Løkke skal have løn for at undgå bilagssager

Lars Løkke får idag 1.439.443,81 kroner som eftervederlag, fordi han engang har været minister. Men de penge, altså næsten halvanden milllion kroner, er åbenbart ikke nok.

Venstre foreslår derfor, at Løkke får et formandsvederlag a la det som Dansk Folkeparti Thuelsen Dahl får. Det lyder på 308.000 kroner om året.

Det vil skabe klarhed og gøre, at man undgår bilagssager og andet, som kan skade Lars Løkke, lyder meldingen iflg. artiklen fra DR´s hjemmeside: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/05/22/222225.htm

Det giver overhovedet ikke mening.

I Danmark lever tusinder af mennesker på kontanthjælp, dagpenge og pensioner, som alle er beløb, der er langt lavere end Løkkes halvanden million. Men de mange mennesker rækker Venstre ikke en hjælpende hånd.

Tværtimod så får samfundets svageste af Venstre at vide, at de skal sætte tæring efter næring. Og at det er godt, at de ikke får så meget, for så bliver de ansporet til at finde sig et arbejde.

Men Venstres egen formand, der i forvejen forgyldes, skal blot have endnu mere, så ikke han “tvinges” til uheldig omgang med andres penge.

Hvor er logikken i det? Der er ingen. Der er så himmelråbende forkert på så mange planer at mene, at en mand skal have flere penge for at undgå, at han laver noget forkert. For slet ikke at tale om den grådighed, den forskelsbehandling og den dobbeltmoral, som Venstres forslag repræsenterer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jensen eller Christensen? Nej, Søren Gade

Der er forretningsudvalgsmøde i Venstre imorgen. Et møde, der er fremrykket pga Lars Løkkes tredje sag om  … skal vi kalde det uheldig omgang med andres penge.

Nu er der jo ingen garantier for, at forretningsudvalgsmødet i morgen er starten på afskeden med Løkke som Venstres formand og statsminister-kandidat.

Men HVIS det nu bliver sådan, så har såvel Kristian Jensen som Peter Christensen begge længe kandideret til at blive kalif istedet for kaliffen.

Men der er et andet navn, som går igen på gangene og vandrørene hos Venstre: Nemlig 51-årige Søren Gade, der engang var forsvarsminister, og som nu er direktør for Landbrug & Fødevarer.

Ham vil mange Venstrefolk gerne have som leder – og som statsministerkandidat.

Det vil – set med Venstre-øjne – også være et godt valg. Søren Gade har en helt anden udstråling. Han virker troværdig og tillidsvækkende. En mand, man kan stole på.

Så er Søren Gade interesseret i at vende tilbage til dansk politik – og bliver han valgt, ja så spår Danmarksbloggen, at det bliver endog meget svært for Thorning – eller for den sags skyld Mette Frederiksen – at vinde næste folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kredsformand udtaler: “Derfor vil vi beholde Thorning som formand.”

95% af alle lokale S-formænd vil beholde Thorning.

Mød her en af dem: Formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller, der både er lokal-, kommune- og kredsformand.

For et par dage siden skrev DR på deres hjemmeside, at en række socialdemokratiske lokalformænd ville af med Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet. Se artiklen her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/04/02/133301.htm

DR havde fundet 13 lokalformænd, som var af den holdning, mens stort set alle andre var af modsat holdning. Så som Danmarksbloggen konkluderede i går, så er det interessante her ikke, hvorfor 5% af de lokale S-formænd vil af med Thorning. Læs indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4203

Nej, det spændende er, hvorfor 95% af alle S-lokalformænd vil beholde deres i medierne så kritiserede formand, der tilmed er leder af partiet i en tid, hvor tilslutningen til Socialdemokratiet er historisk lav.

Danmarksbloggen har derfor spurgt lokal-, kommune- og kredsformand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller om netop det, og hun svarer:

”Vi vil gerne beholde Thorning, fordi vi faktisk mener, at hun gør det godt. Hun overtog Danmark på et historisk svært tidspunkt. VK-regeringen havde kørt Danmark i sænk, og oveni var finanskrisen kommet. Det er nu 2½ år siden, og vi er kommet langt med oprydningen og genetableringen af Danmark. Netop takket være at Helle Thorning-Schmidt turde tage – og udføre – upopulære politiske beslutninger uden at skele til, hvad det betød i forhold til vælgertilslutning. Og det er også sådan, at en politiker – og partileder – skal være. Så alene af den grund er vi mange lokalformænd, der gerne vil beholde hende. En anden grund er, at hun faktisk lytter til baglandet, og hvad vi kommer med af problemstillinger.”

Men hvad så med de lokalformænd – og de borgmestre, der gerne vil have en ny partiformand? Er de helt ude af trit med virkeligheden – eller har de en pointé?

Lise Lotte Møller siger: ”Der er altid folk, der vil noget andet – og vil nogle andre ledere. Sådan skal det også være. Et parti består af mange mennesker – og mange meninger. Og kritik kan bestemt bruges til at blive bedre, således også den kritik som kommer fra de nævnte.”

Men hvad så? Tror du, Lise Lotte Møller, at Helle Thorning-Schmidt er leder af socialdemokraterne, når Folketinget åbner til oktober?

”Helt klart. Hun løber ikke af pladsen. Det er jeg sikker på. Og så vil jeg i øvrigt gerne tilføje, at det her med lokalformændenes manglende opbakning til Thorning er en historie skabt af medierne, som ikke har noget på sig. Medierne kan heller ikke rigtig få nogen socialdemokrater til at sige, at historien med den manglende opbakning til Helle Thorning-Schmidt er korrekt. Og så er mødet i Svendborg her i dag og i morgen i øvrigt ikke – som jeg har hørt det omtalt – et hastigt indkaldt krisemøde, men et i flere måneder planlagt hovedbestyrelsesmøde med kredsformændene. Det er i øvrigt heller ikke som hævdet kredsformændene, men 5% af alle lokale partiforeningers formænd, som er kommet med kritikken af Helle Thorning-Schmidt.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk