Drømmen om at slippe regnbuerne og smilene løs igen

Det er Copenhagen Pride-tid. Ugen, hvor hovedstaden plejer at eksplodere i regnbuer, glæde og mangfoldighed. Men i år – i en Corona-tid – er langt det meste flyttet over på de digitale platforme, hvilket sundhedsmæssigt er superfornuftigt.

Men det har også en slagside, som gør, at Priden på mange måder forsvinder – og det eneste, som minder os om Priden, er de regnbuefarvede flag, der heldigvis stadig vejrer over vores hovedstad fra mange offentlige og private bygninger. Og som for første gang skal hejses på Christiansborg på Pridens store dag på lørdag.

Folketingets nye formand Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet vil nemlig gerne – i modsætning til forgængeren på den fine stol Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti – flage med det smukke regnbueflag.

Dét kan man så glæde over – og dét vil Danmarksbloggen gøre, når undertegnede på lørdag sidder i bussen iklædt det mundbind, som fra på lørdag d. 22. august bliver obligatorisk i al offentlig transport i Danmark. Et krav om mundbind som nemt også kan blive en realitet andre steder i det offentlige rum i løbet af det kommende efterår.

For vi lever i ikke-normale tider, hvor vi alle sammen skal formumme os. Gemme os, vores ansigter og mimik bag mundbind. Dét ER fornuftigt rent sundhedsmæssigt, og Danmarksbloggen kan kun bakke op omkring mundbind, afstand og håndsprit. Hensyn.

Men vi må ikke glemme, at vi misser meget i en Corona-tid, hvor vi ikke kan aflæse hinandens ansigter, smile til hinanden, møde hinanden – og kramme hinanden.

For vi behøver den fysiske dimension som mennesker. De digitale muligheder kan aldrig stå alene. Det mærkes tydeligt en uge som denne.

Derfor bliver det også fantastisk, når vi igen kan holde Pride på alle planer – og året rundt. Igen vise hvem vi er med åbne ansigter. Igen slippe regnbuerne og smilene løs. Gid dét må ske i 2021. Dét drømmer Danmarksbloggen om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Familien Löwander sæson 3”

I går ramte sæson 3 af den svenske tv-serie ”Familien Löwander” de danske tv-skærme (på DR1), næsten et år efter at tv-serien blev sendt på svensk tv. Svenskerne havde glædet sig meget til sæson 3 – og det gør mange af seriens danske fans sikkert også.

Undertegnede så hele sæson 3 på svensk tv sidste år – og må desværre melde: Der er INTET at glæde sig til. Det er sjusket lavet på alle planer, hvis man ser bort fra Ninas fantastiske tøj, som er en Carrie Bradshaw værdig – her bare i 60´er-stil.

Sæson 3 er også dårligt manuskript-arbejde, både i forhold til karaktererne, der fremtræder flade og endimensionelle og i forhold til handlingen, hvor der bliver ikke bliver bundet andet end de allerstørste ender, som fx hvordan det ender med Nina og Calle – og hvad fremtiden bliver for restauranten.

Men hvad der sker med Calles søn, Gustafs børn, Peters børn og mange andre ting hører vi intet om, selvom der skulle være fokus på næste generation i sæson 3.

Men det drejer sig udelukkende om Ninas datter og Maggans søn, som det skal forestille, gennemlever en slags udvikling i sæson 3. Det, som sker for dem og med dem, burde så være fortalt på et enkelt afsnit eller to, men nu fylder det hele sæsonen i en uendelig og ret ulidelig gentagelse af det samme tema.

Skuespillet er heller ikke noget at råbe hurra for i sæson 3, hvis man ser bort fra Mattias Nordkvist, der leverer en titanisk præstation i rollen som Gustaf, hvis liv endnu en gang tager nogle voldsomme drejninger. Men uanset hvad der sker i Gustafs liv, så fremstiller Mattias Nordkvist det med samme troværdighed, indlevelse og den der dirrende fornemmelse af, at her er et ægte og kæmpende menneske. Her som i sæson 2 godt hjulpet af Caroline Söderström, der spiller hustruen Astrid med intens nerve.

Så kunne man nøjes med at se de scener, som handler om Gustaf og hans liv, så er vi oppe på noget, som er de to første sæsoner – og især den fantastiske sæson 1 – værdig.

For ”Familien Löwander” eller ”Vår tid är nu”, som tv-serien hedder på svensk, er en serie, som det er gået stærkt tilbage for på alle planer, og stort set alle andre end Mattias Nordkvist leverer i sæson 3 et dilettantisk stykke arbejde, der minder om skuespil i det lokale forsamlingshus, når det er værst.

Det samme gør sig gældende med de briller, som de åbenbart næsten allesammen skal have på – og som ALLE er store, tykke 60´er-briller. Alle kæderyger også. For det gjorde man jo dengang, hvor sæson 3 forgår, nemlig i slut-60´erne og start-70´erne, mener man i Sverige.

Det er ligeså kliché-præget som ordet kliché – og det bliver ikke bedre af, at de skuespillere, som skulle forestille at være blevet 25 år ældre siden serien startede, stadig ser lige unge ud. Ja, Nina ser ofte yngre og mere usikker ud end hendes datter, der ellers har meget at kæmpe med ift. til kæresten, som skal forestille at være svensk, men som spilles af en dansk skuespiller, der taler et særdeles dårligt svensk.

Men i sand svensk strudsestil har produktionen af tv-serien lukket øjnene for dét forhold – og i stedet leget, at han er en rigtig svensker. Det er tåkrummende.

Til jul kommer der en special-sæson af serien på svensk tv, hvor man kan se, hvordan det gik for sig, da Nina og Calle fandt sammen, altså hvad der skete mellem sæson 1 og sæson 2. Det glæder svenskerne sig meget til.

Jeg ved ikke, om jeg orker at se den. Mattias Nordkvist er heller ikke med. Officielt fordi han var færdig med sin karakter Gustaf. Men er sandheden i virkeligheden, at han havde lugtet lunten efter optagelsen af denne dårlige sæson 3, og besluttet sig til ikke at være med mere?

Måske. Under alle omstændigheder: Danmarksbloggen giver sæson 3 af ”Familien Löwander” to svenske flag. Det ene pga. Nordkvist og det andet fordi serien til at starte med havde ALT, der skulle til for at blive den største nordiske tv-serie siden Matador, men svenskerne tabte det hele på gulvet.

Forfatterne bag tv-serien har ellers sagt, at de mener, at de fik bundet sækken godt og grundigt med sæson 3. Der må så være et stort hul i dén sæk. For det var et chokerende lille udbytte, der kom ud af sæson 3.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alfa”

Der er historier, som er blevet fortalt til alle tider – og i alle kulturer og religioner. En af de mest elskede er historien om de to brødre, som trods de samme forældre og den på overfladen samme opvækst alligevel ender to meget forskellige steder – fordi de træffer forskellige valg undervejs.

Og lad det være sagt med det samme: Det er en vellykket version af denne klassiker, som er det bærende element i tv-krimiserien ”Alfa”, der er lavet af tre brødre, nemlig brødrene Avaz.

”Alfa” handler således om de to brødre Adam og Jakob, og serien har premiere i aften på TV2 Play – og også kan ses på TV Zulu i aften Det vides ikke, om det er med overlæg, at de to brødre har navne brugt i Gammelt Testamente. Men det er gammeltestamentlige temaer som forældrenes velsignelse, hævn, loyalitet, broderskab m.fl., som handlingen om de to brødre er bygget på.

Jakob er den regelrette storebror, der er blevet politimand, og tror på fællesskabet, mens lillebror Adam er den stressede børsmægler, som kun tænker på sig selv, og hvis motto er fuck reglerne – også når han sælger hash.

Vi møder de to brødre kort inden faderens begravelse, som de begge kommer til, og hvor temaet tegnes skarpt op. For det er to meget forskellige afskeder, som brødrene tager med faderen, der var narko-baron på en gård i nærheden af den nordsjællandske stationsby Helsinge – hvor de to brødre havde en mildest talt kaotisk opvækst, der altså førte dem i hver sin retning.

En retning, hvor målet ikke er givet på forhånd. Eller som det – let sammenskrevet – siges i begyndelsen af første afsnit: Man kan følge reglerne nøje, og så letter tågen, og man kan se igen. Eller man kan bryde reglerne, og så bliver man blændet, falder, slår sig og bløder – og ens ånde danner en tåge, som man dør i.

Men hvad vil det sige at følge reglerne – og hvilke regler er det, som skal følges? Dem som samfundet sætter – eller måske en højere retfærdighed, hvis den findes? Det vides ikke. Hvordan det ender for Adam og Jakob, ved undertegnede heller ikke. Jeg har kun set to ud af otte afsnit i en serie, der er lige så handlingsmættet, som den er langsom – og dét skal opfattes som en massiv ros.

For der sker en hel masse på både de indre og ydre planer i hver scene. Men alligevel kan man sagtens følge med, mens man nyder de sublime kunstneriske detaljer i klipning og optagelse – og sidder yderst på sofaen med tilbageholdt åndedræt. For man håber det bedste for de to brødre, også når de handler dumt. For det skal jo helst gå dem godt, selvom det måske ikke er entydigt, hvad godt betyder.

Hver især har de også drømme og værdier, som de kæmper indædt for – og tilsyneladende begge er klar til at betale en høj pris for. Brødrene har nemlig også væsentlige karaktertræk tilfælles som fx en stor portion mod og dumdristighed.

Man håber derfor også, at de to brødre i de sidste seks afsnit vil krydse hinandens veje noget oftere – og også mere direkte end over faderens kiste på kirkegården, som er den eneste gang, at de møder hinanden i de to første afsnit – i hvert fald som voksne.

For der er også i første afsnit et gribende tilbageblik på deres fælles barndom, som slår fast, at seriens helt centrale drama er det, som sker imellem Adam og Jakob, der også spilles af to brødre i virkelighedens verden, nemlig Andreas og Sebastian Jessen.

Men der er flere dramaer i gang udover de forventede om følelser, narko, venskaber og meget mere, og det hele fortælles med stor troværdighed og spiddende tidstypiskhed – og med mimik, blikke og bevægelser, der siger lige så meget som de velskrevne og flydende replikker.

Mandefællesskaberne og manderelationerne får også lov til at fylde – og det er befriende. Fællesskaber som går fra de forskellige banders klare hierarki, der i bund og grund måske ikke er så forskellige fra den struktur, som man finder hos politiets indsatsgruppe mod narko – og til det broderskabsagtige sammenhold, som der er mellem Jakob og hans to barndomsvenner.

Men det vigtigste er som sagt forholdet mellem de to brødre, som fortæller et broget og mørkt billede med rige muligheder for konflikter. Og nok er det kun den ene af brødrene, som søger i fortiden i første afsnit, mens den anden bruger tiden på at være i direkte og erklæret opposition til det, som han er rundet af.

Men mon ikke de begge to får brug for at søge tilbage og finde svar – samt gøre op med deres fortid, inden serien er slut? Det kunne man godt forestille sig – og håbe. For det vil give ”Alfa” den autencitet og dybde, som der er lagt op til i de to første afsnit.

Om det så også fører til, at tågen letter, så brødrene kan se igen – og måske endda se hinanden – vides ikke. For lige nu lever de begge, som om den anden bror ikke fandtes. Og hvem ved? Måske ender det også med, at de dør hver for sig? Eller de dør sammen i den tåge, som der tales om i starten? Eller måske tågen letter, så de kan begynde at leve?

Man ved det ikke. Men man ved, at uret tikker, og hjertet banker, som det synges i introen med en langsom version af popgruppens TV2´s gamle hit – og at Adam og Jakob er bundet sammen af døden på mere end én måde. Men er de også bundet sammen af livet? Dét er spørgsmålet.

Banen er kridtet op – og det bliver spændende at følge Adam og Jakob i ”Alfa” i de kommende uger. For her har vi en serie af international kvalitet, som vi skal tilbage til ”Rejseholdet” og ”Forbrydelsen” for at finde magen til. De tilhører så en anden tid. ”Alfa” er en 2020-version med mere mangfoldighed, mere mørke og mere kompleksitet.end i det så verdensberømte nordic noir-format.

Danmarksbloggen kvitterer med fem ud af seks klumper godt ju, som hash også kaldes, og som spiller en vigtig rolle i ”Alfa”. Det kan så hen ad vejen blive til seks ud af seks klumper, hvis der kommer flere scener med de to brødre sammen. For dét vil give lige den dimension, der savnes i de to første afsnit.

Udover Andreas og Sebastian Jessen ser vi Besir Zeciri, Ari Alexander, Julie Brochorst Andersen, Johannes Lassen, Henrik Nöel Olesen, Lars Mikkelsen, Thomas Levin, David Sakurai, Christian Tafdrup, Ardalan Esmaili og Fanny Louise Bernth på rollelisten.

Det er Milad Avaz, der har skrevet manuskript og instrueret, mens Misam og Mehdi Avaz er med som producerere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren: På med mundbindet

Vi lever ikke i normale tider.

Det var mange ellers lige ved at tro, kan man godt tænke, når man ser på, hvor dårlige danskerne blev til at følge Corona-forholdsreglerne efterhånden som sommeren skred frem. Kram og knus sad løsere, og der blev slækket på det med afstanden.

Men nu er vi tilbage i Corona-virkeligheden igen, dog i en version 2.0. Coronaen er her nemlig i dén grad stadigvæk – og er slet-slet ikke forbi. Og ved det i skrivende stund stadig igangværende pressemøde med Mette Frederiksen, flere andre ministre, Søren Brostrøm og Tyra Grove Krause i Spejlsalen blev en stor pæl også hamret massivt ned igennem dét rygte.

Dansen med den lumske Corona-virus bliver derimod lang, sagde statsministeren – og nu skal der nye initiativer til.

Så fra om en uge, altså lørdag d. 22. august, skal der bruges mundbind i al offentlig transport på alle tider af døgnet. Kravet om brug af mundbind kan også meget nemt blive udvidet til også at omfatte supermarkeder, venteværelser hos læger og andre steder.

Mette Frederiksen understregede også, at supervåbnet stadig er afstand, hygiejne og rengøring – men nu skal dét suppleres med mundbind. Den nye styrelse for forsyningssikkerhed i Birkerød skal sørge for, at der er værnemidler nok til alle danskere.

I Corona-virkeligheden version 2.0. satser man på at undgå en total nedlukning af Danmark, men i stedet at kunne nøjes med lokale og regionale tiltag, som det blev gjort i Hjørring – og som man i øjeblikket gør i Ringsted og Aarhus – og som handler om test, opsporing og isolation.

Danmarksbloggen håber, at det virker. For vi skal – både afht. sundheden og økonomien – undgå en total nedlukning. BNP faldt i andet kvartal i år med 7.4%. Det er svimlende tre gange så meget som under det værste kvartal i finanskrisen.

Det er sikkert også derfor, at man tillader barer med mere at have åbent til kl. 2 – og at man vil åbne op for kultur- og nattelivet igen, bare på andre måder. Om lige det er klogt, tvivler Danmarksbloggen så på.

Men tilbage står: På med mundbindene – og hold afstand og husk håndspritten.

For så træder vi den her lede Corona-virus ned med stor, fed fod. Det er os, der har hjernerne – og som kan agere. Corona-virus kan ikke gøre andet end det, som den gør i øjeblikket. Vi kan derimod handle … og vise omsorg for hinanden ved at holde afstand og tænke os om.

Opdatering: Som det sidste kom et spørgsmål om, hvad man skal gøre, hvis man ikke er i et sterilt miljø. Det tog Søren Brostrøm – med remedier, hvor han demonstrerede brugen af mundbind – og samtidig kommenterede, at journalisten, der spurgte, ikke hostede korrekt efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. ‘

Det vakte grin blandt de fremmødte. For ja, vi må godt grine – også i en alvorlig situation som disse Corona-tider. Ja, vi er nødt til at grine – og at leve. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dårlig Aarhus-historie: Festugen bliver – åbenbart – til noget

Det burde være en dårlig Aarhus-historie, men den er god nok. Aarhus holder fast i at afholde deres festuge fra d. 28. august og en uges tid frem …

Festugens motto er også In it together – og det er Aarhus: Altså fælles om et stort smitteudbrud af COVID-19. Og nu vil de ansvarlige åbenbart sørge for, at alle beboere i Aarhus – plus besøgende – kan få del i sygdommen. For kommunens politikere insisterer på, at festugen skal finde sted.

Ord som galimatias, vanvid, helt ude i hampen, mangel på samfundssind, mangel på integritet, tåbeligt, hul i hovedet, absurd, dumt, ingen respekt for menneskeliv, skingrende sindssygt og andet af samme skuffe trænger sig på.

For det er en direkte hån mod de svage, de gamle og resten af Danmark at holde fast i en uges byfest i en tid, hvor smitten spredes med en fart, der nærmer sig, dengang det var værst tilbage i marts måned.

Vi er – som det nok er gået op for de fleste – på vej ind i et efterår med mere smitte, mere brug af mundbind og en endeløs venten på vaccine. Og i Aarhus taler de om at holde en byfest, der kan sætte rekordfart i den forvejen meget store smittespredning i landets største provinsby. For slet ikke at tale om muligheden for at sprede smitten til andre dele af landet.

Vi er også sociale mennesker, som har behov for at være ude og i dialog og kontakt med hinanden, lyder de lokale politikeres begrundelse til TV2 for, hvorfor det er i orden at afholde en festuge, der samler omkring 500.000 mennesker.

Ja, voksne og ansvarlige er de i hvert fald ikke i Aarhus – og dét gælder alle etniciteter og religioner, må Danmarksbloggen konkludere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: Mindestenen i skoven

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 3, som også bliver det sidste.

En tur i skoven er selvsagt altid natur. Men den kan også være kultur – og historie. Og den nye viden kan komme ganske uventet, som det skete for undertegnede en lun og delvis overskyet aften i Gribskov i Nordsjælland i juli.

For hverken jeg eller min ledsager kendte til mindestenen og skovarbejderskolen i forvejen. Men på den sene aftentur i Gribskov, som også bød på skovhindbær og observeringen af ugler i skumringen, stødte vi på mindestenen sat over Skovarbejderskolen, som uddannede skovarbejdere i tiden efter 2. Verdenskrig.

Skolen nedbrændte så allerede en frostklar februar-nat i 1953, men arbejdet videreføres den dag i dag i Fredensborg, hvor man har samlet skovuddannelserne og – kurserne. Det er så godt, og det hele startede altså i Gribskov, hvor man d. 3. oktober 1998 rejste en mindesten over denne første skovarbejderskole.

På mindestenen kan man læse følgende tekst: På dette sted startede uddannelsen af skovarbejdere i året 1948. Til gavn for helbred, indtjening, selvværd og fagstolthed.

Der er gode ord, som gælder os alle – og alles arbejde. For ud af selvværd og fagstolthed vokser og trives vi – og samfundet. Så det er ord, som det er vigtige at huske på i en tid, hvor uligheden stiger, men hvor udfordringerne kræver, at vi arbejder sammen allesammen.

For alle hjul er nødvendige, hvis samfundet skal snurre godt rundt og komme frem.

Og her tænkes ikke blot på Coronaen, selvom vi har vist, at vi som samfund kan noget, fordi vi står sammen – og fordi vi har selvværd og fagstolthed alle sammen. Jeg tænker også og især på den klima-trussel, som er mange gange større end Corona, hvor slemt Corona end er.

For hvis vi skal give skoven, hindbærrene, uglerne og alt det andet videre til kommende generationer, så skal vi i gang NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: En regnvejrsaften

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no. 2:

Byger, der går og kommer – det er den danske sommer, skriver Thøger Larsen i ”Danmark, nu blunder den lyse nat”.

Ord, som danskerne hver sommer glemmer. For det er jo først RIGTIG dansk sommer, når temperaturen viser +25 grader, og solen stråler fra en skyfri himmel. Og ja, sådan var sommervejret også i år. Fx i ugen omkring Skt. Hans, hvor studenterne sprang ud og jublende af glæde kørte rundt på deres vogne i solen – og lige nu hvor heden igen er over landet.

Men det danske sommervejr er omskifteligt. Og en lørdag aften i juli var det som de fleste andre dage i sommerferiens storheds-måned, juli, direkte gråt, vådt, koldt og blæsende. Men dét kan også være et skønt vejr. Dét syntes ihvertfald undertegnede, som tilbragte en del af den lørdag aften på Rødvig havn på Stevns.

Rødvig er et dejligt sted. En havneby, som IKKE er ødelagt af folk med for mange penge og uden sans for, at der skal være plads til alle – også ham på knallerten med mælkekassen, og hende, der hver dag kommer og køber en pølse til sin hund, mens hun fortæller de samme historier som i går.

Mange vil kalde en by som Rødvig udkant og måske endda grine lidt. Jeg vil sige, at der er plads til mennesker i sådan en by.

Jeg kan vældig godt lide Rødvig, og især sådan en stille, grå lørdag aften i juli, hvor det blæser og regner så meget, at bådene knager og svajer, mens mennesker og dyr holder sig inde – altså undtagen undertegnede, min ledsager og nogle få andre, som var ude og mærke regnen, blæsten og skumsprøjtet fra havet på egen krop.

For vi mærkede for alvor den danske sommer fra dens grå og våde side, mens vi spiste en is og nød at se på store, grå bølger med hvidt skum, smukke huse, grimme huse – og at der centralt på havnen IKKE er en smart café eller et kæde-kaffe-sted, men en vaskeægte havnegrill der lugter, som den skal af pommes frites og friture – og har priser, så alle kan være med.

Dét er også Danmark, når Danmark er bedst – både i sol og i regn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerminder 2020: Lysende natteskyer

Sommerferien er slut, og mange danskere har tilbragt feriedagene i Danmark. Den nye sæson starter derfor med sommerminder fra hjemmesommeren 2020. Her kommer minde no.1:

Stranden er normalt noget, som man tager til om dagen. Men for undertegnede gik turen til Amager Strand og Lagunen en lys og kølig sommernat i juli. Jeg havde nemlig set striberne på himlen, der fortalte, at det var årets måske sidste chance for at opleve fænomenet lysende natteskyer for fuld styrke.

Lysende natteskyer er kort beskrevet skyer, der overvejende består af frossent vand, og befinder sig på grænsen til Rummet 70-90 km oppe. Lysende natteskyer er altså de højest beliggende skyer, og når de lyser om natten i ugerne omkring Skt. Hans, er det fordi, at solen lyser på dem. For nok kan vi ikke i Danmark se solen om natten, men i nogle gyldne sommeruger rammer solens lys de højtliggende skyer, som så lyser.

Lysende natteskyer ses bedst 1-2 timer efter solnedgang, og når solen er mellem 5 og 13 grader under horisonten. Man skal kigge mod nord, hvis man vil se de lysende natteskyer, som altid er et spektakulært syn.

Jeg har dog aldrig set dem som dén sommernat i juli i år: Bånd i sølv, gyldne, rosa og blå nuancer bølgede og snoede sig over den dybblå nattehimmel – og spejlede sig ned i Lagunens sorte vand, der var så stille og ubevægeligt, at det var umuligt at se, hvad der var himmel, og hvad der var hav.

Langt ude stod de mange vindmøller helt stille som sorte silhuetter – og kun deres røde blinkende lys afslørede, at de var menneskeskabte – og ikke en del af den natur, der på en eller anden måde havde overtaget scenen dén nat – også selvom Amager Strand og Lagunen til alle sider af omgivet af byen.

For lige dén nat var dér en særlig stemning over Lagunen, som jeg aldrig har oplevet før – heller ikke på mine mange sene eller tidlige svømmeture samme steds.

Det var næsten magisk. Men intet varer ved – heller ikke den særlige stilhed, som der var på Amager dén nat. For efter en tid tændte nogen for en soundbox ovre på den anden side af Lagunen, og så var fortryllelsen brudt – i hvert fald for mig.

Jeg var også blevet træt, og skulle hjem. De lysende natteskyer lyste derimod et par timer endnu.

De er også – formoder jeg – ophøjet ligeglade med menneskers gøren og laden, selvom meget tyder på, at vores miljøforurening og de stigende temperaturer (som kommer pga. vores klima-adfærd) bevirker, at der årligt kommer stadig flere sommernætter med lysende natteskyer.

Men er det én god nyhed? Ikke rigtig, vel? For nok er de lysende natteskyer uendeligt smukke og altid værd at ofre en nattesøvn på, men i klimaets navn kan vi godt nøjes med lidt, men godt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv Danmark sommeren 2020

Danmarksbloggen vil gerne ønske alle en rigtig god sommer – med ønsket om at udvise samfundssind og blive hjemme i Danmark, selvom der er åbent op til flere lande.

Ved at blive hjemme i Danmark i sommeren 2020 sikres:

  • At man IKKE er med til at bringe mere smitte hjem til Danmark – med de konsekvenser som det kan have af flere syge og flere døde – og en nedlukning af dele af eller hele samfundet, som ellers var genåbnet
  • At man derimod er med til at støtte danske virksomheder ved at lægge pengene i Danmark, hvad enten man rejser på ferie i vores skønne land – eller bliver hjemme-hjemme.

Undertegnede bliver hjemme, og vil bruge de kommende uger på besøg på museer og andre kulturelle steder, spise jordbær, hindbær og andre dejlige sommerbær – samt svømme så meget som muligt.

Ja, nyde den dejlige, danske sommer – uanset vejret – og måske møde en svane eller to – og sker det, så kan jeg jo synge svanesangen, hvor de to sidste vers lyder:

Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn

Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr

Se hele sangen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11189

For selvfølgelig skal vi rejse ud igen og møde eventyret og alle de andre beboere på denne klode – men vent til 2021.

Giv Danmark denne ene sommer. Vis samfundssind og blev hjemme i sommeren 2020.

GOD SOMMER.

Danmarksbloggen vender tilbage til august – medmindre der sker noget helt vildt. Det kan man generelt aldrig vide, men slet ikke i denne tid, dette Herrens år 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Studenterne 2020

De første studenter kom i går – og i dag kommer de næste – og så er det de sidstes tur i morgen. Det er altid sådan en glæde at se dem gå med deres fine huer på gaden og stråle – også senere på ugen, når de skal ud og køre studenterkørsel.

Men i år bliver det en særlig glæde. For ja, de fik lov. De er også i smittegruppe med hinanden i forvejen, så det var kun ret og rimeligt at give dem lov. Der er også så meget andet, som de ikke fik: De almindelige eksamener (som de måske godt kunne klare sig uden). Men også sidste skoledag, huefest, morgenmad med lærerne, lokale traditioner og for nogle også gallafesterne i foråret fik denne specielle årgang ikke.

Så det er en kæmpe-glæde at vide, at de skal ud og køre og fejres med fuld honnør her senere på ugen.

Undertegnede vil i hvert fald vinke til ALLE de studentervogne, som jeg ser. For når vi kan genåbne butikscentre, cafeer, restauranter og forlystelsesparker, ja sågar invitere udlændinge ind i Danmark igen, så manglede det bare andet end at give de 50.000 danske unge, som får huen på i år, lov til at nyde denne helt særlige dag i deres liv.

Ja, som en klog kvinde, jeg kender, siger det: Studenterne burde faktisk have en billet til Roskilde-festivalen eller anden festival, et højskoleophold og en interrail-billet som studentergave af den danske stat.

Ja, hvorfor ikke? Der er givet hjælpepakker til så meget – men ikke til studenterne, som uden at brokke sig gik i karantæne, og som for langt de flestes vedkommende blev hjemme og holdt afstand og passede deres skole, da det var værst – og som sidenhen fortsat har forstået at holde afstand og passet deres ting. De er en formidabel generation med et samfundssind, som mange såkaldte voksne kunne lære af.

HJERTELIG TILLYKKE til årets studenter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk