Søstrene Anna og Linnea Ardens første kortfilm ”En familiekvinde” er udtaget til Odense International Film Festival, hvor den får verdenspremiere i denne uge.
Filmen er en lille perle, som viser, hvad der går forud, når en kvinde midt i livet pludselig kan vaske det gamle ansvar af sig, række armene ud og glædestrålende råbe: Jeg er fri.
Og som enhver ved, så er der derfra ingen grænser for, hvad der kan ske i hendes liv.
For hvem er i grunden vinderen, når manden i sølvbryllupsalderen går fra sin jævnaldrende kone, og finder en ny – meget yngre – kvinde, som han får et barn med? Den gængse samfundsfortælling siger manden.
Men den præmis udfordrer Arden-søstrene dygtigt i deres skildring af en mand, der mens alderen, trætheden og skavankerne indfinder sig, stadig skal hente barn i børnehaven, måske smøre madpakke, lave legeaftaler – og samtidig sikre sig, at de unge hanløver på arbejdet ikke overhaler ham.
Så er manden i virkeligheden fanget i en fælde af en gentagelse af det, som han ville ud af engang? Og er den kvinde, som han forlod, vinderen, fordi hun – når hun har grædt færdigt, fået lukket de nødvendige døre samt sendt de voksne børn godt videre i livet – har hele verden og masser af tid til sin rådighed?
Det kan man få et godt bud på i den mere end velspillede kortfilm ”En familiekvinde”, hvor Christiane Gjellerup Koch kan opleves som kunsthandleren Suzanne, der bor i en stor lejlighed i København sammen med den meget flytteklare voksne datter, som hun har med ex-manden Magnus, der spilles af Mikael Persbrandt.
Vi møder Suzanne på galleriet, hvor Magnus ringer til hende, fordi han ikke kan nå at hente den datter, som han har sammen med sin nye kæreste, inden børnehaven lukker. Suzanne indvilliger i at hente den lille pige, som hun så tager med hjem til det, der engang var rammen om hendes eget liv med mand og barn.
Dér i de fine stuer udspiller der sig derpå et lille kammerspil i tre scener. Først med den voksne datter og den lille pige, derned med ex-manden og den lille pige, og endelig med den voksne datter til sidst.
Og herefter er intet som før. Familiekvinden er sendt på pension – og Suzanne er blevet fri.
Det er Christiane Gjellerup Kochs allerførste hovedrolle – og det var da også på tide!!! For som hun kan spille med nærvær og intensitet, og så man føler, at man på den ene side lærer Suzanne rigtig godt at kende, mens man på den anden stadig er nysgerrig på mere.
Filmen slutter også med noget, som måske kan blive til en ny kortfilm om de muligheder, som kvinder midt eller lige over halvdelen af livet har.
Koch spiller i øvrigt helt op til verdensstjernen Mikael Persbrandt, som med sædvanlig sikkerhed og sårbarhed leverer rollen som en mand, der har ødelagt det for sig selv – og ved det.
Gerda Lie Kaas gestalter med stor styrke Suzannes datter Mia, der stadig slås med faderens svigt, mens Saga Lily Marie Majland spiller den lille pige – og som hun kan.
For hvad enten hun maler blåt med begge hænder eller siger sushi, da hun bliver spurgt om noget orange, man kan spise, så er Saga Lily Marie Majland fortryllende. Ja, den lille piges naturlighed foran et kamera bliver sammen med Kochs vibrerende tilstedeværelse det fixpunkt, som gør, at filmen bliver et skarpt spejl på vor tid og på de kvinder over 50 år, som engang var usynlige, men som nu kræver deres ret og plads.
”En familiekvinde” er derfor mere end en god kortfilm. Det er en nødvendig film, som de to Arden-søstre sejler sikkert i havn.
En film, hvor handlingen flyder, og replikkerne sidder. En lille hverdagsfortælling, som har hele livets drama i sig fra håb og drømme over ægteskab og børn til de greb, der brast – og måske nye chancer for romantik og glæde. Og med kvinden som heltinden, der tager sin skæbne i egne hænder. BRAVO.
Danmarksbloggen giver ”En familiekvinde” fem ud af seks farvestrålende malerier, som det Suzanne sælger i galleriet, lige inden ex-manden ringer.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk