Der er film, som man hurtigt regner ud. Jeanette Nordahls ”Begyndelser”, som har premiere i dag, er en af disse.

Men de manglende overraskelser og ikke-eksisterende plot-twists gør ingenting. Ja, faktisk er det filmens styrke, at den er så tro mod livet, som tilværelsen er, når alt vendes på hovedet, og ulykken sker – og senere når chokket over en uventet hændelse har lagt sig, og de involverede skal lære at være i en ny virkelighed.

Her handler det om, at Ane (spillet overlegent driftssikkert af Trine Dyrholm), som ellers er i sin bedste alder, og har stor akademisk succes, rammes af en blodprop. Det får selvfølgelig voldsomme konsekvenser for hende selv, men også for de to døtre, som hun har sammen med manden Thomas (spillet lige så sikkert af David Dencik).

Thomas har så – med Anes vidende – fundet en anden, som han planlægger at flytte sammen med, så snart de har fortalt deres to døtre, at de skal skilles. Men blodproppen udsætter det hele.

Hvad der så sker, og hvordan de forskellige håndterer at være i den nye virkelighed, skal man se filmen for at finde ud af. Men lad det være sagt med det samme: Der sker ingenting, som ikke kunne ske, hvis ulykken ramte dig, mig eller nogen, som vi kender.  

For filmens helt store styrke er, at der intet ekstra drama er, ingen action for dens egen skyld og følelserne er på ingen måde skruet op. Alt er fortalt i et roligt tempo, og alt er så hverdagsagtigt, så realistisk, så knugende som livet og virkeligheden selv. Det er det, som hedder en god film.

Og det understreges af de gode skuespilspræstationer.

Johanne Louise Schmidt spiller kæresten Stine, og det gør hun godt. Det eneste ærgerlige er, at man ikke får set hende mere, så hun kan vise andre sider af karakteren end blot at være faderens forstående kæreste. Omvendt er der måske netop en pointé i at fremstille Stine som en funktion, mere end som et helt menneske.

Og så spiller Dyrholm og Dencik som sagt ægteparret Ane og Thomas, der står foran at skulle skilles. Scenerne med de to alene er som at løfte et klasse-kammerspil på teatret over til lærredets store flade. Det gnistrer og sprudler imellem dem, også når de ikke siger noget.

Men også parrets to børn er fantastiske:

Luna Fuglsang Svelmøe, der spiller lillesøsteren Marie, som er meget glad for sin hvid-orange klovnefisk, der naturligvis hedder Nemo, og som, indtil det hele vælter, har en hverdag med godnatkys og omsorg, inden hun alt for tidligt skal ud af det trygge akvarium og lære at svømme i det store hav aka navigere i at mor, tilværelsens faste punkt, ikke længere er sig selv.

Det samme skal storesøsteren Clara, der spilles af Bjørk Storm, og som er et stjernefrø i svøb, når hun viser, hvordan det er at være ung og sårbar og på kanten til voksenlivet – og på den ene side have brug for at gøre opgør mod moderen, men på den anden også føler ansvaret for moderen sammen med sorgen og angsten for fremtiden.

Scenen, hvor moderen er kommet på sygehuset, og ligger passiv i sengen, og Clara holder masken, mens hun inde på stuen, inden hun bryder grædende sammen, da hun er alene udenfor døren, er for mig filmens mest gribende. Måske fordi jeg dér endelig fik et billede på, hvordan min datter må have set ud, må havde grædt efter hun havde lukket døren, da jeg var indlagt i et alvorligt ærinde, da hun var på samme alder.

Men der er mange stærke scener, mange gribende øjeblikke, mange oprørende intermezzoer, hvor man tænker ”Det kan jeg godt forstå”, ”Sådan var det også for mig/os” eller ”Det der kunne jeg aldrig finde på”.  Det sidste er især, når Ane er urimelig overfor børnene. Men man skal passe på med at dømme. Ingen ved, hvordan man reagerer, når man møder livet i al dets magtesløshed.

For vi vil så gerne have kontrol over det hele. Men det har vi ikke. Vi kan kun være dér for hinanden undervejs i livet, er budskabet i ”Begyndelser”. Sådan en ting som en happy end eller en unhappy end findes i øvrigt heller ikke. Livet går hele tiden videre, og med os bærer vi vores tab og vores sorg, men også vores glæde, lykke og især de mennesker, som vi knytter os til undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor ”Begyndelser” fem ud af seks krykker, som dem vi alle sammen behøver i livet, nogle gange fysisk, men altid og ret ofte mentalt, hvor vi giver dem til hinanden, når vi accepter, rummer – og ja, elsker. Det er en stille og stærk film om at komme fra katastrofe og konflikt til forløsning og forsoning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fransk-danske film ”Den nye Triumfbue” instrueret af Stéphane Demoustier har dansk premiere 1. juledag, og lad det være sagt med det samme: Det er en storfilm af den slags, som kan ses også om mange år – præcis som at den nye Triumfbue i Paris er bygget også for fremtiden.

Det er så Danmarksbloggens påstand, at man ser filmen forskelligt, alt efter om man er fransk, dansk eller noget tredje.

Som franskmand vil man selvfølgelig fokusere på selve den nye Triumfbue. Hvordan blev den bygget, af hvad og af hvem – og hvorfor blev den, som den blev? For selvom filmen benytter sig af kunstnerisk frihed, er den tro mod, at byggeprocessen var en lang kamp, hvor stor vision og uendelige økonomiske midler mødte pragmatik og politik. Hvor det ikke blev, som arkitekten, danske Johan Otto von Spreckelsen, havde tænkt den nye Triumfbue med den store kube, de små kuber, de svævede skyer og glatte sider af limet silikoneglas og italiensk marmor.

Alligevel blev slutresultatet flot – hvad enhver Paris-farer kan skrive under på. Også fordi aksen er på plads – fra Louvre over Place de la Concorde og op ad Champs-Élysées gennem den gamle Triumfbue og ud til La Défense-kvarteret og den nye Triumfbue, som overvældede mig totalt, da jeg som ung studerende var i Paris kort efter indvielsen af Johan Otto von Spreckelsens mesterværk, som skete på selvsamme dag i 1989, hvor Revolutionen fyldte 200 år. 

For franskmændene er filmen om den nye Triumfbue derfor en film om national identitet og stolthed, og derfor er det også modigt, at filmen tør gøre grin med franskmændenes hang til bureaukrati og falbelader. Helt fantastisk er fx scenen, hvor præsident Mitterand skal åbne konvolutten, der afslører, hvem der er arkitekten bag det vindende bud. Her sidder præsidenten – som den eneste – på en guldstol i et guldrum og omgivet af folk, som var han en anden solkonge.

For os danskerne derimod fylder den danske arkitekts kamp og skæbne, selvom vi godt ved, at han ”i virkeligheden” måske slet ikke var, som han fremstilles i filmen. Men det betyder ikke noget i den danske stolthed over, at en dansker skulle stå for det nye vartegn i byernes by dengang i 1980´erne.

Som Johan Otto von Spreckelsen ser vi Claes Bang – og hvem andre end ham kan i grunden spille den rolle? Han er jo også selv en slags Johan Otto von Spreckelsen. For hvordan kan det være, at Bang ikke anerkendes nok i sit fædreland til at få de store roller i danske film, mens han vader fra succes til succes i udlandet – og vel at mærke i tunge og betydningsfulde roller?  

Som denne hvor han stråler igennem som den danske arkitekt, der gav alt og mere til for det, som han vidste ville være hans livsværk, hvad det også blev – selvom han døde to år inden indvielsen. Bang er både grublende, gnistrende og indædt i rollen. Det lyser gennem filmen, at Johan Otto von Spreckelsen blev martret af en hellig ild, og Bang sekunderes med lidenskab og glød af Sidse Babett Knudsen, som med stor sikkerhed gestalter Liv von Spreckelsen, Johan Otto von Spreckelsens kone, bedste ven og projektpartner, både i Frankrig og hjemme i Danmark.

Den kunstneriske frihed er igen på spil i deres relation som i skildringen af deres psykologi. Men filmmæssigt fungerer kontrasten fra det travle og menneskeskabte paradis i Paris til det rolige og naturskabte paradis i Danmark, også fordi det hele vejen sker med Bangs top-fremstilling af Johan Otto von Spreckelsen som den idealistiske og kompromisløse kunstner, der 24-7 jager sine mål.

”Den nye Triumfbue” er derfor en storslået skildring af en af de ældste kampe i verden, nemlig den mellem vision og penge, mellem drøm og politik, når der skal bygges for eftertiden. En kamp som kæmpes i regeringskontorerne, på tegnestuerne og på byggepladserne, og som aldrig er så rosenrød, som det italienske marmor, som Johan Otto von Spreckelsen ønskede sig, er.

Det marmor, som er brugt til at skabe Michelangelos mageløse Pietà, som er i Peterskirken i Rom. Derfor er det også ren poesi, kunstnerisk frihed og meget fransk i filmen at lade Johan Otto von Spreckelsen dø på en bænk tæt ved hans livsværk. Dø, så han ligger i en positur som en ny Pietà, nemlig en moderne version af den døde Jesus i sin mors arme, hvor Johan Otto von Spreckelsen er sønnen, mens moderen, som favner sin døde søn, er hans elskede Kube, menneskehedens triumfbue.

Det er kunst. Det er format. Også at filmen slutter med en stor hommage til den danske arkitekt, idet man lader Johan Otto von Spreckelsens to franske samarbejdspartnere, og måske frenamies, arkitekten Andreu spillet af Swann Arlaud og embedsmanden Subilon spillet af Xavier Dolan, tage hele vejen fra Frankrig til Danmark for i silende regn at lede efter hans grav, som ikke er et storslået monument, blot en beskeden plade i det grønne græs. En både smuk og passende pastorale …

Danmarksbloggen giver ”Den nye Triumfbue” seks store kuber ud af seks mulige. Det er et epos af format, fortalt med indlevelse og fordybelse, filmet med sans for alle farver og former – og hele vejen gestaltet, så samtlige muser og arkitekter, præsidenter og andet godtfolk jubler i deres himle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk