Et halvt år med Corona

Det er i dag et halvt år siden, at den første dansker blev konstateret smittet med Corona-virus. Et halvt år hvor livet har været anderledes for os alle sammen.

Og tilværelsen vil fortsat være anderledes i de næste måneder, måske år. Det sidste håber vi ikke, men det er en reel risiko. For det er et faktum, at Corona, den satan, stadig er her – og at virussen af og til blusser op, og skaber lokale nedlukninger af skoler og arbejdspladser.

Sådan er det – og det må vi leve med og i – vel vidende, at livet først bliver normalt igen, når vi har en vaccine, som virolog Allan Randrup Thomsen idag vurderer, at vi kan gå i gang med at bruge i Danmark midt i 2021.

En vaccine, som der tales meget om, hvem der skal have først.

Men dét siger sig selv, at det er de mest udsatte: De gamle, de syge og dem, som bor på måder, så de lettere bliver syge. Dvs. de fattige og de lavtlønnede, som bor mange sammen i små lejligheder = man smitter lettere hinanden. Og det gælder, hvad enten man hedder Henning eller Muhammed, Betina eller Fatima.

Men det er så kun Muhammed og Fatima, som har fået på puklen af de blå og de sorte i folketinget med henvisning til deres muslimske tro og muslimske skikke. For de fattige af etnisk dansk oprindelse er ikke blevet skoset. Dét klinger hult.

For ja, nok er de muslimske begravelser med mange hundrede deltagere en smitterisiko, men det er de etnisk danskeres privatfester også – og sådan kunne man blive ved.

Mange har en adfærd, der ikke er smart, hvis man vil undgå smitte. Men det slår hårdest hos dem, som er nederst i samfunds-hierarkiet.

For faktum er, at Corona nok kan smitte alle – men lavtlønnede og folk på overførselsindkomst har bare lettere ved at blive smittet – pga. deres boligsituation, pga. mange har dem har kroniske sygdomme, og fordi mange af dem arbejder i erhverv, hvor de er udsatte for smitte.

Så Danmarksbloggen vil anbefale at droppe syndebuks-legen. Det her er ikke tiden til at pege fingre, men til at hjælpe hinanden. For vi er i det her sammen – og vi skal sammen igennem det her. Vi kan heller ikke andet.

Sådan er Corona.

Inden Corona tænkte jeg tit på, hvordan 9. april havde føltes, hvordan det var at leve under besættelsen, hvordan de håndterede uvisheden om fremtiden og alt det andet.

I dag kender jeg svaret: Man ER i dét, fordi man ikke kan andet. Så enkelt er det.

Og derfor ved jeg også, at vi skal være i den her Corona-virkelighed, så længe den varer – og sådan er det. Alt andet er leg med ord, som ikke ændrer virkeligheden. Vi er i dét. Punktum.

Jeg glæder mig så voldsomt til Corona-tiden er slut. For så skal jeg eddermame brænde et mundbind eller fem – og kramme de første 10 vildtfremmede mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk