Allan Høibergs nytårsønsker

Danmarksbloggen indleder 2018 med at bringe en række almindelige danskeres tre gode nytårsønsker for Danmark.

I dag med Allan Høiberg, der er selvstændig og arbejder med IT.

Hans tre ønsker er:

  1. Politikere, der forstår forskellen mellem virksomheds-turnaround og nationaløkonomi, og som ser på f.eks. langsigtede fordele for landets befolkning i stedet for engangsindtægter til en finanslov, og som ser den berømte danske lykke og tillid som en værdi, der er vægtet højere end begrebet vækst.
  2. Bedre forhold for elbiler – dvs. rammebetingelser, der fremmer udbredelsen i stedet for, at Danmark stort set er det eneste land i verden, der direkte modarbejder det.
  3. Et land, de andre lande ser op til igen fremfor et middelmådigt “realisme”-mål, der i virkeligheden betyder “f#¤% ,alt der ikke kan måles. Både hvad angår folkeskolen, miljø- og klimapolitik og tonen overfor de svage i samfundet.

Skrevet af: Allan Høiberg, selvstændig indenfor IT

Nytårskur nr. 3.: Iværksætteri skal have bedre betingelser

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure slutter med selvstændig Allan Høiberg, der er indehaver af A.H. Computing, der skriver:

Jeg kunne godt ønske mig, at politikerne i det kommende år fik øjnene op for iværksætteriet i Danmark. At de besluttede sig for, at det var en vigtig del af landets fremtid at få bedre forhold for iværksættere.

Og her tænker jeg specifikt på de mange små enkeltmandsvirksomheder, der startes af mange forskellige årsager – men som i bund og grund i første omgang forsøger iværksætteren selv og måske familien med. Virksomheder, der i nogle tilfælde ender med at vokse sig store og skabe rigtig mange arbejdspladser, bidrage til handelsbalanceoverskud og så videre.

Det er ikke så længe siden, at “vækstiværksættere” en overgang var noget, der skulle op på en piedestal (og i enkelte tilfælde have en pengepræmie, hvis man havde bevist, at man var den bedste til at klare sig uden sådan én). Og alt det uagtet at de færreste store virksomheder i dag er startet med en udtrykkelig erklæring om at “jeg vil skabe en vækstvirksomhed”.

Mit ønske bunder i at der samtidig med politikernes ønske om mere iværksætteri stadig er et hav af forhindringer på vejen til at klare sig selv og måske skabe masser af arbejdspladser. Jeg har ikke færdige bud på at løse dem alle, men netop derfor er mit ønske for Danmark i 2014 at dem, der burde være i stand til at løse opgaven, bliver opmærksomme på situationen.

Misforstå mig ret: Man ved selvfølgelig godt fra starten, at man tager et spring væk fra det trygge ved at starte egen virksomhed – men på mange områder virker det nærmest, som om man bliver straffet. Alt, alt for mange områder af samfundet er indrettet for lønmodtagere og tilgodeser ikke iværksættere, tværtimod.

Man kan spare op med fradrag, hvis opsparingen øremærkes til at starte egen virksomhed – det var på et tidspunkt en “genial” ny politisk idé til at fremme iværksætteriet. Fint nok, hvis den banebrydende idé er “jeg vil åbne min egen frisørsalon om fem år”, men hvad hvis man har lige netop ideen til det næste store high-tech-produkt, der kan forandre verden? I så fald kan en iværksætteropsparing oversættes til “jeg venter lige til alle andre har fået samme idé”. Teknologisk iværksætteri handler i dén grad om timing.

Hvad nu hvis man kunne starte sin virksomhed, mens man var på dagpenge? Meget gerne under betingelser som at man modtog sparring til ideen og alt det dér, der skal sikre, at systemet ikke bliver misbrugt. Men drejet i retning af at iværksætteren faktisk bliver hjulpet i gang ad rette spor i stedet for, som det virker oplagt at frygte, at skulle kontrolleres i begge ender og lave endeløse formularudfyldelser og sideløbende jobsøgning for at dokumentere, at man har fokus på formalia i stedet for på at skabe arbejdspladser og blive selvforsørgende.

En anden ide tidligere politisk gik ud på at lave en søgbar database over rådgivning, man kan købe sig til. For mange år siden var det i stedet sådan, at man gratis kunne henvende sig i en offentlig organisation, hvor uvildige rådgivere i et vist antal timer kunne hjælpe én med de oplysninger, man knapt nok vidste, man havde brug for. Lur mig om det er lige så hjælpsomt, hvis rådgiverne skal købes til at fortælle én, hvad man har brug for?

Så er der det sociale system. Tag bare sygedagpengene som eksempel: Hvis man er lønmodtager og bliver syg, er det sjældent et problem. Hvis man er iværksætter og bliver syg, kan man få sygedagpenge i en vis periode med et vist beløb, hvis man betaler til ordningen. Det er for så vidt i orden – men satsen er beregnet til lønmodtagere.

For mit vedkommende – og det samme gælder rigtig mange iværksættere – er der en hel del udgifter forbundet med at være selvstændig. Det er der ikke noget problem for så vidt – medmindre man bliver syg. Hvis man er syg, man man som sagt få sygedagpenge (indenfor visse stramme begrænsninger) – men som iværksætter kan man ikke bare sætte de faste udgifter på hold imens. Der skal stadig betales kontorleje, renter på kassekreditten, afdrag på startlån, afbetaling på kontormaskiner, you name it. Ikke det man kan kalde “løn”, men udgifter der holder firmaet kørende.

Satsen for sygedagpenge i en uge dækker for mit vedkommende omtrent det, det koster at leje kontoret i en måned. Det er groft regnet halvdelen af de faste udgifter i firmaet – så allerede dér er der kun en halv dagpengesats før skat tilbage, hvis jeg skulle være syg i længere tid. Det er heldigvis ikke sket endnu, men…

Tag med i dén formel at med de nylige dagpengereformer risikerer jeg at skulle forsørge mig selv, min kone og to børn med dertil hørende hus- og billån. For en halv dagpengesats om måneden. Taaaak, samfund! 🙁

Barsel er et problem i samme bunke. Flere iværksættere har ikke råd til at holde barsel, alene fordi reglerne er så stramme, at man skulle tro, at de alene havde til formål at gøre iværksættere til lønmodtagere igen. Hvis jeg skulle gå på fuld barsel i to uger, skulle jeg i praksis lukke firmaet imens. LUKKE! Det ville være en overtrædelse af reglerne, hvis jeg tog min firmatelefon for at fortælle, at jeg ikke er tilbage før om to uger. Jeg må velsagtens i princippet heller ikke køre forbi kontoret for at tjekke, om der er regninger i posten, der skal betales, før jeg er tilbage. Fortsæt selv i dén retning. For mit vedkommende ville det betyde, at jeg kunne miste vigtige kunder ved at holde barsel i bare kortere tid.

Der er garanteret flere eksempler, men det er ikke så meget de konkrete problemer det handler om – det er tankesættet bag den måde, som systemet er på i forhold til iværksættere.

Hvis samfundet vil have flere iværksættere, ville et rigtig godt sted at starte være at skabe forhold, der gør, at man ikke tænker “jeg må hellere blive i mit lønjob – det er mere sikkert”. Iværksætteri er lige så vigtigt for økonomien som almindelige arbejdspladser. Så lad os gøre det lige så attraktivt at tage det “job”!