Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

De danske kirker vurderes at rumme kunst for millioner, ja måske milliarder.

Det er altså den rene kunstskat, som vore kirker ligger inde med. Men passes der godt nok på alle de skønne malerier, statuer, lysestager, alterkalke og så videre?

Noget tyder desværre på, at svaret er nej. Nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside viser ihvertfald, at der er stjålet kunst fra de danske kirker for 76 millioner siden 2007:

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2014/03/11/180426.htm

I artiklen siger Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen også:

“Vi giver med jævne mellemrum en opsang til menighedsrådene om, at de skal være opmærksomme på tyverier. Når vi hører om, at der er bølger af tyverier mod kirkerne, skriver vi typisk til menighedsrådene og beder dem om at sikre deres kirker. Og det er det, vi kan gøre.”

Citat slut.

Hun har fuldstændig ret. I Danmark er menighedsrådene 100% selvbestemmende over deres sogn og kirke. Spørgsmålet er så, om vi kan overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggen mener nej, også selvom det på mange (andre) områder er fint med kirker og menighedsråd, der er selvstyrende og selvbestemmende.

Men her er et område, hvor man ikke kan forvente, at alle kirker og alle menighedsråd i hele Danmark skal besidde kompetancer – såvel faglige som økonomiske – til at forvalte den store kunstskat, som er i vores kirker.

Dén opgave skal istedet lægges i hænderne på professionelle kunstforvaltere – og det haster. For der stjæles som aldrig før i de danske kirker, og det vil både vi og kommende generationer lide under.

For kirkerne rummer store dele af al dansk kunst før 1800-tallet. Og nok virker tiden før år 1800 for mange som meget lang tid siden, men også årene op til år 1800 er en vigtig del af os selv og vores rødder. En del som vi behøver for at forstå, hvem vi er, og hvad Danmark er for et land.

Det er i mere end en forstand arvesølvet, der er i fare her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk