Dronningen: Vi skal vise sammenhold ved at holde afstand

Dronning Margrethe d. 2. var mærket af Corona-situationens alvor, da hun tonede frem på skærmen og talte til nationen om den farlige gæst, Coronaen, der spreder sig som ringe i vandet i Danmark og i resten af verden.

Dronningen er sig sikkert også sin historiske rolle bevidst. Hun ved, at hun ligesom sin farfar, Christian d. 10., bliver et nationalt samlingspunkt nu, hvor hun appellerer til hver enkelt dansker om at tænke sig om og rette ind efter anvisningerne fra myndighederne.

Ja, hun sagde det ligeud: Vi skal vise sammenhold ved at holde afstand.

Og ja, det betyder, at vi må aflyse aftaler, fester, fødselsdage og alt muligt andet, som indebærer kontakt med andre mennesker.

Men sådan må det være. Og Dronningen løftede også den berømte pegefinger, da hun sagde, at alt andet var tankeløst og hensynsløst. At det kunne man simpelthen ikke være bekendt.

Hun har ret. Det er nu, at vi skal gøre en indsats – alle sammen, også de unge og stærke. For vi kan alle være smittebærere. Vi har alle et ansvar for at stoppe det her.

For som Dronningen sagde det om Corona og om situationen i Danmark: Det er den kæde, som vi SKAL bryde, og som vi KAN bryde.

Sidst det var så meget alvor i Danmark, skrev vi 1940-45 – altså 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eva Egede: Det er svært at lave lemonade af Corona-citroner

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette skrevet af forfatter Eva Egede:

Jeg er glad for, at jeg ikke er typen, der har for vane at slå livsglade og filosofiske memes op på min profil. For jeg synes eddermame, at det er svært at carpe diem, være mindful og lave lemonade af de citroner, som livet giver en, i disse dage.

Jeg har været i chok og undtagelsestilstand. Jeg har siddet i en flonel-heldragt med nissemotiver og junket live-nyheder og drukket gin. Jeg har været halvsyg – måske indbildsk syg – og alt for tyndhudet. Irritabel, opfarende og knarvorn.

Jeg har grædt åndssvagt meget over, at det japanske kirsebærtræ er ved at gå i blomst – for det betyder, at vi snart passerer årsdagen for min Onkel G’s død. Og tanken om, at han ville have været en 90-årig, hvis han havde levet, gør mig ikke gladere.

For han ville have været i højrisikogruppen, hvis han blev smittet med Lortecorona – og jeg tænker på alle de andre, gamle mennesker, som kan risikere at få en ellers hyggelig alderdom dramatisk afkortet. Gamle mennesker kan godt dø før tid. Jeg ved det, for det var det, der skete for Onkel G.

Hell, vi kan allesammen dø før tid …

Ved siden af en zombieinvasion har en viruspandemi altid været en del af udtrækket i mit private skrækkabinet. Naturligvis har dén virus, som jeg frygtede allermest i de mørke nætter, været sådan noget i retning af Ebola. Noget eksplosivt, blodigt og frygteligt … I stedet har vi fået noget ikke helt så livsfarligt, men noget der bare kommer snigende og begynder med at ødelægge hverdagen, indtjeningen og livsglæden.

Jeg hader denne her ventetid. Når jeg kigger ud over søen, går en tur med mine hunde på min grund og i det hele taget bare lever mit liv ret normalt, så føles det ikke normalt længere. Der er lagt en truende skygge henover det hele.

Hvornår bryder det for alvor løs? Hvordan bliver det? Hvor mange vil dø? Vil nogen jeg kender dø? Er der noget vi ikke ved, som vil åbenbare sig? Jeg hører løse rygter om, at sygdommen slet ikke er så ufarlig, som myndighederne siger. Jeg mærker paranoiaen komme op i mig.

Krig og kriser skræller mennesker ned til typer. Hvis Onkel G. stadig havde levet, så havde jeg stået i en Netto-kø i onsdags og købt mad, mad, mad. Og måske knap så meget toiletpapir. Og så havde jeg lukket huset ned for alting, indtil det her var overstået. Så havde jeg været en indelukket hamster.

Men jeg registrerer allerede, hvordan vi deler os op. Der er de energisk livsglade, de depressive, hamster-typerne, de hedonistiske, de oprørske (Citat fra en fb-ven: “Jeg får fanme lyst til at krydse alle grænser, når de lukker dem. Det er en politisk beslutning! Hvad med demokratiet?) og så dem, der er ret ligeglade, fordi de tror, at de skal leve for evigt. Den sidste type er især de unge. Det er derfor, at vi sender dem i krig. De tager jo af sted for eventyrets skyld. Det er først, når krigen rammer dem, at de bliver fucked up.

Lige nu ønsker jeg på en måde bare, at jeg var midt i det værste. For så kunne jeg overskue tingene på en anden måde. Det er ventetiden, der fucker mig op.

Spar mig for det melodramatiske a la sygeplejerske, der kommer hjem fra en 82-timers vagt, og bare gerne vil købe mad i supermarkedet … Og så er der intet til hende. Og hun må gå hjem til sine børn med uforrettet sag. Foreløbig er vi ikke der. Der ER mad – og vi finder først ud af, hvem der er helte, når tingene virkelig brænder på.

Jeg ville have det BEDRE, hvis jeg havde en eller anden kompetence, som gjorde, at jeg kunne foretage mig noget. SÅ sjovt er det heller ikke at sidde med hænderne i skødet. Der er blevet delt adskillige memes med ordlyden om, at vi skal bare sidde i vores sofa, vores bedsteforældre blev beordret i krig. Så det kan vel næppe være så svært!

Jeg er ikke enig. Magtesløsheden – som den jeg og sikkert også andre føler lige nu – er det værste. Og fordi vi ikke kan handle, begynder vi pludselig at bruge tiden på at udskamme andre mennesker.

Lad være. Der er mange måder at reagere på en krise på. Og mange mennesker vokser med opgaven. I gårs hamstre kan være i morgens helte. Det ER muligt at slå krybdyrhjernen fra …

Men alle jer, der opmuntrer mig. Alle jer der tager hele situationen med hjemmebagt brød og overskudsagtige bemærkninger, opmuntrer mig. Alle jer, der bare har kæmpet et overskud frem og deler det, opmuntrer mig.

Jeg elsker at se videoer fra byen, hvor der bliver sunget og spillet fra altanerne.

Tak til jer allesammen.

Jeg skal lige samle mig. Og jeg er begyndt i dag. At samle mig betyder for mig, at jeg lader være med at se nyheder hele tiden. Jeg er kommet ud af bamsedragten og har ovenikøbet make-up på.

Når uroen overvælder mig, vasker jeg gulv, støvsuger eller laver ting som at gøre orden i min sættekasse.

Jeg kommer tilbage. Og når alle I, som er cool og gode nu, bliver trætte – så kommer andenbølgen med sådan nogle som mig og andre langsomt opfattende.

Og vi vil spille trompet med næsen, vi vil danse for jer og sprede den kærlighed og glæde, som I gjorde i begyndelsen.

Stay safe, everybody! Pas ikke kun på jer selv, men også på menneskeheden … Vi har kun hinanden og denne her lille planet at rumstere rundt på …

Skrevet af forfatter Eva Egede – som har denne blog: www.knirkeegede.blogspot.com

Grænserne lukkes nu …

Ikke siden 2. verdenskrig og måske ikke engang dér har Danmark været så lukket, som landet bliver nu – og frem til minimum 2. påskedag 13. april.

Det er næppe noget, som vi havde forestillet os skulle ske i vor tid. Men det sker. Det er virkelighed lige nu.

Ti ud af tretten grænseovergange til Sønderjylland lukkes nu … og det samme gør dele af Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige. Skibene mellem Danmark, Norge og Tyskland bliver også uden passagerer – medmindre altså at det er danskere på vej hjem.

Grænserne skal bevogtes af væbnet militær – og kun udlændinge med et såkaldt anerkendelsesværdigt formål slippes igennem.

Danmarksbloggen synes, at det er en god idé. Denne corona-virus skal stoppes – og det sker kun ved isolation. Så enkelt er det – så det her er rettidig omhu.

Det interessante er også den store opbakning, som der er fra danskernes side til myndighedernes tiltag.

Samt at de danske politikere sammen løfter dette ansvar til ug. Væk er hverdagens kævl og strid. Regeringen bakkes op af alle partier i folketinget. Nødlove bliver vedtaget stående i folketingssalen. Det er alvor.

Nu handler det om at stå forenet mod denne virus – og det gør politikerne og vi andre over hele linien.

Jeg er oprigtig stolt af at være dansker i dag. MEGET STOLT.

Vi panikker ikke, vi handler. Vi hjælper hinanden, og de fleste har forstået budskabet: Vask dine hænder, bliv hjemme, lad være med at hamstre, hjælp dem du kan og få det bedste ud af det.

Det er imponerende – også fordi så mange allerede har mistet deres job og mange andre, især små virksomheder, risikerer at lukke.

Og nu lukker grænserne så …

Danmarksbloggen håber, at vi – når grænse-luknings-perioden løber ud d. 13. april – er dér, hvor vi uden problemer kan åbne grænserne igen.

For vi har brug for de andre, både mennesker og lande, på den lange bane. Men lige nu må vi hjælpe hinanden ved at være alene hver især.

Europa er også det nye epicenter for den forbandede virus – og iflg. WHO stiger antallet af smittede og døde nu mere i Europa end det gjorde i Kina, da smitten var på sit højeste dér.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge.”

I hans samtid var Frederik d. 8. klemt – og senere blev han glemt, så det er nærmest symbolsk tragikomisk, at den store bog om ham udkommer lige netop idag d. 12. marts – den første dag i den nye Corona-virkelighed i Danmark.

Men ikke desto mindre – sådan er virkeligheden:

Gyldendal udgiver i dag Poul Smidts´s bog ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, som handler om Fredy, bedre kendt som den danske konge Frederik d. 8., der regerede i perioden 1906-1912.

Bogen er et digert værk på 496 sider inkl. noter og litteraturliste, men det er ikke en eneste side for meget.

For nok fik Frederik d. 8 kun seks år som konge, men hans lange tid som kronprins er mindst lige så interessant – og også ganske relevant for samfundsudviklingen i Danmark i den periode, hvor parlamentarismen blev etableret trods faderens forkærlighed for den enevælde, som faderens forgænger Frederik d. 7. dog havde afskaffet med Grundloven i 1849.

Så nok havde vi altså fået demokrati, men næsten alle af demokratiets første usikre årtier falder sammen med Frederik d. 8´s mere end 42 år som kronprins – og faderens ditto som en konge, der holdt stejlt på regentens ret til at udnævne sine ministre.

Så også derfor er det godt, at den glemte og klemte konge får oprejsning i denne velresearchede og formidabelt velformulerede bog, som handler om hele Frederik d. 8.´s liv.

Et liv i en tid, hvor demokratiet langsomt og under modstand voksede frem i Danmark og fik den form, som vi kender i dag. Ikke at Frederik d. 8. var demokrat i ordets nutidige betydning. Forfatteren måtte således også droppe den første bogtitel, som ellers var tænkt som noget med ”den første demokrat på den danske trone”.

Men i modsætning til faderen den ellers så berømte Christian d. 9, kendt som Europas svigerfar, så forstod Frederik d. 8, at enevældens dage var forbi.

Ja, Frederik d. 8 forstod måske også demokratiet og dets væsen bedre end sønnen, Christian d. 10, som var lige ved at sætte monarkiet over styr med påskekrisen i 1920, men som qua genforeningen og især rideturene under 2. Verdenskrig har fået et godt ry i Danmarkshistorien.

Det har Frederik d. 8 ikke. Han er ofte glemt, medmindre man taler om mysteriet om hans død. For var det ikke Frederik d. 8., der døde på et bordel i Hamburg, spørger personen med den historiske hukommelse.

Svaret er: Jo, Frederik d. 8. døde rigtignok i Hamburg. I følge politirapporten i en af de gader, der grænsede lige op til bordel- og luderkvarteret. Så måske han besøgte en af de letlevende damer? Eller måske han bare gik en tur? Måske han var på vej hjem fra en af de mere almindelige natklubber, som også lå i området, og som han altid besøgte, når han var i Hamburg.

Ingen ved altså, hvor han var – og med hvem. Men den pikante historie er i grunden heller ikke vigtig for fortællingen om Frederik d. 8.´s liv og virke. Han var som bekendt heller ikke den første – eller for den sags skyld sidste – kronprins eller konge i Europa, som gik på natklub eller/og bordel.

Det gør nutidens konger og kronprinser også – i hvert fald natklub. Ja, vores nuværende kronprins, den kommende Frederik d. 10., mødte endda kronprinsesse Mary på en bar i Australien. I dag går kvinder af alle slags – selv prinsesser – også på bar. Sådan ændrer tiderne sig – heldigvis. Vi vælger selv, også de royale.

For Frederik d. 8. blev ægteskabet nemlig arrangeret, selvom der også var plads til, at de unge skulle kunne lide hinanden – hvis alliancen skulle blive til noget. Og det kunne de, den danske kronprins og hans svenske prinsesse Lovisa, som ligesom den senere Ingrid (også svensk prinsesse, gift med Frederik d. 9 og mor til Margrethe d. 2.) forblev Danmark tro – også selvom Lovisa gennem det meste af sin tid i Danmark mødte modstand fra både svigerforældrene og svigerinderne, den engelske dronning og den russiske zarina, som ofte opholdt sig i Danmark.

Ægteskabet mellem Frederik d. 8. og Lovisa var så relativt lykkeligt, og en del af den base, som gav Frederik d. 8. rygrad. Det havde kronprinsen også brug for, når han skulle kæmpe mod en far, der gjorde, hvad han kunne for at holde sønnen fra fadet.

For en ting er, at det generelt er en utaknemmelig opgave at være kronprins. Man skal træde i karakter og fylde, men ikke så meget at man tager opmærksomheden fra regenten. En anden er, at Christian d. 9. ifølge bogen mildest talt ikke behandlede sønnen godt, ja Christian d. 9. afskar Frederik d. 8. fra opgaver og netværk, så sønnen nærmest måtte uddanne sig selv. Christian d. 9. kunne derimod godt lide barnebarnet, den lige så konservative kong Christian d. 10., så han fik både taleret og opbakning – og blev meget hurtigt inddraget i de statssager, som Frederik d. 8. stort set ikke fik adgang til.

Den måske eneste gang, hvor Frederik d. 8. fik faderens ros, var, da han aktivt arbejdede imod det spirende Socialdemokrati og for fængslingen af Socialdemokratiets stiftere.

For så rakte Frederik d. 8.´s demokratiske forståelse nemlig ikke længere, og det er et vigtigt punkt, der viser, at nok kunne han i modsætning til faderen rumme både Venstre og Højre, nuværende Konservative – men altså ikke Socialdemokratiet, som Frederik d. 8. vel nærmest opfattede på niveau med bolsjevikker og andre kommunister – altså en direkte trussel mod kongehuset.

Men Frederik d. 8. var oprindelig interesseret i Danmarks ve og vel – og havde været det, siden han som ung officer havde været med i krigen i 1864, hvor han dog kun deltog i tilbagetoget op gennem Jylland. Det blev en nederlagets tur, som prægede ham – og som gav ham en nationalfølelse og nationalforståelse, som han bar med sig livet igennem – og som afspejlede sig i et kæmpe-engagement i det danske samfund.

Måske også for stort. For som oldebarnet dronning Margrethe d. 2. sagde det i år 2000: ”Frederik d. 8. havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over hvad der ville være passende i dag.”

Dengang, da parlamentarismen var under afvikling, skrev Politiken også, at selv en kronprins måtte have lov til at have en mening. Og det havde kronprinsen. Han skrev fx læserbreve under navnet ”Den agtede hånd”. De læserbreve blev som regel publiceret i Berlingeren.

Men Frederik d. 8. nøjedes ikke med at skrive. Han holdt også både møder og taler.

Daværende kronprins Frederik, og kommende konge Frederik d. 8. spillede blandt andet en aktiv rolle i at få konseilspræsident Estrup til at erkende, at spillet var ude. Ja, det var kronprinsen, som i 1894 holdt talen, der fik Estrup til at forstå, at det var på tide at sige stop.

Frederik d. 8. var også både som kronprins og som konge aktiv i at få et normaliseret forhold til Tyskland, til grænsespørgsmålet, de vestindiske øer og meget andet, der både lugtede af og var direkte indblanding i danske politiske forhold, både indenlands og udenlands.

Han vidste også meget, og ville gerne tale med andre om samfundet, også selvom hans stilling som kongelig i et demokrati gjorde det problematisk at agere, som han gjorde. Dog et sted kunne Frederik d. 8. være tryg og tale frit, og det var i Frimurerlogen, som han var medlem af hele sit voksne liv – og i mange år som stormester. Her fandt han ro og havde sit faste bagtæppe med mennesker, som han kunne stole på.

Dér og så i troen. For han levede med Gud og i den kristne tro på, at ikke en spurv falder til jorden. Han havde også et ønske om at være beredt, når han skulle herfra. For vores blivende sted er hos Gud, var holdningen hos manden, der fik 42 år som kronprins – og 6 år som konge – og som også havde den sorg at miste den ene datter, der døde som kun 31-årig.

Når man har læst bogen, sidder man med tanken: Frederik d. 8. er i dén grad et bekendtskab værd – og så meget mere end dén parentes i Danmarkshistorien, som mange historikere placerer ham i.

Danmarksbloggen giver ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge” seks ud af seks kongekroner. Bogen er et glimrende portræt af en overset, men vigtig konge og samtidig et vægtigt bidrag til historieskrivningen om demokratiets udvikling fra Grundlov til parlamentarisme i den tid, der dannede grundlaget for 1900-tallets eksplosive udvikling.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark lukker nu!!!

Danmark lukker nu. Ganske eftertrykkeligt. Skoler, offentlige institutioner, kulturinstitutioner og mange flere lukker nu i flere uger.

Det er voldsomt. Eller det vil sige: Det kan blive vildere. Der kan komme flere tiltag, siger Mette Frederiksen, som i dén grad træder i karaktér som statsminister i denne alvorlige aftenstund.

Det samme gør sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som oplyser om smittespredningen i Danmark, om at der nu er svært syge danskere og om den nye strategi: Afbødningen, hvor indsatsen fokuseres på dem, der er svært syge. Til alle andre, som har det skidt: Bliv hjemme.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over, at vi er kommet hertil. Slet ikke. Desværre. Det var, hvad vi kunne forvente, når man så udviklingen af antal COVID19-syge, som pt. er 514 registrerede. Der er nemlig også et stort mørketal.

Så nu handler det om at vise samfundssind, om at beskytte de svage. Om at stå sammen ved IKKE at samles.

Med andre ord: Det handler ikke om dig og dine behov og dine lyster nu. Det handler om fællesskabet og samfundet. Om at vi alle hver for sig skal handle ansvarligt og opføre os klogt. For handler hvert enkelt individ fornuftigt, så vil det faktisk batte noget i den store sammenhæng.

Så: Tænk dig om. Vis samfundssind.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Barrison-feberen

En højgravid jomfru fra Valby – med to børn – blev gift med en drejersvend fra Bogense, og de boede først forskellige steder i København, inden de som så mange andre sidst i 1800-tallet udvandrede til USA for at få en bedre tilværelse. Her lykkedes det parrets fem døtre at komme til scenen som varité-sangerinder og -dansere, og pigerne blev efter en hård start så populære, at de væltede ikke kun de amerikanske teatre, men også de helt store scener i både Paris og Berlin, inden de forsvandt ud i glemslen.

Så kort kan historien om de fem Barrison-søstre fortælles. Men heldigvis er der i bogen ”Barrison-feberen” skrevet af Hans Henrik Appel mange spændende detaljer og fortællinger om et liv, som bragte de næsten ens udseende søstre vidt omkring – og som gav dem hver sin meget forskellige skæbne, selvom pigerne havde et fælles udgangspunkt:

Udvandringen til USA samt lysten og evnen til at stå på en scene og synge oftest meget frivole sange iklædt forskellige kostumer, der blev taget af og viste, at der under den pæne, polerede og næsten barnagtige overflade gemte sig en kvinde fuld af lyst og vildskab.

Det kan være svært at forestille sig måske, men prøv at tænke på scenen fra filmen ”Frk. Nitouche”, hvor Malene Schwartz koket klæder sig af, mens hun synger visen om ”Babette” og drejer med sin paraply. Det har været noget i dén stil, som Sisters Barrison foretog sig i slutningen af 1800-tallet – bare markant mere råt og direkte. De var fx ikke bange for at synge do you want to see my pussy? Når de så løftede skørtet helt op, var der en levende kattekilling …

Der blev dog nedlagt forbud mod dem i Danmark, så selvom søstrene gerne ville – og varietéerne i København gerne ville engagere dem, så kom de aldrig til at optræde i deres fædreland. Men de kom på scenen så mange andre steder, hvor jublen var stor – hvis man ser bort fra London, som på det tidspunkt var victoriansk stift og ikke klar til frisind.

Og ja, det er spændende at læse om de fem danske søstre, der var verdenskendte i deres samtid, men i dag er glemte.

Det gør bogen ”Barrison-feberen” så op med, hvor der på de 423 sider fortælles om ikke kun søstrene, men også om deres manager, den tidligere socialist og oprører den ligeledes danskfødte, men til USA-indvandrede Fleron, som den ene af dem  endte med at gifte sig med. Faktisk den samme søster, som også digteren Holger Drachmann havde en svaghed for en overgang.

Man hører også om mange andre personer, som søstrene møder på deres vej, om byudvikling, arkitektur, kunst, mode, politik, verdensbegivenheder og meget andet, som nok er relevant for deres optræden. De var fx hurtige til at få cigaretterne i munden.

Men her i alle de mange-mange informationer ligger også bogens svaghed. For selvfølgelig er det vigtigt at høre om de personer og begivenheder, som dannede rammerne i søstrenes liv og alt det andet, som var afgørende for dem. Men det fylder for meget. Som læser risikerer man nemt at miste den røde tråd, den interessante del. Det, som vi loves, at bogen skal handle om – nemlig de fem søstre og deres usædvanlige skæbne.

Havde de fem søstre og deres liv været alment kendt i Danmark, havde det været fint, at alt og alle omkring søstrene havde fyldt så meget. Men kernen i fortællingen – de fem danske søstre som verdensstjerner for lidt over 100 år siden – er splinternyt stof for langt de fleste.

Så det er søstrene, som al spotlyset skal rettes på.

Dem, man helst vil læse om. Hvad de gjorde, hvor de var, beskrivelser af deres varietenumre, som vi fx hører om det med den hvide hest på den største varité-scene af dem alle, parisiske Folies Bergère, hvor den ældste af dem optræder alene på en hvid hest iklædt meget lidt, mens hun synger om den ægteskabelige ridekunst, mens hendes bevægelser bliver mere og mere rytmiske i takt med at hun synger om, at det gør ondt at bestige ham første gang, men det bliver bedre og til sidst en nydelse, især hvis han er hård.

Det er en virkelighed og en tid så langt fra vores, selvom der kun er gået lidt over 100 år – og vi i vores tid ligesom dengang befinder os i en overgangstid, hvor normer, værdier og udtryk ændrer sig.

For netop deri ligger bogens store styrke, som ikke rigtig bliver forløst. Nemlig at få det anskueliggjort, hvilken betydning de fem søstre fik i kvindesammenhæng – om nogen, og hvad vi kan bruge deres liv til i dag, hvor deres optræden næppe vil vække samme bestyrtelse som i deres samtid.

For i Danmark kendte man udmærket til søstrenes eksistens dengang, og der blev også skrevet om dem langt op i 1900-tallet. Ja, den ene, Gertrud, endte endda som astrolog i København, hvor hun kort tid inden hun døde desværre brændte det manuskript, som hun havde skrevet om sig selv og hendes søstre, dengang de begejstrede en hel verden.

Og det kan aldrig skrives igen. For Gertrud brændte også alle breve og andet materiale, som hun havde fra hendes og de andres søstres hånd. Det havde ellers været spændende at læse deres egne ord om tiden som de fem Barrison Sisters – eller Bareisen Søstre, som de ville have heddet på dansk:

Abelone – eller Lona, der blev gift med manageren Fleron, og oplevede nazismen i Østrig, inden hun rejste tilbage til Danmark, hvor hun døde i 1939 – 67 år gammel.

Johanne – senere Olga – der fik to børn, og blev rapporteret død i et trafikuheld i 1908, kun 33 år gammel. Men en anden søster skrev i 1931, at Johanne/Olga boede i Budapest, hvor hun levede et stille liv med sin ungarske mand og børn.

Sophie – som rygtedes gift flere gange, men som i hvert fald giftede sig med en amerikaner, og bosatte sig i New York, hvor hun døde i 1906 kun 28 år gammel.

Inger – der blev gift med en englænder, og bosat på et gods i England, hvor hun døde i 1918 som følge af et luftangreb under 1. verdenskrig. Hun blev 40 år.

Og endelig Gertrud, som fik en karriere også efter Sisters Barrison, og åbnede et anerkendt danseinstitut i Wien, inden hun flyttede til Berlin for at blive astrolog – og derfra til København, hvor hun døde i 1946, 66 år gammel.

Danmarksbloggen giver den meget grundige ”Barrison-feberen” fire ud af seks strudsfjer, som dem, der ivrigt blev brugt sammen med svingende skørter i datidens varietéer.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tur i Corona-land

Danmarksbloggen har været en tur ude i corona-land … sådan en overskyet martsdag i vores hovedstad København. Her mødte undertegnede mange forskellige slags danskere – og holdninger.

Først gik turen til en tøjbutik i et københavnsk storcenter for at få en trøje sendt retur. Jeg kender ekspedienten lidt i forvejen, og da vi var de eneste i butikken, fik vi os en lille sludder … selvfølgelig om dagens altoverskyende emne corona.

Ekspedienten kunne fortælle, at der kom meget færre kunder i butikken end normalt – og det kunne hun godt forstå. Hjemme havde hun også en mand, som allerede da det startede i Kina var ude og indkøbe adskillige masker, 15 store flasker med håndsprit og mad til tre måneder. Så de var med andre ord helt klar til flere ugers karantæne og samfundsnedlukning, hvis det skulle være.

Derpå ind i et supermarked efter havregryn og en lyspære. Her gik jeg bag to unge ansatte, som snakkede højt om nogle af coronavirussets mest udsatte, nemlig de ældre.

Eller de gamle, som den unge mand kaldte dem, da han sagde: ”Det er i virkeligheden en fordel med sådan en omgang corona, for så kan vi få ryddet ud i bestanden af gamle.” Den anden, en ung pige, mente, at hans menneskesyn var kynisk, som hun udtrykte det.

Senere ved kassen, da jeg satte mine varer på båndet, kom en midaldrende dame helt op bag mig – så tæt at jeg havde kunnet lugte det, hvis hun havde spist hvidløg til frokost. Det var uden at tænke over det, at hun gjorde det, og jeg trak mig også helt automatisk lidt til siden. For det var for tæt på for mig – også i ikke-corona-tider.

Men hun bemærkede det, og sprang en meter tilbage, mens hun sagde undskyld. Jeg smilede til hende – og hun smilede tilbage. Vi forstod hinanden … og holdt derpå afstand.

På vej tilbage – i metroen – skete der så ikke noget, men også her prøvede folk at holde afstand. Og vi var en del flere end fem personer, der kiggede hvast hen på en halvældre mand, der hostede ned i sin ene hånd. Brug din albue, mand – havde man lyst til at råbe.

Derpå gik turen til en Matas for at hente noget creme. Den Matas ligger ved en af vores store togstationer i København, og her kunne ekspedienten melde, at der var masser af mennesker, som blev vrede, når de fandt ud af, at de ikke kunne købe masker og håndsprit.

”Så siger man, nej vi har ikke noget, og så spørger de om vi heller ikke har bare en lille flaske – men nej, vi har ikke nogen, og så bliver de sure og råber gevaldigt op,” som ekspedienten fortalte det.

Så skulle Danmarksbloggen en tur i optikeren og hente friske linse-forsyninger – og her var Danmarksbloggen med på en lytter fra de andre kunder, som stod i kø eller på anden måde ventede på noget.

Også her var emnet selvfølgelig corona med fokus på alle aflysningerne. Ja, der var sågar et par stykker med billetter til Melodi Grand Prixet i Royal Arena i morgen. De ville så lave noget andet. For nu havde de taget turen fra Jylland til hovedstaden – og hotellet var betalt.

Der var også en af mine medkunder, som synes, at det var for meget det der med, at nu måtte vi ikke engang kramme hinanden mere eller give hånd eller noget. Men nej, det var nu meget klogt, mente en anden medkunde. Ikke for vores egen skyld, altså i betydningen os der er sunde og raske, men i betydningen tænk på de svækkede og ældre

Danmarksbloggen er enig: Det her handler om at vise samfundssind. Vi skal passe umådeligt meget på – og tage hensyn til og hjælpe hinanden.

Og så tog Danmarksbloggen hjem igen. Solen gemte sig stadig bag skyerne, men foråret er på vej. Det bliver lysere og varmere derude – og en dag vil også dette coronavirus-vanvid være fortid …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: En romersk mønt og hvad deraf fulgte

Danmarksbloggen har før anmeldt bøger skrevet af historiker Asser Amdisen, og det er altid en fornøjelse at læse denne vidende og sprudlende forfatter, som er så dygtig til at formidle sit stof på en måde, så det både beriger og underholder – og ikke mindst giver nye indsigter.

Asser Amdisens splinternye og i dag udkomne bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte” med undertitlen ”Rapkæftet version af økonomiens historie – fra et sydfynsk jernaldermarked til velfærdsstatens fald” er ingen undtagelse.

Tværtimod er det en Asser Amdisen i topform, der fortæller historien om økonomien i Danmark og Europa fra Romerrigets multikultur over middelalderen og den katolske kirkes enorme økonomiske gevinster af monopolet på frelsen, enevældens kongers ”jeg-er-staten”-attitude og til nutidens nationalisme, demokrati og kapitalisme, hvor vi som så ofte før i historien befinder os i et vadested.

Nu et hvor konkurrencestaten måske udkonkurrerer den universelle velfærdsstat, og hvor et overstatsligt EU måske udkonkurrerer nationalstaten.

Som et passende symbol på de cirka 2000 års brogede værdi-rejse bruger Amdisen meget passende den romerske sølvmønt, som han selv fandt i en fynsk udgravning, da han som ganske ung var i erhvervspraktik i 1988. For værdier, hvad enten det er penge, ædelmetaller, producerede varer, personer eller arbejde, må rejse og bevæge sig i en evig udveksling, hvis et samfund skal have velstand.

Derfor starter Amdisen også med at line perspektiverne op – set i forhold til den danske universelle velfærdsstat, som i øjeblikket er ved at blive løbet over ende af konkurrencestaten.

Men hvad betyder det i grunden? Ja, det er i hvert fald to væsensforskellige måder at opfatte mennesket på, som Amdisen beskriver det: I velfærdsstaten er vi borgere med rettigheder og muligheder, og staten er til for vores skyld, så vi kan leve et trygt liv, mens vi i konkurrencestaten er producenter og forbrugere – og alt gøres op i et regneark.

Det er faktisk ganske enkelt. Og her ligger bogens store fortjeneste, at den så præcist sætter ord på, hvordan økonomi, politik og samfund hænger sammen. Ja, at den udstiller, hvordan neoliberalismen i de seneste årtier er blevet ophøjet til en videnskab, som folket ifølge dem med indflydelse ikke forstår, men som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

Altså at økonomien i vor tid (den neoliberale økonomi vel at mærke) er en slags videnskab, der skal behandles som en urørlig guddom – og vé den, der sætter spørgsmålstegn ved noget.

Det minder lidt om den romerske kejser, som bogen starter med – og som skulle opfattes og hyldes som en guddom, hvis ikke man som borger i Romerriget ville risikere noget. Det var de kristne ikke med på, så de blev kastet for løverne – som underholdning. I dag har vi jobcenteret og The New Governance. Dét kaldes civilisation.

Sådanne tanker kommer i hvert fald let, når man læser Amdisens nye bog, som tydeligt viser, at alt med økonomi er baseret på ideologi og værdier, som ændres over tid.

I vor tid, hvor embedsmændene er blevet politiske medspillere fremfor systemvogtere, og hvor politikerne ikke længere er visionære arkitekter, men politiske håndværkere, der skruer på håndtagene i de gamle faldefærdige huse i stedet for at bygge nye huse, så kan man spørge, om demokratiet reelt er sat ud af funktion.

Amdisen er tilbøjelig til at mene det, men mener også, at vi skal blive ved med at prøve at gøre tingene bedre.

Hans budskab er: Vi må ikke give op, selvom det ser sort ud – og vi bøvler med mange etablerede ”sandheder”. Men det kan også ændres. For der var engang, hvor kvinder blev anset for mindre værd end mænd – og hvor sorte blev anset for mindre værd end hvide. Så han spørger: Hvem siger, at vi skal acceptere misundelse og grådighed som noget, der ikke kan laves om?

Det kan det måske også. Det kræver i så fald udover vilje viden. En vigtig pointe i Amdisens bog er så også, at økonomi og viden om økonomi ikke behøver at være mere indviklet end at almindelige mennesker sagtens kan forstå det.

Danmarksbloggen er enig – og man kan starte med at læse Amdisens bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte”.

På bogens lidt mere end 200 sider bliver læseren nemlig klogere på både historiske fakta og på klassisk økonomi-viden som liberalismen versus Marx og Engels, på begreber som New Deal, Keynes og hans betydning for den offentlige sektors udvikling, New Management og meget mere.

Vi hører om samfundsudvikling fra landbrug til industri, om nutidens vidensamfund, om styreformer og deres betydning for økonomien, om samfundsklasser og deres muligheder for at producere – og forbruge. Om værdien af arbejde og sammenhængen med politik.

Om markeder, både de konkrete i fortiden, hvor varer blev udbudt til salg for alle, der kom til byen og til nutidens digitale og globaliserede markeder, hvor en bank i USA tvinger en hel verden i knæ. En verden, hvor vi stadig ser de gamle relationer om at give gaver gælder i ligeværdige relationer, men hvor patron-klient-forholdet også stadig eksisterer – nu også på statsligt niveau.

Bogen er derfor et vægtigt bidrag til de kommende års diskussioner om hvilket samfund, som vi ønsker.

Så nej, den universelle velfærdsstat er ikke død endnu – og fremtiden skabes formentlig ved et paradigmeskifte, hvor miljø afløser konkurrence som determinerende faktor.

Danmarksbloggen giver ”En romersk mønt og hvad der deraf fulgte” seks sølvmønter ud af seks mulige. For jo, almindelige mennesker uden fem års økonomistudier kan godt forstå økonomiske sammenhænge.

Ja, man kan indimellem spørge sig selv, om vi forstår det bedre. For vi ved jo godt, at mennesker ikke altid handler rationelt og forudsigeligt, som 1700-tallets fysiokrater mente det, når de hævdede, at økonomi var en videnskab. Vi er mere med på Habermas, der påpeger, at mennesker agerer personligt og ud fra følelser. Men ved politikerne i grunden det, når de træffer beslutninger? Amdisen anbefaler dem i hvert fald at læse mere Habermas.

Danmarksbloggen er enig, og vil tilføje: Holberg skrev i ”Den politiske kandestøber”, at et er et søkort at forstå, et andet skib at føre. Han mente så, at almindelige mennesker ikke skulle blande sig i politik, for det havde de ikke forstand på – og på den måde er Holberg på linje med mange økonomiske eksperter i dag, når det kommer til viden om samfund og økonomi.

Men Holberg var også oplysningsmand og elitær – og en af trendsætterne for den konkurrence-orienterede tidsalder, som i øjeblikket som er ved at blive afløst af en tid, hvor klima, miljø og bæredygtighed bliver de bærende værdier.

For vi lever i en overgangstid, hvor Gud er gået på pension, som Amdisen skriver det. En tid, hvor pengene og markedet har overtaget religionens rolle som samfundsstyrende faktor – i selskab med misundelsen som den motor der sammen med grådighed har drevet kapitalismens motor frem.

Man kan derfor spørge:

Er det i grunden de bedste, der fører samfundets politiske og økonomiske skibe? Er det dem, som har sejlererfaring, og har været ude i bølger og hentet sølvmønter hjem – og dermed reelt ved noget om vand, vind, skibe og handel? Eller lader vi os styre af dem, som lige har rejst sig fra skolebænken efter de har kigget på søkortene og læst de gamle beretninger uden selv nogensinde at have været ombord på et skib?

Og hvem vil du helst være på skib med? Dét kan man jo tænke over, mens man læser Amdisens glimrende bog.

Det er Haase, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter Corona – hvad så? Og vi taler the big business

I skrivende stund er fire danskere konstateret smittet med Corona-virusset, der kan give sygdommen COVID-19. Men der kommer en dag, hvor alt det her er fortid – og hvad så?

Skal vi gå tilbage til forholdene, som de var inden 31. december 2019? Eller skal vi overveje, om det kunne give mere mening at lave noget om? Og med noget tænker Danmarksbloggen ikke på hygiejne-vanerne, selvom de også er vigtige.

Nej, Danmarksbloggen tænker på forretninger, finanser, virksomheder, økonomi – big business.

For kunne det give mening at lave verdensordenen om, således så vi fremover bliver mindre afhængige af Kina som verdens producent af alt muligt?

Corona-virusset er nemlig hverken det første – eller sidste virus, som kommer fra Kina. Tværtimod er den kinesiske tradition – altså madmarkeder, hvor man blander levende vilde dyr med levende tamme dyr, inden mennesker rører ved, blander sammen og spiser det hele – et konstant arnested for skabelsen af nye vira.

Og nok bryder vi os slet ikke om Corona-virusset. Men det er trods alt et meget mildt virus i forhold til den luftbårne virus med den store dødelighed, som det kun er et spørgsmål om tid, før der skabes i de kinesiske mad-markeders store sorte gryde. Så ja, det går galt en dag for alvor, hvis ikke kineserne ændrer deres ældgamle vaner. Måske først om 100 år – måske allerede om 1 år? Ingen ved det.

Men vi ved, at de nye dødsensfarlige vira opstår i Kina – pga. den kinesiske madkultur. Starter, kommer ud i resten af Kina og gør en masse kinesere syge – eller døde, inden det spreder sig ud til resten af verden. Så derfor kunne det give rigtig god mening at stoppe med at være afhængig af Kina, når der kommer til produktion af mange vigtige varer.

For så kan vi nemt afbryde kontakten med Kina, når det går galt igen. For det vil det gøre med jævne mellemrum. Så altså: Drop Kina som den globale fabrik og hjem med produktionen til Europa. Klimamæssigt ville det også være en stor fordel at flytte produktionen tættere på os selv. Vi skal ikke transportere varerne særlig langt, vi kan bruge grøn energi til produktionen, og vi kan endda skabe arbejdspladser.

Men ja, det vil også blive dyrere selv at skulle stå for produktionen – i første omgang. I anden omgang bliver det derimod dyrere – både økonomisk, klimamæssigt, helbredsmæssigt og politisk – at lade Kina beholde førertrøjen på.

Så måske skulle vi bruge de næste par uger, hvor den globale økonomi er i karantæne, på at tænke os rigtig godt om.

Opdatering: Kina har lugtet lunten. De vil nu gøre noget ved handlen med vilde dyr. I Kina tænker man smart. De ved godt, at deres økonomi er i fare. De lover så også at slå hårdt ned på ulovlig handel med vilde dyr. Det tror Danmarksbloggen, at de mener – og når kineserne slår hårdt ned, så er det effektivt. Ikke altid i overensstemmelse med menneskerettigheder og den slags – men effektivt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Saglig info: Corona-virus – så farligt er det

Norge har det. Sverige har det. Tyskland har det. England har det. Vi taler om Corona-virusset, der forårsager COVID-19.

Alt tyder derfor på, at det er et spørgsmål om tid, før det også kommer til Danmark.

Gad vide om vi så vil se panikagtige scener, hamstring af fødevarer og håndsprit til hænderne – men ikke mundbind. For de er for længst udsolgte.

Det må derfor være på plads at bringe lidt fakta og saglighed ind:

  • Corona-virusset (officielt kaldet SARS-CoV-2) rammer primært ældre og mennesker med svækket immunforsvar. Her er dødeligheden over 3%, hvis man er over 60 år. Over 8%, hvis man er over 70 år. Over 15%, hvis man er over 80 år. Generelt er dødeligheden på 2%.
  • 80% af tilfældene giver milde symptomer, som ikke kræver indlæggelse.
  • 15% indlægges på sygehus – og yderligere 5% indlægges på intensiv.
  • Corona-virusset er IKKE luftbårent, men smitter via dråber. Virus er altså i dråber. Dråber, som man rammes af, hvis man står 2-3 meter fra en syg, som hoster eller nyser. Eller hvis man berører en inficeret overflade og fører fingrene op til mund, næse, øjne eller andre steder med slimhinder.
  • Mundbind har en begrænset effekt, hvis nogen – medmindre måske man er smittet, så kan man med mundbind på forhindre at sprede smitte til andre.
  • Men at vaske hænder hyppigt – og ALTID når man skal spise, lave mad, kommer hjem til sig selv – eller besøger nogen, er det, der gør forskellen.
  • Det at vaske hænder tit og altid, når man kommer hjem, besøger nogen eller skal røre ved mad, er i øvrigt en praksis, som generelt er en god idé. Vi skal – også når Corona-virusset er fortid – blive meget bedre til at vaske hænder. Så slipper vi for mange forkølelser og andre dårligdomme.
  • Håndsprit er nok til at fjerne virusset, men det virker bedst, hvis man vasker hænderne først – og tit.

Kilder: Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

Opdatering 27. februar: Så kom det første danske tilfælde … vi kan forvente flere … husk håndhygiejnen!!!!!!!!!!!!!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk