En person i mit netværk fandt i går 500 kroner på gaden i en del af København, der næsten udelukkende består af vellønnede erhvervsvirksomheder og dyre ejerlejligheder.
Da turister og københavnere fra andre dele af byen kun sjældent kommer i netop de gader, hvor pengesedlen lå og flagrede på gaden, er der meget stor sandsynlighed for, at den uheldige taber er en af dem, der kan tåle at miste 500 kroner uden at vedkommendes verden styrter sammen.
Det håber ihvertfald både jeg og finderen – som jeg har lovet må være anonym. For 500 kroner er mere end bare 500 kroner.
For de fleste danskere er 500 kroner således på den ene side mange penge, men på den anden side også et beløb, som de kan tåle at miste uden at skulle gå sultne i seng. De må måske udskyde købet af fx noget tøj eller en ny kaffemaskine. Familien får måske heller ikke hverken bif-tur eller pizza dén måned. Og det er da ærgerligt. Men de overlever uden problemer, og deres hverdag forløber nærmest som normalt.
For en lille del danskere betyder tabet af 500 kroner til gengæld absolut ingenting. De lever i en overflod, der bare er blevet større og større i de sidste år, hvor alle andre i det danske samfund har fået mindre. Ja, denne lille rige gruppe danskere registrerer i reglen end ikke om de har 500 kroner mere eller mindre på kontoen eller i pungen. Beløbet er simpelthen småpenge for dem.
Men så er der også den tredje gruppe: Nemlig de danskere, for hvem 500 kroner gør alverden til forskel. Den hjemløse, den arbejdsløse, den enlige mor på kontanthjælp og mange andre på samfundets bund. For dem er 500 kroner en hel verden. Det er mad til mange dage. Det er muligheden for at kunne købe medicin, hvis de bliver syge. Det er forskellen på overlevelse eller ej.
Så hvad er 500 kroner værd? Det kommer helt an på, hvem du er. Men der burde ikke være så stor forskel på, hvad 500 kroner betyder for den enkelte dansker. Ikke i et velfærdssamfund som det danske. Uligheden i Danmark er simpelthen for stor.
Ps. Hvad finderen af de 500 kroner vil gøre med pengene, ved jeg ikke. Jeg spurgte ikke – og det må være op til vedkommende selv at fortælle det, hvis vedkommende har lyst.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk