Det tyske valg – og Dansk Folkeparti

Danmarksbloggen kommer nok ikke udenom det – selvom det ikke sker i Danmark, men det er tæt nok på: Det tyske valg i morgen søndag d. 24. september.

Som det ser ud nu, får Angela Merkel et bragende genvalg som kansler i Tyskland – og dermed også som den reelle leder i Europa.

Briterne har som bekendt spillet sig selv af banen med Brexit – og Macron i Frankrig har rigeligt med besvær på hjemmefronten.

Men ikke Merkel åbenbart, selvom en del nationalistiske tyskere er utilfredse med flygtninge-situationen – og en del socialdemokrater og andre er bekymrede for den store og stigende sociale ulighed i Tyskland. Dén er der også grund til at holde øje med, for det var problemer med arbejdsløshed og mad (og ja, der er folk i Tyskland i dag, som har problemer med at få mad nok), som banede vejen for Hitler dengang.

Så langt ude er vi dog ikke endnu, og man kan håbe, at Merkel erkender faren, og gør noget ved. Mutter Merkel kan jo det der med WIR SCHAFFEN DAS – eller hur?

Men ellers vil genvalget af Merkel betyde absolut ingenting udover at EU dermed fortsætter sin vej mod Europas Forenede Stater (hvad det også vil med den socialdemokratiske Schulz som kansler).

Samt at oprøret mod EU ulmer mere og mere … men dog ikke så meget endnu, at det yderste højre er kommet til fadet for alvor nogen steder i de europæiske lande, det vil sige: Bortset fra i Danmark, hvor Dansk Folkeparti er det parti, der reelt svinger taktstokken i dansk politik.

Det er faktisk ret beskæmmende, at det yderste højre kan have så meget magt i vores lokale andedam … også selvom DF i modsætning til Merkel går tilbage både målt på antal medlemmer og i vælgertilslutning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk