Forårsjævndøgn – med sne og sol

Dag og nat er nu lige lange. Det er med andre ord forårsjævndøgn.

Men alligevel ligger der sne i store dele af landet, der er glatte veje mange steder og for kun få dage siden var der snestorm i dele af Danmark.

Det er hård kost for dem, der længes efter forår. Efter sol, varme og lys … også på andre områder.

For vejret afspejler så fint samfundets situation: Danmark har aldrig været rigere (her har vi foråret), men alligevel øges uligheden (her har vi sneen) på grund af grådigheden hos de herskende klasser (her har vi kulden).

Forskellen på naturen og samfundet er så, at i naturen kommer solen (ønsket om lighed) og varmen (solidariteten) altid tilbage. Det gør de ikke i samfundet. Her sker forandringerne kun, når vi mennesker vælger at gøre de rette ting – og her kniber det gevaldigt i øjeblikket for dem, der sidder med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Evnen til at reflektere – i Rusland og i Vesten

Danmarksbloggen savner evnen til refleksion … også hos os her i Vesten.

For det er nemt at pege fingre, og i disse dage efter det russiske valg og mordforsøget på den tidligere russiske spion og hans datter går de vestlige medier og politikere i selvsving i deres iver efter at pege fingre ad Rusland og især den russiske leder Vladimir Putin.

Der er ingen ende på kritikken af Rusland som et udemokratisk land, et topstyret land, et land med store sociale forskelle – og et land som er særdeles aggressivt. Se bare på annekteringen af Krim.

Men sådan ser russerne ikke på det. De kan lide Putin og den russiske politik. De synes, at Krim er russisk – og at Vesten er aggressiv. Så mange russere – også dem, der er bosat i Danmark – stemte på Putin, fordi de mener, at han er en stærk mand, som gør det godt for Rusland og russerne.

Det grines der så af i Vesten – og også med god grund. Men er vi i grunden så meget bedre? Ja, vi har da demokrati, vil mange hævde. Korrekt – og der ligger en stor forskel.

MEN også i Vesten griber vi militært ind i andre lande og regioner, når det handler om at værne om vores interesser, også i Vesten har vi store sociale forskelle (og de er voksende i denne tid) – og også i Vesten lærer vi af vores politikere og vores medier, at de andre (blandt andet Rusland) er aggressive.

Så måske er der flere ligheder end forskelle? Måske vil de fleste af os – uanset om vi er russere eller danskere – bare leve et roligt og stille liv med job og familie?

Det tror Danmarksbloggen, der derfor vil opfordre til refleksion. Til ikke bare blindt at acceptere og tro på alt, som medier og politikere siger – men i stedet prøve at forholde sig kritisk til det, som der bliver sagt og gjort. For det mangler – både hos den almindelige russer og den almindelige dansker og europæer.

Vi tager alt for let udgangspunkt i det, som vore egne politikere vil have, at vi skal tro og mene.

Men vi skal tænke selv!!! For livet og verden er langtfra altid et spørgsmål om dem eller os, selvom mange ønsker at give os det indtryk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gule fagforeninger og moralen

Dengang de gule fagforeninger kom på banen, handlede det ikke kun om at spare penge i kontingent. Det var også et spørgsmål om at være imod de etablerede – og oftest røde – fagforeninger af politiske grunde.

I vores dage er der mange, der ikke længere tænker på fagforeninger som andet end et godt grundlag, når løn- og arbejdsvilkår skal forhandles.

At være med i en gul fagforening bliver derfor også let et spørgsmål om moral.

For nok kan medlemmerne af de gule fagforeninger hverken lockoutes eller strejke, og dermed risikerer de ikke noget. Til gengæld drager de alle fordelene af de løn- og arbejdsvilkår, som de andre fagforeninger forhandler hjem.

Der findes et begreb for den slags: AT KØRE PÅ FRIHJUL. Ja, der findes flere ord for det, nogle af dem meget lidt pæne. Men uanset hvad man kalder det, så er resultatet det samme, og det er ikke et facit, som danskerne kan lide i disse tider, hvor moralen spiller en stadig større rolle efter devisen vi-skal-alle-både-yde-og-nyde.

Hvis der bliver en storkonflikt til april, kunne man derfor godt forestille sig, at de gule fagforeninger kommer i et særdeles dårligt lys. For nok vil deres medlemmer arbejde, men det vil blive tydeligt for enhver, at her er der tale om mennesker, som har fravalgt den solidaritet, der nu i mere end 100 år har sikret stadig bedre arbejdsvilkår i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er Socialdemokratiet?

En historisk stor konflikt lurer på det offentlige arbejdsmarked til april. De offentligt ansatte står nemlig solidarisk sammen i kampen for bedre lønninger og mere påskønnelse af deres arbejde.

Men hvor er Socialdemokratiet? Dette parti der om nogen har æren af at have bygget vores velfærdsstat fra de første sten blev lagt i mellemkrigstiden og til trygheden blev konsolideret i 1960´ernes gyldne opsving.

Men nu – hvor socialdemokraterne burde stå forrest i kampen for velfærden – så glimrer de ved deres fravær.

Ifølge spindoktorerne er det sikkert smart at dukke sig, for så længe man ikke siger noget, så laver man heller ingen fejl, men kan i stedet nyde at se modparten blive stegt i medierne.

MEN set på den lange bane – og især i troværdighedens lys – så ville det klæde socialdemokraterne at stå frem og kæmpe for de værdier og det menneskesyn, som skabte vores velfærdsstat – og som man må formode, at de står for stadigvæk.

For ja, nok skal man lade arbejdsmarkedets parter selv afgøre deres kampe.

Men når arbejdsgiveren er det offentlige, så er det jo netop politikerne, der er i arbejdsgiverens rolle – og så skal man som politiker på banen og sige, hvad man mener, også selvom det er den anden side af folketinget, der sidder ved rorpinden.

Ja, man kan sige, at så er det netop, at man skal på banen og kritisere lockouten med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sigfred Pedersen 115 år – men jeg er digter, og jeg må drømme

I morgen lørdag d. 10. marts er det 115 år siden, at en af Danmarks største visedigtere blev født, nemlig Sigfred Pedersen.

I dag er der mange, der ikke genkender navnet, selvom vi stadig synger Sigfred Pedersens viser.

Hvem kender fx ikke ”Nu går våren gennem Nyhavn” (som ret beset hedder ”Søren Bramfris Lærkesang”), ”Katinka, Katinka”, ”Tørresnoren” – og ”Sølvstænk i dit gyldne hår”, som Kim Larsen gjorde til folkeeje igen for nogle år siden, og hvis melodi ofte bruges til lejlighedssange, både i virkelighedens og i kunstens verden som fx til Varnæs-parrets sølvbryllup i ”Matador”.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med den svenske visedigter Evert Taube, og det holder, når man ser på de muntre melodier, og fordi meget af hans digtning handler om hverdagens små begivenheder – og om at se det store i det små.

Men indimellem kan Sigfred Pedersen måle sig med mesteren selv, visekunstens fader svenskeren Carl Michael Bellman, der som ingen andre har skrevet usentimentalt og alligevel så rørende om de store ting, om livet, døden, kærligheden og beruselsen. Og ikke nødvendigvis i dén rækkefølge – men ofte med et godt blik for samtidig at skildre de klasseskel og den dobbeltmoral og det hykleri, som ikke kun er et problem i vor tid, men som også var udbredt på Bellmans tid i 1700-tallet.

Bellmans hovedfigur var urmageren Fredman, hvis store kærlighed Ulla Wiinblad ernærede sig som en glædespige, der indimellem blev idømt ophold på Långholmen (et kvindefængsel i Stockholm) af de samme dommere, der også besøgte hende og hendes veninder i Gamla Stans små lejligheder, som i dag koster spidsen af en jetjager, men som dengang var boliger for samfundets bund.

Sådan en figur som Fredman har Sigfred Pedersen så ikke, men hos hans skærslipper, som man møder i ”Den gamle skærslippers forårssang”, ser man en livsfilosofi, som kan måle sig med Bellmans Fredman og dennes fokus på favntaget og beruselsen, som med Sigfred Pedersens ord beskrives således i den smukke vise om skærslipperen – her i et tilbageblik på ungdommen: Jeg sov hos landsbyens bedste tøs. Med hende var det en fryd at bakse, thi vårens duft var i hendes skød.

Og senere lyder det med en klar adresse til samfundet og hykleriet – og til digtekunsten: Den, der har pligter, kan sagtens dømme en pjalt, som ikke betaler skat. Men jeg er digter og jeg må drømme, thi jeg er eet med den lyse nat.

Men i jantelovens fædreland bliver skærslipperen ikke udnævnt til en helgen som Bellman gjorde Sankte Fredman, for verset fortsætter: De digtere er så mange slagse, og selv blandt dem er jeg kun en fant, der sliber knive og sliber sakse, og takker rørt for en kobberslant.

Og så er det alligevel hos den gamle skærslipper, denne ædle landevejens ridder, at alt det der i virkeligheden betyder noget skal findes, for som Sigfred Pedersen flere steder i visen lader skærslipperen synge: Jeg sliber knive, jeg sliber sakse. Jeg sliber solskin og dagligt brød.

For solskin og dagligt brød er alt, hvad vi behøver. Det vidste og skrev Sigfred Pedersen, Evert Taube og Bellman om på måder, så det stadig skal synges, så det gjalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. En fant er en sølle, fattig fyr.

Ja til ligeløn og nej til p-piller

Det er i dag d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, og spørgsmålet er stensikkert: Har kvinderne stadig brug for en international kampdag?

Svaret er et rungede ja.

For vi mangler stadig – og her nævnes kun de to vigtigste ting:

LIGELØN – for selvom det er 40 år siden, at loven om lige løn for lige arbejde blev vedtaget, så halter kvinderne stadig efter mændene rent lønmæssigt.

EN PRÆVENTION, DER IKKE ØDELÆGGER OS – p-pillen blev i sin tid anset som kvindefrigørende, men prisen har været alt for høj; Blodpropper, hormonforstyrrelser og depression. Kvinder betaler nemlig stadig med deres liv og helbred for, at mænd kan droppe kondomet. Men det skal stoppe. For kvindens krop tager skade af at være i en kunstig kemisk balance gennem mange år, og manden ønsker vel ikke, at hans kone og børns mor dør i en tidlig alder, bare fordi det hele så var nemmere for ham i sengen?!

Dertil kommer, at mandsdominerede erhverv som finans og medier stadig er højere betalte og mere ansete end tilsvarende kvindeerhverv, der også kræver viden og specialisering. For det er sådan, at et erhvervs status falder, hvis der kommer flere kvinder end mænd ind på området – se bare på lægerne og præsterne, som engang var højstatus, men ikke er det mere, nu hvor der er flere kvindelige end mandlige studerende på medicin og teologi.

Kvinder fravælges også stadig i stor stil til bestyrelsesposter og andre magtfulde erhverv. Og så er der den generelle forskel på løn og anseelse mellem kvinder og mænd, hvad man for eksempel ser på, hvad en håndværker og en sygeplejerske tjener. For det gælder hele vejen rundt, at mænds arbejde anses som mere værd end kvinders.

Samtidig på hjemmefronten er situationen den, at mange kvinder (trods mændenes højlydte brokken sig i disse år) stadig udfører dobbeltarbejde, mens han lægger på sofaen og beklager sig over, at hende konen/kællingen/madammen styrer det hele.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå manden at komme op af sofaen og slå i bordet og kræve sin ret til at skifte bleer, vaske gulv og købe ind? Undertegnedes bud er, at de fleste kvinder hellere end gerne giver det fra sig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark lukker til april

Som det ser ud pt, hvor innovationsminister Sophie Løhde har varslet lockout for staten, så lukker Danmark til april – altså det offentlige Danmark: Lærere, læger, pædagoger og mange andre. Men også togdriften vil formentlig stoppe – og dermed bliver det private arbejdsmarked også ramt, når folk ikke kan komme på arbejde.

Men som Danmarksbloggen ser det, er det måske ikke så skidt endda, hvis storkonflikten kommer, for så kan vi lære, HVOR VIGTIGE de offentlige ansatte er.

At nok er det meget fint med alle it-virksomhederne, shipping-virksomhederne og alle de andre, der tjener store penge hjem til Danmark. MEN uden alle dem, der tager sig af børn, ældre og syge, af undervisning og alle mulige andre service-opgaver, så kan samfundet ikke fungere – og så kan virksomhederne ikke tjene penge.

Det er klart som blæk …

Og så handler det her også om Venstres mulighed for genvalg – jf. denne tekst: http://danmarksbloggen.dk/?p=9835

Men altså indtil da lukker Danmark altså d. 10. april, hvis ikke der sker et gennembrud i forhandlingerne. Og det kan selv et halvhjertet løfte fra Sophie Løhde om at beholde en spisepause ikke lave om på …

For det her handler om, at regeringen IKKE er bange for at mangedoble konflikten og risikere et helt lands velfærd og produktion. Alle os danskeres liv og verden. Det er rystende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udflytninger og overenskomster handler om at blive genvalgt

At regeringspartiet Venstre ikke står særligt godt i meningsmålingerne ved alle. Chancen for at kunne fortsætte på magten efter næste folketingsvalg, som senest skal finde sted i sommeren 2019, er derfor ret lille for Venstre.

MEN alt kan som bekendt ske i dansk politik – og Danmarksbloggen vil mene, at Venstre allerede er i fuld gang med valgkampen – bare camoufleret som politik og forhandlinger. Det drejer sig om:

UDFLYTNINGERNE

OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE

Venstres historiske rødder ligger på landet hos den danske bonde, men nu er der ikke ret mange landmænd tilbage, så Venstre er i stigende grad blevet et by-parti. Problemet her er så, at dels er der procentmæssigt færre blå i byerne, og dem, som findes, stemmer ligeså gerne – eller hellere – på Liberal Alliance.

Så hvad gør man som Venstre? Jo, man flytter statslige arbejdspladser ud til sine gamle kernevælgere på landet, som i øvrigt for manges vedkommende har vendt Venstre ryggen og i stedet stemt på Dansk Folkeparti. Gamle kernevælgere, som har det svært nu, hvor videnssamfundet tager over. Men som Venstre vurderer vejrer morgenluft nu hvor ”københavneriet” skal afskaffes – og diverse styrelser og råd flyttes ud med et enorm videnstab til følge, men det bekymrer åbenbart ikke Venstre.

Men de gamle kernevælgere er ikke nok, hvis Venstre vil beholde magten, der skal også nye stemmer ind i folden – og her gælder det om at skabe uro i andedammen, og her er overenskomstforhandlingerne perfekte, især når man har en som venstre-ministeren Sophie Løhde siddende som forhandler.

For der er lykkedes hende at presse forhandlingerne derud, at der er varslet konflikter indenfor stort set alle centrale samfundsopgaver.

Så selvom hun ikke sidder i chefstolen for forhandlingerne med fx lærerne, men at det er borgmester Michael Ziegler, så vil Venstre kunne bruge sådan en konflikt, som den der måske kommer, til at slå på, at de ”røde fagforeninger” er ligeglade med, at samfundet kører og kun tænker på at rage til sig. Det er derfor et sikkert valg at stemme på stabiliteten, hvis man stemmer Venstre næste gang, vil budskabet fra Løhde og resten af Venstre være.

Virkeligheden er selvfølgelig meget mere kompleks og handler også om, at de offentlige lønmodtagere har holdt igen ved de tre seneste overenskomster, og at det derfor er deres tur til at få noget i lønposen. Så kunne man jo droppe skattelettelserne til de rigeste i stedet. Men sådan vil Venstre ikke fremlægge det – de vil bruge de andre taktikker til at se, om de kan genvinde magten ved det næste folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har vi brug for en storkonflikt?

Det er lidt med overenskomstforhandlingerne, som det er med isen på de københavnske søer …

Alle ved, at det ikke kan bære, som det ser ud nu, men alligevel er der nogen, der begiver sig ud på den tynde is – og tror på, at det kan lykkes med de ting, som der er på bordet nu.

Men der skal en helt anden forståelse til, hvis det danske samfund ikke skal ende i storkonflikt – og det skulle vi jo helst undgå, ikke?

Det mener i hvert fald de kommende studenter og konfirmander, for slet ikke at tale om dem, som skal til undersøgelse eller have lavet ikke-livstruende operationer, forældrene til skolebørnene og mange andre.

Danmarksbloggen er imidlertid ikke så sikker på, at vi ikke har brug for en storkonflikt.

For en storkonflikt – og en lockout – vil gøre det 100% synligt for alle i dette land, at de offentligt ansatte er ligeså nødvendige som de privatansatte.

At ja, det kan da godt være, at de private firmaer tjener pengene hjem til Danmark.

Men hvis ikke der var nogen til at tage sig af de gamle, passe børnene, gøre de syge raske, uddanne børn og unge og så videre, så var der ikke noget grundlag at tjene pengene på.

Så det hele hænger sammen … og skal isen i Danmark være rigtig tyk, sådan så alle er sikret penge til en værdig tilværelse, ja så skal vi også have andre ting ind i ligningen.

Det kunne fx være en pligt til at arbejdsgiverne tilbyder ledige job til danskere først – og til lønninger, der følger overenskomsten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen”

Bøger om vores rødder og vores historie er meget populære i denne tid, hvor verden virker mere usikker end i mange årtier. Det ved diverse forlag, så derfor skrives der i disse år meget om, hvem vi var, hvordan vi var det – og hvorfor.

Det hører dog til sjældenhederne ligefrem at udgive en hel bog om danskernes sexliv, men det er ikke desto mindre, hvad Haase gjorde i går, da de sendte Thomas Oldrups ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” på gaden.

Det er en spændende bog – og ikke kun på grund af emnet, selvom erotik som bekendt altid vækker en vis naturlig interesse.

Men fordi man på bogens lidt mere end 300 sider får gennemgået alt om og omkring danskernes sexliv i en periode, hvor det ellers er let at tro, at alle kun tænkte på og talte om rationeringsmærker og erstatningskaffe. For vi ved jo godt, at selve modstandskampen og hjælpen til de danske jøder var bedrifter, som kun kan tilskrives ganske få danskere, selvom vi godt kan lide billedet af os selv som dem, der bød Hitler trods.

Men det var vi ikke. Vi var Hitlers lille kanariefugl, som man lidt hånende, men rigtigt sagde det ude i et Europa, hvor byer var bombet sønder og sammen, børn skilt fra forældrene – hvis de var overhovedet var i live og andre unævnelige rædsler, som stort set gik Danmark forbi.

Men hvad var det så, at vi lavede i dette smørhul, mens verden brændte om os? Ja, det store antal børnefødsler i krigens år – og i tiden lige efter – tyder på, at danskerne gik til den under dynerne – eller måske hvis man var ung ude i det fri. Ikke nødvendigvis kun af lyst, men også fordi det ikke var velset, at unge mennesker ”sov sammen”, når de ikke var gift.

Så man klarede sig, som man nu kunne – og ikke kun i missionærstillingen – også de mere avancerede sexformer blomstrede, som man ellers mente først blev almindelige flere årtier senere, var flittigt brugte og endnu mere efterspurgte.

Blandt andet hos den unge ingeniør Henrik, der boede hjemme hos forældrene i Bredgade i København, og hvis dagbog Thomas Oldrup ved et heldigt tilfælde fik fat på via et antikvariat, og som tegner billedet af en mand i 20´erne, som ikke gik særlig meget op i hverken besættelse eller storpolitik. Derimod fyldte det erotiske meget, og man følger Henrik fra han møder Else, der er katolik og forlovet med en anden, og indtil de to bliver gift. Undervejs er der tanker om seksualiteten i forhold til hendes katolske tro, som fylder meget hos hende, og som gør, at de laver alt muligt andet end lige vaginalt samleje. I øvrigt en klassisk taktik hos katolikker stadigvæk, hvis graviditet inden ægteskabet skal undgås.

Derfra går Thomas Oldrup i dybden på en videnskabelig, men dog letlæselig facon og med masser af billeder med emner som sex-oplysning eller måske rettere mangel på samme, for uvidenheden var enorm og blev kun overgået af en mærkelig forestilling om manden som konstant liderlig, mens kvinden var langt mere lyrisk orienteret.

Ikke overraskende mente datidens voksne også, at ungdommen var afsporet og umoralske, præcis som på Holbergs tid og som i dag, så heller ikke på det område, var tiden anderledes, men det er godt at få det bevist. Og det får vi, for Thomas Oldrup er sober og veldokumenteret gennem hele bogen, hvor der også er kapitler om kvinder på arbejdspladsen, ægteskab og skilsmisser, homoseksualitet, abort, prostitution – og tyskerpigerne, så vi kommer hele vejen rundt i den meget grundige bog.

Men i fokus står seksualiteten, også kvindens, som ifølge tidens moral helst skulle afbalanceret, altså placeret på en meget snæver plads mellem nymfomanen og den frigide. Det var med andre ord mere end almindeligt svært at være kvinde dengang, men er det så meget anderledes i dag, hvor kvinder med en sund sex-appetit let bliver til ludere, mens dem uden den store lyst er hæmmede?

Så igen er vi ikke kommet længere siden besættelsen – eller jo, på et punkt er vi. For i dag ser man ikke kvindens orgasme som noget, der falder sammen med manden, hvis altså hun er normal!!!

Onani er derimod stadig – også i vores dage – for mange tabubelagt, men selvtilfredsstillelsen har alle dage været udbredt – også under besættelsen. For bogen går helt tæt på kroppen, som også beskæftiger sig med emner som hygiejne og prævention. Men også både såkaldt frække blade og bøger behandles. De blev i øvrigt flittigt læst, så det var ikke illegale blade om modstandskampen det hele.

Thomas Oldrup har med bogen en helt tydelig mission, der går ud på, at emner som frisind og seksuelle eksperimenter ikke er en moderne foreteelse, men noget som også hører andre tider til.

En pointe i bogen er så også, hvordan man lever, når man føler sig truet, for så bliver vi åbenbart mere frie og grebet af en stemning af vi-kan-alle-dø-i-morgen-så-giv-los-og-gå-til-den. Eller sagt mere bramfrit: Man knepper bedre og mere vildt i krigstid end i fredstid, hvor alt er lidt pænt og meget kedeligt.

Det kan vi så lade stå i en tid som vores, som hverken er det ene eller andet. For krig har vi ikke, men rigtig fred har vi heller ikke haft siden d. 10. september 2001.

Danmarksbloggen giver ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” fem strømpebånd ud af seks mulige – og tænker, at en kortere version på måske en 15-20 sider med de vigtigste pointer ville egne sig som fast pensum i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne.

For nok handler bogen om danskernes sexliv under besættelsen, men på mange områder er den meget aktuel, og så er det som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid, og det gælder også seksuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk