Nattens vellykkede eftersøgning efter den lille dreng i Hillerød viser, at vi mennesker – trods alt – alligevel er hinandens næste.
For da 2-årige Storm forsvandt i Hillerød i går aftes, gik en storstilet eftersøgning i gang. Politi, beredskab og familie – men også alle andre, der bor eller opholdt sig i området kastede, hvad de havde i hænderne og gik ud for at lede efter den lille dreng, der blev fundet kl. 2 sovende i skoven. Kold og forkommen – men uden varige mén.
Dét er en lykkelig historie – men dét er mere end det. Det er også et vidnesbyrd om, at vi mennesker er mere end egoismen og den os-selv-nok-mentalitet, som ellers hersker i denne tid. At vi er hinandens næste – og at vi har det bedst – og er bedst, når vi tager os af hinanden – som det blev gjort i Hillerød i går aftes og i nat.
Danmarksbloggen føler derfor håb på denne sommerdag, hvor der loves en helt anden slags storm over Danmark.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk