BÅTHORNET, TURISTHORNET

Udgivet den af
Svar

Tænk hvis jeg havde sådant et gammeldags båthorn. Så kunne jeg stikke det i min rygsæk og trutte og båtte lystigt med det, når de alt for mange turister igen-igen-igen lukker veje og stræder foran mig.

Sådan havde han aldrig tænkt før, men lige præcis sådan tænkte han, da han af konen og datteren fik netop sådant et horn foræret til sin fødselsdag.

Et fint, fint båthorn, hvis trompet-tragt skinnede som sølv og med en sort gummiballon – lige til at trykke på.

Og nu bruger han – på vej til og fra arbejde – båthornet hver dag i turistsæsonen, som i København strækker sig fra 1. januar til 31. december.

Turen går over Kyssebroen, strejfer Nyhavn, inden det er forbi Amalienborg og Mærsks hovedkvarter og ud mod en vis lille havfrue på Langelinie.

En rute med mange-mange turister. Kinesere i store sværme, der spærrer det hele. Asiater og amerikanere, der højlydt svinger med selfiestænger. Familier og venner, som mener, at de har ret til i skildpaddefart at slentre lige præcis så mange, at de fylder hele fortovets bredde, så de kan sludre med hinanden, men så ingen andre kan komme forbi. Mennesker i alle aldre og alle køn som uden varsel stopper op lige foran ham for at tage endnu et billede, opdatere deres sociale medier og den slags.

Dem og mange-mange flere turister, der som sneflokke konstant kommer vrimlende og flokkes foran manden. Men ingen af dem kan ignorere båthornet – eller turisthornet, som han kalder det.

En hånd ned i rygsækken, hvor det har sin faste plads i en yderlomme, og et tryk eller to. Så er der lyd: TRUT-TRUT eller måske snarere et dybt BÅÅÅT-BÅÅÅT, og så gibber det i dem, som er foran – og så bliver de så forvirrede, at de rykker til siden, og han kan gå frem.

Det virker altså, turisthornet. Ja, en morgen brugte han det endda til at skræmme nogle lommetyve væk, som havde sneget sig ind på ham, og som han mærkede havde gang i hans rygsæk.

Her var det så både hornet og hans stemme, som gav lyd … og de fik heller ikke noget, de to lommetyve. Det gør turisterne så … nemlig æren af at om ikke møde, så dog høre manden med båthornet, turisthornet i aktion.

Man må ikke håbe, at manden med båthornet bliver en attraktion. For vi har allerede alt for mange turister i København.

Det siges, at mandens kone kan finde på højt og insisterende at sige BIP-BIP, når hun går bagved turister, som fylder det hele, stopper op eller bare er irriterende, og at det var dén vane, som satte det med båthornet i gang.

Men det er nok bare en skrøne. Ja, måske er det hele bare en god historie – bortset fra det med de altfor store turist-horder, der hærger de københavnske gader og pladser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølvbryllup for Årets Pinsefisk

Udgivet den af
Svar

I år kan Årets Pinsefisk fejre sølvbryllup. Hele 25 år er der gået, siden den nu afdøde biskop i Roskilde stift Jan Lindhardt fik ideen til Årets Pinsefisk.

Julen har som bekendt andestegen eller/og flæskestegen, og påsken har lammet. Men hvad har pinsen? Ja, den højtid skal selvfølgelig også have sin egen ret – og det skal være fisken. Både fordi fisk smager godt og er sundt, men også fordi fisk og kristendom faktisk hænger sammen. De første kristnes hemmelige tegn var nemlig fisken.

Sådan cirka lød det dengang for 25 år siden, da Årets Pinsefisk begyndte.

Og i år – sølvbryllupsåret – er det havkatten, som Danmarks Fiskehandlere sammen med Roskildes nuværende biskop Ulla Thorbjørn Hansen har kåret som Årets Pinsefisk. Havkatten, som med sit voldsomme tandsæt er skræmmende at se på, men vældig velsmagende og saftig.

Men tilbage til kristendommen. For hvorfor blev fisken de kristnes hemmelige tegn?

Ja, korset var for let genkendeligt, så man valgte fisken, som var nemt at bruge for de forfulgte kristne. For når to fremmede mødte hinanden, og den ene så tegnede en buet linje i jorden foran sig, så ville den anden enten 1) bare sige nå – eller 2) også tegne en buet linje, og det så de to buede linjer mødtes i den ene ende og krydsede hinanden i den anden – så det dannede en fisk. Skete det sidste, så vidste begge, at de var kristne.

Men at det blev fisken hang også sammen med, at det oldgræske ord for fisk er ichtys (ιχθυς), der består af bogstaverne iota, chi, theta, ypsilon og sigma. Det er samtidig begyndelsesbogstaverne i den græske sætning Iésous (Ἰησοῦς) Christos (Χριστός) Theou (Θεου) (h)Uios (Υἱός) Sótér (σωτήρ).

En sætning, som oversættes til: ”Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser.” Altså det, som Helligånden gav disciplene kraft til at gå ud og forkynde til pinse, og som er den direkte årsag til at vi fejrer pinse i de kristne kirker.

Glædelig pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde i Ribe: Skt. Ansgar kom til byen for 1.200 år siden

Udgivet den af
Svar

I år er det 1.200 år siden, at benediktinermunken og missionæren – og den senere ærkebiskop – Ansgar kom til Norden for at udbrede kristendommen. Det gik ikke helt godt, men heller ikke helt skidt.

For nok måtte Ansgar i første omgang rejse hjem til Tyskland igen, men et frø var alligevel blevet sået – og i byer som Ribe og Hedeby var der snart små kristne menigheder, som vikingerne i de kommende år rummeligt lod have deres – i vikingernes øjne – mærkelige tro i fred.

Senere fik Ansgar også et samarbejde i stand med den danske konge, så der blev lagt godt i kassen til en fremtid, der på nogle punkter ikke var så langt væk. Cirka år 965 bekendtgjorde Harald Blåtand på Jellingestenen, at han havde gjort danerne kristne.

I realiteten tog det dog nok noget længere tid at skille sig af med de nordiske guder. Men vi skal ikke længere end cirka 100 år frem til midten af 1000-tallet, så er det store kirkebyggeri i gang over hele Danmark. Så det er rigtigt at kalde Skt. Ansgar for Nordens Apostel.

Skt. Ansgar blev selvfølgelig også helgenkåret. Og i den katolske domkirke i Danmark, som ligger i København, og bærer hans navn, opbevarer man stadig et par knoglerelikvier fra ham, som vises frem på Skt. Ansgars helgen- og dødsdag d. 3. februar.

Der var også i vinters en stor fest for Skt. Ansgar og de 1200 år, hvor selveste pavens højrehånd var til stede, både i Københavns Domkirke, som holdt en økumenisk fejring i anledning af 1200-året, og senere til en privat frokost med Kong Frederik d. 10.

Men i pinsen bliver der mulighed for mange flere at kunne fejre og lære mere om Nordens Apostel. Der er nemlig ”Folkemøde i Ribe” fra d. 21. til d. 24. maj for at markere, at Ansgar kom til Ribe d. 24. maj 826. Dvs. enkelte arrangementer starter inden – også allerede her op mod Kristi Himmelfart.

Se hele programmet her: https://www.folkemodeiribe.dk/program

Det er dog på ingen måde et politisk folkemøde, mere sådan en slags ”Kirkernes Folkemøde”, altså det som engang hed ”Himmelske Dage”, møder et kombineret vikinge-og-middelalder-marked med en slags ”Historiske Dage” som det tredje ben i Ribe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bakkens Hvile 2026-show

Udgivet den af
Svar

Det lyder som et eventyr, men det er ganske vist: Ude i den grønne skov på Dyrehavsbakken i Klampenborg findes en lille pavillon, som har ligget der i svimlende 149 år, og hvor der hver eneste sommer i al den tid har været syngepiger, der med swung og saft har begejstret publikummerne, der sidder ved de små, runde borde nedenfor den lille scene.

Det er Bakkens Hvile, hvor der i går aftes var forpremiere på årets show, og hvilken aften det blev fra de søde serveringspiger havde været rundt første gang med drikkevarer og til det røde tæppe for sidste gang gik ned efter de fire bakkesangerinder og pianisten fik velfortjente stående ovationer.

For sikke en forestilling. I to afdelinger på hver cirka 12 sange bliver der sunget, fortalt og lavet spas – damerne i deres overdådige, glitrende og fjerprydede kreationer indbyrdes, med én velspillende pianist, som trofast tager imod det hele, med os i publikum som skiftevis griner og synger med, og med bartenderen, som endda var direkte involveret i den ene sang, der nemt kunne være årets højdepunkt i en hvilken som helst revy – hvis altså bartenderen var den samme.

For bartenderen er ingen ringere end Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som beredvilligt stiller op til løjerne, og som i øvrigt er gift med chefen for det hele Dot Wessman, som også er en af de fire syngepiger, og som tilmed i år kan notere sit 50-årsjubilæum i Bakkens Hvile.

Den flotte milepæl bliver også behørigt fejret i en forestilling, hvor numrene veksler mellem gamle viser, af og til med aktuelle tekster, nyere sange og så de store klassikere: ”Jeg er en af Bakkens sangerinder” og ”Køb blomster, køb blomster” – og ja, man kan købe langstilkede røde roser – og ja, der kan betales med mobilepay. Men det kan anbefales at have nok af 20´ere med, som man kan smide op på scenen, så det klinger – som traditionen byder.

Følg i det hele taget skikkene i Bakkens Hvile, tag en drink mere og giv evt en runde til pigerne på scenen – de kvitterer med en sang. Lad Dem i det hele taget rive med. Et show på Bakkens Hvile er nemlig noget ganske enestående. Det er varieté som for 149 år siden. Men er det så ikke gammeldags? Ikke et hak. Tværtimod.

Bakkens Hvile er en verden af i går, som vi nyder i dag, og som vi også behøver i morgen. Her er rødder og historie – og historier – fortalt med højt humør og i sang og musik. En verden, hvor de fire damer – Tina Grunwald, Sus Mathiasen, Ann Farholt og naturligvis Dot Wessman – synger og underholder, så det er en lyst om netop lyster og sex – også når den kan erhverves for klingende mønt. Her er ingen politisk korrekthed, ingen bonerthed. Her er livsglæde, lummerhed og liflighed iklædt ægte musik og ægte sang – og vi gynger med og synger med – både om at gå med i Lunden, titte til hinanden, kys hinanden og jeg har elsket dig så længe, jeg mindes.

De ord gælder også Bakkens Hvile, som jeg aldrig havde besøgt før i går, men som jeg på stedet forelskede mig i fra første tone, nej, allerede fra jeg trådte ind i den lille træpavillon, som engang var så almindelig.

For engang var der hele 43 sådanne syngepavilloner fra København til Klampenborg, fortalte Dot Wessman. Nu er der kun én, Bakkens Hvile, tilbage, og den skal blive. Den er levende kulturhistorie, men ikke et museum. Bakkens Hvile er stedet til dem, som stadig tør møde sig selv og andre mennesker analogt uden filter. Det må ikke forsvinde – eller laves om. Så Dot Wessman har ret, når hun siger: og her kan forandring faktisk skade.

Danmarksbloggen håber derfor, at hun også får ret i, at der altid vil være en Bakkens Hvile med syngepiger, som også i de kommende år vil fortsætte med at være så gavmilde med sig selv og deres sange, som de synger direkte ud til os i publikum.

For der sker noget godt, når man sidder tæt sammen – også med folk man ikke kender, men som man alligevel snakker med, skåler, smiler og griner med. Synger og gynger med. Så begejstres man, og så gælder ordene fra Bakkevalsen Kom og tænd min sol…

For solen tændes et sted indeni, når man sidder dér i halvmørket på Bakkens Hvile sådan en festlig og forrygende aften i selskab med d´damer Bakkesangerinderne og alle de andre. En aften, hvor stemning og sang går op i en højere enhed, hvor folkekultur, historie og danskhed smelter sammen til noget, som vi alle kan føle os hjemme i – sådan på dybet.

Så skal vi skåle? Gu´ ska vi så. Bakkens Hvile i 2026 er livseliksir for livsglæden, for fællesskabet og for det danske frisind, og som der er stærkt brug for – også i fremtiden. Danmarksbloggen giver derfor Bakkens Hvile – dette musikalske danske eventyr fortalt, spillet og sunget for voksne – seks ud af seks langstilkede røde roser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Devil wears Prada 2”

Udgivet den af
Svar

Man børster stadig tænder i New York om morgenen – også i 2026, hvor ”The Devil wears Prada 2” ligesom sin forgænger, den ikoniske ”The Devil wears Prada”, begynder med, at vi ser Andy i gang med at gøre sig klar til endnu en hård dag i den myldrende storby.

Og så skal ikke røbes eller fortælles mere konkret fra filmen. For som i alle gode historier, så skal man selv se den, og overraskes, overrumples, overvældes.

Og det bliver man i ”The Devil wears Prada 2”, hvor en ny tids muligheder nemt bliver til trusler, løfter bliver til udfordringer – og måske også omvendt i en verden, hvor AI, sociale medier og den nye digitale virkelighed truer det hæderkronede og på papir skabte modemagasin ”Runway”.

Begivenhederne afløser i hurtigt tempo og lækre billeder hinanden i filmen, hvor stjernecastet Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci er tilbage i en handling, der hvirvler os rundt fra Manhattans højhuse over Hamptons grønne idyl og til Italien, hvor vi både besøger Milanos historiske bykerne, og er ude ved den blå Como-sø.

Og som” The Fab Four” performer: Meryl Streeps Miranda er stadig skarp i både replikker og beslutninger, Stanley Tuccis Nigel er som altid omsorgsfuld og kærlig, Emily Blunts Emily kæmper stadig for at få opfyldt sine drømme – og Anne Hathaways Andy har beholdt troen på solidaritet, moral og etik.

Men der er også sket en udvikling, og alle fire hovedroller i ”The Devil wears Prada 2” viser mere af sig selv end i den første film – også til hinanden i takt med, at handlingen intensiveres. Det klæder filmen, at man mærker, at der er noget for alvor på spil hos disse modemennesker, hvis liv på overfladen ellers nemt ligner den rene glamour.

Så derfor, men ikke kun derfor, overgår den ellers så notorisk svære toer den første The Devil wears Prada-film, selvom den definerede flere generationer. De to film hænger sammen, så Danmarksbloggen opfordrer til et gensyn med den første, inden man ser ”The Devil wears Prada 2”.

For som i alle modemagasiner – ja, alle blade og tidsskrifter, har man en skabelon. Man ved, hvad der skal på forsiden, på side 17 – og på side 54, og sådan er det også i de to The Devil wears Prada-film.

Mange mønstre, mange settings gentager sig i både filmens store linier og i de små detaljer, men i 2026-versionen sker det med replikker og punchlines, som ikke blot afleveres med større præcision, men som også i endnu højere grad taler ind i både historien – og i den tid, som vi lever i alle sammen.

Læg dertil en god portion humor og en historie, som er endnu mere sammenhængende og dramatisk, fordi den inkluderer en både indre og ydre udvikling hos alle fire hovedroller, og fordi den tør trække på en meget kendt historie fra Biblen om svigt og menneskelighed.

Dertil kommer et blændende cast af stjerneskuespillere i birollerne som Lucy Liu som den rige Sasha Barnes, Kenneth Branagh som Mirandas nye mand, Justin Theroux som Emilys nye kæreste og Simone Ashley som en af de nye ansatte på Runway samt mange andre.

Ja, og så skal man ikke glemme den lange-lange liste af verdensberømte kendisser, designere og andre fra øverste hylde, som medvirker som sig selv. Der er flere af dem end en flok groupies til en popkoncert. Ingen skal nævnes, fordi det også vil røbe noget om filmens handling, som skal ses, ikke fortælles.

Det er alt sammen, hele filmen som en MET-galla, mere med mere på – og stadigvæk nyt i sigte. Den rene overdådighed. Man overvældes – på den gode måde.

Danmarksbloggen giver ”The Devil wears Prada 2” seks ud af seks af Andys berømte Ceruleanblå sweater. Det er en film, som er større end sin egen myte. Dybere i sin menneskeskildring, mere overbevisende i sin dramaturgi, morsommere i sine replikker og flottere i både kostumer og kulisser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Læs også Danmarksbloggens kulturartikel om fænomenet The Devil wears Prada

The Devil wears Prada – men Anne Hathaway er en Engel

Kort inden premieren på “The Devil wears Prada 2” var Anne Hathaway gæst hos Stephen Colbert i hans talkshow, hvor hun fortalte, at hun, mens de for 20 år siden lavede den første ”The Devil wears Prada”, havde på fornemmelsen, at filmen ville blive en stor succes.

Men aldrig havde jeg forventet, at filmen skulle blive til et forhold – a relationship – med hele verden. Men sådan er det blevet, sagde Anne Hathaway.

Hun er spot-on. En hel verden er i et så fast forhold med TDWP (The Devil wears Prada-universet), at filmen ses igen og igen – også selvom moden siden den første film har ændret sig tusind gange, mobilerne er blevet nogle andre, de sociale medier er kommet til – og også de mere alvorlige dagsordner fylder markant mere.

Men relationen til TDWP er så still going strong, at selv Anna Wintour, som kraftigt inspirerede til Meryl Streeps Miranda-karakter, har overgivet sig – og medvirket i flere trailers sammen med netop Meryl Streep op til premieren på “The Devil wears Prada 2”, hvor Vogues Grande Dame udviser både selvironi og skuespils-talent. Ja, de to damer kan tilmed dele en elevator!!!

Det holder en hel verden af. Præcis som vi er begejstrede over at se det originale cast – The Fab Four: Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci – genforenet som et andet superband. For det er de – bare på film – her i anden omgang, som faktisk er endnu bedre end den første runde.

Men hvad er det ved TDWP, som gør universet så enestående? Ja,at det tilmed tiltrækker dem, som enten ikke var født, eller som var små piger mere optaget af Hannah Montana end af Miranda, Andy, Emily og Nigel, dengang den første film kom i 2006?

Måske det er fordi, at filmene griber ned i noget arketypisk omkring det at være kvinde. Noget, som engang handlede om at være et passivt objekt, men hvor kvinder nu også kan være et aktivt subjekt, der handler – som det netop sker i ”The Devil wears Prada 2”.

For i centrum er – trods alt – stadig de forskellige skønhedsidealer, som de har været det gennem hele historien. Fra Venus i antikken med hendes topmave til barokkens store kvinder, som var fede, fordi det var et tegn på rigdom. Fra bleghedsidealet i oplysningstid og 1800-tal, som betød, at man ikke behøvede at arbejde i marken, til den brune hud i 1900-tallet, som signalerede overskud, sundhed og fritid. Fra heroin-chic-lookets selvdisciplin i 1990’erne over kropspositivismen, som qua Wegowy led en krank skæbne, så tyndheden er back in fashion.

Alligevel er noget forandret. Siden den første film har vi haft Metoo og diversiteten – og det er blevet ikke kun legalt, men også prisværdigt, når kvinder tager styringen – og det adresseres også i ”The Devil Wears Prada 2”, hvor kvinder i alle farver er med, hvor der er flere størrelser end tynd – selvom det lave BMI dominerer, men ikke så meget, som det kunne have gjort.

Anne Hathaway fik nemlig stoppet, at man brugte så syletynde modeller, som hun og Meryl Streep så på runwayen til Milano Fashion Week, mens de filmede 2´eren. Anne Hathaway er nemlig ikke kun på lærredet, men også i virkeligheden en moderne kvindekæmper – som tør tage bladet fra munden, og sige de ting, som alle kvinder har brug for at høre.

Sådan en søster, mor, datter, veninde eller kollega, som man gerne vil have – eller være. Det er igen den med, at vi kan relatere til filmen. Anne Hathaway bruger også gerne sig selv som eksempel, som da hun kort inden verdenspremieren på ”The Devil wears Prada 2” i New York kommenterede på, at Peoples Magazine lige havde kåret hende til verdens smukkeste kvinde.

Anne Hathaway sagde (forståelsescitat): Skønhed hænger sammen med at være ægte, være sit autentiske jeg. Selv brugte jeg mange år på hele tiden at kritisere mig selv og presse mig selv. Jeg troede, at det – hvis jeg gjorde det godt nok – ville ende med, at jeg blev perfekt. Men nu slapper jeg mere af. Jeg ved, at jeg ikke er og aldrig bliver perfekt, og at det er helt ok. Og når man indser det, så kommer alt både nemmere, med et bedre resultat og et større perspektiv.

Værsgo – mine damer. Her er noget at spejle sig i og tænke over, mens man læser historiker Anna Frederiksens gennemgang af Kvindeidealet gennem historien.

Et kvindeideal, der altid har handlet om at stræbe efter perfektion. At man er en bedre kvinde, fordi man ser ud på en bestemt måde, og som i vores forbrugsorienterede tidsalder også inkluderer udvalgte mærker tøj, sko, tasker, parfumer, bælter, tørklæder og smykker for at opnå en bestemt identitet.

Kvindeidealet gennem historien

Antikke græske og romerske kvindefigurer er lavet ud fra datidens kvindeideal. De har runde former og symmetriske træk, og er en afspejling af ideen om sjælens skønhed, hvor det indre og det ydre blev opfattet som sammenhængende. At være smuk var altså at være god. Men også blegere hud var populært, da det signalerede, at man ikke skulle slide i marken.

Renæssancens syn på kvindekroppen var stort set det samme, hvilket giver mening, da antikken som periode var det store hit i renæssancen. Som en reaktion blev en stor krop populær i barokken, da den store, ja fede krop signalerede overskud og velstand.

I slutningen af 1800-tallet skulle den mindre, men stadig runde kvindekrop så have en meget smal talje, så kvinder blev snøret ind i stramme korsetter, som ødelagde kroppen – præcis som nutidens skyhøje stiletter også smadrer såvel fødder som krop.

Da mangel på mad stort set ikke længere var en risiko i Europa, kom tynde kroppe på mode. Det var omkring 1. verdenskrig, da kvinderne for alvor rykkede ud på andre arbejdspladser end dem på marken og på fabrikken. For dem har kvinderne nederst i hierarkiet altid haft. De talte bare ikke hos det borgerskab, som dikterer moden.

De brølende 20’ere og flapper-moden med de androgyne træk fortsatte med at gøre den slanke/tynde krop “in”, inden 30´ernes krise og 40´ernes 2. verdenskrig ramte. Her hvor bare det at få nyt tøj var stort, ja bare at få mad – og at overleve var, hvad det handlede om i et sønderbombet Europa, mens de amerikanske kvinder gik amok i nye opfindelser som nylonstrømper, og vi i Danmark lavede sko af rødspætteskind.

Resten af 1900-tallet var præget af skiftende moder og dermed forskellige kropsidealer. Tænk Marilyn Monroe og 50’ernes timeglas-figur på både kjoler og krop, versus 60’ernes kortere og firkantede kjoler, som ikke skulle vise former – men var en fornyet 20’erne flapper-stil.

70´erne var deres egen brun-orange-fløjl-og-ingen-bh-periode, inden en fit krop iklædt stærke farver, brede skulderpuder, stort hår og kraftig make-up kom på mode i 80´erne anført af den fiktive karakter Alexis Carrington fra Dollars/Dynasty, som var en kvinde af et format, så selv Miranda Priestley havde måttet vige for hende, hvis de to nogensinde havde mødtes.

Med 90’ernes modeller som især Kate Moss blev “heroin chic” in. Kvinden skulle have kontrol over sin krop – og en størrelse 34 blev en størrelse 32, som det også siges i den første The Devil wears Prada-film. Tynd og bleg var det nye sort, som også var farven til alt.

Efter årtusindskiftet kommer farverne på både hud og tøj – og formerne, især de fyldige bagdele, så tilbage. Body-positivity-bevægelsen bliver stor i 2010’erne. Ja, kvinder med noget på sidebenene bliver ligefrem supermodeller.

Men idealerne flytter sig konstant – og senest med vægttabsmedicin som Wegovy/Ozempic, hvor kvinder – også normalvægtige – taber sig voldsomt på kort tid. Det kaldes derfor “ozempic pandemic”, når kendte skuespillere, sangere m.fl. viser sig på den røde løber, og man kan se, at de har smidt en betydelig mængde kilo på ingen tid.

Det nye er så, at nu rammer kravene om et bestemt udseende også mænd. Det er – stort set – første gang siden antikken. For dengang var der seriøs fokus på mænds kroppe, hvad enhver kan forvisse sig om, når man ser på gamle græske og romerske statuer.

Så måske er en form for ligestilling på vej? I hvert fald i kravene til udseende. For når det kommer til den reelle magt, så er det stadig dem, der har pengene, produktionsmidlerne og den politiske kapital, som styrer showet – også i 2026, og her er kvinderne som køn stadig underlagt mændene.

Det har Metoo, den store ligestillingsdebat – og det lige så store fokus på diversitet ikke ændret afgørende på. Så vi har altså brug for håbet, som Anne Hathaway som en anden engel har været budbringer af i forbindelsen med lanceringen af ”The Devil wears Prada 2”. Om filmen så bakker op om det håb, kan man gå i biffen og finde ud af.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Anmeldelse: ”Affektionsværdi”

Udgivet den af
Svar

Man kunne fristes til at sige, at hovedpersonen i dagens premierefilm Joachim Triers ”Affektionsværdi”, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film tidligere i år, er det hus i et af Oslos bedre kvarterer, hvor størstedelen af filmen udspiller sig.

For det store, smukke træhus med alle finurlighederne er både kulisse, hovedperson og det, som har affektionsværdien – og dermed historien i sig, idet huset gennem 100 år og mange generationer har dannet ramme om den samme families fødsler, livsforløb og død.

Huset har så også – lige siden det blev bygget – haft en sætningsskade, der ved filmens start i nutiden har spredt sig hele vejen fra kælder til kvist. Billedet på, hvad social arv gør ved mennesker, kunne ikke være tydeligere. For de mentale sætningsskader fortsætter selvfølgelig hos dem, som i nutiden om ikke bebor, så dog er stærkt tilknyttet til og færdes i huset.

Først de to søstre: Nora, som er skuespiller, single og storesøster – og Agnes, som er historiker, lillesøster og har mand og barn.

Dernæst deres far – den berømte filminstruktør og manuskriptforfatter Gustav Borg, som forsvandt ud af huset og søstrenes liv, da de var purunge teenagere, men som nu efter psykologmoderens død kommer tilbage fuld af planer om en ny film, som skal indspilles i huset, og som lillesøsteren laver research til – og hvor han vil have, at storesøsteren skal spille hovedrollen.

En rolle, som faderen insisterer på, ikke er hans mor, som begik selvmord i huset, da faderen var en lille dreng. Hvordan faderens film – som minder meget om hans mors skæbne – så ender, skal ikke røbes her.

Men man er godt på vej, hvis man er bevidst om, at:

  1. ”Affektionsværdi” er en film med meget meta – og
  2. Det er vigtigt for mennesker at se – og at blive set.

Jeg ser dig, som lillesøsterens 9-årige søn også siger det i et af filmens vendepunkter. Det matcher også faderens filmunivers, som alle har ansigter og øjne som et centralt tema, præcis som disse sjælelige spejle er det i Joachim Triers ”Affektionsværdi”.

At se kræver både lys og mørke, og ifølge faderen er skyggerne det smukkeste i verden. De er også uundgåelige, og ofte dem, som gør mest ondt, og fylder mest – og huset vrimler med dem. Alligevel kan hverken faderen eller de to søstre lade være med at være i huset. Når det kommer til stykket, vil alle også bare gerne have et hjem – fremfor at stå og flagre på en scene.

Og det gælder, hvad enten scenen er et filmset med internationale stjerner som hos faderen. Eller det er Norges nationalscene, hvor storesøsteren er primadonnaen, der stråler i store roller, som fx i Anton Tjekhovs ikoniske skuespil ”Mågen”, der kredser om de samme temaer om kunstnerisk virke, drømme og anerkendelse, som ”Affektionsværdi” gør det.

Det er Stellan Skarsgård, som spiller faderen – og det gør han med en enorm overlegenhed, ja nærmest en legende naturlighed – og så ved man, at der er tale om ren filmkunst.

De to søstre og deres indbyrdes had- og kærlighedsforhold, bare uden had, men med omsorg selv i konflikterne vises både stærkt og sart. Det er Renate Reinsve, som spiller storesøsteren, og det gør hun så nøgent og åbent, at det er en fornøjelse. Lillesøsteren gestaltes med den største finesse af Inga Ibsdotter Lilleaas, som er så dygtig til at vise de sprækker i lillesøsterens venlige og kompetente væsen, der alligevel lader os ane, at det opgør med sig selv, tiden og huset, som faderen og storesøsteren tager, har hun endnu til gode.

I rollen som den unge amerikanske stjerneskuespillerinde Rachel Kemp, som har både hjerte, hjerne og mod (hvor skønt at se en ung, amerikansk kvinde fremstillet sådan) ses Elle Fanning, som nærmest personificerer den rolle. Det er igen det med, at denne film går meta på sig selv.

Læg dertil en perlerække af især norske skuespillere, men også danske Jesper Christensen som faderens livslange samarbejdspartner. Jesper Christensen øger altid kvaliteten i en film, også selvom hans rolle her er meget lille.

Danmarksbloggen giver ”Affektionsværdi” fem ud af seks huse. Filmen er en forrygende – om end forudsigelig og meget norsk i betydningen underspillede følelser – beretning om den mest afgørende arv, vi får i livet. Nemlig den menneskelige arv fra slægten og evt. slægtsgården, her slægtshuset. En arv, som gør os til enten spejlbilleder af dem, som gik forud – eller som sender os i den modsatte retning.

Samtidig er der mange små historier i den store historie. Fortællinger om alt fra utroskab over venskab, mod og præstation og til at blive gammel. De tilføjer filmen noget. Men bedst – udover at ”Affektionsværdi” hele tiden går meta på sig selv og filmbranchen – er det forfriskende element, at det er en film om en far og hans døtre fremfor det fortærskede emne en mand og hans sønner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sakura – og menneskelivet

Udgivet den af
2

Sakura er et navn, som flere og flere danskere forbinder med de japanske kirsebærtræer, som lige nu blomstrer i deres lyserøde og hvide pragt i det meste af kongeriget.

Men hvad betyder navnet Sakura? Ja, det er simpelthen det japanske ord for de kirsebærblomster, som alle flokkes under og tager fotos af i Danmark og i resten af verdenen, men allermest selvfølgelig i Japan selv.

For i Japan er Sakuras blomstringstid en decideret højtid, hvor japanerne valfarter til kirsebærtræerne for at få så meget som muligt af de strålende lyserøde og hvide blomster, hvis blomstringstid er så kort.

Og netop det flygtige ved Sakura er et højdepunkt i den japanske fejring, fordi den minder om, at livet er kort, så vi skal huske at påskønne og nyde det, mens tid er. I Japan siger man også, at kirsebærtræerne er allersmukkest, når træets lysegrønne blade kommer frem, og de lyserøde og hvide blomsterblade begynder at hvirvle og falde til jorden.

Sammenligningen til menneskelivet er endnu smukkere – og noget, som vi kunne lære af her i Vesten, hvor vi er så optagede af ungdommen og blomster i knop og fremtidens muligheder, at mange ikke har tid til at nyde nutiden, en blomst, når den står i fuldt flor – og endnu færre kan se skønheden i forfaldet – og lærdommen deri.

Men vi misser noget i samfundet, hvis vi tror, at det kun er knopper og ungdom, som kan noget. Voksentid og fuld blomstring – og alderdom og livs-visdom er de nødvendige kilder, når vi skal skabe et rigt samfund med plads til og respekt for alle.

Dét mindes vi om hvert forår, når de lyserøde og hvide japanske kirsebærtræer blomstrer – og det igen er Sakura.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anden Påskedag – hvad sker der?

Udgivet den af
Svar

Hvad sker der i grunden Anden Påskedag?, blev undertegnede spurgt lige op mod påske.

Og det er et godt spørgsmål. For at Palmesøndag er det med palmebladene og Jesu ridende på et æsel ind i Jerusalem, at Skærtorsdag er det med nadveren og fødderne, der skal vaskes, at Langfredag er selve korsfæstelsen og Jesus død – og at Påskedag er Jesu genopstandelse – det har de fleste sådan nogenlunde styr på.

Men Anden Påskedag? Hvad skete der dér? Svaret er enkelt. Ikke så meget i grunden – og så måske i virkeligheden en hel masse.

For Jesus´s venner, disciplene, var blevet både triste, kede af det og bange, da Jesus var død på Golgata. Efter et par dage – altså Anden Påskedag – bryder to af dem så op fra Jerusalem, og går til Emmaus, som er en by, der ligger cirka en dagsrejse til fods fra Jerusalem.

Undervejs møder de to disciple en mand, som de ikke genkender, men som er Jesus. Han får disciplene til at fortælle, hvad der er sket i Jerusalem, og det gør de så. Inklusiv delen med at kvinderne havde fortalt, at Jesus var genopstanden, men at disciplene selv ikke havde set noget, så de troede ikke sådan rigtigt på det (kvinders ord betød åbenbart ikke så meget dengang). Samt at disciplene i øvrigt var skuffede over, at Jesus ikke frelste sig selv og alle jøderne, da han hang på korset.

Jesus irettesætter så de to disciple, og siger, at de i så fald intet har forstået af det, som denne Jesus lærte dem. Nu skulle man tro, at tampen brændte – eller som der står, at hjerterne brændte, når disciplene hørte Jesus tale.

Men nej, de genkender stadig ikke Jesus. Det sker først, da de alle tre om aftenen sidder på kroen i Emmaus, og Jesus bryder brødet for dem – som han også gjorde det Skærtorsdag. Så kan de to disciple straks kende Jesus igen – men så forsvinder han for dem igen med det samme. Bliver usynlig i ét eneste nu.

Men nu har disciplene lært noget, og de bryder op med det samme, og haster i nattens mulm og mørke tilbage til Jerusalem for at fortælle deres venner, at jo, nu har de skam set Jesus. Her i forventningen om at blive troet – for nu er det jo mænd, som har observeret.

Det er sådan lidt ligesom den anden historie med disciplen Thomas, som vil se hullerne i Jesus hænder og fødder, og såret i siden, før han kan tro på genopstandelsen.

En meget videnskabelig tilgang, vil vi nok sige i dag. I Biblen er den dog ikke populær. For her siger Jesus til Thomas: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.

Til den salige gruppe skal regnes kvinderne, som troede på englen, da denne fortalte dem om genopstandelsen ude ved graven. Det var også Jesu egen mor, som troede på ærkeenglen, da den kom og fortalte hende, at hun skulle føde Jesus. Bare for at nævne de to mest kendte eksempler.

For det er som oftest de mindste, de mest ringeagtede, som Gud og Jesus henvender sig til, ikke til de stærke og mægtige … og sådan er evangeliet altid så herligt omvendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mindernes Ø”

Udgivet den af
Svar

DR har en hæderkronet tradition med at producere tv-serier til påskeferien, som er ment til de større børn, men som i virkeligheden er seværdige for hele familien. Og det nyeste skud på stammen ”Mindernes Ø”, som har premiere i dag, lever fuldt op til forgængerne ”Det Forsvundne Ravkammer” fra 2022 og ”Mysteriet på Bornholm” fra 2024.

Ja, efter Danmarksbloggens mening er ”Mindernes Ø” den bedste af dem alle tre, fordi den både vil være – og også er – meget mere end en ellers superb blanding af en moderne De 5-historie og en fortælling om at være på grænsen mellem barn og voksen.  

Centralt i ”Mindernes Ø” står den gamle, nu demente smuglerkonge Svend, som spilles fuldkommen overvældende og mesterligt af Bjarne Henriksen. Han bor i sit gamle hus, hvor alt roder. Men han er glad og tilfreds med at se John Dillermand i fjernsynet og nusse rundt – og plejehjem skal han eddermame ikke på.

Hans fortid har så altid været skjult for familien, som tæller to døtre, en svigersøn og fire børnebørn. Men nu finder i hvert fald tre – og måske også fire – børnebørn ud af den skumle fortid, mens de sætter alt ind på at finde skatten, Den Gyldne Last, via diverse ledetråde, som er gemt overalt på øen.

I centrum står Molly, der er en frisk pige med et ukueligt mod og en lige så stor stædighed, som var hun selveste Georg(ina) i De 5. Hun spilles overbevisende af debutanten Ida Thomesen, og får fint modspil af de to fætre, hvor den ældste Christian spillet af Maximillian Florio Barimani er fornuftens stemme. Mens Benjamin Moalem spiller Lucas, klassikeren i dansk børne-tv, nemlig den lille søskende, som ikke må være med, men hvis input, her i form af interesse for hekse, ikke kan undværes, når gåden skal løses.

I ”Mindernes Ø” møder vi så også ungdomslivet med dets fokus på venskaber, forelskelser – og dumheder, når Mollys droneglade storesøster Esther via hendes forbindelse med Oliver (Julian Horta) forvilder sig ind i en masse skidt – for nu at sige det mildt. Det er Lea Lund Clemens, som er den forvirrede teenager med rod i kompasset.

Men også voksenlivet er med – vist ved smuglerkongens to døtre – den på Ærø-boende og livs- og chiliglade Lotte (Gertrud Hjelm), der gerne danser rundt med sin venlige mand Juan (Pavel Herrera Duquesne) til stor irritation for søsteren Rikke, den praktiske singlemor til Molly og Esther, som nu er hjemme på Ærø i tre korte uger med en fuld agenda om at få ryddet op, solgt huset og få faderen på plejehjem. Det er Sofie Torp, som spiller Rikke – en rolle som hun kan til ug kryds slange.

Endelig møder vi Jonas Schmidt som Rolf i blå sømandsbluse med rød snøre. Han er her og der og allevegne, og som oftest i gang med at spænde ben for Mollys og de to fætres planer. Hele Jonas Schmidts væsen og stemme er også som skabt til den slags roller – og her får han endda lov til at give den en ekstra nuance til sidst.

Et væld af livlige bipersoner er med som Eva Jin, der stråler i rollen som efter sin karakters eget udsagn en total slayer-præst. Caspar Phillipson ryster sin slimede ejendomsmægler, der finder sig i bogstaveligt talt hvad som helst for at måtte sælge huset, ud af ærmet. Og Pia Rosenbaum har haft en fest med at være dement fisker-smugler-enke med flirt i ascendanten.

For der er fart på i DR´s tv-serie ”Mindernes Ø” – og man griner, gribes og gyser, mens handlingen tager det ene sving efter den andet i en intrige, som er både intens og ganske uventet mange gange. Det er spænding fra start til slut med mange rørende og sjove øjeblikke.

Det er også – og tak for det – en serie, som tør tale om etik og moral, og tør gå dybt om de bånd, som binder for livet, uanset hvad der huskes eller glemmes. Og den slags kan børn sagtens se … og deres voksne med. For allermest er serien et spejl for alle, høj som lav, som kender til den forbandede demens, der rammer overalt i samfundet – og som hver gang involverer hele familien med mange konflikter og følelser i klemme som konsekvens.

Titlen ”Mindernes Ø” er derfor velvalgt. For ja, historien foregår på en ø. Men en dement hopper også fra ø til ø, fra et moment af hukommelse til det næste i et hav af glemsel. Desværre bliver øerne kontinuerligt mindre og færre, som sygdommen skrider frem – og til sidst er der kun den tåge tilbage, som smuglerkongen og hans for længst afdøde bedste ven Orla plejede at forsvinde i, når de som søløverne var på flugt fra fluerne.

Det er billedskønne Ærø, som har lagt ø til tv-serien, og selvom øen allerede i årevis har været en turistmagnet, vil dens popularitet i tv-seriens kølvand blive endnu større.

For hvem vil ikke gerne gå i de smalle, brostensbelagte gader med de idylliske huse, besøge den hvide kirke med de blå bænke og – hvis man er heldig og kender de rigtige, så klæde om i et af de små, farverige badehuse og alt det andet, som i tilsyneladende evigt solskin ligger dér omgivet af de bølgende kornmarker og det store hav.

Danmarksbloggen skynder sig inden afrejse at give ”Mindernes Ø” fem ud af seks af de ravklumper, som i Bjarne Henriksens hånd bliver magiske – hvis man spørger Molly.

For nok spiller hans karakter, den gamle smuglerkonge, en mand på vej ind i demensens tåger. Men en klump rav gør åbenbart noget ved den gamle smuglerkonge, når han er sammen med sine børnebørn.

Bjarne Henriksen er i hvert fald spot-on, da han i begyndelsen siger, at på Ærø bliver minderne hængende – og det samme gør oplevelserne med familien. Det gør ”Mindernes Ø” også. Det er Anna van Deurs og Johannes Pico Haynes, som har instrueret, mens manuskriptforfatterne er Anna Krarup og Carla Mia Cano-Hede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk