Anmeldelse: ”Falling”

”Falling” er om noget Viggo Mortensens film. Han har instrueret filmen (debut) samt været manuskriptforfatter, producer, komponist og hovedrolle-indehaver. Ja, man kan nærmest kalde ham en altmulighed i det medrivende familiedrama, som ikke er bange for at vise de konflikter, der nødvendigvis må opstå i en kontrastfyldt familie.

De to hovedpersoner er far og søn. Sønnen John spilles af Viggo Mortensen, mens faderen Willis spilles af Lance Henriksen, og de er forskellige på næsten alle punkter, hvilket giver et problematisk forhold, der bliver yderligere besværliggjort af farens hurtigt svindende hukommelse. Og der lægges ikke fingrene imellem i filmen.

”Falling” er tværtimod en virkelighedstro film, der viser den barske virkelighed, når et familiemedlem lider af demens. Men det, der gør ”Falling” ganske særlig, er, at filmen tør fremstille den demente far Willis som et usympatisk røvhul. Det er en meget befriende og mere korrekt portrættering af nogle personer med demens. Læg dertil at det er rart for en gangs skyld ikke at se det klassiske romantiserede Hollywood-glansbillede af en syg person.

Den usympatiske portrættering af Willis ligger også langt bedre i tråd med hans opførsel som ung far, som vi får et indblik i via diverse flashbacks. Flashbacksene er placeret gennem hele filmen, og giver os et bredere og bedre grundlag for at forstå historien og dermed forholdet mellem far og søn. Vi ser, og vi forstår, når vi får indblik i Willis’ hjerne og sporadiske hukommelse, der nogle gange er usammenhængende og fragmenteret, mens andet står helt skarpt.

Vi kommer blandt andet tæt på forholdet mellem Willis og hans første kone Gwen, som han elskede meget højt, selvom der også var store problemer. Disse glimt ind i det haltende ægteskab mellem Johns forældre er også med til at forklare nutidens konflikter mellem far og søn, der som de fleste familie-konflikter har rødder langt tilbage i tiden, her til Johns barndom.

Men vi kommer endnu tættere på John og Willis’ indbyrdes forhold i nogle filmtekniske flotte scener med håndholdt kamera, hvor man bliver suget ind i filmlærredet, og bliver holdt fast i dialogen mellem far og søn. En dialog, der skifter mellem det mondæne til en frustrerende samtale mellem to individer, der ikke længere har samme virkelighedsopfattelse pga. Willis’ forværrede hukommelse.

Dialogen mellem far og søn bliver til tider så vild og fuldstændig grænseoverskridende, at man sidder og krummer tæer, mens man andre gange ikke kan lade være med at grine ad de åndsvage kommentarer fra Willis. Uanset samtaleemnet viser disse intime scener mellem John og Willis deres modstridende forhold med kærlighed og knas, som udspringer fra de enorme identitets-forskelle på far og søn.

”Falling” går derfor tæt på de svære situationer, der kan opstå, når en sygdom som demens rammer et familiemedlem, og dennes normale, grundlæggende forståelse for verdenen går tabt. Vi står sammen med John i den frustrerende følelse af fortabthed, mens vi kun som tilskuere kan kigge på, at Willis’ personlighed langsomt krakelerer, og bliver mere og mere outreret. Men vi kan også lære noget af den svære situation, som ”Falling” portrætterer, nemlig hvordan vi selv kan handle som pårørende til en person med svigtende hukommelse/demens.

Viggo Mortensens karakter John prøver altid at være meget tålmodig overfor sin far, også selvom han må gentage sig selv, eller bare spille med på Willis’ forkerte minder. For filmens morale er, at det ikke er bedst, som nogle måske tror at fortælle en dement person, at de husker forkert, og at faktisk er x person død, eller y ting skete slet ikke. Men hvem gavner denne rettelse, spørger filmen. Ikke den demente. Den demente bliver kun overvældet af en følelse af mistillid til egen hukommelse, og en følelse af savn på ny, som den demente ellers kunne være forskånet for.

Filmens budskab er derfor, at det at rette på en dement i virkeligheden er en langt mere egoistisk handling fra de personer, som ikke lider af dårlig hukommelse eller demens, end at det er en god og påskønnet handling, der kommer den demente til gavn.

Hvad der er op eller ned i dén diskussion, vil Danmarksbloggen overlade til de professionelle. Men filmen ”Falling” er absolut seværdig – uanset om man er pårørende til en dement eller ej.

Danmarksbloggen giver ”Falling” 5 ud af 6 stjerner, da filmen er mere end blot et forfriskende virkelighedstro familiedrama. Den er også en mini-manuel til at omgås personer med svindende hukommelse. Samt at ”Falling” er en flot demonstration af Viggo Mortensen mesterlige egenskaber som en af Hollywoods dygtigste altmuligmænd.

Filmen har premiere overalt i landet i dag torsdag d. 5. november.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen

Alle mink i Danmark skal aflives for at undgå en COVID-20

Alle mink i Danmark skal aflives. Alle cirka 15-17 millioner mink, fordi der er fundet muteret Corona-smitte fra minkene hos 12 danskere.

Til det lige afsluttede pressemøde og hos visse politikere (ofte med base i det jyske og blå) blev der så talt en del om det økonomiske aspekt i det. Absolut absurd. Det svarer til at sidde i et brændende hus og tænke på, hvad man mon kan sælge den gamle sofa for.

STOP. Det her handler om sundhed, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Vi er midt i en pandemi, og hvis den muterede smitte fra mink spreder sig, så kan vi risikere at være tilbage på nul – og så skal vi starte forfra med vaccinen, og i mellemtiden vil endnu flere dø. Ja, faktisk risikerer vi at stå med en COVID-20, hvis ikke der handles i tide.

Og ja, vi har den dokumentation,  der skal til for at sige, hvad vi er oppe imod. Og hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi en ny COVID. En COVID-20 med dansk afsender

En COVID-20, som i så fald startede ikke i Kina, men i Danmark. Ikke i den sorte madgryde på et marked i Kina, men på en minkfarm i Nordjylland. Men stadig samme udgangspunkt: Nemlig for mange dyr sammen i små bure – og for tæt på mennesker.

Så nej, de mink skal bare slås ned – og det NU. Godt også at der kommer yderligere restriktioner i Nordjylland. Og godt at Den Nationale Operative Stab kan trække på alle ressourcer, når de skal i gang med at slå de mange mink ned.

Og lad os så få gang i et mere grønt, klima- og dyrevenligt Danmark. Det kan det her passende blive starten på. Ikke flere dyr i bure og lignende forfærdelige forhold. Det hænger også fint sammen med at spise mere grønt og mindre animalsk. Noget, som er sundt for både krop og klima.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørke tider på vej

Så er det i dag, at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres. Det mest skelsættende valg i mere end 100 år. For en uge siden blev den stærkt højreorienterede og religiøse Amy Coney Barrett valgt ind som ny højesteretsdommer.

Så selvom Biden vinder, trækker mørke skyer ind over USA. Præcis som de gjorde det for fire år siden. Spørgsmålet er bare, om katastrofen nu bliver total eller ej.

Jeg husker for fire år siden på selve valgaftenen. Jeg var på Kronborg og anmelde ”Walking Hamlet” skabt af Den Danske Skueplads, som var en førsteklasses kulturel og dannelsesmæssig platform, der blandt andet lavede byvandringer og teater.

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Det var en iskold og blæsende novemberaften, og vi rendte rundt alle steder – udenfor ved borgmuren, nede i kasematterne, oppe i riddersalen, i Dronningens sovegemak, ovre i slotskirken og ude i borggården – og vi i publikum var med i forestillingen som  borgere i Danmark. Det var mit livs første og formentlig også eneste Hamlet. For dén opførelse dén aften kan aldrig blive overgået.

Dels skete den på lokationen – og dels var der en stemning dén aften, som jeg aldrig vil glemme – og som var allerstærkest til sidst, da Hamlet var død, og skulle bæres ud til graven.

Vi gik med ud af slottet, og i samme øjeblik begyndte det at sne. Naturen havde iscenesat det hele bedre end nogen Hollywood-film. Store fnug hvirvlede og faldt ned på både skuespillere og publikum. Og der var en stilhed og en uheldssvanger stemning i luften, som egentlig ikke handlede om Hamlet.

Men som handlede om den despot, der ligesom Hamlets onkel, var ved at sætte sig på tronen i USA. Dén aften kunne man nemlig overalt mærke, at verden holdt vejret, og at vi gik mørke tider i møde.

Ingen af os havde så forestillet os så mørke, selvom daværende præsident Obama sagde, at med valget af Trump kom demokratiet og demokratiets institutioner til at stå deres prøve.

Og i dag bliver det så afgjort, HVOR mørk fremtiden bliver. Får Biden chancen for at kæmpe imod mørket, som det har sænket sig over USA´s højesteret og store dele af USA? Eller bliver mørket totalt ved at at Trump genvælges?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guide til en Corona-sikker Halloween

I morgen er det Halloween. Men højtiden bliver anderledes, som alt andet er det her i 2020.

Sundhedsstyrelsen anbefaler også at droppe de dele af årets Halloween-fejring, der inkluderer fester, udklædning, den traditionsrige slik-eller-ballade-runde, fakkeloptog og andet, hvor man er flere sammen end de 10, som man må være.

Danmarksbloggen iler derfor med en guide til, hvordan du kan fejre Halloween på en Corona-sikker måde – i din egen sociale boble:

  1. Skær et græskar derhjemme med familien – og stil det i vindueskarmen eller udenfor på trappen med et lys i
  2. Læs en spøgelseshistorie eller to højt for de mindste – eller for hinanden
  3. Skriv eller tegn en spøgelseshistorie selv – eller lav noget klippe-klistre-Halloween
  4. Bag en kage med Halloween-tema
  5. Se en uhyggelig film. Der er et væld af film, som har Halloween som tema

I Danmark omtales Halloween ofte som hyggelig uhygge, og det kan det sagtens være i en Corona-tid. Varm kakao og friskbagte boller smager heldigvis altid godt, også når man er i gang med et græskar, en spøgelseshistorie eller en film med hekse, skeletter, zombier og andet uhyggeligt.

Om dit udskårne græskar så skal have et mundbind på, bestemmer du selv. Græskar smitter nemlig ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”

I den største nationale og internationale krise siden 2. Verdenskrig er der brug for en bog som Michael Müllers ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”.

For nok fokuserer bogen i sagens natur på kongehuset, men den handler samtidig om Danmark og os danskere. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” viser, at vi som folk godt kan udholde svære tider og stå igennem modstand – og at der kommer en dag, hvor livet vender tilbage, hvor solen skinner igen, og hvor vi kan samles igen så mange, som det skal være. Det giver derfor håb at se og læse bogen.

Netop læse og se. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er myldrende fuld af fotos fra en tid, som stadig præger vores verden. FN, som spiller en hovedrolle under den igangværende pandemi, er fx direkte udsprunget af 2. Verdenskrig. Det samme er EU, NATO og mange andre af de internationale organisationer og konventioner, som danner rammen om vores verden i dag, og hvis ledere kongehuset altid har mødt som ambassadører på Danmarks vegne.

Så selvom det i år er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, så er båndet til den tid stadig stærkt – og det kommer i denne Corona-tid endnu tættere på. Fordi vi her under pandemien får lov til at føle på egen krop og i eget sind, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor normaliteten er sat helt ud af funktion, og hvor ingen ved, hvornår det bliver anderledes.

Mange af bogens fotos stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og er ikke tidligere offentliggjort. De er spændende, og viser både Danmarkshistorie i al almindelighed som fx Besættelsesmorgenen, Folkestrejken, Rigsdagens åbning efter Befrielsen og livet omkring de kongelige slotte og kongefamilien i særdeleshed. Fotos, som fortæller – hvis ikke man allerede vidste det, at de kongelige udover de officielle pligter er mennesker med følelser og hverdagsglæder som fx daværende kronprins Frederiks og prinsesse Margrethes tur i bølgerne.

Fotos som viser, at de kongelige er mennesker med relationer. Både officielle og private. Både de kærlige og nære som det fortrolige forhold, der var mellem Christian d. 10. og hans svigerdatter daværende kronprinsesse Ingrid – og de mere problematiske som Christian d. 10.´s relation til svigerinden prinsesse Helena, der havde og offentligt også viste en så stor sympati for nazismen, at hun blev landsforvist få uger efter Befrielsen. Senere fik hun dog lov til at komme tilbage til Danmark, hvor hun levede tilbagetrukket resten af livet.

Et af de fotos, som gør mest indtryk, er da daværende kronprinsesse Ingrid hilser på sin far, den svenske konge, for første gang siden krigen. Her kan man se glæden over igen at være sammen lyse ud af billedet. Og igen bliver sammenligningen til vor tid åbenbar – til de mange, som i denne tid ikke ser deres ældre slægtninge, og til de ældre, som må undvære de yngre generationer. Denne gang ikke fordi de holdes afskilt af en krig, men af en virus. Men savnet og kærligheden – og glæden, når man kan ses igen, vil være den samme.

If we do meet again, why we shall smile, skriver Shakespeare i ”Julius Cæsar” – og senere pointerede Vera Lynn under 2. Verdenskrig, at We will meet again. Ord som blev gentaget af Dronning Elizabeth d. 2. i foråret, da Coronaen ramte Storbritannien.

Og netop smil og jubel og mange mennesker – rigtig mange mennesker forsamlet på samme sted – omgivet af Dannebrog er billeder, som ætser sig ind, når man læser og ser bogen. Fordi en verden med glæde og gensyn ikke er nutid, men fremtid – og fortid, som da Shakespeares landsmand general Montgomery, kaldet Monty, kom til København lige efter Befrielsen.

Men vi ser også glæden inden krigen, da den svenske prinsesse Ingrid efter brylluppet i Storkyrkan i Stockholm kom med et sus fra de svenske birke og som en stor gave til det danske monarki. Fordi hun lod Danmark gro på sig og blev dansk. Fordi hun positivt og klogt påvirkede hele fire generationer af regenter på den danske trone: Svigerfaderen Christian d. 10., ægtemanden Frederik d. 9., datteren Margrethe d. 2. og barnebarnet, den kommende Frederik d. 10.

Historien om den daværende prinsesse, nu Dronning Margrethe og hendes forståelse af, at freden var noget godt, er også med i bogen. For hun var blevet lagt i seng, da faderen, den senere kong Frederik d. 9., stak hovedet ind og sagde, at det var freden. Men at freden så var noget stort og særligt, forstod den femårige prinsesse først, da hun kom op af sengen og ned i stuen, og fik en gul sodavand. Hun blev i øvrigt lagt til at sove på en sofa natten mellem d. 4. og d. 5. maj 1945, da der blev skudt mod Amalienborg ovre fra Holmen – og hendes værelser vendte den vej.

Og gennem det hele gjaldt det om at holde hovedet højt og ranke ryggen, som daværende kronprinsesse Ingrid sagde det.

Forfatteren Michael Müller nævner i forordet, at han har skrevet bogen med den tanke at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi ikke skal tilbage til. Det er fint. For vi lever i en urolig tid, hvor ingen ved, hvad der sker, og hvor nationalismen på mange måder farer lige så brølende frem som i 1930´erne. Noget som den igangværende pandemi kun forstærker, både nu mens den raser – og formentlig også når den er forbi.

”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er derfor en stærk bog med et flydende sprog, der giver et fint billede af Besættelsestiden og det, som ledte op til og det, som fulgte. Så vi får det hele med – også Christians d. 10.´s død i 1947 og det nye kongepars første år på tronen.

Nogle vil måske klandre bogen for at være ret letlæst og med nærmest lige så mange fotos som tekst. Men ikke alt behøver at være murstensværker for at formidle noget vigtigt, og slet ikke en bog som denne, der med en sprudlende fortælleglæde og billeder, der som bekendt fortæller mere end 1000 ord, giver både historisk perspektiv og håb i en mørk tid. Bogen lever dermed også op til sin egen undertitel: I mørke og håb.

Danmarksbloggen giver ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” seks ud af seks Dannebrog som dem, der var overalt i Danmark efter Befrielsen, og som vi igen skal kippe og juble med, når Corona-pandemien en skønne dag endelig er forbi.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren udviser rettidig omhu

Så fik skruen et nøk til i går aftes til endnu et pressemøde i Statsministeriet.

Forsamlingsforbuddet blev sænket til 10, vi skal også undgå at se for mange mennesker privat, ja helst skære så meget ned som muligt og i hvert fald ikke over 10, og så skal mundbindet på indendørs i supermarkeder, butikscentre og alle offentlige steder.

Årsagen er enkel: Smitten er løs igen – i hele det danske samfund, og det går alt for stærkt lige nu. Så hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi, at pandemien løber løbsk i Danmark, som den har gjort det mange andre steder i Europa, hvor sygehusene allerede nu (mens smittetallene stiger) er på max-kapacitet – eller over.

Det er dystre udsigter – og det kan blive meget værre end i foråret, hvor lastbilerne kørte i lange rækker med lig i de nord-italienske byer, hvor spanske gamle på plejehjemmene blev efterladt, så de lå og døde i deres senge og andre grufuldheder, som skete her i Europa – og i resten af verden.

Men i Danmark er der folk, der brokker sig over ikke at kunne komme til fodboldkamp. I Polen laver de deres nationalstadion om til et felthospital.

I Danmark er der folk, som beklager sig over ikke at måtte forsamles 35 mennesker til et kobberbryllup. Flere steder i Europa må man ikke være sammen med andre end dem fra ens husstand. Ja, nogle steder må man ikke kramme mere end ét menneske.

I Danmark brokker folk sig over, at mundbind er besværlige. Kirurger kan stå og lave livsvigtige operationer med mundbind på i timevis, og så kan vi andre nok også klare at have dem på, mens vi skal købe to liter mælk.

I Danmark er folk negative over, at Mette Frederiksen har aflyst julefrokosten – i andre lande forbyder man rejser mellem regioner og ind og ud af byer, dvs. at børn og forældre og bedsteforældre risikerer ikke at kunne være sammen til jul.

I Danmark brokker Venstre og de andre borgerlige partier sig over, at landets statsminister tager styringen i denne krisetid, og ikke ringer til dem, hver gang en beslutning skal tages. I Belgien har sundhedsmyndighederne i to måneder set, hvad der var på vej og efterlyst handling fra myndighederne. Men den er først kommet nu – alt for sent.

Det, Mette Frederiksen gør, er rettidig omhu – og det redder både danske liv og danske arbejdspladser – og dermed det danske samfund.

Så: Bliv hjemme, tal med dine venner og familie i telefonen eller over Skype, og skal du ud, så tag mundbind så. Sværere er det ikke. Så find samfundssindet frem, og lad det sejre over den forkælede egoisme, så kommer vi igennem det her. For COVID-19 kan bremses, når vi holder afstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kim Larsen 75 år – og vi synger sammen igen

I dag ville Kim Larsen været fyldt 75 år.

Desværre døde han for lidt over to år siden. Alt for tidligt. Danskerne gik også i mindeoptog, var til mindekoncerter og alt muligt andet dengang i 2018 for at hylde Danmarks bedste spillemand gennem tiderne.

Kim Larsen, som gav os et helt katalog af sange, som vi stadig synger med på – og som vi vil synge, så længe der tales dansk på denne jord. Og i aften vil vi synge hans sange i ganske særlig grad.

For i aften genoptager DR fredags-traditionen fra foråret ”Fællessang – hver for sig”. Selvfølgelig med Phillip Faber og Mads Steffensen.

For sådan var det. Vi sang sammen – hver for sig – hver eneste fredag hele foråret. Der var også brug for sammenholdet i en tid, hvor Corona-pandemien hærgede, og Danmark var nedlukket.

Danmark har så været delvist åbnet op igen, men Corona-virussen ser her stadig, og det går stærkt den gale vej ligenu. Så nu skal vi synge sammen igen – på afstand. Dét giver kraft og mod.

Danmarksbloggen synes, at det er en glimrende idé. Og så især at starte netop i dag, hvor Kim Larsen ville være fyldt 75 år.

Der skal også synges ekstra meget Kim Larsen i aften – selvfølgelig. Det giver god mening. For ingen kunne som Kim Larsen samle danskerne, når vi skrålede med på hans sange til hans koncerter. Vi kan også sangene udenad.

Kim Larsen-sange er nemlig dansk dannelse og kultur, når det er bedst – og i aften skal vi synge dem sammen – hver for sig og på afstand. Dét giver håb. Også fordi Kim Larsen var kendt for at sætte ord på det, som danskerne tænkte og følte – og nu gør han det igen på den anden side af graven i en svær tid i Danmark. Dét er eminent.

Eller som han selv sang det i den sidste sang, som han optrådte med til sin sidste koncert: Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, om de ting som skal komme, førend livet er omme …

Det gælder også i en Corona-tid. Tillykke til hr. Larsen og god vind til alle os, som her i 2020 bebor de danskes øer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Robin Hood. Eventyr i Sherwood”.

Kan man tage en stor klassisk fortælling som Robin Hood og slippe afsted med at lave den i en version, der er en blanding af klassisk komedie, klassisk drama, en snert af teaterkoncert og mest af alt noget, som minder om den helt specielle engelske kunstform, der hedder Christmas Show.

Christmas Show er en engelsk kunstform fuld af satire og gakkede påfund, hvor man tager en klassisk historie, og hæmningsløst indfletter både publikum, aktuelle begivenheder og personer, og som man i Danmark primært kender fra London Toast Theaters ”Crazy Christmas Cabaret”, der normalt spiller hvert år ved juletid.

Men nu sker det også på Folketeatret i Nørregade i København, hvor den velkendte fortælling om Robin Hood, Lady Marion, de lystige svende og alle de andre fra Sherwood-skovene formidles i en fyrig og farverig version, der udover et gedigent klassisk skuespil og sans for den specielle engelske kunstform er fejende flot, fuld af fægtescener og andre slåskampe.

Der er med andre ord fart over feltet og stor fysisk dygtighed sammen med godt skuespil i denne moderne version af middelalderens England.

Som tilskuer rives man med – og råber gerne både buh og hurra, alt efter om det er skurken eller helten, der viser sig på scenen.

Fortælleren, der også er aktivt med i stykket, er selvfølgelig en favnende broder Tuck, som kommer helt ud til bagerste række med hans sans for timing. Han spilles med lige dele saft og kraft af Jesper Riefensthal. Som mangeårig publikummer til de engelske Christmas Shows, savner man faktisk kun én ting ved broder Tuck, nemlig at se ham i et overdådigt kvinde-kostume og med masser af make-up.

For sådan én Dame med stort D skal dér være i sådan en forestilling. En Dame, der som en anden Dronning samler alt og alle, og er en levendegjort morale, og broder Tuck er den mest oplagte figur til den rolle.

Men ellers er det hele dér: Den gode historie, de kvikke bemærkninger, de små ordspil, de gæve helte, de grinagtige og grumme skurke, en pyntesyg konge der ikke kan se udover egen næsetip, mens han spankulerer rundt som en anden (fransk) hanekylling, kvinderne der kan det hele (og bedre end mændene – og som både kender deres stjerner og bueskydning) – og den store finale, hvor alle synger og danser på scenen, mens vi i publikum begejstret sidder og klapper med.

For retfærdigheden sejrer om bekendt, og der bliver taget sig af de svage og fattige. Det er en generel vigtig pointé i historien om Robin Hood, som får lov til at stå på scenen i sin enkle, dramatiske og gribende form. For indimellem i korte glimt er det alvor og drama på den store klinge. Dét klæder forestillingen også at turde det.

Som de to centrale figurer Robin Hood og lady Marion ser vi Christopher Læssø og Emilie Rasmussen, og de er både hver for sig og sammen overbevisende og troværdige. Man kan godt se dem som et par – også når kampen er slut, og de kan vende hjem til mere fredelige tilstande og måske lægge buer og pile fra sig.

I de andre roller ses Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes og Mathias Sprogøe Fletting – og alle spiller forrygende.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 pile til ”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” på Folketeatret. Den er morsom i ordets bedste betydning, og man går glad og fornøjet hjem fra en forestilling, der er tænkt som en familieforestilling, og også er det. Og endda én der tør gå den engelske teatertradition i bedene. We are amused!

”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” er en familieforestilling med kalorier, som både børn og voksne kan grine af og forstå alvoren af, selvom der måske er en enkelt pointe eller to, som går over de smås hoveder. Men hvem ved? De ser sikkert noget andet, som vi voksne misser. Det gør børn tit. Også nogle gange dét, som rammer lige midt i skiven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Liva Weel – et liv à la carte”

En biografi til tiden. Dét tænkte jeg, da Janni Andreassens biograf ”Liva Weel – et liv à la carte” ankom, og jeg skulle i gang med at læse om den i særklasse største revy-kunstnerinde i Danmark gennem tiden.

For sidste gang det var alvor i Danmark, sang Liva Weel som bekendt ”Man binder os paa Mund og Haand”, som visen kaldes, selvom den egentlig hedder ”Gribe efter blanke Ting”. Visen er skrevet af digteren, samfundsdebattøren og lysmageren PH, som sagde til Liva Weel: Gå ud og giv dem den lige i smasken – og det gjorde hun. Aften efter aften, hvor visen skabte et sammenhold og en identitet mod den tyske besættelsesmagt, som både dengang og siden står som et stærkt symbol på dansk sammenhold.

Og det er netop, hvad vi har brug for her i Corona-pandemiens tid, også selvom det er noget mere diffust at kæmpe mod en virus. For den er ligeglad med både poesi, sang og litteratur, men det er vi mennesker ikke. Vi lever af kunst og kultur, som giver os åndelig næring, så vi får modstandskraft og udholdenhed.

Måske det også er derfor, at vi i denne tid stadig synger de gamle sange og viser, hvor mange netop er dem, som Liva Weel sang i sidste århundrede. Viser som I Dit Korte Liv, ABC-visen, Nå, Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Glemmer Du og mange flere, som vi synger sammen og hver for sig til mange lejligheder, men allermest måske til forårets fælles-synge-aftner på DR, som fra på fredag i øvrigt kommer igen.

Bogen om Liva Weel er så meget mere og meget andet end historien om besættelsen og dén stemme, der bedre end nogen anden kunne fortolke og formidle PH´s tekster, der var aktuelle dengang, men som altså stadig taler til os her næsten et århundrede senere.

For Liva Weel var aktiv gennem flere årtier, og hun var så stor en revykunstner, at kun Dirch Passer har været på samme skyhøje niveau på den danske revyscene. Han pga. af hans komiske talent med den store sårbarhed lige under overfladen. Liva Weel pga. hendes evne til at synge – og samtidig at kunne levere det skæve blik og den kvikke replik, som hun også havde privat – sammen med sårbarheden.

For tåren lå hele tiden lige under smilet og den boblende champagne – eller kirsebærvinen, som var en stor del af Liva Weels privatliv i de gode år – og også i de dårlige. For hun drak for meget.

Liva Weel gjorde i det hele taget alt i det store format. Hun blev stormende forelsket flere gange, hun gav sig selv 100% på scenen hver eneste gang – og i privatlivet. Hun var godt skåret for tungebåndet, bramfri, arbejdsom, ærlig og tog favntag med livet, både når det gav hende jordbær, og når det gav hende citroner. Ofte skete det på samme tid. Men fru Weel spiste det hele op. Livet er à la carte – og hun tog alt på menuen.

Og i ”Liva Weel – et liv à la carte” hører vi om det hele skrevet ud fra alle de kilder, som findes om Liva Weel: Avisartikler, materiale fra Liva Weels familie og ikke mindst hendes seks dagbøger, hvor de fem findes på Det Kgl. Bibliotek og den sjette på ”Alhambra – Museet for humor og satire”, som ligger på Frederiksberg. De dagbogsuddrag er vældig interessante og det, som lyser i bogen.

For her taler hun selv til os. Her hører vi hendes egen stemme, hvad hun var optaget af og hvorfor – og hvordan hun så sig selv og sit liv, som det var, mens hun skrev om det. Vel at mærke hele hendes liv.

For Liva Weel var mere end en ikonisk kunstner, der arbejdede sammen med ALLE de store revykunstnere, digtere og revydirektører i hendes samtid. Hun var også mor til Jørgen, som hun havde med sin første mand Arne Weel, hvis efternavn hun tog. Oprindelig hed Liva Weel som bekendt Olivia Olsen.

Danmarksbloggen bed i øvrigt mærke i, at billedet på bogens forside viser en ung, smuk og forførende Liva Weel. Et anderledes og dejligt valg. For normalt ser man altid billeder af hende som en midaldrende kvinde, og nok er der rigelig leflen for ungdommen i vores tid. Men når alle artikler og andet om fru Weel i de sidste mange årtier nærmest uden undtagelse har vist fru Weel i ældre versioner, er det forfriskende at se denne i ordets mest omfattende betydning danske diva som hun så ud, da hun var ung og forførende.

Indeni bogen er der også masser af billeder fra hele hendes liv til at understøtte den omfattende tekst.

Danmarksbloggen giver ”Liva Weel – et liv à la carte” fire ud af seks stjerner for grundigheden og muligheden for at komme tæt på denne største danske kvindelige revy-kunstnerinde. Men der efterspørges samtidig mere flow, fart og fyrighed i manuskriptet om denne fantastiske kunstner.

Liva Weel var selv stor i slaget, og det burde bogen om hende også havde været. For hun var en gigant, som historien om hendes dødsleje også fortæller. Liva Weel hørte nemlig, at en avis allerede havde skrevet hendes nekrolog, og hun fik overtalt en journalist til at komme med den.

Liva Weel læser den, og er for stund tavs, hun som ellers havde en bemærkning til alt og alle. Og så siger hun stille: Var jeg virkelig så god? Svaret er ja.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk