolitik

I artiklen kan man bla læse flg. citat fra gruppeformand Christian Friis-Bach: “Vi har en stram og retfærdig udlændingepolitik, og det er en politik, som, vi mener, skal fortsætte efter næste valg, hvis SR-regeringen fortsætter.” Citat slut.

Dét er i den grad nye toner fra de radikale, som ellers altid har ønsket lempelser på udlændingeområdet. Mange tolker det selvfølgelig også som valg-retorik.

Som Danmarksbloggen ser det, så er udmeldingen i dén grad et udtryk for den catch 22, som både de Radikale (og Socialdemokratiet) har været fanget i, siden dengang daværende statsminister Fogh (V) baserede sin magt på Dansk Folkeparti – og dermed legitimerede fremmedhadet og umenneskeligheden i det danske samfund.

For lige siden har det været okay at være sig selv nok, okay ikke at ville hjælpe mennesker i nød. Lige siden har forråelsen spredt sig i det danske samfund, og idag er den sorte nationalisme så stor, at dens repræsentanter står til at blive landets største parti.

Det har været – og er – gift for de radikale – og for regeringen.

For i dagens Danmark er det umuligt IKKE at forholde sig til udlændingespørgsmålet, hvis man vil have stemmer og vinde et folketingsvalg. Men det er også mere end svært for humanistiske partier som Radikale at sætte emnet på dagsorden uden at fremstå som en bleg version af de hardcore udlændinge-modstandere i Dansk Folkeparti.

Og hvem siger også, at man skal gå ind for fremmedhadet og umenneskeligheden, uanset om man gør det i en bleg version som regeringen eller en blodig version som Dansk Folkeparti?

For der er en anden vej: Medmenneskelighedens, tolerancens og hjælpsomhedens – og det er den vej, som Danmarksbloggen vil anbefale de radikale og alle andre at gå.

Så er man også ude af den grumme catch 22. Det kan godt være, at regeringsmagten tabes i denne omgang. Men man kan se sig selv i øjnene og arbejde videre på, at vinden en dag vender, og medmenneskeligheden kommer tilbage i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk