Månedsarkiv: december 2017

Anmeldelse: “Alle mine morgener på jorden”

Udgivet den af
Svar

Alle mine morgener skal være poetiske, siger en af Danmarks største eventyrere gennem tiderne Troels Kløvedal, som i sidste uge udgav sin må man formode sidste bog ”Alle mine morgener på jorden”.

En bog – eller måske rettere en odyssé gennem et usædvanligt og rigt liv, fuld af spændende historier om fx skibsjagten, der som bekendt endte med Nordkaperen, turen gennem en militær flådeøvelse ved Polens kyst, med narkomaner på nedtrapning i den stockholmske skærgård – en tur som han aldrig har skrevet om før – men også historier om Bali og andre steder i Indonesien, fx øen Nias hvor en levende fortælletradition hjalp øboerne videre efter tsunamien i 2004 – og meget mere.

I alt blev det til mere end fem årtier – uden et alvorligt uheld – med Nordkaperen, og man følger med på alle tre jordomsejlinger. Man møder plejebarnet Per, som blev taget ind, og var med i alt, der foregik ombord, og var en såkaldt skidt knægt, som – fordi han blev mødt med kærlighed – udviklede sig til at blive en prægtig mand.

Der skrives også flittigt om master, flådehistorie og håndværk. Og vi hører om det faste holdepunkt på Tahiti på den anden side af jordkloden, hvor Nordkaperen lå på den samme plads i havnen alle tre gange, som den kom forbi. Om Troels Kløvedals nære forhold til Ægæerhavet, de græske sagn, græsk mad, natur, klima og sollys – men også om hvordan alt det smukke ved Grækenland døde i det lille, beskidte diktatur.

For der er også plads til holdninger om, hvorfor det stadig vigtigt at fortælle om græsk oldtid og mytologi – og måske især i vor tid, hvor Europa og EU igen er på dagsordenen sammen med nationalismen. For Troels Kløvedal er en verdensborger, men også en mand, der elsker demokratiet, sit land – og gerne vil gøre noget for den frihed, som var et grundvilkår i hans liv og hans lykke.

Smukke steder og lykke har i øvrigt heller ingenting med hinanden at gøre, siger han og slår fast, at man ikke kan sammenligne en atol og Danmark i maj. Men han vil som sejler gerne sige, at skibe og øer klæder hinanden, og når man sejler, finder man også ud af, hvor mange øer, der er i verden.

For jo mere man rejser, jo større bliver verden, og Troels Kløvedals verden er stor, selvom også han behøver både søkort og stjernerne, som han på sine rejser over oceanerne har udviklet et personligt forhold til. Stjernerne og så det behov, som han har for at have et sted indeni, som er helt hans eget – eller som han skriver det: Min hemmelige aftale med skæbnen, min livseliksir.

Kina-togtet er også med og har sit eget kapital, hvilket giver mening, da Trols Kløvedal var den første ikke-kineser, der sejlede så langt op af Yangtzefloden – og det for kun 15 år siden. Det handler også om Danmarks mangeårige gode forbindelse med Kina – og om Troels Kløvedals nej til at tage en ph.d.

Han sagde dog ikke nej til at deltage i hofballerne, som han beskriver som at træde lige ind i Danmarkshistorien, og så taler han også om samtalerne med Dronningen, der er født i København nogenlunde samtidig med ham selv – og som derfor lytter til den samme tromme i erindringsdybet, som det så psykologisk beskrives af manden, der indenfor de seneste år har modtaget både Dannebrogsordenen – og ALS-diagnosen, så også sidst i livet møder han både lys og mørke i det store format.

Men vi hører også om en barndom, der indimellem var lykkelig, men også var meget omskiftelig, om det nødvendige oprør mod autoriteterne, og hvorfor Kronborg blev et symbol på frihed – og så selvfølgelig om kærlighed, erotik, kvinder og børn. Om hippietid, demonstrationer, militærfornægter-tiden og de andre politiske manifestationer.

En person, der nærmest står lysende op fra bogen, er hans ungdoms bedste ven Hermann, som døde i en trafikulykke for 30 år siden, og som delte ud af sit overskud til den unge Troels. Om hans død skriver Troels Kløvedal: ”Der dannede sig en sten i mig, som aldrig har forladt mig”.

Lige dér er vi tæt på hans hemmelige sted, men der er mange flere historier, der skal fortælles, så vi hører også om kollektivet Maos lyst og venskabet med Ebbe Kløvedal Reich, om film, musik, teater, højskole, tv, revy, forfatterskab, foredrag, kongelige og kendte mennesker og ikke kendte – men stadig store personligheder, som har præget dansk kulturliv. Et kalejdoskop af oplevelser, store og spændende fra hele verden – så mange at det er oplagt at tænke, at der skulle 20 menneskeliv til at opleve det hele – men ikke når vi taler Troels Kløvedal, så kan det nås på mindre end otte årtier.

Som læser ville man gerne have endnu mere fortalt i dybden, for Troels Kløvedal skriver så levende og godt, men da bogen allerede fylder 448 sider, så ville det have været for meget forlangt at ønske mere. Undertegnede kan blot opfordre til at begynde at læse andre bøger af Troels Kløvedal, hvis ikke man allerede gør det.

For både i de tidligere bøger og i denne får man som læser en god portion kultur, historie og den der almene dannelse, som er så efterspurgt og behøvet i vor tid, men som man ikke kan google sig til eller tilkøbe i en app, men som kræver, at man rent faktisk læser bøger, går på museer, hører musik, lever livet og taler med mennesker – som Troels Kløvedal har gjort det.

Og som han skriver om, så man kan se det hele for sig, ja nærmest mærke havsprøjtet og lysten til at hoppe på hovedet i havet en skøn morgen, mens båden ligger for anker derude på bølgerne.

Der er i bogen også de skønneste fotos – men de bedste og mest levende billeder er alligevel dem, som Troels Kløvedal tegner selv med hans sprudlende fortælleglæde og sprog.

For livet og havet og eventyret er derude – lige til at bruge for os alle sammen. Og måske især efter regel nr. 3 i skibskollektivet: I tilfælde af uenighed, skal den, der har lyst til at sejle længst væk, have ret!

Det er en god leveregel – også når man selv er i tvivl, og diskuterer med sig selv, om man nu tør.

Danmarksbloggen giver seks store skibe ud af seks mulige for en fantastisk bog, som blev lukket med et taknemmeligt smil og en lille tåre i øjenkrogen. For det er en af Danmarks største sønner, der nu er ved at gøre klar til at gå fra borde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2. søndag i advent: Lucia kommer lige om lidt

Udgivet den af
Svar

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 2. søndag i advent med Lucia, som fejres bedst i den svenske kirke, som også har en afdeling i København. Her hedder den Gustafskyrkan, og ligger lige ved siden af Østerport – og byder året rundt på gudstjenester og masser af andre arrangementer, også alle de klassiske svenske højtider, hvor ingen er så smuk og betagende som den svenske Lucia-skik.

Forestil dig at sidde i en bælgmørk kirke og så svagt høre en nynnen og måske mere ane end se skæret af et lys, der er på vej. Sangen vokser så i styrke, samtidig med at lyset bliver stadig mere klart, og så kommer de ind i kirken, de lange rækker af hvidklædte terner med tændte stearinlys i hænderne og stjernedrengene med enten lys eller stjerner – alle ført an af selveste Lucia-bruden med de levende lys i den grønne krone på hovedet.

Og så starter koncerten, når koret (som udgør Lucia-optoget) har grupperet sig oppe ved alteret. Og de kan synge – både Lucia-sange og julesange og julesalmer.

For i Sverige har man flere Lucia-sange end den, som vi kender – og mange fantastiske julesange og julesalmer. Deriblandt også nogle som vi ikke kender i Danmark som fx ”Når det lider mot jul” og ”Jul, jul, strålande jul”. Men også én enkelt som vi har adopteret, nemlig ”Nu tændes tusinde julelys”.

Selve Lucia-dagen er d. 13. december, og den fejres overalt, hvor Svenska Kyrkan er, både i Sverige og udenlands – og det giver våde øjne og en boblende glæde hver gang, skal undertegnede hilse og sige. For ingen steder er man tættere på englesang og himmelsk lys end til Luciafirande i Svenska Kyrkan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Noget om helte”

Udgivet den af
1

I går aftes var der premiere på ”Noget om helte” på Nørrebro Teater, der selvfølgelig handler om Halfdan Rasmussens udødelige ord.

Halfdan Rasmussens tosserier og rim er elskede af flere generationer af danskere, der som små nyder at høre dem, senere selv at læse dem – og endelig læse dem op for egne børn og til sidst måske endda for børnebørnene.

Det siger sig selv, at ordene og især ordenes lyde er det centrale i Halfdans Rasmussens digtning, der også omfatter meget andet end tosserierne, men det er tosserierne, som vi får i forestillingen, hvor der selvfølgelig siges ord – og synges ord, både solo og af Nørrebro Teaters dygtige Folkekor.

Men på en eller anden måde er det alligevel i langt højere grad billedliggørelsen og kropsliggørelsen af Halfdan Rasmussens tosserier og digte, der folder sig ud på scenen i et set-up, der med sit grøn-hvid-stribede sommertelt mindede om en sommerdag på stranden i Hornbæk, hvor digteren boede.

Men der er også både revy, vaudeville – og cirkus over forestillingen, og ikke kun på grund af den røde næse og et fantastisk nummer med vimpel, som det hedder indenfor den rytmiske sportsgymnastik.

For som i tosserierne får vi det hele – også poesien, sneen og glitteret, og flere forskellige stadier og sindsstemninger i Halfdan Rasmussens liv, der på den ene side går frem, men også bevæger sig rundt i cirkler på den drejelige del af scenen. Præcis som hverdagen gør hos os alle – fra fødsel over forelskelse, forlovelse – og måske forgiftelse – og til den død, som er livets vilkår.

Ja, vi får endda fire forskellige Halfdan Rasmussen´er – eller skulle man måske sige fire forskellige sider af digteren – groft skulptureret over de fire temperamenter kendt allerede fra oldtiden: Det sangvinske og optimistiske, det melankolske og alvorlige, det koleriske og heftige – og endelig det flegmatiske og sindige.

Om virkelighedens Halfdan Rasmussen så havde ét dominerende temperament, ligesom de gamle grækere mente, at alle mennesker havde det, skal være usagt her.

For på scenen fik de fire skuespillere, Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne, heldigvis lige meget plads til at fylde deres rolle ud og vise hver deres talent. Og det er godt, for de er fire meget forskellige skuespillere, hvilket er en stor fordel, når de skal gestalte fire forskellige sider af det samme menneske. Deres helt ens tøj var i den sammenhæng et genialt træk.

Det er Johan Sarauws debut som instruktør, og han formår som et andet disruptions-præget-halfdansk barn at tegne på scenen til Halfdans tosserier, der nok er gakkede og skøre, men som også indimellem rummer store eksistentielle spørgsmål til både os selv og verden.

Danmarksbloggen noterede sig, at publikum ofte brød ud i latter, når komik, mimik og bevægelse gik i ét med tosserierne.

Nævnes skal også, at det er Adi Zukanovic, der har komponeret ny musik – samt at Ida Nørby spillede på cello, mens Mads Forsby stod for percussion.

Danmarksbloggen giver ”Noget om helte” fire tosserier ud af seks mulige. For livet er stadig en morgengave – og sjælen er stadig et pilgrimskor, og lige nu kan meget af det ikke kun høres, men også og især SES på Nørrebro Teater.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 14. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den ego-slemme middelklasse og kreative klasse

Udgivet den af
Svar

Middelklassen og den kreative klasse har fået det bedre gennem de seneste år – markant bedre, men ingen af dem føler noget socialt ansvar for underklassen. Tværtimod så forbruger middelklassen og den kreative klasse løs af det offentliges ydelser, samtidig med at der forlanges skattelettelser – og brokkes sig højlydt over, at servicen bliver dårligere.

Det hænger ikke sammen, men det tænker den ego-slemme middelklasse og kreative klasse ikke over.

Her bekymrer man sig om at bage brød med den perfekte krumme i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til tre måltider mad om dagen.

Her harcelerer man over, at man ikke kan få betalt en svinedyr alternativ behandling med midler fra det offentlige i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til læge-ordineret medicin.

Her går man vældig meget op i det frygtelige i, at det tager flere dage at få endnu 10 stykker tøj købt på nettet hjem i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til vintertøj og støvler til deres børn.

Det er simpelthen så ego-slemt, at man tror, at det er løgn – men det er det ikke. Gå en tur på gaden, hør snakken på en café – eller følg en debat på Facebook.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: Labans jul

Udgivet den af
Svar

DR2´s voksenjulekalender 2017 ”Labans jul” pakker ikke noget ind. Det er alt sammen skåret ud i tommetykke bidder, så vi ikke er tvivl:

Den gamle og ærlige nisse, der spiser klejner, elsker teatret, børn – og som tror på magien og forvandlingen fra menneske til nisse – og som kalder arbejdspladsen, som han holder meget af, ved dets rigtige navn: Rødovre Centrum.

Og så den nye og noget mere vidtløftige nisse, der elsker sig selv, at føre sig frem og som lever mest på overfladen og på de sociale medier og Youtube – og som kalder arbejdspladsen, som han ringeagter, Rødovre Centret.

Dertil en flok omgivelser, der fra chefen til pigen i informationen elsker den nye nisse og hans smartness, som de falder pladask for – og slet ikke kan gennemskue.

Det kunne næsten være for meget, hvis ikke det var fordi, at det er så tæt på virkeligheden mange steder, at det gør ondt i maven at se DR2´s voksenjulekalender. For ja, de fleste mennesker er til fals for tomme komplimenter og dumsmarte ord og begreber, især når de kommer fra en, som allerede er kendt fra fjernsynet eller andre medier.

Set fra meta-planet handler det om et af tidens modeord og modebegreber: Disruption og det deraf følgende fokus på kvantitet fremfor kvalitet og substans. Om at vi lever i en tid, der hylder glimmeret og overfladen – og ikke lader tilbage for i denne serie at udsætte selv den hæderkronede ”Højt fra træets grønne top” for moderne rytmer, så den bliver totalt mishandlet.

Men det er ikke kun nisserne, juleglæden og julesangene, som vi udsætter for overgreb og disruption. Det er samfundet, fællesskabet, solidariteten og kvaliteten, der må lide under den konstante trang til nyt-på-grund-af-at-det-er-nyt. Og desværre sker det på en måde, så det rent faktisk at kunne noget og være dygtig uden betænkninger smides væk i jagten på likes og følgere på de sociale medier.

Så  DR2 har ret, når de kalder årets julekalender for en juletragedie …

Danmarksbloggen giver fem ud af seks nissehuer og håber, at vi bliver bedre til at gennemskue den virkelige verdens nye nisser, for de findes derude i stort tal – både indenfor medier, politik og mange andre brancher.

Det er Peter Frödin, der spiller den gamle nisse Laban, mens Martin Høgsted er den nye nisse. Nikolaj Steen har instrueret. Julekalenderen vises kl. 21 på DR2 om søndagen, men kan også streames via DR´s hjemmeside.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

1. søndag i advent: Det handler om økumeni

Udgivet den af
Svar

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi starter i dag 1. søndag i advent med at gøre opmærksom på den store økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke også i dag kl. 14 i anledning af reformationen, hvor både Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon vil stå for gudstjenesten. Men de er ikke alene. Repræsentanter fra andre kristne trossamfund vil også både prædike og stå for bønner.

Læs mere her: http://www.interchurch.dk/aktuelt/kalender/oekumenisk-seminar-og-jubilaeumsgudstjeneste-i-reformationens-tegn

Men hvad er en økumenisk gudstjeneste? Ja, kodeordet er økumeni, og det har intet med økonomi at gøre, hvis man troede det. Ordet økumeni kommer af det græske ord oikoumene, der betyder “den hele beboede verden”

Økumeni er derfor simpelthen samtale, dialog og samarbejde mellem de kristne kirker med det mål – eller den drøm – at vi en dag kan samles igen i én fælles kirke, forenet i troen på Gud, Søn og Helligånd.

Men da de kristne kirker ikke er enige om væsentlige ting, som om hvorvidt nadveren er reel eller symbolsk, om hvorvidt Helligånden kommer fra både Gud og Sønnen – eller kun fra Gud, om vi skal praktisere barnedåb eller voksendåb – og mange flere endnu, så har det lange udsigter. Men de kristne kirkesamfund giver ikke op, men forsætter med at prøve – og med at tale og være sammen. Og dét er vejen frem.

Danmark er også et af de lande, hvor økumenien står stærkest, og hvor stort set alle kristne kirker er gode til at respektere og samarbejde med hinanden.

Så ja, det kan være, at mange danskere har svært ved at tale om tro. Men mange af dem, der kan tale om tro, og som også åbent tør stå ved deres kristendom, er åbne og inkluderende i en grad, så resten af samfundet kunne lære noget omkring netop accept af forskelligheder, også de mest grundlæggende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: LIVA

Udgivet den af
Svar

Det haster med det kys, den kommer før du tror, den drømmeløse søvn, synger Ellen Hillingsø, der gestalter Liva Weel i Folketeatrets forestilling ”Liva”.

En forestilling, der starter dramatisk med Liva Weels død – og så spoler tilbage i et rørende, morsomt, dramatisk, levende og intenst forløb, hvor vi får hele fru Weels liv vist – præcis så godt, skidt, triumferende og nedslående, som det var med alt – også misbruget – inkluderet.

For inden det blev politisk alvor under besættelsen, var der mange år med fest, farver, musik, erotik – og et moderskab, som Liva nok ville have, men ikke bruge mere tid på end mændene gjorde på faderskabet.

Fru Weel ville nemlig først og mest sit arbejde – for deroppe på scenen dér levede og åndede hun. Og det samme gør Ellen Hillingsø med både stemme, mimik og vidt spredte ben i et set-up, der emmer af mellemkrigstiden – også på grund af det virtuose klaverspil fra Jens Krøyer, der fra sin plads som klaverbokser forestillingen igennem er vores allesammens trofaste følgesvend.

Det var musikken også for hele Danmarks Liva, som hun vitterligen var, når hun sang viser som ”Tag og kys det hele fra mig”, ”Jeg gi´r mit humør en gang lak”, ”Et lille kys eller to” og alle de andre sange om kærligheden og livet. Men som alle superstjerner oplevede Liva også tomheden, når lysene blev slukket, og hun var alt for god til at skubbe dem, der elskede hende, fra sig i en evig jagt på anerkendelsen, kærligheden – og den frihed, som hun så gerne ville eje, men måske aldrig forstod er såre flygtig.

For frihed og frigørelse er ikke en konstant bevægelse, der kun går opad. Det er måske mere en stille strøm, som den varme og medlevenhed, der også løb gennem hele forestillingen, og som fik sit smukkeste udtryk, da Birgitte Raaberg, som blandt andet spiller Ella Heiberg, men også andre roller, sang ”Sig de ord, du ved”.

Dér trillede de største tårer hos mig, og de ord tog ikke kun mig, men også min ledsager, en 16-årig gymnasieelev, om hjertet.

Et ungt menneske, som kun sporadisk kendte til PH og Liva Weel i forvejen, men som alligevel konkluderede efter tæppefald – og med et alvorligt udtryk i ansigtet: De viser dér, de er gode – dem mangler vi i vor tid og i min generation.

På vejen hjem var hun også meget stille – og hun fiskede endda ikke engang mobilen frem. Der er vist sået et frø, som passer godt sammen med hendes drøm om at blive dramaturg eller/og manuskriptforfatter.

Vi andre glemmer heller ikke forestillingen, hvor vi selvfølgelig også fik ”Glemmer du” – sunget af Karsten Jansfort, der også spillede flere roller, blandt andet den som Livas anden mand, der som en anden svinedreng kommer ind med en rød rose og kærligheden. Men som sendes væk igen af en revydronning, der forstod sig mere på skyggespil end på hengivenhed, men som også så skarpt, som da hun til sin første mand siger: Vi giver ikke hinanden plads, vi tager al den plads, som vi kan.

Selv gav Liva Weel aldrig op, men forblev livet igennem tro mod sin følsomme natur og stærke drømme, hvad Ellen Hillingsø også så fint formidler. For man kan hos en af dansk teaters nuværende femme fataler mærke Liva Weels væsenskerne og behov for et menneske, som hun kunne spille bold med.

Ham fandt fru Weel i PH, som hun føler en vis attraktion mod i forestillingen. Om det holder historisk er ret usikkert, men det er sagen underordnet. Samarbejdet mellem de to – og mellem en som altid blændende god Henrik Koefoed (han kan det hele på en scene, både teknisk, dramatisk, musikalsk og humoristisk) og den tidligere roste Ellen Hillingsø – er det essentielle.

Det, der gjorde, at Liva Weels første mand tog fejl, da han sagde, at han ville blive husket langt længere end hende. Men hvem kender Arne Weel i dag?

Det er Liva Weel, vi kender og elsker – og så PH, der skrev den ikoniske vise ”Man binder os på mund og hånd”, og sagde til Liva: Gå ud og giv dem den lige i smasken. Og det gjorde hun – og den blev sunget under stor bevægelse, både dengang – og nu på scenen. Det er så også her, at vi finder forestillingens eneste deciderede fejl, for nej, hverken den oprindelige eller den reviderede version blev skrevet i fællesskab. Visen er alene PH´s værk, men det var Liva Weel, der sang den.

Men det er en lille ting, som ikke betyder noget for en forestilling, der er meget gribende, og ikke kun på grund af de smukke viser, der som perler stråler igennem hele forestillingen, fremført på fire meget forskellige måder af fire meget forskellige skuespillere, men som alle ligger lige dér i krydsfeltet mellem det stærke og det sarte, og mellem fortid – og nutid.

For der er et sted, hvor Henrik Koefoed låner krop og stemme til PH´s kloge ord om retssikkerheden som det første skred i vejen mod diktatur og krig, om demokrati, nationalisme, angst, navlebeskuenhed – og hvorfor man ser sit land og dets særpræg bedst, når man ser det udefra. Lige dér gik der en engel gennem teaterrummet – for de ord kunne ligeså godt være skrevet i 2017. Og det vidste vi alle sammen, som sad dér på de røde stole på Hippodromen.

Så der var vi oppe i vores nutid – inden vi igen gled tilbage til fru Weels liv og en afslutning, der var fuld af både smerte, desillusion og ensomhed. Vi får også to af de største viser tilsidst. Viser som måske mere end nogen andre handler om, hvad livet drejer sig om, nemlig ”Nå” og ”I dit korte liv”.

For PH´s ord om livet, dette korte liv, gælder stadigvæk: Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve. Dét gjorde Liva i sin tid – og det gjorde alle fem i Folketeatrets forestilling ”Liva”. Der bliver levet og spillet og sunget og elsket – stærkt og intenst og med en nerve, så selv fru Weel ville have hævet glasset og sagt: Godt gået. Skal vi ikke nappe en lille én mere?

Danmarksbloggen giver seks store, røde kys ud af seks mulige til en forestilling, der er et lille mesterværk.

Den spiller på Folketeatret i Nørregade indtil 22. december – og drager så på turné til foråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En alternativ og genial julekalender

Udgivet den af
Svar

Det er i dag d. 1. december. 24 dage til jul. Tid til julekalendere, hvoraf mange er fulde af luksus-chokolade, dyr lakrids, make-up, parfume og mange andre ting, der handler om at forbruge – og om at få.

Danmarksbloggen vil i stedet henlede opmærksomheden på denne geniale julekalender – skabt af den svenske kirke i Umeå: https://www.svenskakyrkan.se/umea/julkalender

Den handler ikke om konsum og om at rage til sig, men om at give og om de rigtige værdier …

Dén julekalender er Danmarksbloggens julekalender i år – i håbet om at de enkeltes dages gaver bliver til gode vaner – også efter jul og nytår.

For der er nemlig større glæde i at give end i at få … året rundt …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Og ja, julekalenderen tager afsæt i Sverige og svenske juletraditioner. Så har man ikke en svensk pepparkaka d. 9. december, så kan man byde på en brunkage. Og man kan lade sig inspirere af store, danske videnskabsfolk som Niels Bohr og Inge Lehmann http://danmarksbloggen.dk/?p=6814 , hvis man ikke på Nobeldagen d. 10. december vil læse om Nobelpristagernes bedrifter.